Kapitel 4
Templet skal bestå mens nationerne rystes
1. Hvor lang tid var der nu gået siden jøderne var skredet til handling som følge af Haggajs tidligere profeti, og hvilken højtid var ved at være til ende i Jerusalem?
DER var endnu ikke gået en hel månemåned siden jøderne var skredet til handling som følge af Haggajs sidste profeti, altså siden den fireogtyvende dag i den sjette måned (elul) i perserkongen Darius I’s andet regeringsår, år 520 f.v.t. Løvhyttefesten, som blev fejret i syv dage, var begyndt den femtende dag i den efterfølgende måned, nemlig tisjri, årets syvende måned, og man var nu nået frem til festens sidste dag, den 21. tisjri. Dagen efter, den 22. tisjri, skulle der holdes festlig samling for alle festdeltagerne i Jerusalem. Alle fireogtyve skifter af det aronitiske præsteskab forventedes at være til stede ved denne løvhyttefest i hovedstaden. Interessant nok var det under fejringen af løvhyttefesten at kong Salomon, Davids søn, indviede det tempel han havde bygget for tilbedelsen af Jehova. — 1 Kongebog 8:62-66; 6:37, 38; 2 Krønikebog 7:7-10.
2. Hvad blev løvhyttefesten også kaldt, og hvordan skulle den fejres?
2 Denne højtid som blev holdt i den syvende måned, fem dage efter forsoningsdagen, blev også kaldt indsamlingshøjtiden. I forbindelse med indsamlingen af jordens afgrøder fik israelitterne følgende påbud: „I syv dage [skal I] være glade for [Jehova] eders Guds åsyn. I skal fejre den som en højtid for [Jehova] syv dage om året; det skal være eder en evig gyldig anordning fra slægt til slægt; i den syvende måned skal I fejre den. I skal bo i løvhytter i syv dage, alle indfødte i Israel skal bo i løvhytter, for at eders efterkommere kan vide, at jeg lod israelitterne bo i løvhytter, da jeg førte dem ud af Ægypten. Jeg er [Jehova] eders Gud!“ — 3 Mosebog 23:33-43; 4 Mosebog 29:12-38; 5 Mosebog 16:13-17.
3, 4. (a) Hvad kunne disse jøder glæde sig over under denne indsamlingshøjtid, og hvordan var deres boliger i sammenligning med Jehovas? (b) Hvorfor var der en glimrende lejlighed til at forkynde et opmuntrende budskab fra Jehova, og hvordan indledtes dette budskab?
3 De hjemvendte israelitter havde sikkert ikke meget at samle ind i år 520 f.v.t., i betragtning af det profeten Haggaj havde sagt i sin første profeti. (Haggaj 1:5, 6, 9-11; 2:16, 17) Men det de trods alt fik i hus, fik de som følge af Jehovas barmhjertighed og overbærenhed. De havde derfor god grund til at glæde sig for Jehova deres Guds åsyn i de syv dage indsamlingshøjtiden varede. Og da de under højtiden boede i interimistiske løvhytter i og omkring Jerusalem havde de på det tidspunkt lige så lidt solide huse med træklædte vægge som Jehova havde et hus hvor han kunne tilbedes i Jerusalem. De havde nu fået udført en stor del af forarbejdet til templets genopbygning. De havde behov for yderligere opmuntring. Den 21. tisjri var højtiden endnu ikke forbi, og Jerusalem ville være fyldt til trængsel med tilbedere af Jehova, heriblandt også Judas statholder og hele præsteskabet. Det ville være en glimrende lejlighed til at overbringe dem et inspireret budskab. Jehova sørgede for et sådant budskab, som vi nu læser:
4 „På den enogtyvende dag i den syvende måned [tisjri eller etanim] kom [Jehovas] ord ved profeten Haggaj således: Sig til Judas statholder Zerubbabel, Sjaltiels søn, til ypperstepræsten Josua, Jozadaks søn, og til resten af folket således: Er der nogen tilbage iblandt eder af dem, der har set dette hus i dets fordums herlighed? Hvorledes tykkes det eder da nu? Er det ikke som intet i eders øjne?“ — Haggaj 2:1-3.
5. (a) Hvad fremgik af Jehovas spørgsmål vedrørende dem der var til stede ved denne lejlighed? (b) Hvad var i virkeligheden det store spørgsmål i betragtning af den sammenligning der blev foretaget?
5 Alt hvad de der blev spurgt kunne få øje på, var grunden til templet, det fundament der var blevet lagt seksten år tidligere, i 536 f.v.t. (Ezra 3:8-13) Af spørgsmålene fremgår det at der var nogle til stede som havde nået en meget høj alder, nogle af dem der var blevet ført til Babylon som fanger og som havde set Salomons tempel før det blev ødelagt af babylonierne i 607 f.v.t., over syvogfirs år tidligere. De kunne huske hvor prægtigt Salomons tempel, der var bygget efter Guds anvisninger, havde set ud. Kun de kunne fuldt ud sammenligne Salomons tempel med det de nu så. Det syn der nu mødte dem dér hvor det tidligere tempel havde ligget, var som intet i sammenligning. Hvad kunne man vente af et tempel der havde en så ringe og beskeden begyndelse? Kunne det i det hele taget betale sig for disse gudfrygtige israelitter at fortsætte med genopbygningen af templet? Eftersom templet skulle være Jehovas hus, var det store spørgsmål: Kunne hærskarers Jehova skabe noget betagende, noget passende, ud af intet?
6. Hvem kom templets genopbygning i virkeligheden an på, og hvem ville det derfor være der byggede det? Forklar.
6 Det hele afhang af den Gud der skulle tilbedes i det påtænkte hus. Var det hans vilje at huset skulle genopbygges til hans ære og til fremme af den israelitiske nations åndelige interesser? Ja det var, og derfor var det hans vilje og hans gerning bygningsmændene ville udføre. De ville derfor have hans godkendelse og hans støtte, uanset hvem og hvor mange der var imod dem. Det var i virkeligheden ham der ville bygge huset, med de israelitiske bygningsmænd som sine redskaber. Dette havde altoverskyggende betydning, for, som Salomon udtrykte det i Salme 127:1, „dersom [Jehova] ikke bygger huset, er bygmestrenes møje forgæves, dersom [Jehova] ikke vogter byen, våger vægteren forgæves“.
7. (a) Hvem var stærkest berørt af genopførelsen af dette hus, og hvorfor? (b) Hvad sagde Jehova nu gennem Haggaj for at israelitterne ikke skulle frygte for fjenderne?
7 Eftersom sagen vedrørte den rene tilbedelse af den eneste levende og sande Gud, var Jehova selv inddraget i den. Det var ham der ville udføre byggearbejdet. I betragtning af dette behøvede de ikke at blive svage af frygt for det overvældende antal fjender. Derfor inspirerede han sin profet Haggaj til at sige: „’Men vær nu stærk, Zerubbabel,’ lyder det fra Jehova, ’og vær stærk, Josua, Jozadaks søn, du ypperstepræst.’ ’Og vær stærke, alle I folk i landet,’ lyder det fra Jehova, ’og arbejd.’ ’For jeg er med jer,’ lyder det fra hærskarers Jehova. ’Husk det jeg sluttede med jer da I kom ud af Ægypten, og da min ånd stod iblandt jer. Vær ikke bange.’“ — Haggaj 2:4, 5, NW.
8. I hvilken henseende skulle tempelbyggerne være stærke, og hvordan gjaldt noget lignende apostelen Paulus i Korint?
8 Medlemmerne af denne israelitiske rest, der havde fået til opgave at genopbygge templet, skulle være stærke i troen. De kunne vise deres tro ved at bygge templet. Hvorfor skulle de ikke gøre det? Hærskarers Jehova var jo med dem. Som den kristne apostel Paulus, af fødsel jøde, senere skrev til menigheden i Rom: „Hvad skal vi da sige til dette? Er Gud for os, hvem kan da være imod os?“ (Romerne 8:31) En sådan garanti fra Guds side giver stor styrke. Paulus erfarede det selv mens han udførte Guds gerning i den græske by Korint i det første århundrede. Om dette fortæller beretningen i Apostlenes Gerninger: „Og Herren sagde til Paulus i et syn om natten: ’Frygt ikke, men tal og ti ikke; for jeg er med dig, og ingen skal lægge hånd på dig og gøre dig noget ondt; thi jeg har et talrigt folk i denne by.’“ Viste Paulus tro ved at gøre som han fik pålagt? Beretningen oplyser: „Så slog han sig ned dér et år og seks måneder og lærte Guds ord iblandt dem.“ — Apostlenes Gerninger 18:9-11.
9. (a) På hvilken måde skulle tempelbyggerne ligeledes være stærke, og under hvis ledelse? (b) Hvad skulle de huske, og hvorfor netop nu?
9 På nøjagtig samme måde måtte de der udgjorde den hjemvendte israelitiske rest være stærke og stole på den almægtige Gud og gøre det arbejde han havde pålagt dem. Deres ledere, statholderen Zerubbabel og ypperstepræsten Josua, måtte gå foran, og resten af folket ville da følge med og arbejde sammen med dem. De skulle huske den pagt Jehova havde sluttet med deres forfædre da han førte dem bort fra Ægypten. Det var meget træffende at Haggaj mindede dem om dette, for deres forfædre havde boet i telte eller løvhytter i de fyrre år de havde været på vej fra Ægypten til det forjættede land, og netop nu var de selv i færd med at fejre løvhyttefesten i Jerusalem til minde om det deres forfædre havde oplevet. Deres forfædre havde mødt fjender undervejs, men Jehova havde udfriet dem og havde holdt sin pagt og ført dem ind i det forjættede land. Den samme udfrielsens Gud var nu med den israelitiske rest under løvhyttefesten i Jerusalem. Der var ingen grund til at være bange.
STØRRE HERLIGHED FORUDSET
10, 11. (a) Hvorfor skulle tempelbyggerne ikke være mismodige selv om begyndelsen på deres arbejde intet synede i sammenligning med Salomons tempel? (b) Hvad sagde Jehova nu gennem Haggaj for at styrke deres forventninger?
10 De der udgjorde den israelitiske rest skulle ikke være mismodige over at det de nu begyndte med, var som intet i sammenligning med Salomons strålende, verdenskendte tempel. De regnede måske ikke med at der ville komme noget særligt, noget der var værd at lægge mærke til, ud af deres arbejde med at genopbygge templet. Men Jehova så at deres trosgerninger ville give et helt overvældende resultat. Så for at anspore dem, for at opmuntre dem til at nære de største forventninger, forklarede Jehova dem nu hvorfor de ikke skulle være bange men være stærke i troen og arbejde. Gennem sin profet Haggaj sagde han:
11 „Thi så siger Hærskarers [Jehova]: Endnu en gang om en liden stund vil jeg ryste himmel og jord, hav og tørt land, og jeg vil ryste alle folkene [nationerne, NW], og da skal alle folkenes skatte komme hid, og jeg fylder dette hus med herlighed, siger Hærskarers [Jehova].“ — Haggaj 2:6, 7.
12. Hvad skulle bestå til trods for den universelle rystelse, og hvem blev det antydet ville vende sig til Jehova?
12 Var det ikke betagende udsigter disse israelitter fik i forbindelse med det tilbedelseshus de skulle til at bygge? Det var hærskarers Jehova selv der stillede dem dette udsigt, og derfor ville det med sikkerhed gå i opfyldelse. Der skulle foregå en universel rystelse. Han ville fremkalde den. Både det høje og det lave i forbindelse med jorden skulle rystes — så det kom til at forlade sin plads, ja måske endda blev ødelagt! Men under hele denne rystelse var der én ting der skulle blive stående — det hus som den israelitiske rest havde bygget! Det betød at den rene tilbedelse af Jehova skulle fortsætte, ligesom hans hus fortsat blev stående. Han ville fylde sit tilbedelseshus med herlighed — alle folkenes skatte ville komme ind i det. De ville blive ført dertil af alle som begyndte at tilbede ham fra alle nationerne. Dette hus for tilbedelsen af Gud ville blive det mest betydningsfulde og det mest kendte hus på hele jorden. Ikke alene de kødelige israelitter ville tilbede Jehova der, men også ikke-jødiske folk fra alle nationer!
13. Hvad blev arbejderne således forsikret om i forbindelse med deres tempelbyggeri denne gang, og hvad havde de derfor al mulig grund at gøre?
13 Dette forsikrede medlemmerne af den israelitiske rest om at de denne gang ville få fuldført bygningen af Jehovas tempel i Jerusalem. Uanset hvilke begivenheder der ville ryste verden omkring dem, ville de nå deres mål. Hele resten af verden kunne være foruroliget, bekymret og bange på grund af den rystelse der ville skabe uro i den, men arbejdet med at bygge det hus hvor Jehova skulle tilbedes måtte fortsætte — til den strålende fuldførelse! Og så ville husets indvielse finde sted under stor jubel! (5 Mosebog 20:5) Hærskarers Jehova havde givet sit ord på det, så det kunne ikke slå fejl! Derfor, til arbejdet, med hans styrke! Alt talte for at de skulle gå i gang!
14, 15. Hvad står udtrykket „endnu en gang“ i forhold til? Hvor og hvornår skete dette?
14 Men hvornår skulle det ske? Hærskarers Jehova sagde „Endnu en gang om en liden stund vil jeg ryste himmel og jord, hav og tørt land.“ (Haggaj 2:6) „Endnu en gang“ — i forhold til hvad? Hvornår havde han tidligere fremkaldt en rystelse? Der må være tænkt på det der skete nede mod syd, ved Sinaj bjerg, i den tredje månemåned (sivan) i år 1513 f.v.t., det år israelitterne drog ud af Ægypten. På den første dag i denne måned slog israelitterne lejr foran Sinaj bjerg, det bjerg hvor Jehova ved sin engel havde vist sig for profeten Moses i den brændende busk der ikke var blevet fortæret af den mirakuløse ild. Hvad skete der den tredje dag de lå lejret her? Lad os læse beretningen i Anden Mosebog 19:16-19:
15 „Da morgenen gryede den tredje dag, begyndte det at tordne og lyne, og en tung sky lagde sig over bjerget og der hørtes vældige stød i horn. Da skælvede alt folket i lejren. Så førte Moses folket fra lejren hen for Gud, og de stillede sig neden for bjerget. Men hele Sinaj bjerg hylledes i røg, fordi [Jehova] steg ned derpå i ild, og røgen stod i vejret som røg fra en smelteovn; og hele folket skælvede såre. Og stødene i hornene blev stærkere og stærkere; Moses talte, og Gud svarede ham med høj røst.“
16, 17. (a) Hvad blev israelitterne advaret om, og hvad blev derefter givet? (b) Hvad anmodede israelitterne nu om i forbindelse med det at de hørte Gud tale direkte til dem?
16 Derefter befalede Jehova at israelitterne skulle passe på, og holde sig i en respektfuld afstand fra bjerget så de ikke kom til at røre det, og udtalte så ved sin engel de ti bud fra toppen af Sinaj bjerg. (2 Mosebog 19:20 til 20:17) Havde det israelitiske folk efter disse guddommelige udtalelser stadig lyst til at høre Jehovas stemme direkte? Moses fortæller:
17 „Men da hele folket fornam tordenen, lynene og stødene i hornene og så det rygende bjerg, forfærdedes folket og holdt sig skælvende i frastand; og de sagde til Moses: ’Tal du med os, så vil vi lytte til; men lad ikke Gud tale med os, at vi ikke skal dø!’ Men Moses svarede folket: ’Frygt ikke, thi Gud er kommet for at prøve eder, og for at I kan lære at frygte for ham, så I ikke synder.’ Da holdt folket sig i frastand, medens Moses nærmede sig mulmet, hvori Gud var.“ — 2 Mosebog 20:18-21.
18. (a) Hvornår henviste Moses senere til disse begivenheder ved Sinaj bjerg, og hvad sagde David om dem i Salme 68? (b) Hvornår fandt denne rystelse sted i forhold til opførelsen og indvielsen af det hellige tabernakel?
18 I sine afskedstaler næsten fyrre år senere til den yngre generation af israelitter henviste profeten Moses til disse begivenheder ved Sinaj bjerg. (5 Mosebog 4:9-14; 18:15-19) Og salmisten David blev inspireret til at fortælle om dem i en af sine sange: „Gud, da du gik ud foran dit folk, da du skred gennem ørkenen — . . . da rystede selve jorden, og selve himmelen dryppede på grund af Gud; dette Sinaj rystede på grund af Gud, Israels Gud.“ (Salme 68:7, 8, NW; RS; JP; versene 8, 9 i den danske oversættelse) Denne rystelse af et helt bjerg var ikke noget der blev glemt lige med det samme. Det er også interessant at denne rystelse af Sinaj bjerg blev fremkaldt ni måneder før israelitterne blev færdige med at fremstille det hellige åbenbaringstelt, tabernaklet. Det hellige tabernakel blev indviet på den første dag i den første månemåned (nisan) det følgende år, 1512 f.v.t. Rystelsen fandt altså sted før man begyndte at tilbede Jehova ved dette tabernakel der blev rejst i Sinaj ørken. — 2 Mosebog 39:42 til 40:37.
19. Ifølge Haggaj 2:6 ville Jehova atter fremkalde en rystelse, men af hvad?
19 Ifølge sin erklæring i Haggaj 2:6 havde Jehova til hensigt at ryste jorden igen, og denne gang ville han også ryste himmelen og havet og det tørre land. Hvornår? „Endnu en gang om en liden stund,“ sagde han.
20. I hvilken periode måtte rystelsen i forbindelse med det bogstavelige genopførte tempel i Jerusalem finde sted, som en foreløbig opfyldelse af Haggaj 2:6-9?
20 Han sagde dette den 21. tisjri 520 f.v.t. Templet blev ikke fuldført før den tredje dag i den tolvte månemåned (den 3. adar) i perseren Darius I’s sjette regeringsår (515 f.v.t.). Det var altså over fire år og fire månemåneder efter at Jehova havde udtalt profetien i Haggaj 2:6-9. Da skulle det genopførte tempel indvies, og derefter ville Jehova opfylde sit ord og fylde det hellige hus med herlighed. (Ezra 4:24; 6:14, 15) Den rystelse han havde profeteret om i forbindelse med det bogstavelige genopførte tempel i Jerusalem, måtte derfor indtræffe i løbet af denne periode (520-515 f.v.t.), som en foreløbig opfyldelse af profetien. De historiske beretninger ville komme til at vise hvordan profetien blev opfyldt på de internationale begivenheder i denne bestemte periode. Det var i sandhed en tid med store omvæltninger for perserriget.
21. Hvorfor bør vi i dag interessere os for en større opfyldelse af profetien i Haggaj 2:6-9?
21 Vi må imidlertid huske at det genopbyggede tempel i Jerusalem var forbilledligt. Det var en gengivelse i mindre målestok af Jehovas større tempel, hans åndelige tempel hvor hans indviede folk tilbeder ham i dag. Det er derfor den større og endelige opfyldelse af Haggaj 2:6-9 vi i dag bør interessere os for.
SIKKERHEDEN FOR EN NUTIDIG OPFYLDELSE
22. Siden hvilket år har nutidens nationer vaklet, og hvilke spørgsmål opstår?
22 Alle oplyste mennesker indrømmer beredvilligt at der lige siden det fjortende år her i det tyvende århundrede er sket noget ganske usædvanligt med nationerne. Den første verdenskrig, der begyndte i 1914, har udløst en kæde af begivenheder som har fået alle nationer til at vakle. Alle deres bestræbelser for at stabilisere sig, endog ved hjælp af De forenede Nationers organisation til opretholdelse af fred og sikkerhed i verden, slår fortsat fejl. Hvad betyder det alt sammen? Hvad vil det ende med? Nutidshistorikere og politiske prognosemagere har ikke noget pålideligt svar. Men findes der ikke noget svar?
23. I hvilket budskab fra det sjette århundrede f.v.t. finder vi svaret?
23 Svaret indeholdes i de ord der lyder til os fra Jerusalem i det sjette århundrede før vor tidsregning: „Så siger Hærskarers [Jehova]: Endnu en gang om en liden stund vil jeg ryste himmel og jord, hav og tørt land, og jeg vil ryste alle folkene [nationerne, NW], og da skal alle folkenes skatte komme hid, og jeg fylder dette hus med herlighed, siger Hærskarers [Jehova].“ — Haggaj 2:6, 7.
24. Hvilke spørgsmål opstår med hensyn til anvendelsen af disse profetiske ord?
24 Men hvordan ved vi at disse betagende ord som Jehovas profet Haggaj har ladet gå videre til os, ikke blot gjaldt dengang profeten levede eller „en liden stund“ derefter? Hvordan kan vi være sikre på at disse ord også vil få en nutidig opfyldelse, her i vor tid?
25. (a) Hvoraf fremgår svaret? (b) Hvorfor måtte disse mennesker give agt, i betragtning af en katastrofe som var nær forestående?
25 Vi ved det fordi disse profetiske ord blev citeret under guddommelig inspiration længe efter at Haggaj havde udtalt dem, ja cirka 580 år efter, og da blev anvendt om noget fremtidigt, om afslutningen på den nuværende internationale tingenes ordning. Ligesom Haggajs egne profetiske ord var dette citat af hans ord henvendt til hebræere, efterkommere af patriarken og hebræeren Abraham — blot var disse sidstnævnte hebræere blevet kristne i det første århundrede efter vor tidsregning. (1 Mosebog 14:13; Hebræerne 1:1, 2; 2:16) Disse ord fra Haggajs profeti blev citeret for dem cirka ti år før Jerusalem og det genopbyggede tempel blev ødelagt af romerne i år 70. En stor forandring var altså nær, og de kristnede hebræere måtte nu passe på at de ikke kom til at lide skade og tab sammen med de ikke-troende hebræere der stadig holdt fast ved det jordiske Jerusalem og dets materielle tempel.
26. Hvilke ord henvendte skribenten til disse kristnede hebræere for at de ikke skulle lide tab?
26 Den inspirerede skribent fortalte disse kristnede hebræere at de kunne undgå at lide ubodelig skade hvis de fulgte den rette handlemåde og viste den rette værdsættelse af åndelige værdier, idet han skrev: „Jag efter fred med alle og efter den helliggørelse uden hvilken ingen skal se Herren, og se til at ingen går glip af Guds ufortjente godhed, at ingen giftig rod skyder op og volder vanskeligheder og mange besmittes af den, at der ikke er nogen utugtig eller nogen som ikke værdsætter det der er helligt, som Esau, der i bytte for ét måltid gav sine rettigheder som førstefødt bort. For I ved at han også senere, da han ønskede at arve velsignelsen, blev forkastet, for skønt han ivrigt og med tårer søgte en sindsændring [hos sin fader Isak], fandt han ikke rum for den [hos Isak].“ — Hebræerne 12:14-17, NW.
27. (a)Hvorfor stod disse kristnede hebræere i en situation som var alvorligere end den deres forfædre havde befundet sig i ved Sinaj bjerg? (b) Hvordan kunne de undgå at være som Esau?
27 De kristnede hebræere havde oplevet en vældig forandring efter at de var blevet disciple af Messias, Jesus, kong Davids og patriarken Abrahams efterkommer. De stod nu over for noget som var større og alvorligere end det deres forfædre kom til at stå over for da de blev ført ned til Sinaj bjerg af profeten Moses i 1513 f.v.t. Det var større ting der stod på spil og kunne mistes for evigt, med udslettelse til følge for dem der mistede disse ting. Ligesom patriarken Isak, Abrahams søn, nægtede at ændre sind på trods af sin materialistiske søn Esaus tårer, sådan ville Jehova Gud ikke ændre sind hvis disse kristnede hebræere mistede deres værdsættelse af den ufortjente godhed han viste dem gennem Herren Jesus Kristus. I stedet for at være som Esau, der ringeagtede de åndelige muligheder der stod åbne for ham som Abrahams sønnesøn, skulle de undgå at blive vanhellige; de skulle vise fuld værdsættelse af det der er helligt og holde fast ved det. Det var grunden til at den inspirerede skribent videre skrev til disse kristnede hebræere, der nu var blevet ført ind i en ny pagt ved Jesus Kristus:
28. Hvad var disse kristnede hebræere ikke kommet til, ifølge skribenten?
28 „I er jo ikke kommet til et udvortes håndgribeligt bjerg [som Sinaj bjerg], til en flammende ild og mulm og mørke og uvejr, og ikke til basunklang og til en røst, der talte således, at de, der hørte den, bad sig fri for at høre mere. Thi de kunne ikke udholde det, der blev påbudt: ’Selv et dyr, der rører ved bjerget, skal stenes.’ Ja, så frygteligt var synet, at [mellemmanden] Moses sagde: ’Jeg er forfærdet og skælver.’
29. Hvad var de kristnede hebræere derimod kommet til, og hvordan var omstændighederne?
29 Men I er kommet til Zions bjerg og til den levende Guds stad, til det himmelske Jerusalem og til en højtidsskare af engle i tusindtal [ikke blot de engle der dengang var på Sinaj bjerg] og en menighed af førstefødte [Guds førstefødte kristne sønner, som er større end Isaks førstefødte søn, Esau], som er indskrevne i Himlene [ikke i Isaks jordiske slægtslinje], og til en dommer som er alles Gud [ikke som på Sinaj bjerg, en engel der repræsenterede Gud], og til deres ånder [åndelige liv, NW], som er retfærdige og er nået til fuldendelse [ikke fordømte syndere som hebræerne ved Sinaj bjerg], og til den nye pagts mellemmand, Jesus [denne pagt var bedre end Lovpagten, som Moses var mellemmand for], og til bestænkelsens blod, som forkynder noget bedre end Abels [eftersom det er Jesu Kristi blod].“ — Hebræerne 12:18-24; Galaterne 3:19; Apostlenes Gerninger 7:37, 38.
30. Hvad forstår vi nu vedrørende disse kristnede hebræeres stilling?
30 Når vi betragter alle disse større ting som de kristnede hebræere var kommet til, kan vi forstå at de befandt sig i en situation som var alvorligere end den deres hebraiske forfædre befandt sig i foran Sinaj bjerg i Arabien i år 1513 f.v.t. De havde mere at miste. De kunne blive udslettet for evigt hvis de blev som Isaks førstefødte søn, Esau, og mistede deres værdsættelse af de hellige ting der er forbundet med Guds åndelige førstefødte sønner som er indskrevet i himlene.
31. Hvem i dag gælder disse ting også, og hvad bør disse derfor være ivrige efter at gøre?
31 Det samme gælder for de mennesker der i dag hævder at være kristne, hvad enten de er omvendte jøder eller omvendte hedninger. Vi bør erkende hvem det er der taler til os — at det er Gud der taler til os gennem sit inspirerede ord, den hellige Bibel. Vi bør derfor ivrigt lytte til de yderligere ting han har sagt til os gennem mellemmanden Jesus Kristus og gennem de disciple af Kristus der blev inspireret til at affatte hellige skrifter. Vi bør ikke undlade at vise fuld værdsættelse af disse yderst vigtige ting. Vi bør ikke bede os fri for at høre og vise disse ting opmærksomhed. Den inspirerede discipel der skrev til de kristne hebræere, fortsætter derfor med ordene:
32. Hvad fortsatte skribenten derfor med at sige med hensyn til at bede sig fri?
32 „Tag jer i agt, at I ikke beder jer fri for ham, som taler. Thi kunne de andre ikke undfly straffen, da de bad sig fri for ham, der talte sit guddomsord her på jorden, så skal vi det meget mindre, hvis vi vender os bort fra ham, når han taler fra Himlene. Dengang fik hans røst jorden til at rokkes [men fik ikke Sinaj bjerg til at styrte sammen], men nu har han givet denne forjættelse: ’Endnu én gang vil jeg ryste, ikke blot jorden, men også himmelen.’“
33. Hvor havde Gud givet denne forjættelse, og hvorfor var det på sin plads at skribenten nu citerede den?
33 Hvor havde Jehova Gud givet denne forjættelse? Det havde han i Haggajs profeti, som blev fremholdt i fortidens Jerusalem. I det andet kapitel, vers seks, læser vi disse ord: „Thi så siger Hærskarers [Jehova]: Endnu en gang om en liden stund vil jeg ryste himmel og jord, hav og tørt land.“ Men forjættelsen blev ikke fuldstændig opfyldt „en liden stund“ efter at profeten Haggaj havde udtalt den. Derfor knytter den der skrev til de kristnede hebræere, følgende inspirerede kommentar til dette guddommelige løfte om at ryste såvel himmelen som jorden:
34. Hvilken kommentar giver skribenten til sit citat af Haggaj 2:6?
34 „Men dette ’endnu én gang’ giver til kende, at de ting, der kan rokkes, fordi de er skabt, skal forvandles [tages bort, NW], for at de ting, der ikke kan rokkes, skal blive bestandig. Da vi nu får et urokkeligt rige, så lad os [i modsætning til Esau] være taknemmelige og derved tjene Gud, som det er ham velbehageligt, med ængstelse og hellig frygt. Thi ’vor Gud er en fortærende ild [lige så fortærende som den ild der flammede på Sinaj bjerg].’“ — Hebræerne 12:25-29.
35. Hvilken periode anvender skribenten udtrykket „endnu én gang“ på, og hvad må derfor være nær forestående for de skabte ting der kan rystes?
35 Fik vi fat på det? Den der skrev til de kristnede hebræere anvender Guds udtalelse „endnu én gang“ om noget fremtidigt og forklarer at det eneste der er urokkeligt, er det rige som de kristne der tjener Gud på den måde der er ham velbehagelig, vil modtage. Han forklarer også at fjernelsen af alt det skabte der rokkes vil give plads for dette rige, en regering der altid skal eksistere og være i virksomhed. De ting der er skabt og kan rokkes er endnu ikke blevet taget bort, skønt de allerede kan være sat i bevægelse og være ved at rystes og rokkes. Ifølge de inspirerede hellige skrifters egen fortolkning står det os altså klart at profetien i Haggaj 2:6, 7 gælder noget her i det tyvende århundrede, og at profetiens fuldstændige opfyldelse stadig ligger forude, men er meget nær!
HVORDAN?
36. Hvilket spørgsmål opstår nu vedrørende en nutidig opfyldelse af Haggaj 2:6, 7?
36 Den bogstavelige himmel og jord med havet og det tørre land vil ikke blive taget bort og gå til grunde. Dét skete ikke i profetiens mindre og første opfyldelse på Haggajs tid eller „en liden stund“ derefter. Hvordan skal det guddommelige løfte da virkeliggøres i den nutidige opfyldelse her i det tyvende århundrede? „Thi så siger Hærskarers [Jehova]: Endnu en gang om en liden stund vil jeg ryste himmel og jord, hav og tørt land, og jeg vil ryste alle folkene [nationerne, NW], og da skal alle folkenes skatte komme hid, og jeg fylder dette hus med herlighed, siger Hærskarers [Jehova].“ — Haggaj 2:6, 7.
37. Hvad vil rystelsen af alle de nævnte ting føre til, og hvad må der ske med det der søger at modstå og hindre dette?
37 Mon ikke enhver kan se at rystelsen af alle de ting der nævnes, vil føre til at Jehova Guds tempel herliggøres? Det vil betyde at den rene tilbedelse af den eneste levende og sande Gud forskønnes og ophøjes, ikke tilbedelsen ved et bogstaveligt hus på jorden, men tilbedelsen ved hans sande tempel, det domæne hvor han tilbedes i ånd og i sandhed, inden for rammerne af den særlige ordning han har truffet. (Johannes 4:21-24) Jehova skal have sit retmæssige tilbedelsessted i hele det levende univers. Alt hvad der har modstået og hindret den rette og rene tilbedelse, skal fjernes og udslettes. Ifølge de inspirerede ord i Hebræerbrevet 12:26, 27 (NW) betegner rystelsen af alt dette at det tages bort, at det rystes sønder og sammen.
38. Hvad kan man sige med hensyn til om de ting som de salvede kristne er kommet til (Hebræerne 12:22, 23), vil blive rystet?
38 „Den levende Guds stad, . . . det himmelske Jerusalem,“ vil ikke blive rystet og taget bort. Det vil det himmelske „Zions bjerg“, hvor byen ligger, heller ikke, ej heller den hellige „højtidsskare af engle i tusindtal“ eller ’menigheden af førstefødte, som er indskrevne i Himlene’, eller „deres ånder [åndelige liv, NW], som er retfærdige og er nået til fuldendelse“. (Hebræerne 12:22, 23) Disse ting som de indviede, døbte og salvede kristne er kommet til, er ikke forgængelige. De er ikke forbundet med eller afhængige af et forbilledligt, materielt tempel her på jorden, en bygning i lighed med de templer der blev bygget i det jordiske Jerusalem af kong Salomon og af statholderen Zerubbabel og ypperstepræsten Josua, Jozadaks søn. De uforgængelige ting der nævnes, har at gøre med Jehovas større tempel, hans åndelige tempel, som er det eneste tempel der kan rumme Jehova i sit Allerhelligste (nemlig selve himmelen). (1 Kongebog 8:27; Esajas 66:1; Apostlenes Gerninger 7:48-50; 17:24, 25; Hebræerne 9:23, 24) Disse uforgængelige ting der ikke kan tages bort, er også forbundet med Jehovas ’urokkelige rige’. — Hebræerne 12:28.
39. Er den „himmel“ der rystes, bogstavelig eller symbolsk? Begrund svaret.
39 Hvilken „himmel“ er det da der skal rystes og tages bort? Jehova, der fremkalder denne store rystelse, giver os svaret. I den forunderlige Åbenbaringsbog, der er skrevet i „billeder“ som han viste den hebraisk-kristne apostel Johannes, giver han os en symbolsk skildring af fjernelsen af denne himmel. I Åbenbaringen 20:11 inspirerede han apostelen Johannes til at skrive: „Og jeg så en stor, hvid trone og ham, som sad på den; for hans åsyn flyede jorden og himmelen, og der fandtes ikke nogen plads for dem.“ Denne himmel der flyede blev erstattet af en anden, for i Åbenbaringen 21:1, 2 skriver Johannes videre: „Og jeg så en ny himmel og en ny jord; thi den første himmel og den første jord var forsvundet, og havet var ikke mere. Og jeg så den hellige stad, det ny Jerusalem, komme ned fra Himmelen fra Gud, rede som en brud, smykket for sin brudgom.“ Ligesom „den hellige stad, det ny Jerusalem“ her er et billede som skildrer „bruden, Lammets hustru“ (Åbenbaringen 21:9), sådan er „den første himmel“, den „himmel“ der flyede for Gud som sad på den store, hvide trone, et „billede“ eller et symbol.
40, 41. Hvad står der i Åbenbaringen 12:3-5, 7-12 som giver os et fingerpeg om hvad „himmelen“ står for?
40 Et „billede“ på hvad? Åbenbart på en usynlig, åndelig himmelsk organisation der har udøvet herredømme over menneskeheden. Åbenbaringens tolvte kapitel giver os et fingerpeg i denne retning. Her læser vi nemlig: „Og et andet tegn viste sig på himmelen; se, der var en stor, ildrød drage med syv hoveder og ti horn og syv kroner på sine hoveder. Og dens hale fejede en tredjedel af himmelens stjerner væk og kastede dem ned på jorden. . . . Og der blev kamp i Himmelen: Mikael og hans engle stred mod dragen, og dragen og dens engle stred mod dem. Men de kunne ikke stå sig, og der fandtes ikke længere plads for dem i Himmelen. Så blev den store drage nedstyrtet, den gamle slange, som kaldes Djævelen og Satan, hele verdens forfører; han blev nedstyrtet på jorden, og hans engle blev nedstyrtet sammen med ham. Og jeg hørte en høj røst i Himmelen sige:
41 ’Fra nu af er frelsen og kraften og Riget vor Guds, og magten hans Salvedes; thi nedstyrtet er vore brødres anklager, som anklagede dem for vor Gud dag og nat. Og de har sejret over ham på grund af Lammets blod og på grund af deres vidnesbyrds ord; og de havde ikke deres liv for kært til at gå i døden. Glæd jer derfor, I Himle, og I som bor i dem! Ve jorden og havet! thi Djævelen er kommen ned til jer; hans harme er stor, fordi han ved, hans tid er kort.’“ — Åbenbaringen 12:3-5, 7-12.
42. Hvad kan vi af denne beretning se at „himmelen“ er et billedligt udtryk for?
42 Af denne beretning som er holdt i billedsprog, fremgår det tydeligt at den symbolske himmel skildrer den usynlige åndeorganisation der består af Satan Djævelen og hans dæmonengle under ham. Sammen med disse onde dæmonengle har Satan Djævelen forført „hele verden“. Jesus Kristus kaldte ham menneskeverdenens „fyrste“. (Johannes 12:31; 14:30; 16:11) Den kristne apostel Paulus betegner ham som „denne verdens gud“ der har slået de vantros tanker med blindhed. Paulus omtaler ham også som „herskeren over luftens rige, den åndemagt, som nu er virksom i ulydighedens børn“. (2 Korinter 4:4; Efeserne 2:2) Apostelen Johannes gør opmærksom på den indflydelse Satan øver på menneskehedens verden idet han siger: „Vi [de kristne] ved, at vi er af Gud, og at hele verden er i den Ondes vold.“ (1 Johannes 5:19) Det er Satan og hans dæmonengle der i Efeserbrevet 6:12 omtales som „ondskabens åndemagter i himmelrummet“. De udgør den usynlige himmel der nu udøver sit herredømme over hele den onde menneskehed.
43. Er rystelsen af denne „himmel“ allerede begyndt? Forklar.
43 Takket være den almægtige Gud er de ikke en permanent „himmel“ over menneskeslægten. Snart, ja efter den forestående „store trængsel“ der vil ramme hele menneskeheden, må denne „himmel“ fly for Jehova Guds åsyn, ham der sidder på sin ’store, hvide trone’. (Åbenbaringen 20:11) Det er altså en „himmel“ der kan fjernes. Det er en himmel der kan rystes fuldstændig i stykker. Rystelsen af den er allerede begyndt. Hvornår? Det skete efter at Guds messianske rige blev født i himmelen da „hedningernes tider“ eller „nationernes fastsatte tider“ udløb i det tidlige efterår 1914. Da begyndte den indsatte konge Jesus Kristus, der da optrådte som den himmelske Mikael, „den store fyrste“ som værner Guds folk, at føre krig mod Satan Djævelen og hans dæmonorganisation. Det medførte at de onde åndemagter blev rystet ud af himmelen hvor de opholdt sig, og faldt ned til jordens nærhed.
44. Hvad har det medført at „himmelen“ er blevet rystet ned, og hvornår vil rystelsen blive tilendebragt?
44 Deres ærgrelse over at være blevet rystet fri af deres tidligere forbindelse med himmelen har betydet øgede ’veer’ for menneskeheden og har medført forfølgelse af Jehovas indviede og døbte folk, de åndelige israelitter, her på jorden. (Åbenbaringen 12:5-13, 17; Daniel 12:1) Men rystelsen af dem er ikke forbi med denne fornedrelse. De endelige og afsluttende rystelse af dem vil indtræffe efter „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ ved Harmagedon og vil bevirke at de falder ned i den fængselslignende afgrund, hvor de skal være bundet i de tusind år hvor Kristus hersker uforstyrret over den genløste menneskehed. På denne måde vil de nuværende onde „himle“ forsvinde og give plads for ’de nye himle’ hvor retfærdighed bor til evig tid. — 2 Peter 3:7-13; Åbenbaringen 20:1-3;
45. Hvilke anliggender er blevet berørt af den indledende rystelse af denne „himmel“, og hvad må vi sige med hensyn til om den bogstavelige jord vil blive rystet og taget bort?
45 At de dæmoniske himle således er blevet fornedret og begrænset til jordens nærhed i den korte tid der er tilbage før de falder ned i „afgrunden“, har indvirket voldsomt på menneskenes anliggender på jorden siden 1914. Men hvordan opfylder Jehova Gud sit løfte om ikke alene at ryste „himmelen“ men også „jorden“? (Haggaj 2:6; Hebræerne 12:26) Ligesom den „himmel“ der rystes, ikke er den bogstavelige, synlige himmel over menneskene, sådan er den „jord“ der sættes i modsætning til denne himmel, heller ikke den bogstavelige jord under vore fødder. Hvad den bogstavelige jord og dens varighed angår, omtaler Salme 104:5 Guds skaberværk og siger: „Du fæsted jorden på dens grundvolde, aldrig i evighed rokkes den.“ I harmoni med dette vil Gud ikke ryste eller rokke den bogstavelige jordklode for at tage den bort.
46. Hvilken „jord“ er det da der rystes og fjernes, og hvornår blev den til?
46 Det må derfor logisk nok være den symbolske jord Jehova har lovet at ryste med det for øje at fjerne den. Ligesom den tilhørende „himmel“ består af fornuftbegavede levende skabninger (dæmonerne under Satan Djævelen), sådan består den symbolske jord også af fornuftbegavede levende skabninger, nemlig det menneskesamfund der er i den Ondes, Satan Djævelens, vold. Dette ugudelige menneskesamfund blev til på et tidspunkt efter vandfloden i Noas dage og omfatter nu praktisk talt hele menneskehedens verden. (Åbenbaringen 12:9; 1 Johannes 5:19) Denne symbolske jord og den tilhørende „himmel“ over den udgør „de nuværende himle og jorden“ der er gemt ved Guds ord og „forbeholdt ilden på den dag, da de ugudelige mennesker skal dømmes og fortabes“, som det hedder i Andet Petersbrev 3:7. Hvordan ryster den suveræne Herre Jehova denne symbolske jord før han ødelægger den som med en fortærende ild?
„JORDEN“ BRINGES TIL AT RYSTE
47. Hvordan begyndte Gud at ryste den symbolske jord?
47 Jehova indleder denne rystelse ved at gøre krav på suveræniteten over menneskesamfundets bolig, den bogstavelige jord. Han gør det på en måde han aldrig før har gjort det. Det selviske og selvoptagede menneskesamfund hævder at det ejer jorden og at det har ret til at gøre hvad det vil med jorden og havene. Dette synspunkt er både forkert og kortsynet, og det lader jordens Skaber ude af betragtning. Den suveræne Herre Jehova lod dette synspunkt og dets anvendelse stå uimodsagt og lod det fortsætte uden afbrydelse indtil udløbet af hedningernes tider eller „nationernes fastsatte tider“ i 1914. Så rejste han sit retmæssige krav ved at frembringe sit messianske rige i himmelen. Denne usynlige himmelske regering, der i Åbenbaringen 12:5 skildres som „et drengebarn“ der er født af Guds „kvinde“, skal „vogte alle folkeslag med jernspir“. At Jehova gjorde sin universelle suverænitet gældende på denne måde, bevirkede at den symbolske jord, det ugudelige menneskesamfund, blev rystet ud af den langvarige tilstand hvor Jehova Gud havde tilladt menneskene uforstyrret at bemægtige sig den bogstavelige jord og behandle den som deres egen, og hvor de havde misbrugt jorden som om de ikke skulle stå nogen til ansvar.
48. Hvordan kunne den symbolske jord, som ikke er åndelig, blive rystet af det som den universelle Suveræn, Jehova, foretog sig usynligt i himmelen?
48 Men hvordan kunne dette skridt som universets Suveræn foretog usynligt i himmelen ryste menneskesamfundet på jorden, hvis dette menneskesamfund ikke var klar over hvad der var sket? Hvordan ville menneskesamfundet få det at føle, og føle sig rystet af det? Det ville ske ved at menneskene blev underrettet om at hedningernes tider, „nationernes fastsatte tider“, var udløbet i 1914, det år den første verdenskrig begyndte. Deres langvarige verdensherredømme var nu endt, for nu kunne følgende ord henvendes til den suveræne Herre Jehova: „Vi takker dig Herre, almægtige Gud, du, som er, og som var, fordi du har overtaget din store magt og tiltrådt dit kongedømme; folkeslagene vrededes, men nu er din vredes dag kommet.“ (Åbenbaringen 11:17, 18) Menneskesamfundet på jorden blev underrettet om denne universelle forandring i status quo af de jordiske ambassadører for den Suveræn der havde overtaget magten, den almægtige Gud Jehova.
49. Hvem er de „ambassadører“ der underretter „jorden“ om dette, og hvorfor er deres hverv nu mere påkrævet end nogen sinde før?
49 Hvem er disse „ambassadører“? Det er de indviede døbte og åndssalvede kristne der omtales af apostelen Paulus i det andet brev han skrev til korinterne, kapitel fem vers nitten og tyve: „Det var Gud, som i Kristus forligte verden med sig selv, idet han ikke tilregnede dem deres overtrædelser og lod ordet om forligelsen lyde iblandt os. Vi er altså sendebud [ambassadører, NW] på Kristi vegne som om Gud formaner ved os; vi beder på Kristi vegne: Lad jer forlige med Gud!“ Nu da Jehova Gud den Almægtige havde overtaget sin store magt og var begyndt at herske ved hjælp af sit nyfødte messianske rige i himmelen, hastede det mere end nogen sinde for det jordiske menneskesamfund at blive forligt med Gud. Den fuldstændige fjernelse af hele den verdensomfattende tingenes ordning var nu truende nær, og „endens tid“ for denne ordning var begyndt. (Daniel 12:4) Spørgsmålet var og er: Hvem vil undgå at blive udslettet sammen med den?
50. Hvordan reagerede den symbolske jord på det som Rigets ambassadører kundgjorde for den?
50 Hvordan reagerede den symbolske jord, det krigsramte menneskesamfund, på det som disse „ambassadører“ for Guds oprettede rige ved Kristus kundgjorde for den? Faldt jorden til ro, som en fredelig reaktion på opfordringen til at blive forligt med Jehovas nyfødte rige ved Kristus? Det der skete i årene under den første verdenskrig svarer nej! Den krigshærgede „jord“ blev rystet, rokket, sat i bevægelse af denne kundgørelse. Der skete det som var forudsagt i Åbenbaringen 11:18: „Folkeslagene vrededes,“ nemlig på Rigets ambassadører. Nationerne prøvede at benytte sig af de verdensomspændende krigstilstande til at undertrykke disse Rigets ambassadører. De greb endog til voldelig forfølgelse, hvilket i nogle tilfælde betød døden for ambassadørerne. Det var hvad de indviede, døbte salvede kristne der dengang kaldtes de internationale bibelstudenter og i dag er kendt som Jehovas kristne vidner, kom ud for.
51. (a) Hvad kan man yderligere sige om den kundgørelse som Rigets ambassadører har ladet lyde, og om virkningen deraf? (b) Hvordan er det gået nøjagtig som nævnt i Hebræerbrevet 12:26?
51 Historien kan nu fortælle den skændige beretning om hvordan den symbolske jord rystede og blev fyldt af en voldsom uro i sit fjendskab mod Jehovas riges ambassadører. Den kundgørelse som de trofaste ambassadører for den suveræne Herre Jehova har ladet lyde, udgår fortsat og i større og større omfang, og den symbolske jord rystes stadig af denne kundgørelse og den udfordring den indeholder. Som et bevis for at kundgørelsen taler sandt, ser vi nu de ting ske som Jesus Kristus sagde ville kendetegne „endens tid“: „Store jordskælv skal der være, og pest og hungersnød både her og der, og der skal ske forfærdelige ting og store tegn fra Himmelen.“ (Lukas 21:11) Og i symbolsk forstand har det været nøjagtig som Hebræerbrevet 12:26 siger vedrørende Jehovas nærværelse på Sinaj bjerg da han gav de ti bud: „Dengang fik hans røst jorden til at rokkes.“ I vor tid har hans riges ambassadørers forkyndelse af budskabet fra hans skrevne ord fået den symbolske jord til at rokkes.
52. Hvad skildres der ved ’havet’ og ’det tørre land’ der også skal rystes?
52 Alle elementer af menneskesamfundet på jorden er begyndt at ryste og rokkes. Der er sket nøjagtig hvad den Suveræne Herre Jehova sagde: „Endnu en gang om en liden stund vil jeg ryste himmel og jord, hav og tørt land.“ (Haggaj 2:6) På jordkloden findes der både hav og tørt land; havet er konstant i bevægelse, og det tørre land er forholdsvis stabilt, undtagen når det her og der rammes af et jordskælv. Da profetien i Haggaj 2:6 har symbolsk betydning idet udtrykket „himmel og jord“ skal forstås billedligt, må det symbolske hav stå for det udsnit af menneskesamfundet der er uroligt, hvileløst, som så at sige „opskyller mudder og dynd“, som er ufredeligt, som ønsker radikale forandringer og som hele tiden slår mod ’det tørre land’ (Esajas 57:20) I modsætning hertil må det symbolske ’tørre land’ stå for det udsnit af menneskesamfundet der er roligt, stabilt, konservativt, som prøver at bevare status quo og som er imod radikale forandringer.
53. Hvoraf fremgår det om disse to elementer af menneskesamfundet er blevet rystet?
53 Men begge disse elementer af menneskesamfundet ønsker et styre over jorden som er udøvet af mennesker, og ikke et der er udøvet af Gud, den suveræne Herre Jehova. Derfor er de begge blevet rystet af det som de åndelige ambassadører har kundgjort for dem, nemlig at „nationernes fastsatte tider“ er udløbet og at Jehovas rige ved Kristus nu hersker i himmelen og at den tid hastigt nærmer sig da hele den jordiske tingenes ordning vil blive fuldstændig fjernet i en stor trængsel som menneskene aldrig har oplevet magen til. (Mattæus 24:3-22; Markus 13:4-20) Som et udtryk for at budskabet fra Guds ord ryster dem, har begge elementer af menneskesamfundet, både det konservative og det radikale, givet udtryk for deres vrede mod Rigets ambassadører, dem der forkynder det guddommelige budskab.