En profeti om ham hvem folkene skal lyde

„Saml Eder, så vil jeg forkynde Eder, hvad der skal hændes Eder i de sidste dage.“ — 1 Mos. 49:1.

 1. Hvilken tidsperiode lever vi i, og hvilken gammel profeti ser vi blive opfyldt nu?

VI LEVER i „de sidste dage“, hvad enten folk vil tro det eller ej. En gammel profeti, der end ikke er undgået verdensorganisationen De forenede Nationers opmærksomhed, er nu ved at opfyldes for vore øjne. Turister der besøger De forenede Nationers bygning, der ligger på den vestlige bred af East River i New York, kan læse denne gamle profeti, der står indgraveret på en af bygningens mure:

Deres sværd skal de smede til plovjern, deres spyd til vingårdsknive; folk skal ej løfte sværd mod folk, ej øve sig i våbenfærd mer.

Da der ikke står hvor dette citat er hentet fra, er der ikke mange der er klar over at det er en profeti fra Bibelen, fra Esajas’ bog. Det vi skal lægge mærke til er imidlertid, at det Esajas forudsagde, var noget der skulle ske ved slutningen af en bestemt tidsperiode.

 2, 3. (a) Hvornår siger Esajas’ profeti den skulle opfyldes? (b) Hvis Esajas’ profeti er ved at opfyldes i dag, hvor befinder vi os da på tidens strøm?

² Vi skal her gengive profetien i dens fulde ordlyd for at vise hvornår tiden var inde til at den skulle opfyldes:

Det skal ske i de sidste dage, at [Jehovas] huses bjerg, grundfæstet på bjergenes top, skal løfte sig op over højene. Did skal folkene strømme og talrige folkeslag vandre: „Kom, lad os drage til [Jehovas] bjerg, til Jakobs Guds hus; han skal lære os sine veje, så vi kan gå på hans stier; thi fra Zion udgår åbenbaring, fra Jerusalem [Jehovas] ord.“ Da dømmer han folk imellem, skifter ret mellem talrige folkeslag; deres sværd skal de smede til plovjern, deres spyd til vingårdsknive; folk skal ej løfte sværd mod folk, ej øve sig i våbenfærd mer. — Es. 2:2-4.

³ Hvis vi i dag ser denne profeti blive opfyldt ved at folk af mange nationaliteter ikke kæmper mod hinanden og heller ikke lægger planer om at gøre det, eftersom de ikke øver sig i våbenfærd mere, da må vi befinde os i „de sidste dage“ eller, som New World Translation siger, i „dagenes sidste del“ — det vil sige denne krigshærgede verdens sidste dage. En verden uden krig må ligge umiddelbart forude. En prøve på denne verden har vi i et folk der i dag kan iagttages i hele verden.

 4. Hvilket folk kan iagttages i hele verden i dag, og hvilken profetisk befaling hos Esajas adlyder det?

⁴ Hvad er det for et folk? Ifølge Esajas’ profeti udgøres det af dem der tilbeder den Gud hvis navn nævnes tre gange i denne profeti. Dette navn er Jehova, og folket er Jehovas vidner. De hæver virkelig tilbedelsen af Jehova op over „bjergenes top“ og løfter den „op over højene“. Fra jordens fire hjørner, fra alle „folkene“ og fra „talrige folkeslag“ forenes nu tusinder i tilbedelsen af Jehova som den levende og sande Gud og bliver vidner for ham. De adlyder den profetiske befaling der gives i Esajas’ bog, kapitel treogfyrre, vers tolv: „’I er altså mine vidner,’ lyder Jehovas udtalelse, ’og jeg er Gud.’“ — NW.

 5. Hvad viser årbogen for 1962 om det arbejde der blev gjort for at indbyde folk til at tilbede Jehova?

⁵ I Jehovas vidners årbog for 1962 kan vi se i hvor mange lande vidnearbejdet nu foregår og hvor der er organiserede menigheder. På listen forrest i bogen står opført 188 lande, fra Aden til Zanzibar. Af oversigten på siderne 34-41 over organisationen og virksomheden i de enkelte lande fremgår det at Jehovas vidner i det forløbne tjenesteår har haft gennemsnitlig 884.587 arbejdere i marken hver måned. De har besøgt folk i deres hjem, uanset race, hudfarve, nationalitet, religion eller social stilling, og har forkyndt den gode nyhed for dem om Jehovas rige ved hans konge Jesus Kristus. I løbet af dette tjenesteår har de brugt 132.695.540 timer i dette forkyndelsesarbejde, der nu foregår på mere end 150 sprog. Og al denne tid er i virkeligheden brugt til at indbyde folk til at tilbede Jehova.

 6. Hvilken resolution blev uddelt til millioner af mennesker i 1958-1959, og hvilken beslutning indeholdt den blandt andet?

⁶ I løbet af december 1958 og de første måneder af 1959 uddelte vidnerne til millioner af mennesker i hele verden en fræsedes traktat, udgivet på 53 sprog. Det endelige antal af uddelte eksemplarer kom op på 72.348.403. Traktaten gengav en resolution som vidnerne vedtog ved deres internationale stævne på Yankee Stadium og Polo Grounds i New York. Fredag den 1. august 1958 blev resolutionen oplæst for en tilhørerskare på 194.418, der kom fra 123 lande, og den blev vedtaget med et enstemmigt „ja“ og under stort bifald. Blandt de ting de gav deres tilslutning til var beslutningen om fortsat at leve op til profetien i Esajas 2:4, som de anerkendte gik i opfyldelse på dem.

 7. Hvordan har de efterlevet denne profeti indtil den dag i dag, og hvad er det et bevis på?

⁷ Indtil denne dag har Jehovas vidner ikke taget del i nogen krigsforberedelser eller løftet sværd mod deres kristne brødre i andre lande, selv om verdens nationer er indviklet i politiske og religiøse stridigheder. Jehovas vidner øver sig ikke i våbenfærd mere. Der hersker fred inden for deres rækker, til trods for at deres verdensomspændende organisation øges med titusinder hvert år. Det er Jehova der udvirker dette, og det er et talende vidnesbyrd om at vi lever i „dagenes sidste del“.

 8. Hvilken profet vender vi os nu til, for yderligere at forvisse os herom, og hvilke spørgsmål stiller vi uvilkårligt om ham?

⁸ Lad os for at få dette yderligere bekræftet undersøge en anden profeti der også taler om „de sidste dage“ eller „dagenes sidste del“. Den er fremsat af en profet der omtales i ovennævnte profeti af Esajas. Det vil være på sin plads at nævne hans navn her, for i Esajas 2:3 fortælles der at de folk der i dag søger at tilbede den sande Gud, siger: „Lad os drage til [Jehovas] bjerg, til Jakobs Guds hus.“ Hvem er denne Jakob hvis Gud var Jehova? Hvad profeterede han om „de sidste dage“?

 9. Hvor levede denne profet?

⁹ Jakob kom fra den del af Asien der i dag betegnes som Det mellemste Østen. I tyve år boede han i Aram eller Syrien, hvor han blev fader til tolv børn. På det tidspunkt han udtalte profetien om vor tid boede han imidlertid i Ægypten, Den forenede arabiske Republik i dag. Jakob var Isaks søn og Abrahams sønnesøn. Det meste af sit liv boede han sammen med sin fader og sin bedstefader i et område der nu besiddes af Jordan og Israel. De sidste år af sit liv boede han som fremmed i Ægypten sammen med hele sin familie.

10, 11. (a) Hvorfor burde alle jordens slægter være interesserede i denne Jakob? (b) Hvilken gruppe profeter hører Jakob til?

¹⁰ Alle mennesker på jorden i dag burde være interesserede i denne Jakob på grund af det Gud havde åbenbaret for Jakob i et vidunderligt syn. Jakob havde netop forladt sin fader Isak nede sydpå i Be’ersjeba og var på vej til Syrien for at finde sig en hustru. På vej nordpå overnattede han på en mark i nærheden af Betel (nu Beitin, i Jordan), og da var det han i et drømmesyn så stigen der nåede fra jorden til himmelen, og Gud talte til Jakob fra toppen af stigen og sagde:

„Jeg er [Jehova], din fader Abrahams og Isaks Gud! Det land, du hviler på, giver jeg dig og dit afkom; dit afkom skal blive som jordens støv, og du skal brede dig mod vest og øst, mod nord og syd; og i dig og i din sæd skal alle jordens slægter velsignes [velsigne sig, NW].“ — 1 Mos. 28:13, 14.

¹¹ På grundlag af dette guddommelige løfte må alle der ønsker at velsigne sig her på jorden, uanset hvilken slægt de tilhører, altså gøre det gennem Jakobs „sæd“, det vil sige gennem en af Jakobs efterkommere. Senere ændrede Jehova Gud Jakobs navn til Israel, og derfor kaldes han i Bibelen snart med det ene, snart med det andet navn. I lighed med Abraham og Isak blev Jakob en af Jehovas profeter. I Salme 105:14, 15 kaldes han direkte for en profet. Efter at have omtalt Abrahams, Isaks og Jakobs vandringer i det forjættede land fortæller salmen hvordan Jehova Gud beskyttede dem: „Da de kun var en liden hob, . . . tillod han ingen at volde dem men, men tugted for deres skyld konger: ’Rør ikke mine salvede, gør ikke mine profeter ondt!’“

12. Hvornår fremtrådte Jakob tydeligst som profet?

¹² Hver gang Jakob fortalte sin familie om det løfte Gud havde givet ham i Betel, optrådte han naturligvis som profet. Men ingen sinde træder han så tydeligt frem som profet som da han på sit dødsleje tog afsked med sine sønner og sønnesønner. Det var i året 1712 f. Kr. Da han nu lå for døden kaldte han sine tolv sønner til sig, og som han sad dér på kanten af sengen rettede han sine sidste ord til dem. Det var umiddelbart efter at han havde velsignet sine sønnesønner Manasse og Efraim, der var sønner af Jakobs ellevte søn Josef. Denne var på det tidspunkt Ægyptens førsteminister, den ægyptiske faraos øverste tjener. — 1 Mos. 48:1-22.

13. Hvilken udtryksform anvendte Jakob i sin sidste profeti?

¹³ I sine afskedsord til sine tolv sønner brugte Jakob de hebraiske profeters poetiske stil, for Jakob var hebræer, ligesom Abraham og Isak. Hans poetiske stil karakteriseredes ikke ved enderim, men ved rytmiske linjer der indeholdt parallelle tanker og udtryk, som for eksempel når han i den første sætning omtaler sig selv som Jakob og i den næste som Israel. Denne poetiske stil, som profeterne anvendte, er derfor mere end slet og ret blankvers, det vil sige vers uden enderim. Hebraisk poesi kendetegnes ved parallelt løbende linjer der udtrykker den samme tanke eller går i samme retning, og som på denne måde udvider tanken eller temaet. Dette vil vi lægge mærke til under gennemgangen af Jakobs profeti på dødslejet.

Jakobs profeti

14. Hvilken kraft talte Jakob under indflydelse af, og hvad siger Første Mosebog 49:1, 2 herom?

¹⁴ Scenen hvor Jakob ligger på dødslejet i sit hjem i Ægypten i året 1712 f. Kr. beskrives i Første Mosebog, kapitel niogfyrre. Guds ånd inspirerede Jakob ved denne lejlighed, hvor han talte som profet og vidne for Jehova. Herom siger Første Mosebog 49:1, 2: „Derpå kaldte Jakob sine sønner til sig og sagde:

15. Hvordan giver den hebraiske poetiske stil sig til kende i Jakobs indledningsord?

¹⁵ Læg mærke til hvordan 1) udtrykket „Kom hid“ er en parallel til udtrykket „Saml Eder“; 2) udtrykket „og hør“ en parallel til „så vil jeg forkynde Eder“; 3) udtrykket „lyt til“ en parallel til „og hør“, og 4) udtrykket „Eders fader Israel“ en parallel til „Jakobs sønner“. Hele vejen igennem Jakobs profeti lægger vi mærke til denne poetiske parallelisme i tanke og udtryk, som dels tjener til at udvide tanken og dens betydning, dels til at understrege den.

16. Hvor langt ud i fremtiden rakte Jakobs profeti?

¹⁶ Den døende patriark så langt ud i fremtiden, længere end den tid hans tolv opmærksomt lyttende sønner ville komme til at opleve. Han så langt ud over den tid da hans tolv sønner skulle danne tolv stammer der tilsammen skulle udgøre et forenet folk i det forjættede land Palæstina, et folk der skulle kaldes med dets stamfaders navn, Jakob eller Israel. Jakob så helt frem til den tid da en ny nation skulle fremstå, en åndelig nation bestående af Guds udvalgte folk, et åndeligt Jakob eller Israel.

17, 18. (a) Hvilken grundvold hvilede hele Israels nation på? (b) Hvorledes gælder noget tilsvarende for det åndelige Israel?

¹⁷ Som den fælles stamfader var Jakob grundvolden for hele det kødelige Israels nation. Jakobs tolv sønner tjente som tolv sekundære grundstene eller tolv søjler, der hvilede på Jakob. På disse tolv støtter eller søjler hvilede hele Israels nation, i et brodersamfund.

¹⁸ Noget lignende gælder det åndelige Israel, „Guds Israel“, som et medlem af denne nation senere kaldte det under inspiration. (Gal. 6:16) Ligesom det gamle Israels nation var én stor menighed eller kirke for tilbedelsen af Jakobs Gud Jehova, således er det åndelige Israel én stor menighed eller kirke for tilbedelsen af denne samme Gud. Den der svarer til patriarken Jakob er Herren Jesus Kristus, eftersom han er grundvolden for det åndelige Israels menighed eller kirke. Dette tilkendegav Jesus selv da han sagde til en af sine tolv apostle: „Du er Petrus [Sten], og på den klippe vil jeg bygge min kirke.“ (Matt. 16:18) Ved opbygningen af denne kirke eller menighed, som han selv er grundvolden for, gør Jesus brug af tolv apostle, der svarer til Jakobs tolv sønner. I den sidste bog i Bibelen kaldes de for „Lammets tolv apostle“, og det ny Jerusalems tolv grundstene bærer ligeledes navnene på Lammets, Jesu Kristi, tolv apostle. Men på det ny Jerusalems tolv porte står navnene på „Israels børns tolv stammer“ skrevet. — Åb. 21:12-14.

19. Hvem udgør den himmelske herskerskare, og hvordan beskrives de i Åbenbaringen 7:4-8?

¹⁹ Det er den himmelske herskerskare der symboliseres ved det herlige ny Jerusalem. Den består af 144.000 prøvede og trofaste efterfølgere af Lammet Jesus Kristus. De er blevet beseglet med Guds hellige ånd, og de beholder dette segl på sig lige til afslutningen på deres jordiske prøvetid. Åbenbaringen 7:4-8 omtaler dem som det åndelige Israel og fremstiller dem billedligt som opdelt i tolv stammer. Navnene på disse stammer er hentet fra patriarken Jakobs sønner og sønnesønner, og de nævnes i en ganske bestemt rækkefølge:

Og jeg [apostelen Johannes] hørte tallet på de beseglede, hundrede og fire og fyrretyve tusinde beseglede af alle Israels børns stammer:

af [1] Juda stamme tolv tusinde beseglede,

af [2] Rubens stamme tolv tusinde,

af [3] Gads stamme tolv tusinde,

af [4] Asers stamme tolv tusinde,

af [5] Naftalis stamme tolv tusinde,

af [6] Manasses stamme tolv tusinde,

af [7] Simeons stamme tolv tusinde,

af [8] Levis stamme tolv tusinde,

af [9] Issakars stamme tolv tusinde,

af [10] Zebulons stamme tolv tusinde,

af [11] Josefs stamme tolv tusinde,

og af [12] Benjamins stamme tolv tusinde beseglede.

20. (a) Hvad lægger vi mærke til med hensyn til stammernes rækkefølge, og hvilket tal bibeholdes? (b) Hvad bemærker vi også vedrørende alle stammerne, og hvad bliver resultatet heraf for hele organisationen?

²⁰ Det er ikke den rækkefølge hvori patriarken Jakobs eller Israels sønner blev født. Desuden mangler navnet på Jakobs femte søn Dan, og navnet på Jakobs sønnesøn Manasse er indgået i stedet for det. Om der er noget i Dans stammes historie der påbyder at Manasse skulle indgå i stedet for Dan, skal vi senere komme ind på. I hvert fald bibeholder Åbenbaringen 7:4-8 tallet tolv som tallet på det åndelige Israels stammer. Navnene er ligeledes navnene på de elleve af Jakobs sønner og den ene af hans sønnesønner gennem Josef. Vi bemærker også at hver stamme har det samme antal medlemmer. Ingen af stammerne er således talmæssigt større end de øvrige, men hele det åndelige Israels nation fremstilles som fuldkomment afbalanceret, idet tallet tolv atter understreges i hver enkelt stamme.

21. Fulgte Jakob i sin profeti den rækkefølge hvori hans sønner var født, og hvad kunne han kalde dem alle?

²¹ Da patriarken Jakob udtalte sin profeti på dødslejet anførte han imidlertid heller ikke sine sønner i den rækkefølge hvori de var blevet født af deres fire mødre, Jakobs første hustru Lea og hendes pige eller trælkvinde Zilpa, og Jakobs anden hustru Rakel og hendes trælkvinde Bilha. Som deres fælles fader kunne Jakob tiltale dem som „Jakobs sønner“ og omtale sig selv som deres „fader Israel“.

22. Til gavn for hvem profeterede Jakob i virkeligheden dengang? Hvem burde også være interesseret?

²² Jakob samlede sine tolv sønner omkring sig for at fortælle dem hvad der skulle ske med dem, eller med dem der billedligt fremstilledes ved dem, „i de sidste dage“, det vil sige i vore dage, der er „de sidste dage“ for det åndelige Israel her på jorden, inden den lille rest af dets 144.000 medlemmer samles med Guds søn, Lammet Jesus Kristus, i det himmelske ny Jerusalem. Jakobs ord til hans tolv sønner dengang for mere end 3600 år siden gælder således i virkeligheden den lille rest af det åndelige Israel der befinder sig på jorden nu på dette betydningsfulde tidspunkt i menneskehedens historie. Eftersom disse er medlemmer af den åndelige „Abrahams sæd“, ved hjælp af hvilken alle jordens nationer og slægter til sin tid skal velsigne sig for bestandig, bør alle der ser frem til at velsigne sig på denne måde, være interesserede i en nærmere undersøgelse af Jakobs ord på dødslejet.

Ruben

23. Hvordan fik Jakobs førstefødte søn sit navn, og hvilke spørgsmål meldte sig nu med hensyn til hans stilling som den førstefødte?

²³ Med anvendelse af poetiske parallelismer profeterede Jakob om Ruben, hans førstefødte søn med hans første, men mindre foretrukne hustru, Lea, en syrisk pige. Ved hans fødsel havde Lea sagt: „Se, en søn!“ og dette udbrud blev hans navn, Ruben. Som Jakobs førstefødte søn sad Ruben naturligvis inde med førstefødselsretten. Han havde derfor krav på to dele af den arv Jakob efterlod sig. Spørgsmålet var nu: Ville Ruben nu også få dette krav opfyldt som familiens førstefødte? Patriarken Jakob havde endvidere i sin egenskab af familiens overhoved virket som præst for hele familien, havde frembåret ofre på familiens alter, ledet familien i bøn og sørget for den religiøse undervisning. Som faderen havde han endvidere virket som familiens overhoved, og havde haft overopsynet med alle tjenestefolkene, kvægbestanden og alt hvad familien ejede. Hvad med disse privilegier?

24. Hvad skulle der ske med de tolv familier efter Jakobs død, og hvilke spørgsmål ville blive afgjort med hans ord til Ruben?

²⁴ De tolv sønner skulle ikke efter deres fælles faders død gå hver til sit med deres familier og danne tolv selvstændige familier; de skulle holde sammen, som ét folk, én nation. Men hvem skulle nu fungere som dette folks, denne menigheds, præst? Hvem skulle indtage stillingen som overhoved? Skulle de privilegier der almindeligvis tilfaldt den førstefødte nu overdrages Ruben ifølge udtalelser der var inspireret af Guds ånd? Vi lytter til Jakobs ord med lige så stor interesse som Jakobs sønner dengang lyttede:

25, 26. (a) Med hvilket udtryk understregede Jakob at Ruben var hans førstefødte, og hvad skulle han have vist sig værdig til? (b) Hvad menes der med udtrykket „ypperst i højhed“? Med udtrykket „ypperst i kraft“?

²⁵ Før sit ægteskab med sin første hustru Lea havde Jakob ikke stået i forhold til nogen. Hans evne til at avle børn var ikke blevet svækket og var heller ikke udtømt skønt han på dette tidspunkt (1774 f. Kr.) var i sit fireogfirsindstyvende år. Hans sidste barn, en søn, blev født mere end tretten år efter. Han kunne derfor med rette kalde sin førstefødte søn, Ruben, „min styrke og min mandskrafts første“. Ruben skulle have været familiens bedste søn, værdig til at arve dobbelt så meget som hver af sine brødre. (5 Mos. 21:17) Han skulle have udmærket sig fremfor sine brødre i alle henseender.

²⁶ Ruben skulle naturligt have været „ypperst i højhed, ypperst i kraft“. Med udtrykket „ypperst i højhed“ menes øjensynligt embedet som nationens præst. Præsterne skulle have været udtaget blandt de mandlige medlemmer af Rubens stamme. Udtrykket „ypperst i kraft“ kan hentyde til embedet som folkets hersker eller konge, når nationen engang blev et kongedømme. Værdigheden som præst for Jehova Gud skulle være tilfaldet Ruben, og herskermagtens eller kongedømmets kraft skulle have været lagt på hans skuldre. Hvad profeterede Jakob herom, og gik hans profeti i opfyldelse?

27. Hvilken begivenhed som diskvalificerede Ruben nævnede Jakob?

²⁷ Jakob nævnede en begivenhed der diskvalificerede Ruben og som berørte alle hans privilegier, både hans ret som den førstefødte, og hans værdighed som præst og konge. Ruben havde vanæret sin fader. Han havde gjort sig skyldig i blodskam med sin faders medhustru Bilha, Jakobs elskede hustru Rakels trælkvinde. Det var kort efter at Rakel var død efter at have født Benjamin. Om Ruben, den førstefødte, krænkede trælkvinden Bilha for at forhindre at hun tog Rakels plads i Jakobs hjerte og derved kom til at indtage en mere begunstiget stilling end Rubens moder Lea, eller om Rubens handling skyldtes rent og skært begær efter Bilha siger den bibelske beretning intet om. Der siges ganske enkelt: „Medens Israel boede i den egn, gik Ruben hen og lå hos sin faders medhustru Bilha; og det kom Israel for øre.“ Og den græske Septuaginta-oversættelse tilføjer: „Og det var ondt i hans øjne.“ — 1 Mos. 35:22, NW; LXX (Thomson).

28. (a) Hvornår indhentede Rubens synd ham, og hvad blev følgen? (b) Hvordan havde Ruben handlet, og hvordan burde han have handlet?

²⁸ Ruben blev ikke dengang, umiddelbart efter at han havde begået denne alvorlige forseelse mod sin fader Jakob og mod sine halvbrødre Dan og Naftalis moder, forstødt og bortvist fra familien. Men nu, cirka halvtreds år senere, finder Rubens synd ham endelig og indhenter ham. (4 Mos. 32:6, 23) Under guddommelig inspiration åbenbarer hans døende fader nu følgerne af hans skændige handling. Jakob siger til ham: „Du mister din forret.“ Ruben mistede således sin forrang og skulle ikke længere være „ypperst i højhed, ypperst i kraft“, og ligeledes mistede han den ret han som førstefødt havde til en dobbelt del af den arv hans fader efterlod sig. Hvilken grund anføres? Han ’skummede over som vandet’, siges der. Han viste sig at være ustadig som vandene eller tøjlesløs og ubændig som vandene der sprænger en dæmning eller raser ned gennem en regnflodsdal. En sådan tøjlesløs ubændighed der ikke bekymrer sig om følgerne, passer sig ikke for en der indtager en førerstilling. Ruben skulle have udvist selvbeherskelse. Han burde have vist respekt for sin faders værdighed og for sine to halvbrødres, sin faders medhustru Bilhas to sønners, ære.

29, 30. (a) Hvilket lignende tilfælde fandt sted i menigheden i Korint langt senere? (b) Hvem kom til at undgælde for Rubens umoralske handling, og hvordan?

²⁹ Ruben vanærede sin egen faders ægteseng. Et lignende tilfælde fandt sted i den kristne menighed i Korint langt senere, ved hvilken lejlighed apostelen Paulus udstødte en kristen mand der havde stået i forhold til sin faders hustru. (1 Kor. 5:1-13) Ilde berørt over at tale direkte til Ruben om hans skændige adfærd slutter Jakob sin profetiske dom over sin førstefødte med ordene: „Han besteg mit leje!“ For Rubens umoralske handling kom hans sønner, ja hele hans stamme, til at undgælde. Herom siges der i Første Krønikebog 5:1, 2:

³⁰ „Rubens, Israels førstefødtes, sønner — han var nemlig den førstefødte, men da han vanærede sin faders leje, gaves hans førstefødselsret til Israels søn Josefs sønner, dog ikke således at de i slægtebogen opføres som førstefødte [således at han ikke skulle opføres i slægtsregisteret som den der havde førstefødselsretten, NW]; thi Juda herskede over sine brødre, og af hans midte skulle fyrsten tages, men førstefødselsretten blev Josefs.“

31, 32. (a) Hvordan kom Rubens efterkommere ikke til at udmærke sig fremfor de øvrige stammer i Israel? (b) Hvorledes viste dette sig i dommeren Baraks dage og dengang israelitterne blev ført i fangenskab til Assyrien?

³¹ Ruben forspildte sine privilegier som overhoved over Israels nation ved ikke at agte på sin stilling som førstefødt. Ingen af Rubens efterkommere kan findes blandt Israels dommere, profeter eller øverster. Da Israels tolv stammer slog sig ned i det forjættede land i det femtende århundrede f. Kr. tilfaldt landet øst for Det døde Hav og Jordanfloden Ruben. Senere, da slaget ved „Megiddos vande“ udkæmpedes for at landet kunne blive befriet for kana’anæerkongen Jabin og hans hærfører Siseras undertrykkelse, kom rubenitterne ikke dommeren Barak og profetinden Debora til undsætning, hvilket nævnes i Baraks og Deboras sejrssang: „Ved Rubens bække var betænkelighederne store. Gilead [ved siden af Ruben] blev på hin side Jordan.“ — Dom. 5:15, 17.

³² Da israelitterne i det nordlige rige århundreder senere blev ført i fangenskab til Assyrien, var rubenitterne blandt de første der blev ført bort. (1 Krøn. 5:26) Ruben mistede i sandhed sin forret og sin begunstigede stilling i Israel.

33. Hvilken plads fik Ruben anvist i Ezekiels syn af landets udskiftning under Guds rige?

³³ I Ezekiels syn af landets udskiftning, der billedligt fremstillede landets udskiftning i den nye verden under Guds rige, fik Ruben ikke anvist plads umiddelbart op til „den hellige offerydelse“, det landområde hvori Jehovas tempel, byen Jehova-Shammah og fyrstens område var beliggende. Juda får anvist plads lige nord for den hellige offerydelse, og Ruben nord for Juda. — Ez. 48:6-22.

34. Hvad er derfor ikke så mærkeligt i synet af de 144.000’s besegling, og hvad bliver disse herved mindet om?

³⁴ Det er derfor ikke mærkeligt at Rubens stamme i apostelen Johannes’ syn af det åndelige Israels tolv stammers besegling ikke nævnes som den første, men kommer som nummer to, efter Judas stamme. (Åb. 7:5; se side 395.) De 144.000 åndelige israelitter mindes således om at Ruben forspildte dyrebare privilegier fordi han ikke satte det rette eksempel som en trofast tilsynsmand blandt Jehova Guds udvalgte folk.

35. Hvad kan blive følgen for medlemmer af det åndelige Israel hvis de „skummer over“ ligesom Ruben, og hvorledes sås dette i tilfældet med den umoralske mand i menigheden i Korint?

³⁵ Enhver der er indviet og døbt i det åndelige Israel og som „skummer over som vandet“, det vil sige udviser manglende selvbeherskelse og styrter sig hovedkuls ud i hor eller utugt, vil uomgængeligt komme til at undgælde for det. De som har gjort sig skyldige i umoralitet udviser måske oprigtig anger, men de har sat en uudslettelig plet på deres omdømme. De har sat et dårligt eksempel for Guds hjord. Som manden i menigheden i Korint der vanhelligede sin faders ægteseng, kan de blive ekskommuniceret men dog senere optaget igen fordi deres bedrøvelse efter Guds sind har ført til anger. Efter således at have været ekskommuniceret var den korintiske mand imidlertid ikke kvalificeret til at indtage en stilling som tilsynsmand og forbillede for den kristne menighed. (2 Kor. 7:9, 10; 2:6-11) Han var ikke uangribelig og kunne ikke tjene som et godt eksempel for Guds hjord, hvilket krævedes af en tilsynsmand. (1 Tim. 3:1-4; Tit. 1:5-9) Som Rubens stamme var han ikke egnet til at indtage en ledende stilling i det åndelige Israel.

36. (a) Hvilken stilling indtager alle de 144.000 i menigheden? (b) Hvad bør de 144.000 ikke trække for store veksler på, selv om der findes en Rubens stamme i det åndelige Israel, og hvorfor bør de ikke gøre det?

³⁶ I lyset af den ydmygende dom som den døende Jakob udtalte over sin søn, tjener Rubens tilfælde som en alvorlig påmindelse til den lille rest af de 144.000 medlemmer af det åndelige Israel der endnu er tilbage på jorden. Alle de 144.000 udgør „menigheden af førstefødte, som er indskrevne i Himlene“, og deres adfærd må til enhver tid vidne herom. (Hebr. 12:23) Nogle kan imidlertid på grund af en tøjlesløs adfærd, som de har kastet sig ud i uden tanke på følgerne, uigenkaldeligt miste deres særlige privilegier i den kristne menighed her på jorden. Kun ved Guds nåde og fordi de underkaster sig åndelig lægedom bortvises de ikke for bestandig fra det åndelige Israel. Ved Guds miskundhed findes der en Rubens stamme i det åndelige Israel. Det kan vi være taknemmelige for. Men lad os ikke løbe nogen risiko ved at trække for store veksler på Guds nåde. Ruben fik følgerne at mærke. Det kan vi også komme til!

Simeon og Levi

37, 38. (a) Hvor nært beslægtede var Simeon og Levi, og hvad betyder deres navne? (b) Hvad havde disse to brødre samarbejdet om, ifølge Jakobs sidste ord?

³⁷ Efter at have talt til sin førstefødte søn vendte patriarken Jakob nu sin opmærksomhed mod sin anden søn Simeon og sin tredje søn Levi, som han begge havde fået med sin første hustru Lea. Den døende Jakob udtalte følgende profeti, i den hebraiske poetiske stil:

³⁸ Disse to helbrødre samarbejdede, men om et ondt foretagende. Navnet Simeon betyder „Som Hører“, det vil sige med velvilje; og navnet Levi betyder „Sammenføjet; Fastholden ved“.

39, 40. (a) Ved hvilken særlig lejlighed havde Simeon og Levi gjort voldsredskaber til deres våben? (b) Hvordan svarede de dengang deres fader?

³⁹ Den særlige lejlighed ved hvilken voldsredskaber blev deres våben, var da de egenrådigt tog sig for at hævne deres helsøster Dina, hvis ære var blevet krænket. Det var før deres ældste broder Ruben krænkede deres faders medhustru Bilha. Patriarken Jakob havde slået lejr i nærheden af byen Sikem i det forjættede land, og her skete det at den hivvitiske høvdings søn i denne by forbrød sig mod Dina. Hendes brødre planlagde at tage hævn. Under påskud af at manden der havde krænket Dina måtte omskæres ligesom israelitterne blev det, før han kunne ægte Dina, fik de alle mændene i Sikem til at underkaste sig omskærelsen. Tredjedagen herefter, da de omskårne mænd havde sårfeber og næppe kunne røre sig skred Simeon og Levi til handling.

⁴⁰ „Da . . . tog Jakobs to sønner Simeon og Levi, Dinas brødre, hver sit sværd, trængte ind i byen, uden at nogen anede uråd, og slog alle mændene ihjel og dræbte [høvdingen] Hamor og hans søn Sikem med sværdet, tog Dina ud af Sikems hus og drog bort.“ Byen blev derefter plyndret og kvinderne og børnene bortført af de øvrige af Jakobs sønner, „fordi de havde skændet deres søster“. Da Jakob viste at han ingenlunde billigede det skete og irettesatte Simeon og Levi, svarede disse: „Skal han [nogen, NW] behandle vor søster som en skøge!“ — 1 Mos. 33:18 til 34:31.

41. Hvad havde de haft til hensigt at gøre mod Josef da denne var sytten år gammel, og hvornår fik faderen sagens rette sammenhæng at vide?

⁴¹ År senere, da Simeons og Levis halvbroder Josef var sytten år gammel, ønskede de at dræbe ham fordi de var misundelige over at Josef var deres faders yndlingssøn. Deres ældre broder Ruben nærede ikke ønske om at dræbe Josef, og det gjorde Juda, der kom lige efter Simeon og Levi, heller ikke. De brødre der var yngre, de fire sønner af Jakobs to medhustruer, stod på en god fod med Josef eller tolererede ham. Og Issakar og Zebulon, der var endnu yngre, havde ikke noget at skulle have sagt. Da Josef var ude for at se til sine brødre i nærheden af Dotan, var det derfor øjensynligt Simeon og Levi der førte an i at lægge „råd op om at dræbe ham“. Juda fik dem med sit forslag fra at dræbe ham, og Ruben kom for sent tilbage til at forhindre at de solgte Josef som træl til Ægypten. (1 Mos. 37:2-36) Mange år efter, da Josef var blevet fundet i live i Ægypten og var blevet dette lands førsteminister, fik Jakob at vide hvorfor hans søn så pludseligt var forsvundet. Øjensynligt havde Jakob også dette i tanke da han om Simeon og Levi sagde at „voldsredskaber er deres våben“.

42. Hvilken stilling kunne Simeon, og efter ham Levi, være kommet til at indtage, hvis de ikke havde gjort brug af voldsredskaber?

⁴² Det er rigtigt at Josef var Jakobs elskede hustru Rakels førstefødte søn, men han blev alligevel født flere år efter Simeon og Levi, som Jakobs ellevte søn. Hvis de derfor ikke havde foretaget ovennævnte hævnakt mod Sikems indbyggere uden deres faders billigelse, kunne de muligvis have overtaget førerstillingen efter at Ruben havde forspildt sin ret til den. Simeon ville have fået chancen først, derefter Levi. Jakobs dom over dem på dødslejet viste imidlertid tydeligt at de begge havde forspildt deres chance.

43. Hvordan viste Jakob den sidste dag han levede, at han ikke var og heller ikke ønskede at være medansvarlig i deres forbrydelse?

⁴³ Den sidste dag Jakob levede sagde han sig således løs fra enhver forbindelse med den udåd der var øvet mod byen Sikem. At hans datter Dina var blevet krænket gjorde den ikke berettiget. Jakobs sjæl, som nu var døden nær dér i Ægypten, ønskede ikke at være delagtig med Simeon og Levi i denne forbrydelse. Hele hans sjæl eller indstilling (NW) gjorde oprør imod at tage del i en forsamling af sådanne voldsmænd. Før han sluttede sit livsløb erklærede han at han ikke var medansvarlig i denne blodsudgydelse. Simeon og Levi havde ladet deres vrede løbe af med dem; de havde handlet egenrådigt ved at tage hævn uden først at have spurgt deres fader til råds. De havde lagt ham for had hos alle kana’anæerne.

44. Hvad fordømte Jakob, og hvad var han besluttet på at gøre ved fremtidige muligheder for samarbejde?

⁴⁴ Nu, cirka halvtreds år efter, fordømte Jakob dog ikke på sit dødsleje Simeon og Levi direkte. Men han fordømte deres vrede, „så vild den er“ eller „fordi den er grusom“. (NW) Han fordømte deres hidsighed, „så voldsom den er“ eller „fordi den er voldsom“. (NW) Han kunne ikke billige den, selv om det var hans egne sønner der nærede den, og selv om den udøstes for hans egen datters skyld. Han tilgav dem, men han ændrede ikke de konsekvenser det fik for dem. Han kunne ikke lade nogen af dem overtage den ledende stilling eller herredømmet. Han gjorde hverken dem eller deres respektive stammer til forstødte i Israel, men han ville nu skille dem ad og forhindre at de samarbejdede i et anfald af grusom vrede og voldsom hidsighed. Under profetisk inspiration anviste Jakob dem en plads i det land Gud havde lovet ham og hans efterkommere. Dette land drog de ind i 239 år senere, men Jakob forudsagde at Simeons og Levis stamme ikke ville blive naboer.

45. Hvilken arvelod i Israel fik Simeon og Levi, i overensstemmelse med Jakobs beslutning?

⁴⁵ Som arving til det forjættede land gav Jakob profetisk Simeon og Levi „arvelod i Jakob“, men for ingen af dem gjaldt det at det var en sammenhængende eller ubrudt arvelod. Jakob gav de to brødre arvelod forskellige steder i landet. Således blev ikke alene Simeon og Levi skilt fra hinanden, men hver stamme blev også indbyrdes adskilt. Det er værd at bemærke at da profeten Moses velsignede Israels stammer kort før de drog over Jordanfloden ind i det forjættede land, blev Simeons navn end ikke nævnt. (5 Mos. 33:16-23) Simeons stamme fik tildelt små områder her og der ud over Judas stammes store landområde, og ingen af disse enklaver i Judas område stødte op til byen Jerusalem, der blev hovedstaden. Da stammerne fra deres områder skulle afgive byer til levitpræsterne, for at disse byer kunne tjene som tilflugtsbyer for uforsætlige manddrabere, afgav Simeons stamme ikke nogen by. Da alle levitterne, præsterne indbefattet, fik tildelt otteogfyrretyve byer, blev kun tretten byer afgivet af Juda, Simeon og Benjamin tilsammen. Det var derfor kun få af Simeons stammes byer levitterne kom til at bo i. — Jos. 20:7-9; 19:1-9; 21:3, 4.

46. Hvilket privilegium fik levitterne ifølge Guds instruktioner til Moses, og hvorledes muliggjorde dette at de atter kunne samles på ét sted og arbejde sammen?

⁴⁶ Ikke i kraft af Jakobs profeti, men i kraft af en senere instruktion fra Jehova til den levitiske profet Moses fik Levis stamme det privilegium at få præstedømmet og tjenesten ved Jehovas tempel overdraget. Som følge heraf fik levitterne ingen arvelod i det forjættede land, idet Jehova nu var deres arvelod. Det område der muligvis ville være tilfaldet dem, blev givet til den ene af Josefs sønners stamme. På denne måde omfattede hele Israels nation stadig væk tolv stammeområder. Disse tolv stammer afgav tilsammen otteogfyrretyve byer til levitterne, som boede dér når de ikke gjorde tjeneste ved Jehovas tempel. Således skete det at Levis stamme blev adspredt i endnu større grad end Simeons, nemlig ud over hele Israels land. Kun i Jehovas tempel samledes alle levitterne og samarbejdede om et godt arbejde i Jehovas tjeneste ved de regelmæssigt tilbagevendende højtider og på forsoningsdagen. Jakobs ord til Simeon og Levi: „Jeg . . . splitter dem ad i Israel!“ var umiskendeligt gået i opfyldelse!

47, 48. (a) Hvorledes kom Jakobs ord om Simeon og Levi endog til at gælde i Ezekiels syn af landets udskiftning? (b) Hvad understreger denne stadige adskillelse af de to brødre?

⁴⁷ Dette kom endog til at gælde i Ezekiels profetiske syn af landets udskiftning under det fremtidige Gudsrige. Medlemmerne af Levis stamme fik anvist plads i „den hellige offerydelse“ rundt om Jehovas helligdom. Simeons stamme lå syd for „den hellige offerydelse“, adskilt fra den ved Benjamins stamme, der stødte op til „den hellige offerydelses“ sydlige grænse. (Ez. 48:8-14, 22, 24) Simeon kom således ikke i direkte berøring med landets regering. I Ezekiels syn af regeringens sæde, byen der kaldtes Jehova-Shammah (hvilket betyder „Jehova er der“), ligger Simeons og Levis stammes porte ikke ved siden af hinanden, men Simeons port kommer som nummer syv og ligger på sydsiden, mens Levis port kommer som nummer tre og ligger på nordsiden. — Ez. 48:31, 33; se side 399.

⁴⁸ Denne stadige adskillelse af Simeon og Levi understreger hvor stærkt Gud misbilliger brødre eller andre der i et anfald af vrede slutter sig sammen om at øve en grusom voldshandling.

49. Hvorledes viste præsten Pinehas at han forstod dette, og hvad viste han sig værdig til?

⁴⁹ Præsten Pinehas af Levis stamme viste at han forstod dette ved sin snarrådige handlemåde, dengang israelitterne lå lejret på Moabs sletter på den anden side af Jordanfloden, lige over for det forjættede land. Da israelitterne gjorde sig skyldige i umoralitet og afgudsdyrkelse sammen med Moabs døtre førte øversten Zimri af Simeons stamme skamløst og for alles øjne en hedensk pige, den midjanitiske høvdingedatter Kozbi, gennem israelitternes lejr til sit telt. Billigede levitten Pinehas nu dette fordi det var en mand af Simeons stamme der gjorde det? Samarbejdede han med Zimri, sådan som Levi havde samarbejdet med Simeon om at øve en skændselsdåd? Nej! Pinehas trængte ind i simeonittens telt med et spyd i hånden og dræbte både Zimri og hans hedenske veninde. På grund af sin nidkærhed for Gud modtog Pinehas Guds velsignelse. Han viste at han som levit var værdig til præsteembedet. — 4 Mos. 25:1-15.

50, 51. (a) Hvad betyder tilstedeværelsen af en Levis stamme i det åndelige Israel ikke, og hvad er grunden? (b) Hvad skal Jakobs profeti om Simeon og Levi minde os om, og hvordan har nogle medlemmer af det åndelige Israel pådraget sig skyld i så henseende?

⁵⁰ Under opregningen af det åndelige Israels tolv stammer nævnes Simeon som nummer syv og Levi som nummer otte. (Se side 395.) At der er en Levis stamme betyder ikke at de 12.000 ud af denne stamme tjener som præster for hele det åndelige Israel. Alle 144.000 er præster. Om alle de 144.000 siges der: „De skal være Guds og Kristi præster og være konger med ham i de tusinde år.“ (Åb. 20:6) Navnet Levi skal derfor minde os om noget andet end præsteembedet. Navnet Simeon skal ligeledes minde os om noget.

⁵¹ Det som Jakobs profeti på dødslejet skal minde os om i forbindelse med Simeon og Levi er at der hviler en forbandelse over voldsredskaber der bruges som mordvåben i et anfald af vrede og voldsom hidsighed. De der udgør Simeons og Levis stammer i det åndelige Israel har måske engang i vrede og hidsighed brugt sådanne våben og myrdet deres medmennesker på slagmarken eller når de personligt har taget hævn over et menneske eller forsvaret familienavnet. Men nu da de er blevet medlemmer af det åndelige Israel vender de sig bort fra denne onde handlemåde idet de véd at „fjendskaber, kiv, nid, hidsighed, egennytte, splittelser“ er „kødets gerninger“ og ikke frugter af Guds ånd. — Gal. 5:19-22.

52, 53. (a) Hvilken indstilling har resten af det åndelige Israel der endnu befinder sig på jorden, til voldsredskaber? (b) Hvilke stammer kan man derfor roligt stille side om side, og hvilken befaling adlyder de nu?

⁵² Vi har vidnesbyrd om at de tolv apostle, der skulle blive de tolv grundstene i det ny Jerusalem, da de befandt sig her på jorden for nitten hundrede år siden, anvendte de profetiske ord fra Esajas 2:4 på sig selv, ord som i dag er blevet misbrugt af De forenede Nationer. På samme måde giver de der befinder sig på jorden i dag af Simeons og Levis stammer i det åndelige Israel, ja i virkeligheden hele den lille rest af det åndelige Israels tolv stammer, afkald på at bruge voldsredskaber og mordvåben, idet de søger at leve op til ordene i Esajas 2:4, der lyder: „Deres sværd skal de smede til plovjern, deres spyd til vingårdsknive; folk skal ej løfte sværd mod folk, ej øve sig i våbenfærd mer.“ De der hører til Simeons og Levis stammer i det åndelige Israel har undergået en forandring, de har iført sig en ny personlighed. De to stammer står her side om side, men nu kan man stole på at de kan arbejde sammen i fred, for nu adlyder de Romerne 12:17-19:

⁵³ „Gengæld ikke nogen ondt med ondt; . . . Tag ikke jer selv til rette, I elskede, men giv plads for Guds vrede, thi der står skrevet: ’Mig tilkommer det at straffe, jeg vil gengælde, siger Herren.’“

Juda

54. Hvorfor kunne Juda have forventet en irettesættelse af Jakob, og hvordan kan det være at denne affære ikke bragte nogen skændsel over Juda?

⁵⁴ Som Jakobs fjerde søn med sin første hustru Lea kommer turen nu til Juda. Egentlig kunne han også forvente en irettesættelse, for ved en lejlighed havde han, om end uafvidende, stået i forhold til sin tidligere svigerdatter Tamar. I stedet for at han kom til at bedrive hor med en prostitueret kvinde eller tempelskøge, blev han listeligt narret til at gøre noget som han havde forsømt, nemlig at bringe et svogerægteskab i stand mellem sin søn Sjela og Tamar, der var enke efter Sjelas broder Er. I dette tilfælde kom Juda derfor til at indtage sin søn Sjelas plads, og Judas tvillingesønner med Tamar var ikke frugten af et utugtigt forhold. Der er da heller ikke af den grund kastet nogen forsmædelse på deres navne i Bibelen; i virkeligheden blev den ene af disse sønner en af Jesu forfædre. Da Boaz, også en af Jesu forfædre, tog Rut til ægte sagde de tilstedeværende til ham: „Måtte dit hus blive som Perez’ hus, ham, Tamar fødte Juda, ved de efterkommere, [Jehova] giver dig af denne unge kvinde [Rut]!“ — Rut 4:12; 1 Mos. 38:6-30.

55. Hvad huskede Jakob uden tvivl om Juda, og hvilket spørgsmål vedrørende Israel afgjorde han med sine ord til Juda?

⁵⁵ Den døende Jakob havde derfor ingen grund til at nævne denne sag og fremføre den imod Juda. Jakob huskede uden tvivl hvordan Juda havde været imod forslaget om at dræbe Josef og også hvordan Juda ædelmodigt havde søgt at forhindre at Josefs broder Benjamin blev berøvet friheden og livet, idet han tilbød at tage Benjamins plads som træl i Ægypten, (1 Mos. 37:26; 43:7-9; 44:18-34) I den hebraiske poetiske stil udtalte Jakob derfor nu sin profeti og afgjorde dermed spørgsmålet om hvem der skulle sidde inde med det fremtidige herredømme i Israel:

56. Hvad betød Judas navn, og hvordan anvendte Jakob det på Juda selv, idet han samtidig pegede på en forskel mellem Judas brødre og hans fjender?

⁵⁶ Lea lovpriste Jehova ved denne hendes fjerde søns fødsel, og hun kaldte derfor sin søn Juda, hvilket betyder „Priset; [genstand for] Lovprisning“. (1 Mos. 29:35) Jakob bibeholdt navnet, og på sit dødsleje gav han det en ny drejning ved også at anvende det på dets bærer, Juda. Judas elleve brødre skulle prise ham både for hans egenskaber og for de tjenester han skulle yde nationen. Naturligvis ville hans fjender ikke prise ham, i det mindste ikke med deres gode vilje, for hans hånd skulle gribe dem i nakken. Han ville vinde sejr i krig og ville slå sine fjender på flugt eller underlægge sig dem.

57, 58. (a) Hvordan skulle Judas brødre senere bøje sig for ham, og hvad var grunden? (b) Hvoraf ses det at Judas stamme indtog førerstillingen, frem til erobringen af det forjættede land?

⁵⁷ Hans brødre skulle ikke alene prise ham i ord, men også i deres optræden over for ham. Hans elleve brødre var alle hans faders sønner, men kun fem foruden ham selv var sønner af hans moder Lea. Ikke Ruben, den førstefødte, men Juda, skulle brødrene bøje sig for. Det betød at hans brødre ville anerkende ham som den ypperste iblandt dem, som deres hersker. På dette tidspunkt opholdt Juda og hans brødre sig i Ægypten, hvor de bøjede sig for Josef, Faraos førsteminister. Men i de tolv stammers indre anliggender skulle brødrene, Josef indbefattet, bøje sig for Juda, det vil sige Judas stamme, og Jakobs ord var samtidig en profeti om at herskeren som hele folket til sin tid skulle bøje sig for, ville udgå fra Judas stamme.

⁵⁸ I Første Krønikebog 5:2 udtryktes det senere således: „For Juda selv viste sig at være den ypperste blandt sine brødre, og herskeren skulle udgå fra ham; men førstefødselsretten var Josefs.“ (NW) I overensstemmelse hermed er også den omstændighed at da Jehova Gud udfriede Israels tolv stammer fra Ægypten, hvor de kom i trældom efter Josefs død, var det Judas stamme der førte an under vandringen gennem ørkenen til det forjættede land, Kana’ans land. (4 Mos. 2:3; 10:12-14) Da tolv spejdere blev sendt i forvejen for at tage det forjættede land i øjesyn og komme tilbage og aflægge rapport, var den ene af de to trofaste spejdere en mand af Judas stamme, nemlig Kaleb, der overlevede ørkenvandringen og fik lov at komme ind i det forjættede land. Denne Kaleb tog også ivrigt del i erobringen af den del af landet som Judas stamme havde fået tildelt. (4 Mos. 13:6, 30; 14:6-10, 38; Jos. 15:13-20; 14:6-14) Da der blev kastet lod om det erobrede land, var Juda den første der fik sit område tildelt. (Jos. 15:1) Under landets erobring udpegede Jehova Gud Judas stamme til at føre an i kampen. (Dom. 1:1-8) På det tidspunkt var Judas stammehøvding Salma, der blev tipoldefader til David. (1 Krøn. 2:10, 11; Rut 4:20-22; Matt. 1:5, 6) I det forjættede land strakte Judas stammeområde sig langs hele den vestlige side af Det døde Hav og vestpå til Middelhavet.

59. Hvordan viste Judas stamme sig som en løveunge?

⁵⁹ Judas stamme var således som en løve blandt skovens dyr. (Mika 5:7) Patriarken Jakob kunne derfor med rette sige: „En løveunge er Juda.“ Hele det israelitiske dynasti af konger udgik fra Judas stamme. David blev overhovedet for dette dynasti, fordi Jehova Gud indgik en pagt med ham om et evigt kongedømme i hans slægt. I begyndelsen har Judas stamme uden tvivl været som en løveunge, nemlig da kong Saul af Benjamins stamme herskede over Israel, og David, der fældede kæmpen Goliat, blev officer i kong Sauls hær. Men Gud besluttede at fratage Sauls slægt kongeværdigheden på grund af Sauls overlagte ulydighed, og da Sauls søn kong Isjbosjet døde i 1070 f. Kr., udråbte alle tolv stammer i Israel David af Judas stamme til konge.

60, 61. (a) Hvordan levede David op til navnet på sin stamme, og hvordan er Jesus Kristus i slægt med David? (b) Hvornår skal vi fortsætte vor undersøgelse af Jakobs profeti?

⁶⁰ Jakobs profeti om at brødrene ville prise Juda og bøje sig for ham fik således en storslået opfyldelse. (2 Sam. 4:5 til 5:5) I det store og hele kan man om David, folkets hersker af Judas stamme, sige at han kunne prises i al sin færd. Han blev det profetiske forbillede på den konge hvem alle folkene i forening vil lyde, som forudsagt af Jakob. Ja, i virkeligheden blev David den navnkundige stamfader til denne forudsagte konge, Jesus Kristus, og fra kong David arvede Jesus Kristus retten til herredømmet over Israel. — Luk. 1:26-33.

⁶¹ En yderligere undersøgelse af Jakobs profeti om denne hersker hvem alle folkene skal lyde vil blive bragt i artiklen „Konger sammen med ’Løven af Judas Stamme’.“

(Se Vagttårnet for 15. september 1962.)

[Oversigt på side 396]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Jakobs tolv sønner

Jakob

Første hustru Lea

Ruben (1)

Simeon (2)

Levi (3)

Juda (4)

Issakar (9)

Zebulon (10)

(Dina) (pige)

Medhustru Zilpa

Gad (7)

Aser (8)

Jakob

Anden hustru Rakel

Josef (11)

(Manasse)

(Efraim)

Benjamin (12)

Medhustru Bilha

Dan (5)

Naftali (6)

[Kort på side 399]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Ezekiels syn af den hellige offerydelse og de tolv stammer — (Ezekiel 48:1-28)

DAN (1)

ASER (2)

NAFTALI (3)

MANASSE (4)

EFRAIM (5)

RUBEN (6)

JUDA (7)

FYRSTEN

Hellige Offerydelse

FYRSTEN

BENJAMIN (8)

SIMEON (9)

ISSAKAR (10)

ZEBULON (11)

GAD (12)

DET STORE HAV

Salthavet

Ægyptens bæk

N

Ø

S

V