Hvem ser den nye verdens konge i templet?

„Og Guds tempelhelligdom, der er i himmelen, blev åbnet, og hans pagts ark sås i hans tempelhelligdom. Og der kom lyn og røster og tordener og et jordskælv og stærk hagl.“ — Åb. 11:19, NW.

 1. Hvor er Jehova konge? Hvorfor er dette en trøst?

JEHOVA er konge i sit tempel. Han er udødelig og vil herske i al evighed. Hvilken trøst er ikke dette, i betragtning af hvor kristenhedens forsøg på at herske som konge totalt er mislykkedes, og at dette religiøse system nu er dødt i Guds øjne! At vise nogen som helst tillid til, at kristenheden kan indføre en god og varig regering på jorden, er tåbeligt og forgæves.

 2. Hvad skete der ifølge Åbenbaringen 11, efter at han var begyndt at regere?

² Kilden til retmæssig regering er den universelle hersker, Jehova Gud. Jesus Kristus lærte sine disciple at bede om denne regering. På tidspunktet for dens indførelse må der ses et syn af den universelle hersker i hans tempel. Dette klargøres for os i Åbenbaringen, der henviser til året 1914 og siger: „Da lød der i himmelen [hvor regeringen er oprettet] høje røster, som sagde: Verdensriget er nu blevet vor Herres og hans Kristi, og han skal regere som konge for evigt.“ Trofaste kristne skildres billedligt som reagerende over for denne enestående begivenhed med følgende ord: „Vi takker dig, Jehova Gud, den Almægtige, den, som er, og som var, fordi du har taget din store magt og er begyndt at regere som konge. Men nationerne vrededes [hvilket var tilfældet i 1914], og din egen vrede kom, og den fastsatte tid . . . til at ødelægge dem, som lægger jorden øde.“ Det er i hans tempel, at han regerer. I fortiden herskede han over sit udvalgte folk Israel, og da symboliseredes hans nærværelse i templet ved pagtens ark. Nu, da han har taget sin magt for at herske både over jorden og himmelen, må der følge et syn af ham i hans tempel. „Og Guds tempelhelligdom, der er i himmelen, blev åbnet, og hans pagts ark sås i hans tempelhelligdom. Og der kom lyn og røster og tordener og et jordskælv og stærk hagl.“ — Åb. 11:15-19, NW; Sl. 99:1-3.

 3. Hvem ser tempelsynet, og hvordan kan vi vide det?

³ Hvem ser nu tempelsynet? Esajas’ profeti, det sjette kapitel, besvarer dette spørgsmål for os. I året 774 f. Kr. havde profeten et syn, og han var et billede på en skare, der i vor generation har set tempelsynet siden 1914. Det var Esajas, der talte disse ord til Guds trofaste folk: „Mine vidner er I, så lyder det fra Jehova, min tjener, hvem jeg har udvalgt.“ Esajas var selv et af disse vidner for den Højeste. Han var derfor et billede på Jehovas salvede vidner i vor tid. (Es. 43:10) Lad os gå over til at undersøge omstændighederne vedrørende Esajas’ tempelsyn og sammenligne dem med vor tids begivenheder.

Tid og omstændigheder

 4. Hvad markerer tidspunktet for Esajas’ syn?

⁴ „I kong Uzzijas dødsår så jeg Herren sidde på en såre høj trone, og hans slæb fyldte helligdommen.“ (Es. 6:1) Uzzijas dødsår markerer tidspunktet for synet, nemlig år 774 f. Kr. Israels jordiske konge, der engang sad på „Jehovas trone“ i Jerusalem, dør, fordi han i modstrid med loven påtager sig tjeneste i templet, men den rigtige konge ses indsat på tronen i Guds tempel. Uzzija døde i et hus, afsondret fra templet og det kongelige palads, som en mand, der var ramt af Gud med spedalskhed, mens hans søn Jotam regerede for ham i Jerusalem. (2 Krøn. 26:21-23) Jehovas, den sande Konges, herredømme i templet opvejer den formastelige konges død under guddommelig forbandelse.

 5. Blev Esajas indviet til profetisk tjeneste i dette år? Hvad siges der i denne forbindelse?

⁵ Dette år var ikke det år, i hvilket Esajas blev kaldet eller indviet til profetisk tjeneste. De fem foregående kapitler af hans profeti tilkendegiver, at han var aktiv som profet inden dette bemærkelsesværdige år. „I de dage“, da Esajas profeterede, må have været dage, måske år, inden Uzzijas død, eftersom Esajas skrev beretninger om Uzzijas herredømme. (2 Krøn. 26:22) Dette er også tilfældet med nutidens esajasskare, hvoraf der lever en rest i dag. Apostelen Paulus skrev sit brev til hebræerne omkring år 61, og allerede dengang taler han om en esajasskare i Hebræerne 2:13, 14. Han citerer der Esajas’ ord fra Esajas 8:18, hvor profeten siger: „Se, jeg og de børn, Jehova gav mig.“ (NW) Paulus viser derpå, at Jesus blev hovedet for denne esajasskare ved at komme ned fra himmelen og blive kød og blod, ligesom disse gudgivne børn, hans efterfølgere, var det. De kristne græske skrifter anvender i virkeligheden den bemyndigelse på Jesus og hans disciple i det første århundrede, som Esajas modtog i templet, og som han beretter om i Esajas 6:9, 10. Dette beviser, at esajasskaren eksisterede i det første århundrede, og at den til dels opfyldte profetien allerede nitten århundreder inden vor tid.

 6. Hvem oplever den endelig opfyldelse af synet? Hvornår?

⁶ Den endelige opfyldelse af Esajas’ syn sker i forbindelse med resten af Jehovas salvede vidner, vor tids esajasskare. Den finder sted, efter at Jehova er begyndt at regere i 1914 ved at indsætte sin søn, Jesus Kristus, som konge, for at han med en jernstav skal sønderknuse denne verdens nationer i det kommende Harmagedonslag. Senere, i 1918, viste Jehova sig i templet ved at sende sin konge, den lovede „pagtens engel“ eller sendebud, for at dømme alle, som påstår at høre med til Guds hus. (Mal. 3:1; 1 Peter 4:17) Kendsgerningerne viser derfor, at tempelsynet fandt sted i 1919.

 7. Under hvilke omstændigheder blev Uzzija ramt af den sygdom, der blev døden for ham?

⁷ Hvad kan da i 1919 sammenlignes med kong Uzzijas død? Uzzija var konge af Davids slægtslinie og skabte stor fremgang i Israel under en meget lang regering. Gud havde inspireret kong David til at sige, at Herren ville oprejse en hersker som fortidens Melkizedek, konge af Salem. Som Melkizedek skulle denne hersker af Davids slægtslinie være både præst og konge på „Jehovas trone“. Han skulle være Messias eller Kristus, ved hvem alle jordens folk skulle velsignes med en fuldkommen regering. Uzzija tiltog sig i et udslag af stolthed — han var blevet opblæst over den megen fremgang — foruden sin herskergerning en ypperstepræsts pligter, som var han af Melkizedeks rang. Han tog sig den frihed at mene, at han var Messias eller Kristus, hvem Jehova havde svoret med sin ed i Davids profeti i Salme 110:4: „Jehova har svoret og angrer det ej: Du er præst evindelig på Melkizedeks vis.“ Uzzija gjorde sig skyldig i noget værre end Kora og hans 250 medoprørere, der udfordrede Moses og Aron og dristede sig til at brænde røgelse for Jehova ligesom ypperstepræsten og hans sønner, da Kora og hans mænd jo dog var af Levis stamme ligesom Moses og Aron. (4 Mos. 16:1-40; 2 Mos. 30:1-10, 34-38; Jud. 11:12; 4 Mos. 18:7) Derfor slog Jehova Uzzija med spedalskhed, og han kunne ikke længere komme i templet eller sidde på tronen. Profetierne omtaler et jordskælv i Uzzijas dage, men om det indtraf ved tidspunktet for hans vanhellige handling, kan ikke fastslås. — Am. 1:1; Zak. 14:5; også Josefus’ Antiquities of the Jews, bind 9, kapitel 10, § 4.

 8. Hvilken skare havde engang fremgang ligesom Uzzija, og indtil hvornår?

⁸ På lignende måde har det religiøse præsteskab i kristenheden set ud til at have haft fremgang i guddommelig gunst lige til 1914. I det år kom de fastsatte tider for de verdslige nationers herredømme på jorden til deres ophør. Da tog Jehova Gud sin magt til at regere jorden som konge og indsatte sin søn på tronen. Da rejstes spørgsmålet: Hvem er den Messias, der skal styre jorden? Hvem vil opfylde forudsigelserne vedrørende Messias? Kristenhedens præsteskab tiltog sig Messias’ rolle, eftersom de forkastede budskabet om Riget, som resten af Jehovas vidner forkyndte.

 9, 10. Hvorledes tiltog protestantismen sig rollen som Messias? Hvorledes gjorde katolicismen det?

⁹ Katolicismen og protestantismen påstod, at de stilede efter Guds rige. Deres præsteskab optrådte som religiøse herskere og hævdede at være redskabet, der skulle oprette Riget og opfylde bønnen: „Komme dit rige“, ved at omvende verden til Kristus. I 1914 påbegyndte kristenhedens nationer en krig til opnåelse af verdensherredømmet. Kristenhedens præsteskab stillede sig på deres side. De gjorde sig til tjenere for denne verdens politiske herskere i stedet for at tjene Kristus, der indsattes på tronen. Derfor velsignede de de hære, der i virkeligheden kæmpede imod Messiasherredømmet over jorden. Ved slutningen af denne første verdenskrig foresloges dannelsen af Folkeforbundet, og tidligt i 1919 erklærede Kristi Kirkers Fællesråd i Amerika følgende: „Tiden er inde til at organisere verden for sandhed, ret, retfærdighed og humanitet. Som kristne anbefaler vi derfor, at der ved den kommende fredskonference dannes et forbund af frie nationer. Et sådant forbund er ikke kun en fredsforanstaltning, det er rettere sagt det politiske udtryk for Guds rige på jorden. Folkeforbundet har sin rod i evangeliet. Dets mål er ligesom evangeliets: fred på jord og god vilje blandt menneskene. Som evangeliet er dets appel universal. De døde helte vil have lidt døden forgæves, medmindre der af sejren fremstår nye himle og en ny jord, hvori retfærdighed bor. — 2 Peter 3:13. Kirken kan yde det den velviljens ånd, uden hvilken intet folkeforbund vil kunne bestå.“

¹⁰ På katolsk side søgte den daværende pave i Rom at bruge den tyske kejser og hans militærvæsen som „kirkens sværd“ for at bane vejen for det Hellige Romerske Rige. Til fremme for sin egen messianske ærgerrighed sluttede paven i 1929 en overenskomst med den fascistiske diktator Mussolini, hvorved paven atter fik verdslig magt og Vatikanstaden blev politisk stat. Havde paven påskønnet, at Jehova Gud siden 1914 havde regeret ved sin sande Messias, ville han ikke have tiltaget sig verdslig magt. Han ville have stillet sig på den herskende Messias’ side i stedet for at alliere sig med verdslige magthavere. Som følge af pavens udprægede hældning til de tyske forbundsfællers side under den første verdenskrig blev Londontraktaten underskrevet af Storbritannien, Frankrig, Rusland og Italien i 1915, hvorimod paven udelukkedes fra nogen som helst diplomatisk aktion i forbindelse med freden eller spørgsmål, der måtte opstå efter krigen.

11, 12. Hvad tog kristenhedens præsteskab sig den frihed at ofre til Gud, og hvorledes gjorde de det?

¹¹ Da kristenheden havde nået højdepunktet for fremgang i 1914, for siden da har den ikke haft fremgang, tog dens præsteskab sig den frihed at ofre røgelse til Gud i hans tempel. Jehovas vidner handlede da ligesom ypperstepræsten Azarja og hans firsindstyve medpræster, der modstod Uzzijas gudsbespottelige handling og førte ham ud af templet, da han var blevet ramt af spedalskhed. Jehovas vidner pegede hen til Guds rige ved hans sande Messias og protesterede imod præsteskabets handlemåde og viste ud fra skriften, at det var åndeligt hor. Gejstligheden sammensvor sig for at få denne rest af Guds „kongelige præsteskab“ dræbt og selv overtage dette præsteskabs pligter. (1 Peter 2:9) Ved at gøre brug af verdenskrigen til at undertrykke det vidnesbyrd, der af resten aflagdes om Riget, dræbte gejstligheden Jehovas „to vidner“ i opfyldelse af Åbenbaringen 11:3-10. De benyttede et krigsdyr og ikke et fredsdyr i forsøget på at rydde Rigets vidner af vejen. (Åb. 11:7; 13:1-3) I lighed med den rige mand i Jesu lignelse bar gejstligheden kongeligt purpur og forsøgte nu at skilte med deres selvretfærdighedens linned midt i al deres verdslige velstand. (Luk. 16:19-31) Ved at påtage sig at ofre røgelse til Gud i hans tempel var de ikke som apostelen Paulus, der ofrede sand røgelse på rette måde.

¹² Paulus skrev: „Gud . . . som altid fører os i sejrstog sammen med Kristus og ved os gør duften af kundskaben om ham kendelig alle vegne! Thi for Gud er vi en Kristi vellugt blandt dem, som er ved at frelses, og blandt dem, som fortabes; for de sidste en duft af død til død, og for de første en duft af liv til liv. Og hvem er velegnet til dette? Vi er, thi vi er ikke kræmmere, der handler med Guds ord, som mange mennesker er, men af oprigtighed, ja, som sendt af Gud, i Guds påsyn og sammen med Kristus, taler vi.“ (2 Kor. 2:14-17, NW) Præsteskabet frembar røgelse, dog ikke af kundskab om Jehova og hans rige ved Kristus, men af propaganda, fyldt med denne verdens politik og med løfter om messianske velsignelser gennem et forbund af nationer.

13. Siden hvornår er de blevet ramt og pint i lighed med Uzzija? Hvordan?

¹³ Derfor blev de ramt af Gud. De vises som forbandede og dømt til en vanærende død. I Israel blev den spedalske kong Uzzija drevet ud af templet af den trofaste Azarja og hans firsindstyve præster. Som den rige mand i Jesu lignelse døde han over for sine forrettigheder og kom til at lide pine. Ligesom det store svælg udelukkede den rige mand fra at komme til at indtage hæderspladsen hos Abraham, således udelukkede kong Uzzijas spedalskhed ham fra templet og „Jehovas trone“.a I 1918 lykkedes det kristenhedens gejstlighed at dræbe Jehovas „to vidner“ ved verdenskrigens afslutning. På grund af denne åbenbare foragt for Guds rige ved Kristus blev de ramt af dødbringende åndelig pest fra Gud. De afslørede sig selv som urene i hans øjne, åndelige skøger i denne verden, og derfor Guds fjender. Lige siden er de forblevet i denne fordømte tilstand. De er blevet forkastet i tjenesten for Gud i templet og har intet begrundet håb om at komme til at indtage en stilling i det himmelske rige med Kristus Jesus. — Jak. 4:4; 2 Kor. 6:14-18.

Virkningen af synet

14. Hvornår og hvorledes døde de? Hvorledes blev resten på det tidspunkt begunstiget?

¹⁴ Nøjagtig som det blev forudsagt i Åbenbaringen 11:11, 12, blev den salvede rest af Jehovas vidner genoplivet fra den dødstilstand, ind i hvilken fjenden havde tvunget dem. Gud lod dem ikke blive tilintetgjort under den første verdenskrig. Han genoplivede dem ved sin ånd i 1919. Men det religiøse præsteskab døde over for Guds sande tjeneste ligesom den rige mand i hades. Da var det, at resten så synet af efterkrigstidens tjeneste for Gud ved hans tempel. Esajas, der var et billede på dem, sagde: „Jeg så Herrenb sidde på en trone, høj og opløftet; og hans slæb fyldte templet.“ (Es. 6:1, AS) Som en sammenligning mellem bibelens profetier og de historiske kendsgerninger viser, kom Jehova Gud, repræsenteret ved sin pagts engel eller sendebud, hans konge, til templet i 1918. Det var derfor „den fastsatte tid, når dommen begynder med Guds hus“. (1 Pet. 4:17, NW) Derfor blev resten såvel som kristenheden, der påstår at være Guds hus, ført til templet. Kristenheden fattede ikke synet, men blev afsløret som spedalsk som følge af dens genstridigheds synd imod Riget. Den salvede rest på sin side erkendte, at Jehova Gud nu herskede ved sin konge, Jesus Kristus. Nationernes vrede, som de gav luft for gennem den første verdenskrig og forfølgelsen af Guds riges vidner, var et bevis herfor. De forstod, at nu var en dommens tid kommet for dem. „Jehova er i sit hellige tempel; i himmelen er Jehovas trone; hans øjne skuer, hans blik ransager menneskenes børn.“ (Sl. 11:4, AS) Hans høje og opløftede trone tilkendegiver, at han er universets højeste myndighed, alle skabningers retmæssige suveræn og dommer.

15. Hvem betjente Jehova i templet? Hvorfor var dette på sin plads?

¹⁵ Esajas skildrer synet af Jehova på tronen i hans tempel: „Serafer stod hos ham, hver med seks vinger; med de to skjulte de ansigtet, med de to fødderne, og med de to fløj de.“ (Es. 6:2) Da det var en dommens tid, var det meget passende, at Jehova skulle være omgivet af serafer, eftersom disse åndeskabningers navn betyder „de brændende“. Denne egenskab hos dem antyder, at „Jehova Gud er en fortærende ild, en nidkær Gud“, det vil sige over for sine fjender. (5 Mos. 4:24; 9:3; Hebr. 12:29) Håndhævelsen af hans dom som ved ild, såvel som renselsen af hans trofaste rest som ved ild, var for hånden. Seraferne nærede stor ærbødighed for Jehovas person. I bevidstheden om hans store hellighed dækkede de deres ansigter og fødder med deres vinger, i lighed med hvad embedsmænd ved de fornemste hoffer i Orienten gjorde i tidligere tider i kongens nærværelse. Fordi de opholdt sig så nær universets overherre, bestræbte de sig så meget mere for at aflede opmærksomheden fra dem selv for ikke at fratage Jehova noget af hans herlighed. Men her stod Esajas, en skabning ringere end englene, og så med vidtåbne øjne synet af Gud, den Allerhøjeste. Det er en højtidelig tanke for os at dvæle ved, at Jehova Gud er i sit tempel for at holde dom, ledsaget af disse flammende serafer. Det er en højtidelig og ærefrygtindgydende omstændighed.

16. Hvad understreger serafernes ord?

¹⁶ „Og de råbte til hverandre: Hellig, hellig, hellig er Hærskarers Jehova, al jorden er fuld af hans herlighed!“ (Es. 6:3) Ved således at gentage råbet om Guds hellighed svarer disse serafer til de fire levende skabninger, som Johannes så i sit syn af Jehova på den himmelske trone. „Disse fire levende skabninger havde hver seks vinger; rundt omkring og underneden er de fulde af øjne. Og de hviler ikke dag og nat, mens de siger: Hellig, hellig, hellig er Jehova Gud, den Almægtige, som var, og som er, og som kommer.“ (Åb. 4:1-8, NW) At de siger „hellig“ tre gange, understreger ganske særlig denne egenskab. Det viser, at den almægtige Gud altid er helliget retfærdighed og ude af stand til at øve nogen som helst uret. Denne hellige egenskab renser Jehova Gud for alle falske anklager, som Satan, Djævelen, har rettet imod ham. Derfor må hans tempel være et rent og helligt sted, og de, som ønsker at tjene ham der, må også være hellige i gudfrygtig hengivenhed over for alt, hvad der er ret, rent og godt. Det er derfor, at jorden, hvorover Gud har taget sin store magt for at regere ved Kristus, må gøres til et helligt sted. Jorden er hans fodskammel, og den skal også gøres til et herligt sted, thi det var af profetisk betydning, at seraferne vedblev at råbe til hverandre: „Al jorden er fuld af hans herlighed.“

17. Hvorledes vil jorden blive fyldt af Jehovas herlighed? Med hvilket resultat?

¹⁷ Det er det omkvæd, som seraferne nu lader lyde i templet. Denne nuværende vanhelligede verden kan derfor ikke fortsætte i al evighed. Jehovas blik er for rent til, at han til stadighed vil tolerere kristenhedens hykleriske religionsvæsen. Hans hellighed adskiller ham fra de verdslige nationers falske guder. Satans herredømmes verdslighed kan ikke nå ham og besmitte ham. Over 230 gange i skriften kaldes han „Hærskarers Jehova“. Hans vældige hærskarer er som han i deres oprigtige hengivenhed for retfærdighed, og han kan derfor trygt bruge dem i håndhævelsen af sine domme over al uretfærdighed i denne verden. Endnu er jorden ikke fyldt af hans herlighed, men den vil blive fyldt dermed, thi den kommende „krig på Guds, den Almægtiges, store dag“ vil udvirke dette. Som Jehova sagde til Moses: „Hele jorden skal opfyldes af Jehovas herlighed.“ (Åb. 16:14-16; 4 Mos. 14:21) Hans majestætiske pragt vil være overalt på jorden, og alle vil vide, at han er konge. „Thi jorden skal fyldes af kundskab om Jehovas herlighed, som vandene dækker havets bund. Men Jehova er i sin helligdom; stille for ham, al jorden!“ (Hab. 2:14, 20) Et af de storslåede resultater af denne kundskab vil blive, at jordens beboere ikke vil gøre hverandre ondt eller volde hverandre men, som det nu er tilfældet i denne vanhellige verden. (Es. 11:9) Allerede nu opfanger Jehovas vidner midt i denne formørkede verden det herlige lys fra templet og lader den herlige kundskab om Gud skinne videre til folk, der sidder i mørke og længes efter lys. — 2 Kor. 3:18; 4:6.

Læberne renses

18. Hvilken virkning har forkyndelsen af Guds hellighed?

¹⁸ Forkyndelsen af hans hellighed, der er den nye retfærdsverdens Gud, er magtfuld. Den ryster og foruroliger selvtilfredse skabninger, der stoler på deres egen retfærdighed. Med serafernes forkyndelse lydende i ørerne siger profeten Esajas: „Og dørtærsklernes grundvold rystede ved hans røst, som råbte, og huset blev fyldt med røg.“ (Es. 6:4, AS) Det ville ængste hvem som helst, der gik over dørtærskelen, for at nærme sig Gud. Det ville få dem til at bekymre sig om deres hjertetilstand. Lykkeligvis for os har vi en forløber, der er gået ind i Guds store tempel, nemlig Kristus Jesus, den store præstekonge ligesom Melkizedek. (Hebr. 6:19, 20) Hans offers retfærdighed opvejer vore medfødte ufuldkommenheder og synder. Imidlertid må vi alligevel ransage vore hjerter for at forvisse os om, at de er hellige i deres hengivenhed for sandhed og retfærdighed. De, som hører med til Guds hus, må især foretage en sådan ransagelse.

19. Hvad tilkendegiver det, at templet fyldtes med røg?

¹⁹ At huset eller templet fyldtes med røg, kendetegner nærværelsen af den levende Gud med en herlighed, som menneskeskabninger ikke kan nærme sig. Det er som dengang, Moses rejste tabernaklet i ørkenen ved Sinajs bjerg: „Da dækkede skyen åbenbaringsteltet, og Jehovas herlighed fyldte boligen.“ Århundreder senere, da kong Salomo indviede templet i Jerusalem, og præsterne bar pagtens ark ind i det allerhelligste, „da . . . fyldte skyen Jehovas hus, så at præsterne af skyen hindredes i at stå og udføre deres tjeneste; thi Jehovas herlighed fyldte Jehovas hus.“ (2 Mos. 40:34, 35; 1 Kong. 8:10, 11) Senere så apostelen Johannes et syn af vor tid. Han så tempelhelligdommen i himmelen og syv engle komme ud med de syv domsplager, der skulle udøses over menneskeheden efter 1918. Han fortæller, hvad der skete: „Og helligdommen blev fyldt med røg på grund af Guds herlighed og på grund af hans magt, og ingen var i stand til at gå ind i helligdommen, førend de syv engles syv plager var fuldbyrdet.“ (Åb. 15:5-8, NW) Jehova er en Gud, der om kort tid vil få endog denne atomalders videnskabsmænd til at betragte hans herlige domme med frygt og rædsel. Lad os aldrig glemme, at Jehova er i sit tempel for at holde dom.

20. Hvad var formålet med at lade Esajas se Guds herlighed? Hvilken virkning havde det på ham?

²⁰ For fortidens Esajas var det, som om han var Israels ypperstepræst og så ind gennem det inderste forhæng i templet og skuede Guds herlighed. Esajas fik den forret at se dette syn, for at det kunne gøre indtryk på ham og lade ham føle, hvor ringe han var i Guds øjne. Hensigten med at lade resten af esajasskaren i denne generation få deres forstands øjne åbnet for tilsvarende ting var ligeledes den at indprente dem, hvor langt de var fra at kunne måle sig med den guddommelige herlighed. Men blev nu Esajas ramt af en dødbringende sygdom, fordi han med sine øjne havde skuet dette vidunderlige syn i Guds tempels allerhelligste, således som Uzzija blev det? Nej, og han var ikke en præst af Levis stamme. Dette syn var kommet til ham, ikke som følge af nogen formastelighed fra hans side, men fordi han af hjertet var trofast. Om virkningen af synet siger han: „Da sagde jeg: Ve mig, det er ude med mig [eller: jeg er stum; fortabt; ødelagt], thi jeg er en mand med urene læber, og jeg bor i et folk med urene læber, og nu har mine øjne set Kongen, Hærskarers Jehova!“ — Es 6:5.

21, 22. a) Hvad frygtede Esajas for, og hvorfor? b) Hvad følte resten for sit vedkommende? Hvorfor befandt den sig i fare?

²¹ Esajas overvældedes af en erkendelse af sin sande tilstand. Han følte, at han nu måtte blive tilintetgjort for sin uværdige tilstands skyld. Hvad angår resten i 1919, da følte de sig nu ikke sikre på deres frelste tilstand eller på, at de havde befæstet deres kaldelse og udvælgelse. De var ikke rede til at blive taget „hjem“ til himmelsk herlighed, men havde endnu et arbejde at udføre, hvorigennem de kunne bevise deres trofasthed. De kunne måske være blevet udryddet i det år, dersom ikke Jehova havde afkortet disse trængselsdage for verden for sine udvalgtes skyld, men havde fortsat krigen, der var begyndt i himmelen imod Satans organisation, lige til dens fuldstændige ødelæggelse.

²² Esajas 12:1 antyder, at Jehova var vred på resten af sine vidner, fordi de var frygtagtige og kom til kort under den første verdenskrig. Havde han udøst hele sin vrede, kunne det have været skæbnesvangert for dem. De havde „urene læber“ ligesom Esajas. „Jehovas frygt er ren“ (Sl. 19:10), men de havde ladet menneskefrygt og frygt for jordiske organisationer indvirke på deres læber og i vid udstrækning få dem til at tie med deres budskab. De ophøjede ikke Jehovas hellighed og fyldte ikke al jorden med kundskab om hans herlighed, således som seraferne gjorde. Resten opholdt sig hovedsagelig inden for kristenheden, der, skønt den gav sig ud for at være Guds hus, havde urene, hykleriske læber. Som følge af sin berøring med den havde resten mange pletter og var stadig besmittet af dens overleveringer og skikke. Dette var grundlag nok til, at resten af Guds udvalgte kunne være blevet tilintetgjort sammen med verden, dengang dommen begyndte med Guds hus. Men hans afkortelse af trængselsdagene over Satans organisation bevirkede, at de blev skånet, og også at de andre får, der siden er blevet samlet ind i den rette hyrdes fold, blev skånet. — Matt. 24:21, 22; Joh. 10:16.

23. Hvad var det, der skulle indprentes hos dem, der så synet? Hvad tilkendegives der ved, at synet ses i templet?

²³ Det er den omstændighed, at Jehovas rige er oprettet, der gør situationen så alvorlig for esajasskaren. Selve Rigets oprettelse skulle indprentes dem og deres pligter i forbindelse dermed gøres dem aldeles klart. Dette fremgår af Esajas’ forfærdede udbrud: „Nu har mine øjne set Kongen, Hærskarers Jehova!“ Den spedalske kong Uzzija i Israel døde, men nu var den hellige, levende konge over al jorden på tronen i sit domstempel. Tiden er ikke inde til at sørge over den døde kong Uzzija eller hans sidestykke i vor tid. Tiden er inde til at tilbede, tjene og forkynde den sande, levende konge, der ledsages af sine hærskarer af serafer, keruber og engle. Nu er det tiden til at sige: „Pris Jah, I folk, thi Jehova vor Gud, den Almægtige, er begyndt at regere som konge.“ (Åb. 19:6, NW) Styret over jorden tilkommer ikke mennesker, men Jehova Gud, og han hersker i hellighed. Styret over jorden er benyttet til det store stridsspørgsmål om universelt overherredømme. Det er et stridsspørgsmål, alle mennesker nu konfronteres med, og der blev givet resten forståelse af, at det var det store stridsspørgsmål. Eftersom det er i templet, at Jehova viser sig som konge, tilkendegiver det, at han har sin opmærksomhed henvendt på den sande tilbedelse af ham. Kongen er Gud, og Gud er Kongen. Derfor er hans rige et teokratisk rige og den eneste retmæssige regering for hele menneskeheden. Hans regering må indføre den sande tilbedelse på jorden.

Hvorledes foregår renselsen?

24. Hvem havde renselse behov? Hvorfor blev der lagt vægt på deres læbers tilstand?

²⁴ Med taknemmelighed ser vi i dag, hvorledes renselsen af esajasskaren i vor tid har fundet sted som følge af Jehovas ufortjente godhed imod os. „Men een af seraferne fløj hen til mig; og han havde i hånden et glødende kul, som han med en tang havde taget fra alteret; det lod han røre min mund og sagde: Se, det har rørt dine læber; din skyld er borte, din synd er sonet!“ (Es. 6:6, 7) For at esajasskaren atter kunne komme til at nyde Kongens gunst, måtte deres læber renses. „Jehova elsker den rene af hjertet; med ynde på læben er man kongens ven.“ (Ordsp. 22:11) Det budskab, som disse læber talte, måtte være rent, ubestikkeligt, frit for menneskefrygt og religiøse traditioner, menneskelig filosofi og selvisk menneskesmiger. For at de kunne påkalde Jehovas navn, var det nødvendigt for Gud at opfylde sit løfte om at „give folket rene læber, så de alle påkalder Jehova og tjener ham endrægtigt“. (Zef. 3:9) De skulle være vidner om, at Jehova er universets suveræn, og derfor bringe ham „lovprisningsoffer, det er frugt af læber, der offentligt forkynder hans navn“. (Hebr. 13:15, NW) Da det her drejede sig om behovet for forkyndere, udsendinge og profeter, blev der lagt særlig vægt på læbernes tilstand. På det tidspunkt hjalp de fleste af resten med til at uddele gratis bibeltraktater, flere hundrede af dem var heltidsforkyndere, menighedernes valgte ældste var hovedsagelig de offentlige talere, og mange var blot mødegængere. Men nu måtte de alle være aktive vidner med læber, der var renset for frygt.

25. Hvordan fandt renselsen sted?

²⁵ Esajas’ syn tilkendegiver, at vor renselse ikke skete ved menneskelig indgriben, men ved hjælp af serafer eller overmenneskelig indgriben. Urene mennesker kunne ikke selv foretage den påkrævede renselse. At Jehova brugte seraferne dertil, minder os om, hvorledes Lazarus i lignelsen døde i sin tiggertilstand og af engle blev båret hen på hæderspladsen op mod Abrahams bryst. Guldtængerne eller lysesaksene, som serafen brugte til at tage det glødende kul med, hørte til guldlysestagen i templets hellige afdeling. (1 Kong. 7:49; 2 Krøn. 4:21; 2 Mos. 25:38; 37:23; 4 Mos. 4:9) De hørte med til belysningsredskaberne. For at vore læber kunne blive renset med hensyn til, hvad de skulle sige, og hvorledes de skulle sige det, måtte der finde en åndelig oplysning sted, symboliseret ved guldlysestagen. Det glødende kul, som blev ført til læberne, blev ikke taget fra nogen almindelig ild, men fra ilden under offeralteret i forgården, hvilken ild aldrig måtte gå ud. (3 Mos. 6:5, 6) Alteret repræsenterer Kristi offer. Det glødende kul kom fra det rette sted til som med ild at rense læberne. Det var et billede på det rensende budskab, der tilintetgør menneskers overleveringer og bud og indgyder frygtløshed og nidkærhed, så budskabet om Riget bliver som en brændende ild i ens ben. Jesus sagde: „I er allerede rene på grund af det ord, som jeg har talt til jer.“ (Joh. 15:3, NW) Det harmonerer med dette, at Jehova, dengang han bemyndigede Jeremias som sin profet, strakte sin hånd ud og rørte Jeremias’ læber og sagde til ham: „Nu lægger jeg mine ord i din mund.“ — Jer. 1:9; Es. 51:16.

26. Hvori bestod restens synd, hvorledes blev den dækket, og i hvilken hensigt?

²⁶ Enhver læbernes urenhed i tiden, der er fulgt efter 1914, da Jehova begyndte at herske som konge, er uret og syndig. Derfor sagde serafen, da han rørte Esajas’ læber med det rødglødende kul: „Se, det har rørt dine læber; din skyld er borte, din synd er sonet.“ Rotherhams oversættelse gengiver bedre betydningen af serafens ord: „Og din synd [skal] ved forsoning blive dækket.“ Restens synd blev dækket ved Jesu forsoningsoffer, der repræsenteredes af alteret, hvorfra serafen tog det rødglødende kul. I stedet for at blive ramt af en dødbringende forbandelse som den formastelige kong Uzzija fik resten tilgivelse gennem Kristus på grund af deres anger og blev ikke tilintetgjort. Renselsen af deres læber var ikke en forberedelse for dem til øjeblikkelig at blive taget til himmelen. Det var en forberedelse til jordisk tjeneste på det mest kritiske tidspunkt i menneskehedens historie. De blev bevaret for at bruge deres rensede læber til frimodig tale på denne dommens dag. — 1 Joh. 4:17, 18.

27. Hvad må resten derfor fortsat bestræbe sig for?

²⁷ Hvor har vi grund til at være taknemmelige for denne renselse! Det har gjort os anderledes end kristenheden, hvis læbers urenhed forværres dag for dag. Vi må aldrig falde tilbage igen ved at give efter for menneskefrygt, men må vokse til fuldkommenhed i kundskab, tro og duelighed til tjeneste. Vor tidligere „skyld“ eller brøde er blevet borttaget med Guds kongelige budskab, der skal lyde i denne „endens tid“, fordi det har virket som en retleder for vore tanker og ord. Det er den velsignede virkning, vort syn af Jehova i hans tempel har haft, og det har bevirket, at vi har ydmyget os for hans herlige åsyn.

(The Watchtower, 1. april 1951)

[Fodnoter]