Arbejde for krig eller for fred?
MÆND og kvinder som i dag ønsker at blive kristne tjenere for Jehova, er undertiden nødt til at skifte arbejde så de i alle aspekter af deres liv genspejler sand kristendom. Selv om dette kan være en hård prøve på éns tro og beslutsomhed, advarer Guds ord: „Hold jeres færd fri for kærlighed til penge.“ Desuden har Gud selv givet følgende forsikring: „Jeg vil aldrig slippe dig og aldrig forlade dig.“ (Hebr. 13:5) Et eksempel på dette har vi i følgende tildragelse:
I 1943 begyndte en mand at arbejde for det ministerium i sit lands administration som har at gøre med militære og forsvarsmæssige anliggender. Kort tid efter blev han optaget i hæren som soldat. I løbet af 2. verdenskrig blev han alvorligt såret og mistede det ene ben. Efter sin hjemsendelse fra hæren blev han igen ansat i ministeriet for militære og forsvarsmæssige anliggender.
I årenes løb modtog han mange forfremmelser, indtil han blev tilbudt og accepterede stillingen som ansvarlig for hærens program med at forsyne andre lande med ammunition. Således var han ansvarlig for og ledede leveringen af ammunition til mange lande.
Omtrent på denne tid besøgte en af Jehovas vidners forkyndere hans hjem og påbegyndte et gratis hjemmebibelstudium med hans hustru. Ægtemanden modsatte sig ikke studiet og blev heller ikke inddraget i det, for han rejste ofte til forskellige dele af verden og følte at han kun havde lidt tid til Bibelen. Efterhånden som hans hustru imidlertid fortalte ham om de vidunderlige ting hun lærte, begyndte han at overvære kristne møder med hende, holdt op med at ryge og indvilligede endog i at overvære bibelstudiet. En dag læste han Bibelens beskrivelse af dem som tilbeder Jehova: „Deres sværd skal de smede til plovjern, deres spyd til vingårdsknive; folk skal ej løfte sværd mod folk, ej øve sig i våbenfærd mer.“ (Es. 2:4) Og han indså at Jehovas tjenere er under guddommelig befaling til at vandre på fredens veje, for Romerbrevet 12:18 siger: „Hold fred med alle mennesker, så vidt det står til jer!“
Hans hustru og to sønner indviede deres liv til Gud og blev døbt. Men han siger om sig selv: „Jeg vidste at jeg ikke havde det rette arbejde, idet jeg sendte ammunition til lande som kæmpede i krige over hele jorden.“ Der var imidlertid et problem. Han forklarer: „Jeg spurgte mig selv: ’Hvad kan en mand med ét ben gøre for at tjene til livets ophold; en mand som kun har arbejdet for én arbejdsgiver de sidste femogtyve år?’ Jeg tjente for mange penge til at kunne finde et tilsvarende arbejde i det civile liv. Og desuden kunne jeg ikke udføre manuelt arbejde. Jeg søgte og så mig om og spurgte folk, og jeg havde afgjort medlidenhed med mig selv på det tidspunkt.“
Efter at have udsat og udsat det endnu længere, besluttede han til sidst at han måtte træffe en afgørelse. Han gjorde sagen til genstand for alvorlig bøn til Gud. Han fortæller: „Da indså jeg hvad jeg måtte gøre. Jeg tog skridt til at fratræde min stilling. Jeg var ikke i pensionsalderen, så jeg ville ikke få nogen indkomst.“ Selv om staten besluttede at give ham en mindre pension på grund af hans år i arbejdet, var det næppe tilstrækkeligt til at han kunne leve for det. Hvad ville han gøre?
Han siger selv: „Så to uger før min sidste dag på arbejdet, svarede jeg på en avisannonce og blev antaget som arbejdsleder i en virksomhed. Min sidste dag i ministeriet var fredag, og den følgende mandag begyndte jeg i min nye profession uden at miste en eneste arbejdsdag.“
Kort efter overværede han et af Jehovas vidners store stævner og symboliserede sin indvielse til Jehova ved vanddåben.
Hvis Deres arbejde er i strid med hvad De ved er acceptabelt for Gud, og det holder Dem tilbage fra at tage den sande tilbedelse op, hvad vil De da gøre? Tror De at Gud virkelig vil sørge for Dem hvis De sætter Deres lid til ham?
Denne mands afsluttende bemærkninger lyder: „Jehova har rigt velsignet os. Min familie knyttes stærkere sammen i den kærlighed som kun Jehova kan indgyde i vore hjerter. Vi har ikke behøvet at mangle nogen af livets fornødenheder på grund af at jeg skiftede arbejde. Nu kan vi alle se frem til de vidunderlige velsignelser som ligger lige forude i den nye tingenes orden.“