Vedbliv med at vandre med Gud
„Han har fortalt dig, o jordiske menneske, hvad der er godt. Og hvad andet kræver Jehova til gengæld af dig end at øve ret og at elske venlighed og at vandre beskedent med din Gud?“ — Mika 6:8, NW.
1. Hvilke sammenligninger anstilles, og hvordan kommer de ind i billedet når vi taler om at vandre med Gud?
KUNNE man tænke sig en elefant og en myre marchere side om side i en cirkusparade? Eller en kænguru og en loppe hoppe sammen tværs over Australiens steppe? En absurd tanke? Ja selvfølgelig. Men så er tanken om at vi bitte små, svage, ufuldkomne mennesker, der kun er for prikker på en prik at regne, kan vandre med Jehova, den Almægtige, den Højeste, hele universets Suveræn, endnu mere absurd, hvis det ikke var fordi Gud selv havde fremsat den.
2, 3. Nævn eksempler på at nogle har vandret med Gud. Hvordan må vi opfatte Gud hvis vi skal vandre med ham?
2 I Guds ord læser vi således at „Enok vandrede med Gud“, at „Noa vandrede med Gud“ og at Levi, det vil sige det levitiske præsteskab, vandrede med Gud. Gud venter i virkeligheden at alle hans tjenere vandrer med ham, for vi læser: „Hvad andet kræver Jehova til gengæld af dig end . . . at vandre beskedent med din Gud?“ (NW) — 1 Mos. 5:22; 6:9; Mal. 2:4, 6; Mika 6:8.
3 Hvis vi skal vandre med Gud må han være virkelig for os, ja mere virkelighedsnær end vore medskabninger. Som vi læser om Moses: „Han holdt ud, som om han så den usynlige.“ Vi må kunne sige som salmisten David gjorde det: „Mit øje er stadig vendt mod [Jehova].“ „Jeg har altid [Jehova] for øje.“ — Hebr. 11:27; Sl. 25:15; 16:8.
4, 5. Hvorfor befaler Gud at vi skal vandre med ham?
4 Hvorfor befaler Gud at vi skal vandre med ham? Af hensyn til sin suverænitet og vor lykke. Det er vor pligt at vandre med Gud. Eftersom han er vor Skaber og den højeste Suveræn har han ret til at befale os hvordan vi skal vandre. Den eneste måde hvorpå hans hensigter kan fuldbyrdes og fred og harmoni råde i hans domæne, er at alle vandrer med ham. Dersom vi nægter at vandre med Jehova fordi vi selv vil råde over vor frie vilje, vil han være nødt til at tilintetgøre os som oprørere.
5 Når Jehova befaler at vi skal vandre med ham, er det fordi han har vore højeste og bedste interesser på sinde. Vi vil altid være sikre på at vi går fremad i den rigtige retning når vi vandrer med Gud, for han er alvidende og begår aldrig fejl. Desuden er det mest trygt at vandre med Gud, eftersom vi i hans skygge finder den bedste beskyttelse. — Ordsp. 2:6-9; Sl. 91:1.
6. Af hvilke andre grunde skal vi vandre med Gud?
6 At vandre med Gud er ikke alene ret og forstandigt men også kærligt. Det vil også skænke den største glæde. Det kan tilmed glæde Gud at se at vi vælger at vandre med ham. I betragtning af alt det han har gjort til gavn for os, bør vi være opfyldt af ønsket om at vise ham vor kærlighed og værdsættelse ved at bestræbe os for at behage ham. Og ligesom vi kan lide at færdes med og være i nærheden af den vi holder af, således vil vi ønske at være i vor himmelske Faders, Jehova Guds, nærhed og altid vandre med ham, dersom vi elsker ham. — Ordsp. 27:11.
Modstand
7. Hvilke mægtige, usynlige modstandere møder vi under vor vandring med Gud?
7 Den vej vi vandrer med Gud er ikke fri for vanskeligheder og forhindringer. Langtfra. Under vor vandring med Gud vil vi møde modstand fra tre sider. For det første møder vi modstand fra Satan og hans dæmoner. Måske en så vil sige: ’Jeg tror da ikke Djævelen er til!’ Det troede Peter og Paulus. Peter skrev: „Vær ædru og våg; jeres modstander, Djævelen, går omkring som en brølende løve og søger, hvem han kan opsluge.“ Paulus skrev: „Ifør jer Guds fulde rustning, så I kan holde stand mod Djævelens snigløb. Thi den kamp, vi skal kæmpe, er ikke mod kød og blod, men mod magterne og myndighederne, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet.“ Bibelen lader os ikke i tvivl om at her er tale om virkelige personer, usynlige og onde åndemagter, der er besluttede på at få os til at holde op med at vandre med Gud, så Satan kan bevise sin pralende påstand om at intet menneske kan bevare sin uangribelighed. — 1 Pet. 5:8; Ef. 6:11, 12.
8. Hvorfor vil vi komme ud for modstand fra verdens side mens vi vandrer med Gud?
8 Mens vi vandrer med Gud vil vi også komme ud for modstand fra verden, ligesom Enok, Noa, Jesus og Jesu apostle. Verden hader at se at vi vandrer med Gud, blandt andet fordi vor færd i sig selv er en bebrejdelse mod den: „Det er nok, at I tidligere har gjort hedningernes vilje og levet jeres liv i tøjlesløshed, onde lyster, fylderi, svir, . . . Derover undrer de sig nu og spotter jer, når I ikke med de andre styrter jer ud i den samme strøm af udsvævelser.“ — 1 Pet. 4:3, 4.
9. Hvad er det for en kamp der bestandig har været en kilde til sorg for dem der har vandret med Gud?
9 Tillige har vi vore nedarvede og faldne tilbøjeligheder at kæmpe med mens vi vandrer med Gud. Hvor megen sorg påførte de ikke mænd som Daniel, David og Peter, trofaste tjenere for Jehova Gud! Paulus udtrykker rammende vore tanker når han siger: „Når jeg ønsker at gøre det gode, finder jeg altså den lov hos mig, at det onde ligger mig nærmest. Jeg elendige menneske!“ Men han sagde også: „Jeg er hård mod mit legeme og holder det i ave, for at ikke jeg, der har prædiket for andre, selv skal blive forkastet.“ Heri må vi følge Paulus’ eksempel. Lige indtil Harmagedonslaget kan vi vente at disse tre kræfter vil modarbejde os og gøre det vanskeligt for os at vandre med Gud. — Rom. 7:21, 24; 1 Kor. 9:27; Dan. 9:4-13.
Tre hjælpemidler
10. Hvilket råd blev givet Israels konger, og hvordan vil lydighed mod det hjælpe os til at vandre med Gud?
10 For at vi kan blive ved med at vandre med Gud selv om vi modarbejdes fra disse tre kanter, har Jehova givet os tre stærke redskaber i hænde. Først og fremmest har vi Guds ord. Hvilken uvurderlig hjælp er det ikke! Guds ord leder os, styrker os og tilskynder os til at vandre med Gud. Kun gennem det taler Jehova Gud direkte til os. Der findes ingen erstatning for Guds ord, og derfor må vi gøre det til en vane at ’læse i det alle vore levedage’, således som Israels konger havde pligt til. — 5 Mos. 17:19.
11, 12. Hvordan kan vi få størst udbytte af at læse Bibelen?
11 Når vi læser Guds ord bør vi forvisse os om at vi får fat i meningen med det vi læser, om ikke af hvert ord så dog af helheden. Samtidig må vi lade det vi læser gælde os selv, vor opførsel og vor tjeneste. Vi bør gøre os selv til ét med eller se os selv i de skikkelser der vandrede med Gud, og træffe den beslutning at følge deres eksempel. I den ondskabens verden vi lever i er Ordsprogenes Bog af særlig værdi fordi den kan hjælpe os til at vandre retskaffent. Når vi læser Salmernes Bog skal vi heller ikke være tilfredse med at nyde de smukke lovsange til Jehova, men vi bør lægge mærke til de mange direkte og indirekte formaninger de indeholder. Den allerførste salme fortæller således om den glæde en mand opnår ved at bevare sin uangribelighed, og den opfordrer os til at efterligne ham.
12 Nogle af salmerne er direkte formaninger til at lovprise Jehova. Men det er ikke alt. Læg mærke til den befaling som gives de styrende i verden i Salme 2:10-12, og den der gives til Guds folk i Salme 4:5: „Vredes kun, men forsynd Eder ikke, tænk efter på Eders leje og ti!“ Den slags bibellæsning vil i sandhed oplyse os samt styrke og tilskynde os til fortsat at vandre med Gud.
13, 14. Hvilket andet hjælpemiddel har Gud tilvejebragt, og hvad må vi gøre dersom dette hjælpemiddel skal være os til nogen nytte i vor vandring med Gud?
13 Som en hjælp til at vandre med Gud har han også tilvejebragt en synlig organisation på jorden, „den tro og kloge tjener“ eller „resten“, som Jesus Kristus har sat over alt hvad han ejer, ganske som han forudsagde. Denne „tjener“ sørger for ledelse og åndelig føde gennem udnævnte tjenere, forskellige møder og litteratur. Tjenerne i menigheden og enhver tilsynsmand yder hjælp ved at give vejledning og ved at føre et mønsterværdigt levned: „Kom jeres vejledere i hu, som har forkyndt jer Guds ord. Hold jer for øje den udgang, deres levned fik, og efterfølg deres tro.“ — Matt. 24:45-47; Hebr. 13:7.
14 Drag derfor nytte af den hjælp de kan yde dig. Respekter dem og samarbejd med dem. Det kræver naturligvis at vi ’ikke forsømmer at komme sammen’. Hvor ofte er vi ikke blevet gjort opmærksom på denne formaning! Hvad sker der så alligevel med mødedeltagelsen når vejret pludselig bliver dårligt? Og det oven i købet i store byer hvor man har let adgang til at benytte sig af befordringsmidler. Tænk på hvordan vore brødre bag jerntæppet risikerer deres frihed og udsætter familien for at miste sin forsørger hver gang de samles til møde. Og alligevel bliver nogle af os borte når det sner eller regner. Brødre, sådan bør det sandelig ikke være!
15, 16. Hvordan skal vi vise sand værdsættelse af Selskabets litteratur?
15 At vandre med Gud kræver desuden at vi har organisationen i tanke når vi skal vælge læsestof. Guds synlige kanal forsyner os til stadighed med læsestof, og kristne bør have den indstilling at det alt sammen er noget de SKAL læse. Nogle forestiller sig at de ikke har tid til at læse alt hvad der står i hvert nummer af Vagttårnet. Selskabets præsident og vice-præsident læser bladene fra først til sidst. Har vi mere travlt end de, og er vi beskæftiget med noget der er vigtigere end det de beskæftiger sig med? Eller er det blot et spørgsmål om hvilken slags læsestof vi foretrækker? Spilder vi tiden med at læse andre ting eller med at se fjernsyn når vi kunne udnytte det gunstige øjeblik til at læse Vagttårnet. Mange værdifulde oplysninger og gode formaninger står at læse i de såkaldte sekundære artikler i Vagttårnet, artikler som hjælper den kristne til at vandre på rette måde og til at blive „fuldt beredt, vel skikket til al god gerning“. — 2 Tim. 3:17.
16 Det samme gælder Vågn op! At læse hvert nummer igennem fra ende til anden vil ikke alene udvide vor horisont men også lære os at betragte alting ud fra Guds synspunkt. Og hvordan er det med dagsteksten? Tager vi hver dag tid til at læse og tænke over den? Det vil støtte os mens vi vandrer med Gud.
17, 18. Hvilken værdi har den hellige ånd og dens virke for os mens vi vandrer med Gud?
17 Jehova Gud har foruden sit ord og sin synlige organisation tilvejebragt sin hellige ånd eller virkekraft. Selv om dens virke i dag ikke falder så let i øjnene som på det gamle Israels eller på apostlenes tid, kan dens virksomhed dog klart iagttages med troens øjne. Den store forandring som den udvirker i mennesker, og det kæmpemæssige arbejde som ved dens hjælp udføres i hele verden, kan ses af alle, selv om de ikke erkender at det er den hellige ånd som står bag. Denne hellige ånd modtager man imidlertid ikke uden Guds ord, uden at have samfund med Guds organisation og uden bøn. Man modtager den ikke uden „i tro at høre“. — Gal. 3:2.
18 Ikke alle indviede, end ikke alle modne kristne, ejer den hellige ånd i samme mål. Der er ingen tvivl om at uselviskhed, stærk hengivenhed, selvbeherskelse, ydmyghed, et mildt sind, flittigt studium af Guds ord, og nidkærhed i tjenesten har indflydelse på hvor stor andel vi har i den hellige ånd. Det lader til at også de nedarvede egenskaber har ikke så lidt at gøre med i hvilket omfang den hellige ånd får frit råderum i vort liv eller i hvilken grad dens virke i os hindres eller vanskeliggøres. Jo livligere personligheden er desto vanskeligere er det for den hellige ånd at gennemtrænge den helt. Den livfulde og rigt varierede personlighed er nødt til at vise større selvbeherskelse og må især vogte sig for menneskedyrkelsens snare. Denne personlighed synes at modarbejde åndeligsindetheden, fordi mennesker af denne type har tilbøjelighed til at stole på sig selv, ganske som bogstaveligt rige er tilbøjelige til at stole på deres rigdomme og ikke på Jehova. — Sl. 52:9.
En hengivenhed Gud ikke skal dele med andre
19. Hvad er det allerførste skridt vi må tage på vor vandring med Gud?
19 Før vi i det hele taget kan begynde at vandre med Gud må vi have tro. Vi må tro at Gud er til og belønner dem der vandrer med ham. Vi beviser at vi ejer en sådan tro når vi indvier os til at gøre Guds vilje og følger i Jesu Kristi fodspor, hvorved vi har taget det første skridt til at vandre med Gud. Som vi læser: „Vandrer vel to i følge, når det ikke er aftalt?“ Førend vi kan begynde at vandre med Gud må vi træffe en aftale med ham ved at indvi os til ham og blive døbt i vand, hvilket er en offentlig bekendelse af vor indvielse til Jehova. Som det gang på gang er blevet understreget i dette blads spalter indvier vi os ikke til en upersonlig sag, ej heller til et samfund af mennesker, men til en person, den højeststående i hele universet, Jehova Gud. — Amos 3:3.
20. Hvilket mål skal vi gøre til vort mål i livet hvis vi skal vandre med Gud?
20 Fra det øjeblik vi indvier os til Gud må vi følge hans ledelse, gå i samme retning som han og stile efter samme mål som han. Og hvad er hans mål? Ophøjelsen af ham selv, hans navn og hans ord ved hjælp af sit rige, naturligvis. „Jehova er sit navn helt hengiven. Han er en Gud der fordrer [en tilsvarende] absolut hengivenhed [af andre].“ „Du skal elske Jehova din Gud med hele dit hjerte og med hele din sjæl og med hele dit sind og med hele din styrke.“ Det er grunden til at Jesus befalede sine efterfølgere: „Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt andet gives jer i tilgift.“ — 2 Mos. 34:14, NW (1953-udgaven); Mark. 12:30, NW; Matt. 6:33.
21. Hvad kræver det af os dersom vi skal være Gud helt hengivne?
21 I lighed med Jesus må vi vandre med Gud ved at lade Guds navn og Guds rige komme først i vor tilværelse. Vi må adlyde den profetiske befaling der står i Esajas 43:10-12 og Mattæus 24:14. Ved hver en lejlighed der byder sig må vi gøre Jehovas navn og rige kendt fra hus til hus og på gadehjørner, vende tilbage til mennesker, og lede bibelstudier med dem som er sig deres åndelige behov bevidst. Den dybe hengivenhed vi nærer for Gud alene, vil få os til vågent at spejde efter en lejlighed til at aflægge et vidnesbyrd, uanset hvor vi befinder os.
22. Hvad fordrer princippet i Lukas 12:48 af os?
22 Kan vi i sandhed sige at tjenesten for Jehova er det allervigtigste i vort liv? Hvis den er det, vil vi ikke være tilfredse med kun at give et pant på at vi er med i vidnegerningen, men vi vil stræbe efter at nå i hvert fald menighedens mindstemål. Vi burde være optændt af den samme nidkærhedens ild som Jesus var, og gøre alt hvad vi overhovedet formår. Husk, „enhver, som har fået meget givet, af ham skal man kræve meget; og den, som har fået meget betroet, af ham skal man forlange des mere“. Lad os derfor som kristne ikke være tilfredse med at gøre så lidt som muligt. — Luk. 12:48.
23, 24. Hvilke snarer skal vi tage os i agt for hvis vi skal være Jehova helt hengivne?
23 Efterhånden som tiden går skulle vor nidkærhed tage til. Hvis det ikke er tilfældet, mon det så skyldes at materialisme eller noget andet stiller sig hindrende i vejen? Nogle er måske blevet fjernsynsslaver. Hvis fjernsynsapparatet er årsag til at man forsømmer tilbedelsen af Jehova, og hvis udsendelserne stjæler den tid man skulle benytte til studium, til møder eller til tjeneste, må man skaffe sig af med det. Det er bedre at komme ind i den nye verden uden et fjernsynsapparat end at gå til grunde sammen med det! — Mark. 9:45
24 Det samme skal siges om andre former for underholdning. Er vi blevet besat af en sådan forlystelsestrang at vi „skal“ se en film, holde et selskab eller gå ud at danse hver lørdag aften? Hvordan kan vi være oplagt til søndagens tjeneste, det offentlige foredrag og vagttårnsstudiet hvis vi ikke får en god nats hvile? Jo, det er ganske rigtigt at vi trænger til adspredelse. Men lad os beherske adspredelserne så de ikke behersker os! Det må og skal vi gøre dersom vi skal vandre med Gud og nære en hengivenhed for ham som vi ikke gør det for andre, og hvis vi skal søge Guds rige først!
„Øve ret“
25. Hvilke skriftsteder må vi rette os efter såfremt vi skal lade os lede af Jehovas retfærdsprincipper?
25 At vandre med Gud betyder tillige at vi lader os lede af Guds retfærdsprincipper. „Hvad andet kræver Jehova til gengæld af dig end at øve ret.“ „I skal være hellige; thi jeg er hellig.“ „Så vær da I fuldkomne, som jeres himmelske Fader er fuldkommen.“ Ligesom det lille bitte atom retter sig efter samme guddommelige love som de umådelige galakser i universet, kan og skal vi ledes af guddommelige retfærdsprincipper selv om vi er ubetydelige og begrænsede i sammenligning med Jehova Gud; vi må „øve ret“. — Mika 6:8, NW; 1 Pet. 1:16; Matt. 5:48.
26-28. Hvad kræves der udover det at elske ret, og hvad er grunden hertil?
26 Hvis vi skal øve ret, skal vi ikke blot elske ret, men også hade og afsky det onde. Det gør Jehova: „Jeg, Jehova, elsker ret, hader . . . uretfærdighed.“ Om Jesus står der skrevet: „Du elsker ret og hader uret.“ Til os lyder befalingen: „I, som elsker [Jehova], had det onde.“ „Afsky det onde, hold jer til det gode.“ — Es. 61:8, NW; Sl. 45:8; 97:10; Rom. 12:9.
27 Vi må alle omhyggeligt sørge for at vi bestandig vandrer med Gud ved at øve ret, ikke blot ved at elske ret men også ved at hade det onde, det urette. Det hænder at det onde træder frem i et fristende skær, sådan som den forbudte frugt så tillokkende ud for Eva. Hvis vi ikke har lært at hade det onde og ligefrem føle væmmelse ved og had til det, kan vi i et øjebliks svaghed bukke under for fristelsen, og må bagefter bære skammen og den evige fortrydelse. Ingen skal tage det for givet at han står fast fordi han har været en indviet kristen i mange år. End ikke apostelen Paulus turde nære en sådan selvtillid! — 1 Kor. 9:27; 10:12.
28 Vi kender vore personlige svagheder. Vi skal ikke kæle for dem men bestandig være opfyldt af retfærdig nidkærhed i bekæmpelsen af dem. Hvis kærligheden til penge er vor største svaghed, skal vi ikke vove at prøve smarte metoder, for før eller senere vil vi vove os for langt ud og blive indhentet af straffen. Dersom vi har så megen smag for alkoholiske drikke at vi ikke kan holde igen, må vi lægge stramme tøjler på os selv når vi er sammen med mennesker der ikke forstår at nyde dem med måde; det bedste vil være helt at undgå steder hvor sådanne mennesker kommer, ellers kan det være at vi bringer vanære over den kristne menighed og gør os fortjent til en irettesættelse. Hvis vor svaghed ligger på det seksuelle område, må vi, hvad enten vi er gift eller ugift, gøre alt hvad vi kan for at bekæmpe den og undgå urene tanker, pornografisk litteratur og sanselige film. Husk på at „der er intet hemmeligt, som ikke skal blive kendt“. Vi må sørge for at vore tanker til stadighed tages „til fange ind under lydighed mod Kristus“. Som bærere af Jehovas kar må vi altid være rene, hvis vi skal kunne vandre sammen med Gud og „øve ret“. — Matt. 10:26; 2 Kor. 10:5; Es. 52:11.
„Elske venlighed“
29. Hvorfor må vi også elske venlighed hvis vi skal vandre med Gud?
29 For at kunne vandre med Gud må vi også „elske venlighed“, som det videre siges i Mika 6:8. Det hebraiske ord for „venlighed“ er det samme som andre steder oversættes „miskundhed“. Gang på gang læser vi om Jehovas miskundhed. „Hvor dyrebar er dog din miskundhed, Gud!“ „Jeg, [Jehova], øver miskundhed.“ „[Jehovas] miskundhed er ikke til ende, ikke brugt op, hans nåde er ny hver morgen, hans trofasthed stor.“ „[Jehova] er nåderig og barmhjertig.“ — Sl. 36:8; Jer. 9:24; Klages. 3:22, 23; Jak. 5:11.
30. Hvad vil det sige at vise empati, og på hvilken måde har Jehova gjort det?
30 Venlighed er en af åndens frugter. Hvis vi er i besiddelse af kærlig venlighed vil vi være forstående, hensynsfulde, milde og hjælpsomme. Skal vi være venlige må vi vise empati. Empati er mere end sympati. For at vise empati må vi sætte os i det andet menneskes sted og føle akkurat som det føler. Selv om Jehova er højt ophøjet, er det ikke under hans værdighed at vise sine skabninger empati. Han ikke alene viser os barmhjertighed, langmodighed og medfølelse, men han sætter sig i vort sted, og det der gør os ondt, gør også ham ondt. Således læser vi om hans folk Israel: „Al deres lidelse var ham en smerte.“ Ja, når israelitterne led, led han også. — Es. 63:9, NW.
31. Nævn eksempler på at Jesus og Paulus også viste empati.
31 Jesus vidste hvad empati var mens han var på jorden, og han ved det nu efter at han er vendt tilbage til himmelen. Dengang Saulus fra Tarsus forfulgte de kristne sagde Jesus til ham: „Jeg er Jesus, som du forfølger.“ Jesus Kristus, Guds væsens udtrykte billede, sætter sig i sine efterfølgeres sted. Det der gør dem ondt, gør også ham ondt. Og da Paulus blev en Jesu Kristi efterfølger, efterlignede han sin Mester og viste empati ligesom han. Han satte sig i andres sted for at han kunne vinde dem for Kristus: For jøder blev han som en jøde, for de lovbundne som en lovbunden, og for dem uden lov som en uden lov. „For de svage er jeg blevet svag for at kunne vinde de svage; for alle er jeg blevet alt for i alt fald at kunne frelse nogle. Og alt dette gør jeg for evangeliets skyld.“ Når sådanne mennesker var blevet Paulus’ brødre, fortsatte han med at vise dem empati. „Hvem er skrøbelig, uden at også jeg er det? hvem er fristet til fald, uden at det brænder i mig?“ — Ap. G. 9:5; 1 Kor. 9:20-23; 2 Kor. 11:29.
32. Hvordan vil empati give sig udslag i vor opførsel?
32 Når vi som forkyndere går fra hus til hus med den gode nyhed om Guds rige, skal vi vise empati, hvilket giver sig udslag i hensynsfuldhed, takt, tålmodighed, venlighed, der vil bidrage til at vi udfører vor tjeneste bedre. Empati vil gøre mand og hustru mere taknemmelige og forstående samt kærligere over for hinanden. Empati vil få børn til at forstå deres forældres synspunkter og stilling, ligesom empati kalder på forældrenes kærlighed og forståelse så de ikke opirrer børnene men prøver at se tingene med børnenes øjne, uden dog derved at slippe grebet om forældremyndigheden. — Ef. 5:33–6:4.
33. Hvem må især vise empati, og hvorfor?
33 Empati vil skabe fred og enhed i den kristne menighed. Den vil vise overbærenhed med andres fejl og svagheder. Empati vil få skoletjeneren til at være venlig i sin vejledning, idet han sætter sig i elevens sted. Især tilsynsmændene må vise empati hvis de vil være til virkelig gavn og glæde. Hvis I tilsynsmænd skal være jeres brødre til nytte må I være på talefod med dem, og det opnår I ved at forstå dem, ved at prøve at fornemme hvad de føler. Det forudsætter en fintmærkende skelneevne, at I er tålmodige og ikke let bliver vrede. Det er grunden til at Paulus giver jer følgende råd: „Brødre, om nogen skulle blive overrasket af en synd, da hjælp et sådant menneske til rette, I åndelige, med sagtmodig ånd, og se du selv til, at ikke også du bliver fristet.“ — Gal. 6:1.
„At vandre beskedent“
34. Hvilken forudsætning for at vandre med Gud skal vi indpodes fra barnsben?
34 Endelig fortæller Guds profet os i Mika 6:8 at vi skal „vandre beskedent“ med Gud. Jehova Gud er villig til at ydmyge sig så meget at vi kan vandre med ham. Så skulle vi vel også nok kunne ydmyge os og vandre beskedent med vor Gud. At vandre beskedent med Gud vil sige at vi underkaster os ham, hans principper og hans synlige ordning. Det er noget vi skal begynde at lære fra vi er ganske små. Når spædbørn eller lidt større børn græder, skyldes det ikke altid ubehag eller smerte, men kan ofte være udtryk for vrede, såret stolthed, skuffelse, oprørskhed eller raseri. De allermindste og de lidt større børn kan lære at sidde stille ved møderne dersom forældrene hjemme opdrager dem dertil med tilstrækkelig kærlighed og fasthed. De kan lære at være lydige og at underordne sig.
35, 36. Hvad taler til gunst for at vi underordner os?
35 Det samme gælder voksne. Hvis vi har vanskeligt ved at underordne os, bør vi spørge os selv: „I hvor høj grad skyldes det omstændighederne, og i hvor høj grad bærer vi selv skylden?“ Beskedenhed vil modvirke at vi får for høje tanker om os selv. Ydmyghed vil hjælpe os til at underordne os dem der styrer os, det være sig ægtemænd, studieledere, tjenere i menigheden eller tilsynsmænd. Lad os antage at vi virkelig er i besiddelse af en bedre dømmekraft end den vi skal underordne os. Men har vi så i andre retninger lige så gode kvalifikationer som vedkommende? Desuden kan det jo være at vi tager fejl. Gang på gang viser det sig tillige at det vi synes er det eneste fornuftige at gøre, slet ikke duer, mens det der i vore øjne synes ufornuftigt at gøre, virker glimrende. Jehova kan og vil ofte lede tingenes gang således at udfaldet alligevel bliver godt. Han lader alt samvirke til bedste for dem der elsker ham. — Rom. 8:28, NW.
36 Lad os aldrig glemme at det er langt vigtigere at der råder fred, enhed, harmoni og samarbejde, end at alting gøres på den mest effektive måde. At vi underordner os er blot en prøve på vor visdom og tålmodighed. Dersom vi er overbevist om at vi har et forslag til forbedring af arbejdet, skal vi ikke buse ud med det men vente til det rette tidspunkt og fremlægge det på den rette måde over for rette vedkommende. Husk dronning Ester! Hun vovede ikke at fortælle sin mand hvad han skulle gøre, og alligevel fik hun sine ønsker opfyldt.
37. Nævn en anden situation hvor sand visdom kræver at vi underkaster os.
37 Hvis en broder eller søster bliver forelsket, fyldes af den romantiske kærlighed grækerne kaldte eros, er han eller hun kommet i en af de situationer hvor det måske er mest vanskeligt at underordne sig det teokratiske styre. Lad os sige at et ungt menneske, eller måske et knap så ungt menneske, bliver forelsket i en der ikke er en indviet kristen, eller i en som ikke er nidkær for Jehova og hans tjeneste, og som derfor snarere vil være en hindring end en hjælp. Hvis man nu er villig til at underordne sig sådan som Kristus gjorde det, vil man bryde denne forbindelse i stedet for at styrke den, uden hensyn til hvor skønt og dejligt alt tegner sig på baggrund af tiltrækningen mellem de to køn, og også uden hensyn til hvilken smerte det i øjeblikket vil forvolde. Er det ikke langt bedre at forelskelsen fortager sig, forbindelsen brydes og man lider en lille smule nu, fremfor at lide resten af livet eller indtil Harmagedon befrier en for den utålsomme byrde? Vær vis på det! — 1 Kor. 7:39.
38. Hvordan kan vor vandring med Gud illustreres?
38 At vandre med Gud berører mangt og meget. Forholdet kan sammenlignes med den situation hvor en lille pige hager sig fast i sin store og stærke faders hånd mens de strider sig hjem gennem en snestorm. Slipper hun faderens hånd fordi hun er tankeløs eller fordi hun bliver uenig med ham om hvilken vej de skal følge, kan hun gå vild i snestormen og miste livet. Klogeligt hager hun sig derfor fast til hånden som gjaldt det livet. På lignende måde med os: hvis vi skal nå „hjem“, komme ind i retfærdighedens nye verden efter Harmagedon, tør vi ikke slippe vor himmelske Faders hånd men hager os fast til den.
39, 40. Giv et kort rids at hvad det vil sige at vandre med Gud.
39 Det vil sige at vi må anerkende Guds ledelse, være ham hengivne som vi ikke er nogen anden hengivne, gøre hans mål, hans navns ophøjelse, til vort mål. Det vil sige at vi efterligner ham og øver ret, hader det onde. Det vil sige at vi elsker venlighed, viser empati. Det vil sige at vi er beskedne og ydmyge, at vi underordner os hele hans synlige ordning.
40 At vandre med Gud er i sandhed forstandigt, ret og kærligt. Det er imidlertid ikke let, eftersom Satan og hans dæmoner, Satans synlige organisation og vore faldne tilbøjeligheder modarbejder os. Men det er ikke uoverkommelig vanskeligt, for Jehova har i sin visdom og kærlighed tilvejebragt tre uvurderlige hjælpemidler, hans ord, hans synlige organisation og hans hellige ånd. Desuden bør vi heller ikke overse den dyrebare forret det er at tale med Gud i bøn.
[Illustration på side 246]
Djævelen og dæmonerne
Den onde verden
Det syndige kød
[Illustration på side 247]
Guds ord
Guds synlige organisation
Guds ånd