Spørgsmål fra læserne

● I Hebræerbrevet 12:22, 23 taler apostelen Paulus om „retfærdiges åndelige liv, retfærdige som er blevet gjort fuldkomne“. Kan disse „retfærdige“ være fortidens trofaste, som Paulus har omtalt i det foregående kapitel i Hebræerbrevet?

Tanken om at disse ord eventuelt kunne sigte til de troende og trofaste der levede i førkristen tid frem til Johannes Døber, er blevet fremsat før. Allerede i 1913 fremførte Vagt-Taarnet forsigtigt denne tanke, nemlig i udgaven for november 1913, siderne 175 og 176, og vi holdt fast ved denne opfattelse i mange år. Den byggede delvis på den autoriserede engelske bibeloversættelse, der her taler om ’fuldkommengjorte, retfærdige menneskers ånder’. Ordet „mennesker“ forekommer imidlertid ikke i den græske grundtekst. — Se Emphatic Diaglott, Kingdom Interlinear Translation og den autoriserede danske oversættelse af 1948.

I Hebræerbrevet 11:8-10 nævnes Abraham, Isak og Jakob, og der siges at Abraham forlod byen Ur i Kaldæa og at han og Isak og Jakob levede som nomader, hvilket de gjorde indtil Jakob på sin søn Josefs opfordring flyttede ned til Ægypten. I denne periode havde de altså ikke noget fast opholdssted der kunne sammenlignes med en by. Der siges ingen steder i De hebraiske Skrifter at Gud lovede disse tre mænd ’en by som havde virkelige grundvolde, en by hvis bygmester og skaber var Gud’. Disse ord er Paulus’ kommentar til sagen, og de sigter givetvis til Guds oprettede regering ved ’Abrahams sæd’, under hvilken disse tre patriarker vil leve på jorden og opnå menneskelig fuldkommenhed ved afslutningen af de tusind år. — Gal. 3:16.

Da Gud førte Abrahams, Isaks og Jakobs efterkommere ud af Ægypten og ind i det land han havde lovet Abraham, bosatte de sig i kana’anæernes byer, idet Jeriko var den eneste af byerne der blev ødelagt af Gud. Derefter havde alle fortidens trofaste profeter og trofaste kvinder fast bopæl i byer. Det kunne derfor ikke siges om dem, som det blev sagt om Abraham, Isak og Jakob, at de søgte en fremtidig by på jorden. Jerusalem blev først ødelagt i år 70, 39 år efter at Johannes Døber var blevet halshugget. Selv kristne boede altså i denne synlige, jordiske by indtil hærføreren Gallus havde trukket sine tropper tilbage fra byen, hvorefter de adlød Jesu profetiske befaling om at drage ud af den. — Matt. 24:15-22.

I Hebræerbrevet 13:12-14 henviser Paulus til at Jesus blev pælfæstet uden for det jordiske Jerusalems mure, „uden for porten“, som der står. I betragtning af dette forhold siger Paulus videre: „Lad os da gå ud til ham uden for lejren [ligesom syndebukken eller ’bukken til Azazel’, der blev sendt ud i ørkenen på forsoningsdagen (3 Mos. 16:10)], idet vi bærer den skændsel han bar, for her har vi ikke en blivende by, men vi søger ivrigt den kommende.“ Denne kommende „by“ er det himmelske Jerusalem, det ny Jerusalem, som Paulus har nævnt i Hebræerbrevet 12:22.

Fortidens trofaste, nærmere betegnet de der tjente Gud fra Abraham til og med Johannes Døber, stilede ikke efter at komme i himmelen og at få adgang til det himmelske Jerusalem. De kendte ikke til en sådan mulighed. (Matt. 11:11) De kunne ikke nære et sådant håb eftersom de ikke var blevet avlet af Guds hellige ånd. Det fremgår af Johannes 7:39, hvor vi læser: „Dette sagde han imidlertid om den ånd som de der troede på ham skulle modtage; endnu var der nemlig ingen ånd, for Jesus var endnu ikke blevet herliggjort.“ Kristne mænd og kvinder blev ikke åndsavlet før pinsedagen år 33. De der fra da af blev avlet af hellig ånd, så frem til at skulle leve i den himmelske by der blev forudskildret ved det jordiske Jerusalem.

Det er grunden til at Paulus, da han skrev til de kristne hebræere, kunne sige som vi læser i Hebræerbrevet 12:22: „Men I er kommet til et Zions bjerg [ikke Sinaj bjerg i Arabien] og en by der tilhører den levende Gud, et himmelsk Jerusalem, og titusinder af engle.“ Da Paulus skrev dette, var „menigheden af førstefødte som er blevet indskrevet i himlene“ endnu ikke 30 år gammel, så den var først ved at tage form og talte langt færre end 144.000 medlemmer. Det fulde antal „førstefødte som er blevet indskrevet i himlene“, ville først være indsamlet ved afslutningen af den såkaldte kristne tidsalder, der slutter med „den store trængsel“ som omtales i Åbenbaringen 7:14 og Mattæus 24:21, 22. I en vis forstand kan man altså sige at Paulus og de kristne hebræere som han skrev til, kun var ved at nærme sig denne ’menighed’ og ikke var kommet helt hen til den, idet den endnu ikke var fuldstændig.

Dernæst siger Hebræerbrevet 12:23, 24 at de er kommet til „Gud, alles dommer, og retfærdiges åndelige liv [eller: ånder, da. aut.], retfærdige som er blevet gjort fuldkomne, og Jesus, en ny pagts mellemmand, og bestænkelsens blod, som taler på en bedre måde end Abels“. Gud er altså dommer for alle, også for de 144.000 der er indskrevet i himlene. De vordende medlemmer af den herliggjorte menighed må derfor igennem en domsperiode før de godkendes af Jehova, den øverste Dommer. Det er grunden til at verset umiddelbart efter at have nævnt Jehova videre siger at de er kommet til „retfærdiges åndelige liv, retfærdige som er blevet gjort fuldkomne“. Der er nemlig tale om den åndsavlede kristne menigheds medlemmer, der retfærdiggøres af tro. (Rom. 5:1; 8:1-4) Derfor omtales de som „retfærdige som er blevet gjort fuldkomne“.

Af den grund tilskyndes de til at „fremstille [deres] legemer som et levende, helligt, Gud velbehageligt slagtoffer“. (Rom. 12:1) Og de går „ud til ham uden for lejren, idet [de] bærer den skændsel han bar“. (Hebr. 13:13) Disse åndsavlede kristne har virkelig et ’åndeligt liv’ som de er kommet til på jorden nu, og de formanes til at vandre i overensstemmelse med den ånd de er blevet avlet af.

Apostelen Paulus henviser også til disse retfærdiggjorte kristnes „åndelige liv“ i Hebræerbrevet 12:9: „Skal vi så ikke meget mere underordne os under vort åndelige livs Fader og leve?“ Den græske tekst siger ordret „åndernes Fader“. Jehova er imidlertid Fader til den åndsavlede menighed som Paulus skrev til, og Ny Verden-oversættelsen gengiver derfor udtrykket således at det møntes på de personer han skriver til, idet den siger „vort åndelige livs Fader“. Dette står blot 14 vers før Hebræerbrevet 12:23 og forekommer således i umiddelbar sammenhæng med det vers vi drøfter.

I Hebræerbrevet 12:1 forlader Paulus de trofaste mænd og kvinder der levede i førkristen tid og begynder at beskæftige sig med den åndsavlede kristne menighed og den tjeneste de åndsavlede kristne må udføre for Gud. Det er derfor ikke sandsynligt at han i Hebræerbrevet 12:23 vender tilbage til det han har talt om i kapitel 11. I betragtning af dette kan man sige at udtrykket „retfærdiges åndelige liv, retfærdige som er blevet gjort fuldkomne“ præsenterer „menigheden af førstefødte som er blevet indskrevet i himlene“ under en ny synsvinkel. Det er ikke en unødig gentagelse af det der er blevet sagt i vers 22. Følgelig er der ingen grund til at søge at anvende ordene på en anden skare gudfrygtige, som for eksempel de trofaste mænd og kvinder der levede i fortiden, fra Abel frem til Johannes Døber.

Noget som også begrænser Hebræerbrevet 12:22, 23 til kun at omfatte den åndsavlede kristne menighed, er det næste Paulus siger: „. . . og Jesus, en ny pagts mellemmand, og bestænkelsens blod, som taler på en bedre måde end Abels.“ (Hebr. 12:24) Den åndsavlede menighed er parthavere i denne nye pagt, og Jesus er derfor mellemmand for de åndsavlede kristne. Det er dem Jesu Kristi blod i symbolsk forstand er blevet stænket på, så det hos dem udvirker noget som er bedre end det Abels blod, der blev udgydt ved hans martyrdød, kunne udvirke. (Hebr. 11:4) De er med andre ord virkelig blevet retfærdiggjort eller erklæret retfærdige nu som følge af deres tro på dette blod. — Rom. 5:9.

I tråd med alt dette fortsætter Paulus med at tale til den åndsavlede menighed, idet han i Hebræerbrevet 12:25-28 formaner menighedens medlemmer til at vise sig værdige til deres himmelske rige, ’den levende Guds by, det himmelske Jerusalem’, som de er kommet til. Resten af den åndsavlede menigheds 144.000 medlemmer er nu meget nærmere de ting Paulus opregner i versene 22 og 23 end de kristne hebræere var i det første århundrede. Og en stor skare „andre får“ glæder sig nu sammen med dem over at dette er tilfældet. Denne ’store skare’ som findes i dag, vandrer i tro på samme måde som de trofaste mænd og kvinder i førkristen tid gjorde.