Lev op til navnet
„Du må ikke bruge Jehova din Guds navn på en uværdig måde.“ — 2 Mos. 20:7, NW.
1. Hvad viser at en kristen bør gøre fremskridt i sin tilbedelse?
SAND tilbedelse er ikke ældgammelt, tomt formvæsen. Den er fuld af liv, er fremadskridende og frugtbærende. „Guds ord er levende,“ siger den inspirerede apostel Paulus. (Hebr. 4:12) Og Ordsprogene 4:18 erklærer: „Retfærdiges sti er som strålende lys, der vokser i glans til højlys dag.“ Vi må blive ved med at vandre i det voksende lys. At være kristen vil altså ikke bare sige at lære visse læresætninger, at anerkende en samling gode principper for ens livsførelse og dermed gøre krav på én gang for alle at kunne kalde sig kristen. Nej, langtfra! En kristen må leve op til sin tro, gøre fremskridt i sit studium af sandheden og i at praktisere det lærte i sin tilbedelse, og være rig på rette gerninger til ære og pris for sin Gud Jehova.
2. Hvad må undgås af dem som tager imod sandhedens lys?
2 Vi har allerede set nødvendigheden af at eje et sundt bibelsk grundlag for vor tro og feje menneskelige traditioner og filosofier til side der tårner sig op og skygger for sandhedens lys. Jesus sagde: „Jeg er verdens lys; den, som følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.“ (Joh. 8:12) Når man bliver kaldt ud af mørket og ind i dette vidunderlige lys må man sætte så stor pris på det at man vedblivende vandrer i det og ikke foretager afstikkere ind i det mørke der dækker verden. (1 Pet. 2:9; Es. 60:2) Der kan ikke bestå noget fællesskab mellem lys og mørke. — 2 Kor. 6:14.
3. Hvorfor er det nødvendigt at man stiller sig på samme sted som den nye verdens samfund?
3 Mange har fået øjnene op for det tykke, åndelige mørke der skjuler verden og gør menneskene blinde. De har set sandhedens lys der bliver forkyndt af dem Jesus identificerede som „verdens lys“, og alligevel undlader de at stille sig på samme sted som den nye verdens samfunds lysbærere. (Matt. 5:14) De prøver at holde sig i en formodet „neutral“ stilling. Men ved denne fremgangsmåde undlader de at tage i betragtning at på denne dommens dag, da de får lejlighed til at lære sandheden at kende og tage standpunkt for Jehova Gud og hans retfærdsrige, træffer de et valg der betyder liv eller død. (5 Mos. 30:15, 16) De tror måske på budskabet, men medmindre de virkelig følger Kristus og stiller sig på samme sted som han og hans brødre, den samlede enhed af Jehovas salvede vidner, har de ikke livets lys. Da det gamle Sodoma blev tilintetgjort, overlevede ingen af dem som undlod at handle og slutte sig til Lot og hans familie og sammen med dem forlade den dødsdømte by. Ingen af dem som undlod at agte på Noas advarselsbudskab og at gå ind i arken sammen med ham og hans familie overlevede Vandfloden. „Således skal Menneskesønnens nærværelse være.“ (Matt. 24:39, NW) Hvor presserende er det ikke at man i den korte tid der er tilbage stiller sig på samme sted som den nye verdens samfund under den arklignende tingenes ordning! Bibelen giver udtrykkelig besked herom, og sande kristne er taknemmelige for det, fordi det ikke levner nogen tvivl i deres sind med hensyn til hvad der kræves for at opnå Guds godkendelse.
4. Hvordan bør man se på mødedeltagelse?
4 Medlemmerne af den nye verdens samfund forstår at det er til deres eget åndelige gavn at det følgende krav fremholdes i Hebræerne 10:24, 25 (NW): „Lad os give agt på hverandre så vi opflammer hverandre til kærlighed og rette gerninger, og lad os ikke forsømme at komme sammen, som nogle har for skik, men opmuntre hverandre, og det så meget mere som I ser dagen nærme sig.“ Jehova har dækket bord med et åndeligt festmåltid med marvfulde retter netop for at opbygge og styrke dem til de endnu større trosprøver de står over for nu da Gog fra Magog rykker frem til angreb for i en sidste kraftanstrengelse at søge at udrydde det åndeligt blomstrende nye verdens samfund. Nu er tiden kommet til at tage imod indbydelsen til frit at tage for sig af disse åndelige retter. (Åb. 22:17) Nye, og også andre, finder måske at visse interesser optager deres tid så de ikke kan komme så meget sammen med den nye verdens samfund. Er det deres verdslige arbejde, gæster eller andet? I så fald læs omhyggeligt formaningen i Efeserne 5:15-17 (NW): „Se derfor stadig nøje til at I ikke vandrer som uvise, men som vise, idet I køber den belejlige tid til jer selv, fordi dagene er onde.“ Ja det vil koste noget. Vi må give afkald på andre beskæftigelser de aftener der er møde. Men hvis vi som kristne af hjertet længes efter „de nye himle og den nye jord, hvor retfærdighed bor“ er det så ikke det forstandigste at holde denne interesse nær i tanke og leve vort liv i overensstemmelse med vort inderste ønske? (2 Pet. 3:11-13, NW) „Ophør derfor med at være uforstandige, men vedbliv med at indse hvad der er Jehovas vilje.“ Der hersker ingen tvivl om hvad der er hans vilje i dette spørgsmål; han har vist det i sit ord. Den forstandige kristne fremgangsmåde er at forme sit liv efter det mønster der vinder hans godkendelse. — Rom. 12:2.
5. Hvad er det naturlige ønske hos enhver som lærer sandheden at kende?
5 Når vi fylder vort sind med sandheden bliver vi besjælet af et brændende ønske om at udtrykke vor taknemmelighed og værdsættelse over for Jehova Gud for hans talløse velgerninger mod sine skabninger. Vi regner det for en lykke at være blandt hans tjenere og vise ham absolut hengivenhed. Vor indstilling tolkes i salmistens ældgamle ord: „Tak [Jehova], thi han er god; thi hans miskundhed varer evindelig.“ Holdt vi os tilbage ville det gå os som Jeremias der sagde at Guds ord var „som en brændende ild inde i mine knogler . . . og jeg kan ikke udholde det“. (Sl. 136:1; Jer. 20:9, AS) Vi kan give udtryk for vort ønske om at tjene ved at indvi os til Gud, symbolisere denne indvielse ved vanddåben og så leve op til den ved fortsat at gøre hans vilje.
Kristen indvielse
6. Hvad viser at indvielse og dåb er nødvendig for den som ønsker at leve op til sit navn som kristen?
6 At indvielse og dåb er guddommelige krav fremgår tydeligt af Bibelen. Kristen indvielse er den handling hvorved den enkelte ved en højtidelig overenskomst sætter sig selv til side til uforbeholdent og betingelsesløst at gøre Jehova Guds vilje ved Kristus Jesus, således som denne vilje findes udtrykt i Bibelen og gøres forståelig ved Guds hellige ånd. Som et bevis for at en sådan handlemåde er korrekt behøver man blot at spørge sig selv: Er det rigtigt at man tjener Gud og viser ham absolut hengivenhed, og bør man give udtryk for et sådant ønske i bøn til Gud? Svaret er indlysende. Jesus forkastede Djævelens opfordring til at gøre det modsatte da han sagde: „Det er Jehova Gud du skal tilbede, og det er ham alene du skal yde hellig tjeneste.“ (Luk. 4:8, NW) Kort tid forinden bad han til sin Fader med de ord som allerede for længst havde været optegnet i Salmerne: Se, jeg er kommen for at gøre din vilje. (Hebr. 10:7-9) Han gjorde sin Fader Jehova Gud bekendt med at det var hans ønske at yde ham, og ham alene, hellig tjeneste. Som et symbol på dette indvielsesløfte blev han døbt af Johannes Døber i Jordanfloden. (Mark. 1:9) Han forklarede selv den tøvende Johannes at denne handling var nødvendig hvis Guds retfærdige krav skulle opfyldes, og Jehova bekræftede dette ved at åbne himlene og sige at han havde godkendt sin søn og altså også hans færd. (Matt. 3:13-17) Jesus viste at de som skulle være hans disciple ligeledes måtte lade sig døbe. — Matt. 28:19, 20.
7. Hvorfor holder nogle sig tilbage fra at indvi sig og blive døbt?
7 Med så klare retningslinjer for denne kristne fremgangsmåde, hvad skulle vel så holde en tilbage fra at indvi sig og lade sig døbe? Mangel på moden kristen kærlighed. Den som elsker Gud adlyder hans befalinger. (1 Joh. 5:3) Forskellige ting kan naturligvis gribe ind. Nogle er så optaget af deres forretning eller af at skaffe sig denne verdens bekvemmeligheder at de har meget lidt tid tilovers. Hvis det er tilfældet, så er det på høje tid at kaste sin kærlighed på noget andet, på det der fører til liv i den nye verden. „Elsk ikke verden, ej heller det, der er i verden! Hvis nogen elsker verden, så er Faderens kærlighed ikke i ham. Thi alt det, der er i verden, kødets lyst og øjnenes lyst og pral med jordisk gods, er ikke af Faderen, men af verden. Og verden forgår og dens lyst; men den, der gør Guds vilje, bliver til evig tid.“ (1 Joh. 2:15-17) Bibelen kalder disse ting der er så attråværdige i mange menneskers øjne, for „rigdommens bedrag“, fordi denne rigdom giver sin ejer en falsk sikkerhedsfornemmelse. (Matt. 13:22) Sand sikkerhed opnås kun ved at elske og tjene Jehova.
8. Hvorfor vil den som elsker Gud ikke ønske at unddrage sig indvielse og symboliseringen af den ved vanddåb?
8 Nogle holder sig ukærligt tilbage fra at indvi sig til Jehova fordi de mener at de på denne måde undgår en tung ansvarsbyrde og således ikke vil blive krævet til regnskab. De ønsker at leve i den nye verden men er for lade til at gøre noget for det. „Den lade attrår uden at få, men flittiges sjæl bliver mæt.“ (Ordsp. 13:4) De slipper ikke for at gøre regnskab, for der blev pålagt dem et ansvar dengang de fik lejlighed til at høre Jehovas ord. (Ez. 33:7-9) Ved at indvi sig viser de at de forstår hvad der er Guds vilje og er ivrige efter at gøre den. Ved at lade sig døbe påtager de sig ikke nogen yderligere forpligtelse, men tilkendegiver blot ved denne lydighed at de mente hvad de sagde da de lovede at vise Gud uforbeholden lydighed. De bekræfter for deres medkristne hvad de allerede har bekræftet ind for Gud, at de mener det når de siger at de ønsker at tjene Gud. Det er en lydighedshandling fra deres side, og i stedet for at medføre en større byrde for dem medfører det Jehovas velsignelse fordi de lever op til det indvielsesløfte de allerede har givet udtryk for i deres bøn til Gud.
9. Hvad er det der mangler når nogle ikke indvier sig fordi de er ængstelige for ikke at have tilstrækkelig kundskab, og hvilke skriftsteder bekræfter dette?
9 Andre igen føler sig uegnede. De føler at de ikke har kundskab nok til at kunne forklare Bibelen for andre, og det får dem til af ængstelse at holde sig tilbage. Men bunder denne følelse udelukkende i bevidstheden om manglende kundskab? Den ætiopiske eunuk der omtales i det ottende kapitel i Apostlenes Gerninger var villig til at symbolisere sin indvielse til Jehova efter en samtale han havde med Filip mens de kørte i hans vogn. En spedalsk som Jesus helbredte blev så taknemmelig at han ikke kunne tie men „begyndte ivrigt at forkynde og udsprede rygtet derom“. (Mark. 1:40-45) Naturligvis kunne han ikke svare på alle de spørgsmål der blev stillet ham af dem han talte med, men han vidste at det var det bedste han nogen sinde havde erfaret, og han kunne fortælle dem hvor de kunne lære mere. De havde ikke alle svarene på rede hånd, men deres hjerter strømmede over af taknemmelighed for det de havde hørt og oplevet. De lod ikke frygten holde dem tilbage. „Der er ikke frygt i kærlighed, men fuldkommen kærlighed driver frygten ud, for frygt virker hæmmende.“ (1 Joh. 4:18, NW) Det der driver en til at adlyde Guds befalinger er ikke at man har en mængde svar i hovedet, men at man har hjertet fuldt af kærlighed. Hvis vi skal vinde livet i den nye verden må vi være besjælet af den slags kærlighed. „’Du skal elske Jehova din Gud med hele dit hjerte og med hele din sjæl og med hele din styrke og med hele dit sind,’ og ’din næste som dig selv.’ . . . ’Vedbliv med at gøre dette, så skal du få liv.’“ — Luk. 10:25-28, NW.
Effektiv tjeneste
10. Hvordan bør vi udføre vort vidnearbejde hvis vi skal opnå Jehovas billigelse?
10 Til kristne i denne endens tid lyder påbudet om tjeneste gennem Mattæus 24:14 (NW): „Denne gode nyhed om Riget skal prædikes over hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne, og da skal den absolutte ende komme.“ Alle som i kærlighed adlyder Kristus betragter det som en forret at tage del i denne tjeneste. Ved at være med i forkyndelsen af Riget er de med til at „bringe Gud lovprisningsoffer, det er frugt af læber som offentligt forkynder hans navn“. (Hebr. 13:15, NW) Disse ofre skal ikke frembæres rent tilfældigt, men på en måde der er den Gud værdig i hvis tjeneste de frembæres. Hvorvidt vor tjeneste vinder godkendelse eller ej, kan ikke bedømmes ud fra en sammenligning med vore brødres indsats, men i sammenligning med hvad vi selv formår. Jesus fremhævede at den fattige enke som kun lagde to småmønter af meget ringe værdi i tempelblokken, havde givet mere end de rige, for hun gav „hele sit eje“. (Mark. 12:44) Hvor vigtigt er det ikke at vi giver vort alt i tjenesten når vi frembærer vore lovprisningsofre til Gud!
11. Hvad er et godt bevis på frugtbar tjeneste, og hvorfor er det så vigtigt?
11 Kristus Jesus viste noget andet der også gør vor tjeneste velbehagelig i Guds øjne. „Derved bliver min Fader herliggjort, at I vedbliver med at bære megen frugt og viser jer som mine disciple.“ (Joh. 15:8, NW) At så sæd er ikke det samme som at bære frugt. Sandhedssæden skal vandes og passes og vokse op til en stærk plante for at kunne bære frugt. Hvis sandhedssæden som følge af vor tjeneste slår rod og bliver passet indtil den vokser op til en frugtbar plante, vil vor tjeneste være til herliggørelse af Jehova fordi den avler flere lovsangere. Hver menighed og hver enkelt forkynder der tager del i Jehovas tjeneste gør klogt i at standse op et øjeblik og spørge sig selv: Kan jeg pege hen til nogen frugt i form af lovprisende indviede ordets forkyndere som et bevis på en frugtbærende og produktiv tjeneste ydet Jehova? Paulus kunne, og han sagde: „I fremgår at være et brev fra Kristus, skrevet af os som ordets tjenere, indskrevet ikke med blæk, men med den levende Guds ånd, ikke på stentavler, men på kødtavler, på hjerter.“ (2 Kor. 3:3, NW) Hvis vi ikke har et sådant anbefalingsbrev skulle vi, i stedet for at blive ved med at udføre en tjeneste der er gold på dette punkt, analysere os selv og vor tjeneste og finde ud af hvorledes vi kan forbedre den.
12. Hvad var det for en egenskab Jesus ejede, og som kristne efterligner ham i og derigennem styrkes til at fortsætte forkyndelsen trods modstand?
12 Jesus gjorde opmærksom på at det andet af de to store bud er, at vi skal elske vor næste som os selv. Han nøjedes ikke med at tale om det men omsatte det i praksis. Han havde medlidenhed med folkeskarerne som han prædikede for, „thi“, som han sagde, „de var vanrøgtede og forkomne ’som får, der ingen hyrde har’“. (Matt. 9:36) Han følte med dem og denne kærlighed tiltrak dem som var retfærdigt indstillet. Sådan er det også med hans disciple. De bliver kendt som hans disciple fordi de lægger kærlighed for dagen. (Joh. 13:35) I gudsfrygt bekymrer de sig for Mesterens får og aflægger atter og atter besøg i folks hjem for indtrængende at opfordre dem til at blive forligt med Gud. (2 Kor. 5:20) Ja, måske blev de ved forrige besøg kort og godt afvist eller døren blev smækket i for næsen af dem, men „kærligheden er langmodig, kærligheden . . . søger ikke sit eget, lader sig ikke ophidse“. (1 Kor. 13:4, 5) Og da det er kærlighed der driver dem til at besøge folks hjem i det hele taget, er de under deres mange genbesøg lige så ivrige efter at hjælpe de retsindige til at vinde livet i den nye verden som de var det på deres første besøg. Det er denne egenskab der bevirker at de ikke undgår de distrikter hvor de ikke er blevet ret godt modtaget ved tidligere lejligheder, eller at de har større forkærlighed for visse distrikter fremfor andre. Kærligheden gør dem til optimister selv om det budskab de bringer gang på gang bliver afvist. Når de har gjort deres bedste for at forberede og fremholde deres budskab ved de at fårene vil genkende hyrdens røst og lytte, og de glæder sig over at se de tydelige beviser for det udskillelsesarbejde der nu går for sig under Kongen Kristi Jesu ledelse ved hjælp af den forkyndelse hans salvede brødre og deres medarbejdere, de andre får, nu udfører. (Matt. 25:31-33) Når en retsindig tager imod sandheden, hvor stor er så ikke deres glæde over at have endnu et af Herrens får iblandt sig! Har de gjort deres del ved at forberede og, hvor det er muligt, fremholde budskabet, taber de ikke modet, men tværtimod styrkes deres tro når de ser spottere forkaste den gode nyhed, for det er en opfyldelse af profetien. — 2 Pet. 3:3, 4.
Hyppig gennemgang af distriktet
13, 14. (a) Hvilken situation råder mange steder som følge af forkyndernes flid i tjenesten? (b) Hvilken lignende situation opstod i menigheden i Jerusalem i det første århundrede?
13 I henved fyrretyve år siden Herren Jehova med sit sendebud, pagtens engel, kom til det åndelige tempel for at holde dom, har Jehovas trofaste vidner gennemarbejdet landene i opfyldelse af synet med manden i det linnede klædebon og med skrivetøjet ved lænden. (Ez. 9:1-11) I nogle byer er de kommet igen og igen hos folk, til tider med kun få ugers mellemrum. Beboerne vil måske sige at de har hørt budskabet, og det religiøse præsteskab klager måske over at vidnerne fylder landet med deres lære om Jehova Gud og hans rige. Mange steder møder Jehovas vidner ligegyldighed hos de fleste eller åbenlys modstand. Skulle det få dem til at mene at arbejdet er ført til ende?
14 I denne situation vil det være klogt at se på hvorledes sagerne stillede sig for vore brødre i menigheden i Jerusalem i det første århundrede. Forkyndelsesarbejdet havde vakt en sådan opsigt at brødrene for anden gang blev indstævnet for højesteretten hvor de fik en alvorlig irettesættelse: „Vi pålagde jer udtrykkeligt ikke at blive ved med at lære på grundlag af dette navn, og dog, se! I har fyldt Jerusalem med jeres lære, og I er besluttede på at bringe denne mands blod over os!“ Nogle satte ikke pris på de hyppige besøg i deres hjem, men gav det apostlene frihed til at trække sig tilbage fra denne tjeneste? Nej, ikke hvis de ville være sande kristne Guds tjenere. De svarede ganske enkelt og ligetil i retten: „Vi må adlyde Gud som hersker fremfor mennesker.“ — Ap. G. 5:28, 29, NW.
15, 16. (a) Hvor godt gennemarbejdede de deres distrikt? (b) Hvilke resultater opnåede de, og hvorfor?
15 Betænk de forhold der rådede i denne menighed. På Pinsedagen da udgydelsen af den hellige ånd startede den store forkyndelseskampagne i Jerusalem, fandtes der en gruppe på 120 som fik den hellige ånd fra Gud og som derpå tog arbejdet op. Jerusalem var ganske naturligt deres distrikt. Hvor stor var denne by? Det lader til at Jerusalem på det tidspunkt var 1220 meter lang fra nord til syd, og 795 meter fra øst til vest. Den strakte sig altså over mindre end én kvadratkilometer, og dette indbefattede det store tempelområde. Med sine smalle gader og flerétages huse var indbyggerantallet ret stort. Men forestil dig engang situationen. I dette område der kunne sammenlignes med tooghalvfjerds huskarreer var der ikke meget mere end en halv karré til hver forkynder. Er der så mange forkyndere i det distrikt du vidner i?
16 Men arbejdet ophørte ikke. For på hin mindeværdige pinsedag „blev der føjet omtrent tre tusinde sjæle til“. Med denne store tilgang af troende der var ivrige efter at tale om sandheden, blev der aflagt et vældigt vidnesbyrd i deres distrikt. „Og Herren føjede daglig nogle til, som lod sig frelse.“ Menigheden voksede så at „tallet på mændene nåede op på omtrent fem tusinde“. Arbejdet ophørte dog ikke men „Guds ord havde fremgang, og disciplenes tal voksede meget i Jerusalem; og en stor mængde af præsterne adlød troen“. (Ap. G. 2:41, 47; 4:4; 6:7) Hvad var årsagen til denne kolossale vækst? Ganske enkelt den at de adlød Gud som hersker fremfor mennesker. Deres modstandere tiggede dem om at holde op. Rent menneskeligt ville det have set ud som om distriktet blev gennemarbejdet alt for ofte. Men arbejdet blev udført under Guds ånds ledelse. De fulgte denne ledelse og plantede og vandede flittigt, og Gud fik det til bestandig at gro.
17. (a) Hvordan har Jehovas vidner vist deres medmennesker hensyn ved at aflægge så hyppige besøg hos dem? (b) Skulle de nu fare med lempe i distrikter der er blevet gennemarbejdet meget ofte?
17 Men burde man ikke tage hensyn til offentligheden? Jo, og det bliver der også gjort når Jehovas vidner sætter deres medmenneskers interesser over deres egen personlige bekvemmelighed og gang på gang vender tilbage til dem trods det at de bliver afvist, trods den ligegyldighed de møder, trods ugunstigt vejr eller trods forbud mod deres arbejde og trusler om fængsel, ja trusler på livet hvis de bliver ved. De ved at kun de som bliver mærket der hvor forstanden har sæde fordi de har hørt budskabet, taget imod det og handlet i tro, vil overleve det kommende Harmagedonslag. Det er fordi vidnerne elsker deres næste at de opfordrer ham til at blive forligt med Gud. Guds befaling til hans tjenere i dag er den samme som til fortidens Ezekiel: „Du skal tale mine ord til dem, hvad enten de vil høre eller ej.“ (Ez. 2:7) De som giver agt på budskabet og lader sig mærke af den skare der udgør „manden i det linnede klædebon“, kaldes for en „stor skare, som ingen kunne tælle“. (Åb. 7:9) I forståelse heraf vil ingen af Jehovas vidner påtage sig det ansvar at sige at nu er arbejdet færdigt i deres distrikt og at der ikke findes flere får i det. De fortsætter med glæde i deres tjeneste til Jehova siger at det er nok, ved at gøre byerne „øde, uden beboere“. — Es. 6:11.
18. Hvad er nødvendigt såfremt der skal finde vækst sted i den kristne menighed, og hvad er derfor det rette at gøre?
18 Jehovas vidner ved til fulde at det ikke er dem men Gud der bliver ved med at lade sin organisation vokse. (1 Kor. 3:6) Når de derfor overvejer hvordan de kan forbedre deres tjenestegerning, søger de ikke at indføre menneskers ideer eller tanker om hvordan indsamlingen skal foregå eller en vældig organisation opbygges. Organisationen er Guds, og kun de som drages af ham fordi de har fårets sindelag og elsker ham, hans søn og hans rige, og som har lyttet til hans ord og troet det, hører hjemme i den. Eftersom det er ved sin ånd at Jehova udfører sit værk, er hans folk ivrige efter at afgive bevis for at hans ånd er virksom iblandt dem, nemlig ved at bære frugt. Udebliver den giver de sig atter til at studere de veje og midler Kristus Jesus anvendte og søger at efterligne ham endnu nøjere. Ved at lade sig lede af Bibelen der er blevet til under inspiration af den hellige ånd, åbner de vejen for at Guds ånd kan virke friere i deres liv så de kan bære den frugt i deres tjeneste der er til ære for Gud.
19. Hvad vil bringe de største resultater i vor tjenestegerning, og hvorfor?
19 De som er vokset til kristen modenhed har gennem Bibelen og den tydelige tilkendegivelse af Jehovas gunst mod sin trofaste og kloge træl lært at forstå og værdsætte at Jehova handler med sit folk som en organisation og at hans ånd virker i forening med denne organisation. (Matt. 24:45-47) Når de betragter de faktorer der er medvirkende til væksten i deres menighed, ser de at en af hovedfaktorerne er at de følger de instruktioner som regelmæssigt modtages gennem Vagttårnets spalter, i Rigets Tjeneste, gennem andre teokratiske publikationer og ved stævnerne. Eftersom Guds ånd virker i forening med organisationen i samme grad som de lokale tilsynsmænd, assistenter og enkelte forkyndere følger, de anvisninger der gives gennem den teokratiske organisation, åbnes der i tilsvarende grad mulighed for at Guds hellige ånd frit kan virke iblandt dem. Enhver som synes at de ikke opnår de resultater de kunne vente i udvidelsen af den sande tilbedelse, gør vel i at gå disse faktorer efter, opgive enhver negativ eller hvad-kan-det-nytte holdning og optimistisk føre alle de af den teokratiske organisation givne anvisninger ud i livet. Hvis vi planter og vander flittigt og følger den ledelse Jehova giver os gennem sit ord og sin meddelelseskanal, vil han velsigne vore bestræbelser med vækst indtil alle hans får er samlet ind i god behold i hans nye verdens samfund.
20, 21. (a) Hvordan kan vi organisere os så vi yder større tjeneste? (b) Hvordan bør vi betragte de tjenesteprivilegier der er blevet betroet os?
20 I denne kritiske tid da den gamle verden under Satan nærmer sig sin fuldstændige udslettelse ved Jehovas søn og skarpretter, Kristus Jesus, er det af livsvigtig betydning at vi lever op til det navn vi bærer som Jehovas kristne vidner, så vi kan opnå gunst hos Jehova og hans søn. Som kristne Guds tjenere har vi et livsmål, og det er at vise vor Gud Jehova absolut hengivenhed. Vi bør aldrig tabe dette mål af syne, men lade hele vor livsførelse præge af det. Da vi er begyndt på retfærdighedens vej, så lad os aldrig vende om igen.
21 Hvis du har indviet dig til at tjene Gud bør du lade denne indvielse være bestemmende for dine beslutninger. I stedet for at påtage dig flere forpligtelser der vil hindre dig i din tjenestegerning, bør du altid være vågen og på vagt så du bruger enhver lejlighed til at forøge din kundskab om sandheden og påtage dig yderligere tjenesteprivilegier. Måske kan du tilrettelægge dine forhold således at du kan anvende mere tid i tjenesten som menighedsforkynder; måske kan du og din familie flytte til et distrikt hvor der er stor brug for hjælp. Er det muligt, vil du også ønske at gøre det. Måske kan du organisere dit liv således at du kan gøre heltidstjenesten som pioner til din herlige skat, komme på Gilead og blive sendt ud i missionærtjeneste eller tjene som et medlem i en betelfamilie. Har du taget et sådant skridt så beslut dig til at holde fast ved denne tjenesteforrettighed. Det er så let at trække sig tilbage og lade en anden overtage sine pligter, men de eksempler Bibelen fremholder for os er eksempler på trofaste tjenere der holdt ud i deres gerning. Der siges intet om at Jesus lod noget tildelt arbejde ufærdigt, skønt han på grund af sin trofasthed blev belønnet med flere og større tjenesteforrettigheder. Abraham påtog sig en tjeneste for Jehova i et fremmed land da han var femoghalvfjerds år gammel og holdt ud i den i hundrede år, lige til sin død. Måtte enhver som har sluttet sig til den nye verdens samfund af Jehovas vidner være urokkeligt indstillet på at efterligne disse mønstre på trofast udholdenhed. Da vi engang er begyndt på det løb der ligger foran os, burde vi følge den vej som er anvist os af vor banebryder, Kristus Jesus, der ejer Guds godkendelse. — Hebr. 12:1, 2.