Nøglen til et lykkeligt familieliv
LYKKE er noget vi alle tragter efter. Uanset alder, uddannelse eller nationalitet vil alle mennesker gerne være lykkelige. Og da lykken altid bliver større når man er flere om at opleve den, glæder det os meget hvis andre også er glade og tilfredse — især vore nærmeste, dem vi holder særlig meget af. Og når den tilstand af velvære der kaldes lykke råder i en familie, bliver livets genvordigheder lettere at bære. Så hvem vil benægte at et lykkeligt familieliv er ønskværdigt?
Selv i denne forvirrede verden er det muligt at opnå et godt familieliv. Ganske vist koster det arbejde, bekymringer og ofre. Men hvilken familie vil ikke bekræfte at det er indsatsen værd, i betragtning af de glæder man opnår?
Alligevel er et virkelig lykkeligt familieliv en undtagelse i dag. I enhver familie kommer der gode tider og dårlige tider; ingen er immune over for problemer. Der kan opstå misforståelser, og hvis de ikke ryddes af vejen, vil de uvægerlig slå skår i lykken. Eller sygdom, pres på arbejdspladsen eller andet af den art kan blive årsag til pirrelighed eller irritabilitet, der igen kan føre til uoverlagte bemærkninger eller handlinger. Dette kan give sårede følelser, og som en følge heraf spændte forhold. Så problemer, de være sig store eller små, hører med til alle familiers hverdag i den ufuldkomne verden vi lever i.
Familielivet i krise
Den ændrede livsstil i det tyvende århundrede har i den grad fremhævet familieproblemerne at nogle nu spørger om familieinstitutionen overhovedet kan fortsætte som samfundets grundenhed. De stigende skilsmissetal, de mange separationer, de papirløse „ægteskaber“ og de homoseksuelle forhold er nogle af de ting der giver anledning til denne tvivl.
I betragtning af at familielivet faktisk i hele verden er kommet ind i en krise, er det kun naturligt at vi stiller nogle spørgsmål. Hvad er grunden til at mange mennesker der tilsyneladende har succes på andre områder, ikke slår til på hjemmefronten? Hvorfor har familievejledere, psykiatere og andre rådgivere ikke været i stand til at give dem nøglen til et lykkeligt familieliv?
Selv om det ikke er til at spøge med, ligger svaret i en sætning der ofte siges for sjov: „Hvis alt andet svigter, da følg brugsanvisningen.“ Hvis man følger brugsanvisningen, for eksempel når man betjener en maskine, vil man som regel undgå at få problemer med den eller at den bryder sammen. Så det er klart at man først bør læse brugsanvisningen. Imidlertid er den menneskelige natur sådan at vi ofte først tænker på en brugsanvisning som den sidste udvej, når „alt andet svigter“. Hvori består da „brugsanvisningen“ for familielivet? Hvor findes den?
Familielivets grundlægger
En familie er langt mere kompliceret end nogen maskine der er opfundet af mennesker. Det er derfor ganske uvidenskabeligt at mene at mennesket eller familielivet er blevet til af sig selv, uden at der har stået en skaber eller en grundlægger bag. Der er ingen virkning uden årsag. Bibelskribenten var i overensstemmelse med sand videnskab da han skrev: „Ethvert hus bygges jo af en eller anden, men den der har bygget alt er Gud.“ — Hebr. 3:4.
Familielivet er derfor ikke opstået tilfældigt. Det er grundlagt af Gud. Nogen tid efter at Gud havde skabt det første menneske, sagde han: „Det er ikke godt for mennesket at være ene; jeg vil gøre ham en medhjælp, som passer til ham!“ Da han derefter forenede de to første mennesker i ægteskabet, i fuld overensstemmelse med at de var skabt som mand og kvinde, velsignede han dem og sagde til dem: „Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld jorden, gør eder til herre over den.“ (1 Mos. 2:18; 1:27, 28) På denne måde blev familieordningen til. Den var et led i Guds erklærede hensigt.
Der gives retningslinjer for et lykkeligt familieliv
Henviste familielivets Grundlægger nu sine jordiske børn til at lære deres pladser i livet at kende ad erfaringens bitre vej, ved at prøve sig frem på må og få? Eller gav han os nogle retningslinjer for familiens rette funktion? Som vi kunne forvente af en kærlig Fader, gav han os nogle handleregler eller en „brugsanvisning“. Nøglen til et lykkeligt familieliv ligger i at vi følger denne „brugsanvisning“ og samtidig opdyrker et godt forhold til ham der har givet os disse retningslinjer, Skaberen. — Sl. 100:3; 119:1, 2; 128:1, 2.
Til gavn for os begyndte vor kærlige Skaber for omkring 3500 år siden at lade retningslinjerne for familielivet nedskrive i en bog, bestående af mange små dele, der beskæftiger sig udførligt med familieordningen. I dag foreligger denne bog, eller dele af den, på over 1600 sprog, og den er tilgængelig for praktisk taget alle familier på jorden. I betragtning af bogens værdifulde indhold er det ikke uden betydning, og næppe heller helt tilfældigt, at den er historiens mest udbredte bog. Denne bog er naturligvis Bibelen. — 2 Tim. 3:16, 17.
Når vi her omtaler Bibelen som en bog der indeholder retningslinjer for et lykkeligt familieliv, må læseren ikke få den opfattelse at vi henviser til almindelige kirkelige synspunkter vedrørende emnet. Selv en overfladisk undersøgelse vil vise at kristenhedens kirker har givet et forkert billede af Jehova, Bibelens Gud, og har gjort hans ord ugyldigt på grund af deres menneskelige filosofi og tradition. (Sl. 83:19; Matt. 15:6) Det er derfor ikke tilfældigt at familielivets sammenbrud ses særlig tydeligt i de såkaldt kristne lande. Kirkernes dadelværdige optræden ændrer dog intet ved at Bibelen er en sandfærdig, pålidelig og praktisk rettesnor — netop den rettesnor vi behøver for at opnå et lykkeligt familieliv.
Bibelen har meget at sige om familielivet. Den beretter om det første ægteskab, den forklarer hvorfor Gud skabte de to køn, hvad formålet er med kønslivet og hvilken plads det bør indtage i et ærefuldt ægteskab.
I Guds ord kan vi desuden læse om snesevis af familier, om deres problemer og deres glæder. Sådanne familieberetninger kan være til stor gavn for os alle, unge såvel som gamle. Søger du en ægtefælle der vil blive en trofast livsledsager for dig? Da bør du undersøge de råd Bibelen giver om hvordan du træffer et godt valg og forbereder dig til at påtage dig ægteskabets forpligtelser. Er du ægtemand og familieforsørger? Da vil du givetvis have gavn af at læse om de mange gode bibelske eksempler på mænd der forstod at røgte denne opgave. Er du hustru og moder? Det er bestemt en krævende opgave. Men Bibelen vil vise dig hvordan du kan finde glæde i at varetage dine mange pligter, og hvad du kan gøre for at familien vil påskønne din indsats. Eller er du et af børnene i familien? Hvad kan du så gøre for at bidrage til et varmt og kærligt forhold i hjemmet? Kunne du tænke dig at vide det? Guds inspirerede ord vil fortælle dig det.
I Guds ord finder man løsningen på mange af livets problemer, heriblandt også familieproblemer. Skaberen er ’den lykkelige Gud’, og han ser gerne at alle familier også er lykkelige. (1 Tim. 1:11; Ordsp. 2:6; 3:13, 18) Som det fremgår af den efterfølgende beretning er Jehovas vidner altid parate til at hjælpe andre med at finde denne lykke, ja med at finde ægte kærlighed, glæde og fred.