sammen med fristelsen vil han også skabe en udvej, [ikke nødvendigvis ved at tage os bort fra skuepladsen, men] så I kan udholde den.“ Vi må altså opdyrke udholdenhed, så vi kan overvinde fristelser og prøvelser og trofast „bestå“ i denne ’afslutning på tingenes ordning’. — 1 Kor. 10:11-13; Matt. 24:3.

22. Hvem bør vi se hen til efter vejledning for at undslippe, og hvorfor?

²² Kan der siges mere som svar på spørgsmålene: Hvordan kan vi undslippe? Hvor skal vi flygte hen? Det kan der. Lad os derfor yderligere undersøge Guds ord, for Jehova ved hvad vi har brug for, og han vil tage sig af os når vi ydmygt lader os lede af ham. — 1 Pet. 5:6, 7.

Flygt til Guds rige!

1. Hvad siger Paulus i sit brev til hebræerne om det at undslippe?

I SIT brev til hebræerne fremsætter apostelen Paulus nogle vigtige udtalelser om det at undslippe. Han kommer ind på to aspekter: Hvad man må gøre og hvad man må undgå. Som støtte for sin argumentation citerer han ofte fra De hebraiske Skrifter, som hans læsere på daværende tidspunkt — jøder der var blevet kristne — var meget godt kendt med.

2. Hvilken sammenligning drager Paulus mellem Guds søn og englene, og hvilken slutning drager han?

² I det første kapitel af Hebræerbrevet understreger Paulus den overordnede stilling Guds søn indtager i forhold til englene. Derefter siger han: „Derfor bør vi [de kristne] vise de ting vi har hørt mere end almindelig opmærksomhed, for at vi ikke skal glide bort. For hvis det ord der blev udtalt gennem engle viste sig at stå fast, . . . hvordan skal vi da undslippe hvis vi har været uinteresseret i en frelse af en sådan storhed, idet den fra begyndelsen blev fremholdt gennem vor Herre [Jesus Kristus] . . .?“ — Hebr. 2:1-4.

3. (a) Vort håb om frelse gennem Kristus Jesus er bedre end hvilket andet håb, og på hvilke måder? (b) Hvad følger med dette „bedre håb“? (c) Hvad er nødvendigt, hvad enten vi har et himmelsk eller et jordisk håb?

³ Det håb om frelse der blev givet gennem Jesus Kristus, er langt større og bedre end det håb der blev givet gennem Moseloven, der blev „formidlet gennem engle“ på Sinaj bjerg. (Gal. 3:19) Det skyldes at det er grundlagt på en „bedre pagt, som lovmæssigt er grundet på bedre løfter“, et langt bedre offer (frembåret „én gang for alle“, som giver „et bedre håb“) og et større præstedømme, i lighed med Melkisedeks. (Hebr. 7:15-25; 8:6; 9:23-28) Med dette „bedre håb“ følger imidlertid et større ansvar. Det er derfor nødvendigt at vi viser det stor opmærksomhed og passer på ikke at blive uinteresserede, „for at vi ikke skal glide bort“. Og selv om der her hentydes til frelse til liv i himmelen, hviler der et tilsvarende ansvar på dem der har håb om at leve her på jorden under Guds rige.

4. Hvad vil det sige at glide bort fra noget, og hvordan kunne dette ske for kristne?

⁴ Hvor stor en anstrengelse kræver det at „glide bort“ fra noget? Faktisk ingen. Det kan sammenlignes med at man er ude at svømme eller er om bord i en båd og så blot lader sig drive med af strømmen. Hvis vi som kristne begynder at glide bort, sker det ved at vi følger en hvilken som helst påvirkning vi udsættes for, enten udefra, fra denne verden, eller indefra, fra vore nedarvede tilbøjeligheder. Vi begynder at miste vor værdsættelse af de åndelige værdier. Det sker måske lidt efter lidt, og det er noget vi må være på vagt over for. Ellers vil vi miste vort ’faste greb om det virkelige liv’ og stå i fare for helt at miste livet. (1 Tim. 6:19) Som Paulus sagde: Hvordan kan vi undslippe de uhyggelige konsekvenser det vil få, hvis vi tillader en sådan ligegyldig indstilling og handlemåde at udvikle sig?

5. Hvilken farlig hjertetilstand henleder Paulus’ næste ord til de hebraiske kristne vor opmærksomhed på?

⁵ Apostelens næste ord til de hebraiske kristne henleder vor opmærksomhed på en endnu farligere kurs. Han skriver: „Se til, brødre, at der aldrig i nogen af jer udvikles et ondt hjerte uden tro, ved frafald fra den levende Gud; men bliv ved med at tilskynde hinanden hver dag, så længe det hedder ’i dag’, for at ikke nogen af jer skal blive forhærdet ved syndens bedragende magt.“ — Hebr. 3:12, 13.

6. (a) Hvad indebærer det at ’falde fra’? (b) Hvad er årsag til at nogle ’falder fra den levende Gud’, og hvordan kan det undgås?

⁶ Når man begynder at „glide bort“ sker det umærkeligt og uden at man anstrenger sig; et „frafald“, derimod, indebærer en bevidst handling. Hvorfor skulle nogen begynde at ’falde fra den levende Gud’? Svaret er: På grund af manglende tro. Som det fremgår af sammenhængen, taler Paulus ikke om en svag tro der skyldes utilstrækkelig kundskab eller en forkert forståelse. Derimod citerer han advarselen: „Forhærd ikke jeres hjerter.“ Det var det de kødelige israelitter gjorde i ørkenen, til trods for at de dér havde set Jehovas gerninger i fyrre år, hvor de til stadighed havde nydt godt af hans beskyttelse og mirakuløse foranstaltninger. (Hebr. 3:7-11) Alle sande kristne i vor tid må derfor stadig hjælpe og styrke hinanden, så de ikke falder fra fordi de forhærdes „ved syndens bedragende magt“. Vi bør tilskynde hinanden til at bevare troen levende. Hvordan? Ved trosgerninger. Husk at Abraham lydigt adlød i tro under den sværeste prøvelse, og at han derfor „blev kaldt ’Jehovas ven’“. Som vidner for Jehova i vor tid vil vi kun kunne holde ud „hvis vi til det sidste standhaftigt fastholder den tillid vi havde fra begyndelsen“. — Hebr. 3:13, 14; Jak. 2:21-26.

7. Hvordan viser Paulus, i slutningen at sit brev til hebræerne, at det ansvar der påhviler kristne er større end det der påhvilede de kødelige israelitter?

⁷ Henimod slutningen af sit brev til hebræerne følger Paulus den samme argumentation op som han benyttede i Hebræerbrevet 2:1-4. Han viser at der hviler et større ansvar på de kristne end på fortidens kødelige israelitter. Han benytter imidlertid et endnu stærkere udtryk idet han siger: „For hvis de som bad sig fri for ham der forkyndte den guddommelige advarsel på jorden, ikke undslap, skal vi det meget mindre hvis vi vender os bort fra ham der taler fra himlene.“ — Hebr. 12:25.

8, 9. (a) Hvad indebærer det at man vender sig bort fra nogen, og hvad kan det føre til når det drejer sig om åndelige anliggender? (b) Hvordan og hvorfor bør vi lægge os disse advarsler på sinde? (c) Hvad vil der ske hvis vi tager imod tugten fra Jehova?

⁸ At vende sig bort fra nogen vil sige bevidst at vende den pågældende ryggen, og det er ofte et udtryk for at man forkaster vedkommende. Det var den indstilling og handlemåde der kendetegnede de kødelige israelitter som folk betragtet, lige til Malakias’ tid, hvor Jehova sagde til dem: „Siden eders fædres dage er I afveget [har I vendt jer bort, NW] fra mine bud og har ikke holdt dem.“ (Mal. 3:7) Hvad vil der nu ske hvis en salvet kristen, en åndelig israelit, lægger en sådan adfærd for dagen og i stigende grad krænker Guds bud? Der er alvorlig fare for at han vil komme til at tilhøre den kategori af mennesker om hvem Paulus skrev: „Det er umuligt med hensyn til dem som én gang for alle er blevet oplyst, . . . men som er faldet fra, atter at vække dem til sindsændring.“ (Hebr. 6:4-6) Kun Jehova Gud og Kristus Jesus kan naturligvis afgøre om et menneske har nået det punkt hvor det er umuligt atter at vække den pågældende til sindsændring.

⁹ Vi bør lægge os disse advarsler på sinde. Mangelen på tro kan begynde med at vi tager tingene for givet, idet vi viser en ligegyldighedens ånd og næsten umærkeligt glider bort. En forkert handling eller en uret indstilling kan let føre til nye overtrædelser og en yderligere forhærdelse af sindet, indtil vi til sidst opdager at vi er kommet så langt ud og er faldet fra i en sådan grad at vi ikke længere kan ændre sind. Men før det sker vil Jehova uden tvivl tugte os på en eller anden måde. Denne tugt gør vi klogt i at tage imod. Paulus omtaler den i det samme brev, idet han skriver til de kristne: „I har helt glemt den tilskyndelse der taler til jer som til sønner: ’Min søn, forklejn ikke tugten fra Jehova, giv heller ikke tabt når du retledes af ham; for den Jehova elsker, tugter han; ja, han svinger svøben over enhver som han tager imod som søn.’ . . . Sandt nok synes ingen tugt i øjeblikket at være til glæde, men til sorg; men bagefter skænker den dem som er blevet opøvet ved den, en frugt som stifter fred, nemlig retfærdighed.“ — Hebr. 12:5-11.

10. Hvorfor bør vi aldrig have et negativt eller pessimistisk syn på vore åndelige brødre eller på os selv?

¹⁰ Det vi her har drøftet, bør ikke få os til at drage den slutning at Paulus havde et negativt eller pessimistisk syn på sine åndelige brødre. I dag bør vi heller ikke have et sådant syn på os selv eller på andre i menigheden. Selv efter at apostelen har fortalt disse hebraiske kristne at de var blevet „sløve til at høre“ og at de ’trængte til mælk, ikke til fast føde’ — og efter at han har advaret dem om dem der falder fra så de ikke mere kan vækkes til sindsændring — siger han: „Men i jeres tilfælde, I elskede, er vi overbeviste om det der er bedre og som medfører frelse, skønt vi taler således.“ Paulus tilskynder dem derefter til at „efterligne dem som gennem tro og tålmodighed arver løfterne“. — Hebr. 5:11, 12; 6:4-6, 9-12.

Flygt fra Babylon

11. I hvilken profeti blev Daniel inspireret til at forudsige at Guds folk ville undslippe?

¹¹ En væsentlig faktor i forbindelse med det at undslippe er at man flygter fra et sted hvor faren truer, eller fra en farlig situation, i erkendelse af at det haster. Har vi da grund til at flygte i dag? Ja, afgjort. Følgende ord som profeten Daniel blev inspireret til at skrive, tager direkte sigte på den kritiske situation som kristne nu befinder sig i: „Til den tid skal Mikael stå frem, den store fyrste, som værner dit folks sønner, og en trængselstid kommer, som hidtil ikke har haft sin mage, så længe der var folkeslag til. Men på den tid skal dit folk frelses [undslippe, NW], alle, der er optegnede i bogen.“ (Dan. 12:1) Ja, Daniels folk — Guds folk — ville undslippe. Hvilken storslået forsikring!

12. (a) Hvornår hentydede Jesus til denne profeti af Daniel? (b) Hvornår og til gavn for hvem er Mikael stået frem og har vist sin magt?

¹² Da Jesus fremsatte sin store profeti som er nedskrevet i Mattæus, kapitel 24, hentydede han til disse ord, idet han pegede på at de ville få en større opfyldelse i vor tid, „endens tid“. Han sagde: „Der vil da være så stor en trængsel som der ikke har været fra verdens begyndelse til nu, og som heller ikke vil indtræffe igen.“ (Dan. 12:4; Matt. 24:21) Siden 1914 har Jesus Kristus været den himmelske fyrste, Mikael, der er stået frem og som har vist sin magt til gavn for Guds tjenere i dag. Og hvem er de? Ikke kødelige israelitter, men resten af de åndelige israelitter, de hvis „omskærelse er hjertets omskærelse ved ånd og ikke ved en skreven lovsamling“. — Rom. 2:29.

13. Siden hvornår er resten af de åndelige israelitter blevet opfordret til at undslippe fra Babylon den Store, og hvordan var deres tilstand før den tid?

¹³ Det er imidlertid navnlig siden 1919 at denne trofaste og rensede rest har fulgt opfordringen: „Flygt da fra nordens land. . . . Hej, Zion! Undslip, du som bor hos Babylons datter.“ (Zak. 2:6, 7, NW; Jer. 51:45) Før dette tidspunkt og under den første verdenskrig havde denne rest været i trældom under Babylon den Store, den falske religions verdensimperium.

14. (a) Hvem er det der er „optegnede i bogen“? (b) Er der andre der undslipper ødelæggelsen, og, i så fald, hvem er de?

¹⁴ Som der blev sagt til Daniel er alle der tilhører denne rest „optegnede i bogen“. De er en del af „menigheden af førstefødte som er blevet indskrevet i himlene“. (Hebr. 12:23; se også Malakias 3:16.) Foruden disse, der undslipper tilintetgørelsen af de onde, er der også „en stor skare“ som ikke tilhører det åndelige Israel men som kan sammenlignes med „fremmede“. De elsker også Jehovas navn og er blevet hans loyale tjenere. Hvilke udsigter har de? Jehovas svar lyder: „[Dem] vil jeg bringe til mit hellige bjerg og glæde i mit bedehus.“ Medlemmerne af ’den store skare’ yder Gud hellig tjeneste i hans tempel. De overlever „den store trængsel“ og bliver ledet til „kilder med livets vand“. — Es. 56:6, 7; Åb. 7:9-17.