„Lammets tolv apostle“, næst efter hovedet, Jesus Kristus. (Åbenbaringen 21:14) De udgjorde en del af de „højere myndigheder“, som hver kristen sjæl burde underkaste sig. Dette fremgår af forskellige skriftsteder.

31. Hvorledes bekræfter Paulus yderligere denne kendsgerning, også i sit eget tilfælde?

³¹ Paulus taler for eksempel om dem, som dengang vejledte hele menigheden, og siger: „Kom jeres vejledere i hu, som har forkyndt jer Guds ord. Hold jer for øje den udgang, deres levned får, og efterfølg deres tro. Lyd jeres vejledere og ret jer efter dem; thi de våger over jeres sjæle som de, der engang skal gøre regnskab; sørg for, at de kan gøre det med glæde og ikke sukkende, thi det ville ikke være godt for jer. Hils alle jeres vejledere og alle de hellige.“ (Hebræerne 13:7, 17, 24) Dette kan på ingen måde hentyde til de politiske vejledere, der var udnævnt af kejseren eller det romerske senat. Paulus siger, at disse hellige vejledere forkyndte Guds ord for de kristne, og at de i deres levned udviste tro, der var værdig til efterfølgelse af andre kristne, og at de vågede over sjælene i menigheden med stor samvittighedsfuldhed, fordi de måtte aflægge regnskab ind for Gud. Paulus var et medlem af denne styrende enhed, og en del steder omtaler han sin myndighed, hvilken Gud gav ham i menigheden til at opbygge den og ikke til at nedbryde den. — 1 Korinter 9:12, 18; 2 Korinter 10:8; 13:10; 2 Tessaloniker 3:9.

32. Hvorledes forholder det sig med den styrende enhed på jorden i dag?

³² I overensstemmelse med den teokratiske ordning i dag må der være en styrende eller vejledende enhed for menigheden af Jehovas vidner på hele jorden. Kendsgerningerne viser, at de er knyttet til Vagttaarnets Bibel- og Traktatselskab. Men dette tyvende århundredes styrende enhed udgør ikke en del af de „højere myndigheder“, således som de tolv apostle gjorde. De er underkastet de usynlige „højere myndigheder“ og er kun repræsentanter for dem på jorden.

33. Hvem er den øverste vejleder? Hvilken skare har han forfremmet i sin tjeneste, og udgør den en del af de højere myndigheder?

³³ Kristus Jesus er nu usynligt til stede ved sit andet parousia og handler som sin menigheds øverste vejleder. Han er den, hvis fødsel blev forudsagt i Mika 5:2, en profeti, der citeres i Mattæus 2:6: „Du, Betlehem i Judas land, du er ingenlunde den mindste blandt Judas herskere; thi af dig skal der udgå en leder, som skal være hyrde for mit folk Israel.“ (NW) I sin egenskab af vejleder med højere myndighed udnævner Jesus i sin anden parousia sin salvede trælleskare til en tjeneste med større ansvar og opfylder således sin egen profeti: „Hvem er virkelig den tro og kloge træl, som hans herre har sat over sit tyende til at give dem deres mad i rette tid? Lykkelig er den træl, som hans herre, når han kommer, finder i færd med at gøre sådan. Sandelig siger jeg jer, han vil sætte ham over alt, hvad han ejer.“ (Mattæus 24:45-47, NW) Men det betyder ikke, at denne „tro og kloge træl“ er en del af de „højere myndigheder“, der svinger hævnens sværd. Eftersom denne trofaste skares udnævnelse er teokratisk, bør de respekteres, og deres tjenester skulle modtages med glæde som fra de „højere myndigheder“.

(The Watchtower, 15. november 1950)

Dommens håndhævelse over modstandere

 1. Til hvilken organisation hentyder Romerne 13:2? Hvorfor må „myndigheden“ respekteres og ikke modstås?

DET VAR med henblik på Jehovas teokratiske organisation, at Paulus sagde: „Derfor, den, som sætter sig op imod myndigheden, står Guds ordning imod; og de, som står den imod, vil pådrage sig selv dom.“ (Romerne 13:2, NW) Jehova Gud har opbygget en universel organisation af sine trofaste skabninger i himmelen og på jorden, og forskellige skabninger har han overdraget særlig myndighed. Disse repræsenterer ham, og derfor bør de respekteres. De har ikke selv påtaget sig denne myndighed. De har modtaget den fra Gud på teokratisk vis. Vi skal derfor respektere „myndigheden“, stillingen, som denne Guds tjener indtager, selv om vi måske kunne ønske at gøre ophævelser med hensyn til selve den tjener, der beklæder stillingen. Gud har dannet den kristne menigheds teokratiske organisation. Han gjorde Jesus af Nazaret til dens hoved og indsatte også ulærde og jævne mænd som apostle ved Jesu side i organisationen. De vantro jøder, og navnlig deres religiøse ledere, stod denne Guds ordning imod og forfulgte Jesus og hans apostle. De tog herved standpunkt imod Guds ordning og kæmpede i virkeligheden imod ham. Gamaliel, en lovkyndig, advarede det jødiske sanhedrin herimod og sagde: „Hold jer fra disse mennesker og lad dem være (thi hvis dette forehavende eller dette værk er af mennesker, falder det fra hinanden; men er det af Gud, kan I ikke fælde dem), ellers vil det måske vise sig, at I kæmper mod Gud.“ (Apostlenes Gerninger 5:38, 39, NW) Eftersom det er Guds ordning, modstanderne står imod, udsætter de sig for hans direkte dom. Den vil blive håndhævet imod dem af ham.

 2. Hvorledes har nationerne i deres adfærd siden 1914 vist, at de ikke er de „højere myndigheder“? Hvorfor kan vi ikke gøre fælles sag med dem?

² I året 1914 udløb nationernes fastsatte tider. Da gav Gud sin søn myndighed som den nye verdens konge. Således blev „myndigheden Kristi“, og Gud siger nu: „Lad alle Guds engle tilbede ham.“ (Åbenbaringen 12:10 og Hebræerne 1:6, NW) Da denne verdens nationer var fast besluttede på at bevare deres eget herredømme over jorden, modstod de denne teokratiske udnævnelse af Kristus, og de har siden fnyst og udpønset tomme ting imod den. Jehovas vidner advarer dem til stadighed om, at de modstår Guds urokkelige ordning og vil pådrage sig en ugunstig dom derfor. Hans fortærende dom vil