selv. Ud fra Første Mosebog 2:2 kan vi se at Gud har hvilet fra sin skabervirksomhed på jorden siden afslutningen på den sjette skabelsesdag (skabelsesperiode), det vil sige siden vore første forældre blev skabt. Fordi Israels folk undlod at lægge tro og lydighed for dagen, gik det ikke ind til Guds hvile. (Sl. 95:7-11) Men til de kristne siger apostelen Paulus: „Altså står der endnu en sabbatshvile tilbage for Guds folk. Thi den, som er gået ind til hans hvile, har opnået at hvile fra sine gerninger, ligesom Gud fra sine. Lad os derfor stræbe efter at gå ind til den hvile, for at ingen skal falde som de [jøderne] og blive et lignende eksempel på ulydighed.“ — Hebr. 3:19; 4:9-11.

Guds hvile har været uden ophør, og det er de sande kristnes hvile også. Men hvad hviler de fra? Fra deres „gerninger“, fra det de førhen gjorde for at opnå retfærdighed i egen kraft. De tror ikke længere at de kan gøre sig fortjent til Guds godkendelse og evigt liv ved at følge visse regler og ceremonier. De tror ikke længere at Gud er tvunget til at velsigne dem på grund af deres gode livsførelse. Det var netop den fejl de troløse jøder begik; de ’søgte at opstille deres egen retfærdighed og bøjede sig derfor ikke under retfærdigheden fra Gud’. — Rom. 10:3.

Sande kristne anerkender at deres synder kun kan fjernes i kraft af Jesu Kristi offer. Og de hviler i bevidstheden om at man kun opnår Jehovas godkendelse og dermed livet ved at tro på Kristus og ved at rette sig efter hans lære. Kristi sande disciple er ikke som de mennesker der siger: „Jeg er ærlig, jeg hverken stjæler eller lyver eller gør noget der er umoralsk; det må være nok!“ Nej, de prøver at efterleve hele Kristi lære.

Der findes imidlertid mange mennesker, selv nogle som hævder at de er kristne, der tror at de har en medfødt ret til liv og andre velsignelser. Det falder dem vanskeligt at indrømme at de er født som syndere, uden retten til liv, og derfor helt afhængige af de ting Gud har gjort for at give dem liv. De tager sjældent imod råd og vejledning, selv når den gives dem i en kærlig hensigt. De indrømmer nødigt deres fejltrin. Det de går mest op i, er at fastslå deres egen retfærdighed. De ’hviler’ ikke, de har ikke afstået fra deres egne selviske gerninger, og derfor overholder de ikke Guds sabbat. Lykkelige er de der ’hviler fra deres gerninger’ og går ind til Guds hvile på hans sabbat. Der venter dem en strålende fremtid.

Guds hviledag har nu varet næsten seks tusind år. Den periode på tusind år der ligger foran os, beskrives i Bibelen som de tusind år hvori Kristus skal regere. (Åb. 20:4) Dette vil også være som en stor sabbat, langt større end de sabbater jøderne har overholdt, for til den tid vil der være varig fred og velstand. — Åb. 21:2-4.

Den ugentlige sabbat der omtales i det fjerde bud er således et billede på den store sabbat, som Jesus sagde at han var herre over. (Matt. 12:8) De der anerkender at de er syndere, og derfor afhængige af Kristi Jesu offers værdi for at opnå fred med Gud og et godt forhold til ham, kan allerede nu hvile eller afstå fra deres egne selviske gerninger, deres bestræbelser for at fastslå deres egen retfærdighed. Alle der respekterer Guds syvtusindårige sabbat fra nu af, vil kunne glæde sig over de storslåede velsignelser som Kristi regering over hele jorden vil medføre på den tusindårige sabbat.

’Velsignede våben’

● I middelalderen blev en mands rustning og våben ’velsignet’ af en præst før han aflagde ridderløftet. Det kan man læse i The World Book Encyclopedia, bind 1, side 682. Hvor forskelligt fra det Jesus sagde: „Alle, som griber til sværd, skal falde for sværd.“ — Matt. 26:52.