Guds ånd og ord — guddommelige foranstaltninger til liv
„Det er Ånden, som gør levende, kødet gavner intet; de ord, som jeg har talt til jer, er ånd og er liv.“ — Joh. 6:63.
1. Hvilken fare, der gør det stadig vanskeligere at leve på jorden, truer luften og menneskets føde?
HVIS du vågnede af din søvn og opdagede at du indåndede dødbringende gasarter, ville du så ikke kæmpe dig vej ud til den friske luft? Hvis du opdagede at din kost indeholdt giftige stoffer, der virkede så svækkende på dit legeme at du snart ville dø, ville du så ikke skifte til en kost der var sund og styrkende? Naturligvis. Men til trods for vor påpasselighed med at fjerne de farer der umiddelbart truer os, bliver det stadig vanskeligere i det hele taget at leve på jorden på grund af forureningen af den luft vi indånder, den føde vi spiser og det vand vi drikker. Radioaktivt nedfald fra atomeksplosioner, røg fra fabriksskorstene, automobilos og kemikalier forurener såvel luften som fødemidlerne og drikkevandet. Under dyrkningen og tilberedningen sker det ofte at fødens næringsværdi reduceres og at den inficeres med giftige midler og tilsætningsstoffer. Kloakvand og andre spildprodukter løber ud i vandløb og søer der forsyner os med frisk vand, og forårsager sygdom og død hos mange der drikker det. Hertil kommer den alvorlige mangel på fødemidler og frisk vand i store dele af verden.
2. (a) Hvilken „luft“ er mere dødbringende end en forurenet atmosfære, og hvor kommer den fra? (b) Hvad bliver resultatet for dem der lader sig lede af „verdens ånd“, og for dem der lader sig lede af Guds ånd?
2 Men vidste du at folk i vor tid indånder en mere dødbringende, snigende „luft“ end den bogstavelige luft, der bliver mere og mere forurenet? Eller at de fleste mennesker til stadighed indtager en kost af „fødemidler“ og „drikkevand“ der hurtigt vil bringe dem i graven? Den „luft“ eller verdslige atmosfære som de fleste mennesker indånder i vor tid, er „verdens ånd“, som Jehova har erklæret for uren. (1 Kor. 2:12; Åb. 16:17-21) Det er den indstilling som præger hele samfundet og som får folk til at tænke, tale og handle, tillægge sig visse synspunkter og indtage en bestemt holdning efter et nogenlunde fastlagt mønster der er imod Guds ånds indflydelse og hans ord Bibelens vejledning. Dette er ikke så mærkeligt eftersom „hele verden er i den Ondes vold“. Satan Djævelen beskrives også som „denne verdens gud“ og som „herskeren over luftens rige, den åndemagt, som nu er virksom i ulydighedens børn“. (1 Joh. 5:19; 2 Kor. 4:4; Ef. 2:2) Hvis vi ikke bliver klar over de dødbringende virkninger af denne ånd der er skabt af Djævelen og som appellerer til kødets selviske begæringer, vil vi gå til grunde. Vi må i stedet søge at lade os lede af Guds hellige ånd, og således blive tilskyndet til at vandre på den rene og retfærdige vej der fører til liv. „For de som samstemmer med kødet, fæster deres sind ved det kødelige, men de som samstemmer med ånden, ved det åndelige. Pleje af kødet betyder nemlig død, men pleje af ånden betyder liv og fred.“ — Rom. 8:5, 6; NW.
3. Hvad består de fleste menneskers åndelige føde af, og hvilken virkning har det haft?
3 Er den åndelige føde der er tilberedt for massernes sind bedre end den „luft“ de indånder? Det foruroligende svar er den stønnen der lyder fra en dødssyg verden. De forfærdelige følger af en forkert åndelig ernæring er den tiltagende vold, griskhed, umoralitet og gudsbespottelse der præger verden. Menneskene har fejet den rene føde i Guds ord, som kunne give dem åndelig sundhed og lede dem ind på vejen til det evige liv, til side, og har vendt sig til denne gamle ordnings filosofi, teorier, etiske love, planer, ideologier, ja endog til de mange splittede religiøse sekter. Ligesom bogstavelig føde og vand der er forurenet gør legemet sygt og fremskynder døden, sådan har indtagelsen af denne føde også gjort menneskene syge, endog så syge at Gud betragter dem som døde, endskønt de er levende. (Ef. 2:1; 1 Tim. 5:6) „To onde ting har mit folk gjort: mig, en kilde med levende vand, har de forladt for at hugge sig cisterner, sprukne cisterner, der ikke kan holde vand.“ „De svigtede [Jehova], lod hånt om Israels Hellige, vendte ham ryg. Kan I tåle fler hug, siden I stadig falder fra? Kun sår er hovedet, sygt hele hjertet; fra fodsål til isse er intet helt.“ — Jer. 2:13; Es. 1:4-6.
4. Hvilken form for føde, i modsætning til denne verdens visdom, behøver menneskets sind?
4 Hvis et menneske skal træffe de rette afgørelser der fører til liv, må det ernære sit sind med den faste føde der er grundlagt på sandheden og ikke med verdslig visdom. Jesus lagde vægten på det rette da han blev fristet af Djævelen: „Der står skrevet: ’Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, som udgår af Guds mund.’“ (Matt. 4:4) Menneskets sind behøver guddommelig visdom for at tænke ret. Der må være en grundvold af sandhed som det kan bygge på. I sin bøn til Gud sagde Jesus: „Dit ord er sandhed.“ (Joh. 17:17) Det er ved hjælp af et omhyggeligt studium af Bibelen, sandhedens bog, at vi lærer den eneste vej til evigt liv at kende, det vil sige gennem Jesu Kristi offer. „Jesus svarede dem: ’Jeg er livets brød. Den, som kommer til mig, skal ikke hungre; og den, som tror på mig, skal aldrig tørste.’“ — Joh. 6:35; Jak. 3:13-18.
5. Hvad vil den faste føde i Guds ord hjælpe en til at gøre?
5 Paulus skrev følgende til de kristne hebræere der var langsomme til at forstå de dybe ting angående Jesus som Messias: „Herom har vi meget at sige, og det er svært at forklare, da I er blevet sløve til at høre. . . . men den faste føde er for de fuldvoksne, for dem, som gennem brugen har fået sanserne opøvet til at skelne mellem godt og ondt.“ (Hebr. 5:11, 14) Han advarede endvidere: „Tag jer i agt, at ikke nogen skal fange jer ved verdslig visdom og tomt bedrag, som støtter sig på menneskers overlevering og verdens ’magter’, ikke på Kristus.“ — Kol. 2:8; Sl. 119:104, 105.
6. Hvilke foranstaltninger har Gud truffet fordi han ønsker at mennesket skal leve?
6 Der er ingen tvivl om at hvis vi ønsker at leve i Guds nye tingenes ordning, må vi ophøre med at indånde „verdens ånd“ og fra nu af lade Guds hellige ånd være drivkraften i vort liv. Vi må ophøre med at leve af den verdslige visdoms avner og ikke mere drikke af de menneskelige ideers forurenede vand; fra nu af må vi tage for os af den åndelige føde og inddrikke kundskaben og sandheden fra Guds ord. Det valg vi må træffe gælder liv eller død. Vi må tage imod Guds foranstaltninger til liv, for ellers vil vi miste livet. Hvis vi virkelig ønsker at opnå livet, vil Han hjælpe os til at vinde det, for det er ikke hans ønske at nogen skal gå fortabt. De guddommelige foranstaltninger, hans ånd og ord, er to stærke garantier herfor. — 2 Pet. 3:9; Ez. 33:11; Joh. 7:37-39.
7. (a) Giver Gud os mirakuløst en forståelse af sit ord? (b) Hvordan skal vi se på Guds ånds virke på profeterne og bibelskribenterne?
7 Spørgsmålet er nu: Hvordan kan vi få størst mulig gavn af disse guddommelige foranstaltninger til liv? Jehova åbner ikke mirakuløst vort sind og fylder det med forståelse. Han har aldrig arbejdet på denne måde. Vi må søge efter kundskab og forståelse som var det skjulte skatte. (Ordsp. 2:1-9) Hvis vort hjerte er ret indstillet og vi virkelig ønsker at tjene Gud, vil han give os forståelse, men han påtvinger os den ikke. Vor tilbedelse må være fuldstændig frivillig, af hjertet. Gud inspirerede dem der nedskrev Bibelen og andre af sine tjenere, men de måtte bruge deres forstand for at lære hvad Guds vilje var og selv afgøre om de ville tjene ham. Ofte forstod de ikke fuldt ud hvad de fik ved inspiration. (Dan. 12:8, 9; 1 Pet. 1:10-12) Der er ikke tale om nogen besættelse af os, som når dæmonerne besætter et menneskes sind efter at det har givet dem lov til det. Vi får ikke den „hellige ånd“ på samme måde som de første kristne fik den på apostlenes tid, hvor ånden gav sig synlige udslag. Da apostlene og de der var nært forbundet med dem, døde, blev der ikke gjort flere undergerninger eller mirakler ved Guds hellige ånds hjælp. — 1 Kor. 13:8-13; 2 Pet. 1:19-21.
8. (a) Hvilke undergerninger udføres ikke længere ved den hellige ånd, men på hvilke områder har den virket indtil vor tid? (b) Hvordan hjælper Guds ånd os til at forstå „hvad Gud i sin nåde har skænket os“?
8 Men virker den hellige ånd da ikke længere til gavn for os? Jo; undergerningerne var blot ét udslag af åndens måde at virke på. Paulus viser at der er „forskellige nådegaver, men Ånden er den samme“. (1 Kor. 12:4-6) Jesus sagde: „Det er Ånden, som gør levende, kødet gavner intet; de ord, som jeg har talt til jer, er ånd og er liv.“ „Når Talsmanden [hjælperen, NW] kommer, som jeg skal sende jer fra Faderen, sandhedens Ånd, som udgår fra Faderen, så skal han vidne om mig; men også I skal være vidner; thi I har været med mig fra begyndelsen.“ (Joh. 6:63; 15:26, 27) Siden pinsedagen år 33 har Jehovas hellige ånd fortsat virket som en ’talsmand’ eller ’hjælper’, et ’vidne’, en ’vejleder’ og en ’påminder’. (Joh. 16:7-16; 14:25, 26; Mark. 13:11) Efter at den havde inspireret den sidste bibelskribent, Johannes, til at afslutte den bibelske kanon, har den hovedsagelig udfyldt disse funktioner ved at hjælpe Jehovas sande tjenere til at få en fremadskridende forståelse af Guds ord og til at udbrede den gode nyhed overalt i verden som et vidnesbyrd. Der var intet behov for yderligere åbenbaringer, men for at forstå det der allerede var blevet skrevet. Paulus siger det således: „Thi os har Gud åbenbaret det ved Ånden; Ånden ransager jo alt, endog Guds dybder. Men vi har ikke fået verdens ånd, men Ånden fra Gud, for at vi kan lære at kende, hvad Gud i sin nåde har skænket os; og derom taler vi ikke med ord, lærte af menneskelig visdom, men med ord, lærte af Ånden, idet vi tolker åndelige ting for åndelige mennesker [forbinder åndelige anliggender med åndelige ord, NW].“ — 1 Kor. 2:10, 12, 13.
9. Hvordan kan vi tilegne os dette „mønster af sunde ord“?
9 Det der kræves er altså en ændring i vor tænkemåde. Vi må ophøre med at indånde denne verdens ånd og må arbejde på i vort indre at få en ny ånd eller drivkraft som er i harmoni med Guds ånd og ord. Guds ånd har altid virket i overensstemmelse med hans ord. Den kan ikke virke imod det. Han giver os ikke en eller anden ny vejledning der er anderledes end eller imod det der står i hans ord, men han hjælper os til at forstå det der er nedskrevet. Vi må få forståelse af åndelige anliggender ved at lade de åndelige ord i Bibelen stå klart for os. Vi må kæde de beslægtede dele sammen, så vi får åndelig indsigt og forståelse. Paulus skrev til Timoteus: „Hold stadig fast ved det mønster af sunde ord som du har hørt af mig med den tro og kærlighed der er i forbindelse med Kristus Jesus. Vogt gennem den hellige ånd som bor i os, den skat der er dig betroet.“ — 2 Tim. 1:13, 14, NW; Ef. 3:14-19.
10. På hvilken måde virker Guds ånd gennem hans ord?
10 I sig selv er Bibelens blade blot papir med trykfarve på, og de kan være kunstfærdigt eller ganske enkelt indbundet. Men når man med et godt hjerte begynder at studere disse ord, der er inspireret af ånden, udvikles der imidlertid en mægtig kraft, så det med sandhed kan siges at Guds ånd absorberes af den vågne læser. Dette er i virkeligheden en af de bemærkelsesværdige måder hvorpå den hellige ånd virker, og det skyldes den kraft som ved den hellige ånd er nedlagt i Guds ord. Det frembringer resultater når det begynder at virke i vort liv. „For Guds ord er levende og udfolder kraft og er skarpere end noget tveægget sværd og trænger så langt ind at det deler sjæl og ånd og marv og ben, og kan skelne hjertets tanker og hensigter.“ (Hebr. 4:12, NW) Så gennemtrængende er Guds ord! Det når ned til vore motiver for vore handlinger. Det skelner mellem hvad vi ser ud til at være som en levende skabning, en sjæl, og hvad vi virkelig er i hjertet, i indstilling og i ånd. Hvis vi lader det virke i vort liv vil det modarbejde urette tanker, urene motiver og selviske ønsker. Det han blive en mægtig drivkraft til retfærdighed i os. — Jer. 17:9, 10.
Hvordan man får en ny ånd
11. Hvordan var det Guds hensigt at mennesket skulle bruge sit sind?
11 Da Jehova skabte mennesket gav han det en vidunderlig evne i form af et sind der kunne ræsonnere. Dette var i sandhed en storslået gave! Adams og Evas hjerner var ikke skabt med trykte kredsløb der kun kunne frembringe forudbestemte tanker eller reaktioner på en given stimulus. De var heller ikke robotter hvis mindste bevægelse blev kontrolleret fra himmelen. Jehova ville derimod efterhånden lære dem alt hvad de havde brug for at vide for at kunne træffe de rette afgørelser. De skulle ikke lære at kende forskel på ret og uret ved at prøve sig frem ad erfaringens vej. De ville opfatte omverdenen gennem sanserne, og disse indtryk ville tilsammen danne et kundskabsfond der kunne bruges straks eller oplagres i hukommelsen til senere brug. Med tiden ville mennesket i sit sind have samlet et stort forråd af viden fra Skaberen, et forråd som det kunne omsætte i visdom når det med forståelse udførte det der var Guds vilje og hensigt med det. — Ordsp. 3:1-7.
12. (a) Hvad skabte Jehova som en drivkraft i menneskets sind og hjerte? (b) Hvordan adskiller mennesket sig fra dyrene med hensyn til udøvelsen af denne åndelige kraft?
12 Den måde sindet arbejder på er yderst kompliceret, men vi véd at fra det øjeblik et menneske fødes har det en åndelig drivkraft der får det til at handle. Bibelen omtaler dette åndelige anlæg eller denne drivkraft som menneskets ånd (hebraisk ruʹach; græsk pneuʹma). (Ordsp. 25:28, NW; 1 Kor. 2:11) Den udspringer fra et menneskes ønsker, behov og stræben og fra andre tilskyndelser både inden for og uden for legemet. Den kan forstærkes ved at man opelsker visse ønsker og behov. Dyrene har også en ånd; men i modsætning til menneskets ånd driver dyrenes mentale kraft dem til at handle efter deres instinkt, og deres handlinger afviger kun lidt fra den måde deres forfædre for århundreder siden gjorde tingene på. For menneskets vedkommende giver denne åndelige evne til at udfolde sig i mere end én retning, det mulighed for at vælge, og mennesket er således en skabning der har fri vilje, er moralsk frit stillet. Alligevel har den frihed mennesket nyder, sine begrænsninger. I menneskets egen interesse må det nødvendigvis være således, for der er mange skadelige ting mennesket kan vælge at gøre. Menneskets Skaber, der ved hvad der gavner det mentalt og fysisk, har sat rimelige grænser der ikke føles som en byrde. — 1 Joh. 5:3; 1 Pet. 2:16.
13. Forklar forholdet mellem et menneskes vilje og dets „ånd“?
13 Nært forbundet med denne drivkraft er menneskets vilje, det vil sige dets evne til at handle bevidst og velovervejet. Den betegner en fast beslutsomhed og en bestemt hensigt. Den måde hvorpå man tilegner sig kundskab og sammenholder de forskellige oplysninger for at få forståelse, har stor indflydelse på viljen. Der ligger en åndelig drivkraft bag vore handlinger, og den måde hvorpå vi med vor vilje behersker denne drivkraft er afgørende for om vi gør det ene eller det andet. Dette kaldes viljestyrke. Vi kan styrke vor vilje ved at tænke på de fornuftgrunde der findes for at gøre det Gud siger er ret, og på de følger det vil få hvis vi handler uret. På denne måde vil vor indre drivkraft lede os ad den rette vej. „Når visdom kommer i dit hjerte og kundskaben bliver din sjæl en glæde, skal tænkeevnen holde vagt over dig, skelneevnen beskytte dig, for at udfri dig fra den onde vej.“ — Ordsp. 2:10-12, NW; Dan. 11:3; 1 Kor. 7:37.
14. (a) Hvordan er det menneskelige sinds tilbøjelighed blevet på grund af synden? (b) Hvordan kan vi fornys i vort sinds drivkraft?
14 Vore første forældre vedblev ikke med at tilegne sig den rette kundskab og styrke deres vilje så de kunne opfylde Jehovas hensigt med dem. De lod forkerte ønsker bære frugt og valgte selvrådigt at gå deres egne veje. (Jak. 1:14, 15; 2 Kor. 11:3) De syndede, og vi har arvet de samme tendenser. „Menneskehjertets higen er ond fra ungdommen af.“ (1 Mos. 8:21) David bekendte: „Se, jeg er født i misgerning, min moder undfanged mig i synd.“ Ansigt til ansigt med sin elendighed, der var affødt af hans syndige adfærd, bad han angerfuldt: „Skab mig, o Gud, et rent hjerte, giv en ny, en stadig ånd i mit indre; kast mig ikke bort fra dit åsyn, tag ikke din hellige Ånd fra mig.“ (Sl. 51:7, 12, 13) For at få denne nye ånd må vi flittigt studere Guds ord og lægge os dets vejledning på sinde. Vi må give agt på Guds hellige ånds ledelse. Overladt til vor egen dømmekraft ville vi ofte falde og blive ført ad en forkert vej, selv om vi var nok så oprigtige. Derfor formaner apostelen: „I skal aflægge den gamle personlighed som svarer til jeres tidligere adfærd og som fordærves ved sine bedrageriske lyster; men I skal fornys i jeres sinds drivkraft og iføre jer den nye personlighed der blev skabt i overensstemmelse med Guds vilje i sand retfærdighed og loyalitet.“ — Ef. 4:22-24, NW.
15. Hvad er nødvendigt for at vi kan bevare et godt hjerte og den rette ånd?
15 Hvis vi har besluttet at vi vil have en ret ånd, og hvis vi beder, studerer og arbejder for at få det, er Gud trofast og vil hjælpe os til at få denne gode ånd. Jesus understregede nødvendigheden af at bede om at Guds ånd må styrke vor egen ånd: „Våg og bed, for at I ikke skal falde i fristelse! ånden er villig, men kødet er skrøbeligt.“ (Matt. 26:41) Vor egen ånd må så at sige have et skub eller hjælpes så stærkt i den rigtige retning at ethvert kødeligt ønske om at følge den forkerte vej eller om at springe over hvor gærdet er lavest, modvirkes. Så vil vi ikke give efter for fristelse eller ’give Djævelen råderum’. (Ef. 4:27) Når vort sind er vågent, levende og ivrigt efter at gøre Guds vilje, vil vi kunne få kødet til at adlyde, trods dets begrænsninger og ufuldkommenheder. — 1 Kor. 9:26, 27; Rom. 6:12-14.
16. (a) Hvad modarbejder til stadighed vort fornyede sind? (b) Hvad er nødvendigt for at sejre over kødets begæringer?
16 Gud gør således ikke noget mirakel for os. Vi må ikke forvente at han fjerner ufuldkommenheden og tilbøjeligheden til at synde fra os. Den er der stadig, og vi er os den i høj grad bevidst dag ud og dag ind, selv om vi flittigt bestræber os for at følge en gudfrygtig adfærd. „Når jeg ønsker at gøre det gode, finder jeg altså den lov hos mig, at det onde ligger mig nærmest. Thi i mit indre menneske glæder jeg mig over Guds lov; men i mine lemmer ser jeg en anden lov, som ligger i strid med loven i mit sind og tager mig til fange under syndens lov, som er i mine lemmer. . . . Altså tjener jeg, som jeg er i mig selv, Guds lov med sindet, men syndens lov med kødet.“ (Rom. 7:21-25) Vi ville ikke i egen kraft kunne sejre over kødets begæringer. Det er grunden til at Gud giver os den hjælp vi behøver for at opfylde hans krav, en hjælp der langt overgår hvad vi selv formår, „for at den kraft der er ud over det normale må være fra Gud og ikke fra os selv“. (2 Kor. 4:7, NW) Han giver os sin ånd, ikke for at gøre et mirakel der kan fjerne problemet, men for at give os forståelse af hvordan vi ved dens hjælp kan løse det, udholde det, blive opøvet ved det, og bevise vor uangribelighed. „Thi Gud har ikke givet os fejheds ånd, men krafts og kærligheds og besindigheds [et sundt sinds, NW] ånd.“ — 2 Tim. 1:7; Luk. 11:13.
17. (a) Hvad bør vi ikke tabe af syne når vi udsættes for forskellige prøvelser? (b) Hvorfor gives vi somme tider prøven i vold?
17 Vi bør ikke mene at vore trængsler altid er særlige prøver hvori det store stridsspørgsmål om universets overherredømme er indbefattet, sådan som det var tilfældet med Jobs trængsler; men vi bør heller ikke gå til den anden yderlighed og mene at vi ikke er med til at ophøje Jehovas navn ved at være trofaste under prøve. Djævelen og hans dæmoner ville uden barmhjertighed udrydde Guds tjenere, dersom Gud ikke sørgede for den nødvendige beskyttelse og den atmosfære hvori tro, håb og kærlighed kan næres og uangribeligheden bevises. Djævelen drager gang på gang Guds tjeneres uangribelighed og oprigtighed i tvivl, og han leder ofte begivenhederne således at vi bliver fristet, udskældt, truet eller forfulgt på anden vis. Nogle stridsspørgsmål stilles op sådan at det er svært at se hvor grænsen mellem ret og uret går, og en tilsyneladende uvæsentlig ting afgør om én vil bevare sin integritet og trofasthed eller ej. Hvis Jehova uden videre udvirkede en mirakuløs udfrielse, ville Djævelen have grund til at spotte Jehova fordi han greb ind og ikke lod sagen gå sin gang: ’Jehova hjalp ham lige i det kritiske øjeblik; hvis Han ikke netop da havde udfriet ham, ville han afgjort ikke have bestået den prøve jeg havde sat ham på.’ Så ville udfaldet af disse prøver ikke have betydning for stridsspørgsmålet. — Ordsp. 27:11; Åb. 7:1-4, 9-17.
18. Hvilken hjælp kan vi forvente fra Jehova?
18 Hvis fristelsen eller prøven på den anden side overskrider det der er rimeligt, går ud over det punkt hvor den kan bevise noget vedrørende stridsspørgsmålet, ville det være retfærdigt af Jehova om han barmhjertigt greb ind på en eller anden måde og udvirkede en udfrielse, enten ved hjælp af sine hellige engle der tjener til gavn for de hellige på jorden, eller på anden måde. Den enkelte føler måske ikke denne særlige hjælp, men han vil føle lindring. Jehova kan gribe ind og skabe en vej ud af fristelsen hvis den har tjent sit formål, eller han kan i visse tilfælde lade nogle blive prøvet til det yderste, hvis trofasthed til døden er den eneste måde hvorpå stridsspørgsmålet kan afgøres. „Derfor skal den, der mener at stå, tage sig i agt, at han ikke falder! Det er kun almindelige, menneskelige fristelser, der hidtil har mødt jer, og Gud er trofast, han vil ikke tillade, at I fristes over evne, men sammen med fristelsen skabe vej ud af den, så I kan stå den igennem.“ — 1 Kor. 10:12, 13; 2 Kor. 4:7-12.
19. Hvad bør vi nøje give agt på i betragtning af at Jehova „vejer ånder“?
19 Hvor trøstende er ikke Paulus’ ord: „Derfor taber vi ikke modet; tværtimod, selv om også vort ydre menneske går til grunde, fornyes dog vort indre menneske dag for dag.“ (2 Kor. 4:16) Det er „vort indre menneske“ vi ønsker at forny og beskytte. Alt imens vi holder ud vil vi huske at Jehova „vejer ånder“. (Ordsp. 16:2) Han iagttager os for at se om vi lader os drive af denne verdens ånd og dens visdom, eller om vi holder os nær til hans ord og lader os lede af hans ånd. „Bedrøv ikke Guds Helligånd . . . forstå, hvad der er Herrens vilje. . . . Lad jer fylde af Ånden.“ — Ef. 4:30; 5:17, 18; Gal. 5:16-26.
20. I hvilken hensigt har Jehova givet os sin ånd og sit ord? Hvad vil næste artikel vise?
20 Hvis vi skal opleve Guds nye tingenes orden for menneskene, må vi drage nytte af alle de foranstaltninger Jehova har truffet for at vi kan opnå livet. I denne artikel har vi set hvordan hans ånd og hans ord er nødvendige hjælpemidler som vi ikke kan undvære. Der er også en tredje foranstaltning der er uundværlig, og i den næste artikel vil vi drøfte hvordan den ligeledes er en kærlig foranstaltning fra Jehova til hans folk i deres stræben efter at opnå livet.
● „I skal vandre i Ånden, siger jeg, så vil I ingenlunde fuldbyrde kødets begæringer. Thi kødet begærer imod Ånden og Ånden imod kødet; de to ligger nemlig i strid med hinanden, så I ikke kan gøre det, som I gerne vil . . . Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, langmodighed, mildhed, godhed, trofasthed, sagtmodighed, afholdenhed. . . . Lever vi i Ånden, da lad os også vandre i Ånden.“ — Gal. 5:16-25.