De kan forandre Deres liv — med Guds hjælp
VERDENSFORHOLDENE har forandret sig drastisk siden 1914. Hele menneskeheden befinder sig i „strenge tider“. Folk er i et hidtil ukendt omfang blevet „egenkærlige, pengekære . . . umådeholdne, rå . . . lystens venner snarere end Guds venner“. — 2 Tim. 3:1-4.
Kristenhedens kirker har ikke været i stand til at dæmme op for kriminalitet, kønslig umoralitet, stofmisbrug og vold, som hjemsøger større byer overalt på jorden. Mennesker føler sig fanget i en fælde, tvunget til at ’følge med strømmen’ for at klare sig i verden.
Men der findes nogle der på velgørende måde skiller sig ud i kontrast til dette. De har ændret deres levevis så den giver dem tilfredshed, hvilket igen resulterer i et godt forhold til andre mennesker og en ren samvittighed over for Gud.
Hvordan er det lykkedes for dem? Hvorfor er kristenhedens kirker kommet til kort? Kan De også omforme Deres liv så det bliver i overensstemmelse med Guds ords principper?
Guds ords forvandlende kraft
„Guds ord er levende og virkende,“ står der i Hebræerbrevet 4:12. Hvordan kan dette være tilfældet? Fordi „hele Skriften er inspireret af Gud“. (2 Tim. 3:16, New World Translation) Når mennesker med en ydmyg indstilling læser Bibelen, forstår de at den indeholder Jehova Guds synspunkter, ikke menneskers. Dette får dem til at foretage forandringer i deres liv. — 1 Tess. 2:13.
I det første århundrede var den sande kristne læres forvandlende kraft meget tydelig. Folk overalt i det romerske imperium havde styrtet sig ud i en „strøm af udsvævelser“. (1 Pet. 4:4) Men Guds ords sandhed fremkaldte forandringer hos dem der anvendte det i deres liv. Historikeren John Lord skriver i The Old Roman World: „Kristendommens virkelige sejre bestod i at skabe gode mænd af dem der bekendte sig til dens lære . . . Vi har vidnesbyrd om deres ulastelige livsførelse.“
Men hvordan er det i dag? Er det ikke sandt at kristenheden og dens tusinder af sekter befinder sig i en nedværdigende tilstand? Viser dette at kristendommen har mistet sin evne til at forandre folks liv til det bedre? Nej, det gør det ikke. Hvorfor ikke? Fordi kristenheden ikke er kristen. Den repræsenterer ikke Bibelens kristendom.
I virkeligheden er kristenhedens præsteskab for en stor del ansvarlig for verdens syge tilstand. Den katolske ærkebiskop Dom Helder Câmara fra Brasilien siger, møntet på præsteskabet: „Troens meget alvorlige problem består i at finde ud af hvorfor det ikke er lykkedes de store religioner at overvinde selviskhed . . . så at vi i dag ser begyndelsen til en eksplosion af had og vold over hele verden. Måtte mine kristne brødre tillade at jeg tager mig frihed og mod til at indrømme at vi blandt de mest ansvarlige over for menneskeheden finder os selv.“ Hvorfor forholder det sig sådan?
Fordi kristenhedens religioner har skubbet Guds hellige Bibel til side. De har ikke adlydt Bibelens råd om at kristne ikke skulle være „af verden“. (Joh. 17:16) Kirkerne har blandet sig i politik, støttet krige, billiget vold og revolution. Derfor er kristenheden fyldt med splittelser og forvirring. Den gør intet for at forbedre sine medlemmers liv.
Men hvor er den sande kristendom forskellig fra kristenheden! I det første århundrede forandrede de som blev kristne deres liv. De lod sig „aftvætte“, rense for ting som drukkenskab, vold og kønslig umoralitet. (1 Kor. 6:9-11) Også i dag foretager mennesker der anvender Bibelens principper i deres liv, forandringer. Følgende oplevelser fra Brasilien viser dette.
Renset for drukkenskab og vold
En mand kendt som „egnens skræk“ i byen Juiz de Fora i staten Minas Gerais plejede at foretage pilgrimsrejser. Hans foretrukne tidsfordriv på disse rejser var drikkeri og slagsmål. Alle var bange for ham. Så begyndte han at læse Bibelen sammen med Jehovas vidner og at ændre sin levevis. Hans hustru modsatte sig det først, men han fortsatte sit bibelstudium. På grund af den gavnlige indflydelse Bibelens sandhed havde på ham, er den tidligere „skræk“ på egnen nu en aktiv kristen forkynder. Nu har hans hustru sluttet sig til ham i studiet af Bibelen og i overværelsen af møderne i rigssalen. Naboer og venner, ja selv politiet, er alle forbavsede over de store forandringer denne mand har foretaget i sit liv.
En ung mand i São Paulo kom allerede som ganske ung ind på forbryderbanen. Han fortæller at han blev arresteret femten gange for drukkenskab, narkotikahandel, røveri og slagsmål. Så begyndte Jehovas vidner at studere Bibelen med ham, idet de anvendte bogen Sandheden der fører til evigt liv. Af dette studium lærte han det bibelske princip: „Den, der stjæler, må ikke mere stjæle, men skal hellere slide i det og bruge sine hænder til noget godt.“ (Ef. 4:28) Han skaffede sig derfor et arbejde så han kunne forsørge sig selv på ærlig vis. Senere blev han døbt som symbol på sin indvielse til Gud. I stedet for at være en oprører, lærer denne mand nu andre at respektere Guds og regeringens love. — Mark. 12:17; Rom. 13:1-5.
En gift mand fra staten Mato Grosso mistede sin forretning, en materialhandel, på grund af drikkeri. Selv om han var opdraget som katolik plejede han at drikke sig fuld tre dage om ugen, med tre dages tømmermænd til følge. Når han var påvirket af alkohol plejede han at ødelægge inventaret i hjemmet. Så en dag fortalte Jehovas vidner ham om Bibelens sandheder for første gang. Han modtog bogen „Gud Maa Være Sanddru“, læste den igennem tre gange på en måned og lærte at Jehova Gud tilgiver tidligere synder på grundlag af ens tro på Kristi offer. Bibelkundskaben fik ham til at forandre sit liv. Han holdt op med at drikke, legaliserede sit ægteskab, og begyndte at opdrage sine ni børn efter Jehovas principper. Han bruger nu al sin tid til at lære andre om sandheden fra Bibelen, og hans familie er lykkeligt forenet.
En ung mand i Belo Horizonte havde fra fjortenårsalderen til han blev tyve, været medlem af en bande. Han plejede at stjæle biler, drikke øl hele natten og komme i slagsmål. Da han engang besøgte sin svoger i São Caetano var denne i færd med at studere Bibelen. Da han vendte tilbage til Belo Horizonte så han at hans moder også studerede. Så blev hans veninde interesseret. Det gjorde udslaget. Han begyndte selv at studere. Og hvilken forandring der skete! Han holdt op med at gå til fodboldkampe søndag eftermiddag for i stedet at overvære møderne i rigssalen. Hans tidligere kammeraters hån afskrækkede ham ikke. Sammen med sin tidligere veninde, nu hans hustru, gjorde han gode fremskridt. I dag tjener han, der tidligere var en slagsbroder, en tyv og en drukkenbolt, som tilsynsmand for en skole der oplærer forkyndere i en af Jehovas vidners menigheder.
Renset for kønslig umoralitet
Et umådeligt „moralsk sammenbrud“ fejer hen over jorden i dag. Kristenheden kan ikke standse det. Men Bibelens sandhed tilskynder mennesker til at vende sig bort fra sådanne ting. Nogle yderligere oplevelser fra Brasilien viser dette.
En tidligere kirketjener ved den katolske kirke i byen Salvador i staten Baía plejede at bede til Gud gennem Vor Frue af Candeias, og at helligholde alle dage der var viet til „helgenerne“. Alligevel levede han et umoralsk liv med prostituerede og erklærede at den eneste grund til at han ikke gjorde værre ting var at han ’elskede frihed og var bange for fængsel’. Denne kirketjener havde aldrig hørt sognepræsten omtale Bibelen.
Med tiden kom han i forbindelse med Jehovas vidner. Efter blot to måneders bibelstudium over bøgerne „Det er umuligt for Gud at lyve“ og Fra Det Tabte Paradis til Det Genvundne Paradis forandrede han sit liv og begyndte at fortælle andre om de ting han havde lært fra Guds ord. I dag bruger han hele sin tid i denne gerning.
En katolik fra byen Belo Horizonte i staten Minas Gerais betragtede sig selv som „en god kristen“, fordi han overværede messen hver søndag. Selv om han var gift plejede han at gå på natklub fire gange om ugen, være med i drikkelag og begå hor. Hans religion kunne ikke hjælpe ham til at føre et moralsk rent liv. Inderst inde var denne mand imidlertid ikke glad.
Da Jehovas vidner kom i forbindelse med ham tog han imod tilbudet om et bibelstudium og lærte det der står i Første Korinterbrev 6:9, 10: „Far ikke vild! Hverken utugtige . . . eller ægteskabsbrydere . . . skal arve Guds rige.“ Han betragtede dette som sandheden fra Gud, og det tilskyndede ham til at forandre sin livsførelse. Han holdt op med at komme sammen med mennesker der førte et umoralsk liv, opgav sine drikkevaner og holdt op med at føre et dårligt sprog. I stedet begyndte han at anvende Bibelens principper i sit liv. Nu bruger han hele sin tid til at lære andre om Bibelens sandheder og tage sig af sin familie.
De kan også forandre Deres liv
Nogle mennesker synker så dybt i kønslig umoralitet og andre laster at de tror at de er ’for langt ude’ til at ændre noget. Men det er ikke rigtigt. Hvis sådanne mennesker virkelig ønsker at rette deres liv, kan de søge trøst i den påmindelse der blev henvendt til de utro israelitter: „Den gudløse forlade sin vej, urettens mand sine tanker og vende sig til [Jehova], at han må forbarme sig, til vor Gud, thi han er rund til at forlade.“ (Es. 55:7) Den følgende oplevelse er interessant i denne forbindelse.
En fyrreårig enke, mor til seks, fra den lille by Dores de Indaiá i staten Minas Gerais faldt som offer for umoralske fristelser og blev med tiden prostitueret. Hun tænkte at hun kunne bruge de penge hun tjente på denne måde, til at forsørge sin familie. Denne kvinde hørte Guds ords budskab for første gang hos en nabo som studerede med Jehovas vidner. Men hun afslog selv at studere. Hvorfor? Hun følte sig „uværdig“. Nogen tid senere besøgte det samme vidne denne kvinde i hendes hjem, og til forkynderens overraskelse bad hun om et bibelstudium. Hvad havde forandret hendes sind? Den smule hun havde hørt fra Bibelen ved den første lejlighed, havde været tilstrækkeligt til at opmuntre hende til at forandre sit liv. Hun er nu et indviet, døbt kristent vidne for Jehova, der ivrigt hjælper andre til at foretage en ændring i deres liv med Guds hjælp.
Det er tydeligt at Guds ord er „levende og virkende“. (Hebr. 4:12) Studium af Bibelen har fået selv de mest udsvævende til at føre et rent liv som lykkelige tjenere for Jehova Gud. Det kan gøre det samme for Dem, hvis De endnu ikke har anvendt dets kraft i Deres liv. Jehovas vidner vil være glade for at lede et gratis bibelstudium med Dem hver uge i Deres hjem. Giv blot udtryk for Deres ønske over for de tilstedeværende i den nærmeste rigssal, eller skriv til udgiverne af dette blad, og vi vil lade en egnet forkynder besøge Dem. Hold Dem ikke tilbage fordi De føler Dem uværdig. Uanset Deres situation kan De forandre Deres liv — med Guds hjælp.