Hav tro så jeres sjæle bevares i live

 1. Hvad er tro, især ifølge den definition der gives i Hebræerne 11:1, 2, NW?

„TRO? Hvad er tro?“ vil en ny læser måske spørge. Vi vil gerne anbefale enhver at slå op i den nærmeste ordbog under ordet tro og læse de definitioner der gives der. Her er den definition der gives i Hebræerne 11:1, 2 ifølge New World Translation, en tro som blev lagt for dagen af gudfrygtige mennesker i fortiden til eksempel for os: „Tro er den sikre forventning om ting der håbes på, det klare bevis på virkeligheder skønt ikke sete. For ved hjælp af den fik fortidens mænd vidnesbyrd.“ Jehova gav dem det vidnesbyrd at de havde hans velbehag på grund af deres tro, som de viste i gerning.

 2. Hvorfor havde disse mennesker et håb? Abel, for eksempel.

² Disse mænd havde et håb. De håbede på noget. Dette håb havde de fået på grundlag af det Gud havde sagt eller lovet. For eksempel var der Abel, Adams og Evas næstældste søn, født uden for Edens have. Abel havde et håb. Hvad var det grundlagt på? På de ord Jehova Gud havde sagt til slangen i Edens have i overværelse af Abels fader og moder. Herom siger Første Mosebog 3:14, 15: „Da sagde Gud [Jehova] til slangen: ’. . . Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem din sæd og hendes sæd; den skal knuse dit hoved, og du skal hugge den i hælen!’“ Abel håbede derfor på Guds „kvindes“ lovede sæds komme og på at denne sæd ville knuse Fristerens hoved.

 3. Hvilket håb havde Abraham, og hvorfor?

³ Der var også den hebraiske patriark Abraham. Da han blev kaldet til at forlade sit land og sine slægtninge sagde Jehova til ham: „Jeg vil gøre dig til en stor nation, og jeg vil velsigne dig og jeg vil gøre dit navn stort; og vis dig at være en velsignelse. Og jeg vil velsigne dem som velsigner dig, og ham der nedkalder ondt over dig vil jeg forbande, og alle jordens slægter skal i sandhed velsigne sig ved hjælp af dig.“ (1 Mos. 12:1-3, NW) Denne barnløse hebræer, Abraham, fik altså håb om at få børn, at blive til et stort folk, og at hans navn ville blive stort. Han ville derefter blive til velsignelse for andre, således at alle jordens slægter ville opnå velsignelse gennem ham.

 4. Hvad handlede både Abel og Abraham i overensstemmelse med, og hvad krævede denne handlemåde?

⁴ Abel og Abraham forventede at opnå det de håbede på. De handlede derfor i overensstemmelse med deres forventning om at opnå det de ønskede. En sådan handlemåde krævede tro. Troen har i lighed med håbet et grundlag. Håb indbefatter forventningen om at opnå noget, og består ikke blot i ønsket om det. Nu er tro ikke blot forventning, ellers ville tro være det samme som håb eller i det mindste være en del af håbet. Men Guds ord omtaler håb og tro som to forskellige ting, der dog er nært forbundet med hinanden.

 5. (a) Hvilken definition giver Hebræerne 11:1, NW, først af troen? (b) Er troen noget materielt ifølge betydningen af det græske ord hypóstasis?

⁵ Læg mærke til at New World Translation i Hebræerne 11:1 ikke siger at troen blot er forventningen om det man håber på, men at den er den „sikre“ forventning om det man håber. Det ord som den græske tekst benytter i Hebræerne 11:1 er hypóstasis, og dette ord har flere forskellige betydninger, alt efter sammenhængen, for eksempel a) fundament; underbygning; grundlag; tillid; mod; beslutsomhed; fasthed; foretagende; løfte; eller b) substantiel beskaffenhed; stof; substans; virkelig eksistens; virkelighed; sande væsen; væsen; (en idés) fulde udtryk eller udfoldelse.a Nu ved vi at tro ikke er noget materielt, ikke er et håndgribeligt stof som kan vejes. Den er en hjertets egenskab, for, som Romerne 10:10 siger, „med hjertet tror man til retfærdighed“.

 6. Hvad betyder hypóstasis med hensyn til det man håber på?

⁶ Her må hypóstasis anvendt om troen da betyde noget der danner grundlag for håbet, men også noget dynamisk, noget der bevæger og tilskynder til handling. Derfor gengiver New World Translation i Hebræerne 11:1 troen som en forventning der tilskynder en til handling, fordi forventningen er velbegrundet; den er sikker. Den lader os ikke i uvished, gør os ikke usikre og ubeslutsomme. Hypóstasis er en „sikker“ forventning.

 7, 8. Hvorfor var Abels forventning om det han håbede på, velbegrundet?

⁷ Hvilken grund havde Abel til at nære en „sikker forventning“? Naturligvis øgede Guds udtalelse til Fristeren i Eden Abels forhåbninger, men hans forventning om at Gud ville opfylde sit løfte blev yderligere sikret, den fik et grundlag som gjorde opfyldelsen sikker. Hvorledes?

⁸ Abel så at det der skete med slangen beviste at Gud havde talt sandt: „Fordi du har gjort dette, være du forbandet blandt alt kvæget og blandt alle markens dyr! På din bug skal du krybe, og støv skal du æde alle dit livs dage!“ Abel så også at Guds dom til punkt og prikke var blevet eksekveret over hans forældre Adam og Eva: de var blevet uddrevet af Edens have og Adam måtte slide for at skaffe det daglige brød til sin familie; Eva fødte Adam sønner og døtre med smerte og under svangerskabs møje, og hendes mand herskede over hende. (1 Mos. 3:14, 16-19) Abel så også at hans forældre befandt sig i en døende tilstand, og han selv forventede som deres afkom at dø med tiden. Det var gået nøjagtig som Gud havde sagt til Abels fader: „Af alle træer i haven har du lov at spise, kun af træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise; den dag, du spiser deraf, skal du visselig dø!“ (1 Mos. 2:16, 17) Abel så at Guds ord, både hans advarsler og løfter, gik i opfyldelse.

 9. Hvad gjorde Abel i tro, og hvad var resultatet heraf?

⁹ Følgelig var Abels tro grundlagt på kendsgerninger der beviste Guds pålidelighed. Han stolede på Guds løfte om hans „kvindes“ sæd og var sikker på at det ville blive opfyldt. Fristeren havde indført døden; kvindens sæd ville sejre over Fristeren og genkøbe livet til mennesker der havde arvet døden. Hvad gjorde Abel derefter i tro? Han bragte et offer til Gud, idet han udgød blodet af nogle af fårene i sin hjord. Abel dræbte ikke fårene for at tilberede et måltid til sig selv, men billedligt lod han offerdyrenes liv indtræde i stedet for sit eget. Hans ældre broder Kain bragte kun en offergave af jordens frugt til Gud, et offer der ikke indeholdt blod eller liv. Gud forkastede Kains offergave men modtog med velbehag Abels dyreoffer. Gud gav Abel det vidnesbyrd at han havde hans godkendelse. — 1 Mos. 4:1-8.

10. Hvad var grunden til at Abel vandt Guds godkendelse ifølge Hebræerne 11:4?

¹⁰ Hvorfor? Fordi Abel troede på Jehova Gud og bragte et offer i overensstemmelse med sin tro. Som det første eksempel på hvad tro er, siger Hebræerne 11:4: „I tro bragte Abel Gud et bedre offer end Kain, og ved den fik han det vidnesbyrd, at han var retfærdig, idet Gud selv kendtes ved hans offergaver; og ved den taler han endnu efter sin død.“

11. Hvorledes taler Abel endnu efter sin død, og hvis blod forkynder noget bedre end Abels?

¹¹ Abel døde for sin skinsyge broder Kains hånd. (1 Mos. 4:8-12) Skønt Abel døde fire tusind år før Kristus er beretningen om hans tro bevaret i Bibelen, og således taler han som det første jordiske vidne for Jehova. Abels blod genløste ikke nogen, lige så lidt som blodet af de får han bragte som offer. Hans blod råbte til Gud om hævn over morderen Kain. Men blodet af Guds „kvindes“ sæd, hvis komme Abel troede på, råber til Gud om barmhjertighed for Abel og alle andre mennesker med en tro som Abels. Derfor taler Hebræerne 12:24 om „den nye pagts mellemmand, Jesus“ og „bestænkelsens blod, som forkynder noget bedre end Abels“. I tro nærmede Abel sig Gud og vandt hans velbehag, og Abel venter nu på sin belønning fra Gud i den nye verden. — Hebr. 11:6.

Det klare bevis på ting som ikke ses

12. Hvad siger Hebræerne 11:1, NW, også at tro er, og hvorfor er anvendelsen af det græske ord élengkhos passende i forbindelse med virkeligheder som endnu ikke ses?

¹² Imidlertid siges der ikke alene at tro er „den sikre forventning om ting der håbes på“, men også „det klare bevis på virkeligheder skønt ikke sete“. Det græske ord der i Hebræerne 11:1 (NW) er gengivet med „klare bevis“ er ordet élengkhos. Førnævnte græsk-engelske leksikon angiver dette ords betydning som a) modbevis eller -argument; b) i almindelighed krydsforhør, prøve, kritisk undersøgelse, især med det formål at gendrive; c) katalog, inventarliste. Det græske ord har altså noget at gøre med fremskaffelse af et vidnesbyrd der beviser noget, især noget der går i modsat retning af hvad der synes at være tilfældet. Det klarlægger således noget som man ikke har set før og omstøder det som synes at være tilfældet. På denne måde bliver vi i stand til at fatte ting og faktiske forhold som vi ikke kan se men som må udregnes.

13. Hvordan er Christoffer Columbus’ opdagelse et godt eksempel herpå?

¹³ Lad os til eksempel tage Christoffer Columbus. Hvis Columbus var jøde, sådan som mange hævder, og ikke var katolik (og som sådan ikke måtte læse Bibelen) kan han have læst Esajas 40:22, der siger at jorden er rund: „Han [Gud] troner over jordens kreds, som græshopper er dens beboere; han udbreder himlen som en dug og spænder den ud som et teltbo.“ Og Job 26:7: „Han udspænder norden over det tomme, ophænger jorden på intet.“ Nu var Columbus ikke astronaut og havde ikke som nogle mennesker i dag omkredset jorden i det ydre rum og med sine egne øjne set at jorden var kugleformet. Men ad tre veje, nemlig 1) ved hjælp af naturen, 2) ved hjælp af geografernes teorier og 3) ud fra søfarernes beretninger og overleveringer ræsonnerede Columbus sig frem til at jorden måtte være kugleformet. Han kunne for eksempel se at månen var rund; at jordens skygge på månen var rund; at det første man så hæve sig over horisonten af skibe der nærmede sig var master og sejl, og skroget det sidste. På denne måde fik han et meget klart bevis for et forhold vedrørende jorden, skønt han ikke havde set det. Da han i overensstemmelse med dette klare bevis sejlede stik vest opdagede han De vestindiske Øer og Sydamerika. Hans tro havde sejret.

14. Af hvilken art var Columbus’ tro, og hvilken tro er det der skildres i Hebræerbrevets ellevte kapitel?

¹⁴ Imidlertid var Columbus’ tro ikke af åndelig art. Den var udelukkende videnskabelig og tjente denne materialistiske verden og dens gud. (2 Kor. 4:4) Men i Hebræerbrevets ellevte kapitel finder vi den historiske beretning om mænd der behagede den nye verdens Gud, Jehova, ved deres bibelske tro, og som derved er blevet eksempler for os. De nærede tro, ikke på den såkaldte nye verdens, Amerikas, komme, men på den nye verden under Guds „kvindes“ lovede sæd. Hebræerne 11:3 (NW) siger: „I tro fatter vi at tingenes ordninger blev skabt ved Guds ord, så det der ses blev til af det der ikke ses.“

15. På hvilken måde viser materialistisk indstillede mennesker af denne verden at de ingen tro har, og hvorfor tror vi?

¹⁵ Materialistisk indstillede mennesker af denne verden hævder at det er umuligt for dem at tro at der er en Gud til som altid har eksisteret og som har skabt universet af intet. De kan derfor ikke tro at det de ser ved hjælp af teleskoper og elektronmikroskoper „blev til af det der ikke ses“, det vil sige blev skabt af intet. Men på grund af den praktiske tro vi har erhvervet os ved studium af Bibelen kan vi ikke se hvordan „tingenes ordninger“ eller „det der ses“ med det blotte øje, har skabt sig selv af ingenting eller er blevet til, medmindre det er sket ved en intelligent og almægtig Guds indgriben, en Gud der er i besiddelse af en uudtømmelig energi og visdom. Vi er ikke blinde. Vi kan se „det klare bevis“ på at den almægtige Gud er til og altid har været til, således at vi „i tro fatter . . . at tingenes ordninger blev skabt ved Guds ord“. — Rom. 1:20-23.

16, 17. (a) Hvad venter vi ifølge 2 Peter 3:13, og hvorfor? (b) Hvad fortæller Hebræerne 11:8-10 os om hebræeren Abraham i denne forbindelse?

¹⁶ Vor tro er ikke den uvidendes villighed til at tro på grundlag af et svagt eller utilstrækkeligt vidnesbyrd. Vor tro er forstandig og grundlagt på Guds ufejlbarlige skrevne ord. I tro ser vi frem til at Gud vil skabe en ny tingenes ordning med en ’beboet jord’ under sin herliggjorte søn Jesus Kristus, „ved hvem han skabte tingenes ordninger“. (Hebr. 2:5-9; 1:2, NW) Som 2 Peter 3:13 siger er der „nye himle og en ny jord som vi venter ifølge hans løfte, og i disse skal retfærdighed bo“. (NW) Blandt disse mænd fra fortiden som Hebræerbrevets ellevte kapitel nævner, og som ventede på den nye tingenes ordning hvori retfærdighed skulle bo, var den hebraiske patriark Abraham. Om ham siger Hebræerne 11:8-10:

¹⁷ „I tro adlød Abraham kaldet til at gå til et land, som han skulle få i eje; og han drog ud, skønt han ikke vidste, hvor han kom hen. I tro bosatte han sig i det forjættede land som i et fremmed land og boede i telte med Isak og Jakob, medarvingerne til den samme forjættelse; thi han ventede på staden med de faste grundvolde, hvis bygmester og skaber er Gud.“

18. Hvorfra drog Abraham ud, hvor boede han og sammen med hvem boede han, og hvorfor nævnes Esau ikke som boende sammen med ham?

¹⁸ Ifølge Første Mosebog 11:31 og Apostlenes Gerninger 7:2-5 forlod Abraham, hvis navn først var Abram, byen Ur i Kaldæa, det vil sige Sinears land, hvor Babelstårnet var blevet bygget cirka to hundrede år før. „Det forjættede land“ hvortil Jehova Gud førte ham viste sig at være „Kana’ans land“. (1 Mos. 12:1-9) Her fødtes der ham børn og børnebørn, deriblandt Isak og Jakob. I Hebræerne 11:9 siges der at Abraham boede i telte med sin søn Isak og sin sønnesøn Jakob. Sammen med Jakob boede han i femten år. Jakob havde en tvillingebroder ved navn Esau; men vi lægger mærke til at der ikke siges at Abraham boede i telte med Isak og Jakob og Esau eller med Isak og Esau, der var den ældste af tvillingerne. Esau, den førstefødte, nævnes ikke i dette ellevte kapitel i Hebræerbrevet med dets korte beretning om mænd og kvinder der havde tro, og det skyldes sikkert at Esau ikke var en mand der havde tro. Kendsgerningerne viser at han ikke havde tro.

19, 20. (a) Hvem ægtede Esau, og hvor drog han hen? (b) Hvordan viste Esaus (eller Edoms) efterkommere at de ikke havde en tro som deres forfader Abraham?

¹⁹ I stedet for at gifte sig inden for sin bedstefader Abrahams gudfrygtige familie traf Esau sin egen ordning og giftede sig i en alder af fyrretyve år med to hedenske kvinder, to hetitter i Kana’ans land. (1 Mos. 26:34) Men mange år senere blev hans tvillingebroder Jakob af sin fader Isak sendt nordpå til Syrien for at tage sig en hustru blandt Abrahams slægtninge. (1 Mos. 28:1-8) Under Jakobs fravær forlod hans tvillingebroder Esau deres fader Isak, og han slog sig ned i „Se’irs land på Edoms højslette“. — 1 Mos. 28:8, 9; 32:3; 33:16.

²⁰ Efter at Jakob var vendt tilbage til sin fader Isak slog Esau sig for bestandig ned i Se’irs land, heri indbefattet „Se’irs bjerge“. (1 Mos. 36:1-9) Gud havde allerede sagt til Jakob (eller Israel) at konger skulle nedstamme fra ham; men før dette skete havde Esaus (eller Edoms) efterkommere allerede indsat konger til at herske over sig og bygget sig byer som permanente boliger. Vi læser således: „Følgende var de konger, der herskede i Edoms land, før israeliterne fik konger: Bela, Beors søn, herskede i Edom; hans by hed Dinhaba. . . .“ Andre kongelige residensbyer var Avit og Pa’u. (1 Mos. 36:31-39; 35:9-11) Esau ønskede ikke at få del i den modgang som opfyldelsen af Guds ord vedrørende Abrahams sæd ville medføre: „Dit afkom skal bo som fremmede i et land, der ikke er deres eget; de skal trælle for dem og mishandles af dem i 400 år.“ (1 Mos. 15:13) Esaus efterkommere så ikke frem til nogen stad som Gud skulle bygge. De holdt op med at bo i telte for at bygge sig byer.

21. (a) Hvorfor fremholder Hebræerne 12:15-17 Esau som et advarende eksempel? (b) Hvorfor nævner Hebræerne 11:9 Jakob i stedet for Esau?

²¹ Esau, Isaks førstefødte søn, havde kastet vrag på sin førstefødselsret og solgt den til sin yngre tvillingebroder Jakob. Han havde ikke tro. Han værdsatte ikke hellige ting, som for eksempel det løfte Gud havde givet Abraham. (1 Mos. 25:29-34) Derfor fremholder Hebræerne 12:15-17 den materialistiske Esau som et advarende eksempel: „Idet I omhyggeligt ser til at ingen [sådan som Esau] berøves Guds ufortjente godhed; at ingen giftig rod skyder sig op og forårsager vanskeligheder og mange besmittes af den; at der ingen utugtig er og ingen der ikke værdsætter hellige ting, ligesom Esau, der for et måltid mad gav sin førstefødselsret bort. For I ved også at da han senere ønskede at arve velsignelsen, blev han forkastet, for, skønt han indtrængende og med tårer søgte en sindsændring, fandt han ikke rum derfor.“ (NW) Det er derfor korrekt at Hebræerne 11:9 ikke nævner Esau, men blot siger at Abraham „bosatte . . . sig i det forjættede land som i et fremmed land og boede i telte med Isak og Jakob, medarvingerne til den samme forjættelse“. Jakob forlod Syrien eller Aram efter at have stiftet familie der og vendte tilbage til sin fader Isak. Han levede i nær kontakt med ham lige til Isaks død. Men heller ikke efter den tid byggede Jakob nogen by. — 1 Mos. 31:17, 18; 35:27-29.

22. I hvor mange år boede Abraham, Isak og Jakob i det forjættede land, og hvorfor gjorde de det?

²² I et tidsrum af 215 år (fra 1943 til 1728 f. Kr.) vedblev Abraham, Isak og Jakob at bo i telte i „det forjættede land“ som i et fremmed land, som fremmede indbyggere. Hvorfor gjorde de det? Fordi de så frem til at Gud skulle grundlægge og bygge en varig by til dem, en himmelsk regering som de kunne leve under. „Thi,“ siges der i Hebræerne 11:10 om Abraham, „han ventede på staden med de faste grundvolde, hvis bygmester og skaber er Gud.“

23. Hvor længe boede de hver især i telte som i et fremmed land? Opnåede de, efter at have boet i telte alle disse år, at se virkeliggørelsen af Guds løfte til dem?

²³ Abraham selv boede i telte som en fremmed i Kana’ans land i 100 år. Isak boede i telte dér i 180 år, og Jakob boede i telte 110 år indtil han af sin søn Josef, der var statsminister i Ægypten, blev kaldt ned til ham. Abraham havde levet i byen Ur i Kaldæa, der havde en høj kultur og hvor man kunne leve et roligt og behageligt liv. Han havde ikke nødig at blive ved at leve som en nomade der boede i telte og flyttede fra sted til sted. Hvorfor forlod Jakob byen Karan i Syrien for at vende tilbage til sin fader Isak i det hedenske Kana’ans land og føre det samme liv? Hvorfor betragtede Abraham, Isak og Jakob ikke livet ud fra en materialistisk synsvinkel og tænkte på alle de behageligheder og muligheder som byen Ur med dens høje kultur bød på, og hvorfor opgav de ikke det barske liv det var at bo i telte i et fremmed land for at vende tilbage til denne jordiske by? Selv om de boede meget længe i Kana’ans land opnåede de ikke at se virkeliggørelsen af Guds løfte om at give dem dette land. Hvorfor adlød de Guds opfordring til Abraham for til sidst at dø, alle tre i et fremmed land? Hebræerne 11:13-16 (NW) giver os svaret:

24. Hvad siger Hebræerne 11:13-16 var grunden til at de ikke forlod Kana’ans land og vendte tilbage til Ur?

²⁴ „I tro døde alle disse, uden at have opnået løfternes opfyldelse, men de så dem i det fjerne og hilste dem velkommen og erklærede offentligt at de var fremmede og midlertidige indbyggere i landet. For de der siger sådan giver vidnesbyrd om at de med iver søger et sted der er deres eget. Og dog, hvis de virkelig var blevet ved med at huske det sted de var vandret ud fra, ville de have haft lejlighed til at vende tilbage. Men nu rækker de efter et bedre sted, et der hører himmelen til. Derfor skammer Gud sig ikke ved dem, ved at blive påkaldt som deres Gud, thi han har beredt dem en stad.“

25. (a) Hvad ville det have betydet dersom de var vendt tilbage til Ur? (b) Hvad er den „stad“ som de rakte efter, i virkeligheden, og hvordan vil de om kort tid komme i forbindelse med den?

²⁵ Hvad ville det have betydet dersom de var vendt tilbage og atter var blevet en del af Ur i Kaldæa? Derved ville de være gået glip af Guds løfter til dem. Det ville have været ensbetydende med at de afskar forbindelsen med ham, og dette ville have betydet deres sjæles tilintetgørelse. Deres tro holdt dem borte fra Ur og fik dem til at adlyde Jehovas opfordring og lade sig lede af ham. De så fremad og ikke tilbage. De rakte efter et sted der var bedre end den jordiske by Ur. De så frem til en stad der hørte himmelen til, en himmelsk regering, Guds rige ved Hans „kvindes“ messianske sæd. Hvad er Ur i Kaldæa i dag? Blot en dynge ruiner som arkæologerne har udgravet for ikke så længe siden. Men hvordan forholder det sig med Guds rige, den himmelske stad som er beredt Abraham, Isak og Jakob? Det har hersket i himmelen siden 1914. Om kort tid, når det har tilintetgjort denne gamle verdslige tingenes ordning og har taget det fuldstændige herredømme over hele jorden, vil Abraham, Isak og Jakob blive oprejst fra de døde og komme til at leve under denne himmelske regering, for Gud skammer sig ikke ved dem. — Luk. 20:37, 38.

Hvilken slags mennesker hører vi til?

26. Hvilke spørgsmål stiller vi os selv når vi sammenligner os med de fortidens mænd vi har omtalt, og hvorfor ønsker vi at lade Hebræerne 10:38, 39 svare for os?

²⁶ Hvilken slags mennesker hører vi til i dag? Er vi, dersom vi er kristne Jehovas vidner, da ligesom Esau (Edom) der ikke værdsatte hellige ting? Det forbyde Gud! Eller er vi ligesom de hebraiske Jehovas vidner, Abraham, Isak og Jakob, der aldrig vendte tilbage? Dersom vi er det, så vil vi, efter at vi er kommet så langt siden vi først kom til troen — og det uanset hvor langt tilbage i tiden det skete — ikke nu vende tilbage til denne gamle verden med dens materialisme og falske religion. Lad det også være om os der tales i Hebræerne 10:38, 39 (NW): „’Min retfærdige skal leve på grund af tro,’ og ’hvis han unddrager sig, har min sjæl ikke behag i ham.’ Nu hører vi ikke til dem der unddrager sig og rammes af udslettelse, men til dem der har tro så deres sjæl kan bevares i live.“

27. Hvad er vi derfor interesseret i, og hvad vil det betyde for os dersom vi unddrager os?

²⁷ Vi er interesseret i at Guds sjæl skal have behag i os. Vi ønsker at stå retfærdige ind for ham og at vise os værdige til livet på grund af vor tro. Troen tillader ikke at vi unddrager os. At unddrage sig betyder instinktivt at vige tilbage for noget der er smertefuldt eller ubehageligt i den hensigt at undgå det. En sådan handlemåde skyldes frygt. Det ord der i Hebræerne 10:38, 39 er brugt for ’at unddrage sig’ er det samme ord som de gamle græske skribenter anvendte for at frygte og for at trække sig tilbage eller skjule sig på grund af frygt.b Dersom vi unddrager os vil det betyde evig udslettelse af vore sjæle. — Matt. 10:28.

28, 29. (a) Hvori består faren ved at unddrage sig, og hvordan kan det begynde? (b) Hvad siger Hebræerne 5:11 til 6:3 til dem der gør det?

²⁸ At man unddrager sig eller trækker sig tilbage kan ske ganske umærkeligt. Faren består netop i at vi næppe lægger mærke til at vi slår ind på vejen til vor sjæls evige udslettelse. Vi kan unddrage os ved at nægte at gøre fremskridt fordi det kræver en anstrengelse af os. Det er ligesom med et barn der ikke ønsker at vokse op og skuldre et ansvar, men ønsker at forblive et sorgløst barn som andre er forpligtet til at have ansvaret for. Hvorfor måtte nedskriveren af Hebræerbrevet så omstændeligt forklare de ting der var mere indviklede og vanskeligere at forstå end sådanne bibelske læresætninger som omvendelse fra synd, tro på Gud, dåb, håndspålæggelser, opstandelse, og Guds evige dom? Det var fordi disse kristne hebræere ønskede at forblive åndelige spædbørn der kun kunne ernæres med „mælk“ fordi de var blevet så sløve til at høre at de ikke forstod hvad der blev sagt eller givet undervisning i. I Hebræerne 5:11 til 6:3 siges der derfor til dem:

²⁹ „Om ham [Kristus] har vi meget at sige og det er svært at forklare, for I er blevet sløve til at høre. For i sandhed, skønt I burde være lærere når man tager tiden i betragtning, har I atter brug for at nogle fra grunden skal undervise jer i de elementære ting i Guds hellige udtalelser, og I er blevet sådanne der trænger til mælk og ikke til fast føde. For enhver der får mælk er ukendt med retfærdsordet, for han er spæd. Men fast føde er for modne mennesker, sådanne som gennem brug har opøvet deres opfattelsesevne så de kan skelne mellem ret og uret. Lad os derfor, nu da vi har overstået den grundlæggende lære om Kristus, skride frem til modenhed og ikke på ny lægge grundvold, nemlig omvendelse fra døde gerninger, tro på Gud, læren om døbelser og håndspålæggelser, de dødes opstandelse og evig dom. Og det vil vi gøre, om ellers Gud vil tillade det.“ — NW.

30. Hvordan kan det siges at Gud tillader det, og hvad bør åndelige spædbørn følgelig gøre?

³⁰ Det kan i sandhed siges at Gud tillader os det, for han har ladet os blive i live og har ikke tilintetgjort denne verden. Eftersom Gud i sin barmhjertighed tillader det, bliver det et spørgsmål om vi vil „skride frem til modenhed“. Vil vi drage fordel af den tid der yderligere er til rådighed, så vi vokser op til åndelig modenhed og bliver i stand til at undervise andre, ikke blot i „den grundlæggende lære om Kristus“ eller i de læresætninger der blot udgør en „grundvold“, men også i det der er „svært at forklare“? Skammer vi os over at vi, i betragtning af den tid vi har kendt sandheden, ikke kender eller forstår andet end de af Bibelens læresætninger der kan sammenlignes med mælk, eller over at vi indtil nu ikke har ’opøvet vor opfattelsesevne’ så vi er i stand til at undervise andre, ikke blot brødrene i menigheden men også de interesserede mennesker der endnu ikke er tilsluttet menigheden? Dersom vi oprigtigt skammer os over at vi endnu ikke er blevet åndeligt modne, så lad os endelig, så længe Gud tillader det, gøre noget ved det. Noget positivt. Det betyder livet om vi gør det.

31, 32. (a) Hvad vil det at gøre noget positivt, betyde for åndelige spædbørns vedkommende? (b) Hvilken dårlig vane advarer Hebræerne 10:23-27 os imod?

³¹ Skal vi positivt gøre noget, sker det naturligvis ikke ved at vi yderligere forhaler vor åndelige fremgang eller ligefrem unddrager os fordi der forestår noget vanskeligt der vil kræve standhaftighed af os, både i vor indstilling og vore handlinger. Positivt at gøre noget vil betyde andet og mere end at vi maser på med vort personlige bibelstudium. Det vil også kræve at vi tillægger studiemøderne sammen med den nye verdens samfund af Jehovas vidner så stor betydning at vi overværer dem. Dersom vi uden grund forsømmer de møder som nutidens kristne Jehovas vidner afholder, vil det være begyndelsen til at vi unddrager os. Fortsætter vi på denne måde vil det til sidst blive en vane for os. Hebræerne 10:23-27 advarer os om ikke at gøre det og fortæller os også grunden til at vi ikke skal gøre det. Der siges:

³² „Lad os give agt på hverandre, så vi opflammer hverandre til kærlighed og gode gerninger, og lad os ikke svigte vor egen menighedsforsamling, som nogle har for skik, men formane hverandre, og det så meget mere, som I ser dagen nærme sig. Thi synder vi med vilje efter at have lært sandheden at kende, gives der ikke mere noget offer for vore synder, men en frygtelig forventning om dom og en nidkærhedsbrand, som skal fortære de genstridige.“

33. Hvordan forholder vi os til Hebræerne 2:1 dersom vi med vilje forsømmer møderne, og hvordan kan vi hindre at vi glider bort?

³³ Hvad er det vi gør når vi med vilje forsømmer de møder hvor vi opflammes til kærlighed og gode gerninger? Gør vi som Hebræerne 2:1 siger vi bør gøre? Viser vi det vi hører af Guds søn mere end almindelig opmærksomhed, eller viser vi det mindre end almindelig opmærksomhed? Vi viser det afgjort mindre opmærksomhed, selv om vi læser meget i Bibelen hjemme hos os selv. For at hindre at vi glider bort mod tilintetgørelsen må vi vise Guds søn opmærksomhed på grund af den ophøjede og betydningsfulde stilling han indtager.

34. Hvem må vi se hen til for at vor tro kan fuldkommes, og hvorfor kunne de gamle hebræeres tro derfor ikke fuldkommes?

³⁴ Dersom vi ønsker at fuldkomme vor tro så vore sjæle kan bevares i live til evig tid, må vi nødvendigvis vise Guds søn Jesus tilbørlig opmærksomhed. Vi må se hen til ham som „troens fuldender“. Før han kom for nitten hundrede år siden havde de gamle hebræere tro på at Messias skulle komme og de så frem til hans komme. Men da de ikke forstod de dengang uopfyldte profetier om ham var deres tro i mange henseender yderst mangelfuld. Selv himmelens engle var interesserede i at vide hvordan profetierne om Messias eller Kristus ville blive opfyldt. (1 Pet. 1:10-12) Deres tro var således endnu ikke blevet fuldkommet.

35, 36. Med hvem kom troen virkelig, og hvorfor forholder det sig således?

³⁵ Da Jesus Kristus kom, forkyndte, døde og blev oprejst til himmelsk liv og vendte tilbage til Gud, Faderen, og satte sig ved hans højre hånd i himmelen, blev de profetier om ham der hidtil ikke havde været forstået, imidlertid opfyldt i alle enkeltheder. Da blev troen på Messias eller Kristus kompletteret med historiske kendsgerninger. Det var således med Kristus at troen virkelig kom, det vil sige den korrigerede tro om ham og hans forhold til Gud. Det er derfor at der i Galaterne 3:23-25 siges til de hebræere der engang var under Moseloven men som nu var kristne:

³⁶ „Førend troen kom, bevogtedes vi under loven, idet vi holdtes indesluttede, indtil den tro kom, som engang skulle åbenbares, så at loven er blevet os en tugtemester til Kristus, for at vi skulle blive retfærdiggjorte af tro. Men efter at troen er kommet, er vi ikke mere under tugtemester [Moseloven].“

37. Hvad er Jesus derved blevet for vor tro, og hvad begyndte således med ham?

³⁷ Det er derfor Jesus i sandhed kan kaldes vor tros leder og banebryder. Som sådan påtog han sig at gøre Guds vilje og at opfylde profetierne om Messias, hvorved han gav os en klar forståelse af disse bibelske profetier og styrkede vor tro på dem. Den rette tro begyndte med Jesus Kristus for nitten hundrede år siden.

38. Hvordan har han, siden dengang, bragt sine efterfølgeres tro til fuldendelse?

³⁸ Indtil pinsedagen, halvtreds dage efter Jesu opstandelse, år 33, da Jesus, siddende ved Guds højre hånd i himmelen, udgød hellig ånd over sine jødiske disciple i Jerusalem, arbejdede han på at fuldkomme deres tro på ham. Da han i år 36 udgød hellig ånd over de første ikke-jøder, uomskårne troende, blev deres tro på ham bragt et skridt videre mod fuldendelse. (Hebr. 2:4) Så vidt som han fra himmelen handlede med sine disciple på jorden indtil apostelen Johannes skrev sit evangelium, sine breve og Åbenbaringen eller Apokalypsen bragte han deres tro til fuldendelse i en sådan grad at de kunne blive frelst. Ved det som han nu i de sidste halvfems år har gjort for at opfylde profetierne for sine disciple på jorden, har han yderligere fuldkommet vor tro, så vi kan leve op til de krav der nu stilles og derved opnå evig frelse.

Løb!

39. Hvad er det vigtigste for os, og hvad skal vi ifølge Hebræerne 12:1-4 gøre?

³⁹ Det vigtigste for os er derfor at vi ikke unddrager os eller blot så meget som ser os tilbage. Det vi må gøre for at bevare vor sjæl i live er at se fremad og løbe! „Så lad da også os,“ siger Hebræerne 12:1-4, „som har så stor en sky af vidner omkring os, lægge alt det bort, som tynger, og synden, som så let hilder os, og lad os med udholdenhed ile fremad i det kapløb, vi har foran os, mens vi retter vort blik mod Jesus, troens banebryder og fuldender, som for at få den glæde, der ventede ham, udholdt korset [marterpælen, NW] uden at ænse skammen, og som nu har taget sæde på højre side af Guds trone. Ja, på ham, som har tålt en sådan modsigelse af syndere, skal I tænke, for at I ikke skal blive trætte og modløse i jeres sjæle. I jeres kamp mod synden [manglende tro] har I endnu ikke stået imod indtil blodet.“ Nej, vi har endnu ikke udgydt vort blod som trofaste vidner for Jehova.

40. Hvem af disse førkristne vidner bør vi tænke på, og hvorfor?

⁴⁰ Tænk på den trofaste patriark Abraham, der hørte til denne store „sky“ af førkristne vidner som behagede Gud fordi de havde tro. Han slog sig ikke ned i en by eller byggede en by for at have en varig bolig i denne gamle tingenes ordning. Han så frem til staden med de faste grundvolde, den stad som bygges og skabes af Gud. Af denne grund fortsatte han med at bo i telte, snart her, snart der, uden at være knyttet til nogen jordisk by. — Hebr. 11:9, 10, 15, 16.

41. Hvordan forholder det sig med Jesus i denne henseende, og hvad er vi, ifølge Hebræerne 13:12-15, besluttede på at gøre?

⁴¹ Guds søn gjorde heller ikke nogen bestemt by til sin faste bopæl, ikke engang det jordiske Jerusalem med dets tempel og alter. Lad os se hen til ham og lade udtalelsen i Hebræerne 13:12-15 stå som et udtryk for den beslutning vi har taget om hvad vi vil gøre: „Derfor led også Jesus uden for byporten, for at han kunne hellige folket ved sit blod. Så lad os da gå ud til ham ’uden for lejren’ og bære hans forsmædelse. Thi her har vi ikke en blivende stad, men søger den kommende. Lad os da ved ham altid bringe Gud lovprisnings-offer, det er: frugt af læber, som bekender hans navn.“

42. Hvad er grunden til at vi skulle gøre det så meget mere nu?

⁴² Hvor meget mere skulle vi ikke gøre det nu hvor den „kommende“ og den „blivende stad“ er nær! Det er Guds rige, det himmelske Jerusalem, der blev oprettet i 1914 da hedningernes tider udløb. De ord der blev skrevet for nitten hundrede år siden gælder derfor i endnu højere grad os der lever nu: „I er kommet til Zions bjerg og til den levende Guds stad, til det himmelske Jerusalem og til en højtidsskare af engle i tusindtal og en menighed af førstefødte, som er indskrevne i Himlene, . . . og til den nye pagts mellemmand, Jesus, og til bestænkelsens blod, som forkynder noget bedre end Abels.“ (Hebr. 12:22-24) Dette himmelske rige som vi er kommet til er „et urokkeligt rige“. Det vil bestå igennem hele denne „endens tid“ for denne verden hvor Jehova Gud ryster himmelen og jorden for at fjerne denne gamle troløse tingenes orden. — Hebr. 12:26-28.

43. Hvordan kan vi, i forbindelse med Mattæus 24:14, nu vise Guds søn mere end almindelig opmærksomhed?

⁴³ Som en opfyldelse af Jesu profeti bliver den gode nyhed om dette oprettede rige forkyndt overalt på den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne før disse knuses og fjernes for stedse. (Matt. 24:14; Mark. 13:10) Lad os vise denne profeti som Guds søn udtalte, mere end almindelig opmærksomhed ved at tage så meget direkte del i dens opfyldelse som vi på nogen måde kan. Gør det i tro. Forkynd!

44. Hvilken egenskab er det især påkrævet for os at have nu i tiden, og hvilke varige velsignelser bliver følgen heraf?

⁴⁴ Vi lever på en tid hvor det mere end nogen sinde er påkrævet at vi har tro, at vi opnår modenhed i vor tro ved at vokse i kundskab og forståelse, og at vi beviser vor tro ved at fortælle andre om den. Når vor tro mere og mere bringes til fuldendelse vil vi aldrig trække os tilbage, for det ville betyde evig ulykke, vore sjæles tilintetgørelse. Denne fuldendelse af vor tro vil medføre at Gud bevarer vore sjæle i live til evig tid. Hvor? I den nye tingenes orden med dens „nye himle“ og dens „beboede jord der skal komme“, en ny tingenes orden der ikke vil være underlagt engle, men Guds ypperste søn Jesus Kristus, vor tros banebryder og fuldender.

[Fodnoter]