Den nye verdens lovmæssige grundvolde

„Da Gud endnu tydeligere ville give . . . til kende, at hans beslutning var urokkelig, indestod han derfor med en ed.“ — Hebr. 6:17.

 1. Var Paulus berettiget til at skrive til sine egne landsmænd?

HVAD mon det var, der drev Paulus, en „hedningeapostel“, det vil sige en apostel for ikke-jødiske folkeslag (Rom. 11:13), til at skrive et brev til den hebraiske kristne menighed i Palæstina? Ikke sådan at forstå, at Paulus på nogen måde overskred sine beføjelser ved at skrive til sine egne landsmænd. Gang på gang gav han udtryk for sin store kærlighed til dem og sin bekymring for dem, for han vidste, at de var blandt dem, om hvem Herren Jesus sagde til Ananias: „Denne mand er mit redskab, som jeg har udvalgt til at bære mit navn frem både for hedninger og konger og Israels børn.“ (Ap. G. 9:15) Paulus indså selv, som det også fremgår af hans ord til galaterne, at „det er blevet mig betroet at forkynde evangeliet for de uomskårne, ligesom Peter [modsætningsvis] for de omskårne.“ (Gal. 2:7) Der må have været en særlig grund til, at Paulus skrev det meget interessante og oplysende brev til hebræerne, selv om han ganske vist siger, at han skrev „i korthed“. — Hebr. 13:22.

 2. Hvad bevægede Paulus til at skrive til hebræerne?

² Vi tror, at grunde lig dem, der drev Paulus, også gør sig gældende i vor tid. Tag ikke fejl, og drag ikke på grundlag af titlen på denne artikel den slutning, at vi her rent objektivt skal tage visse abstrakte sandheder op til en juridisk drøftelse. Nej, ligesom Paulus lægger vi sagen frem for vore læsere, fordi „vi ønsker inderligt, at enhver af jer må vise den samme iver efter at fastholde fuld vished i håbet indtil det sidste, så I ikke bliver sløve, men efterfølger dem, som ved tro og tålmodighed arver det, der er dem forjættet“. — Hebr. 6:11, 12.

 3, 4. a) Hvilket argument bruger Paulus som grundlag for sin appel? b) Hvilken hjælp kan vi høste af dette studium?

³ Som en bekræftelse af denne udtalelse fører apostelen et argument i marken, der danner grundlaget for vort studium her. Han minder os om Guds løfte til Abraham, et løfte, som Gud indestod for med en ed. Mennesker følger samme fremgangsmåde, når de ønsker at afgive en juridisk garanti og gøre ende på mulige indvendinger. Der er kun den forskel, at „mennesker sværger . . . ved en, der er større end de selv“, mens Gud svor „ved sig selv, fordi han ikke havde nogen større at sværge ved“. Gud gav således overvældende bevis for sin erklærede beslutnings uforanderlighed ved at føje sin ed til løftet, hvorved hans ord blev dobbelt så pålideligt og sandfærdigt. I hvilken hensigt? For at vi „skulle have en stærk trøst“ eller „opmuntring“ (NW), som en kraftig modvægt mod enhver tilbøjelighed til at blive sløve, eller efterladende. — Hebr. 6:13-18.

⁴ Vi tror derfor, at der i vort studium af denne del af Guds ord findes fortrinligt stof, der vil vise sig at være til sand og praktisk hjælp for de mange tusinder af vore læsere, der for nylig er begyndt at læse Vagttaarnet, såvel som til nyttig belæring for alle Jehovas vidner og fremfor alt til opmuntring og trøst for enhver af os, så vi med iver kan fortsætte i Guds hellige tjeneste.

 5. Hvilke tre spørgsmål stilles der med henblik på denne artikels overskrift?

⁵ Da der er en juridisk side til dette spørgsmål, vil vi med udbytte kunne bruge den metode, jurister ofte anvender, når de for eksempel undersøger ordlyden af en lovparagraf eller en af regeringens lovbestemmelser. Først finder de det særlige afsnit, der har gyldighed for den omhandlede sag, og derpå gransker de nøje dette afsnit sætning for sætning og ord for ord. Vi vil gå frem efter samme metode og stille os selv følgende tre spørgsmål: (1) Hvad er den nye verden? (2) Hvilke grundvolde hviler den på? og (3) Hvilken lovmæssig hjemmel har disse grundvolde?

Den nye verden

 6. Hvad er den rette definition af det græske ord kosmos, og hvad ligger der i udtrykket „den nye verden“?

⁶ I den danske oversættelse er ordet „verden“ oversat fra tre forskellige græske ord, men det ord, der har vor særlige interesse i denne forbindelse, er det græske ord kosmos. Dette ord er overalt i New World Translation gengivet med „verden“. Det rummer tanken om et velordnet arrangement eller en tingenes ordning og hentyder ikke nogetsteds til den bogstavelige jord. Udtrykket „den nye verden“ giver en logisk formodning om eksistensen af en gammel verden. Endvidere kan man gå ud fra, at den nye verden erstatter den gamle, der bliver forældet og forsvinder. Argumentet er sundt og har et bibelsk fortilfælde i Paulus’ drøftelse af den nye pagt. — Se Hebræerne 8:13.

 7. Hvordan og hvor viser Peter den bibelske brug af ordet „verden“?

⁷ I 2 Peter, kapitel 3, viser apostelen tydeligt, at „verden“ i den bibelske betydning af ordet betegner en symbolsk himmel og en symbolsk jord. Himmelen er et symbol på den usynlige regeringsfaktor, mens jorden symboliserer den synlige del af ordningen, det, vi ser rundt om os. Apostelen taler om en himmel og en jord, der gik til grunde i Vandfloden, skønt hverken den bogstavelige himmel eller den bogstavelige jord forgik dengang. Dernæst siger han, at „de nuværende himle og jorden er gemt ved det samme ord og forbeholdt ilden på den dag, da de ugudelige mennesker skal dømmes og fortabes“. Efter at Peter har gjort nærmere rede for, hvordan den nuværende verdensordning fuldstændig skal forsvinde, taler han til sidst om den nye verden og skriver: „Men efter hans forjættelse venter vi nye himle og en ny jord, hvor retfærdighed bor.“ (2 Pet. 3:7, 13) Dette er i nøje harmoni med løftet om en ny himmel og en ny jord og den storslåede beskrivelse af dem, der er at finde i Esajas’ profeti og også udmales i glødende vendinger i Bibelens sidste bog. (Es. 65:17-25; Åb. 21:1-4) Men hvilke grundvolde hviler den nye verden på?

Den nye verdens grundvolde

 8. Hvilken form for regeringsmagt råder i den nye verden, og hvordan står dette som en modsætning til den gamle verden og til det, som kristenheden lærer?

⁸ Den nye verden er ikke uden regeringsmagt. Dens regeringsmagt udøves ved hjælp af et kongerige. Ordet „kongerige“ betyder en stat eller et landområde, hvis overhoved er en konge. Den nye verden regeres af Kongen Kristus Jesus, der udøver sin funktion gennem eet rige, som omfatter både himmel og jord. Dette står som en modsætning til den gamle verden, der ganske vist kun har een usynlig overherre, Satan Djævelen, denne verdensordnings gud, men som på jorden, den synlige del af hans område, er opdelt i mange riger med hver sin regent, som regerer samtidig, helt frem til vore dage. (2 Kor. 4:4) Dette er en af hovedgrundene til, at jorden er fuld af magtbegær, misundelse, mistænksomhed, uenighed og krig. Kristenheden i almindelighed lærer, at Guds rige vil blive indført gennem en gradvis omvendelse af den nuværende verden og dens folkeslag, en slags udviklingsproces, indtil alle er rede til at tage imod Kristus som konge. En sådan tanke finder overhovedet ingen støtte i Bibelen, og udsigten til, at den skulle blive virkeliggjort, bliver ringere og ringere, hvis man skal dømme efter den almindelige tendens i verden i dag. Vi skal her anføre et par skriftsteder, der kaster lys over sagen.

 9. Hvordan kaster Daniels profeti lys over dette spørgsmål, og med hvilke ord bekræfter Jesus det?

⁹ I sine nattesyner så Daniel „en, der så ud som en menneskesøn“, der af „den gamle, af dage [Jehova]“ fik „magt og ære og herredom [et kongerige, AS]“, som aldrig skulle ophøre eller ødelægges. (Dan. 7:13, 14) Samme profeti siger følgende om dette tidspunkt og om, hvad der skal ske, når Guds salvede konge tager sin magt: „Men i hine kongers dage vil himmelens Gud oprette et rige, som aldrig i evighed skal forgå, og herredømmet skal ikke gå over til noget andet folk; det [Guds rige] skal knuse og tilintetgøre alle hine riger, men selv stå i al evighed.“ (Dan. 2:44; se også Salme 2:7-9) Jesus forstod selv, at det virkelig forholdt sig således, hvilket ses af hans vægtige ord til Pilatus, da denne udspurgte ham om hans kongedømme: „Mit rige er ikke af denne verden.“ (Joh. 18:36) Og det kan ikke på nogen måde fortolkes derhen, at Kristi rige udelukkende er et himmelsk rige, for Jesus lærte sine efterfølgere at bede til Gud: „Komme dit rige; ske din vilje på jorden, som den sker i himmelen.“ (Matt. 6:10) Hvis du ønsker en sidste bekræftelse af det samme profetiske billede eller mønster, der taler om magtovertagelsen, og hvad den fører med sig, vil vi henvise dig til at læse Åbenbaringen 11:15-18.

10. a) Hvordan brugte Gud det bogstavelige Israel? b) Hvilken profeti blev der givet vedrørende deres regeringsmagt, og hvem bliver identificeret som Zions grundvold?

¹⁰ På baggrund af de skriftsteder, vi allerede har nævnt, ville det være fuldt ud berettiget for os at sige, at den nye verdens grundvolde tydeligvis er uløselig knyttet til Kristus Jesus som den lovede „fredsfyrste“, på hvis skuldre den nye verdens regeringsmagt hviler. (Es. 9:6, 7) Men vi har et mere direkte bevis end det. Fortidens Israel var heller ikke uden regeringsmagt, og Gud brugte dette folk som et profetisk mønster på bedre og større ting, der skulle komme senere hen. I virkeligheden danner dette grundlaget for Paulus’ bevisførelse i hans brev til hebræerne, hvor han omtaler Guds lov til Israel som „en skygge af de kommende goder“. (Hebr. 10:1) Dette forbilledlige teokratis styreform var et kongedømme, hvis regering havde sæde i hovedstaden Jerusalem i den del af byen, der kaldtes Zion, hvor tronen stod. Om Zion lod Gud denne profeti nedskrive: „Se, jeg lægger i Zion [som grundvold, AS] en prøvet sten, en urokkelig, kostelig hjørnesten.“ (Es. 28:16) Jesus Kristus er uden al modsigelse denne grundsten. Apostelen Peter anvender denne profeti direkte på Herren Jesus og nævner den i forbindelse med en anden og lignende profeti, som han citerer således: „Den [samme, NW] sten, som bygningsmændene vragede, [er] blevet en hovedhjørnesten.“ — 1 Pet. 2:6, 7; Sl. 118:22; se også Luk. 20:17; Ap. G. 4:11.

11, 12. Hvilket spørgsmål bringer dette på bane, og hvilket specielt udtryk anvendes her?

¹¹ Mens de skriftsteder, vi hidtil har haft fremme, kun taler om een grundvold i betydningen en bygnings fundament, taler andre skriftsteder i flertal om faste fundamenter eller „grundvolde“, der kan bygges på. Atter andre skriftsteder bruger ordet „grundvold“ eller fundament i en anden forbindelse. Inden vi skal se nærmere på dette, vil vi drøfte det næste spørgsmål: Hvilken juridisk hjemmel har den nye verdens grundvolde? Her må vi huske på, hvad der allerede er blevet nævnt, at den nye verden og dens grundvolde eller fundamenter ikke bare er en ombygning af det gamle, men en helt ny tingenes ordning.

Grundvoldene får juridisk gyldighed

¹² Hvad mener vi med lovmæssige grundvolde og med stadfæstelse eller „juridisk garanti“ (NW), som omtales i Hebræerne 6:16? Som en hjælp skal vi gøre opmærksom på betydningen af visse rodord og deres afledninger.

13, 14. Hvad er den rette definition af følgende ord: a) lovmæssig, b) lov, og c) regel?

¹³ Lovmæssig betyder det, som er i overensstemmelse med eller tilladt ved lov, altså lovligt. Lov er først og fremmest en handleregel eller regel for adfærd. Ordet lov kommer af rodordet at lægge. Lov er derfor det, som er lagt eller fastsat.

¹⁴ Regel betyder rettesnor for adfærd, en sædvane, en vedtagen skik. Bemærk den nære sammenhæng mellem disse udtryk.

15. Hvordan afslører disse ord nogle af det faldne menneskes fundamentale behov?

¹⁵ Ser vi ikke i hvert af disse ord en tanke- og begrebslighed, der rører ved menneskenaturens inderste væsen og dens lønligste behov, og som har rod helt tilbage i menneskehedens histories tidlige morgen? Lige siden mennesket ophørte med at vandre ad den trygge vej i fuldkommen lydighed og loyalitet mod sin Skaber, har han måttet sande, hvor desperat nødvendigt det er for ham at have et fast holdepunkt, noget, han helt og fuldt kan stole på, noget urokkeligt og varigt, alt det, han nu så inderligt savner. Ja, han har følt et savn, noget, der kunne yde ham sikkerhed og tryghed, og som var i pagt med lov og støttet af lov. Der er med andre ord opstået et behov for en lovmæssig eller juridisk garanti i menneskers samkvem med hinanden.

16. Hvad vil det sige at sværge en ed, og hvorfor gøres det?

¹⁶ Der er intet område inden for menneskenes indbyrdes samkvem, hvor dette behov har været i den grad føleligt, som i forbindelse med deres ord og aftaler. Et menneske kan afgive et løfte, men hvad er det værd, hvis der ikke foreligger nogen garanti for, at det vil blive indfriet, navnlig hvis alvorlige ting står på spil? Det er grunden til, at der allerede under tidligere tiders patriarkalske samfund opstod den skik, at man, når forholdene krævede det, svor en ed som bekræftelse af en vigtig erklæring eller et alvorligt løfte. Det skete ved, at man påkaldte eller appellerede til et navn eller en genstand, som alle parter anerkendte som en højere myndighed end den rent menneskelige. Det faldt ganske naturligt, at man appellerede til den allerhøjeste myndighed, for eksempel til Gud selv eller til hans ord, Bibelen. At sværge en ed vil derfor sige at bekræfte eller afgive en højtidelig erklæring, idet man tager Gud til vidne på sandfærdigheden af det, der bekræftes. Hvis det foregår i et samfund eller en nation, hvor en sådan ed medfører juridiske forpligtelser og straffebestemmelser, der bringes til udførelse, dersom det bevises, at eden er blevet krænket, har man den stærkest mulige „juridiske garanti“. Som Paulus siger, gør det, for så vidt det står i menneskers magt, „ende på alle indvendinger“. — Hebr. 6:16.

17. Hvad hviler den nye verdens grundvolde først og fremmest på, og hvorledes fremhæver Peter betydningen af Guds talte ord?

¹⁷ Med dette billede, der er hentet fra vor egen forestillingsverden, kan vi bedre forstå og påskønne, hvordan den nye verdens grundvolde får juridisk hjemmel. Hvorfor bliver Kristus Jesus den nye verdens konge? Fordi det hævet over enhver tvivl er blevet bevist, at han er den forudsagte sæd, der henvises til i det grundlæggende løfte, Abraham fik, og som Paulus delvis citerer i Hebræerne 6:14. Løftet slutter med disse ord: „Og ved hjælp af din sæd skal alle jordens folk velsigne sig.“ (1 Mos. 22:18, NW) Ja, fordi Guds løftes ord rummer en „juridisk garanti“, nemlig Guds ed, er det dette ord, der er den nye verdens primære og væsentlige lovmæssige grundvold og bemyndiger Kristus Jesus til at være dens retmæssige konge. Læg som en bekræftelse heraf mærke til, hvordan Peter nøje forbinder Guds ord med hver af de tre verdener i de skriftsteder, vi allerede har nævnt. Ordningen på jorden under den første verden fremstod „ved Guds ord“. Dernæst blev den nuværende onde verdens skæbne bestemt „ved det samme ord“. Sluttelig venter vi med længsel den retfærdige nye verden „efter hans forjættelse“. (2 Pet. 3:5, 7, 13) Guds talte ord og dets betydning som det sidste og endelige i enhver sag kan ikke overvurderes.

18. For hvis skyld og på hvilken måde har Gud bekræftet sit løftes ord?

¹⁸ Gud selv, og måske også hans loyale og fuldkomne skabninger i himmelen, behøver absolut ikke at føje noget til eller bekræfte et løfte. Men Gud gjorde sig den ulejlighed, om man kan bruge det udtryk, at indestå derfor med sin ed, som det fremgår af ordene: „Sandelig, vil jeg velsigne dig rigt.“ (Hebr. 6:14; se også 1 Mos. 22:16) Denne svorne ed gør løftet til en højtidelig og bindende erklæring, en juridisk garanti, der ikke kan brydes. Med eden føjet til løftet har vi den stærke sammenstilling, der udgør de „to urokkelige kendsgerninger, der udelukker, at Gud kunne lyve“. — Hebr. 6:18.

19. a) Hvad er først og fremmest den nye verdens opgave? b) Er det bibelsk korrekt at tale om den nye verdens „grundvolde“ i flertal?

¹⁹ Ja, Guds edsvorne løfte danner den nye verdens lovmæssige grundvold, for den nye verdens opgave under Kongen Kristi Jesu, den forjættede sæds, administration er netop at opfylde dette Abrahamsløfte til punkt og prikke til velsignelse for alle jordens slægter. (1 Mos. 17:2) Det skal i forbigående bemærkes, at ordet „pagt“ har interesse, fordi det er nært beslægtet med de øvrige ord, vi allerede har drøftet, idet dets rodord betyder en højtidelig, bindende og retsgyldig overenskomst mellem to parter. Men det spørgsmål, vi her ønsker at undersøge, er, om det er berettiget at bruge ordet „grundvolde“ i flertal i forbindelse med udtrykket „lovmæssige“. Der gives mindst fire eller fem gode grunde herfor. Lad os med det samme mærke os, at den nye verdens regering har faste fundamenter eller grundvolde, der kan bygges på. Paulus siger i det samme brev til hebræerne, at Abraham selv „ventede på staden med de faste grundvolde“. (Hebr 11:10) Vi vil nu tage disse grunde nærmere i øjesyn een ad gangen.

20. Hvilke andre sten bliver føjet til „hovedhjørnestenen“?

²⁰ Den første grund finder vi i den omstændighed, at Guds ed til Abraham er en lovmæssig grundvold for den nye verden. Selv om profetierne kun taler om een grundsten, siges der imidlertid i opfyldelsen af disse profetier, at der føjes andre sten til. Disse andre sten har bevist, at de opfylder de samme krav, som stilles til hovedhjørnestenen, og er fundet værdige til at blive uadskilleligt sammenføjet med den lig sten, der passer så nøje ind i hinanden, at man end ikke kan stikke en knivspids ind imellem dem. Peter skriver til de kristne troende, der har det „levende håb“ at få del i den uforkrænkelige, himmelske arv sammen med Kristus, og siger: „Kom til [Kristus], den levende sten, . . . og lad jer selv som levende stene opbygge til et åndeligt hus, til et helligt præsteskab.“ Disse samhørende grundvolde er altså apostolske: „Bymuren havde tolv grundstene, og på dem stod tolv navne: navnene på Lammets tolv apostle.“ (1 Pet. 2:4, 5; Åb. 21:14, 19; se også Ef. 2:20-22) Dette danner en parallel til Paulus’ argument, at skønt det oprindelige løfte til Abraham kun talte om een sæd eller eet afkom, „dit afkom“, og „det er Kristus“, så er alle, som blev „døbt til Kristus“ og er i samhørighed med ham, i virkeligheden „Abrahams afkom, arvinger i kraft af forjættelse“. (Gal. 3:16, 26-29) Disse faste grundvolde blev juridisk garanteret ved Guds ed, der blev føjet til hans løfte til Abraham.

21. Hvilket andet edeligt løfte opfylder Jesus foruden at være Abrahams sæd?

²¹ Den anden grund er, at Kristus, foruden at opfylde det edsvorne løfte til Abraham, opfylder endnu et edeligt løfte. Denne gang er det et løfte, der angår hans stilling som ypperstepræst. Bemærk, at det danner højdepunktet i Paulus’ bevisførelse i den sidste del af hebræerbrevet, det sjette kapitel, som vi her har drøftet. Her taler han til sidst om en „forløber“, der på vore vegne allerede er gået ind bag forhænget, det vil sige ind i himmelen, idet „Jesus . . . blev ypperstepræst på Melkizedeks vis evindelig“. (Hebr. 6:19, 20) I Hebræerne, det syvende kapitel, fortsætter Paulus med at udpensle, hvor stor denne Melkizedek var, at han endogså var større end Abraham, der jo gav ham tiende, og følgelig også større end Abrahams efterkommer Levi, hvilket vil indbefatte det levitiske præsteskab. Sluttelig røber Paulus hemmeligheden ved Jesu overordnede stilling, idet han siger, at Jehova indsatte Jesus som ypperstepræst med „edelig bekræftelse“ i opfyldelse af Salme 110:4, der lyder: „Jehova har svoret og angrer det ej: Du er præst evindelig på Melkizedeks vis.“ (Hebr. 7:20, 21, 28) Denne „edelige bekræftelse“ er endnu en af den nye verdens lovmæssige grundvolde foruden Guds ed til Abraham.

22. Hvorfor tilvejebragte Gud en ny pagt, og hvordan udgør den en af den nye verdens lovmæssige grundvolde?

²² Lagde du mærke til, at Paulus sagde, at Jesus, da han blev ypperstepræst på grundlag af den edelige bekræftelse, i virkeligheden blev „den, der står inde for [er garanti, sikkerhed for] en bedre pagt“? (Hebr. 7:22) Denne „bedre pagt“ er den nye pagt, og dette bringer os til den tredje grund på vor liste. Hører den til en af den nye verdens lovmæssige grundvolde? Ja, ganske afgjort, hvad apostelen også klart beviser i Hebræerne, det ottende og niende kapitel. Han forklarer, at den nye pagt er udadlelig, hvorimod den gamle, der blev sluttet med Israels hus efter kødet, forfejlede sin hensigt. Paulus citerer fra Jeremias 31:31-34, hvor den nye pagts betingelser fremholdes, og forklarer i den forbindelse, at Gud fandt fejl ved den tidligere pagt [Lovpagten] og ved folket under den, som det fremgår af den kendsgerning, at Gud sagde om den: „De blev ikke i min pagt, derfor brød jeg mig ikke om dem.“ (Hebr. 8:9) Den forrige pagt viste sig ude af stand til at fremskaffe det sande hjælpemiddel og ude af stand til at frembringe et folk for Jehovas navn. Som modsætning hertil er den nye pagt den gamle overlegen på alle punkter, hvilket Paulus indgående gør rede for i de to førnævnte kapitler (Hebræerne 8 og 9), idet han påpeger, at Jesus „er mellemmand for en bedre pagt, der er [lovmæssigt, NW] grundet på bedre forjættelser“. (Hebr. 8:6) Den nye pagt formår virkelig at frembringe et folk, der oprigtigt glæder sig over at gøre Guds vilje, fordi hans lov er skrevet i deres sind og hjerter. Den frembringer et folk, hvis samvittighed er renset ved Kristi udgydte blod, det fyldestgørende middel, der gør det muligt for dem at yde den levende Gud hellig tjeneste og i sidste ende opnå den „evige arv“ og sammen med Kristus udgøre en del af den nye verdens regering. — Hebr. 9:14, 15.

23. Hvilket andet edeligt løfte åbenbares der, når vi følger den forjættede sæds slægtlinie?

²³ Hvad er den fjerde grund? Dengang Gud gav Abraham sit løfte, sagde han intet om en konge eller et rige; det var først senere, han talte derom. (1 Mos. 12:1-3; 17:15, 16) Når vi følger den forjættede sæds slægtslinie fra Abraham, når vi frem til David, der blev konge over Israel, det forbilledlige teokrati, idet han blev udvalgt og indsat af Jehova selv. Gud indgik en højtidelig pagt med David og bekræftede den med sit edelige løfte: „Jeg slutted en pagt med min udvalgte, tilsvor David, min tjener: Jeg lader din sæd bestå for evigt, jeg bygger din trone fra slægt til slægt!“ (Sl. 89:4, 5) At Davids kongelige sæd er Kristus Jesus, beviste Peter i sin inspirerede tale til israelitterne på pinsedagen, efter at den hellige ånd var blevet udgydt. Han sagde: „Da han [David] nu var en profet og vidste, at Gud med ed havde lovet ham, at af hans efterkommere skulle en sidde på hans trone, forudså han, at Kristus skulle opstå, og talte derom.“ (Ap. G. 2:30, 31; se også Luk. 1:32, 33) Vi har her en anden af den nye verdens lovmæssige grundvolde, der er juridisk sikret ved Guds edelige løfte.

24. a) Hvilken plads indtager genløsningen i forhold til Guds hensigt? b) Hvordan kan vi se, at genløsningen er en af den nye verdens grundvolde?

²⁴ Måske er der en og anden af vore læsere, der havde ventet, at vi ville nævne Kristi genløsningsoffer allerførst i rækken eller i hvert tilfælde på et tidligere tidspunkt. Men vi har med vilje gemt det til sidst. Hvorfor? Fordi Guds hensigt, det vil sige det, han har besluttet og sat sig som mål, har større betydning end de midler, der er nødvendige til at fuldbyrde den. Vi ønsker ikke at forklejne betydningen af genløsningen som det fornødne middel og den foranstaltning, der fører til opnåelse af det tilsigtede mål, og vi husker, at Guds edelige løfte blev givet efter, at Abraham havde vist sig villig til at ofre Isak, en handling, der var et billede på Jehovas ofring af sin enbårne søn, Jesus Kristus. (1 Mos. 22:1-18; Joh. 3:16) Vi indrømmer også gerne, at ikke eet af de fire punkter, vi her har drøftet, og som hvert især udgør en del af Guds hensigt, kunne gennemføres med held, om ikke der først var blevet rådet bod på den afmagt, hele menneskeslægten er hemmet af. Med „afmagt“ mener vi menneskenes juridiske magtesløshed eller evneløshed i deres forhold til Skaberen på grund af den synd og lammende ufuldkommenhed, der fører dem ned i graven. Men „ligesom synden kom ind i verden ved eet menneske, og døden ved synden, og døden således trængte igennem til alle mennesker, fordi de alle syndede“, har Gud i sin nåde ved „mennesket, Kristus Jesus, der gav sig selv som løsesum for alle“, tilvejebragt „soning for vore synder, ja, ikke alene for vore, men også for hele verdens“. Med glæde og taknemmelighed anerkender vi denne væsentlige del af den nye verdens grundvolde, en del, der har fuld retslig gyldighed i nøje overensstemmelse med retfærdighedens grundlov. Vi takker Gud for „Lammet, der blev slagtet fra verdens grundlæggelse“ (NW). — Rom. 5:12; 1 Tim. 2:5, 6; 1 Joh. 2:2; Åb 13:8.

25. Hvilket spørgsmål melder der sig hos os, og hvilken slutning kan vi drage, når vi får et overblik over den nye verdens stærke grundvolde?