Lad ikke din tro lide skibbrud på grund af modløshed eller andres personlighed
’Før fortsat den gode krig, idet du bevarer tro og en god samvittighed, hvilken nogle har skubbet fra sig og derved lidt skibbrud med hensyn til deres tro.’ — 1 Tim. 1:18, 19.
1. Hvordan er kristne som skibe på havet?
KRISTNE der lever i denne uretfærdige verden er som skibe på det åbne hav — de er til stadighed udsat for farer. Voldsomme storme der pisker havet til oprør, kan sønderslå et skib. Klippeskær og isbjerge kan flænse gabende huller i skibet, så det hurtigt ender på havets bund. Ringe sigtbarhed, maskinstop eller rorskade kan være årsag til at skibet kolliderer med andre skibe eller løber på grund. På samme måde kan kristne, hvis de ikke altid er på vagt over for denne verdens farer, opleve at deres tro lider skibbrud. De millioner af mennesker i denne verden som ikke kender Gud, er som det oprørte hav, og de kristne er som skibe der befinder sig på dette hav. (Es. 57:20, 21) Jesus erkendte at hans disciple for en tid stadig ville befinde sig i denne verden, men de skulle ikke være en del af den. (Joh. 17:11, 14-16) De kan ligesom et skib være på havet, men når havet begynder at trænge ind i skibet, er der grund til straks at slå alarm.
2. Hvilken fare hersker der i forbindelse med denne verdens indstilling og væremåde, i betragtning af at de kristne således befinder sig på menneskehedens hav?
2 Kristne må derfor hele tiden være på vagt, så den indstilling og væremåde der er almindelig i denne tingenes ordning ikke sniger sig ind i den kristne menighed eller får dem til som enkeltpersoner at lide skibbrud med hensyn til deres tro. To ting der især udgør en trussel for dem, er modløshed og det at man kan tage anstød af andres personlighed så man forlader sandhedens vej. Vi vil i denne artikel se nærmere på disse to ting.
Hvordan man bekæmper modløshed
3, 4. (a) Hvordan har Satan gjort brug af nedslående omstændigheder for at holde folk i trældom under sig? (b) Hvad er ofte årsag til modløshed?
3 Modløshedens virkninger ses af de dybe spor den har sat i menneskemassernes bedrøvede ansigter. Satan har i århundreder gjort brug af nedslående omstændigheder for at holde folk i trældom under sig og sit system, og han fryder sig især når han ser at kristne, på grund af modløshed, lader hænderne synke eller opgiver deres beslutning om at tjene Jehova. Det er altså nødvendigt at de kristne altid er årvågne, så de ikke bliver opslugt af modløshedens bølger.
4 Modløshed kan skyldes mange ting. En meget almindelig årsag er et svigtende helbred. Når man ikke har det godt, især over længere tid, føler man en naturlig trang til at isolere sig og have ondt af sig selv. Man har ikke den styrke eller det gå-på-mod der skal til for at gøre det man gerne ville. Et andet problem kan være at man kæmper med en særlig svaghed eller søger at overvinde en af kødets ufuldkommenheder der virker som en hæmsko for en. Hvis en i familien er kronisk syg eller dør, giver dette også anledning til sorg og smerte. Er ikke alle i familien kristne, møder man måske alvorlig modstand fra disse eller man bliver hånet af dem. De fleste steder i verden er levestandarden lav, og fattigdom, forbrydelser og frygt er i høj grad årsager til modløshed.
5. Hvad er først og fremmest nødvendigt hvis det skal lykkes os at bekæmpe modløshed?
5 Hvis det skal lykkes kristne at bekæmpe modløshed er det yderst vigtigt at de holder deres sind fæstet på deres forhold til Jehova og at de har absolut tillid til at han ikke vil undlade at trøste og hjælpe sit folk i nødens stund. Selv om han tillader at hans tjeneres integritet til tider bliver prøvet under vanskelige omstændigheder, vil han hjælpe dem der er ham hengivne, så de holder ud; og når hans tid er inde vil han udfri dem. (Jak. 1:5-8) David, der kom ud for mange prøvende situationer, skrev under inspiration følgende til opmuntring for os: „Fat mod, eders hjerte være stærkt, alle I, som bier på [Jehova]!“ — Sl. 31:25.
6. Hvorfor kan kristne stå ansigt til ansigt med sygdom og død uden at blive overvældet af modløshed?
6 Det sikre håb om opstandelsen tager brodden af sygdom og fjerner frygten for døden. Når vi til stadighed henter styrke og næring for sindet i Jehovas storslåede løfter, holdes vi oppe åndeligt og erfarer den glæde og trøst som kun Jehova kan give. „Derfor giver vi ikke op; nej, selv om vort ydre menneske hentæres, så fornys jo vort indre menneske fra dag til dag. For skønt trængselen er kortvarig og let, udvirker den for os en mere og mere overvældende vægt af herlighed som er evig, mens vi holder vort blik rettet, ikke mod de synlige ting, men mod de usynlige. For de synlige er midlertidige, men de usynlige er evige.“ — 2 Kor. 4:16-18.
7. Hvad tjener som et anker der kan skabe stabilitet nu og i de stormfulde tider der venter os?
7 I forbindelse med Guds sikre løfter skrev Paulus til de hebraiske kristne: „Dette håb har vi som et sjælens anker, både sikkert og fast, og det går ind inden for forhænget [det vil sige ind i selve himmelen], hvor en forløber er gået ind for vor skyld, Jesus.“ (Hebr. 6:19, 20) Et velbegrundet og ankerlignende håb der er rettet mod Jehova og de lovede velsignelser i hans nye ordning, giver således de kristne stabilitet og trøst i tilværelsen, trods deres trængsler i kødet og de stormfulde forhold de er omgivet af i denne verden. „Gud er vor tilflugt og styrke, en hjælp i angster, prøvet til fulde. Derfor frygter vi ikke, om jorden end bølger og bjergene styrter i havenes skød, om end deres vande bruser og syder og bjergene skælver ved deres vælde.“ — Sl. 46:2-4.
8. Hvorfor skulle man ikke blive modløs hvis man, på grund af dårligt helbred, ikke kan udrette så meget i Jehovas tjeneste som man gerne ville?
8 Hvis sygdom eller andre omstændigheder hindrer dig i at udrette alt det du gerne ville gøre i Jehovas tjeneste, kan du alligevel glæde dig over det du er i stand til at gøre, idet du tænker på Paulus’ opmuntrende og trøstende ord: „For Gud er ikke uretfærdig så han glemmer jeres arbejde og den kærlighed I har vist mod hans navn, idet I har ydet de hellige hjælpetjeneste og fortsat yder dem hjælpetjeneste.“ (Hebr. 6:10) Og glem ikke at du, ved at vise et godt eksempel med hensyn til integritet og udholdenhed, kan virke tilskyndende på andre, selv om du på grund af en eller anden fysisk svaghed har måttet sætte tempoet noget ned. — Jfr. 2 Kor. 12:7-10.
9. Hvorfor er bøn og samvær med andre kristne af betydning når man skal bekæmpe modløshed?
9 Kristne véd at de, for at bevare en stærk tro og modvirke enhver følelse af fortvivlelse og nedtrykthed, må tilrettelægge deres liv i overensstemmelse med Guds ord og til stadighed analysere deres forhold for at se hvor det er nødvendigt at gøre forandringer. De må holde sig i nær kontakt med deres himmelske Fader. „Vær ikke bekymrede for noget, men lad i alt jeres anmodninger blive gjort kendt for Gud ved bøn og anråbelse sammen med taksigelse; og Guds fred, som overgår al forstand, vil beskytte jeres hjerter og jeres sind ved hjælp af Kristus Jesus.“ (Fil. 4:6, 7) Det er også vigtigt at komme sammen med andre kristne. Paulus skrev til de kristne i Rom: „For jeg længes efter at se jer, så jeg kan meddele jer en eller anden åndelig gave for at I kan styrkes; eller rettere, for at vi sammen kan opmuntres hos jer ved hinandens tro, både jeres og min.“ — Rom. 1:11, 12.
10. Hvad kan man gøre hvis man føler at man mangler nogle at komme sammen med?
10 Hvis du har et stærkt behov for at komme sammen med andre og alligevel føler dig lidt sat udenfor, kan større venlighed fra din side måske hjælpe dig til at få en større vennekreds og opdyrke et varigt venskab med andre. Kristne har ganske vist pligt til at være venlige mod alle og især gøre godt „mod dem der er beslægtede med [dem] i troen“, men de vil føle større lyst til at komme sammen med os hvis vi er behagelige, opbyggende og positive. (Gal. 6:10) Selvmedlidenhed kan vække sympati, men aftvinger ikke altid respekt.
11. Hvordan bliver det til gensidig gavn når vi søger efter muligheder for at hjælpe andre?
11 Spørg også dig selv hvad du kan gøre for at hjælpe andre, fremfor at rette opmærksomheden mod dig selv. I Apostelgerninger 20:35 henleder Paulus opmærksomheden på et princip som Jesus fremholdt: „Der er mere lykke ved at give end ved at modtage.“ Vor lykke bliver langt større når vi ofrer os for andre. „Derfor, mine elskede brødre, vær faste, urokkelige, idet I altid har rigeligt at gøre i Herrens gerning og idet I ved at jeres arbejde ikke er forgæves i forbindelse med Herren.“ (1 Kor. 15:58) Peter formaner: „Fremfor alt, hav inderlig kærlighed til hinanden, for kærlighed dækker over en mængde synder. Vær gæstfri mod hinanden, uden knurren. I samme forhold som hver enkelt har fået en gave, skal I bruge den idet I tjener hinanden som gode husholdere over Guds ufortjente godhed, der kommer til udtryk på forskellige måder.“ (1 Pet. 4:8-10) Vor egen lykke bliver altså større når vi fuldt ud benytter os af de muligheder vi har for at opmuntre andre. — Luk. 6:38.
12. Hvordan kan vore brødres og søstres erfaringer hjælpe os til at bekæmpe modløshed?
12 Jehovas organisations åndelige velstand giver kristne grund til at føle sig opmuntrede. Når vi læser eller hører om vore brødres erfaringer rundt om i verden, ser vi hvordan Jehova føjer sin velsignelse til, idet han styrker sit folk så det kan overvinde modstand, trængsler og modløshed. „Saligt [lykkeligt, NW] det folk, der har [Jehova] til Gud, det folkefærd, han valgte til arvelod!“ (Sl. 33:12) På deres rejser gjorde Paulus og Barnabas „i detaljer rede for omvendelsen af folk fra nationerne“. Resultatet? „De vakte stor glæde hos alle brødrene.“ (Apg. 15:3) Undlad ikke at dele dine oplevelser i Jehovas tjeneste med andre, så de kan blive opmuntret. — Sl. 122:1-9.
13. Hvilke foranstaltninger har Jehova truffet for at hans folk kan bevare modet trods de nedslående forhold der omgiver dem?
13 For at forhindre at vor tro lider skibbrud på grund af modløshed er det altså nødvendigt at vi både opmuntrer andre og bliver opmuntret af dem. „Bliv derfor ved med at trøste hinanden og opbygge hinanden, sådan som I også gør. . . . vi [tilskynder] jer, brødre: forman dem som fører et uordentligt liv, trøst de modfaldne sjæle, støt de svage, vær langmodige over for alle.“ (1 Tess. 5:11, 14) Selv om vi på alle sider er omgivet af uro og forholdene truer med at få vor tro til at lide skibbrud, kan vi tillidsfuldt se hen til at Jehova vil hjælpe os med at ride stormen af så vi undgår at blive ofre for modløshed. „Han frelste dem af deres trængsler, skiftede stormen til stille, så havets bølger tav; og glade blev de, fordi det stilned; han førte dem til havnen, de søgte. Lad dem takke [Jehova] for hans miskundhed, for hans underværker mod menneskens børn.“ — Sl. 107:28-31.
Andres personlighed kan få ens tro til at lide skibbrud
14. Hvordan kan andres personlighed forårsage at ens tro lider skibbrud?
14 Den fare består også for de kristne at de kan støde sammen med andre kristne på en sådan måde at deres egen eller de andres tro lider skibbrud. Desuden advarer Bibelen om at nogle inden for den kristne menighed ville falde fra troen og ville søge at påvirke andre til at følge dem. Det betyder naturligvis ikke at kristne ikke har tillid til og respekt for deres prøvede og trofaste brødre og søstre, eller ikke værdsætter deres trofaste hyrder og det eksempel de sætter, men de må ikke lade det andre mennesker gør, indvirke sådan på dem at de ’lider skibbrud med hensyn til deres tro’. Det er derfor meget vigtigt at Guds tjenere ikke unødigt lader sig berøre eller påvirke af andres personlighed. — 1 Tim. 1:18, 19.
15. Hvordan beskriver Judas nogle der kunne udgøre en trussel for menigheden før de blev udstødt?
15 Judas omtaler nogle som havde sneget sig ind i den kristne menighed og som søgte at forvandle „vor Guds ufortjente godhed til en undskyldning for skamløshed“, og han beskriver dem som „skjulte klippeskær ved jeres kærlighedsmåltider“. „Det er dem der knurrer og klager over deres lod i livet, idet de vandrer efter deres egne ønsker, og deres mund taler overmodige ting, mens de beundrer personligheder for egen fordels skyld.“ (Jud. 3, 4, 12, 16; jævnfør Andet Petersbrev, kapitel 2.) Når sådanne mennesker bliver afsløret, bliver de bortvist eller udstødt som nogle der ikke fortjener at være i menigheden. Men når nogle forkaster Guds ords sandheder og viser sig altid at knurre og klage, alt imens de søger at dække over deres frafald og vildlede andre ved at beundre personligheder, skulle vi da følge dem ud af sandheden og ind i tilintetgørelsen? Hvor uklogt ville det ikke være! Se nøje til at din tro ikke lider skibbrud ved at støde imod et af disse „skjulte klippeskær“!
16. (a) Hvordan bør vor indstilling være når en ældste vil hjælpe os til at følge Guds ord i vort liv? (b) Hvilken indstilling viste nogle af Jesu disciple sig at have?
16 Den mulighed foreligger også at vi tager anstød af de ældstes personlighed når de som menighedens hyrder og lærere søger at hjælpe os til at gøre fremskridt i sandheden fra Guds ord. Mange af dem der blev Jesu disciple syntes om noget af det han lærte og glædede sig over at blive bespist og helbredt mirakuløst, men da de fik at vide at de skulle ’spise Menneskesønnens kød og drikke hans blod’, chokerede det dem, og resultatet var at „mange af hans disciple [trak] sig tilbage og færdedes ikke mere sammen med ham“. De blev ikke så længe sammen med ham at de kom til at forstå denne vigtige lære. — Joh. 6:48-69.
17, 18. (a) Hvordan viste apostlene den rette indstilling i forbindelse med en lære som kunne være vanskelig at forstå? (b) Hvorfor gav Judas Iskariots utroskab ikke de andre apostle grund til at vakle i troen? Hvad kan vi lære heraf?
17 Når Jehovas „trofaste og kloge træl“ fremkommer med en ny forståelse ud fra Guds ord, kan vi måske til tider finde det vanskeligt helt at forstå det der skrives. Men hvad bør vi gøre? Skal vi blive kritiske og ræsonnere at det blot er nogle gamle mænd på hovedkontoret der har denne opfattelse? Eller vil vi genspejle samme indstilling som apostlene, dengang Jesus spurgte dem om de også ville trække sig tilbage, og de svarede: „Herre, hvem skal vi gå hen til? Du har det evige livs ord; og vi har fået tro på og kundskab om at du er Guds Hellige.“
18 Ved at sammenligne Jesu lære og livsførelse med De hebraiske Skrifter var apostlene blevet overbevist om at han virkelig var Messias, og de ville ikke trække sig tilbage og holde op med at følge ham fordi han fremholdt en ny lære som det i øjeblikket var vanskeligt at forstå. Senere var der naturligvis en der trak sig tilbage, nemlig Judas Iskariot. Begærlighed ændrede hans sind og hjerte. Men ødelagde denne utroskab hos en af de udvalgte apostle de andre elleves tro? Nej, det gjorde den ikke, selv om deres tro vaklede i nogen grad da Jesus blev arresteret og led døden på marterpælen. Men de kom åndeligt på fode igen, og fra pinsedagen i år 33 styrkede Jehova dem med sin hellige ånd.
19. (a) Hvad bør vi altid gøre os klart med hensyn til ledelsen inden for den kristne menighed? (b) Hvilket ansvar påhviler de ældste, og hvad bør vi ikke tillade andres personlighed at gøre?
19 Lad os aldrig glemme at vi, ligesom apostlene, følger Jesus Kristus og ikke noget menneske eller nogen gruppe af mennesker på jorden. Det er ganske rigtigt ufuldkomne mennesker der blive brugt til at hjælpe os, lige fra det styrende råd til de ældste i vore menigheder, men der påhviler dem det store ansvar nøje at undervise i overensstemmelse med Guds ord. De må efterligne apostelen Paulus, der sagde til de ældste i Efesus: „Jeg . . . holdt mig [ikke] tilbage fra at meddele jer noget som helst af det som var gavnligt, eller at undervise jer offentligt og fra hus til hus.“ (Apg. 20:20) Han opfordrede indtrængende Timoteus til som en ældste at forkynde Guds ord og således opbygge menighedens tro og forberede den til den tid da nogle ’ikke ville finde sig i den sunde lære, men i overensstemmelse med deres egne ønsker ville samle sig en bunke lærere for at få deres ører kildret’. (2 Tim. 4:1-4) Hvad ønsker vi? Nogle der kan kildre vore ører og fortælle os at alt er som det skal være, når det måske ikke er det, eller nogle som kærligt vil sige os sandheden og hjælpe os til at leve på en måde der behager Gud? (Ef. 4:11-15) Lad ikke andres personlighed komme mellem dig og din himmelske Fader, Jehova, og menighedens hoved, Kristus Jesus!
Hvordan man omgås hinanden i kærlighed
20, 21. (a) Hvad gør det nødvendigt at vi viser tålmodighed og tolerance over for hinanden? (b) Hvilket råd giver Paulus i Kolossenserbrevet 3:13, 14, så freden og kærligheden bevares i menigheden?
20 Da vi alle er født i synd og ufuldkommenhed, er det nødvendigt, når vi lærer sandheden fra Guds ord at kende, at vi aflægger den gamle personlighed og flittigt arbejder på at iføre os den nye personlighed. (Ef. 4:23, 24) Jehova vil blive ved med at forme os, så længe vi underordner os ham og gør hans vilje. Uønskede karaktertræk har imidlertid en vis evne til stadig at gøre sig gældende, til trods for vore bestræbelser for at overvinde dem, og vi arbejder måske stadig på at aflægge disse egenskaber, selv om det er mange år siden vi symboliserede vor indvielse til Jehova. Derfor må vi være tolerante over for hinanden. At vore personligheder er forskellige behøver desuden ikke at være et svaghedstegn, men kan blot være et udtryk for den mangfoldighed og variation der præger Jehovas skaberværk.
21 Kærlighed og tolerance vil hjælpe os til ikke at være overfølsomme. Det sker måske at en broder på grund af presserende problemer går forbi os uden at tale med os, eller at han ved en lejlighed kommer med en skarp bemærkning. Eller vi er måske tilbøjelige til at ærgre os over en andens vaner eller væremåde. Uanset hvilken situation det drejer sig om, lyder Bibelens formaning: „Bliv ved med at affinde jer med hinanden og frit at tilgive hinanden hvis nogen har en grund til klage imod en anden. Ligesom Jehova frit har tilgivet jer, sådan skal I også gøre. Men foruden alt dette skal I iføre jer kærligheden, for den er enhedens fuldkomne bånd.“ — Kol. 3:13, 14.
22. Hvad kunne dét at vi blev opbragte over en broders ufuldkommenheder føre til? (b) Hvad er nødvendigt for at Gud kan tilgive os vore overtrædelser?
22 Lad altså ikke forskelle i personlighed få dig til at lide skibbrud med hensyn til din tro. Læg din kurs på en sådan måde at du undgår at kollidere med din broder. Det ville i høj grad fryde Djævelen hvis han kunne gøre dig så opbragt over din broders ufuldkommenheder at du holdt op med at komme til møderne eller opgav at forkynde den gode nyhed om Riget. Ønsker du at behage Modstanderen fordi du er irriteret eller stolt? Betyder dit forhold til Jehova så lidt at du vil holde op med at tjene ham eller slække på tjenesten, fordi en af brødrene begår en fejl? Husk, at hvis Jehova på nuværende tidspunkt krævede fuldkommenhed af din broder, ville han også kræve fuldkommenhed af dig. Hvis du ønsker at Gud skal tilgive dig, må du også tilgive din broder. — Matt. 6:12, 14, 15.
Undgå at bringe andre til snublen og fald
23, 24. (a) Hvordan kan tungen rammende sammenlignes med roret i et skib? (b) Hvilken vejledning giver Bibelen med hensyn til ens tale?
23 Tungen kan gøre stor skade hvis den ikke beherskes på rette måde. Jakob udtrykker det således: „Se! Selv både, så store som de er og skønt de drives af hårde vinde, styres af et meget lille ror dertil hvor styrmanden af sin indre drift vil hen. Således er også tungen et lille lem og praler dog stort.“ Hvorfor skulle vi miste herredømmet over vores tunge så den blev som et ustyrligt ror og det kom til sammenstød med vores trosfæller? „Ud af den samme mund kommer velsignelse og forbandelse. . . . Lader en kilde fersk og bittert vand vælde op af det samme hul?“ — Jak. 3:4, 5, 10, 11.
24 Når der er en tendens til at komme med vrede ord eller tage del i skadelig sladder eller bagvaskelse, er det godt at huske at det er skibets kaptajn der ved hjælp af roret bestemmer skibets kurs. Hvis vi i vort hjerte ikke tænker ondt om vore brødre, vil vi heller ikke føle os tilskyndet til at tale skadelige ord med tungen. „Nu da I har aflagt løgnen, så tal sandhed hver især med sin næste.“ „Lad ingen rådden tale gå ud af jeres mund, men derimod en tale som er god til den opbyggelse der nu er behov for, så den kan give dem der hører den, noget velgørende.“ — Ef. 4:25, 29.
25. Hvilken vejledning får vi med hensyn til bilæggelse af personlige uoverensstemmelser?
25 Få hurtigt uoverensstemmelser bragt ud af verden. Mindre forseelser kan ofte overses uden at blive gjort til stridsspørgsmål. Men hvis et problem bliver ved med at plage dig, så gå til den broder der har forurettet dig og drøft sagen privat med ham på en kærlig og venlig måde. Og hvis en broder kommer til dig for at drøfte en grund til klage, så vis selvbeherskelse og lyt først til det han siger, så du forstår situationen og ikke hurtigt gør forsøg på at forsvare dig. — Ef. 4:26, 32.
26. Hvordan forsikrer Guds ord os om at vi lykkeligt kan fuldføre vor rejse gennem de stormfulde tider der ligger foran os, og nå helt ind i Jehovas nye tingenes ordning?
26 Eftersom Satan Djævelen véd at hans tid er kort, sørger han for at menneskehedens hav bliver mere og mere oprørt. (Dan. 7:2, 3; Åb. 13:1) Denne store modstander af Gud ville gerne om han kunne få vores tro til at lide skibbrud ved at vi blev opslugt af modløshedens bølger eller kolliderede med andre på grund af visse personlige træk. Men når vi bevarer vor tro sødygtig og omhyggeligt sørger for at følge en kurs der er i overensstemmelse med Guds sikre ord, vil vi, med Jehovas ufejlbarlige hjælp og ufortjente godhed, fuldføre vor rejse gennem disse stormfulde tider, helt igennem „den store trængsel“ og ind i Jehovas nye tingenes ordning, hvor ’havet ikke er mere’. (Åb. 21:1) Til den tid, vil vi i sandhed være Jehova taknemmelige for at vi ikke lod nogen af de tillokkelser eller vanskeligheder der mødte os, få os til at lide skibbrud med hensyn til vor tro og berøve os storslåede velsignelser. „Nu hører vi ikke til dem som unddrager sig, så de går til grunde, men til dem som har tro, så sjælen bevares i live.“ — Hebr. 10:39