Et eksempel med hensyn til gerninger der behager Gud

HVOR meget betyder det for Dem at gøre det der behager Gud? Hører De til dem der siger: „Den religion mine forældre havde er god nok til mig,“ eller: „Jeg er født i den religion jeg har, og jeg vil også dø i den“? Eller har De udskudt spørgsmålet om at gøre noget ved det religiøse indtil De har sikret Dem økonomisk eller foretaget Dem nogle ting som De gerne vil gøre først? Måske De har spekuleret på om det overhovedet har nogen betydning at behage Gud og sørge for at blive hans ven. Hvordan det nu end forholder sig er Deres liv for værdifuldt til at De bør anlægge nogen af disse synspunkter når der er rigelige oplysninger at hente om hvad der er det rigtigste og bedste at gøre.

I Abraham, der er en af de relativt få der kan kaldes Guds venner, finder vi et eksempel som vi kan følge i vort liv. En betragtning af beretningen om ham vil overbevise den oprigtigt søgende om at mennesker ikke kan arbejde for noget bedre eller opnå noget større end Guds venskab. Den der ønsker at eje dette dyrebare venskab må imidlertid være villig til at gøre noget for at opnå det, for Gud er en handlingens Gud og han kræver lydighed i gerning af dem der vil vinde hans velbehag. — Jak. 2:23.

Abraham tilhørte den tiende generation efter Noa, i den slægtslinje der gik gennem Noas trofaste søn Sem. Nimrod, der var Kams sønnesøn og Babylons første konge, var ikke, sådan som hans tilhængere havde håbet, den sæd der var givet løfte om i Edens have og som skulle knuse den store slanges hoved. Nej, denne sæd skulle komme i Sems slægtslinje, den eneste som følges generation efter generation gennem Bibelens bøger, til den ender ved Guds kvindes sande sæd. Denne sande sæd viste sig at være Jehova Guds søn. — 1 Mos. 10:1; 11:10-26; Luk. 3:23-38.

Da den bibelske beretning om Abraham begynder, bor han (der da hed Abram) sammen med sin fader i Ur i Kaldæa, en meget gammel by som lå i det sydlige Babylonien. Det var hovedstaden i Sumer. Sumererne havde mange guder, men hver by havde sin særlige gud der blev betragtet som byens skytsgud. — 1 Mos. 11:28, 29.

Ligesom Marduk (Merodak) var Babylons bygud, var Sin byen Urs gud. Sin var måneguden og blev dyrket fordi det babyloniske år var et måneår og månen derved kom til at indtage en fremtrædende plads i kalenderen. Han betragtedes som byens usynlige herre i fredstid og som anfører for dens hær i krigstid.

Abraham tog afstand fra babylonisk religion

Kan man sammenligne forholdene på Abrahams tid med forholdene i dag? Ja, ligesom der dengang var mange guder og megen falsk religion, således også i dag. Og ligesom der dengang bestod en nær forbindelse mellem religion og politik, mellem stat og religion, gør der det også i dag. C. Leonard Woolley siger i bogen „The Sumerians“ („Sumererne“), 1929-udgaven, side 128 og 129:

Med hensyn til præsteskabet må vi huske at den sumeriske stat i sit inderste væsen var teokratisk. Byens gud var i virkeligheden dens konge; den jordiske hersker, patesi (statholder) eller konge, var simpelt hen hans repræsentant — gudens ’forpagter’. De borgerlige og gejstlige hverv var ikke skarpt adskilt. Kongen eller statholderen var selv præst, ja den religiøse side af patesi-embedet var den ældste og i tidligere tid den vigtigste; . . . De sumeriske kongers ophøjelse til guddomme var blot en logisk følge af at de regerede i gudens navn. Omvendt indtog ypperstepræsten for et af de større templer en betydningsfuld politisk stilling og blev ofte valgt blandt kongehusets medlemmer. Kirke og stat var så uløseligt forbundet og indviklet i hinanden at mens staten må betragtes som et teokrati, må kirken i hvert fald til dels bedømmes som en politisk institution og statsreligionen som et politisk redskab.

Det er derfor sandsynligt at Abrahams fader Tara deltog i byens afgudsdyrkelse, så meget mere som der i Josuas bog (24:2) siges til israelitterne: „Hinsides [Eufrat-]floden boede Eders forfædre i gamle dage, Tara, Abrahams og Nakors fader, og de dyrkede andre guder.“ — Se også vers 14.

Uden hensyn til sin faders religion udviste Abraham (født 2018 f.v.t.) tro på den samme Gud som Sem, der da stadig levede. Den kristne martyr Stefanus fortæller os at Abraham befandt sig i Ur da Jehova gav ham befalingen: „Drag ud fra dit land, fra din slægt og din faders hus til det land, jeg vil vise dig; så vil jeg gøre dig til et stort folk, . . . i dig skal alle jordens slægter velsignes!“ — 1 Mos. 12:1-3; Ap. G. 7:2-4.

Det var en lang rejse fra Ur nordpå til Karan, der lå ved Belikhfloden, cirka et hundrede kilometer fra det sted hvor denne løber ud i Eufratfloden. Dér døde Tara, og Abraham, der nu var femoghalvfjerds år gammel, gik over Eufratfloden og ind i det land som var beboet af Nimrods farbroder Kana’ans efterkommere. Han overskred floden den 14. nisan 1943 f.v.t. — 1 Mos. 12:4, 5; 2 Mos. 12:40, 41.

Aktiv tjeneste for Gud

Abraham forholdt sig ikke passiv men begyndte med det samme at påkalde Jehova og forkynde hans navn for landets indbyggere. Han og hans afdøde broders søn Lot, som var draget med den barnløse Abraham til Kana’an, var kvægavlere. De skiltes senere, og Abraham, der ikke nærede nogen materialistiske ønsker, overlod gavmildt Lot den frodige Jordandal, der var frugtbar og vandrig „som [Jehovas] have“. I denne egn lå også Siddims dal med byerne Sodoma, Gomorra, Adma, Zebojim og Bela eller Zoar. — 1 Mos. 12:8; 13:5-13; 10:19; 14:2, 8.

Kort efter at Abraham havde taget ophold i landet viste han sig som en beslutsom og aktiv forkæmper for den sande tilbedelse. De fem kana’anæerkonger i det område hvor Lot havde bosat sig, slog sig sammen om at løsrive sig fra Kedorlaomer, kongen af Elam, et land øst for Babylonien, som de havde været underlagt i tolv år. I det fjortende år drog Kedorlaomer sammen med tre andre konger, deriblandt Amrafel, der var konge i Sinear, imod dem, og det kom til kamp i Siddims dal, i nærheden af Sodoma. De fem kana’anæerkonger blev slået og Abrahams brodersøn og trosfælle Lot blev taget til fange og ført med da hæren begav sig tilbage til Sinear eller Babylonien. — 1 Mos. 14:1-12.

Abraham boede da på et sted der hed Mamre, i nærheden af Hebron, og her fik han meddelelse om Lots tilfangetagelse. Han havde selv forladt Sinear for bestandig og var absolut ikke til sinds at lade kongerne føre Lot med sig tilbage dertil hvis han kunne forhindre det. Han mønstrede derfor 318 våbenføre trælle og satte efter kongerne, ledsaget af sine tre pagtsfæller. Det var ikke nogen kort strækning på nogle få kilometer de skulle tilbagelægge, men de fortsatte i ilmarch helt op til Dan, over 160 kilometer nord for Jerusalem og mindre end 65 kilometer syd for Damaskus. Fjenden var Abraham langt overlegen, men med den visdom Himmelen havde skænket ham delte han sine styrker, slog kongerne på flugt og forfulgte dem et godt stykke på den anden side Damaskus. Alt godset vandt han tilbage og fik sin brodersøn Lot befriet. — 1 Mos. 14:13-16.

Gud den Allerhøjestes tilbedere

Hvem skyldtes denne sejr? I 1 Mosebog 14:18-20 fortælles det at da Abraham efter sejren drog tilbage mod Jerusalem bragte „Salems konge Melkizedek, Gud den Allerhøjestes præst, . . . brød og vin og velsignede ham med de ord: ’Priset være Abram for Gud den Allerhøjeste, himmelens og jordens skaber, og priset være Gud den Allerhøjeste, der gav dine fjender i din hånd!’ Og Abram gav ham tiende af alt.“

Den sande tilbedelse var altså ikke blevet bragt til dette land af Abraham, for her finder vi at der allerede var en betydningsfuld person der tilbad Jehova dér, ja den allerførste cohén eller præst der nævnes i Bibelen, og denne var tilmed præst for den levende og sande Gud samtidig med at han var konge, udnævnt dertil af den allerhøjeste Gud selv. Han var konge i Salem. Ifølge gammel jødisk og kristen opfattelse er denne by oprindelsen til det senere Jerusalem. I denne gamle by mødte Abraham altså Jehovas cohén eller præst på et eller andet tidspunkt før året 1933 f.v.t. — Se Salme 76:2, 3; 147:12.

Melkizedek var en af Noas efterkommere, et menneske der tilbad den allerhøjeste Gud, ikke en materialiseret engel. Bibelen siger ikke at han var Noas søn Sem, der endnu levede på dette tidspunkt. Alle oplysninger vedrørende Melkizedeks herkomst, hans efterkommere og hans død er med vilje ikke nævnt, for at han kunne tjene som et profetisk forbillede på Guds kvindes lovede sæd, der skulle være ypperstepræst for den allerhøjeste Gud til evig tid og bringe det offer der ville medføre evig frelse for menneskeheden.

Denne mands storhed og betydning beskrives af apostelen Paulus i Hebræerne 6:20 til 7:7, hvor han siger: „Uden fader, uden moder, uden stamtavle, uden begyndelse på sine dage og uden afslutning på sit liv [i den skrevne beretning], ligestillet med Guds Søn — han bliver ved med at være præst bestandig. Se dog, hvor stor han er, . . . han [Melkizedek], som ikke regner sin slægt fra dem [de levitiske præster], [har] taget tiende af Abraham [som levitterne stammede fra] og har velsignet ham, der havde fået forjættelserne [af Jehova Gud]. Men det er uimodsigeligt, at det altid er den ringere, som velsignes af den højerestående.“

David, der var konge i Jerusalem, skrev under inspiration om denne kommende ypperstepræst der skulle være af en højere orden ligesom Melkizedek, at han ville være en himmelsk ypperstepræst. Davids ord lyder således: „[Jehova] sagde til min herre: ’Sæt dig ved min højre hånd, til jeg lægger dine fjender som skammel for dine fødder!’ Fra Zion udrækker [Jehova] din vældes spir; . . . [Jehova] har svoret og angrer det ej: ’Du er præst evindelig på Melkizedeks vis.’“ — Sl. 110:1, 2, 4.

Melkizedek, konge i den by der senere blev Jerusalem, var imod Babylon, for han velsignede Abraham fordi han havde slået kongen af Sinear og dennes forbundsfæller på flugt og berøvet dem deres bytte. Det er et vidnesbyrd om at Guds tjenere fra begyndelsen var fjender af Babylon, for ikke alene drog Abraham på Guds befaling ud af Babylon, men han kæmpede også mod Babyloniens (Sinears) konge da dette blev nødvendigt. Abraham gav Gud æren for sejren ved at give Guds præst, Melkizedek, en tiendedel af byttet mens han afslog at modtage noget selv.

Til forskel fra Nimrod, der stillede sig i opposition til Gud og derved gjorde sin by Babylon til Guds fjende i al den tid den eksisterede, blev Abraham velsignet. Denne velsignelse, som han modtog gennem Melkizedek, samt det løfte der var givet Abraham og som vi kan læse i 1 Mosebog 12:1-3, betød at kvindens sæd ville komme gennem Abraham. Hans efterkommere skulle blive til et stort folk, og gennem dette folk ville Guds kvindes sæd komme.

Et forbillede på kvindens sæd

Abraham, der stadig i en alder af nioghalvfems år var barnløs, blev besøgt af en engel som Gud havde sendt til ham for at fortælle ham at han ved et mirakel ville få en søn ved sin ægtehustru Sara året efter. Guds pagt ville gå i arv til denne søn, der skulle kaldes Isak, som betyder „Latter“. — 1 Mos. 17:19; 18:1-15.

Den følgende morgen udslettede Guds engle fire af de fordærvede byer i Siddims dal. Lot, hans hustru og to døtre var i sidste øjeblik af englene blevet ført bort fra Sodoma til Zoar, som blev skånet for at Lot kunne søge tilflugt der. På vejen gik Lots hustru imod englenes advarsel og måtte lide samme skæbne som byerne og deres indbyggere. — 1 Mos. 19:12-26.

I forbindelse med sin elskede søn Isak blev Abraham stillet på en særdeles krævende trosprøve. Af Gud fik han befaling til at tage Isak, som da var cirka femogtyve år gammel,a med til Salem, ikke for at besøge Melkizedek, men for at ofre Isak til den Gud som havde skænket ham denne søn. Abraham viste sin tro i gerning og drog til Morija bjerg nord for Salem som befalet. Her så godt som ofrede han sin elskede søn Isak. Abrahams tro var så stærk at han ikke et øjeblik tøvede med at gøre som Gud befalede. Han vidste at det store folk der var lovet ham skulle komme gennem Isak, og han var sikker på at Gud ville opfylde sit løfte ved at oprejse Isak fra de døde om nødvendigt. Lige i det øjeblik han havde løftet kniven blev han standset af Guds engel. Hans opmærksomhed blev derefter henledt på en vædder hvis horn var blevet indviklet i krattet, og denne ofrede han i stedet for Isak.

En velsignelse uden lige for gudvelbehagelige gerninger

Her, ved alteret, bekræftede Jehova Gud nu sit løfte til Abraham og gjorde det tydeligt at Isak, Abrahams hustru Saras søn, var et billede på Guds kvindes sæd. Ved sin engel sagde Jehova: „Jeg sværger ved mig selv, . . . Fordi du har gjort dette og ikke sparet din søn, din eneste, for mig, så vil jeg velsigne dig og gøre dit afkom talrigt som himmelens stjerner . . . og i din sæd skal alle jordens folk velsignes, fordi du adlød mig!“ — 1 Mos. 22:15-18; Hebr. 11:17-19.

Abraham vidste ikke at Gud ved ham opførte et drama som ville få uhyre betydning for os. Hvor stor en betydning der lå gemt i det, sammenfattedes nitten hundrede år senere i Jesu Kristi ord: „Således elskede Gud verden, at han gav sin Søn den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.“ Denne Guds søn, Jesus Kristus, var den der forud skildredes ved Abrahams elskede søn Isak og ved vædderen som blev ofret i stedet for ham. Guds søn blev det virkelige Guds lam der ofredes til menneskehedens frelse. — Joh. 3:16; 1:29, 36.

Abraham blev i sandhed velsignet fordi han efterkom Jehovas opfordring og drog ud af Babylonien! Han fik forvisning om at Jehovas pagt med ham stod fast. Han døde i den høje alder af 175 år, i forvisning om en opstandelse under Kristi, kvindens sæds, rige. Jehova bekræftede selv at pagten var overført til Isak og derefter til Isaks søn Jakob, og Jakob fik tolv sønner der dannede grundstammen til det store folk Abraham havde fået løfte om at blive stamfader til. — 1 Mos. 26:1-5; 28:10-15; 29:1 til 30:26; 35:16-20; Hebr. 11:13-16.

Abraham tjener som et smukt eksempel for os. Hans tro virkede sammen med gerninger — med handlinger der var dikteret af hans tro. Han var ikke tilfreds med at tilbede sine fædres afguder. Han tog afstand fra falsk religion og holdt fast ved den sande. Han søgte ikke en tryg tilværelse i Ur i Kaldæa, en by med en høj kultur. Han drog til et land som han intet kendte til og boede i telte som en fremmed. Han gav afkald på et liv i materiel rigdom i Ur, og levede alligevel et lykkeligt og målbevidst liv. Han vil til sin tid modtage en storslået belønning derfor. Hvis vi ønsker at eje Guds venskab, må vi følge den trofaste Abrahams eksempel.

● Disciplen Jakob skrev om Abraham: „Blev ikke vor fader Abraham retfærdiggjort af gerninger, da han bragte sin søn Isak som offer på alteret? Du ser altså, at troen virkede sammen med hans gerninger, og ved gerningerne nåede troen sin fuldendelse, og således blev det skriftord opfyldt, som siger: ’Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed,’ og han blev kaldt Guds ven. I ser altså, at det er af gerninger, et menneske bliver retfærdiggjort, og ikke af tro alene.“ — Jakob 2:21-24.

[Fodnote]