De virkelige parthavere i den nye pagt

„Se, dage skal komme, lyder det fra [Jehova], da jeg slutter en ny pagt . . . Thi de skal alle kende mig fra den mindste til den største, lyder det fra [Jehova]; thi jeg tilgiver deres brøde og kommer ikke mer deres synd i hu.“ — Jer. 31:31-34.

 1. Siden hvilken begivenhed i fortiden er San Francisco-konferencen i 1945 ifølge New York Post det vigtigste møde der er afholdt, og hvilket spørgsmål rejser sig derfor?

DA DE forenede Nationer for tyve år siden blev stiftet beskrev en avis (New York Post) San Francisco-konferencen som „det vigtigste møde der er blevet afholdt siden den sidste nadver“. Denne konference afstedkom en overenskomst mellem enoghalvtreds nationer med det formål at opretholde international fred og sikkerhed. Men hvad afstedkom den sidste nadver som kunne give den større betydning end noget andet møde der er afholdt i de sidste nitten århundreder indtil den konference hvor De forenede Nationer blev stiftet? Havde nadveren også noget at gøre med en overenskomst? Ja, det havde den, selv om New York Post måske ikke havde denne overenskomst i tanke som noget af særlig betydning.

 2. Hvornår, hvor og på hvilken måde blev den „sidste nadver“ holdt?

² San Francisco-konferencen blev afholdt i Californien i U.S.A. i 1945. Den sidste nadver blev holdt i byen Jerusalem i det mellemste østen i år 33. Ved nadverens begyndelse var der tretten mænd til stede i et stort værelse på en førstesal i den hellige by. Før nadveren var forbi var den ene af de tretten mænd blevet sendt bort af deres leder. Mændene fejrede det årlige påskemåltid ligesom alle andre trofaste jøder, idet de spiste et stegt lam hvortil de nød bitre urter, usyret brød eller mazza, og rød vin. Påskemåltidet er blevet helligholdt inden for visse trossamfund lige op til vore dage. Hvorfor kalder man så det påskemåltid der fejredes i år 33 for den „sidste nadver“? For hvem var det den sidste?

 3. For hvem var det den „sidste“ nadver, og hvilken nadver er blevet holdt hvert år siden da?

³ Det var den sidste jordiske nadver af den slags for Jesus Kristus. Til de mænd der var sammen med ham, sagde han: „Jeg har hjerteligt længtes efter at spise dette påskemåltid med jer, før jeg skal lide. Thi jeg siger jer, at jeg skal aldrig mere spise det, før det fuldkommes i Guds rige.“ Det viste sig også at blive det sidste påskemåltid for de mænd han talte til, for det gik sådan at de siden da fejrede et andet måltid på årsdagen for den aften de nu var forsamlet. Dette måltid blev kaldt „Herrens nadver“ fordi det blev indstiftet af deres herre, Jesus Kristus, den selv samme aften i år 33. Denne nadver er fortsat blevet helligholdt af Jesu trofaste efterfølgere lige op til vor tid, på årsdagen for dens indstiftelse. — Luk. 22:12-16; 1 Kor. 11:20.

 4. Hvornår og med hvem blev Herrens aftensmåltid indstiftet, og hvad blev anvendt som symboler?

⁴ Efter at have sendt den uønskede bort indstiftede Jesus Kristus Herrens nadver (eller, med et mere moderne ord, aftensmåltid) med de tilbageværende elleve trofaste, idet han gjorde brug af det usyrede brød og den røde vin der stadig stod på bordet. Han anvendte disse to ting billedligt. Brødet symboliserede hans fuldkomne menneskelegeme, som han ville overgive til døden, og vinen symboliserede hans livsblod, som ville blive udgydt når han uskyldigt led døden for sine fjenders hånd. Hvert år skulle denne højtid fejres til minde om et fuldkomment menneskeoffer der blev bragt til Gud for menneskehedens synder. — Matt. 26:26-30.

 5. Hvilken ny ting bragte Jesus på bane da han rakte sine disciple kalken med vinen, og hvor længe har den været i kraft?

⁵ Da han rakte dem kalken med vinen for at de alle skulle drikke af den, sagde han: „Denne kalk er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer.“ (Luk. 22:20; 1 Kor. 11:25) Vi ser her tales om en pagt. Jesus Kristus kaldte den en ny pagt. Den skulle være ny i modsætning til en anden pagt der således ville blive forældet og forsvinde. Det er muligt, ja endog sandsynligt, at de elleve mænd der drak af kalken mindedes den gamle profeti om hvordan Gud ville slutte en ny pagt med sit udvalgte folk. Dette havde naturligvis intet at gøre med den berømte pagt der blev sluttet i årene 1919-1920, nemlig Folkeforbundspagten, som blev oprettet efter første verdenskrig men som nu er borte sammen med Folkeforbundet. Den forudsagte „nye pagt“ er stadig i kraft i dag, og dens velsignelser når ud til mennesker af alle nationer. Hvilken pagt er der tale om?

 6. Hvad er en juridisk pagt ifølge The Encyclopedia Americana?

⁶ „En juridisk pagt,“ siger The Encyclopedia Americana (1929-udgaven), er „en overenskomst mellem to eller flere personer, nedfældet i et dokument, hvorved en af parterne lover at udføre eller undlade at udføre visse handlinger, eller at en given tingenes tilstand skal, eller ikke skal, eksistere.“

 7. Hvad er det hebraiske ord for pagt, og hvor stammer det sandsynligvis fra?

⁷ Eftersom den forudsagte „nye pagt“ første gang blev omtalt i De hellige hebraiske Skrifter, er følgende oplysning fra The Encyclopædia Britannica (ellevte udgave) meget passende:

Pagt . . . en gensidig overenskomst mellem to eller flere parter, eller et løfte der er afgivet af den ene part. I Bibelen anvendes det hebraiske ord ברית, berith, om mange slags overenskomster; det anvendes om en kontrakt mellem to personer eller en traktat mellem to nationer, som for eksempel den pagt der blev indgået mellem Abimelek og Isak og som repræsenterede en traktat mellem israelitterne og filisterne (Første Mosebog 26:26 . . .); mere specielt om en aftale mellem Gud og mennesker, eller en sådan overenskomst som, ved iagttagelse af en religiøs ritus, betragter Gud som den ene part i overenskomsten. Der er fremsat to forslag med hensyn til oprindelsen af ordet berith: 1) at ordet skal spores tilbage til rodordet „at skære“ med tanke på den gamle ritus at skære ofrene i stykker, som parterne i en overenskomst så passerede imellem; sammenlign det græske udtryk [at skære en ed] med beretningen (Første Mosebog 15:17) om pagten mellem Gud og Abraham da der viste sig „en rygende ovn med en flammende ildslue, der skred frem mellem de sønderskårne kroppe“ af de dyr som Abraham havde ofret, . . .

Parthaverne i pagten

 8, 9. (a) Hvem er de to parthavere i den nye pagt? (b) Hvilken profet blev brugt til at forudsige denne pagt, og hvilket spørgsmål med hensyn til pagtens parthavere rejser ordlyden af profetien?

⁸ Hvem er parthaverne i den nye pagt, og hvordan kan vi vide om nogen af os der lever i dag er med i den? Ifølge det Jesus sagde da han indledte aftensmåltidet er parthaverne i den nye pagt tydeligvis 1) hans egen trofaste menighed der blev repræsenteret ved de elleve apostle og 2) Gud, hvem Jesus bragte sit menneskeliv som offer. Disse elleve trofaste apostle var omskårne jøder, og derfor kunne man spørge om den nye pagt kun er en pagt mellem Gud og jøderne. Ja, viser ordlyden af profetien om den nye pagt ikke at den kun gælder de kødelige jøder eller israelitter? Profetien om den nye pagt blev udtalt af den jødiske præst Jeremias i det syvende århundrede før vor tidsregning, og den lyder:

⁹ „Se, dage skal komme, lyder det fra [Jehova], da jeg slutter en ny pagt med Israels hus og Judas hus, ikke som den pagt, jeg sluttede med deres fædre, dengang jeg tog dem ved hånden for at føre dem ud af Ægypten, hvilken pagt de brød, så jeg væmmedes ved dem, lyder det fra [Jehova]; nej, dette er den pagt, jeg efter hine dage slutter med Israels hus, lyder det fra [Jehova]: Jeg giver min lov i deres indre og skriver den på deres hjerter, og jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. Ven skal ikke mere lære sin ven eller broder sin broder og sige: ’Kend [Jehova]!’ Thi de skal alle kende mig fra den mindste til den største, lyder det fra [Jehova]; thi jeg tilgiver deres brøde og kommer ikke mer deres synd i hu.“ — Jer. 31:31-34.

10. Med hvem tilbød Jehova at indgå denne pagt, ifølge profetiens ordlyd?

¹⁰ Denne profeti blev udtalt af Jeremias til de omskårne, kødelige medlemmer af Judas og Israels stammer på hans tid. Jehova Gud havde indgået en pagt med deres forfædre da han udfriede dem fra Ægypten mere end otte hundrede år tidligere, og ifølge ordlyden af Jeremias’ profeti tilbød Jehova Gud i hvert fald at indgå den lovede nye pagt med de bogstavelige, kødelige, omskårne jøder af Judas og Israels stammer.

11. I hvilken udstrækning tiltrådte israelitterne den gamle mosaiske pagt, og hvilket spørgsmål rejser sig med hensyn til den nye pagt?

¹¹ Derfor bliver spørgsmålet: Ville hele den jødiske nation, alle Judas og Israels stammer, tage imod den nye pagt og gå ind på at overholde dens betingelser? Da Gud indgik den tidligere pagt med dem ved Sinaj bjerg i Arabien, brugte han profeten Moses som mellemmand. Da Gud dengang forelagde Israels nation Lovpagten „svarede [hele folket], alle som én: ’Alt, hvad [Jehova] har sagt, vil vi gøre!’“ Og da pagten senere blev sat i kraft mellem Gud og Israel ved frembærelsen af dyreofre „kom Moses og kundgjorde hele folket alle [Jehovas] ord og alle lovbudene, og hele folket svarede enstemmigt: ’Alle de ord, [Jehova] har talet, vil vi overholde.’“ — 2 Mos. 19:1-8; 24:1-3.

12. Til hvem rakte Jesus kalken med vinen da han omtalte pagten, og hvilken pagt hævder det jødiske folk i dag at være med i?

¹² I dag tæller det jødiske folk 12.867.000 medlemmer på hele jorden. Gør disse krav på at være med i den nye pagt? Nej, tværtimod bedyrer de under deres rabbineres lederskab at de stadig er under den gamle lovpagt der blev indstiftet ved Sinaj bjerg med Moses som mellemmand. Men hvad så med deres forfædre for nitten hundrede år siden, da Jesus Kristus indstiftede Herrens aftensmåltid? Det var kun til sine apostle han rakte kalken med vin og sagde: „Drik alle heraf; thi dette er mit blod, pagtsblodet, som udgydes for mange til syndernes forladelse.“ Apostlene var alle jøder. De modtog denne invitation til at træde ind i den nye pagt der blev sat i kraft ved Jesu Kristi offer og blod. Men hvad med den jødiske nation som et hele?

13. Hvor mange af den jødiske nation accepterede den nye pagt på apostlenes tid?

¹³ Accepterede alle de jøder der opholdt sig i Jerusalem for at fejre påsken, den nye pagt der blev forelagt af Jesus Kristus? Trådte deres ypperstepræster og underpræster, deres skriftkloge, saddukæere og farisæere ind ind i en ny pagt med Jehova Gud ved at anerkende at Jesu udgydte blod var „pagtsblodet“ der satte den i kraft? Historien viser at ikke alle jøder, men kun en rest af dem, gjorde det.

14. Hvem fik først lejlighed til at indtræde i den nye pagt, og hvor mange blev troende ifølge det der er rapporteret?

¹⁴ Hele nationen, „hele Israels hus“, fik tilbudt det privilegium at indgå i den nye pagt. De var de første der fik lejlighed til det. Dette tilbud var fuldt ud i overensstemmelse med ordlyden af profetien i Jeremias’ bog 31:31-34. Efter at Jesus havde stiftet Herrens aftensmåltid sagde apostelen Peter på Pinsedagen til en skare på over tre tusind jøder i Jerusalem: „Så skal da hele Israels hus vide for vist, at den Jesus, som I korsfæstede, ham har Gud gjort både til Herre og Kristus.“ (Ap. G. 2:36) Den dag nåede antallet af troende op på tre tusind. Kort efter steg antallet til fem tusind.

15. Hvem af de millioner af jøder der levede dengang adlød også troen?

¹⁵ Før forfølgelsen brød ud i Jerusalem under den jødiske farisæer Saulus fra Tarsus havde „Guds ord . . . fremgang, og disciplenes tal voksede meget i Jerusalem; og en stor mængde af præsterne adlød troen“. (Ap. G. 2:41; 4:4; 6:7) Men af de millioner af jøder der levede der tilbage i tiden, anerkendte kun nogle få tusind Jesu udgydte blod som „pagtsblodet“ og blev taget med ind i den nye pagt.

16. Hvilket forhold hævder det jødiske folk at stå i til Gud, ifølge The New Jewish Encyclopedia, hvad var hensigten med dette forhold, og hvordan er den blevet opfyldt?

¹⁶ The New Jewish Encyclopedia, af Bridger, Wolk og Eban, udgivet i 1962 i New York, omtaler ikke nogen „ny pagt“, men siger under overskriften „Pagt“ (Berith):

Ifølge den jødiske tradition består der et pagtsforhold mellem det jødiske folk og Gud. Gud har pålagt Israel visse pligter og givet det visse løfter. Israel er på sin side gået ind på at overholde disse forpligtelser og er overbevist om at Han vil opfylde sine løfter. Hensigten med pagten var at udbrede kundskaben om den sande Gud til mennesker over hele jorden og give Lovens rituelle og etiske krav en fast form. Guds løfte gik ud på at det jødiske folk skulle være en velsignelse for hele menneskeheden og et lys for nationerne. . . . At den vestlige verden har antaget den jødiske Bibel som grundlag for sin tænkning og har anset jødernes kulturelle bidrag for så vigtigt at den giver vor civilisation betegnelsen jødisk-kristen, betragtes som et vidnesbyrd om at løftet er blevet delvis opfyldt, at Israels børn skulle være en velsignelse for hele menneskeheden. Ortodokse jøder og andre grene af jødedommen anerkender i forskellig grad læren om pagten såvel som det jødiske folks „udvælgelse“ som en evig kendsgerning, i bogstavelig forstand som en overenskomst mellem Gud og Israel. Her må anføres at den historiske kristendom betragter sig selv som arvtager til denne lære om pagten. — Siderne 98-100.a

17, 18. (a) Når Gud nu er den ene parthaver i pagten, består den anden så blot af nogle få tusind bogstavelige jøder? (b) På hvilken måde indtræder mennesker i den nye pagt, og hvad bliver de derfor?

¹⁷ Vil det så sige at den ene parthaver i den nye pagt er en skare på blot nogle få tusind jøder fra de bogstavelige stammer i Juda og Israel? Nej, slet ikke! Som den anden parthaver i den nye pagt lod Jehova Gud fortsat det særlige tilbud om den nye pagts privilegier udgå til omskårne, kødelige jøder i omkring tre og et halvt år efter denne pinsedag i år 33. Derpå blev indbydelsen til at blive taget med ind i den nye pagt udstrakt til de ikke-jødiske, ikke-israelitiske nationer, og den italienske centurion i Kæsarea kom til tro på Jesu blod som „pagtsblodet“. (Dan. 9:24-27; Ap. G. 10:1–11:18) Fra da af udgød Jehova Gud sin hellige ånd over de ikke-jødiske troende, og de blev hans åndelige børn, åndelige israelitter.

¹⁸ På samme måde har Gud fra Pinsedagen og fremefter udgydt sin hellige ånd over de jødiske troende, og de er blevet hans åndelige børn, åndelige israelitter eller jøder. Uanset om de troende var jøder eller hedninger blev de alle taget med ind i den nye pagt som åndelige jøder, åndelige israelitter.

19, 20. (a) Har det derfor været nødvendigt at være jøde for at indtræde i den nye pagt efter år 36? (b) Hvordan forklarer apostelen Paulus dette i Romerbrevet 2:28, 29 og 9:1-8?

¹⁹ Efter at den italienske centurion Kornelius var blevet omvendt i år 36 behøvede en troende derfor ikke at være jøde eller israelit end kødet for at blive taget med ind i den nye pagt gennem mellemmanden Jesus Kristus.

²⁰ Det er grunden til at apostelen Paulus der selv var jøde, sagde: „Thi jøde er ikke den, som er det i det udvortes, og omskærelse er heller ikke det, som sker udvortes, i kød; men jøde er den, som er det i det indvortes, og omskærelse er hjertets omskærelse, som sker ved Ånd, ikke efter bogstaven.“ Efter at have udtrykt sin sorg over at hans jødiske brødre efter kødet ikke levede op til deres privilegier, der bestod i „barnekårene og herligheden og pagterne“, siger Paulus derfor videre: „Dog er det ikke således at forstå, at Guds ord har svigtet; thi det er ikke alle dem, der stammer fra Israel, som virkelig er israelitter; ej heller er de alle sammen børn, fordi de er Abrahams afkom [efter kødet], men: ’kun gennem Isak skal afkom nævnes efter dig.’ Det vil sige: det er ikke de kødelige børn, der er Guds børn, men det er kun de børn, som er født i kraft at forjættelsen, der regnes for afkom.“ — Rom. 2:28, 29; 9:1-8.

21. Hvem er så de virkelige parthavere i den nye pagt, og hvordan viser Paulus dette i Galaterbrevet 6:14-16?

²¹ Disse åndelige jøder, disse åndelige israelitter, er nu det virkelige Israel med hvem den nye pagt er indgået. Denne åndelige skare og Jehova Gud er de virkelige parthavere i den nye pagt. Apostelen Paulus lader os ikke i tvivl. Efter at have talt til menigheden af troende i den romerske provins Galatien siger han i slutningen af sit brev: „Men det være langt fra mig at rose mig af noget andet end vor Herres Jesu Kristi kors, ved hvem verden er korsfæstet for mig, og jeg for verden. Thi hverken omskærelse eller forhud betyder noget, men nyskabelse. Og over alle, som vandrer efter denne rettesnor, være fred og barmhjertighed, ja, over Guds Israel.“

22. Hvilket udtryk anvender disciplen Jakob i indledningen til sit brev som viser hvem Gud slutter sin nye pagt med?

²² I harmoni med denne regel i Galaterbrevet 6:14-16 indledte disciplen Jakob sit brev til medtroende der var spredt ud over hele jorden, med ordene: „Jakob, Guds og Herren Jesu Kristi tjener, sender hilsen til de tolv stammer i adspredelsen.“ (Jak. 1:1) Ved at benævne dem som de „tolv stammer“ viser Jakob at han betragter disse kristne som det virkelige „Guds Israel“, hele det Guds Israel der forbilledligt blev skildret ved Judas hus og Israels hus. (Jer. 31:31-34) Der er stadig medlemmer af dette åndelige „Guds Israel“ i den nye pagt på jorden i vore dage.

[Fodnote]