Hvordan man følger Bibelens principper i en ugudelig verden
MENNESKENE står over for problemer der synes at blive stadig mere indviklede: opløste ægteskaber, lovløshed og forbrydelser blandt unge, gnidninger mellem arbejdsgivere og arbejdere, ensomhedsfølelse, frygten for en atomkrig — alt sammen i et sådant omfang at hele menneskeheden synes berørt af det. Men er det nødvendigt at disse ulykkelige tilstande også skal trænge ind i vort liv og ødelægge det, blot fordi de kendetegner vor tid? Lykkeligvis anviser Bibelen en vej, ikke alene ved at den henleder opmærksomheden på livet i Guds retfærdige, nye verden, men ved at den viser os hvordan vi nu, midt i denne ugudelige verden, kan leve på en sådan måde at vi opnår sikkerhed, tilfredshed og lykke i tilværelsen.
Det er tydeligt at problemerne er store. Amerika kaldes således „landet med de fleste skilsmisser og den største lovløshed i verden“, og det til trods for at det er et såkaldt kristent land hvor folk har Bibelen og går meget i kirke. Det menes at omkring 10.000.000 nulevende amerikanere er fraskilte. Hvert fjerde ægteskab ender med skilsmisse. Det er indlysende at der må være noget galt. Bibelen har løsningen på spørgsmålet, men skal man have gavn af den er det ikke nok blot at have en bibel. Man må følge de råd den giver.
Skal man opnå et lykkeligt ægteskab er det vigtigt at man anerkender at ægteskabet er en guddommelig institution. Når manden og hustruen forstår og anerkender dette, styrker de det ægteskabelige bånd, fordi de indser at de er ansvarlige over for en højere magt. Ved ægteskabets indgåelse har de påtaget sig et ansvar ind for Gud. Med dette syn på ægteskabet vil ægtemændene og hustruerne, hvis de er helt indviede til Gud, adlyde befalingen: „Hold ægteskabet i ære i et og alt. Besmit ikke ægtesengen; thi utugtige og ægteskabsbrydere skal Gud dømme.“ (Hebr. 13:4) De drages mod hinanden i kærlighed. Ledet af Bibelens principper vil kristne ægtemænd „elske deres hustruer som deres egne legemer“, og kristne hustruer vil ’underordne sig under deres mænd som under Herren’. Dette vil bevirke et godt samarbejde mellem ægtefællerne og skabe tryghed i ægteskabet. — Ef. 5:21-28.
Men hvad nu hvis den ene ægtefælle ikke lever efter Bibelens principper? Det skal indrømmes at situationen kan være vanskelig. Dog vil det at den troende ægtefælle følger Bibelens principper have en gavnlig virkning. Det vil give den troende ægtefælle en indre fred og kan måske endog få den vantro til at se fordelen ved at følge Guds anvisninger. Troende hustruer får derfor formaningen: „Ligeledes skal I hustruer underordne jer under jeres mænd, så også de mænd, der ikke vil lyde ordet, kan vindes uden ord ved deres hustruers færd.“ — 1 Pet. 3:1-6.
At bede sammen, sådan som det er skik i kristne hjem, har en helbredende virkning når der opstår misforståelser. Når ægtemænd og hustruer sammen beder Gud om at tilgive dem ligesom de tilgiver hinanden, drages de nærmere til hinanden. Disciplen Jakob skrev: „En retfærdigs bøn har en mægtigt virkende kraft.“ — Jak. 5:16.
Ifølge professor Lewis M. Terman, der har interviewet 792 ægtepar, klagede hustruerne mest over at deres ægtemænd var „selviske og lidet hensynsfulde, at deres forretning ikke gik godt, at de ikke holdt sig til sandheden, at de beklagede sig, ikke var kærlige, og at de var hårde ved børnene“. Først på ægtemændenes liste over de klager de havde at fremføre mod deres hustruer stod at de var „trættekære“. Derefter: „ikke hengivne, selviske, ikke hensyntagende, beklagede sig, var sjuskede, opfarende, tilbøjelige til at ville blande sig i mandens hobby“. Alle disse problemer kan imidlertid afhjælpes hvis man efterfølger Bibelens principper, for Bibelen hjælper selv ufuldkomne mennesker til at bære sådanne frugter af Guds ånd som „kærlighed, glæde, fred, langmodighed, mildhed, godhed, trofasthed, sagtmodighed, afholdenhed“. (Gal. 5:22, 23) Det er rigtigt at alle de ulykkelige ægteskabelige forhold i verden ikke lader sig rette fordi vi personligt følger Bibelens principper, men det kan bevirke at vort eget ægteskab bliver lykkeligt og kan tjene til ære for ægteskabets indstifter, Jehova Gud.
Forbrydelser og ungdomskriminalitet
Når mennesker i verden ikke følger Bibelens principper for ægteskabet og dette derfor bliver ulykkeligt, er ægtefællerne ikke de eneste det går ud over. Børnene lider også derunder. I De forenede Stater i dag er der mellem to og fire millioner børn hvis forældre er enten skilt eller separeret, og hvert år føjes omkring 300.000 til som er under atten år. Mange af disse bliver lovovertrædere og ungdomsforbrydere. Børn fra såkaldt „gode“ hjem er også blevet smittet af vor tids oprørske ånd. I årene fra 1950 til 1960 øgedes de større forbrydelsers antal med 98 procent i De forenede Stater, mens befolkningstilvæksten i det samme tidsrum kun var på 18 procent.
Hvis De har dette problem at kæmpe med i Deres familie, kan Bibelens principper hjælpe Dem. De har måske en oprørsk søn eller datter. En moder skriver for eksempel: „Jeg kan slet ikke styre min datter, der endnu ikke er fyldt seksten år. Hun er næsvis over for sin fader, og hører kun på mig når det passer hende. . . . Hun er ikke nogen dårlig pige og heller ikke umoralsk, men er så uregerlig og oprørsk at jeg ikke kan gøre noget ved hende. Findes der nogen måde hvorpå vi kan få herredømmet over hende?“ En anden moder klagede til politiet over at hun ikke kunne styre sin ti år gamle søn, der var på vej til at blive indbrudstyv. Børnepsykologerne er ikke enige om hvordan børn skal behandles, men Gud, som skabte mennesket, ved hvad der er bedst, og han har fortalt os det i sit ord, Bibelen.
Han siger til forældrene at de skal tage sig tid til at lære børnene Guds ord at kende. „I fædre! I må ikke opirre jeres børn, men opdrag dem i Herrens tugt og formaning.“ (Ef. 6:4) Det er den bedste måde at forme barnets tankegang på og beskytte det mod en fordærvelig indflydelse fra den verden hvori det lever. Ved at lære barnet at frygte Gud, at det er forkert at lyve, stjæle eller begære, og ved samtidig at sætte barnet et godt eksempel, vil forældrene skabe et ønske i barnet om at modstå fristelser. Det vil lære selvbeherskelse. Ved at understrege at det er Guds principper, at det er Gud der siger: Du må ikke myrde, stjæle, lyve eller begære; at det er Gud der siger at ’du skal ære din fader og din moder’ og at ’du skal være lydig mod dine forældre’, lærer barnet at det må adlyde under alle omstændigheder, for selv om forældrene ikke ser det, så gør Gud. — 2 Mos. 20:13-17; Ef. 6:1, 2; 1 Pet. 3:12.
Tugt er også et nødvendigt led i børnenes opdragelse og anbefales i Bibelen. „Hvo riset sparer, hader sin søn, den, der elsker ham, tugter i tide.“ (Ordsp. 13:24) Når forældrene tugter barnet i overensstemmelse med dette bibelske princip sker det ikke på grund af irritation eller vrede, men af kærlighed, og „kærligheden opbygger“. Den opbygger de rette adfærdsmønstre og et varmt forhold mellem forældre og børn. I de hjem hvor den råder, holdes ungdomskriminaliteten nede. — 1 Kor. 8:1; Hebr. 12:7-9.
Samfundsproblemer
Racediskrimination og forfølgelse af mennesker fordi disse tilhører en anden nationalitet er også problemer der er opstået som følge af at mennesker ikke retter sig efter Bibelens principper. Bibelen er ikke nationalistisk. Den lærer ikke at mennesker i ét land er bedre end mennesker i et andet land; den avler ingen følelse af national eller racemæssig overlegenhed, som får nogle til at se ned på andre. Den siger tværtimod tydeligt at Gud „lod alle folk nedstamme fra eet menneske og lod dem bosætte sig på hele jordens flade“, og den giver alle følgende befaling: „Du skal elske din næste som dig selv.“ (Ap. G. 17:26; Matt. 22:39) Ved at efterleve Bibelens principper er sande kristne i alle nationer blevet draget sammen som medlemmer af én stor, åndelig familie. De mødes, samarbejder og lever sammen i fred og enhed. De finder tilfredshed og lykke ved at leve blandt deres brødre overalt i verden, og ikke kun blandt dem der tilhører deres egen race og nationalitet. — Es. 2:2, 3; Åb. 7:9.
De kristne søger endog at bevare et fredeligt forhold til dem der forfølger dem. De lader sig lede af Jesu formaning: „Elsk jeres fjender og bed for dem, som forfølger jer,“ samt rådet: „Hvis nogen giver dig et slag på den højre kind, så vend også den anden til.“ De ved at „mildt svar stiller vrede, sårende ord vækker nag“. De finder at den mest praktiske adfærd i denne ugudelige verden er at følge Bibelens principper. — Matt. 5:44, 39; Ordsp. 15:1.
Et andet område hvor det har medført store velsignelser at efterleve Bibelens principper er i forholdet mellem arbejdsgiver og arbejder. Tænk blot på al den tid der går tabt når arbejderne ikke yder en fuld dags arbejde. Betænk også engang at amerikanske forretningsfolk, organisationer og industrivirksomheder, ifølge en udtalelse af en fremtrædende amerikansk forsikringsmand, John S. Mee, daglig bedrages for mere end 200.000.000 dollars af deres arbejdere. Men de der følger Bibelens principper er ikke med til en sådan uærlighed. De følger regelen: „Den, der stjæler, må ikke mere stjæle, men skal hellere slide i det og bruge sine hænder til noget godt.“ (Ef. 4:28) Det er ikke alene det at stjæle varer og udstyr fra butikken eller værkstedet der af kristne anses for tyveri, men også det at drive på arbejdspladsen, og de har fået påbud om ikke at stjæle. De ved at de skal stå Gud til regnskab for deres handlinger. Derfor udfører de endog deres verdslige arbejde som arbejdede de for Gud og ikke for mennesker. De tænker på det råd som Bibelen giver arbejdere: „Vær i alle forhold lydige mod jeres jordiske herrer, ikke med øjentjeneste som de, der vil tækkes mennesker, men af et oprigtigt hjerte i ærefrygt for Herren. Hvad I end har for, gør det af hjertet som for Herren og ikke for mennesker. I ved jo, at I til gengæld af Herren skal få arven.“ — Kol. 3:22-24.
Der findes også bibelske principper for arbejdsgivere. Vejledning til slaveejere i det første århundrede giver stof til eftertanke for vore dages arbejdsgivere: „I herrer! yd jeres trælle, hvad ret og billigt er; I ved jo, at også I har en Herre i Himmelen.“ (Kol. 4:1) Oprigtig kærlighed til deres næste og bevidstheden om at de står Gud til regnskab tilskynder dem til at lede deres virksomhed på en sådan måde at de har en ren samvittighed ind for Gud og mennesker og kan glæde sig over et godt forhold til deres arbejdere. Ja, det lønner sig at følge Bibelens principper, selv i denne ugudelige verden.
Ensomhed og frygt
Ensomhedsfølelsen og den deprimerende følelse af kedsomhed der følger med, synes at være mere udbredt i dag end nogen sinde før. Hvordan kan Bibelens principper hjælpe mennesker til at overvinde dette problem?
Samværet med andre er af fundamental betydning for en kristen livsførelse. De kristne har lagt hele deres liv an på at være til nytte og hjælp for andre. De opfordres til at ’give agt på hverandre, så de opflammer hverandre til kærlighed og gode gerninger’, og til ’ikke at svigte deres menighedsforsamling’. (Hebr. 10:24, 25) Når de regelmæssigt kommer til menighedens møder i ugens løb kan de nyde samværet med andre som nærer interesse for dem, og på ugens øvrige dage holder deres kristne virksomhed dem i nær kontakt med familiens medlemmer og andre i den kristne menighed. Selve det arbejde som Gud har givet de kristne at udføre, fylder dem med en følelse af deres eget værd og giver dem dyb tilfredsstillelse. Håbet om Guds retfærdige, nye verden fylder dem, og af deres hjertes overflod deler de ud til andre omkring dem. De finder stor glæde og lykke ved at give sig selv og ved at dele de gode ting de har lært fra Guds ord, med andre. Sagde Jesus ikke: „Der er større lykke ved at give end ved at modtage“? (Ap. G. 20:35, NW) Som mennesker der følger Bibelens principper udgør de et aktivt og lykkeligt folk.
Frygt er også et overvældende problem — frygten for udslettelse i en verdensomspændende atomkrig. At vi efterlever Bibelens principper kan naturligvis ikke forhindre at de ugudelige gør brug af deres våben, men de der nærer tillid til Gud frygter ikke for hvad nationerne kan finde på. De ved at Gud ikke vil tillade at jorden bliver ødelagt som bolig for mennesker, for han har lovet at udslette de onde og gøre vor jord til et paradisisk hjem for lydige mennesker. (Åb. 11:18; Sl. 37:10, 11) Selv når de står ansigt til ansigt med døden mister de ikke håbet. De ved at Gud, der har skabt alt liv, kan give dem livet igen ved en opstandelse fra de døde. Derfor sagde apostelen Paulus også: „Vi vil ikke, brødre! at I skal være uvidende om dem, der sover hen, for at I ikke skal sørge ligesom de andre, der ikke har noget håb. Thi så sandt vi tror, at Jesus er død og opstanden, skal også Gud ved Jesus føre de hensovede frem sammen med ham.“ — 1 Tess. 4:13, 14; Ap. G. 24:15.
Findes der nogen mennesker på jorden i dag der tror på og lever efter Bibelens principper? Ja. Den nye verdens samfund af Jehovas vidner. Således stod der i Milwaukee Sentinel for den 24. august 1961: „De [Jehovas vidner] er ikke blot enige om de små ting i livet, men også om de store og betydningsfulde ting — leveregler, efterlevelse af principper, tilbedelsen af Gud.“ Overbevis Dem selv om at det er rigtigt. Besøg Jehovas vidners rigssal i Deres by. Jehovas vidner vil være glade for at vise både Dem og andre Bibelens svar på de problemer som vi alle har i denne ugudelige verden.