Troens bøn under sygdom

 1, 2. Hvorved vises det, om Jakob 5:13-15 taler om åndelig sygdom?

DISCIPELEN JAKOB taler om troens bøn for den syge. Modsiger han ikke, hvad der er blevet sagt i det foregående? Lad os undersøge hans ord: „Lider nogen iblandt jer ondt? Lad ham fortsætte med bøn. Er nogen iblandt jer ved godt mod? Lad ham synge salmer. Er nogen iblandt jer syg? Lad ham kalde de ældre mænd i menigheden til sig, og lad dem bede over ham og gnide ham med olie i Jehovas navn. Og troens bøn vil gøre den syge rask, og Jehova vil rejse ham op. Og hvis han har begået synder, vil de blive ham tilgivet.“ — Jak. 5:13-15, NW.

² Sammenhængen her tilkendegiver, at Jakob ikke taler om den legemligt syge, men om åndelig sygdom. Først nævner han det at lide ondt. Det hentyder til at „lide ondt for de gode nyheders skyld under Guds kraft“. Det betyder at udholde prøvende forhold i tjenesten som et kristent vidne for Gud og at bevare sin retskaffenhed ind for Gud. (2 Tim. 1:8, NW) Hvis nogen lider på denne måde, skal han fortsætte med bøn om hjælp for at kunne forblive trofast, formaner Jakob. Men, Jakob, hvad så, hvis en er ved godt mod? „Lad ham synge salmer.“ Når han gør det, opbygger han sig selv og dem, som hører derpå. Men hvis nogen ikke er ved godt mod eller med andre ord er åndelig nedbrudt eller syg? Den omstændighed, at Jakob stiller det at være ved godt mod op imod det at være syg, viser tydeligt, at han taler om åndelig og ikke fysisk sygdom. Den behandling, han tilråder, tilkendegiver også, at talen er om åndelig sygdom. De ældre mænd i menigheden, der er fuldmodne i troen og fyldt med visdom ovenfra og velkendt med Guds påbud, er de rette for den åndeligt syge at kalde til sig. Dersom han var legemlig syg, ville han tilkalde en læge, hvis han havde råd til det, eller ty til et lægemiddel.

 3. Hvorfor skulle de ældre brødre bede over den syge?

³ Hvad skal de ældre mænd i menigheden gøre med den, som er åndeligt syg? De skal bede over ham, så han kan høre, hvad de beder, og samtykke deri med sit „amen!“ Han befinder sig i en sådan åndelig tilstand, at han ikke er i stand til selv at bede. Da han ikke kan bede i tro og er usikker i sit sind, har han ikke tillid til sin egen bøn. (Jak. 1:6, 7) Noget har ført ham ud i denne åndelige sygdom, og de ældre mænd må finde frem til, hvad det kan være. Paulus henviser også til denne art sygdom og fortæller om een årsag dertil, en uret højtideligholdelse af Herrens aftensmåltid eller mindemåltid. „For den, som spiser og drikker, spiser og drikker sig selv en dom til, dersom han ikke giver agt på legemet. Det er derfor, mange iblandt jer er svage og syge og adskillige sover i døden. Men dersom vi ville skønne, hvad vi selv er, ville vi ikke blive dømt.“ (1 Kor. 11:29-31, NW) De, som befandt sig i denne tilstand, holdt sig ikke i enhed med den kristne menighed, Kristi legeme. Derfor skrev Paulus som en ældre broder til dem til hjælp for dem og for at gøre dem åndeligt raske.

 4. På hvilken måde behandler de den syge med olie?

⁴ De ældre mænd i menigheden skal ikke blot bede med den åndeligt syge. De skal også behandle ham med olie i Jehovas navn. Ikke med bogstavelig olie, som for eksempel den såkaldte „sidste olie“, som katolikkerne benytter, eller den, som beskrives i Markus 6:13. „Olien“ her er de lindrende formaningsord i bibelen, og den fører den åndeligt syge tilbage til enhed med den kristne menighed, der nyder Guds gunst. Som der er skrevet: „Se, hvor godt og hvor lifligt er det, når brødre bor tilsammen: som kostelig olie, der flyder fra hovedet ned over skægget, Arons skæg, der bølger ned over kjortelens halslinning.“ (Sl. 133:1, 2) Salme 23:5 siger om olie som et symbolsk udtryk for forfriskende lindring: „Du salver mit hoved med olie, mit bæger flyder over.“ Guds budskabs helsebringende virkning beskrives i Ordsprogene 15:30 på denne måde: „Godt bud giver marv i benene.“ Og den irettesættelse, der fører til åndelig sundhed, beskrives af salmisten som lindrende og helbredende, når han siger: „Slår en retfærdig mig, så er det kærlighed; revser han mig, er det olie for hovedet, ej skal mit hoved vise det fra sig.“ (Sl. 141:5) At olie er et tegn på et lægemiddel, fremgår af hændelsen med den gode samaritan, der hældte olie og vin på hans sår, som var faldet blandt røvere. (Luk. 10:34) De ældre mænd i menigheden skal derfor behandle den åndeligt syge med olie i den forstand, at de skal opmuntre ham med Guds lindrende, helbredende, trøstende og revsende ord.

 5. Hvorledes gør de det i Jehovas navn? Og med hvilket resultat?

⁵ De skal gøre dette i Jehovas navn. Det vil sige i trofasthed imod Jehova Gud og i overensstemmelse med hans hensigter, for at hjælpe den åndeligt syge til at blive rask og igen være med til at ophøje Guds navn og bevise, at Djævelen er en falsk gud og en løgner. Disse ældre mænd må bede i tro, idet de stoler på, at Guds ord er ret og har magt til at hjælpe den syge til at indse sine fejl og anerkende, hvad der er den rette vej. En sådan forenet troens bøn sammen med den styrkende anvendelse af Guds ord vil gøre den åndeligt syge rask igen. Det vil opbygge hans tillid til Guds løfte og til hans ords og vejs rigtighed og hjælpe ham ind på den vej. På denne måde vil „Jehova rejse ham op“ og give ham styrke til at vandre ad sandhedens og retfærdighedens vej, han vil rejse ham op fra hans mismod og følelsen af at være forladt af Gud. Hans åndelige sygdom kan måske skyldes den dårlige vane at undlade at komme sammen med Guds folk eller ikke regelmæssigt at tage til sig af Guds ord og være med i hans tjeneste. Eller måske har han begået en alvorlig synd, der har sat ham uden for et godt forhold med Gud og hans organisation. Dersom han nu giver agt på den bøn, de ældre brødre i forening beder, og på deres helsebringende revselse, irettesættelse og formaning fra Guds ord, og vender om og begynder at vandre ad den rette vej, så vil de synder, han har begået, blive ham tilgivet. Denne tilgivelse skyldes ikke nogen selvretfærdighed hos ham, men sker på grundlag af Jesu retfærdige offer for synder. — 1 Joh. 1:7 til 2:2.

Bekendelse

 6. For hvem bør vi bekende vore synder? Er bøn værdifuld i denne henseende?

⁶ I direkte modsætning til det hemmelige skriftemål, der benyttes i nogle religiøse systemer, påbyder Jakob os: „Bekend derfor åbenlyst jeres synder for hverandre, og bed for hverandre, for at I må blive helbredt. En retfærdig mands virksomme bøn har megen kraft.“ (Jak. 5:16, NW) Eftersom sygdommen er forbundet med synd, er det indlysende, at den usunde tilstand er åndelig og ikke legemlig. Ellers ville alle syndere imod Gud lide af meget alvorlige legemlige sygdomme. Men det er ikke tilfældet. Ofte har verdslige syndere et langt bedre helbred end Jehova Guds trofaste tjenere og vidner. For at skildre bønnens kraft minder Jakob om Elias’ bøn: „Elias var et menneske med samme følelser som vore, og dog bad han en bøn om, at det ikke måtte regne, og det regnede ikke i landet i tre år og seks måneder. Og han bad igen, og himmelen gav regn, og landet frembragte sin frugt.“ (Jak. 5:17, 18, NW) Israels land blev ramt af tørke og hungersnød, fordi nationen var åndeligt syg og ude af harmoni med Jehova Gud. Elias opfordrede til en ildprøve for at lægge for dagen, at Jehova er Gud, og da folket ved Karmels bjerg anerkendte dette og råbte: „Jehova er Gud!“ og overgav de dæmonbesatte ba’alsprofeter til at blive udryddet, bad Elias om regn over deres land. Den kom. I urokkelig tro bad han syv gange om dette mirakel. Bøn virker.

 7. Hvorledes bliver de, som bekender deres synder, helbredt ved bøn?

⁷ Ved at bede for dem, som er åndeligt syge, og som bekender deres synder for os og søger vor åndelige hjælp, kan de „blive helbredt“ i åndelig forstand. Dette frelser dem fra en åndelig død, hvilket ville føre til deres undergang og udelukke dem fra alt fremtidigt liv. I deres tilfælde ville Gud, den Almægtige, ødelægge „både sjæl og legeme i gehenna“. (Matt. 10:28, NW) For at opmuntre os til således at hjælpe brødre, der er åndeligt syge og i fare for en sådan sygdoms forfærdelige følger, afslutter Jakob sit brev med den kraftige formaning: „Mine brødre, hvis nogen iblandt jer føres vild fra sandheden [med åndelig sygdom til følge], og en anden omvender ham, vid da, at han, som omvender en synder fra sin vildfarelses vej, vil frelse hans sjæl fra døden og vil skjule en mangfoldighed af synder.“ (Jak. 5:19, 20, NW) De synder, som den åndeligt syge bekendte, og som du bad om, at han måtte komme ud af og blive helbredt for, vil blive skjult. Gud vil ikke længer mindes dem, men vil forny det fredelige forhold mellem sig og den omvendte synder. Det er gennem Jesu blod, der er soning for synder, at disse synder bliver skjult, men din bøn hjalp til at få denne guddommelige foranstaltning til at virke med det ønskede resultat. Du har grund til at være taknemmelig over den forret, det er at yde en frelsende tjeneste til liv for en anden.

„En torn i kødet“

 8, 9. Kan vi bede under legemlig sygdom? Hvordan bar Paulus sig ad?

⁸ Har vi ikke lov til at bede til Gud under legemlig sygdom og komme frem for ham og tale derom? Jo, det har vi. Men vi skal ikke bede om guddommelig helbredelse. Den tid er forbi. Denne åndens gave ophørte med apostlenes og deres nærmeste medarbejderes død. Den mirakuløse helbredelse var til et tegn for fremmede og skulle øves over for dem. Den skulle ikke bruges til selvisk lindring for troende. Sande kristne, Jehova Guds tjenere, kan blive legemligt syge. Hans eget ord bekræfter dette. Apostelen Paulus led af en fysisk svaghed, som han sammenlignede med „en torn i kødet“. Bad han om at blive befriet for den? Eller gjorde han brug af de rige gaver, han havde fået skænket, og rev selv ved et mirakel denne torn ud af sit kød eller lod Gud gøre det ved sin guddommelige magt? Hør Paulus’ eget vidnesbyrd:

⁹ „Ingen bør tænke højere om mig, end hvad han ser, jeg er, eller hører fra mig, blot som følge af de mange åbenbarelser. For at jeg ikke skulle blive overmodig, blev der givet mig en torn i kødet, en Satans engel, til bestandig at slå mig, for at jeg ikke skulle blive overmodig. Herom har jeg tre gange bedt til Herren, at den måtte vige fra mig; og dog sagde han i virkeligheden til mig: Min ufortjente godhed er dig nok; thi min magt fuldkommengøres i svaghed. Allerhelst vil jeg derfor rose mig af mine svagheder, for at Kristi magt kan forblive over mig som et telt. Derfor glæder jeg mig under svagheder, under fornærmelser, i nød, under forfølgelse og vanskeligheder for Kristi skyld. Thi når jeg er svag, så er jeg stærk.“ — 2 Kor. 12:6-10, NW.

10, 11. Hvad kan Paulus’ torn have været ifølge visse antydninger?

¹⁰ Hvad var Paulus’ torn i kødet? Nogle mener, at den skyldtes hans dårlige syn eller en øjenbetændelse. Dette kan have været en følge af de tre dages blindhed, hvormed Jesus ramte ham, da han som Saulus fra Tarsus var på vej til Damaskus for yderligere at forfølge de kristne der. For at standse Saulus med et slag og på stedet overbevise ham om, at Kristus var oprejst til himmelsk herlighed, og at det var den levende, herliggjorte Kristi efterfølgere, Saulus fra Tarsus forfulgte, viste Jesus sig ved et mirakel for ham på vejen til Damaskus. Selv om han ikke blev dræbt af synet eller fik sine øjne brændt ud af øjenhulerne, så kom han til at betale dyrt derfor. Det var kun ved et andet mirakel, at han fik sit syn igen. Men antagelig kun i et begrænset omfang. — Ap. G. 9:1-19.

¹¹ Det ser ud til, at Paulus hentyder til dårlige øjne, der hvor han skriver til galaterne: „Thi jeg giver jer det vidnesbyrd, at I, om det havde været muligt, havde revet jeres øjne ud og givet mig dem.“ Måske det også er derfor, at han tilføjer denne linie til dem: „Se med hvor store bogstaver jeg har skrevet til jer med min egen hånd.“ (Gal. 4:15; 6:11, NW) Det var måske også derfor, at han dikterede de fleste af sine breve. At han havde dårlige øjne, synes også at fremgå af hændelsen for det jødiske råd, hvor han så fast på rådet og tog skarpt til genmæle over for ypperstepræsten og derpå undskyldte sig og sagde: „Brødre, jeg vidste ikke, at det var ypperstepræsten. Thi der er skrevet, du må ikke tale ondt om en hersker i dit folk.“ (Ap. G. 23:1-5, NW) I hvert tilfælde var dårlige, betændte øjne på en tid, da man ikke havde briller, en virkelig hindring for Paulus i hans arbejde og studium. Det kan have irriteret ham og fået ham til at længes efter at blive af dermed og derfor at bede derom. En Amerikansk Oversættelse gengiver udtrykket „en torn i kødet“ mere frit som „en bitter legemlig lidelse“.

12. Hvad kan denne torn i Paulus’ kød også have svaret til?

¹² Men Paulus’ torn i kødet har måske svaret til det, som plagede israelitterne, efter at de var kommet ind i landet, der flød med mælk og honning. På Moabs sletter, ved Jordanfloden lige over for det forjættede land, gav Moses dem denne advarsel: „Men hvis I ikke driver landets beboere bort foran jer, så skal de, som I levner af dem, blive torne i jeres øjne og brodde i jeres sider, og de skal bringe jer trængsel i det land, I bor i.“ Moses’ efterfølger, Josua, gentog denne advarsel, inden han døde. (4 Mos. 33:55; Jos. 23:11-13) Israelitterne gav ikke agt på disse advarsler og drev ikke de dæmondyrkende, hedenske folk ud af landet, og derfor sendte Jehova sin engel til dem og sagde: „Men I adlød ikke min røst! Hvad har I dog gjort! Derfor siger jeg nu: Jeg vil ikke drive dem bort foran jer, men de skal blive brodde i jeres sider, og deres guder skal blive jer en snare.“ (Dom. 2:2, 3) Apostelen Paulus kan have haft en sådan torn i kødet i lighed med disse hedenske dæmondyrkere i Kana’ans land, der med deres tilstedeværelse plagede israelitterne, som bestræbte sig for at vandre i overensstemmelse med Jehovas lov. Hvis dette er tilfældet, hvad kan da ifølge bibelen denne torn i kødet hos Paulus have været?

13, 14. Hvem kan ifølge skriften denne „torn“ have været?

¹³ Eftersom Paulus her skrev et brev til korinterne som en fortsættelse af sit tidligere brev, i hvilket han beklagede den uenighed, der havde sneget sig ind iblandt dem, og den sekteriske ånd, der ledede dem til at følge menneskelige ledere, kan denne torn have været deres „superfine apostle“. Disse var ikke i harmoni med Paulus’ lære, og de benægtede, at Paulus var en apostel. Derfor sagde Paulus til menigheden: „Jeg mener ikke i en eneste ting at have stået tilbage for jeres superfine apostle. Men selv om jeg ikke er oplært som taler, så er jeg sandelig ikke uden kundskab, men i eet og alt har vi lagt den for dagen for jer i alle måder. Nej, hvad jeg gør, det vil jeg også blive ved at gøre, for at jeg kan afskære dem deres påskud, som ønsker et påskud for at blive betragtet som vore lige i den stilling, de praler med. Sådanne mænd er falske apostle, svigagtige arbejdere, der forvandler sig til Kristi apostle. Intet under, thi Satan selv forvandler sig stadig til en lysets engel. Der er derfor intet stort i, at hans tjenere vedblivende også forvandler sig til retfærdighedens tjenere. Men deres endeligt skal komme til at svare til deres gerninger.“ — 2 Kor. 11:5, 6, 12-15, NW.

¹⁴ Også for menigheden i Galatien omtalte Paulus disse mænd, som underminerede hans arbejde og truede med at ødelægge det iblandt dem. Han sagde: „Det undrer mig, at I så hurtigt lader jer drage bort fra ham, som kaldte jer ved Kristi ufortjente godhed, til en anden art gode nyheder. Men det er ikke en anden; kun er der nogle, som forvirrer jer og ønsker at forvanske de gode nyheder om Kristus. . . . Som vi før har sagt, så siger jeg nu igen: Dersom nogen forkynder jer som gode nyheder noget ud over det, I har modtaget, forbandet være han!“ „Jeg ville ønske, at de mænd, som søger at nedbryde jer, ville lemlæste sig selv.“ „Herefter må ingen volde mig bryderier, thi jeg bærer en Jesu træls sårmærker på mit legeme.“ — Gal. 1:6-9; 5:12; 6:17, NW.

15, 16. a) Hvordan var tornen en „Satans engel“? b) Hvad bad Paulus om, og hvorledes svarede Herren, og tog Paulus imod svaret?

¹⁵ Paulus kalder denne „torn i kødet“ en „Satans engel til bestandig at slå mig, for at jeg ikke skulle blive overmodig“. Disse falske apostle og forstyrrere og angribere af Paulus’ apostelgerning ville være dette og således afholde ham fra at blive overmodig i sin tjeneste. Hvis på den anden side denne „torn“ var en uhelbredelig øjensygdom eller anden sygdom, kunne den tjene som en Satans engel til at gøre ham nedbøjet eller indgive ham et mindreværdskompleks med påfølgende modløshed. Hvad denne torn nu end var, så bad Paulus tre gange om at blive befriet for den. En ting til, han bad derom, mens åndens helbredende gave endnu virkede. Tornen, Satans engel, svækkede Paulus. Han ville have været glad for at blive den kvit.

¹⁶ Men Herren opfyldte ikke hans gentagne bønner. I stedet for styrkede han ham med disse ord: „Min ufortjente godhed er dig nok; thi min magt fuldkommengøres i svaghed.“ Ved at Paulus forblev svag med denne torn i kødet, havde Herren lejlighed til at skænke Paulus styrke. Herren kunne derigennem vise, hvad han magtede at gøre med en trofast tjener, der var hemmet af en irriterende svaghed. Det var et bevis for, at Kristi kraft overskyggede apostlene. Forståelsen heraf forandrede Paulus’ sindsindstilling. I stedet for at sørge over sin iboende svaghed sagde Paulus nu: „Allerhelst vil jeg derfor rose mig af mine svagheder, for at Kristi kraft kan forblive over mig som et telt. Derfor glæder jeg mig under svagheder, under fornærmelser, i nød, under forfølgelse og vanskeligheder for Kristi skyld.“ Hvorfor, Paulus? „Thi når jeg er svag, så er jeg stærk.“ Eftersom han var fysisk svag, måtte han være stærk i Kristi kraft, der værnede ham som et telt.

Ydelser til trods for lidelser

17. Hvordan arbejdede Paulus til trods for sin svaghed, og hvad viser hans tilfælde og indstilling os?

¹⁷ Paulus gik glip af guddommelig helbredelse, men ikke som følge af manglende tro. Ikke desto mindre arbejdede han langt hårdere end nogen af de andre apostle. Hans tilfælde viser, at vi behøver ikke at opnå guddommelig helbredelse for vore legemlige svagheder og sygdomme for at kunne gøre en indsats i den aktive tjeneste som et vidne for den Højeste. Paulus var et billede på, hvad Gud gennem Kristus kan gøre med et menneske, der har en torn i kødet, som svækker ham. I lighed med Paulus kan vi være lykkelige over, hvad Herren udretter igennem os til trods for vore sygdomme, manglende evner eller svagheder, som guddommelig helbredelse ikke i vore dage tager fra os. Dersom vi kan yde noget til trods herfor, kan vi kun slutte, at det var Herren, der udvirkede det igennem os, og ikke os selv. Det afholder os fra at blive overmodige eller stolte. Det er en påmindelse om, at vi kun er stærke til at gøre alt i hans kraft, der hviler over os. Det giver Guds kraft gennem Kristus lejlighed til at fuldkommengøres gennem os, til trods for vor åbenlyse svaghed. Derfor bør al ære for vor indsats tilskrives Gud gennem Kristus. Vor tjeneste som hans tjenere og vidner er en dyrebar skat, og vi kan nu forstå, hvorfor denne skat er betroet jordiske skabninger, der er som lerkar. Paulus forklarer det: „Denne skat har vi i lerkar, for at den kraft, der er ud over det normale, må være fra Gud og ikke fra os selv.“ — 2 Kor. 4:1, 7, NW.

18. Hvad viser tjenesterapporten for 1951 som svarende hertil?

¹⁸ Tjenesterapporterne i vore dage tilkendegiver, at Gud udretter store ting gennem mænd, kvinder og børn, der er helt indviet til ham, men er hemmet af legemlige svagheder. De har tilstrækkeligt kendskab til sandheden til, at de ikke beder om mirakuløs helbredelse eller venter, at Gud skal befri dem for deres skavanker, inden de forsøger at udrette noget i hans tjeneste. De behøver ikke gennem guddommelig helbredelse at få deres legemlige svagheder eller fejl rettet for selv at blive overbevist eller overbevise andre om, at de har sandheden og er vidner for Jehova. Sådan som de er, bestræber de sig for at tjene som forkyndere af de gode nyheder om hans rige, der nu skal prædikes over hele verden. I dag aflægger invalider og krøblinge i deres rullestole eller senge vidnesbyrd om Riget, med hvilke midler de nu har til rådighed i deres handikappede tilstand. De taler til alle, de kommer i berøring med, de skriver breve, sender litteratur med posten, telefonerer, gør sig forståelige ved hjælp af tegnsprog o.s.v. De rapporterer den tid, de anvender i vidnegerningen, og de tæller med blandt de over 375.000 aktive vidner, som den Almægtige har oprejst i dette år 1951.

19. Hvem er foruden de syge og sengeliggende handikappet på anden måde, og hvad udretter de, og hvad lægger de herigennem for dagen?

¹⁹ Disse svage bør ikke glemmes. Vi bør have omsorg for dem, forsyne dem med alt, hvad de har brug for til tjenesten, bringe dem åndelig føde ved at besøge dem og på anden måde. Foruden syge venner på hospitaler, sygestuer eller andre, som må holde sig inde på grund af sygdom, er der også dem, som er blinde, døve og stumme, krøblinge eller på anden måde hindret eller ramt. Disse deltager ikke desto mindre i vidnegerningen på arbejdsmarken og forkynder Riget og aflægger et stort vidnesbyrd, altsammen som en tilkendegivelse af Guds kraft under svaghed. Ingen af disse må være modløse. Lad dem fortsætte med deres enestående indsats og stille Guds kraft på prøve. Gør de det, er de med til at bevise det, som siges i Zakarias 4:6: „Ikke ved magt og ikke ved styrke, men ved min ånd, siger Hærskarers Jehova.“

20. Er du interesseret i at få yderligere spørgsmål i forbindelse med sygdom og guddommelig helbredelse besvaret?