og problemer. Gud har givet os sit skrevne ord, og han har tilvejebragt det for os, for at vi skal søge råd og vejledning deri. Søger vi ikke vejledning deri, vil det ikke tjene os som rettesnor. Gud åbenbarer sig for os i sit ord. Han åbner sit sind og sit hjerte for os, fortæller os, hvad han mener og tænker, hvad han allerede har gjort, gør nu og vil gøre i fremtiden, og han oplyser os om, hvad han gerne vil, vi skal gøre for at vinde hans gunst og det evige livs gave i den nye verden. Vi behøver hans ord, for i vor kødelige tilstand er det umuligt for os at se ham. Han lader os vide, at hans navn er Jehova, hvilket betyder den, der forårsager, at noget bliver til, og han viser os sine egenskaber: visdom, retfærdighed, magt og kærlighed, og lader os forstå, hvordan alle fire egenskaber samarbejder uden at komme hinanden på tværs. Den eneste måde, vi derfor kan få noget bestemt at vide om ham, er gennem hans skrevne ord. Og lærer vi ham først at kende gennem hans ord, lærer vi også at få tillid til ham og give agt på hans råd og forstå, at hans bud har autoritet. Vi befæster vor tro på, at hans ord er sandt og uden fejltagelser eller uret vejledning. Det bevirker, at vi søger vejledning deri og følger dets råd, når vi står over for problemer.

17. Hvad er da spørgsmålet for os, for så vidt det angår Guds ord? Og hvad kan vi vente, hvis vi retter os efter det, og hvis vi ikke gør det?

Moralsk Handlefrihed og Ordet

1. Hvorledes har Gud givet os moralsk handlefrihed med hensyn til hans ord, hvem kan vi takke for velsignelser, og hvem skyldes vore vanskeligheder?

GUD anerkender os som skabninger, der er frit stillet i moralsk henseende, og han lader os selv vælge, om vi vil tro hans ord eller ej. Hvis vi holder hans ord og af den grund velsignes rigt, kan vi takke Gud for disse velsignelser. „Lutter gode og fuldkomne gaver kommer ned ovenfra, fra himmellysenes fader, hos hvem der ikke er forandring eller skygge, der kommer og går.“ (Jak. 1:17) Giver vi derimod ikke agt på hans ord, men følger vore egne selviske ønsker eller en anden skabnings ord, fordi det stemmer overens med vor selviske vilje, og derved bringer os selv i vanskeligheder, er vi tilbøjelige til at sige: „Det var Djævelen, der gjorde det!“ Ja, det var Djævelen, der gjorde det, men husk, han gjorde det gennem dig, fordi du gav efter for ham. Du lagde så at sige tingene til rette for ham. Og det er jo ikke netop, hvad du behøver at gøre.

2. Hvilket syn på Guds ord er ofte skyld i, at vi har vanskeligt ved at klare vore egne problemer? Hvad giver dette os anledning til at bevise?

² Når vi har vanskeligt ved at afgøre, hvad der er Guds vilje i vore personlige anliggender, skyldes det tit, at hans ord ikke er skrevet for hver enkelt af os, men for hans folk som organisation betragtet. De råd og den vejledning, der gives i hans ord, gælder derfor alle enkeltpersoner, som er i organisationen eller er knyttet til den. Det siger ikke een ting til et menneske og noget andet til et andet menneske for at imødekomme hver enkelts personlige smag. Gud giver ikke efter eller ændrer sin lov bare for at behage et eller andet menneske og opfylde hans selviske ønsker og tilbøjeligheder. Hans lov er teokratisk og harmonerer med hans vilje og hele handlemåde. Den bestemmes ikke af nogen skabnings egensindige vilje. De råd og instruktioner, der gives deri, er ofte generelle og fremholder et princip til efterfølgelse, men den stiller den enkelte frit i moralsk henseende, så han selv kan vælge, om han vil følge det sande princip, der er fremholdt for ham, eller om han vil rette sig efter sin egen selviske vilje. I så henseende indrømmer Gud den enkelte lejlighed til at bevise, hvor stor kærlighed og tillid han nærer til Gud, ordets Giver, og hvor magtpåliggende det er for ham at gøre hans vilje. Gud påtvinger ikke nogen skabning sin vilje. Han ønsker kærlig lydighed.

3. Hvad siger apostelen Paulus om ægteskab, og hvilket spørgsmål står åbent for den enkelte kristne?

³ For eksempel indeholder bibelen en hel del forskrifter for ægteskab og forholdet mellem de to køn. Apostelen giver det råd, at hvor umoralitet er almindelig og en kristen person er seksuelt disponeret og tilbøjelig til at lade sig opflamme af lidenskab, må han hellere gifte sig og få sin egen lovformelige hustru. Han siger ligeledes: „Er du fri? søg dig ikke en hustru! Men selv om du også gifter dig, har du ikke derved syndet; dog vil de, der gør det, få timelig trængsel.“ Foruden timelig trængsel vil de også blive beskåret i deres frihed til at vælge og bevæge sig, som de vil. Manden vil søge at behage sin hustru, og hustruen sin mand. Begge vil således til en vis grad være optaget af ting, der hører verden til, for at vinde hinandens bifald. Men „den ugifte kvinde og jomfruen bekymrer sig for det, der hører Herren til, at hun kan være