’Tøv ikke med at give’ når du takker Gud

BERETNINGEN om hvordan Jehova tog sig af sit folk Israel i fortiden indeholder mange gavnlige lektioner for kristne i dag. Den „er jo skrevet, for at vi kan lære deraf“, som apostelen Paulus udtrykker det. (Rom. 15:4) Hvis vi omhyggeligt undersøger enkelthederne i den bibelske beretning, kan vi altså tillidsfuldt vente at få en dybere åndelig indsigt i Guds vilje med sine tilbedere i dag.

For eksempel opfordrede Jehova hver enkelt til at bringe førstegrøden af avlen til hans præsteskab ved det centralt beliggende tilbedelsessted han oprettede. Dette omfattede det førstefødte (af både mennesker og dyr), førstegrøden af hver høst, og selv den første uld af fårene. (2 Mos. 22:29, 30; 23:19; 5 Mos. 18:4) Denne førstegrøde var ikke den samme som den tiende Jehova forlangte til understøttelse af den rene, godkendte gudsdyrkelse.

Alt det førstefødte blandt handyrene og ethvert drengebarn som åbnede moders liv skulle helliges Jehova. (2 Mos. 13:2) De førstefødte drengebørn og de førstefødte dyr der ikke kunne bringes som offer på alteret, skulle af forældrene eller ejeren købes fri for en mindstebetaling af fem sekel sølv, eller cirka 18 kroner i danske penge. (4 Mos. 18:15-17) Det princip som lå heri blev senere udtrykt direkte af Gud gennem profeten Ezekiel: „Alle sjæle er mine.“ — Ez. 18:4.

De førstefødte stykker hornkvæg, lam eller geder kunne imidlertid ikke købes fri eller udløses på denne måde. Deres blod skulle sprænges på alteret. Blodet af disse dyr repræsenterede mennesket Jesu Kristi livsblod, som han frivilligt bragte som et offer for den syndige menneskehed. — Hebr. 9:6-14; Åb. 7:14.

Ikke nogen bestemt mængde

Hvad angår førstegrøden af jorden og den første uld fra fårene er det værd at bemærke at Jehova overlod det til hver enkelt at bestemme hvor meget han ville give. Mængden var ikke nærmere fastsat, ligesom det heller ikke var nærmere fastsat hvor meget man skulle levne af høsten til de fattige. — 3 Mos. 19:9, 10.

Det forventedes at hver familie eller hvert menneske som besad ejendom i det gudgivne land afleverede denne førstegrøde som en anerkendelse af at de havde fået alt af deres Gud. At hver enkelt selv kunne afgøre mængden, var en prøve på deres værdsættelse. Huskede de stadig at Jehova deres Gud havde udfriet dem fra trældommen i Ægypten? Tænkte de på at han havde givet dem et land med brønde som de ikke selv havde gravet, olivenlunde som de ikke selv havde plantet, alt hvad der behøvedes for deres fysiske velfærd?

Ja, de havde en gavmild Gud, en Gud der også bekymrede sig om deres åndelige velfærd, deres indstilling til den sande gudsdyrkelse. Med hensyn til at frembære førstegrøden gav Jehova dem dette råd gennem sin tjener Moses: „Du skal ikke tøve med at give mig af din Lades Fylde og din Vinperses Væde.“ (2 Mos. 22:29, oversættelsen af 1871) Det var ikke mængden der betød noget, men den ånd gaven blev givet i. Hvis de tøvede kunne det meget vel tyde på at de manglede værdsættelse af alle de goder som Gud havde givet dem del i.

Til belæring for os

Men hvad kan vi lære af alt dette, vi som ikke er underlagt Moseloven? Der ligger stor åndelig betydning gemt i dette med førstegrøden af jorden og af moders liv. Siger apostelen Paulus ikke at Kristus Jesus ved sin opstandelse blev „en førstegrøde [til Gud] af de hensovede“? — 1 Kor. 15:20.

Hvis vi forfølger denne tanke lidt videre erfarer vi at de tolv stammer i det åndelige Israel, Kristi salvede disciple, af Gud er bestemt til at være „en førstegrøde af hans [løskøbte] skabninger“. (Jak. 1:18; Åb. 14:1-4) Når disse mennesker har bevaret deres trofasthed til døden oprejses de som åndeskabninger og overgives til Guds store ypperstepræst i himlene, Jesus Kristus, for at blive et præsteskab under ham. At Gud tager imod denne førstegrøde er en storslået garanti for at der vil blive en glædelig høst, en stor skare mennesker som en dag vil komme til at nyde det evige livs velsignelser i et jordisk paradis. De vil blive jordiske undersåtter under det himmelske styre som udøves af Kristus og hans 144.000 præstekonger.

Vi kan også lære noget andet af påbudet om at frembære førstegrøden. Er det ikke sandt at der i dag gennem en organisation er truffet en ordning for en ren gudsdyrkelse på jorden? Jo, og gennem denne organisation får man god åndelig næring. Derfor er det kun rimeligt at de der nyder godt af denne åndelige overflod giver udtryk for deres taknemmelighed ved hjælp af deres materielle midler.

Læg mærke til at Jehova ikke stiller bestemte krav til sine tilbedere hvad angår disse udtryk for taknemmelighed. Mange kan have det som den fattige enke, der, mens Jesus så det, lagde „to småmønter“ i tempelblokken. (Mark. 12:42) Var det ikke hendes villighed til at give, hendes oprigtige ønske om at udtrykke sin taknemmelighed mod Gud, der gjorde indtryk på Jesus?

Noget mere

Når fortidens israelitter frembar førstegrøden og de førstefødte, helligede de disse repræsentative gaver til Jehova. Hvis de ikke ivrigt og ufortøvet bragte Jehova sådanne gaver, kunne de næppe forvente at Jehova ville velsigne den efterfølgende børneflok eller indhøstningen af afgrøderne.

Gudfrygtige forældre som Samsons og Samuels opdrog ikke alene deres børn i „Herrens tugt og formaning“ men overgav også med glæde den førstefødte søn til en mere direkte tjeneste for Jehova. — Ef. 6:4.

Udviser kristne forældre mindre værdsættelse i vor tid? Nej, mange forældre opdrager konsekvent alle deres børn til at blive sande tilbedere af Jehova. De opelsker det ønske i børnenes sind at leve et liv der er helliget Gud, måske at virke som heltidsforkyndere af den gode nyhed. Har sådanne forældre ikke lært noget vidunderligt af lektionen om den forbilledlige førstegrøde?

Ligeledes lægger Jehovas kristne tilbedere i vor tid samme villighedens ånd for dagen når de giver af deres midler til fremme af den rene gudsdyrkelse, hvilket røber at de er overbevist om at alt hvad de ejer kommer fra Jehova og tilhører ham. Læs følgende bemærkninger som har ledsaget gaver der er blevet sendt til Vagttårnets hovedkontor i Brooklyn, New York, eller til et af dets mange afdelingskontorer rundt om i verden:

„Jeg er oppe i årene og kan ikke tage disse penge med mig i graven, og jeg kan ikke finde nogen bedre måde at bruge dem på end at give dem til hjælp for forkyndelsen af den gode nyhed om Riget.“

„Vi er meget lykkelige og glade for alt hvad Jehova har givet os. Vi der bor i denne del af landet har ganske vist et stykke vej til Selskabets hovedkontor, men vi føler og værdsætter til stadighed den nære forbindelse vi har med Jehova gennem hans organisation. Dette føler vi især når vi kan hjælpe med at udbrede det verdensomspændende vidnesbyrd.“

Skaberen ved at de taknemmeligste og gavmildeste af hans menneskelige skabninger samtidig er de gladeste. (Ap. G. 20:35, NW) Derfor opelsker han denne gavmilde ånd hos sine børn. Han minder os om at vi skal blive ved med at opdyrke denne gode egenskab, ikke ved at stille bestemte krav til os, men ved stort set at overlade det til vort eget hjerte. Det giver han tydeligt udtryk for. Læs blot disse ord af den inspirerede apostel:

„Den, der sår sparsomt, skal også høste sparsomt, og den, der sår rigeligt, skal også høste rigeligt. Enhver give, som hans hjerte har tilsagt ham, ikke tvært og tvungent; thi Gud elsker en glad giver. Og Gud har magt til i rigt mål at give jer al nåde, så I altid og under alle forhold har alt, hvad I trænger til, og endda rigeligt til al god gerning, . . . således bliver I rige i alle måder og kan vise al slags gavmildhed . . . Thi den hjælp, som ydes ved denne tjeneste, råder ikke alene bod på de helliges savn, men vil også bære rig frugt i de mange taksigelser til Gud.“ — 2 Kor. 9:6-12.