Vær snar til at høre, sen til at tale
„Det ved I, mine elskede brødre. Enhver skal være snar til at høre, sen til at tale, sen til vrede.“ — Jak. 1:19.
1. Hvad er var tunges vigtigste formål, og hvordan bruges mange tunger i dag?
VOR tunges vigtigste formål er at lovprise menneskets store Skaber, Jehova den almægtige Gud. Som et redskab hvormed der bringes pris til Gud bruges tungen overalt i verden i dag til at forkynde himmelens oprettede rige. Dette er godt nyt, der som Jesus sagde „skal prædikes over hele jorden til et vidnesbyrd for alle folkeslagene“. Hvor dyrebar er ikke tungen der taler dette glade budskab! „Den retfærdiges tunge er udsøgt sølv.“ Det er Guds retfærdige vilje at sande kristne altid skal være rede til at fortælle andre denne gode nyhed om Riget: „Prædik ordet, træd frem, hvad enten det er belejligt eller ubelejligt.“ — Matt. 24:14; Ordsp. 10:20; 2 Tim. 4:2.
2, 3. Hvad mente disciplen Jakob egentlig da han tilrådede den kristne at være „sen til at tale“?
2 Når man betænker hvor vigtigt det er at Rigets budskab forkyndes, kan det måske forekomme nogle mærkeligt at disciplen Jakob nedskrev følgende inspirerede råd: „Det ved I, mine elskede brødre. Enhver skal være snar til at høre, sen til at tale, sen til vrede.“ Det er ikke i forbindelse med forkyndelsen af Riget at den kristne skal være „sen til at tale“. Disciplen Jakob havde noget andet i tanke. — Jak. 1:19.
3 Det guddommelige råd i Jakob 1:19 skal forstås således at man, når man er „snar til at høre, sen til at tale, sen til vrede“, garderer sig imod at fordærve den rene tilbedelse og imod at bringe ødelæggelse over sig selv, især ved forkert brug af tungen. Hvis en kristen mener at han ikke behøver at tøjle sin tunge skulle han give agt på den guddommelige advarsel: „Hvis nogen mener at dyrke Gud og ikke tøjler sin tunge, men bedrager sit hjerte, hans gudsdyrkelse er intet værd.“ Hvis den kristne skal undgå at hans gudsdyrkelse bliver værdiløs i Guds øjne, må han ikke alene prise Gud ved at forkynde hans herlige rige, men han må også lade sin tunge være en velsignelse for menneskene. Som en hjælp til at tøjle tungen anbefaler Jakob den kristne at være „snar til at høre, sen til at tale“. — Jak. 1:26.
4. Hvordan beskriver Jakob tungen og det den kan forårsage, og hvad er derfor visdommens vej?
4 Når vi forstår hvor meget tungen kan afstedkomme, kan vi også indse hvor stor værdi der ligger i Jakobs råd. Ganske vist er tungen et lille lem; men en hests bidsel og et skibsror er forholdsvis små ting, og dog kan de udvirke kolossalt meget: „Når vi lægger bidsel i munden på hestene, for at de skal lystre os, så kan vi også styre hele deres krop. Se, også skibene, som er så store og drives af stærke vinde, de styres dog med et ganske lille ror, hvorhen styrmandens hu står. Sådan er også tungen et lidet lem, men kan dog prale af store ting. Se, hvor den mindste ild kan sætte den største skov i brand! Også tungen er en ild. Som en verden af uretfærdighed sidder tungen blandt vore lemmer; den besmitter hele legemet, ja, sætter ’tilværelsens hjul’ i brand og er selv sat i brand af Helvede. Thi enhver art af vilde dyr og fugle, krybdyr og havdyr, kan tæmmes og er blevet tæmmet af mennesker; men tungen kan intet menneske tæmme.“ Eftersom den måde hvorpå den kristne bruger sin tunge betyder liv eller død, og eftersom intet menneske i dag har fuldkomment herredømme over sin tunge, er det visdom ikke at lade sin tale være forhastet. — Jak. 3:3-8.
For megen snak
5. Hvilken alvorlig fare er der ved at tale for meget, og hvilken forbindelse er der imellem at lytte og at lære?
5 Hvis en kristen er hurtig til at tale kan det blive til skade for ham, selv om de ord han taler ikke i sig selv er urette. Et menneske kan snakke alt for meget, og følgelig ikke være „snar til at høre“. Der må nødvendigvis være et rimeligt forhold imellem den tid man taler og den tid man lytter. Det er først og fremmest i forbindelse med Guds sandhedsord at man skulle være snar til at høre. Men nogle mennesker forstår ikke at lytte, og derfor når de ikke frem til åndelig modenhed. De taler længere end de burde. Nogle af Jehovas vidner har somme tider holdt bibelstudier med mennesker der er snakkesalige eller meget talende. Disse mennesker gør som regel kun ringe fremskridt i åndelig henseende på grund af deres tidsslugende snak. Sådanne mennesker burde forstå at „den vise høre og øge sin viden“. Hvad man lærer afhænger fuldstændig af hvordan man hører. Det er på sin plads at tale, men man bør ikke tale så meget at man glemmer at høre, især ikke når man bliver undervist i Guds ord. Da Maria, Martas søster, „satte sig ned ved Herrens fødder“ var det for hende tiden til at lære. Og hun „hørte på hans ord“. — Ordsp. 1:5; Luk. 10:39.
6. Hvorfor er der nogle som ikke forstår at lytte? Hvad er resultatet heraf?
6 Det er tydeligt at mange mennesker ikke forstår at lytte når de deltager i konversationer. De vil selv tale hele tiden. Når de i stedet for at lytte bliver ved med at snakke, afskærer de måske sig selv fra at lære noget der er vigtigt. En der tvinges til at høre på en anden alt for længe ad gangen har sine tanker alle mulige andre steder. Måske gennemgår han i tankerne hvad han vil sige når han kan se sit snit til at få et ord indført. Til tider synes det håbløst at undervise disse snakkesalige mennesker, for den bibelske regel er: „Ser du en mand, der er hastig til tale, for en tåbe er der snarere håb end for ham.“ „Tåben bruger mange ord.“ Intet under at mange mennesker unødigt siger „hvad behager?“ straks når nogen har talt til dem. Hvis de ikke selv var så optaget af at snakke, havde de sandsynligvis ikke nødig at bede vedkommende gentage sine ord. Vi bør til stadighed forbedre vor evne til at være opmærksomme, for vor belæring er for en stor del afhængig deraf. — Ordsp. 29:20; Præd. 10:14.
Vær opmærksom
7. Hvornår er det især på sin plads at være snar til at høre efter, og hvorfor?
7 Når vi undervises i Guds ord, for eksempel ved et menighedsmøde eller ved et stort stævne for Jehovas folk, er tidspunktet ikke inde til at hilse på hinanden og tale sammen. Jehovas ord giver følgende råd: „Va’r din fod, når du går til Guds hus! At komme for at høre er bedre, end at dårer bringer slagtoffer, thi de har ikke forstand til andet end at gøre ondt. Lad ikke din mund løbe.“ Ved et stort stævne kan man til tider iagttage nogle der taler unødigt sammen, hilser på dem de ikke har set gennem længere tid, og så videre, alt imens vigtige bibelske sandheder behandles fra talerstolen. Dette viser manglende respekt for Guds ord og organisation. De skulle „komme for at høre“. Og det gælder både møderne og stævnernes program. Bagefter kan man hilse på hinanden. — Præd. 4:17; 5:1.
8. Hvorfor er det så vigtigt at være opmærksom, og hvad kan hjælpe i så henseende?
8 At være snar til at høre indebærer at man er opmærksom på hvad man hører og lader Guds sandheder trænge dybt ind i hjerte og sind. Man kan godt høre uden virkelig at være opmærksom. Man bør ikke tillade sine tanker at strejfe omkring. At være opmærksom når der undervises i Guds ord er så vigtigt at en af Kristi apostle sagde: „Derfor må vi vise det vi har hørt mere end almindelig opmærksomhed, for at vi aldrig skal glide bort fra det.“ Den kristne må derfor være vågen når han får bibelsk undervisning. Den der erkender at det er nødvendigt at være åndeligt vågen spiser ikke alt for tung mad lige før møderne, da han ved at det er svært at lytte når man er døsig. Man kan også skabe bedre muligheder for at lytte opmærksomt ved at sørge for rigelig ventilation i mødelokalet, og ved så vidt muligt at holde den rette temperatur. Træf fornuftige foranstaltninger til at I kan vise Guds sandhedsord „mere end almindelig opmærksomhed“. „Lykkeligt er det menneske der lytter til mig ved at holde sig vågen.“ — Hebr. 2:1; Ordsp. 8:34, NW.
Fornuftighed og revselse
9. Hvorfor kan det hjælpe os til at være fornuftige hvis vi er hurtige til at høre, og hvorfor er dette særlig vigtigt for tilsynsmænd?
9 Hvis man i almindelighed er snar til at høre er det én en hjælp til at være fornuftig. Guds ord siger: „Lad jeres fornuftighed blive kendt af alle mennesker.“ Hvordan kan du gøre det hvis du ikke lytter? Ofte er det nødvendigt tålmodigt at høre begge sider af en sag, i stedet for straks at give sin mening til kende. Hvis man ikke hører tilstrækkeligt, drager man måske ikke de rette slutninger. Tilsynsmænd i kristne menigheder, siger Paulus, må være ’fornuftige’. (1 Tim. 3:2, 3, NW) Altså må tilsynsmænd være ’snare til at høre’ når de omgås deres kristne brødre. — Fil. 4:5, NW.
10, 11. (a) Nævn en af farerne ved ikke at være snar til at høre, og hvordan skulle vore ører, ifølge Guds ord, være opøvet? (b) Hvordan bør det være når tilsynsmænd taler eller giver råd?
10 En alvorlig fare ved ikke at være snar til at høre er at det hindrer en i at drage nytte af råd og revselse. Intet øre kan af naturen lide at høre på en revselse. Men den kristne må opøve sine ører til at blive snare til at høre i denne henseende. „Revs den vise, så elsker han dig.“ „Hør på råd og tag ved lære, så du til sidst bliver viis.“ „Bedre virker skænd på forstandig end hundrede slag på en tåbe.“ Vil man være viis og forstandig må man opøve sine ører så man kan være snar til at høre på råd og revselse uden at blive fornærmet eller vred. „Øret, der lytter til livsens revselse, vil gerne dvæle iblandt de vise.“ — Ordsp. 9:8; 19:20; 17:10; 15:31.
11 Når tilsynsmænd taler til os i så henseende, giver revselse og irettesættelse, da må vi især være snare til at høre. Det måtte Jesu apostle være. Engang var Jakob og Johannes snare til vrede og ønskede at nedkalde ødelæggelsens ild fra himmelen over indbyggerne i en ugæstfri samaritansk landsby. Lukas 9:55 siger at Jesus „vendte sig og satte dem i rette“. De blev ikke fornærmede. De måtte være snare til at høre for at få gavn af Jesu revselse. „At vogte på tugt er vej til livet, vild farer den, som viser revselse fra sig.“ — Ordsp. 10:17.
Mildt svar
12. hvordan vil en forkynder af Riget svare når vildledte mennesker fornærmer ham?
12 Den der er snar til at høre Guds ord, råd og befaling, er også den der er mest tilbøjelig til at være „sen til at tale, sen til vrede“. At være sen til at tale indebærer at man ikke vil være snar til fornærmet at tage til genmæle når man bliver vejledt eller endog behandlet uvenligt. Hvis nogen ægger en til vrede må man især være sen til at tale eller give igen med vrede ord. Når en Guds tjener bringer budskabet til andre kan det ske at han møder bebrejdelser eller bliver udsat for skarpe trusler. Men Rigets forkynder vil venligt overse sådanne fornærmelser; han ved at der ikke kommer noget godt ud af at gengælde ondt med ondt. Han ved også at „mild tunge sønderbryder ben“. Et menneske kan måske være hårdt som ben, men denne hårde ydre skal kan blødgøres med mild tale. „Hulde ord er som flydende honning, søde for sjælen, og sunde for legemet.“ Hvis man gengælder vrede ord med vrede ord opnår man kun at gøre det vanskeligt for den næste forkynder af Riget der kommer. Derfor lader Rigets forkynder sin tunge svare sagtmodigt, mildt og venligt: „Mildt svar stiller vrede, sårende ord vækker nag. Vises tunge drypper af kundskab, dårskab strømmer fra tåbers mund.“ — Ordsp. 25:15; 16:24; 15:1, 2.
Vær sen til at klage
13. Hvad beskytter os imod at være hurtige til at give udtryk for dårskab og klager, og hvilken vejledning gav Paulus angående vor tale?
13 Hvis vi er sene til at tale vil vi ikke lade dåragtig klage eller kritik strømme fra vor mund. Hvis vort sind er fyldt med Rigets sandheder og vi er travlt optaget af at tale om dem, af at fortælle den gode nyhed om Riget, af at opmuntre andre med vore oplevelser i tjenesten for Riget, travlt optaget af at udvide vor egen tjeneste, og af at opmuntre andre til at udvide deres, vil vi ikke så let fristes til at lade tungen udspy en flod af tom snak, dåragtig tale og beklagelser. Sådan tale er ikke opbyggende. Paulus vejledte: „Lad ingen rådden snak udgå af jeres mund, men kun ord, som er gode til fornøden opbyggelse, så de kan blive til velsignelse for dem, der hører dem.“ — Ef. 4:29.
14. Hvorfor er det uklogt at være hurtig til at klage, og hvad skulle vi derfor erkende?
14 Er man hurtig til at påpege andres fejl er ens ord ikke „til velsignelse for dem, der hører dem“. En klagende indstilling er en umådelig hindring der må overvindes før man kan tøjle sin tunge. Det skal indrømmes at ingen til fuldkommenhed har tøjlet sin tunge; dine brødre begår fejl, men det gør du også. Forvent ikke at de er fuldkomne og Jehova vil heller ikke forlange at du er det. Erkend at der vil blive begået fejl med tungen; men tag dem samtidig for hvad de er: småting der er ubetydelige i sammenligning med Rigets store sandheder.
15. Hvad kan det hænde at man gør hvis man er hurtig til at klage, og hvorfor er en sådan handlemåde forkert?
15 Hvis en er hurtig til at klage over noget, kan det tænkes at han betvivler nogle af de afgørelser, menighedens tjenesteudvalg træffer. Han taler måske endog til andre, er snar til at lade sine klager gå videre til så mange som muligt. En sådan værdsætter ikke den teokratiske organisation Jehova har her på jorden, og en sådan handlemåde er i virkeligheden imod Gud. Jehova har udnævnt disse tjenere ved sin hellige ånd; og de har ansvar for at drage omsorg for menigheden og må holde den ren og åndeligt sund. Hvis disse tjenere ikke på rette måde tager sig af Rigets interesser vil Jehova fjerne dem på samme måde som de blev indsat, nemlig gennem sin synlige organisation. Vær derfor ikke snar til at tale nedbrydende. Det er, nu vi skal „[formane] hverandre hver dag, så længe det hedder ’i dag’“. — Hebr. 3:13.
’Tal ikke ondt om nogen’
16. Hvilken fare er altid til stede når man taler om andre mennesker, og hvilke råd giver Bibelen i den retning?
16 At være sen til at tale vil sige at man passer på ikke at tale ondt om nogen. Når man taler om andre mennesker vil der altid være fare for at skade en eller andens gode navn. Eftersom intet menneske er fuldkomment kan man med lethed finde fejl hos enhver; ja, endog hos sig selv. Derfor gav Paulus dette råd: „Læg dem stadig på sinde . . . ikke at tale ondt om nogen.“ Andres gode navn skal respekteres, ikke skades ved at en eller anden med overlæg eller i tankeløshed fordrejer kendsgerningerne og således giver dem der hører på det et forkert indtryk. At man i tankeløshed fremsætter en udtalelse mindsker ikke den skade man forvolder en andens gode navn. Selv om man ikke fordrejer kendsgerningerne eller overdriver, gør man dog andre til genstand for åbenlys skam når man påpeger deres fejl, og man gør det vanskeligt for dem at bevare deres venner: „En nidding graver ulykkesgrave, det er, som brændte der ild på hans læber. Rænkefuld mand sætter splid; den, der bagtaler, skiller venner.“ Hvis man nærer sand kristen kærlighed, vil man ikke gøre sin broders fejl kendt for alle, for kærlighed „gør intet usømmeligt“. „Den, der dølger en synd, søger venskab, men den, der ripper op i en sag, skiller venner.“ Gør det ikke svært for andre at beholde deres venner. — Tit. 3:1, 2, NW; Ordsp. 16:27, 28; 1 Kor. 13:5; Ordsp. 17:9.
17, 18. Hvordan blev der talt ondt om Paulus, og hvilken revselse gav han dem der brugte deres tunger forkert?
17 På apostelen Paulus’ tid var der nogle af dem der hævdede at være kristne som brugte deres tunger på en højst unyttig måde. Paulus blev selv offer for snakkesalige tunger, for tunger der var snare til at tale ondt. Sådan snak vakte Paulus’ harme, som Bibelen siger: „Nordenvind fremkalder regn, bagtalende tunge vrede miner.“ Derfor skrev han: „Se dog, hvad der ligger lige for! . . . selv om jeg ville rose mig endnu mere af den myndighed, som Herren har givet os til at opbygge jer og ikke til at bryde ned, så vil jeg ikke blive til skamme, så det kom til at se ud, som om jeg med mine breve blot ville skræmme jer. ’Hans breve’, siger man jo, ’er myndige og strenge, men hans personlige optræden er svag, og hans tale er ikke værd at regne med.’ Den, der taler således, skal dog betænke, at som vi er i ord, i vore breve, når vi er fraværende, således er vi også i handling, når vi er nærværende.“ „Er jeg end ikke taler af fag, så mangler jeg dog ikke kundskab; tværtimod, i eet og alt har vi lagt den for dagen for jer i alle måder.“ „Thi jeg er bange for, at jeg ved mit komme ikke skal finde jer sådan, som jeg gerne vil, og at I skal finde mig, som I ikke gerne vil, og at der skal være strid, misundelse, hidsighed, egennytte, bagtalelse, sladder, opblæsthed og forvirring hos jer.“ „Jeg [har] i forvejen sagt, og jeg siger, stadig til dem, der før har syndet, og til alle de øvrige: Når jeg kommer igen, vil jeg ikke vise skånsel, siden I ønsker et bevis på, at Kristus taler i mig.“ — Ordsp. 25:23; 2 Kor. 10:7-11; 11:6; 12:20; 13:2, 3.
18 Visse medlemmer af den korintiske menighed trængte til revselse fordi de var snare til at tale om noget de ikke skulle. Paulus var modig nok til at give denne retfærdige revselse. Skønt det måske sårede deres følelser i øjeblikket var det alligevel til gavn for dem, og senere ville de påskønne denne revselse. „Den, der revser, får tak til sidst fremfor den, hvis tunge er slesk.“ — Ordsp. 28:23.
19. Hvis man gerne vil tale meget, hvad skal man så tage i betragtning?
19 De der ønsker at bruge deres tunger til at tale meget skulle minde sig selv om at de må spise deres tungers frugt: „Mands bug mættes af mundens frugt, han mættes af læbernes grøde. Død og liv er i tungens vold, hvo der tøjler den, nyder dens frugt.“ Hvis frugten er Rigets frugt, forkyndelsen af den gode nyhed, vil en sådan frugt føre til evigt liv i Guds nye verden. Men hvis man er snar til at tale fordærvet, ondt og dåragtigt, da vil der ske det som Jesus advarede farisæerne om: „Men jeg siger jer, at menneskene skal gøre regnskab på dommens dag for hvert unyttigt ord, de taler. Thi ud fra dine ord skal du frikendes, og ud fra dine ord skal du fordømmes.“ Hvor sandt er det ikke at „den, som vil elske livet og se lykkelige dage, skal holde sin tunge fra ondt og sine læber fra at tale svig“! — Ordsp. 18:20, 21; Matt. 12:36, 37; 1 Pet. 3:10.
„Bær over med hinanden“
20. Hvad er tendensen i denne verden, og hvorfor må kristne ikke følge den?
20 Både i menigheden og familiekredsen gælder det om mange småting at det i virkeligheden er uden betydning om de bliver gjort på den ene eller anden måde. Er man hurtig til at anke over fejl i forbindelse med disse uvæsentlige ting viser man tegn på uligevægt. Man røber at man mangler kærlighed, for kærligheden „søger ikke sit eget“. I denne verden er tendensen den at man er snar til at insistere på at få sin vilje ved at være hurtig til at finde fejl, skælde ud og kritisere småligt. Der findes mennesker der med munden tyranniserer andre ved ustandselig at kværulere over småting. Ikke så mærkeligt at et verdsligt vittigt hoved har sagt: „Ord kan ikke beskrive min kones skønhed, men hun er ikke for køn til at blive skældt ud.“ Den slags napperier bør ikke findes blandt kristne. Lad jer lede af Guds vilje, som den udtrykkes i Filipperne 2:14: „Alt skal I gøre uden knurren og betænkeligheder.“ Gør som apostelen tilrådede: „Bær over med hinanden og tilgiv hinanden, hvis den ene har noget at bebrejde den anden.“ Når man følger sådanne råd vil det skabe glæde og enhed både i familien og i menigheden. „Se, hvor godt og lifligt er det, når brødre bor tilsammen.“ — 1 Kor. 13:5; Kol. 3:13; Sl. 133:1.
Undgå uoverlagte ord når du bliver vred
21. Hvorfor bør man især være „sen til at tale“ når man ægges til vrede, og hvilket eksempel viser det dåragtige i at være hurtig til vrede?
21 Den kristne må især være „sen til at tale“ når han ægges til vrede. Er han ikke det, ender det bare med at han taler dåragtigt og uoverlagt, og siger ting han senere vil fortryde; for især når man ægges til vrede gælder dette: „Ved megen tale undgås ej brøde, klog er den, der vogter sin mund.“ Moses er et eksempel på hvor let det er at synde med tungen når man bliver vred. De knurrende israelitter „vakte hans vrede ved Meribas vand, og for deres skyld gik det Moses ilde; thi de stod hans ånd imod, og han talte uoverlagte ord“. Da israelitterne trængte til vand befalede Jehova Moses at tage sin stav og frembringe vand fra en klippe. Moses gjorde det, men da han var vred på de klagende israelitter, var han snar til at tale: „Hør nu, I genstridige! Mon vi formår at få vand til at strømme frem til Eder af denne klippe?“ Senere sagde Jehova til Moses: „Fordi I ikke troede på mig og helligede mig for israelitternes øjne, skal I ikke komme til at føre denne forsamling ind i det land, jeg vil give dem!“ Det var en høj pris at betale for uoverlagte ord. — Ordsp. 10:19; Sl. 106:32, 33; 4 Mos. 20:10, 12.
22. Hvorfor skyldtes Moses’ uoverlagte ord ikke et oprørsk eller stolt hjerte, og hvilken lektie kan vi derfor lære af hans eksempel?
22 Det var ikke fordi Moses i sit hjerte var oprørsk. Nej, men i et øjebliks vrede var han snar til at tale. Udfaldet var ikke til Jehovas ære. Ved Moses’ ord fik man det indtryk at det var ham og Aron der skaffede hvad folket skulle bruge, mens det i virkeligheden var Jehova der havde sørget for dem alle de år de vandrede i ørkenen. Det var heller ikke fordi Moses var stolt og hovmodig. „Den mand Moses var såre sagtmodig, sagtmodigere end noget andet menneske på jorden.“ Og dog syndede han med tungen. Selv de mest ydmyge tjenere for Gud må vare deres mund: „Vogter man munden, bevarer man sjælen, den åbenmundede falder i våde.“ — 4 Mos. 12:3; Ordsp. 13:3.
23. Hvordan kan Jakobs råd være os en hjælp?
23 Tag derfor Jakobs råd til indtægt og vær „snar til at høre, sen til at tale, sen til vrede“. Det vil hjælpe dig til at frembringe en frugt der er antagelig i Guds øjne. Det vil hjælpe dig til at bruge din tunge til Skaberens pris. Det vil hjælpe dig til at gøre den guddommelige vilje som den står udtrykt i Romerne 14:19: „Lad os altså stræbe efter det, der fører til fred og indbyrdes opbyggelse.“