Spørgsmål fra læserne
● I Andet Petersbrev 3:10 hedder det ifølge New World Translation: „Jehovas dag [vil] komme som en tyv, og da vil himlene forgå med en sydende larm, mens de stærkt ophedede elementer opløses, og jorden og alt værk på den afsløres.“ Hvad betyder dette skriftsted? Er de fysiske himle og den fysiske jord ikke en varig del af Guds skaberværk? — U.S.A.
For at forstå betydningen af apostelen Peters udtalelse må vi huske at udtrykkene „himle“ og „jord“ mange gange ikke hentyder til de fysiske himle og den fysiske jord, der udgør en blivende del af Guds skaberværk. (Sl. 104:5) Et udmærket eksempel herpå har vi i ordene i Esajas 13:13, der handler om dagen for Jehovas sejr over Babylon: „Derfor bæver himlen, og jorden flytter sig skælvende ved Hærskarers [Jehovas] harme på hans brændende vredes dag.“
Det gamle Babylons fald fik naturligvis ikke den fysiske himmel — solen, månen, stjernerne og planeterne — til at bæve, lige så lidt som det fik den bogstavelige jord til at flytte sig skælvende. Men billedligt talt berørte det himmelen og jorden. Hvordan? Jo, måske husker vi at babylonierne tilbad solen og månen såvel som stjernerne og planeterne som guder eller gudinder. Da det viste sig at disse guder var ude af stand til at hjælpe Babylon under dets største krise, bævede dets ’himmel’ altså. Det babyloniske verdensriges ’jord’ flyttede sig ligeledes skælvende. Babylon mistede herredømmet over sin store del af jorden da det blev besejret og blot blev en provins i perserriget.
Tilfældet med Babylon viser at man har anset himmellegemerne for at repræsentere magter der var højere end menneskene, magter der har behersket og påvirket menneskene. Den tilbedelse man har gjort disse himmellegemer til genstand for, har i virkeligheden været rettet mod usynlige åndemagter der står over menneskene, nemlig Satan Djævelen og hans dæmoner. Dette fremgår af apostelen Paulus’ udtalelse: „Hvad man ofrer, det ofrer man til onde ånder.“ — 1 Kor. 10:20.
Ja, Guds ord viser klart at Satan og hans dæmoner udgør en „himmel“ over det menneskesamfund der er blevet fremmed for Jehova Gud. Apostelen Paulus henviser for eksempel til „ondskabens åndemagter i himmelrummet“, med deres magter, myndigheder og verdensherskere. (Ef. 6:12) Og i Første Johannesbrev 5:19 siges der: „Hele verden er i den Ondes vold.“
Det må derfor være de himle der består af Satan og hans dæmoner der vil forgå „med en sydende larm“. En voldsom og altfortærende ildebrand frembringer en høj, sydende lyd, som for eksempel når et hus eller en skov brænder. En bogstavelig ild ville naturligvis ikke kunne gøre det af med Satan og hans dæmoner. Men de onde himle vil ikke kunne undslippe Guds vrede, der i Bibelen omtales som en brændende, fortærende ild. (Sl. 89:47; Es. 30:27) At de sataniske og dæmoniske himle skal forsvinde, bekræftes i Åbenbaringens bog. Efter at apostelen Johannes i et syn havde set Satans styrker lide et fuldstændigt nederlag og Satan blive kastet i afgrunden, bemærkede han at „den første himmel og den første jord var forsvundet“. — Åb. 21:1.
Eftersom „den første himmel“ ikke er bogstavelig, er „den første jord“ det heller ikke. Ifølge Åbenbaringen 19:19-21 er det ikke den bogstavelige jord men jordens konger og deres hære der skal tilintetgøres. „Den første jord“ står derfor som et udtryk for det onde menneskesamfund der beherskes af Satan og hans dæmoner. Denne fortolkning af ordet „jord“ stemmer med Bibelens øvrige sprogbrug, idet udtrykket „jord“ kan hentyde til jordens beboere. — Sl. 96:1.
Følgelig vil ingen „elementer“ (eller bestanddele) af de symbolske himle og den symbolske jord kunne modstå den stærke hede fra Guds brændende vrede. De vil blive fuldstændig ’opløst’. Peters ord svarer i nogen grad til den tanke der kommer til udtryk i Malakias 4:1: „Dagen kommer, luende som en ovn; og alle de frække og alle, som øver gudløshed, skal blive som strå, og dagen, som kommer, skal lade dem gå op i luer, siger Hærskarers [Jehova], så der ikke levnes rod eller gren af dem.“
Jorden, det ugudelige menneskesamfund, og alt værk på den, skal „afsløres“ (det græske ord for „afsløres“ forekommer i de to ældste og mest pålidelige bibelmanuskripter der er bevaret, nemlig det vatikanske nr. 1209 og det sinaitiske). Det betyder at det onde menneskesamfund og dets værk vil få svedet al forklædning af, så det afsløres at det har været imod Jehova Gud og hans rige ved Kristus og derfor fortjener at blive ødelagt. Ved sin søn, Kristus Jesus, og hærskarer af trofaste engle vil Jehova Gud sørge for at ingen af de onde gerninger forbliver uafslørede og ustraffede. En lignende tanke kommer til udtryk i Esajas 26:21: „Thi [Jehova] går ud fra sin bolig for at straffe jordboernes brøde; sit blod bringer jorden for lyset og dølger ej mer sine dræbte.“
Hvis vi ønsker at modstå den fortærende hede der vil svide den gamle himmel og jord af, må vi beslutte os til at lære den vej at kende som Jehova Gud har behag i, og følge den. Det var det Peter opmuntrede sine kristne trosfæller til: „Stræb efter at komme til at stå uplettede og dadelfri for ham i fred; . . . I [skal] være på vagt, for at I ikke [sammen med de ukyndige og ubefæstede] skal rives med af de tøjlesløses vildfarelser og miste jeres fodfæste; I skal derimod vokse i vor Herres og frelsers Jesu Kristi nåde og erkendelse.“ — 2 Pet. 3:14-18.
● Til nogle som var „rige“ skrev disciplen Jakob: ’I har myrdet den retfærdige.’ (Jak. 5:1, 6) Hvad mente han med dette, eftersom brevet jo var stilet til kristne? — U.S.A.
Da udtrykket „den retfærdige“ står i ental, henviser det tydeligt nok til Herren Jesus Kristus. Dette bekræftes af noget som apostelen Peter engang sagde til en skare jøder: „I fornægtede den hellige og retfærdige og bad om, at I måtte få en morder benådet. Livets banebryder dræbte I.“ (Ap. G. 3:14, 15) Og i sin forsvarstale over for sanhedrinet sagde disciplen Stefanus til dem der hørte på ham: „Hvem af profeterne har jeres fædre ikke forfulgt? de dræbte dem, som forud forkyndte, at den Retfærdige skulle komme, og hans forrædere og mordere er I blevet.“ — Ap. G. 7:52.
Det er værd at bemærke at sanhedrinet, den jødiske højesteret som dømte Jesus til døden, var sammensat af velstående og ansete mænd. (Jævnfør Mattæus 26:59, 66; 27:57; Mark. 15:43; Joh. 3:1; 7:45-51.) Vi ser altså at der virkelig havde været „rige“ med til at myrde Jesus Kristus.
Mordet på „den retfærdige“ behøver dog ikke kun at omfatte dette mord på Guds søn. Ifølge Jesu ord i Mattæus 25:40 betragter Guds søn det der gøres imod ’hans brødre’, hans åndsavlede disciple, som noget der gøres mod ham selv.
Da Jakob skrev sit brev (før år 62) blev de kristne hovedsagelig forfulgt af jøderne. Den første kristne martyr, Stefanus, blev dræbt af en jødisk folkehob efter sin forsvarstale over for sanhedrinet. (Ap. G. 6:15; 7:57-60) Den romerske stat iværksatte ikke nogen forfølgelse af de kristne før i år 64, efter den store brand som raserede Rom og ødelagde en fjerdedel af byen. Det følger heraf at de „rige“ som Jakob tænkte på, var de rige blandt jøderne, som direkte eller indirekte (ved at forfølge de kristne) var medskyldige i mordet på Jesus Kristus. — Matt. 27:24, 25.
At Jakob henvender sig til de rige som klasse betragtet, svarer til det Jesus Kristus gjorde da han ved en lejlighed talte til sine disciple. Efter at have udtalt flere saligprisninger sagde han: „Men ve jer, I, som er rige, thi I har allerede fået jeres trøst.“ (Luk. 6:20-24) Skønt de rige som klasse betragtet naturligvis ikke ville læse Jakobs brev, kunne den stilistiske effekt Jakob opnåede ved at bruge den direkte tiltaleform, hjælpe de kristne til at anlægge det rette syn på sagen. At den rige klasse skulle ’klage og græde over den elendighed som ventede den’, ville advare de kristne mod at blive materialistiske. (Jak. 5:1; jævnfør Jakob 4:13-15.) Det ville også opmuntre dem at vide at den undertrykkelse de var udsat for fra de riges side, ville ophøre når Guds tid var inde.
Som kristne må vi passe på at vi ikke gør os skyldige i at myrde „den retfærdige“. Det var direkte til kristne Jakob henvendte sig da han et andet sted i sit brev sagde: „I myrder.“ (Jak. 4:2) Hvordan skulle dette forstås? Disse kristne havde ganske givet ikke virkelig dræbt nogen. Men de havde tydeligt nok undladt at gøre godt mod deres brødre. Måske havde de mulighed for at hjælpe deres nødlidende brødre, men nægtede at gøre det. Eller de så måske ned på nogle som var ringere stillet og foragtede dem, eller de var måske på grund af havesyge, misundelse eller stolthed begyndt at hade nogle af deres brødre. I hvert af disse tilfælde kunne de blive skyldige i mord. (Jak. 1:27; 2:15, 16) En anden bibelskribent, apostelen Johannes, understregede også dette: „Enhver, der hader sin broder, er en morder; . . . vi [er] skyldige at sætte livet til for brødrene. Men den, der har jordisk gods og ser sin broder lide nød og lukker sit hjerte for ham, hvorledes kan Guds kærlighed blive i ham?“ — 1 Joh. 3:15-17.
Der var endog nogle af de kristne som gav udtryk for denne morderiske indstilling ved at de favoriserede de rige. Skønt Gud for det meste havde udvalgt fattige mennesker til at arve Riget, sørgede nogle kristne for at rige mennesker som overværede deres møder fik et godt sted at sidde, mens de anviste de fattige en meget dårlig plads. De bedømte altså folk på grundlag af det de ejede. De undlod at betragte den fattige som en næste der fuldt ud fortjente deres kærlighed. Jakob påpegede det forkerte i en sådan handlemåde idet han skrev: „I har vist ringeagt for den fattige! Er det da ikke de rige, der undertrykker jer, og er det ikke dem, der slæber jer for domstolene? Er det ikke dem, der spotter det skønne navn, som er nævnet over jer? Hvis I virkelig opfylder den kongelige lov, som efter skriften lyder: ’Du skal elske din næste som dig selv,’ handler I ret; men hvis I viser personsanseelse, begår I synd.“ — Jak. 2:1-9.
Er der nogen af os kristne der favoriserer nogen på grund af deres stilling i verden, deres højere uddannelse eller deres økonomiske status? Gør vi mere ud af dem end af andre i vore ’forsamlinger’? Så følger vi afgjort ikke Jakobs vejledning. Skønt der er undtagelser, er den hårde og ukærlige holdning kun alt for almindelig blandt de velstående og indflydelsesrige medlemmer af samfundet i dag. Ingen af os bør derfor føle at nogle fortjener særlig opmærksomhed på grund af det de ejer; vi bør heller ikke selv vente at nyde nogen speciel anseelse fordi vi måske er velstående. Det var grunden til at Jakob henledte opmærksomheden på den undertrykkelse de rige øvede som klasse betragtet. Det var ikke de fattige, men oftest de rige der slæbte de kristne for domstolene og behandlede dem dårligt.
For ikke at blive skyldig i mord på „den retfærdige“ i overført betydning, må den kristne altså opdyrke inderlig kærlighed til sine trosfæller. Han bør ikke se ned på nogen af sine brødre, uanset hvor ringe de måtte forekomme. Hvis Jehova Gud regner dem værdige til sin kærlighed, bør hans tjenere sandelig ikke antyde at de er større end Han ved at nægte at elske dem. Tværtimod ønsker Guds tjenere uselvisk at bruge deres tid, kræfter og midler til gavn for deres brødre, alle deres brødre. Som apostelen Paulus sagde: „Jeg vil med glæde bringe ofre, ja, ofres for jeres sjæle.“ — 2 Kor. 12:15.