-
Jesu bjergprædiken — Fjerde og femte saligprisningVagttårnet – 1978 | 15. juni
-
-
Barmhjertighed kan komme til udtryk på to måder: (1) ved tilgivelse af nogle der har forsyndet sig; og (2) ved aktive handlinger der vidner om venlighed, hensynsfuldhed og medfølelse og som bringer lindring til dem som er i nød.
Kristne opfordres til at blive „Guds efterlignere“, og Gud er den første til frit at tilgive angrende syndere. (2 Mos. 34:6, 7; Sl. 103:10; Ordsp. 28:13; Ef. 4:31 til 5:2) De der ønsker at behage Gud må også være villige til at yde den hjælp som det står i deres magt at give dem der har været ofre for ulykkelige omstændigheder. (Luk. 10:20-37) En særlig måde at vise barmhjertighed på er at forkynde Bibelens sandheder for andre. Vi læser at da Jesus var taget af sted for at hvile sig lidt og blev mødt af en stor skare mennesker, fik han „inderligt ondt af dem, for de var som får uden hyrde. Og han begyndte at lære dem mange ting“. — Mark. 6:34.
De barmhjertige er „lykkelige“ fordi der vil blive vist dem barmhjertighed. Dette erfarer de i én forstand i deres daglige omgang med andre mennesker. Behandler man andre barmhjertigt, vil disse reagere på samme måde. (Luk. 6:38) Det vigtigste er imidlertid at Gud vil vise barmhjertighed mod de barmhjertige. Jakob skriver herom: „For dommen vil være ubarmhjertig mod den der ikke har øvet barmhjertighed. Barmhjertigheden triumferer over dommen.“ (Jak. 2:13) Når mennesker der har vist ægte medfølelse med andre, skal dømmes af Gud, vil de erfare at den barmhjertighed de har vist mod andre, vil sejre over alt hvad Gud ellers måtte kunne fordømme dem for. (2 Tim. 1:16-18) Det er kun de barmhjertige der har mulighed for at få tilgivelse for deres synder og opnå evigt liv. „Hvis I ikke tilgiver mennesker deres overtrædelser,“ sagde Jesus, „så vil jeres Fader heller ikke tilgive jeres overtrædelser.“ — Matt. 6:15; 18:35.
-
-
Nyheder på nært holdVagttårnet – 1978 | 15. juni
-
-
Nyheder på nært hold
Barnedåben til debat
● Den 22. februar overværede et par hundrede præster, teologistuderende og andre interesserede en usædvanlig debat på Københavns Universitet. Universitetslektor, cand. theol. Peder Højen havde udfordret Københavns biskop, Ole Bertelsen, til en akademisk diskussion om barnedåben. Anledningen og udgangspunktet var en bog af Peder Højen, Tro og dåb, hvori han alvorligt anfægter folkekirkens barnedåbspraksis. Hovedtanken i bogen præsenterede han selv således: „Troen er forudsætning for dåben. Uden tro giver dåben ingen mening. På den baggrund er det klart, at man må komme i konflikt med barnedåben. Man kan jo ikke tale om tro hos et spædbarn.“ At der var betydelige modsætninger i debattørernes syn på både kristen dåb og kristen tro, afspejledes i denne bemærkning af Ole Bertelsen: „At det er Gud selv, der skaber og skænker tro i dåben, kommer ikke klart nok frem hos ham [Peder Højen]. Det forplumres af filosofien om, at tro er en forudsætning for dåb.“
Biskoppen ville dog indrømme at den nuværende dåbspraksis i folkekirken langtfra er problemfri. Han sagde blandt andet: „Vi har privatiseret dåben og gjort den til en markering af et nyt familiemedlems indgang i familien. Vi har forsømt det fællesskab, som vi døbes ind i, det fællesskab, som er kaldet til at være lys og salt i verden. Privatiseringen er en syg situation. Enhver menighed er kollektiv fadder for de døbte. Kampen imod privatiseringen af dåben kan derfor kun føres ved, at kirkens præster og den kirke-søgende menighed sammen tager dåben alvorligt og hjælper hinanden. Man kommer ikke ud af den syge situation ved at opstille tvangsmæssige betingelser. Vel er det forargeligt, at så mange
-