Et profetisk forbillede for vor tid
„Jeg er [Jehova], . . . jeg forkynder nu nye ting, kundgør dem, før de spirer frem.“ — Es. 42:8, 9.
1. Hvilket hensyn viser Jehova under opfyldelsen at sine profetier?
JEHOVA er den sande profetis Gud. Under opfyldelsen af sine profetier arbejder han støt henimod at befri universet for alle oprørere. Imidlertid blev det i fortiden sagt om ham at „den Herre [Jehova] gør intet uden at have åbenbaret sin hemmelighed for sine tjenere, profeterne“. (Amos 3:7) Nu i tiden kan Guds tjenere også være forvisset om at han på forhånd vil underrette dem om hvad der skal ske, så de kan gøre noget til frelse for sig selv og andre. — 1 Tim. 4:16.
2, 3. (a) Hvilken forsikring har vi om at begivenheder i fortiden har en profetisk betydning? (b) Fortæl hvad der gjorde stærkest indtryk på dig da du læste Josuas bog, kapitlerne et til seks.
2 „Hele Skriften er inspireret af Gud og gavnlig til at belære.“ (2 Tim. 3:16, NW) Dette indbefatter ikke blot de profetier som direkte beskæftiger sig med afgørelsen af det gamle stridsspørgsmål mellem de to slags „sæd“, men også mange dramatiske begivenheder som fandt sted i Jehovas folks historie og blev ledet af ham. Mange af disse begivenheder tjener til en advarsel for os der lever i dag. „Dette skete med dem, så de kan være advarende eksempler, og det blev skrevet til påmindelse for os, til hvem de sidste tider er kommet.“ (1 Kor. 10:11) Nogle af disse gamle dramaer viser hvordan Gud vil sejre over sine fjender og hvilket arbejde vi har fået lov til at udføre mens vi deltager i sejrstoget.
3 Et af disse dramaer udspilledes da Josua og Israels folk drog ind i det forjættede land. Vi finder den spændende beretning i Josuas bog, kapitlerne et til seks. Lad os slå op i Bibelen på disse kapitler og læse dem igennem, så vi bedre kan følge med under gennemgangen og få forståelse af hele dramaets betydning.
Nidkær for Jehovas sag
4. Hvad har interesse for os i dag når vi betragter Josuas egen historie?
4 Lad os først betragte Josua selv og hans historie. Som Bibelen fortæller havde han cirka fyrre år tidligere sammen med Kaleb opfordret de misfornøjede israelitter til at drage op og tage det ’såre, såre gode land’ i besiddelse som Jehova havde lovet dem. På grund af deres mangel på tro gik disse israelitter til grunde i ørkenen, men Jehova bevarede Josua for at han kunne føre en ny generation af israelitter ind i landet ’der flød med mælk og honning’ — og det i den fremskredne alder af firs år! Heri var Josua, som så mange trofaste pionerer i dag der er højt oppe i årene og som stadig går foran i tjenesten for Gud, et godt eksempel for andre. — 4 Mos. 14:6-9; 5 Mos. 31:7, 8.
5. (a) Nævn nogle at Josuas egenskaber. (b) Hvordan kan vi blive stærke som Josua?
5 Josua var en stridsmand, og det skal vi også være — teokratiske stridsmænd der har lært at svinge „Åndens sværd“, Guds ord. (Ef. 6:11-18) Josua var vågen, frygtløs og grundig under udførelsen af sine opgaver, og det kan vi også være, for vi kan hente kraft fra den samme kilde som Josua. Vi skal mærke os Jehovas ord til Josua (Jos. 1:7-9) og følge dem, sådan som Josua selv gjorde:
„Vær kun helt frimodig og stærk, så du omhyggeligt handler efter hele den lov, min tjener Moses pålagde dig, vig ikke derfra til højre eller venstre, for at du må have lykken med dig i alt, hvad du tager dig for. Denne lovbog skal ikke vige fra din mund, og du skal grunde over den dag og nat, for at du omhyggeligt kan handle efter alt, hvad der står skrevet i den; thi da vil det gå dig vel i al din færd, og lykken vil følge dig. Har jeg ikke budt dig: Vær frimodig og stærk; vær ikke bange og bliv ikke forfærdet, thi [Jehova] din Gud er med dig i alt, hvad du tager dig for!“
6. Hvordan kan vi opdyrke en nidkærhed der endog er større end Josuas?
6 Josua havde Guds lov i form af de fem første bøger der findes i vore dages bibler, og muligvis også Jobs bog. I dag har vi omkring tres inspirerede bøger mere — alle Profeterne, Salmerne og Jesu jødiske disciples skrifter. Når vi nu skuer ind i „frihedens fuldkomne lov“, kan vi blive udrustet til at gøre endnu større gerninger end Josua. (Jak. 1:25; Joh. 14:12) Vor nidkærhed bør endog overgå Josuas. Vi vil også altid være nidkære for Jehovas sag hvis vi dag og nat mediterer over hans ord og flittigt læser og studerer de inspirerede skrifter.
Folket organiseres til teokratisk krigsførelse
7. (a) Hvornår begyndte opfyldelsen af dette drama, og hvorfor blev det åndelige Israels rest velsignet? (b) Hvorfor er Josua et passende billede på Jesus?
7 Jehova havde befalet at Kana’an skulle erobres. Josuas tro på Jehova var urokkelig, og israelitterne satte på deres side deres lid til Josua idet de sagde til ham: „Alt, hvad du har pålagt os, vil vi gøre, og vi vil gå overalt, hvor du sender os.“ (Jos. 1:16) Efter den første verdenskrig, da det åndelige Israels rest var i færd med at reorganisere arbejdet med at vidne om Guds rige, gav den udtryk for en lignende loyalitet og villighed, og Jehova velsignede den gennem den større Josua, Jesus Kristus. Meget passende er „Jesus“ den græske form af det hebraiske „Josua“, der betyder „Jehova er frelse“.
8. Hvad er Kana’an og Jeriko billeder på? Forklar nærmere.
8 Josua udsendte nu to mænd som skulle udspejde Kana’an idet han sagde til dem: „Gå hen og undersøg landet, særlig Jeriko!“ (Jos. 2:1) „Kana’an“ betyder „ydmyget“. Det er et passende billede på Satans organisations land, hans „sæd“ på jorden som der er udtalt en forbandelse over. Som den første by der skulle erobres er det afgudsdyrkende Jeriko et billede på „Babylon, den store“, hvori kristenheden indtager en fremtrædende plads og som skal ’opbrændes med ild’ når Gud begynder at eksekvere sin dom over den nuværende tingenes ordning. — Åb. 17:5, 16, 18.
9. Hvad svarer i modbilledet til at spejderne blev sendt ind i Kana’an?
9 Hemmeligt sneg de to spejdere sig ind i Jeriko og gik lige til Rahabs hus, hvor de indkvarterede sig. På vejen havde de udmærket lejlighed til at danne sig et skøn over situationen i Kana’an og i Jeriko. På samme måde kom Jehovas vidner, da de påbegyndte deres teokratiske krigsførelse i nutiden, til på grundlag af Guds profetiske ord klart at forstå at Satan har en stor organisation på denne jord, hvoraf falsk religion udgør den mest fordærvede del, og at hele denne synlige del af Satans „sæd“ var dømt til snarlig tilintetgørelse.
10. (a) Hvem er Rahab et billede på? (b) Hvad viser at Rahab havde skilt sig ud fra falsk religion?
10 Men hvem er Rahab et billede på? Foruden „vid, udstrakt“ betyder navnet også „fri“, og navnet antyder således at hun var en som havde gjort sig fri af Kana’ans dæmonreligion. Hun må også have gjort sig fri af sit tidligere erhverv som prostitueret, for ellers ville Jehova ikke have ledet spejderne til hendes hus. (5 Mos. 23:17, 18) Hun er et udmærket billede på en skare der kommer ud af og foragtes af den babyloniske religion. Det er den skare der opfylder Jesu profeti i Mattæus 25:34-40, en skare mennesker med fårets sindelag som viser venlighed mod Kristi brødre. Det er den ’store skare’ der, ligesom Rahab, hører om Jehovas store gerninger og anerkender at han er „Gud oppe i Himmelen og nede på jorden“. — Jos. 2:11; Åb. 7:9, 10.
11. (a) Hvordan har spejderne sikkert brugt tiden hos Rahab, og hvad er dette et billede på? (b) Hvilken anerkendelse giver Guds ord Rahab?
11 Spejderne har sikkert ikke tilbragt tiden hos Rahab med at tale om ligegyldige ting. De havde her en storslået lejlighed til at fortælle hende om Guds lov. Jehovas salvede vidner i dag har ligeledes været glade for at bruge deres tid på at undervise de ringe og foragtede på jorden og fortælle dem om Guds frelsesvej. Her følger de Jesu eksempel. (Matt. 21:31; 11:19) Rahab har uden tvivl arbejdet flittigt med sin hør, men nu var hun ivrig efter at afgive bevis for sin tro med en anden slags gerninger; hun søgte at indgå en pagt med israelitterne. Af den grund udtaler Guds ord sig anerkendende om hende og siger: „I ser altså, at det er af gerninger, et menneske bliver retfærdiggjort, og ikke af tro alene. På samme måde med skøgen Rahab; var det ikke også af gerninger, hun blev retfærdiggjort, da hun tog imod sendebudene og hjalp dem bort ad en anden vej?“ — Jak. 2:24, 25; Jos. 2:6, 12, 13.
12. (a) Hvordan må den ’store skare’ handle i dag, som forud skildret af Rahab? (b) Hvad er den „røde snor“ et billede på?
12 I disse farefulde „sidste dage“ må den ’store skare’ samarbejde med den salvede rest af Kristi brødre og prøve at beskytte den. Desuden påhviler der denne store skare det vigtige ansvar at undervise andre. Dette skildres ved at Rahab husede spejderne og derefter sendte dem bort til et sikkert skjulested i bjergene, samt ved hendes nidkære indsats for sin families frelse. Men der krævedes mere endnu! Rahab havde sænket spejderne ned fra sit vindue med et reb. Dette reb er muligvis den samme „røde snor“ som spejderne gav Rahab besked om at binde fast i sit vindue. De der samledes i hendes hus måtte forblive under den røde snors beskyttelse og måtte altså ikke gå ud af huset, ellers ville de dø og de måtte selv tage ansvaret for det. Dette minder os om hvordan Gud beskyttede Israels førstefødte i huse der var mærket med blod dengang de fejrede den første påske, og ligeledes minder det os om tilflugtsbyerne hvor den uforskyldte manddraber undgik døden som følge af blodskyld. Den „røde snor“ peger hen til Guds frelsesordning i dag for den ’store skare’, en ordning der er grundlagt på Jesu offer. (Hebr. 9:19, 28) De der kommer ud af det store Babylon må forblive under denne beskyttelse.
13. Hvad gjorde Rahab som viste at hun gik ind for sagen, og hvad skildrer dette profetisk?
13 Efter at spejderne var taget bort må Rahab havde skyndt sig at gøre noget for sin familie. Som ikke-israelit måtte hun foretage en personlig indvielse til Jehova, nøjagtig som den ’store skare’ der samarbejder så nidkært med den salvede rest af det åndelige Israel i det nutidige verdensomspændende bibelundervisningsarbejde. Måske du selv er en af denne skare, og måske du endog har oplevet den glæde at føre nogle af din egen familie i sikkerhed ved hjælp af et bibelstudium. Eller du har måske studeret med andre der er blevet dine „brødre og søstre og mødre og børn“ i åndelig forstand og givet dem håbet om evigt liv i den kommende tingenes ordning. (Mark. 10:30) Alle I som er blevet samlet til Jehovas side ved Kristus og har indviet jer til ham, må blive ved med at udøve tro på grundlag af Jesu udgydte blod. Det betyder frelse for jer, ligesom den „røde snor“ betød frelse for Rahab og hendes hus! — Jos. 2:17-21; 1 Joh. 1:7.
Vandene deles
14, 15. (a) Hvordan gav Josua bevis på sin tro? (b) Hvilket mirakel skete nu, og hvad var det et billede på?
14 Lad os nu drage med spejderne tilbage til Josuas lejr. Det var på den tid da Jordanfloden gik over sine bredder, og kana’anæerne må have ment at det var tåbeligt af Josua at forsøge at gå over. Men Josua udviste tro på Jehova, hvis nærværelse i Israel repræsenteredes af pagtens ark som folket førte med. Som så mange trofaste pionerer i dag stod Josua op „tidligt næste morgen“ — for at flytte hele den vældige lejr på millioner af israelitter ned til den svulmende flod. Næste dag gik præsterne ned til flodens bred mens de bar „[Jehovas], al jordens Herres, ark“, og i samme øjeblik præsternes fødder rørte vandet, skete der noget forbløffende! „Vandet, som kom ovenfra“ standsede, og „det vand, som flød ned mod . . . Salthavet, løb helt bort“. — Jos. 3:1, 13, 15-17.
15 I sandhed et mirakuløst vidnesbyrd om at Jehova var nærværende hos sit folk! Der findes lignende vidnesbyrd i dag. Nu da verdens folkeslag svulmer, både i antal og ondskab, er Jehovas kristne vidner frimodigt trådt ud midt iblandt dem. Rigets budskab har forårsaget en skarp og afgørende adskillelse mellem retfærdigt indstillede mennesker, „vandet, som kom ovenfra“, og dem der hvirvler af sted med masserne mod deres undergang i Harmagedon. Ligesom præsterne der bar arken „blev stående på tør bund midt i Jordan, medens hele Israel gik over på tør bund“, således er Jehovas salvede vidner i nutiden forblevet „faste“ og „urokkelige“, „altid rige i Herrens gerning“; mange er derved blevet hjulpet til frelse. — Jos. 3:14-17; 1 Kor. 15:58.
16. Hvad gjorde Josua for at begivenheden kunne mindes, og hvad svarer det til i dag?
16 Josua anså dette mirakel fra Jehova for at være af så stor betydning at han tog tolv store sten fra Jordan for at rejse dem i Gilgal til et vidnesbyrd for fremtidige generationer i Israel. Han rejste også tolv andre sten i flodsengen, dér hvor præsterne der bar arken havde stået. Jordans vande skulle derefter for bestandig hvirvle hen over disse mindesten. På samme måde i dag; menneskemassernes hvirvlende strøm er blevet tvunget til at lægge mærke til den verdensomspændende domsforkyndelse der er tiltaget i styrke siden den begyndte i 1919. Er vi ikke lykkelige for at være med til at aflægge dette vidnesbyrd? Det udbredes „for at alle jordens folk skal kende, at [Jehovas] arm er stærk, at de må frygte [Jehova] . . . alle dage“. — Jos. 4:14-24.
17. Hvilken tilstand befinder verden sig i i dag, svarende til tilstanden i Kana’an?
17 Men resulterede dette mirakel fra Jehova i en ændret hjertetilstand hos kana’anæerne? Langtfra! De blev „slagne af rædsel“, „deres hjerter begyndte at smelte“ (NW), men kun for bagefter at forhærdes endnu mere. Beskrivelsen af kana’anæerne og deres handlinger i Tredje Mosebog 18:3, 21-27 og Femte Mosebog 18:9-12 viser at de var sunket alt for dybt i fordærv til at de nogen sinde kunne angre og vende om til Jehova. De var uden for Jehovas ånds rækkevidde. Landet kunne kun renses ved at de blev udryddet. I dag er „hele verden . . . i den Ondes vold“, og den synker stadig dybere i umoralitet. „Den dag, da de ugudelige mennesker skal dømmes og fortabes“ er nær! Hele Satans organisation må gå til grunde. — Jos. 5:1; 1 Joh. 5:19; 2 Pet. 3:7.
18. Hvilken renselse var nødvendig, både i fortid og nutid?
18 Israelitterne stod nu over for den krig hvorved de skulle tage det forjættede land i besiddelse. Men først måtte Guds eget folk renses. Den nye generation af israelitter som var blevet født i ørkenen var ikke blevet omskåret. Deres tilstand var en forsmædelse. Derfor blev alle af mandkøn i folket omskåret i Gilgal for at ’ægypternes forsmædelse kunne blive bortvæltet’. (Jos. 5:9) I nutiden har Jehovas folk også måttet gennemgå en omskærelse, nemlig „hjertets omskærelse, som sker ved Ånd“, der indbefatter en fuldstændig renselse for Satans verdens smuds og at man viser Jehova absolut hengivenhed i tjenesten for ham. Har du indviet dig til Jehova, og yder du ham en helhjertet tjeneste? — Rom. 2:29.
19. Hvilken profetisk betydning ligger der i de begivenheder der gik forud for angrebet på Jeriko?
19 Der må have hersket stor glæde da israelitterne fejrede den første påske i det forjættede land. Og nu da Israel begyndte at spise af landets afgrøde, ophørte den mirakuløse manna som havde været deres føde i fyrretyve år. Jehovas folk i nutiden, som værdsætter det offer „Guds lam“ har bragt, er på samme måde gået over til en fastere åndelig føde og har fået en dybere forståelse af Jehovas storslåede profetiske ord. Det har fået styrke til at føre en åndelig krig. Ligesom „fyrsten over [Jehovas] hær“, utvivlsomt Logos eller „Ordet“ (Joh. 1:1), viste sig for Josua på dette tidspunkt og styrkede ham, således er Jehovas folk i dag gennem Den hellige Skrift blevet styrket i forvisningen om at den herliggjorte Kristus er med det og leder det i den teokratiske krigsførelse. — Jos. 5:14, 15.
20. Hvilken mærkelig krigsstrategi fulgte Josua, og hvorfor?
20 Men vi vender os nu til Jeriko, en by som lå bag massive mure og var „lukket og stængt“ for israelitterne. Den dag i dag vidner røgsværtede ruiner om at denne by var så godt som usårlig. Ingen almindelig jordisk hær kunne indtage den ved et hurtigt angreb. Men heller ingen jordisk hær har nogen sinde fulgt en strategi som den Jehova nu befalede! Israelitterne skulle marchere, alle de våbenføre mænd. Én gang om dagen i seks dage skulle de gå rundt om byen med præsterne, vædderhornene og Jehovas ark i midten, mens præsterne hele tiden blæste i hornene. Hvor mærkeligt! De der stod på Jerikos mure må have spottet og leet! — Jos. 6:6-9.
21. Hvordan får israelitternes modige march rundt om Jeriko sin opfyldelse?
21 Det krævede mod af israelitterne at marchere rundt om den store by i teokratisk orden. Det kræver også mod af Jehovas vidner i dag at blive ved med at marchere rundt om det store Babylon med kristenheden som dets største fæstning, mens de forkynder domsbudskabet. Men vi bliver ved med at gå rundt og rundt i distriktet uden at ænse spotten og med en stærk tillid til at Jehova er med os. Domsbudskabet er Guds, og det forkynder klart og utvetydigt at den falske religion vil ’styrte sammen i ruiner’. Kun en „hellig sæd“ som holder den rene og sande tilbedelse af Jehova Gud højt, vil blive tilbage. — Es. 6:11-13, NW.
22. Hvad er Israels lydighed mod Josuas befaling et billede på?
22 Josuas befaling lød: „I må ikke opløfte krigsskrig eller lade eders røst høre, og intet ord må udgå af eders mund, før den dag jeg siger til eder: Råb! Men så skal I råbe!“ (Jos. 6:10) Jehovas vidner i nutiden forkynder ligeledes nidkært den gode nyhed om Guds oprettede rige, som blæste de i basuner, og de gør det uden at indlade sig i ordkampe og ophidsede diskussioner med forhærdede modstandere i kristenheden. En „dyb afgrund“ adskiller nu disse fra de sande tilbedere af Gud. (Luk. 16:26) De der er oprigtige af hjertet kan dog stadig undslippe fra den babyloniske religion, men de må handle hurtigt, ligesom Rahab og hendes familie. — Zef. 2:3.
Marchen når sit højdepunkt
23. (a) Hvori adskilte den syvende dag sig fra de andre dage? (b) Hvordan er Jehovas vidners indstilling til tiden, og hvilken forvisning nærer de?
23 Vi er nu kommet til marchens syvende dag. Kunne man på denne dag tillade sig at sove længe eller at tage sig det let fordi der skulle marcheres længe den dag? Nej langtfra! Der havde ingen sabbat været i løbet af de seks dage, og det skulle der heller ikke være på denne syvende dag. På denne dag „brød de op tidligt, ved morgenrødens frembrud“. Nu skulle de marchere rundt om byen syv gange i løbet af blot én dag! Denne sidste anstrengelse skulle altså være større end nogen af de foregående dages! (Jos. 6:15) Og nu i tiden, da der ikke engang er syv år tilbage af de seks tusind år hvori der har levet mennesker på jorden, og da alle profetier peger på at kristenheden står foran en voldsom rystelse, er vi da ikke fyldt med en brændende nidkærhed for at komme rundt i vort distrikt syv gange eller mere endnu? Tiden er kort, og budskabet må bringes ud! Tiden er ikke inde til at lade hænderne synke eller knæene vakle. (Zef. 3:16, 17; Es. 35:3, 4) Mens vi giver alt hvad vi formår i tjenesten for Gud kan vi have tillid til at Han som ikke „trættes og mattes“ vil være i vor midte og styrke os, ligesom arken, symbolet på Jehovas nærværelse, befandt sig midt i Josuas marcherende hær. Han vil stadig indgyde os kraft mens marchhastigheden i den afsluttende fase sættes op. — Es. 40:28.
24. Hvordan kan vi nu have en andel i det intensiverede arbejde på den „syvende dag“?
24 Som ’hornblæsningsinstrumenter’ under denne sidste march har bladene Vagttårnet og Vågn op! gjort udmærket fyldest. De har nu et samlet oplag på over 11.400.000 og hvert blad udkommer to gange om måneden på alle større sprog i verden. Kan du øge din andel i at udbrede disse blade mens afslutningen nærmer sig? Og kan du udvise samme flid som Rahab ved at øge din indsats i bibelstudiearbejdet, hvor du kan gøre brug af Sandheden der fører til evigt liv og andre studiebøger sammen med Bibelen som den grundlæggende lærebog? Rahab lagde uden tvivl hurtigt mærke til israelitternes intensiverede marcheren den syvende dag og fordoblede sine anstrengelser for at samle hele sin familie sammen. Når vi i dag ser tegnene på den falske religions undergang, bør vi ligeledes fordoble vore anstrengelser for at indsamle hele vor familie såvel som andre der kan blive en del af Guds jordiske familie. — Ef. 3:14-16.
25. Hvad dannede højdepunktet på sejrstoget, og hvilken forvisning kan vi nære i dag?
25 Rahabs familie var nu samlet i hendes hus. Da israelitterne var ved at have marcheret de „syv gange“ rundt om byen, steg hornblæsningen til et sidste øredøvende crescendo. Så befalede Josua: „Opløft krigsskriget! Thi [Jehova] har givet eder byen.“ (Jos. 6:16) Idet folket opløftede krigsskriget styrtede Jerikos mure sammen, og israelitterne styrtede ind i byen og tilintetgjorde mennesker og dyr. Kun Rahab og hendes familie overlevede katastrofen! Hvordan det endelige sejrsråb i opfyldelsen vil lyde ved vi ikke, og vi ved heller ikke hvornår det vil lyde. (Matt. 24:36-39) Men vi kan være forvissede om at arbejdet med at forkynde Guds domme og undervise de ydmyge i Bibelens sandheder vil have fremgang og tage til lige indtil den endelige afslutning. Hvilket privilegium til den tid at kunne opløfte sin røst i det store sejrsråb og se den falske religions nutidige fæstningsværker styrte i grus som Jeriko for aldrig at rejse sig mere! — Jos. 6:20, 26; 1 Kong. 16:34.
26. Hvilket håb kan den ’store skare’ nære i dag, og hvordan skildredes dette forbilledligt?
26 Som de der overlevede Jerikos ødelæggelse ved at sætte deres lid til den „røde snor“, kan de der overlever den falske religions undergang se frem til det evige livs velsignelser i kraft af Kristi genløsningsoffer. De vil blive ’boende’ som Guds begunstigede folk, sådan som det blev skildret forud ved Rahab og hendes fædrenehus: „Men skøgen Rahab og hendes fædrenehus og alt, hvad hendes var, lod Josua blive i live, og hun kom til at bo blandt israelitterne og gør det den dag i dag, fordi hun havde skjult sendebudene, som Josua havde sendt ud for at udspejde Jeriko.“ Alle af den ’store skare’ som samarbejder med resten af Kristi brødre i det store forkyndelses- og undervisningsarbejde i denne nutidige domsperiode, kan forvente at Jehova viser dem en lignende gunst. — Jos. 6:25.
27. Hvilke egenskaber bør vi nu være i besiddelse af, og hvilke velsignelser kan den ’store skare’ få del i i lighed med Rahab?
27 Måtte vi da lægge den samme oprigtige og ægte tro for dagen som Josua, israelitterne, Rahab og hendes hus i hine betydningsfulde tider! En stærk tro i forening med lydighed fik sin løn: „Ved tro faldt Jerikos mure, da israelitterne i syv dage havde gået omkring dem. Ved tro undgik skøgen Rahab at omkomme sammen med de genstridige; thi hun havde modtaget spejderne med fred.“ (Hebr. 11:30, 31) Rahab fik en yderligere storslået belønning idet Salmon — måske en af de to spejdere — tog hende til hustru og hun fødte ham Boaz, der blev en af den forjættede sæds jordiske stamfædre. De der i dag har en tro som Rahabs opnår også store velsignelser ved det åndelige fællesskab med dem der er kaldet til at skulle udgøre en del af ’sæden’ i kraft af deres „tro på Kristus Jesus“. — Gal. 3:26-29, NW.
28. Hvilket presserende arbejde har sande kristne nu den forret at være med i og hvilket håb har de?
28 „Således var [Jehova] med Josua, og hans ry udbredte sig over hele landet.“ (Jos. 6:27) Jehova vil ligeledes være med „Sæden“, Kristus Jesus, når han træder i aktion for at styrte det store Babylon, kristenheden indbefattet, og derefter den øvrige del af Satans Kana’an-lignende „sæd“ eller organisation, alt sammen til ophøjelse af Jehovas hellige navn. Sande kristne på jorden i dag kan glæde sig over det privilegium det er at være med til at forkynde undergangen over Satans hob og nænsomt at føre oprigtige mennesker ind på vejen som fører til beskyttelse og frelse. Måtte Jehova give dig styrke til at udføre din del af dette storslåede arbejde under marchen de sidste „syv gange“ rundt om nutidens Jeriko!
[Illustration på side 41]
Jerikos mure styrtede sammen. Rahab og hendes familie alene overlevede på grund af den „røde snor“. Har du en tro som deres?