„Dit ord er sandhed“

’Ånden vender tilbage til Gud’

PRÆDIKEREN 12:7 siger om menneskets død: „Støvet vender tilbage til jorden som før og ånden til Gud, som gav den.“ Hvad er ånden? Har den en personlighed? Hvordan vender den tilbage til Gud?

Da menneskets død er forbundet med at ånden (hebraisk: ruʹach) vender tilbage til Gud, afhænger menneskets liv altså af ånden. Dette bekræftes andre steder i Bibelen. Salme 104:29 siger: „Du skjuler dit åsyn, og de forfærdes; du tager deres ånd, og de dør og vender tilbage til støvet.“ Og disciplen Jakob skrev: „Legemet er dødt uden ånd.“ (Jak. 2:26) Derfor er ånden den usynlige livskraft som levendegør legemet.

Men læg mærke til at det ikke blot er i mennesket men også i dyrene, at der er ånd eller livskraft. Om udslettelsen af mennesker og dyr i den verdensomspændende vandflod på Noas tid beretter Første Mosebog 7:22: „Alt, i hvis næse der var livets ånde [ruʹach, ånd], alt, hvad der var på det faste land, døde.“ Prædikeren 3:19 indeholder også denne tanke: „Menneskers og dyrs skæbne er ens; som den ene dør, dør den anden, og en og samme ånd har de alle; mennesket har intet forud for dyrene.“ Guds ord viser altså at med hensyn til ånden eller livskraften er mennesket ikke dyrene overlegent. De har den samme usynlige ånd fælles. Derfor har ånden ingen personlighed, den er en upersonlig kraft.

Den usynlige ånd eller livskraft som virker i både mennesker og dyr, kan sammenlignes med elektricitet, der jo også er en usynlig kraft. Elektricitet kan bruges til at drive forskellige maskiner og apparater. Den sætter ovne i stand til at frembringe varme, ventilatorer til at ventilere, datamater til at regne og tv-apparater til at gengive billeder og lyde. Den samme usynlige kraft som frembringer lyd i det ene apparat, kan frembringe varme i et andet. Imidlertid får selve den elektriske strøm intet præg af den maskine eller det apparat som den arbejder i.

På samme måde er den ånd eller livskraft der gør det muligt for mennesket at udføre de forskellige livsfunktioner, heller ikke forskellig fra den ånd som gør dette muligt for dyr. Når ånden forlader menneskets legeme ved døden beholder den ikke nogen af cellernes karaktertræk. For eksempel beholder ånden intet af den viden der er gemt i hjernecellerne og fortsætter heller ikke nogen tankeprocesser adskilt fra disse celler. Bibelen siger: „Hans ånd går bort, han bliver til jord igen, hans råd er bristet samme dag.“ (Sl. 146:4) „Drog han [den Almægtige] sin Ånd tilbage og tog sin Ånde til sig igen, da udånded kødet til hobe, og atter blev mennesket til støv!“ — Job 34:14, 15.

At ånden eller livskraften er en upersonlig kraft, fremgår tydeligt i de tilfælde hvor nogle har fået en opstandelse fra de døde. Intet sted læser vi at de huskede en bevidst tilværelse fra den periode de var døde. Lazarus, som var død i fire dage, sagde intet om en bevidst tilværelse. Hvis han havde oplevet noget der bare mindede om en bevidst tilværelse, ville han ganske givet have fortalt om det, da det ville være af stor interesse for andre at få noget at vide som ellers var ukendt.

Man må heller ikke glemme at den person der dør, aldrig selv har været i himmelen med Gud, så det kan ikke være personligheden (uden legeme) som ’vender tilbage til Gud’. Kun Jesus Kristus har haft en førmenneskelig tilværelse i himlene. Ved en lejlighed sagde han: „Ingen er steget op til Himmelen, undtagen han, som steg ned fra Himmelen, Menneskesønnen.“ (Joh. 3:13) Jesus kunne ikke være kommet med denne udtalelse hvis de som var døde forud for hans komme havde fortsat deres liv for evigt i himmelen. Så selv Guds søn fremlagde vidnesbyrd om at ånden er en upersonlig livskraft.

Men vender den upersonlige livskraft tilbage til Guds umiddelbare nærhed i himlene? Nej. For vi mennesker modtog ikke den livskraft direkte fra Gud. Den blev givet videre til os fra vore forældre ved undfangelsen. Ånden eller livskraften er ikke kommet direkte fra Guds nærhed, og den kan ikke vende tilbage til et sted den ikke har været før.

Når Bibelen bruger udtrykket „at vende tilbage“ betyder det ikke nødvendigvis en bevægelse fra ét sted til et andet. For eksempel siger Anden Krønikebog 30:6: „Israelitter! Vend tilbage til [Jehova], Abrahams, Isaks og Israels Gud, at han må vende sig til den levning af eder, der er undsluppet.“ Israels tilbagevenden til Jehova var en omvendelse fra en forkert kurs til igen at følge Guds vej. At Jehova ’vendte tilbage’ til Israel betød at han atter med velvilje vendte sin opmærksomhed mod sit folk. I begge tilfælde havde denne „tilbagevenden“ noget at gøre med en indstilling, ikke en bogstavelig bevægelse fra ét sted til et andet.

Et nutidigt eksempel kunne være overflyttelsen af kontrollen med en forretning eller ejendom fra ét selskab til et andet. For eksempel kunne jernbanerne i et bestemt land overgå fra at være privatdrevne til at være statsdrevne. Ved en sådan overgang forbliver jernbanemateriellet hvor det er, men kontrollen med det skifter hænder.

På samme måde sker der ikke nogen virkelig bevægelse fra jorden til himmelen i forbindelse med ånden eller livskraften. Men den gave som den døde engang nød, den gave at eksistere som en fornuftbegavet skabning, vender nu tilbage til Gud. Det der er nødvendigt for at give personen liv, nemlig ånden eller livskraften, er i Guds hænder. Ånden ejes ikke længere af den døde, og den er vendt tilbage til Gud. Han bestemmer om personen skal have ånden tilbage ved hjælp af en opstandelse.

Når et menneskes ånd er vendt tilbage til Gud afhænger dets udsigter til fremtidigt liv af Skaberen. Det forklarer også ordene i Salme 31:6: „I din hånd befaler jeg min ånd.“ Den der udtrykker sig sådan beder Gud om at vogte eller tage sig af ånden eller livskraften mens han sover i døden. (Job 14:13-15) Han sætter sin lid til at Gud vil gengive ham livskraften ved en opstandelse.

Bibelens vidnesbyrd om de dødes tilstand og håb viser sig på denne måde at være harmonisk. „De døde ved ingenting, og løn har de ikke mere i vente; thi mindet om dem slettes ud.“ (Præd. 9:5) At ånden eller livskraften ’vender tilbage til Gud’ peger hen til den der alene er livets kilde og giver, den som også kan give livet tilbage. Det menneske der har levet på en sådan måde at det ikke bliver forkastet af Gud, vil få livskraften tilbage gennem Kristus; han vil få en opstandelse fra de døde.