Tager du anstød af andres ufuldkommenhed?

FORARGES du når nogen siger eller gør noget som du ikke kan goutere — noget der berører dig personlig? Og hvis vedkommende hævder at være kristen er du så særlig hurtig til at blive forarget, fordi du forventer en bedre opførsel fra hans side? Mange har det sådan — de tager anstød af andres ufuldkommenhed. Og det kan endda gå så galt at de trækker sig tilbage fra tjenesten for Gud. Er det rigtigt at reagere sådan?

Måske tænker de at en kristen burde have vidst bedre. De forventer at han skal være fuldkommen fordi Jesus formanede os: „Så vær da I fuldkomne, som jeres himmelske Fader er fuldkommen.“ (Matt. 5:48) Men Jesus talte ikke om fuldkommenhed i forbindelse med mentale og fysiske egenskaber, ej heller tænkte han på syndfrihed da han sagde fuldkommenhed. De eneste jordiske skabninger der har ejet den form for fuldkommenhed er Adam og Kristus. Som det fremgår af de forudgående vers mente Jesus at vi skulle være trofaste og helhjertede, ikke være for hurtige til at blive forargede, men glæde os over barmhjertigheden, som Jehova glæder sig over den.

Bibelen viser at alle Kristi efterfølgere er behæftet med fejl som følge af ufuldkommenhed. For eksempel spurgte Peter: „Herre! hvor ofte skal jeg tilgive min broder, når han forsynder sig imod mig?“ De kristne forsyndede sig åbenbart imod hinanden, ellers ville Peter ikke have stillet dette spørgsmål. Ved at svare: „Halvfjerdsindstyve gange syv gange,“ antyder Jesus også at vore brødre kan synde ofte imod os, og vi imod dem. (Matt. 18:21, 22) Og Jesu broder Jakob siger eftertrykkeligt: „Vi fejler jo alle i mange ting; hvis en ikke fejler med sine ord, så er han en fuldkommen mand, i stand til også at holde hele sit legeme i tømme.“ (Jak. 3:2) Hvor har man siden Kristi død kunnet finde en sådan fuldkommen mand blandt de kristne? Er du fuldkommen? Nej. Det er din broder heller ikke.

Dersom du er blevet forarget er forargelsens årsag sandsynligvis ikke nogen stor moralsk forseelse, for hvis det var tilfældet ville den kristne menighed have grebet ind over for synderen. Nej, din snublesten er sikkert blot noget personligt, en ubetydelig handling som skyldes et ufuldkomment menneskes urette tankegang. Det var ikke Jehova eller Kristus der tilskyndede vedkommende til at sige det der forargede dig. Men alligevel bevirker det måske at du lader dit forhold til Gud og Kristus svækkes fordi de ikke sendte ild ned fra himmelen til straf for overtræderen. Ja, du kan måske ligefrem, uden selv at være vågen for denne fare, få den tanke at du ikke kan komme sammen med Jehovas folk hvis Gud kan tolerere den slags. Men er det fornuftigt at se sådan på det?

Hvad om de engle der beskytter Jehovas jordiske folk sagde: ’Jehova, vi kan ikke have noget at gøre med disse ufuldkomne mænd og kvinder som du bruger til at udføre din vilje på jorden. Enten må de gå eller også gør vi det’? Nej, du kan ikke forestille dig englene anlægge dette synspunkt, men er det ikke netop sådan du ser på det når du tager anstød af din broders ufuldkommenhed?

Det kommer i sandhed os alle til gode at Jehova er langmodig med sit folk. Hvis han så længe har tolereret en verden der kæmper imod ham, skulle han så være mindre barmhjertig mod ufuldkomne mænd og kvinder som oprigtigt prøver på at gøre hans vilje? Glem aldrig hvilken tålmodighed og barmhjertighed Gud har vist ved at tilgive dig din syndeskyld. Vil det ikke være retfærdigt af dig at tilgive din broder en langt ringere skyld? — Matt. 18:23-35.

Fremfor at tage anstød af ufuldkommenhed bør vi efterligne den forstandige færd som Jehovas trofaste tjenere i fortiden lagde for dagen. Jesus tog ikke anstød da hans disciple forlod ham. Johannes siger at han „elskede . . . dem til det sidste“. (Joh. 13:1) Da Johannes og Jakob lod deres moder bede om at de måtte få en begunstiget plads i Riget, blev de andre apostle indignerede, men de tog ikke anstød trods dette udslag af ufuldkommenhed. De truede ikke med at forlade Jesus eller at slække på deres tjeneste for Gud. Dengang Paulus ikke ville tage Markus med på en af sine rejser og der opstod en strid mellem Paulus og Barnabas, var der ingen af dem der tog anstød af modpartens mangel på selvbeherskelse. De tog til hver sit distrikt, men de fortsatte alle i tjenesten for Jehova. (Ap. G. 15:36-40) Det ville være helt forkert at mene at Jesus, apostlene, Barnabas og Markus skulle have ophørt med at tjene Gud fordi deres brødre var ufuldkomne eller ikke var enige med dem. Følg deres eksempel når du står over for lignende situationer.

Det vil ikke sige at en kristen har ret til at forarge dig eller nogen anden. Det har han ikke, og det mener han heller ikke. Han ved godt at Jesus formanede sine disciple: „Se til, at I ikke ringeagter en af disse små.“ (Matt. 18:10) Højst sandsynligt prøver din broder på at følge Paulus’ råd: „Det er rigtigt at afholde sig fra at spise kød, drikke vin, og hvad andet din broder tager anstød af.“ (Rom. 14:21) Han vil ikke forsætligt vække anstød hos dig. Han ved at han må stræbe efter at være rig på kærlighed og dømmekraft, at han „må være fejlfri og ikke være til anstød for andre op til Kristi dag“. (Fil. 1:9, 10, NW) Det er den fuldkomne norm han stiler imod — og som han aldrig helt når så længe han befinder sig i det ufuldkomne kød, ligesom du heller ikke når den. Hvis du gør indrømmelser over for dig selv, hvorfor så ikke gøre det over for ham også?

I virkeligheden er din broders ufuldkommenhed en prøve på din kærlighed til og hengivenhed for Jehova Gud og hans søn. Er det Jehovas navn og retfærdighed du vil hævde, eller er det dig selv? Hvis du oprigtigt ønsker at ophøje Guds navn og ord vil du ikke betragte din broders fejl som en anledning til ikke at indfri dine løfter til Gud. Dit liv afhænger af om du fortsat kommer sammen med Jehovas folk og tager del i aflæggelsen af det sidste vidnesbyrd. (Hebr. 10:25; Matt. 24:14) Din udfrielse til liv i Guds nye verden afhænger ikke mindre af om du fortsat elsker Jehova af hele dit hjerte, og din næste som dig selv. Denne kærlighed „holder ikke regnskab med forurettelser“. (1 Kor. 13:5, NW) Kærlighed vil hjælpe dig til ikke at tage anstød af andres ufuldkommenhed. „Fremfor alt hav inderlig kærlighed til hverandre; thi ’kærlighed skjuler en mangfoldighed af synder.’“ — 1 Pet. 4:8.