arbejde for, og derefter må den også tygges og fordøjes. Som støtte herfor kan vi henvise til Salomons ord i Ordsprogene 2:1-5: „Min søn, når du tager imod mine ord og gemmer mine pålæg hos dig, idet du låner visdom øre og bøjer dit hjerte til indsigt, ja, kalder du på forstanden og løfter din røst efter indsigt, søger du den som sølv og leder den op som skatte, da nemmer du [Jehovas] frygt og vinder dig kundskab om Gud.“

²² Den der aldrig arbejder for sit brød men er tilfreds med at leve af understøttelse, kender ikke den sande værdi af det han modtager. Paulus mindede menigheden i Tessalonika om at han ikke fik føden hos dem uden vederlag, men at han arbejdede under slid og møje „for ikke at ligge nogen af jer til byrde. . . . Thi allerede da vi var hos jer, indskærpede vi jer, at den, der ikke vil arbejde, skal heller ikke have føden!“ Man opnår ingen glæde ved at være doven men ved at gøre som de retsindige jøder i Berøa, der daglig granskede Skrifterne. — 2 Tess. 3:8-10; Ap. G. 17:11.

Tungen — en kraft til det gode eller til det onde

„Men jeg siger jer, at menneskene skal gøre regnskab på dommens dag for hvert unyttigt ord, de taler. Thi ud fra dine ord skal du frikendes, og ud fra dine ord skal du fordømmes.“ — Matt. 12:36, 37.

1, 2. Hvad kan blive afgørende for vort fremtidige liv, og hvordan kan vi selv øve indflydelse på udfaldet?

DA JESUS udtalte ovennævnte ord kan han have tænkt på Salomons ord i Prædikeren 12:14: „Hver en gerning bringer Gud for retten, når han dømmer alt, hvad der er skjult, være sig godt eller ondt.“ Det får en til at standse op og tænke. Er vor tale virkelig så betydningsfuld at den kan være afgørende for vort fremtidige liv? Hvis det er tilfældet vil det være nyttigt for os alle at ’gøre status’. Er det virkelig anstrengelserne værd fra nu af at have en sådan kontrol over sit liv at man kan gøre sig håb om at opnå evigt liv i Guds nye tingenes ordning?

² Skal vore anstrengelser lykkes må der være en hensigt med dem. Tænk på apostelen Paulus’ ord om at han hellere ville være hård mod sit legeme og holde det i ave end blive forkastet. Eftersom „et menneskes vej ikke står til ham selv“, og „det ikke står til en mand at vandre og styre sine fjed“, må vi søge den rette vejledning. (Jer. 10:23) Denne vejledning finder vi i Bibelen, Guds inspirerede ord. „Stol på [Jehova] af hele dit hjerte, men forlad dig ikke på din forstand; hav ham i tanke på alle dine veje, så jævner han dine stier.“ (Ordsp. 3:5, 6) Med denne guddommelige vejledning skulle vi kunne styre vor tunge, have forstandig kontrol over vor tale og bringe „enhver mennesketanke til fange ind under lydighed mod Kristus“. — 2 Kor. 10:5.

3, 4. Hvilken tilstand i menighederne bekymrede Jakob, og hvad var årsagen til denne tilstand?

³ For at forstå at dette ikke er nogen ringe opgave, kan vi tænke på hvad disciplen Jakob sagde om tungen, som han kaldte både „rastløs“ og „ond“. (Jak. 3:8) Han forstod at der lå en kraft gemt i tungen, en kraft som kunne blive enten til det gode eller til det onde. Som tilsynsmand i menigheden i Jerusalem og som medlem af den første kirkes eller menigheds styrende råd, var han meget bekymret for menighedernes indre vanskeligheder,