stod i Jakob 3:11: kan vor talekilde give både velsmagende og bittert vand? Hvad er forklaringen på at nogle altid gerne vil tale om noget der er smudsigt eller ondt, selv når de er sammen med verdslige mennesker på en verdslig arbejdsplads? Er de kun kristne tjenere når de er til møde i menigheden? Hvad taler du om når du er sammen med andre? Taler du altid om noget verdsligt, eller har du gjort det til en vane at føre samtalen op på et højere plan ved at tale om noget åndeligt og opbyggende? Når du har lejlighed til at være sammen med dine brødre, taler I så om de sidste film eller sportsbegivenheder, de nyeste skandaler eller sladderhistorier? Angående dette vejleder Kristus Jesus os i Mattæus 15:18-20: „Men det, som kommer ud af munden, udgår fra hjertet, og det gør mennesket urent. Thi fra hjertet udgår der onde tanker, mord, ægteskabsbrud, utugt, tyverier, falske vidnesbyrd, bespottelser. Det er den slags ting, som gør mennesket urent.“ Altså kommer det helt an på hvad et menneske har gemt dybt i sit hjerte. Det et menneske virkelig interesserer sig for vil det stadig vende tilbage til og tale om med iver og glæde.

19. (a) Hvordan må vi i lyset af Galaterne 5:16-26 betragte den måde hvorpå vi hver især bruger vor taleevne? (b) Hvorfor er det godt at have hjertet fyldt med gode ting og at tale om dem?

¹⁹ Analyserer vi forholdet ser vi altså at måden hvorpå vi bruger vor taleevne bestemmes af om vi søger at gøre kødets gerninger eller beviseligt bærer åndens frugt. Uret tale er et resultat af at hjertet er optændt af utugt, urenhed, fjendskaber, misundelse, drukkenskab, svir, selviskhed, stolthed og personlig vinding. De der ikke kender Guds retfærdige lov og ikke prøver at følge den, bruger et urent sprog og taler bestandig om de kødelige ting; det er det mennesker ude i verden påvirkes af i dag. Men de mennesker hvis sind og hjerte er blevet påvirket af Guds ånd og hvis sind er blevet forvandlet, taler om åndelige ting. De har opnået selvbeherskelse, der er en af åndens frugter, og de tænker før de taler. De får ikke vredesanfald og taler ubesindigt, men de er tålmodige og venlige og taler med mildhed. Det betyder ikke at de ikke fordømmer ondskab, men de gør det på samme værdige måde som Jesus Kristus benyttede da han talte imod ondskab, vildledende traditioner og hykleri. At tøjle tungen og at underkaste sig Guds ånds og ords ledelse er nøje knyttet sammen. Jehova dømmer ikke efter det ydre, men efter hvad der bor i hjertet. Ethvert gudfrygtigt menneske skulle derfor nære ønske om at fylde sit hjerte med åndelige skatte, så det kan tjene til vederkvægelse og gavn for andre, virke som et forfriskende kildevæld der uophørligt strømmer over med velsmagende vand en varm sommerdag. Ret tale fører til frelse. — 1 Sam. 16:7; Åb. 2:23; Matt. 23:1-17; Gal. 5:16-26.

Farlig vejledning

● „Man har grund til at frygte at nogle af de midler folk gør brug af for at få vejledning, er dåragtige, eller endog farlige,“ siger Ernest White i Christian Life and the Unconscious. „En af mine unge venner fik for eksempel for nogle år siden det råd at han hver morgen skulle tage et stykke papir og en blyant, skubbe alle tanker bort, og når han så fik en indskydelse om dagens virksomhed, skrive den ned og lade den tjene som vejledning i hvad han skulle gøre den dag. Han opdagede snart at alle mulige meningsløse og tilmed onde tanker dukkede op i hans sind; efter nogle få ugers forløb indså han hvor tåbelig og farlig denne metode var og holdt op med at anvende den. Det er farligt at skubbe alle bevidste tanker bort på denne måde. Derved mister man herredømmet over sit sind. . . . Der findes vejledende principper som er grundlagt på Bibelen og sund fornuft, og som kan hjælpe os at undgå fornuftstridige metoders snare.“

● „Du leder mig med dit råd,“ sagde Jehova Guds inspirerede salmist. For at få den rette vejledning må vi til stadighed kontrollere om vore tanker stemmer overens med de råd Jehova giver i Bibelen. — Sl. 73:24.