Hvor meget ved De om bøn?

NÆSTEN alle mennesker beder, selv om nogle ikke gør det ret tit. Mange gange bliver bøn holdt i beredskab som en sidste udvej — noget man tyr til efter at alt andet er slået fejl.

For eksempel sagde man under den anden verdenskrig: „Der er ingen ateister på redningsflåderne.“ Når flyvemaskinen var styrtet i havet, radioen var død og der var tusinder af sømil til land, forsyningerne næsten var brugt op, og ingen hjælp var i sigte — når alle andre hjælpemidler var udtømt — så løftede de deres øjne mod himmelen og bad.

Men er det alt hvad der kan siges om bøn? Er bøn en sidste udvej som man kan hente frem fra underbevidstheden efter at alt andet er slået fejl?

Nej, ikke ifølge Bibelen. Bibelen fremstiller bøn som det middel mennesker bør bruge til ofte at tale med Gud — ikke blot når de er i alvorlige vanskeligheder. Det er en måde hvorpå man kan bede om hans velsignelse, og også takke for de foranstaltninger han har truffet — både åndelige og materielle.

Bøn er grundlagt på den overbevisning at Gud er til, at han hører og svarer. I Bibelen nævnes det at Gud er den som „hører bønner“. (Sl. 65:2) Bibelen viser at mennesker kan nærme sig Gud. Vi bør forvente at Gud lytter til bønner der er bedt med et ret motiv, for han påbyder selv sit folk at bede, og Bibelen indeholder mange eksempler på bønner der er velbehagelige for Gud. (2 Krøn. 7:12-16) Bibelen fortæller os at Jesus både i ord og ved sit eksempel viste at det er nødvendigt at bede.a Hvis Guds søn erkendte behovet for at bede, hvor meget mere har vi da ikke behov for det!

Det at man beder til Gud bringer én i et nært forhold til ham. Et førende bibelleksikon påpeger vedrørende Bibelens tidlige tid: „Den oprigtige israelit på den tid troede fuldt og fast på Gud og havde måske en stærkere bevidsthed om ham“ end mange mennesker i dag. — A Dictionary of the Bible, James Hastings, bind IV, side 41.

Den trofaste israelit vidste at Jehova virkelig er til, og at han handlede til gavn for dem. Salmisten sang i tillid til Jehovas vejledning og hjælp: „Lad mig kende dine veje, [Jehova], lær mig dine stier. Led mig på din sandheds vej og lær mig, thi du er min frelses Gud; jeg bier bestandig på dig.“ „Gud er vor tilflugt og styrke, en hjælp i angster, prøvet til fulde.“ (Sl. 25:4, 5; 46:2) Den kristne apostel Paulus sagde at Jehova „ikke er langt fra en eneste af os“. — Ap. G. 17:27.

Hvilke bønner bliver besvaret?

At rette bønner bliver besvaret er en anerkendt bibelsk sandhed. Imidlertid siger Bibelen lige så afgjort at ikke alle bønner bliver besvaret.

Mange mennesker beder med urette motiver — om at vinde en præmie i et lotteri eller i en konkurrence, om at få en stor forretningsordre, eller om at vinde et væddemål eller en sportskamp. Er det så sært at sådanne bønner ikke bliver besvaret?

Disciplen Jakob gav os denne påmindelse: „I beder, og I får ikke, fordi I beder dårligt, kun for at ødsle det bort i jeres lyster.“ — Jak. 4:3.

Tilhængere af ikke-bibelske religioner betragter ofte deres tilbedelse som en slags „magi“ der får deres gud til at gøre alt hvad tilbederen ønsker. Men Skaberen er ikke som den sagnomspundne ånd i Aladdins lampe, der altid er parat til at adlyde et menneskes befaling.

Det er ganske vist sandt at Jesus sagde til sine disciple: „Hvis I beder Faderen om noget, skal han give jer det i mit navn.“ (Joh. 16:23) Imidlertid var det jo sine disciple Jesus talte til. Det de ville bede om var begrænset af hvad de havde lært af ham og af deres kundskab om Guds hensigter.

Det er ganske klart at dette „noget“ ikke indbefattede ting hvorom de vidste, eller havde grund til at tro, at det ikke behagede Gud, eller noget der ikke var i overensstemmelse med hans vilje. Hvis vore bønner skal besvares, må de behage Gud. Vi må ikke bede om noget der er uretfærdigt eller i modstrid med Guds åbenbarede vilje. Apostelen Johannes slog fast: „Dette er den tillid, vi har til ham, at når vi beder om noget efter hans vilje, hører han os.“ — 1 Joh. 5:14.

Men til tider bliver selv bønner som opsendes af Guds tjenere, ikke besvaret. Moses’ bøn om at få lov til at komme ind i Kana’ans land blev ikke opfyldt. Gud opfyldte ikke kong Davids forbøn for Batsebas barn. Apostelen Paulus’ bøn om at blive befriet for den „torn“ han havde i kødet forblev ubesvaret. For at vore bønner skal blive hørt må de være i harmoni med Guds hensigter. Det vil altså sige at manglende forståelse af Guds hensigt i en sag kan resultere i at ens bøn ikke bliver besvaret. — 5 Mos. 3:23-27; 2 Sam. 12:16, 22; 2 Kor. 12:7-9.

Skal vore bønner være antagelige for Gud må vi bede gennem den kanal han anerkender. Jesus sagde: „Ingen kommer til Faderen uden ved mig.“ Jesus sagde også at bønner skulle bedes ’i hans navn’. (Joh. 14:6; 16:23) Vi må således i vore bønner anerkende at værdien af Jesu eget opofrede menneskeliv gør det muligt for os at nærme os Gud i bøn, og at der kun er „én mellemmand imellem Gud og mennesker: mennesket Kristus Jesus“. — 1 Tim. 2:5.

Andre krav

Hvis vore bønner skal besvares må vi også være lydige mod Gud. Ordsprogenes bog giver os denne påmindelse: „Den, der vender sit øre fra loven, endog hans bøn er en gru.“ Da Israels folk havde været ulydigt mod Gud skrev profeten Jeremias: „Om jeg end råber og skriger, min bøn er stængt ude.“ — Ordsp. 28:9; Klages. 3:8.

Det gamle Israel blev gjort bekendt med en af grundene til at Jehova unddrog det sin gunst. Den samme anklage kan rettes mod kristenheden i dag. Gud sagde at det var fordi „dette folk kun holder sig nær med sin mund og ærer mig med sine læber, mens hjertet er fjernt fra mig, og fordi deres frygt for mig blev tillærte menneskebud“. — Es. 29:13.

I dag holder kristenhedens kirker sig nær til Gud med deres mund og ærer ham med deres læber, men deres hjerte tilskynder dem ikke til virkelig at rette sig efter hans bud. For eksempel tilsidesætter de Bibelens høje moralnormer, og godkender medlemmer der begår utugt, hor og homoseksuelle handlinger — noget der alt sammen forbydes i Bibelen. (Se Tredje Mosebog 18:22; Første Korinterbrev 6:9, 10) Desuden fører de lærdomme som kun er menneskebud. Blandt disse kan vi nævne læren om sjælens udødelighed, om pine i helvedes ild, samt andre hedenske læresætninger som de har overtaget fra ikke-bibelske, menneskelige kilder.b

Ifølge Jehovas ord gennem Esajas er det kun dem der vender om til Jehova og følger hans lære, og således holder sig nær til ham med hjertet, som kan forvente at Gud vil finde behag i deres bønner. Apostelen Johannes skrev: „Hvad vi end beder om, får vi af ham, fordi vi holder hans bud og gør det, der er ham velbehageligt.“ — 1 Joh. 3:22.

Hvilken stilling skal man indtage

Der er ikke nogen bestemt stilling man skal indtage når man beder og som er mere „hellig“ end andre. Bibelen fortæller om folk der stod op og bad, om nogle der løftede deres hænder mod himmelen, og om nogle der knælede; nogle kastede sig endog ned med ansigtet til jorden, på samme måde som undersåtter kastede sig ned for deres konge. Nogle stillinger udtrykker ydmyghed, men de mange forskellige omstændigheder hvorunder der blev bedt på Bibelens tid viser at der ikke kræves at man indtager en bestemt stilling, hverken med kroppen eller hænderne. — Mark. 11:25; 1 Kong. 8:22; Luk. 22:41; Neh. 8:6.

Mens den stilling vi indtager ikke er så vigtig, er vor sindsindstilling derimod af stor betydning. Det kræves at vi er oprigtige af hjertet hvis Gud skal fine behag i vore bønner. „Vend om til mig af ganske hjerte,“ sagde Jehova. (Joel 2:12, 13) Over for ham kan vi ikke rose os af noget, vi har ingen grund til at være selvtilfredse, kan ikke kræve nogen rettigheder. Hans godhed er ikke noget vi har gjort os fortjent til. Jesus talte anerkendende om den ydmyge skatteopkræver der ganske enkelt sagde: „Gud! vær mig synder nådig!“ — Luk. 18:9-14.

Hvor og hvornår kan man bede?

Eksempler der er omtalt i Bibelen viser at man kan bede hvor som helst og når som helst. Hebræerne forstod at „nær er [Jehova] hos alle, som kalder, hos alle, som kalder på ham i sandhed“. — Sl. 145:18.

Abrahams tjener bad da han var ved en kilde i Mesopotamien. Daniel bad i sin stue. Apostelen Peter bad alene på et fladt tag i et hus i mellemøsten. Jesus bad offentligt, privat, på et stille sted i Getsemane have, og på et bjerg. — 1 Mos. 24:10-14, 26, 27; Dan. 6:10, 11; Ap. G. 10:9; Matt. 26:36; Mark. 6:46.

En stille bøn kan opsendes mens andre er til stede, uden at de ved det. Abrahams tjener bad stille, han ’talte ved sig selv’. Hanna bad „ved sig selv“ så „hendes stemme ikke kunne høres“. Gud kan altså høre vore tavse bønner. — 1 Mos. 24:45; 1 Sam. 1:13.

Disse eksempler viser at det er muligt at have et nært fællesskab med Skaberen. Det er ikke nødvendigt at have en aftale for at nærme sig Gud i bøn. Vi behøver ikke at gøre det på bestemte tider. Vi kan bede når som helst. David råbte til Jehova „dagen igennem“. Apostelen Paulus gav denne tilskyndelse: „Vær udholdende i bønnen;“ „bed uden ophør“. — Sl. 86:3; Kol. 4:2; 1 Tess. 5:17.

Hvis man opelsker en inderlig værdsættelse af bønnens privilegium, vil man mærke den åndelige styrke bønnen giver. Man bør aldrig tage let på den forret det er at kunne bede. Man bør ikke kun holde bønnen i beredskab som en sidste udvej der bruges når alt andet er slået fejl. I stedet bør bønnen være en del af vort daglige liv. Private bønner og bønner bedt sammen med familien og sammen med menigheden vil styrke os i disse vanskelige tider. Det at henvende sig til Gud i bøn skænker os hans fred; det hjælper til at hans hellige ånd kan få frit løb i vort liv, og det giver os tillid til at han vil velsigne os i al evighed med liv i hans retfærdige nye orden.

[Fodnoter]