Ægte anger eller sindsændring — hvordan kan vi kende den?

„HVIS vi siger, at vi ikke har synd, så bedrager vi os selv, og sandheden er ikke i os.“ Sådan sagde apostelen Johannes tilbage i det første århundrede efter vor tidsregning. Idet han skrev til medkristne tog han sig selv med i udtrykket „vi“. — 1 Joh. 1:8.

Er vi sande kristne? I så fald har vi, før vi blev døbt som disciple af Guds søn, angret eller ’fattet et andet sind’ og er ’vendt om’ fra den urette handlemåde vi tidligere fulgte. Derefter kunne vi ’bede Gud om en god samvittighed’ og blive forligt med ham på grundlag af hans søns forsoningsoffer eller „syndoffer“. (Ap. G. 3:19, 26; 1 Pet. 3:21, fodnoten; 2 Kor. 5:19-21, se fodnoten i NW) Men dermed ophører behovet for anger eller sindsændring ikke. Johannes’ ord viser at vi, ufuldkomne og født syndige som vi er, stadig begår fejltrin. I de fleste tilfælde er det mindre alvorlige forseelser. Og dog kan en kristen komme til at begå en større overtrædelse. I begge tilfælde er det nødvendigt at han angrer og søger Guds tilgivelse.

Anger efter alvorlige synder

En kristen kan blive for selvsikker, glemme at „den, der mener at stå“, skal „tage sig i agt, at han ikke falder“. (1 Kor. 10:12) Eller fordi en kristen ikke fuldt ud værdsætter de hjælpemidler Gud har givet til opretholdelse af åndelig styrke og sundhed og til forsvar mod Satans angreb, kan det ske at vedkommende bliver svag og et let bytte for fristelser. Måske begår han en alvorlig overtrædelse. Hvad nu? Hvad skal han nu gøre?

Det kan hjælpe ham at betragte hvad David gjorde. I den toogtredivte salme, der måske er skrevet efter hans alvorlige synd mod Batseba og Urias, siger han: „Mine ben svandt hen, så længe jeg tav, under jamren dagen igennem, . . . Min synd bekendte jeg for dig, dulgte ikke min skyld; jeg sagde: ’Mine overtrædelser vil jeg bekende for [Jehova]!’ Da tilgav du mig min syndeskyld. . . . Derfor bede hver from til dig, den stund du findes.“ (Sl. 32:3, 5, 6) Udskyder man at søge Jehovas tilgivelse, forlænger man blot sine samvittighedskvaler. Ordsprogene 28:13 vejleder: „At dølge sin synd fører ikke til held, men bekendes og slippes den, finder man nåde.“ Ja, vort forhold til Gud er for dyrebart til at vi må undlade at søge hans tilgivelse og barmhjertighed. Vi bør være hurtige til at søge den gennem hans søn, som er vor „talsmand hos Faderen“. — 1 Joh. 2:1.

Der er imidlertid mere som den der angrer kan gøre. Det vil være viist at han henvender sig til de, i åndelig henseende, „ældste“ i menigheden. Hvorfor? Har de magt til at give tilgivelse fra Gud for den synd der er begået, eller kan de fungere som mellemmænd mellem den der har syndet og Gud? Nej. Den der er syndet imod kan give tilgivelse. Noget andet: Kun Gud kan give tilgivelse for en synd mod hans lov, og vor eneste mellemmand er hans søn. — 1 Joh. 1:9; 2:1, 2; Hebr. 4:14-16.

Men talte Paulus ikke om at brødrene i Korint skulle „tilgive“ et medlem af menigheden der havde begået en alvorlig overtrædelse og nu angrede? Jo, men det de skulle tilgive var klart nok ikke selve overtrædelsen af Guds lov, men derimod de problemer, den vanære og den bedrøvelse som handlingen havde bragt over menigheden. (Jævnfør Andet Korinterbrev 2:5-10; 7:11.) På samme måde kan vi hver især ’tilgive andre deres overtrædelser’ mod os. — Matt. 6:14, 15.

Hvorfor skal vi da henvende os til disse ældste? For at søge hjælp hos dem som nogle der er udnævnt til at være hyrder. Forseelser er et vidnesbyrd om åndelig sygdom. Disciplen Jakob fortæller os hvad der er nødvendigt: „Bekend derfor jeres synder for hverandre, og bed for hverandre, for at I må blive helbredt; en retfærdigs bøn har en mægtigt virkende kraft.“ — Jak. 5:16.

Ja, formålet med at gå hen til disse ældste er at få hjælp til at blive „helbredt“, genvinde åndelig sundhed og styrke. Det er en del af deres arbejde som hyrder at yde en sådan hjælp. (Jævnfør Ezekiel 34:4, 16; Hebræerbrevet 12:12, 13.) Der er imidlertid endnu en grund.

Disse brødre føler også ansvar for at beskytte den åndelige sundhed i menigheden som helhed, beskytte den mod at blive besmittet. Det ligger dem stærkt på sinde at hjælpe menigheden til altid at bevare en ret stilling over for Gud og over for alle mennesker, så den ikke på nogen måde bliver til vanære for Jehovas navn. Det er rigtigt af os at søge at samarbejde med sådanne mænd og støtte dem i deres ansvarsfulde opgave.

I stedet for at de ældste der udgør menighedens dømmende udvalg skal få kendskab til en overtrædelse gennem andre og derpå være nødt til at udspørge overtræderen om han oprigtigt har angret eller ændret sind og har vendt sig bort fra den urette handlemåde, viser den pågældende den rette ånd ved selv, frivilligt, at give dem disse oplysninger. „Thi de våger over jeres sjæle som de, der engang skal gøre regnskab“ over for Gud. Vi kan derfor med fuld tillid underordne os sådanne mænd. — Hebr. 13:17; Ap. G. 20:28-30, 35; 1 Tess. 5:12-15, 23.

Det er klart at disse ældste er dybt interesseret i om der virkelig vises oprigtig anger fra overtræderens side og om han nu træder lige spor med sine fødder, til bedste for sig selv og til bedste for resten af menigheden. Kun vidnesbyrd om ægte anger kan forvisse dem om at Gud har tilgivet overtræderen, at han ’ikke tilregner ham synd’. (Rom. 4:8) I modsat fald kunne de være forpligtede til at udstøde en sådan person fordi han var en fare for menighedens åndelige sundhed og dens rette stilling over for Gud.

Ja, det der bestemmer om menigheden udstøder en eller ej er ikke overtrædelsens grovhed eller hvor megen dårlig offentlig omtale den kan have forårsaget; det afgørende er om der er ægte anger eller sindsændring til stede hos vedkommende. Hvis han virkelig angrer, vil menigheden aldrig udstøde ham for blot at tilfredsstille en eller andens følelser eller offentlighedens følelser i almindelighed. Drejer det sig om en grov forsyndelse er det rigtigt at menigheden sikkert vil finde det nødvendigt at irettesætte overtræderen strengt og offentligt, og han vil uden tvivl ikke få betroet noget ansvar inden for menigheden i lang tid, måske ikke i flere år. Men menigheden vil ikke forkaste nogen der oprigtigt angrer, lige så lidt som Gud forkastede David da han ydmygt angrede sin alvorlige overtrædelse. Menigheden efterligner Gud i hans loyale kærlighed, hans miskundhed. — 2 Sam. 22:50, 51; 1 Kong. 8:22-26; Sl. 51:19.

Hvordan kan de ældste i det dømmende udvalg, på menighedens vegne, være tilstrækkeligt sikre på at en der har begået en alvorlig overtrædelse virkelig angrer oprigtigt? Ja, hvordan kan vi selv, for den sags skyld, være sikre på at vor anger er ægte, at den behager Gud?

Verdens bedrøvelse eller bedrøvelse efter Guds sind?

Det er indlysende at enhver kristen der synder bør være bedrøvet, bebrejde sig selv og fortryde sin handling. Og dog er disse følelser ikke i sig selv en sikker målestok for om angeren eller sindsændringen er ægte. Spørgsmålet er: Hvorfor er overtræderen bedrøvet, hvad bebrejder han sig selv og hvorfor fortryder han sin handling? Hvoraf udspringer disse følelser?

Apostelen viser hvor vigtigt det er at fastslå dette, når han skriver: „Thi bedrøvelse efter Guds sind virker omvendelse [sindsændring, NW] til frelse, som ikke fortrydes; men verdens bedrøvelse virker død.“ (2 Kor. 7:10) Det er derfor livsnødvendigt at vort motiv er det rette. Verdens bedrøvelse udspringer ikke af tro og af kærlighed til Gud og retfærdighed. Den skyldes ærgrelse over at det gik galt, skuffelse, materielle tab eller tab af venner, og udsigten til straf eller ydmygelse. Verdens bedrøvelse græder over de ubehagelige følger af at handle uret. Men den græder ikke over selve uretfærdigheden eller den vanære den bringer over Gud. — Jævnfør Jeremias 6:13-15, 22-26.

Det var en sådan bedrøvelse Kain gav udtryk for. Da Gud udtalte sin dom over ham, blev han virkelig ked af det — det vil sige, han ynkedes over sig selv på grund af den dystre fremtid han imødeså. Men han gav ikke udtryk for at han fortrød at han havde slået sin broder ihjel. — 1 Mos. 4:5-14.

Uden værdsættelse solgte Esau sin førstefødselsret til sin broder Jakob. Da Esau senere fandt ud af at Jakob havde modtaget sin fader Isaks profetiske velsignelse som den førstefødte, „udstødte han et højt og hjerteskærende skrig“. Med tårer søgte han en sindsændring — ikke hos sig selv men hos sin fader, idet han søgte at overtale Isak til at ’angre’ eller ’ændre sind’ med hensyn til sin uddeling af velsignelsen. Esau fortrød ikke den materialistiske indstilling der havde fået ham til at ’lade hånt om sin førstefødselsret’. Det han var ked af, var at han nu på grund af det skulle miste visse goder. Gud sagde: „Jakob elskede jeg, men Esau hadede jeg.“ — 1 Mos. 25:29-34; 27:34; Hebr. 12:16, 17, NW; Rom. 9:13.

Det gøres klart i Hoseas’ profeti at Gud aldrig vil finde behag i en ’lidt anger i ny og næ’-indstilling. Om israelitterne siger Jehova at de „søger mig i deres trængsel“. Men deres angergivne udtalelser var flygtige. „Eders kærlighed er morgentåge, dug, som årle svinder!“ — Hos. 5:15; 6:1-4.

Derpå afslører Hoseas 7:14-16 hvad der er den væsentligste mangel ved mange udtryk for anger, selv i dag: „De råber ej til mig af hjertet, når de jamrer på lejet, sårer sig for korn og most . . . De vender sig, dog ej opad [ikke til noget højere, NW].“ Deres ’jamren’ på udfrielse i modgangstider var selvisk begrundet, og blev de udfriet benyttede de ikke lejligheden til at forbedre og styrke deres forhold til Gud ved at holde sig nøjere til hans høje normer. (Jak. 4:3) Hoseas siger at de var som „en slappet bue“, en der aldrig rammer målet. (Hos. 7:16; Sl. 78:57) Deres anger udsprang ikke virkelig i hjertet. — Joel 2:12, 13.

Det der bevæger til ægte anger

Den bedrøvelse der følger med ægte anger har sit udspring i noget helt andet end verdens bedrøvelse. Her er der tale om en længsel i hjertet efter at vende tilbage til Guds gunst, avlet af en kærlighed til ham der bygger på at man kender ham og hans ypperlige egenskaber og retfærdige hensigter. Værdsættelse af hans godhed og respekt for hans storhed får overtrædere som oprigtigt angrer til at bebrejde sig selv at de har bragt vanære over hans navn. Næstekærlighed får dem også til at fortryde at de har voldt andre fortræd, sat et dårligt eksempel, såret andres følelser, måske sat en plet på Guds folks omdømme blandt udenforstående, så nogle af disse har sværere ved at kende Guds sande menighed. Dette, og ikke blot skammen ved at blive „opdaget“ eller udsigten til at få tugt, er årsag til at deres „hjerte er knust“ og deres „ånd er brudt“. — Sl. 34:19.

Men anger (græsk: metaʹnoia = sindsændring) indebærer altså også tanken om en ’sindsændring’ eller ’viljesændring’. For at være ægte må den indbefatte en virkelig forkastelse af den urette handlemåde som noget frastødende, noget man hader. (Sl. 97:10; Rom. 12:9) Den ledsages af en kærlighed til retfærdighed som får den angrende kristne til at træffe en fast beslutning om for eftertiden at blive på retfærdighedens vej. Uden både dette had til det onde og denne kærlighed til retfærdighed ville angeren være uden virkelig kraft; der ville komme til at mangle det apostelen Paulus kaldte „gerninger der stemmer med sindsændringen“. (Ap. G. 26:20, NW) Kong Rehabeams tilfælde kan illustrere dette. Efter først at have ydmyget sig under Guds vrede, begyndte han igen at handle ondt. Hvorfor? „Thi hans hjerte var ikke vendt til at søge [Jehova].“ — 2 Krøn. 12:12-14.

Menigheden i Korint blev ’bedrøvet efter Guds sind’. Da de kristne i denne by blev irettesat af Paulus for at have huset en udøver af ondskab i deres midte, reagerede de gunstigt og bragte sagen i orden. Deres bedrøvelse kom ikke kun til udtryk ved frygt men, skriver Paulus, ved „stor . . . iver . . . ja, [ved] at I rensede jer, ja, at I blev fyldt med harme [over den vanære overtræderens handlemåde havde medført] . . . ja, længsel, ja, nidkærhed, ja, at I rettede det urette“. (2 Kor. 7:11, NW) Ældste i dag kan derfor se efter lignende træk hos dem der siger at de angrer deres forseelse.

Ufuldkommenheden behøver ikke at kvæle glæden

Naturligvis er der forskellige grader af synd. Vi har måske ikke begået en grov synd som utugt, ægteskabsbrud eller tyveri, men er blevet klar over at vi har gjort os skyldige i at have „stolte øjne“ eller i at vise „personsanseelse“, noget som også i høj grad mishager Gud. (Ordsp. 6:16, 17; Jak. 2:9) Og med hensyn til tungens brug ’snubler og falder vi alle mange gange’ (NW), idet vi siger noget som vi senere må indrømme var uklogt, uvenligt, ukærligt og ukristent. (Jak. 3:2, 8-13) Ligger det os på sinde at vort forhold til Gud ikke må lide skade? Så må vi ’fatte et andet sind og vende om’, søge Guds tilgivelse.

Men da nu vor ufuldkommenhed viser sig på den ene eller den anden måde hver dag, betyder det så at vi uafbrudt bør være bedrøvede og gøre os selvbebrejdelser? På ingen måde.

I rækken af Guds hellige ånds frugter nævner apostelen „glæde“ lige efter „kærlighed“. (Gal. 5:22) Salmisten siger: „Tog du vare, [Jehova], på misgerninger, Herre, hvo kunne da bestå?“ (Sl. 130:3) Vi kan være glade når vi i stedet husker at „barmhjertig og nådig er [Jehova], langmodig og rig på miskundhed; . . . Thi han kender vor skabning, han kommer i hu, vi er støv“. (Sl. 103:8-14) Selv om vi gør ret i at fortryde vore fejltrin, behøver vi ikke at pine os selv på grund af hver lille fejl vi gør eller hvert tankeløst ord vi siger.

Vor erkendelse af disse fejl bør imidlertid gøre os ydmyge, hjælpe os til at være både beskedne og overbærende over for andre. Når vi så beder Gud om at tilgive vore daglige synder, vil han finde behag i vor bøn. Når vi samvittighedsfuldt går på hans veje og regelmæssigt søger hans åsyn i bøn, kan vi i sandhed være glade i tillid til at vi har et godt forhold til ham. — Fil. 4:4-7.