Lev nu som en ny verdens samfund

„Verdensherredømmet er nu blevet vor Herres og hans Salvedes, og han skal være konge i evighedernes evigheder.“ — Åb. 11:15.

Det følgende er et foredrag, præsidenten for Vagttaarnets Bibel- og Traktatselskab holdt mandag eftermiddag den 20. juli 1953 ved Jehovas vidners stævne for den nye verdens samfund på Yankee Stadium, New York.

 1. Hvorfor er verden stadig den samme gamle verden siden 1914, men hvad har nu vist sig på skuepladsen og tiltrukket sig verdens opmærksomhed?

I SENSOMMEREN 1914, da den første verdenskrigs store kanoner begyndte at brage løs og udspy ild og røg, skulle en ny verdens samfund til at fødes. I de næsten fyrretyve år, der er gået siden da, er der sket bemærkelsesværdige forandringer. Verdenskortet er blevet forandret, mange regeringer har skiftet politisk farve, og menneskemasser har måttet forlade hus og hjem som flygtninge eller er kommet under uønskede voldsherrers undertrykkelse. Intet er sikkert, alt synes at være underkastet stadig forandring, og menneskene hvirvles med af en uimodståelig malstrøm af begivenheder. De ved ikke, hvor de føres hen, men de bevæger sig stadig fremad i det fortvivlede håb, at det bærer mod en ny og bedre verden, en ny verden, skabt ved menneskehånd. Trods alle de politiske, sociale, kulturelle, økonomiske, videnskabelige og religiøse omvæltninger siden 1914 er det dog stadig den samme gamle verden. Det er kun overfladen, der har forandret sig, og kigger vi den efter i sømmene, får vi snart syn for sagn. Ånden er stadig den gamle verdens ånd med de samme selviske skillelinier, der truer med at blive skarpere og skarpere; den arbejder stadig efter de samme selvrådige planer, som den fremholder med samme vante selvsikkerhed; men mere ildevarslende end alt dette, er det faktum, at det stadig er de samme usynlige, overnaturlige magter, der står bag dens forehavender, og som nu udfolder en feberagtig virksomhed. Trods alle disse faktorer, der tager sigte på at holde den gamle verden i live, har en ny verdens samfund vist sig på skuepladsen, og det har erfaret en sådan vækst, at det tiltrækker sig den gamle verdens opmærksomhed. Fra ganske uventet og usandsynligt hold er dette kommet, og den gamle verden følger dette samfund med lange, uvenlige blikke for at se, hvad det bærer i sit skød.

 2, 3. Hvem alene kan vi tilskrive æren for at have skabt den nye verdens samfund, og hvorfor?

² Hvordan blev dette den nye verdens samfund til? Politiske slagord, som dem der blev brugt under den første verdenskrig, for eksempel „Verden må gøres sikker for demokratiet!“, eller de forslag, som regeringsoverhoveder, forretningsmænd og præster fremholdt med henblik på efterkrigstiden, kunne aldrig have tilvejebragt dette den nye verdens samfund. Hele dets væsen tilkendegiver, at det kun kan være blevet til ved Guds magt og visdom og i henhold til hans forunderlige beslutning. Kun han kunne indgive sine lydige tjenere en forestilling om sin forjættede nye verden og forståelse af dens krav, og det har han gjort ved hjælp af sit skrevne ord, Bibelen.

³ Årtier før den første verdenskrig var Gud begyndt at berede et folk, der skulle udgøre dette helt nye samfund i vor tid, anderledes end noget andet. For dette folk afdækkede han sit ords lære, det ord, det religiøse præsteskab havde vendt ryggen, og som deres menigheder havde vendt sig bort fra, fordi de ønskede deres ører kildret med verdslig visdom, tradition og filosofi. Han vækkede sit folk til forståelse af, at tiden til oprettelsen af hans rige, hvorom der så ofte var blevet bedt, var nær. Længe forud for denne begivenhed lod han dem gennem sit ord forstå, at tidspunktet, da Riget skulle tage magten i himmelen og på jorden, var berammet til året 1914, for da ville den tidsfrist, han havde sat for hedningernes uhindrede, jordiske herredømme, der begyndte efter Jerusalems første ødelæggelse i 607 f. Kr., udløbe. Det var presserende nødvendigt for Guds oplyste folk, at de skulle gøre sig rede til den dag, da hans rige skulle udøve sin universelle magt ved hans herliggjorte søn, Jesus Kristus. De gjorde sig ihærdige bestræbelser i denne henseende, og i 1914 kom trængselen over Djævelens verdensorganisation, nøjagtig som det var blevet vist dem.

 4. Hvorfor mente fjenderne, at man ikke kunne vente sig noget af Jehovas tjenere i efterkrigstiden?

⁴ Da en pludselig fredsslutning bragte den første verdenskrig til ophør fire år senere, befandt den Højestes hengivne tjenere sig i en forladt tilstand. Ikke alene havde denne verdensomspændende krig bevirket, at deres forbindelse med brødrene i andre lande var blevet afbrudt, men gennem fire år var de blevet voldsomt forfulgt af ophidsede folkeelementer, der blev ansporet af et intolerant præsteskab. Deres bibelske litteratur var forbudt, ja selv deres personlige eksemplarer af Bibelen var bandlyste, mange af Guds tjenere var i fængsel eller militærlejr, lederne af deres lovmæssigt indregistrerede selskab sad i fængsel idømt hårde straffe uden mulighed for at få deres sag taget op til uhildet og upartisk behandling. De var genstand for stor modvilje og blev hadet af alle nationerne. Deres fjender mente, det var ude med dem! Man kunne ikke vente sig ret meget fra den kant i efterkrigstiden, mente de.

 5, 6. Hvordan førte han resten sammen igen efter den første verdenskrig, og hvordan blev de reorganiseret?

⁵ Men hvor der er liv, er der håb. Den lille, trofaste rest, der stod disse krigserfaringer igennem, klyngede sig stadig til deres Gud, „hvis navn er Jehova“. (Sl. 83:19) De stolede uforandret på hans ord og glemte eller svigtede det ikke. Fjendens rasen havde ikke brudt de bånd, der bandt dem til deres brødre, og uanset hvad fjenden måtte gøre, ville disse bånd atter knytte dem sammen. Nu forstod de meningen med forfølgelsen under verdenskrigen, ja med selve krigen og dens følgesvende: hungersnød, pest, jordskælv og nationernes nød og angst. Det var alt sammen bevis for, at verdens ende var for hånden, og at Guds rige ved hans Kristus nu var en virkelighed. Det gav grundlag for det overraskende budskab, at en stor skare, ja „millioner“ blev tallet anslået til, af nulevende mennesker aldrig skulle dø. Efterkrigstiden åbnede mulighed for, at de atter kunne tjene Jehova Gud, og så længe de havde livsånde i sig, var de fast besluttede på at lovsynge ham blandt alle nationerne.

⁶ Gud læste sit loyale folks hjerter under deres trængsel. Det var ham, der havde bevaret dem gennem alle ildprøverne under den første verdenskrig. Han havde en hensigt dermed. I sin kærlige omsorg løste han dem fra fjendens fangenskab. Ved sin ånds kraft frigjorde han dem fra den trælbindende frygt for mennesker og fra menneskegjorte organisationer. Han reorganiserede dem og anviste dem et arbejde, idet han lod dem forstå, at den forudbestemte tid nu var kommet, da „dette evangelium om Riget skal prædikes over hele jorden til et vidnesbyrd for alle folkeslagene“, og at dette evangelium var det altoverskyggende gode budskab om, at Guds rige var blevet oprettet. — Matt. 24:14.

 7. Hvordan så den nye verdens samfund dagens lys, og hvorfor vil det ikke blive udryddet?

⁷ Nu kan vi se, at Guds hensigt er blevet opfyldt. Ved hjælp af alle brugbare meddelelsesmidler er det gode budskab om Jehovas rige blevet forkyndt. Offentligt og fra hus til hus er der blevet udbredt bøger og blade i millionvis og på mange sprog. Foruden at udbrede disse trykte prædikener har Rigets forkyndere ladet deres røst lyde, idet de har aflagt vidnesbyrd, undervist folk i Bibelen i deres hjem og holdt offentlige foredrag for forsamlinger og i radioen. Hundreder millioner har hørt budskabet om den nye verdens guddommelige regering, og mange af dem hører det gang på gang i årenes løb. Tusinder af læsere og lyttere har erkendt, at det er Guds livgivende budskab, bestemt til at forkyndes på denne dag. De har taget imod det med glæde og har indviet deres liv til ham gennem Kristus Jesus, og de har været med til at holde Rigets iøjnefaldende signal eller banner højt, hvilket har resulteret i, at der nu findes organiserede og rapporterende rigsforkyndere i alle verdensdele og på fjerne øer og strande. Tilsammen udgør disse hundredtusinder et samfund, der ikke er en del af den gamle verden. Denne verdens nationer vil aldrig kunne udrydde dette samfund. Det vil vokse og leve til evig tid, for det er „Jehovas plantning“, og den vil han ikke rykke op. (Es. 61:3; Matt. 15:13) Midt under forfølgelsens ild har han sammensvejset sit folk i dette den nye verdens samfund, og det har han gjort gennem sit ord og sin ånd og den gerning, han har bemyndiget dem til at udføre.

Problemer i forbindelse med dette samfund

 8. Hvorfor kaldes det med rette et „samfund“, og hvorfor vil det fortsætte efter Harmagedon?

⁸ Kan man med rette kalde det et „samfund“? Ja, for det er en kreds af mennesker, kristne mennesker, som er organiseret til og samarbejder i udførelsen af en fælles gerning, idet de regelmæssigt kommer sammen og tilbeder den eneste sande Gud og bestræber sig for at leve efter en fælles målestok, Guds målestok. Dette samfund er ikke indregistreret i nogen politisk stat eller under nogen stats love. Ingen stat kan autorisere et samfund som dette. Dets medlemmer lader sig ikke begrænse af nationer eller verdensriger eller disses magtområde. Menneskers vedtægter ville ikke formå at holde et sådant samfund sammen eller gøre det levedygtigt. Det er Guds skaberværk, skabt ved hans sandhed og hans ånd. Ganske vist har det indtil nu samarbejdet med det lovformeligt indregistrerede selskab, Vagttaarnets Bibel- og Traktatselskab, og har i sin udgivervirksomhed benyttet dette selskab som sit administrative og lovformelige redskab. Men dette samfund vil ikke forgå, om også Vagttaarnsselskabet mister sit juridiske ståsted, enten ved at Vagttaarnsselskabet opløses af en fjendtlig regering, således som det skete, dengang afdelingskontoret i Østtyskland først blev lukket af nazisterne og nu for nylig af den kommunistiske regering, eller ved at den myndighed, der står for autorisationen, går til grunde i Harmagedonslaget. Der eksisterede et Vagttaarnsselskab, som virkede for udbredelsen af Guds budskab, også før Zion’s Watch Tower Tract Society blev indregistreret i 1884 i henhold til staten Pennsylvanias love. Når Harmagedonslaget udsletter den gamle verden, vil den nye verdens samfund fortsætte sin eksistens, for det vil være godkendt og bemyndiget af den regering, der da alene vil være ved magten, Guds regering. Det vil danne grundlaget, kernen, fra hvilken den „nye jords“ befolkning vil vokse frem og opfylde denne planet. — 2 Pet. 3:13.

 9. Hvorfor vil vi som medlemmer af dette samfund blive stillet over for problemer i denne overgangsperiode?

⁹ Som medlemmer af den nye verdens samfund vil vi naturligvis komme til at stå over for problemer. Vi er endnu ikke blevet den gamle verden kvit. „Nationernes fastsatte tider“ ophørte i 1914, men dermed ophørte ikke den gamle verden, for det var kun begyndelsen til „endens tid“ for verden. Efter det år blev Satan Djævelen og hans dæmoner kastet ud af himmelen, men det betød ikke, at hans verden blev tilintetgjort. Det bevirkede blot, at denne verdens usynlige åndekræfter måtte begrænse deres virksomhed til jordens nærhed. Den gamle verden er her stadig. Dens interesser er i modstrid med den gryende nye verden. Denne konflikt skaber vanskeligheder for os i overgangsperioden.

10. Hvordan kan vi undgå at blive fordømt sammen med verden og i stedet fordømme verden?

¹⁰ Vi er omgivet af en verden, der er fuld af kævl, af race- og religionshad, af nationale traditioner, hovmod og rivaliseren og af utallige andre skranker og skillelinier. Medlemmerne af den nye verdens samfund kommer fra alle folkeslag og stammer, men de ting, der skaber vanskeligheder, må ikke tages med ind i dette samfund. De vil ikke overleve Harmagedon. Der må og vil de blive kvalt. Det gavner os altså ikke at hænge ved sådanne ting eller blande os i dem. Vi må give afkald på disse verdslige former for selviskhed, på denne misundelse og egoistiske ærgerrighed, på disse sekteriske fjendtligheder og forfølgelser og andre manifestationer af den ånd, der kommer fra Djævelen, „denne tingenes ordnings gud“. Vi nærer intet ønske om, at vi en dag skulle komme til at stå Gud til regnskab for den gamle verdens regeringsordninger eller stridigheder. Vi ønsker ikke at være meddelagtige i menneskeslægtens samfundsansvar for alt dette, som er i modstrid med Gud og hans rige. Holder vi os ikke uplettede af denne verdens politik og konflikter, vil vi blive fordømt sammen med verden. Vi har imidlertid den forret, at vi kan følge Noas eksempel, han, der før Vandfloden „i tro byggede . . . varslet af Gud om det, som endnu ikke var at se, en ark til frelse for sit hus; og ved den tro blev han en dom over verden“. — 1 Kor. 11:32 og Hebr. 11:7.

11, 12. Hvorfor indtager vi nu samme stilling som Jesus, dengang han vandrede her på jorden, og hvorfor må vi indtage denne stilling?

¹¹ Som kristne befinder vi os i samme stilling som Jesus, vor leder, gjorde, dengang han var her på jorden. (Joh. 17:14, 16; 15:19) Vi er i verden, men vi er ikke en del af den, og vi er ikke venner af den. Vi er venner af Guds nye verden; vi støtter dens guddommelige regering, der er oprettet i himmelen. Det gør, at verden betragter os som sine fjender, men der er ingen anden måde, hvorpå vi kan være Guds venner. Vi elsker den nye verden og ser frem til den, og det betyder, at den himmelske Faders kærlighed er i os. Det må være sådan, for i 1 Johannes 2:15-17 får vi denne befaling: „Elsk ikke verden, ej heller det, der er i verden! Hvis nogen elsker verden, så er Faderens kærlighed ikke i ham. Thi alt det, der er i verden, kødets lyst og øjnenes lyst og pral med jordisk gods, er ikke af Faderen, men af verden. Og verden forgår og dens lyst; men den, der gør Guds vilje, bliver til evig tid.“

¹² Denne verden er præget af krig og strid, af higen efter sanselige fornøjelser, af mord og begær. Discipelen Jakob fordømte de kristne, som vendte tilbage til sådanne ting, til ulovligt samkvem med verden: „I utro! ved I ikke, at venskab med verden er fjendskab med Gud? Den, der gerne vil være verdens ven, gør sig altså til Guds fjende.“ (Jak. 4:1-4) Apostelen Paulus var ikke ven med verden. Verden betragtede ham som en forbandet, som en forbryder, dømt til døden på en marterpæl, til gengæld betragtede apostelen verden som forbandet og fordømt. Derfor sagde han: „Men det være langt fra mig at rose mig af noget andet end vor Herres Jesu Kristi kors [marterpæl, NW], ved hvem verden er korsfæstet [pælfæstet, NW] for mig, og jeg for verden.“ — Gal. 6:14.

13. a) Hvilken verden bør vi elske, og hvorfor? b) Hvorfor betyder det ikke, at vi hader alt og alle?

¹³ Hvor vidunderligt vil det ikke blive at overleve Harmagedonslaget og leve i en verden, vi kan elske, en verden, vi kan være venner med, som vi kan være i og være en del af uden at gøre os til Guds fjender! Det er den verden, Jehova Gud elskede så højt, at han gav sin enbårne søn, for at hver den, som tror på ham, ikke skal gå til grunde, men vinde det evige liv. (Joh. 3:16) Vi må elske den verden, Gud elskede så højt. Så vil vi aldrig blive skuffet i vor kærlighed, for den nye, retfærdige verden vil aldrig ophøre. At vi ikke elsker eller ikke er venner med den gamle verden, vil ikke sige, at vi hader menneskeheden eller er hadsk indstillet over for alle andre, lige så lidt som disciplene Johannes, Jakob og Paulus, der skrev, som de gjorde i deres breve, var det. Hvis vi hadede alt og alle, ville vi trække os tilbage fra ethvert samkvem med andre mennesker, således som religiøse munke og nonner gør det, og vi ville ikke blive ved med at gå fra dør til dør og advare folk fra Gud ved vort mundtlige vidnesbyrd eller ved hjælp af det trykte ord og ved indstændigt at opfordre dem til at „lade sig forlige med Gud“. (2 Kor. 5:20) Det største bud, der nogen sinde er blevet givet, er det, at vi skal elske Gud først, det vil sige af hele vort sind, vort hjerte, vor sjæl og af al vor styrke, og skal vi give udtryk for vor kærlighed til Gud, må vi adlyde det andet store bud om at elske vor næste som os selv. Det bestræber vi os for at gøre, idet vi forlader vore egne hyggelige hjem og opsøger vore medmennesker i deres hjem og deler det gudgivne budskab med dem, for at de, ligesom vi selv, kan blive frelst og komme med i den nye verden.

14. Hvorfor bør vi ikke kaste blikket tilbage på denne verden, og hvis eksempel bør vi huske?

¹⁴ Dog kunne vi aldrig være venner med denne verden i dens ønsker, dens mål, dens ærgerrighed, dens politik, dens ordninger, dens religioner og filosofier uden samtidig at være religiøse hyklere og blive hadet af Gud. Vi har taget imod hans opfordring til at forlade denne verden, og skulle vi nu se tilbage på den, som var vi gået glip af noget værdifuldt, ville vi gøre os selv til Guds fjender og fortjene undergang. Jesus sagde: „Tænk på Lots hustru!“ Hvorfor? Fordi hun, dengang hun var på flugt fra Sodoma, og fortærende ild regnede ned fra himmelen, vendte sig om og så sig tilbage i ulydighed; det sinkede hendes flugt, og hun blev dækket af kvælende salt og forvandlet til en saltstøtte, til advarsel for alle vendekåber og overløbere. — Luk. 17:32, 33

15. På hvilket punkt er verden enig, skønt den ellers er uenig, og hvorfor?

¹⁵ Nu lever vi i en verden, der er delt i to store blokke, den kommunistiske blok og den demokratiske blok. Skønt de to blokke i politisk, økonomisk og social henseende står som modsætninger, er der dog beviser for, at de begge er enige på eet punkt, nemlig i deres modstand mod den nye verden. Hvorfor er de det? Fordi den nye verden hverken følger den enes eller den andens ideologi. Den nye verdens samfund er teokratisk, og det vil den retfærdige nye verden også være. Dette samfund anerkender Gud som den retmæssige hersker, himmelens og jordens store enehersker. Det bygger på denne kendsgerning i sin organisation og virksomhed og holder sig til hans ord, Bibelen, som sin øverste lov. I året 1914 udløb „nationernes fastsatte tider“, og da lod Jehova sin søns, Jesu Kristi, rige fødes. Altså kan vi nu sige med ordene fra Esajas’ profeti: „Jehova er vor dommer, Jehova er vor hersker, han bringer os frelse.“ — Es. 33:22.

Vi er nu under Riget

16. Hvilke magtfaktorer lever vi under nu, og hvordan bør vi leve under dem?

¹⁶ Det er et virkeligt rige, vi nu lever under. Denne verdens kongeriger og republikker lever naturligvis også under Riget, men de virker ikke som dets repræsentanter og er ikke politiske udtryk for det og heller ikke dets loyale undersåtter. Tværtimod er de fjender af det, og de vægrer sig ved at anerkende dets eksistens og overhøjhed og raser imod det. Derfor er de bestemt til at blive knust af Jehovas salvede konges, Jesu Kristi, jernstav. Men så længe Kongen lader disse politiske magter bestå på jorden og vælger at regere midt iblandt sine fjender, så længe må den nye verdens samfund leve under disse synlige magtfaktorer. Det må leve fredsommeligt og ikke deltage i nogen form for oprørskhed. I Guds ord får vi formaning til at adlyde alle retfærdige menneskelove. Men opstår der en uoverensstemmelse mellem Guds lov og jordiske diktatorers eller andre lovgivende myndigheders love, må vi vise, at vi anerkender Jehovas overhøjhed i himmelen og på jorden og følger det teokratiske eksempel, apostelen Peter satte os, dengang han for Jerusalems højesteret erklærede: „Man bør adlyde Gud mere end mennesker.“ — Ap. G. 5:29.

17. Hvorfor er det ret og rimeligt, at vi giver Guds regering og love førstepladsen og kun giver kejseren, hvad der tilkommer ham?

¹⁷ Det er kun ret og rimeligt. Selv om vi lever under denne verdens politiske systemers umiddelbare styre, må vi alligevel spørge: Under hvad lever disse politiske systemer? Selv om de forsøger at gøre sig til jordens herrer, lever de så ikke under himmelen, og altså under det himmelske styre? Naturligvis gør de det! Det himmelske styre er Guds regering ved hans søn, Jesus Kristus, der er indsat på tronen. Med dette for øje anerkender vi Jehova Guds overhøjhed og giver hans regering og love førsterangen. De menneskelige regeringsfaktorer betaler vi kun, hvad vi skylder dem for de begrænsede tjenester og goder, vi nyder fordel af. Det er alt, hvad der tilkommer dem. Denne generation står over for Harmagedonslaget, krigen i universet, og disse regeringsfaktorer vil ikke beskytte os eller vore ejendele i dette slag. De vil ikke føre os igennem Harmagedon og ind i den nye verden, for de vil selv blive knust som potteskår. — Sl. 2:1-9.

18. Hvornår vil vor gæld til kejseren ophøre, og hvilken gæld vil de politiske regeringer komme til at betale Gud, og hvorfor?

¹⁸ Vi må tilbagebetale og yde Jehova Gud det, der tilkommer ham, hvis vi skal overleve Harmagedonslaget, eller hvis vi, om vi dør forinden, skal blive oprejst til liv i hans nye verden efter Harmagedon. Da vil vi intet skylde „kejseren“, for til den tid vil denne verdens politiske regeringer være forsvundet fra skuepladsen. Det, de skylder Jehova Gud, fordi de har forfulgt hans folk, vil de komme til at betale med deres egen eksistens. (Matt. 22:21) Det var på sin plads, ja en faderlig pligt, at Jehova Gud udøste sin vrede over sit folk på grund af dets fejl og mangler, og at han straffede det under den første verdenskrig. Men det tilkom ikke de politiske systemer, der handlede som de religiøse systemers sværd, at undertrykke, forfølge og i ondskab søge at tilintetgøre Jehovas folk, og ikke nok med det, men at fortsætte dermed efter den første verdenskrig. „Så siger Hærskarers Jehova: Jeg er fuld af nidkærhed for Jerusalem og Zion og af harme mod de trygge hedninger, fordi de hjalp til at gøre ulykken stor, da min vrede kun var lille.“ — Zak. 1:14, 15.

19, 20. Hvorfor er Riget, skønt det er himmelsk, mere virkeligt for os end de Forenede Nationer med deres hovedsæde og bygningsværker?

¹⁹ At Riget er blevet oprettet i de usynlige himle i året 1914, forekommer måske de verdslige politikere meget uvirkeligt, men for os er det en virkelighed, ja en langt større virkelighed end de Forenede Nationer. De Forenede Nationer har nu et regeringssæde med sekretariat og repræsentantskabsbygninger i New York, beliggende på den vestlige bred af East River. Det vil måske få dig til at spørge: Hvordan kan Riget være en større virkelighed end disse synlige, håndgribelige ting? Dertil vil vi svare, at der ikke behøves officielle bygninger af mursten, cement og stål, opført af mennesker for at bevise en regerings eksistens. Jehovas universelle regering kan fungere uden bogstavelige bygningsværker her på jorden. I Edens paradis havde det første og fuldkomne menneskepar, Adam og Eva, ingen menneskegjorte bygninger ved bredden af floden i Edens have som et symbol på, at Jehova udøvede et teokratisk styre over dem, og de blev ikke bebyrdet med skatter, for at sådanne bygninger kunne blive opretholdt. Langt senere havde den hellige by Jerusalem et tempel, der var indviet til Jehova Gud og bar hans navn, men efter Kristi komme har sande kristne, der tilbeder Gud i ånd og sandhed, ikke haft nødig at bygge et sådant tempel for at kunne udøve sand tilbedelse eller som et symbol på dens eksistens.

²⁰ At en regering eksisterer bevises derved, at den har undersåtter, der underkaster sig dens magt. Vi viser trofast lydighed mod en regering ved at anerkende den og underkaste os dens bestemmelser. At Riget er en virkelighed og har taget sin magt, understreges ikke for os ved nogen bygninger, officielle uniformer, flag, emblemer eller hæderstegn, men ved synlige tegn på jorden. Guds ord, Bibelen, forudsagde, at disse ting skulle være tegn på Rigets oprettelse og ikrafttræden, og blandt dem var den første verdenskrig, der begyndte i 1914, efterfulgt af nød og forvirring blandt folk og nationer, der ikke vidste, hvordan de skulle finde en udvej af denne krise, der var uden sidestykke. Mest overbevisende af alt er den kendsgerning, at der nu udføres et arbejde for Riget, således som det blev forudsagt i de guddommelige profetier, og at det udføres på trods af al modstand og vil fortsætte, til enden kommer i Harmagedonslaget. — Matt. 24:3-14.

21. Hvordan følger vi Abrahams troseksempel, og hvordan udholder vi i lighed med Moses de nuværende konsekvenser af vor tro?

²¹ Hvorfor skulle Riget ikke være en virkelighed for os, når vi bliver stillet over for disse virkeligheder? Vi vandrer i tro ligesom fortidens patriark Abraham. Han satte ikke sin lid til de bogstavelige bygningsværker i byen Ur i Kaldæa og ventede ikke, at de skulle hidføre en varig regering. På Jehovas anvisning forlod han Ur for at drage til det forjættede land. „I tro bosatte han sig i det forjættede land som i et fremmed land og boede i telte med Isak og Jakob, medarvingerne til den samme forjættelse; thi han ventede på staden med de faste grundvolde, hvis bygmester og skaber er Gud.“ Nu er vi bedre stillet end Abraham, Isak og Jakob: „I tro døde alle disse uden at have opnået, hvad der var forjættet; men de så og hilste det i det fjerne og bekendte [erklærede offentligt, NW], at de var fremmede og udlændinge på jorden. . . . men nu står deres hu til et bedre, nemlig det himmelske fædreland [et bedre sted, et, der hører himmelen til, NW]; derfor skammer Gud sig ikke ved dem, ved at kaldes deres Gud; thi han har beredt dem en stad.“ (Hebr. 11:8-10, 13, 14, 16) Ligesom disse trofaste patriarker bekender vi, som hører til den nye verdens samfund, at vi er fremmede og udlændinge i denne gamle verden. Det tilkommer ikke os at blande os i dens politik og blodige stridigheder, så meget mere som vi nu ser, at Riget, staden med de virkelige grundvolde, som er bygget og skabt af Gud, har taget magten og udøver sit herredømme. Skønt vi bliver hadet af hele verden, fordi vi ikke vil have noget med den at gøre, udholder vi dette had i Guds kraft. Med blikket åbent for Riget, der ligger foran os, gør vi ligesom den trofaste Moses: „Thi han holdt ud, som om han så den usynlige.“ — Hebr. 11:27.

Det er tid til at adlyde

22, 23. a) Hvad må skabninger og nationer i himmelen og på jorden regne med siden 1914? b) Hvad gjorde israelitterne, før de fik en konge, og hvorfor bør vi ikke følge deres eksempel nu?

²² Hvad enten vi befinder os inden for eller uden for den nye verdens samfund, bør vi alle vide, at den kendsgerning, at Jehovas rige er oprettet, og at hans konge er indsat på tronen, pålægger os et særligt ansvar. I overensstemmelse med vor tro bør vi i alvor røgte dette ansvar. En ny magt er trådt i kraft i universet. Det er den længe lovede teokratiske regering, universets regeringsorganisation, der er indviet til hævdelsen og herliggørelsen af Jehovas overhøjhed. Alle skabninger og alle organisationer i himmelen og på jorden må regne med denne nye faktor, Riget. Vi kan ikke tillade os at bære os ad som fortidens israelitter. Efter at de var gået over Jordan og havde bosat sig i Palæstinas land, var Jehova i mange århundreder deres usynlige hersker, deres konge. De havde ikke nogen synlig konge af Davids kongelige slægtslinie, men Gud oprejste dommere til at herske over dem og udfri dem fra deres fjender. (1 Sam. 8:7; 12:12) For en stor del tolkede de selv den teokratiske lov, Jehova havde givet dem, da han sluttede sin pagt med dem som folk betragtet, eller de lod ganske hånt om den. Forholdene på den tid beskrives således: „I de dage var der ingen konge i Israel; enhver gjorde, hvad han fandt for godt.“ — Dom. 17:6; 21:25.

²³ Så længe de holdt sig inden for rammerne af Guds lovpagt, var der intet urigtigt heri. Det viste, hvor stor handlefrihed de havde. Men at ignorere Gud og stole på deres egen forstand og gøre, hvad de selv fandt for godt, var forkert og uteokratisk, selv før der var nogen synlig konge i Israel. I sin afskedstale til israelitterne, der endnu opholdt sig på den anden side af Jordanfloden, advarede Moses dem mod dette og sagde: „I må ikke bære jer ad, som vi nu for tiden gør her, hvor enhver gør, hvad han finder for godt; thi endnu er I jo ikke kommet til det hvilested og den arvelod, Jehova din Gud vil give dig.“ (5 Mos. 12:8, 9) Oprettelsen af et synligt kongedømme over israelitterne betød for dem en nyordning, under hvilken der blev givet dem særlige anvisninger og stillet større krav til dem. Det betød en strammere organisering som nation og også, at de ville komme til at føle deres herskers magt og myndighed langt mere.

24. Hvilken lighed er der mellem de kristnes forhold før 1914 og israelitternes, før de kom ind under Davids kongedømme, og hvem hersker nu over os?

²⁴ Inden Riget blev overgivet i den herliggjorte davidsøns, Jesu Kristi, hænder, rådede der blandt Jehova Guds trofaste folk forhold meget lig dem, der gjorde sig gældende blandt israelitterne, inden de kom ind under Davids kongedømme. De kristne var vant til at gøre, hvad de fandt for godt. Da de mente, at det demokratiske regeringssystem og en levevis, der var i overensstemmelse med de vestlige demokratier i verden, var den bedste og den metode, hvorefter menighederne dengang burde organiseres og virke, forsøgte de at sammenblande demokrati med de anvisninger, der gives i Bibelens hellige skrifter. Det førte til mange forskelligartede, private fortolkninger af Bibelen og til personlige forudsigelser om fremtiden og til meget lokalt magtstræv og partivæsen og til kamp og kappestrid i forbindelse med besættelsen af officielle stillinger. Men siden 1914, og i særdeleshed siden Jehovas folks gensamling efter den første verdenskrig, vil ingen, der er loyal mod Jehovas rige, følge den fremgangsmåde, at de som enkeltpersoner eller som menigheder gør, hvad de finder for godt. Forholdene er ikke længere som på dommernes tid. Nu har vi en konge over os! Denne konge „af Guds nåde“ står over alle andre konger på jorden. Jehova Gud sagde: „Jeg gør ham til førstefødt, den største blandt jordens konger.“ (Sl. 89:28) Han er ikke bare en topfigur, et nationalt symbol, med en statsminister som den egentlige regent og med et ting eller et parlament som den lovgivende myndighed og et retsvæsen, der gør ham opmærksom på, hvad der er lovligt og i overensstemmelse med forfatningen eller ej. Han er kongers konge og herrers herre ved Jehovas dekret. Han er enevældig hersker under sin Gud Jehova. Vort liv afhænger af, om vi respekterer denne kendsgerning!

25. Hvilken forskel gør sig nu gældende ved en sammenligning mellem resten af de trofaste kristne, der er blevet udfriet af nutidens Babylon, og den jødiske rest, da den vendte tilbage fra Babylon?

²⁵ Jehovas teokrati virker, og hans magt som den universelle overordnede bliver nu lagt for dagen på en kongelig måde gennem hans søns, Jesu Kristi, kongelige styre. „Nationernes fastsatte tider“, hedningetiderne, er forbi, og de politiske nationer i denne gamle verden befinder sig i den meget korte „endens tid“. Siden den første verdenskrigs afslutning i 1918 har en rest af trofaste kristne atter vendt sig til tilbedelsen af Jehova i hans åndelige tempel. Nu er det anderledes end på Zerubbabels tid, dengang en rest af jødiske troende vendte tilbage fra Babylon med perserkongen Kyros’ tilladelse og ifølge hans dekret. Da var „nationernes fastsatte tider“ kun lige begyndt, idet der var gået 70 af de 2520 år, der skulle hengå, og den genfødte Israels nation var afhængig af det persiske verdensrige. Nu har Jehova oprejst den større Kyros i nøje overensstemmelse med sit ord, og hans konge har udfriet Guds folk fra denne babyloniske verden. (Es. 44:28 til 45:13) Vi står i gæld til det himmelske rige og er afhængige af den større Kyros, Jesus Kristus, der nu hersker midt iblandt sine fjender, hedningemagterne, hvis „fastsatte tider“ udløb i 1914.

26. Udøver Guds søn siden 1914 kun åndelig kongemagt over sine efterfølgere, og hvorfor bør vi så ikke handle egenrådigt?

²⁶ Forholdene må derfor være anderledes for os kristne nu, end de var forud for 1914, og før vi blev udfriet fra nutidens Babylon. Før 1914 og helt fra apostlenes dage har det kunnet siges om os kristne, at „Faderen . . . friede os ud af mørkets magt og førte os over i sin elskede søns rige“. (Kol. 1:12, 13) Men nu har denne Guds elskede søn mere end åndelig kongemagt over sine egne efterfølgere. Han er blevet indsat på tronen, for at han skal herske midt iblandt sine fjender i himmelen og på jorden og knuse nationerne i Harmagedonslaget og rent bogstaveligt overtage herskermagten over jorden. Hans er retten til at eje og styre jorden. Han opretholder Teokratiet, benytter Guds styreform og hævder Jehovas overhøjhed på denne jord. Han straffer i hast enhver uteokratisk fremgangsmåde. Vi må tage os i agt for ham i Harmagedon. Vi vover ikke at handle egenrådigt i religiøse spørgsmål. Vi kan ikke gøre, som vi finder for godt. Vi må være teokratiske i tanke, handling, tilbedelse og organisation og sætte Guds styre over menneskers styre. Vi kan ikke afsondre os eller optræde som enere, hvem det piner at underkaste sig de forpligtelser og begrænsninger, det medfører at høre til en organisation, eller gøre indvendinger imod at lade os organisere med Gud som den store overordnede og os selv som de underordnede.

27. Hvad betyder Riget nu for Guds folk på jorden, og hvorfor bør vi ikke lægge selvrådighed for dagen?

²⁷ Hvis vi tror på Riget, hvis vi i kærlighed er loyale mod Guds salvede konge, vil vi med glæde adlyde hans instruktioner og anordninger gennem hans synlige, teokratiske organisation. Riget betyder fastere organisering af Guds folk på jorden. Det er en tvingende nødvendighed, hvis vi skal kunne stå fjendens forenede styrker imod og overvinde verden. Ingen kan gøre det på egen hånd, og Kongen vil ikke samarbejde med selvrådige personer. Han tager sig af sin hjord, sine organiserede undersåtter. Hvis vi nægter at følge organisationens anvisninger, hvis vi svigter vore menighedsforsamlinger bare for at undgå at lade os organisere og kaste de dermed følgende forpligtelser af os, hvad vil vi så gøre efter Harmagedonslaget? Vil der være personer med særstandpunkter efter Harmagedon, sådanne, som vil være sig selv nok og leve som eneboere og sky samkvem med andre mennesker og foretrække at leve med dyrene? De, som nu svigter deres organiserede menighed, der skal overleve Harmagedon, vil aldrig overleve dette slag og komme med i den nye verden og leve under dens teokratiske ordning. Vi må, ligesom Noas familie, alle gå ind i arken!

28. Hvordan skal vi overvinde vore indbyrdes vanskeligheder?

²⁸ At være så nært knyttet sammen inden for organisationens rammer, mens vi er ufuldkomne og har vore selviske sympatier og antipatier og tilbøjeligheder, kan midlertidigt medføre gnidninger og vanskeligheder. Men hvis vi bestræber os for at have samme sindelag og ånd som Kristus og i kærlighed affinder os med hinanden, vil vi kunne overvinde vore vanskeligheder og holde sammen for den store, fælles sags skyld. Vi vendte ikke den gamle verden med dens kiv og kævl ryggen, bare for at vi skulle kaste os ud i egne stridigheder. Vi må lære at overvinde vore indbyrdes vanskeligheder og at få dem ud af verden nu. Det vil være langt bedre end at have dem at slås med efter Harmagedon. Paulus sagde: „Bliver I vrede, da synd ikke; lad ikke solen gå ned over jeres vrede; giv ikke heller Djævelen råderum!“ (Ef. 4:26, 27) Det vil nu være klogt at sige: Lad ikke Harmagedonslaget komme over dig som en tyv, mens du er vred på din broder eller opirret imod ham. Søg fred og harmoni med din broder nu. Den nye verdens samfunds bog, Bibelen, fortæller dig, hvad du skal gøre. — Matt. 18:15-17.

Samfundets fælles sprog

29. Vil der være nationalistiske skillelinier efter Harmagedon, og hvilket sprog vil der blive talt?

²⁹ Vil de overlevende umiddelbart efter Harmagedonslaget leve under nationalistiske regeringer, der stiller hinanden modsatte loyalitetskrav, rivaliserer, hæger om stolte traditioner, nærer ældgammelt had og lægger mistænksomhed for dagen? Nej, ikke når Kongen har svunget sceptret over de rasende nationer. De, som overlever Harmagedonslaget, vil være sådanne, der har forladt den gamle verden, og som har hævet sig op over det selviske uvæsen, denne „tingenes ordnings gud“ har sået spiren til. For en tid vil der være forskellige sprog. Men alle de overlevende vil alligevel udgøre een teokratisk familie, ligesom vi nu er „een hjord, een hyrde“. (Joh. 10:16) Der vil ikke være nogen nationer, men alle vil være den nye verdens borgere og underlagt een konge. Det vil være, som det nu er med Kristi legeme, hvor der ikke er „forskel på græker og jøde, omskåren og uomskåren, barbar, skyte, træl og fri, men Kristus er alt og i alle“. (Kol. 3:11) Jehova Gud har allerede skænket sit folk, der er taget fra alle forskellige nationer, et „rent sprog“, og det bliver sproget, alle vil tale lige fra den nye verdens første begyndelse, det teokratiske riges sandhed.

30. Hvilket vigtigt krav stilles der nu til os i lighed med det, der blev stillet til israelitterne, dengang de blev udfriet fra Babylon?

³⁰ Skal vi forblive i den nye verdens samfund, er betingelsen, at vi taler sandhed. Satan Djævelen er „løgnens fader“, og løgn kendetegner den ordning, hvis gud han er. (Joh. 8:44) Noget af det, vi må kæmpe hårdt for, er at blive de løgne kvit, som vi har fået i arv, dengang vi var en del af hans gamle verden, navnlig de religiøse løgne. Da fortidens israelitter var blevet udfriet fra det mægtige Babylon, gav Jehova Gud dem gennem sin profet Zakarias denne befaling, der ville betyde fremgang for dem, såfremt de adlød den: „Men hvad I skal gøre, er dette: Tal sandhed hver med sin næste, fæld i jeres porte domme, der hviler på sandhed og fører til fred, tænk ikke i jeres hjerter ondt mod hverandre og elsk ikke falske eder! Thi alt sligt hader jeg, lyder det fra Jehova.“ Fordi man i Jerusalem trofast talte sandhed hver med sin næste og uden partiskhed fældede redelige domme i byportene og ikke svor falsk for at skade næsten og volde ham ondt, fik den navnet „den trofaste by“ eller „sandhedens by“ (AS). (Zak. 8:16, 17, 3) Apostelen Paulus indså, at det var et krav, der også gjaldt de kristne på hans tid. Efter at han havde formanet dem til ikke vedblivende at vandre som de verdslige nationer i deres sinds tomhed, men at iføre sig en ny personlighed, fortalte han dem, hvordan de kunne gøre det: „Derfor aflæg løgn og tal sandhed, hver med sin næste; vi er jo hverandres lemmer.“ — Ef. 4:25.

31. Hvad vil det sige, at vi skal tale sandheden, og hvis vi gør det, hvad vil organisationen så blive kendt som?

³¹ Det samme krav stilles også til den nye verdens samfund, hvis medlemmer er blevet udfriet fra en falsk og hyklerisk verden. Vi må lægge vægt på at tale sandhed. Det vil sige, at vi bør aflægge den gamle verdens løgne og ophøre med at dyrke løgnen i selvisk øjemed. Det vil sige, at vi må frigøre os for falske religioners løgne, der spotter Guds navn og forvænger hans hensigter og frelsesforanstaltninger og fører menneskeheden i undergang i Harmagedonslaget. „Sandheden skal frigøre jer,“ sagde Jesus, og den sandhed finder vi i Guds ord. Det er denne sandhed, vi må tale hver med sin næste i den nye verdens samfund til gensidig opbyggelse af vor højhellige tro. (Jud. 20) Det er den sandhed, vi bør forkynde uden for den nye verdens samfund, for at andre sandhedstørstende og retfærdshungrende sjæle kan være med i dette samfund og opnå tilfredsstillelse og frigørelse. Det er især nødvendigt i visse lande, hvor alle beboere i en landsby eller et område er medlemmer af den nye verdens samfund. De tør ikke løbe den risiko at holde sig for sig selv og bare nyde sandheden og freden inden for deres egne rækker og skubbe vidnegerningens arbejdsbyrde fra sig. For at undgå at blive selviske må de tage ud og forkynde sandheden for sådanne, som endnu er bundet i vildfarelsens lænker, og være med til at hjælpe andre i arbejdet med at udbrede sandheden. Når vi ihærdigt og vedholdende taler den teokratiske sandhed med vor næste fjern og nær, vil den nye verdens samfund for alvor blive kendt som en sandhedens organisation.

32, 33. a) Hvordan har Jehova oprejst dommere og rådsherrer for os som i fordums tid? b) Hvilken pagt sluttede Jehova med israelitterne i Moab, og hvad formanede Moses dem til at gøre?

³² I sin profeti om den herlige tid, da Jehovas folk skulle genopleve teokratisk organisering og virksomhed, fremholdt Esajas det løfte, Jehova havde givet: „Jeg giver dig dommere som fordum, rådsherrer som før; så kaldes du retfærdigheds by, den trofaste stad.“ (Es. 1:26) Da Jehova Gud nu har indsat sin konge på tronen som vor dommer og „Underfuld-Rådgiver“, har han genoprettet de samme forhold, som rådede, dengang Jesus vandrede her på jorden som menneske, og nu høster vi mere end nogen sinde før gavn af alt Guds råd i hans ord, der åbenbares for os i større og større udstrækning. Det påhviler os nu at bevise, at vi er et trofast samfund, en loyal repræsentant for Guds himmelske Jerusalem, den „trofaste stad“, der er oventil. Vi indtager nu samme stilling som israelitterne, dengang de opholdt sig på Moabs sletter, lige inden overgangen over Jordan skulle finde sted, og da de skulle drage ind i det forjættede land. Da Moses vidste, at han skulle dø inden en måned, sammenkaldte han israelitterne og gentog den lovpagt for dem, som Jehova havde indgået med dem ved Horebs bjerg i Arabien, og tilføjede visse forandringer, der skulle træde i kraft under de nye forhold i det forjættede land.

³³ Efter beretningen om, hvordan Moses gentog den teokratiske lov der i Moab, læser vi: „Det er den pagts ord, som Jehova bød Moses at slutte med israelitterne i Moabs land foruden den pagt, han havde sluttet med dem ved Horeb.“ (5 Mos. 29:1) Man plejede at kalde den „troskabspagten“, men den var i virkeligheden en pagt, der gjaldt den gentagne lov tillige med en ændret form af Horeb-pagten, der tog sigte på de anordninger, som skulle træde i kraft i det forjættede land. Denne bog i Bibelen, som vi kalder 5 Mosebog, kaldes i Septuaginta-oversættelsen Deuteronomium, det vil sige en gentagelse af love, som tidligere er givet. Den bekræftede og forstærkede Lovpagten, der var blevet givet Israels folk ved Horebs eller Sinajs bjerg. Det var efter, at Moses havde forelagt dem pagten på Moabs sletter, at han indtrængende opfordrede dem til at forblive trofaste mod denne pagt, idet han tog himmelen og jorden til vidne mod dem på, at han havde forelagt dem livet og døden, velsignelsen og forbandelsen, og at de skulle vælge livet ved trofast at holde pagten og således fortsætte i Guds gunst og under hans velsignelse.

34. Hvordan får vi Jehovas teokratiske love og krav gentaget for os nu, og hvorfor er det under de nuværende forhold, at vi må vælge livets vej?

³⁴ Siden vi blev udfriet fra nutidens Babylon i 1919, og inden vi kommer ind i den nye verden efter Harmagedonslaget, får vi Jehovas teokratiske love og krav gentaget som aldrig før i de kristnes historie. Hele Bibelen lukkes op for os. Det er Jehovas større Moses, Jesus Kristus, der lukker den op. Vi får kravene for den nye verdens samfund indprentet gang på gang, for at vi kan lære at vælge livets vej og forblive i Guds gunst og modtage hans velsignelse; måske får vi endogså lov at blive bevaret under Harmagedonslaget og komme med i den nye verden lige fra begyndelsen. Vi må træffe vort valg nu i lyset af den åbenbarede teokratiske lov. Det er nu, vi skal opfylde de teokratiske krav, nu i „endens tid“ og ikke lige efter Harmagedonslaget. Når dette slag er udkæmpet, vil vi ikke være omringet af hedenske nabofolk, således som israelitterne var det, efter at Moses døde, og da de drog over Jordan og ind i det forjættede land. Nej, i den nye verden vil der ikke være nogen hedninger og nabofolk, der dyrker falsk religion, for de vil ikke overleve Harmagedon eller være der til at omringe os og friste os til at tilbede deres falske guder eller give os deres sønner og døtre til ægte, mod at vi giver dem vore, og således få os til at indgå pagter og forbund til skade for os selv. Det er nu, vi har den slags at kæmpe imod. Det er derfor, den større Moses har gentaget og udvidet Guds love og krav til os.

35. Hvorfor bør vi vise udholdenhed nu under modgang, og hvad formaner den større Moses os til?

³⁵ Det er nu, vi må beslutte os til at bevare vor retskaffenhed og være trofaste mod Teokratiet, for at vi kan vise os værdige til at leve i den kommende nye verden under den eneste sande Gud. Hvis vi holder ud nu under modstanden fra denne fjendtlige, gamle verden, vil det være os en hjælp til at forblive trofaste under den nye verdens uafbrudte åndelige fremgang og velstand, for til den tid vil vi ikke blive udsat for Djævelens og hans fordærvede, selviske verdens fristelser. Det er nu, det er den belejlige tid, da vi som medlemmer af den nye verdens samfund bør træffe vort endelige valg mellem de to veje, den større Moses forelægger os. Hans indtrængende formaning lyder: „Så vælg da livet, for at du og dit afkom må leve, idet du elsker Jehova din Gud og adlyder hans røst og hænger ved ham; thi deraf afhænger dit liv og tallet på [dine, NW] dage.“ — 5 Mos. 30:19, 20.

Sorgens tid er forbi

36. Hvorfor bør vi ikke sørge sammen med verden? Hvad bør vi tværtimod gøre?

³⁶ Når vi holder blikket rettet fremad mod den nye verden, der lyser op i horisonten, vil det være os en hjælp til at holde fast ved vor beslutning om at opnå liv i den nye verden, vi nu repræsenterer som et samfund. Nu sørger den døende verden over sine lidelser, sine tab, sine skuffelser, men det er ikke en bedrøvelse efter Guds sind, der udvirker anger til frelse. Der er intet i den verden, vi har vendt ryggen, og fra hvilken den almægtige Gud har udfriet os, der er værd at sørge over. Vi kan ikke tillade os at have samme sindelag som verden eller at bruge samme målestok. Det ville være usundt for os, om vi sørgede med verden i dens selviske bedrøvelse: „Verdens bedrøvelse virker død.“ (2 Kor. 7:9, 10) Vi har hver især været syndere førhen. Vi har begået fejl og forbrudt os imod Guds lov, måske endogså modstået ham og forfulgt hans folk. Selv resten af hans arvinger til det himmelske rige for vild, bar sig forkert ad, kom til kort og begik fejl under den første verdenskrig, og Jehova blev vred på dem og lod dem lide under denne verdens babyloniske fangenskab. Men hvorfor sørge over en tid, der er død og borte? Nu har Gud udfriet sin rest og sammen med den en „stor skare“ sandheds- og retfærdselskende mennesker, og han har ført dem sammen i en ny verdens samfund. Den bedrøvelse, der udvirkede anger, og den anger, der førte til udfrielse, hører nu fortiden til. Nu er det ikke tid til at sørge mere eller at være så bedrøvede, at vi taber modet, men det er tid til at fryde og glæde os over den frelse, vi nu nyder takket være Jehovas barmhjertighed.

37. Hvorfor glæder Jehova Gud sig på nærværende tidspunkt, og hvorfor bør vi glæde os med ham?

³⁷ Sorg, smerte og græmmelse svækker, men glæde styrker. Jehova Gud glæder sig nu. Hans rige ved hans elskede søn, Jesus Kristus, er begyndt; hans længe tålte fjender, Satan og dæmonerne, er blevet kastet ud af himmelen og ned til jorden; han har udfriet sit folk fra denne verdens trældom og gjort dem til et samfund af rigsforkyndere; den store krig, der skal hævde og fastslå hans universelle overhøjhed een gang for alle, nærmer sig, og sejren er vis. Det er på tide, at vi ophører med enhver bedrøvet, indadvendt selvbeskuelse og i stedet tænker på, hvad Gud har gjort, nu gør og vil gøre til sin egen uvisnelige ære og til velsignelse for sit trofaste folk. Hvorfor skulle vi sørge sammen med Guds fjende, denne verden? Hvorfor skulle Jehovas folk være bedrøvet, når han glæder sig, ja strømmer over af retfærdig glæde? Hans søn er her som en lykkelig brudgom, og „Lammets bryllup“ nærmer sig sin fuldbyrdelse. (Åb. 19:7) Jehova samler sig alt i himmelen og på jorden under eet under sin overhøjhed. Vi oplever nu opfyldelsen af fortidens teokratiske indsamlingsfest, højtiden for frugthøsten, årets store glædesfest, da udbyttet af hele årets arbejde bjærges ind. Bort med al nytteløs sørgen og sukken over en tid, der er forbi. Nu bør vi glæde os med Jehova som hans venner og som sådanne, der elsker ham, for som Nehemias sagde: „Jehovas glæde er jeres styrke.“ — Neh. 8:10.

38. Hvordan er vi blevet fyldt med fryd og glæde, og hvorfor formindsker de lidelser, vi midlertidig må udstå, ikke glæden?