Afgør selv samvittighedsspørgsmål
„Vel er jeg mig intet bevidst; dog dermed er jeg ikke retfærdiggjort; den, der bedømmer mig, er Herren.“ — 1 Kor 4:4.
1. Hvad er stadig tilfældet med en del menneskers moralske sans?
TRODS den overhåndtagende umoralitet, uærlighed og kriminalitet i vore dage, er det ikke alle mennesker der „har mistet al moralsk sans“. (Ef. 4:19, NW) Ligesom på Paulus’ tid er der også i dag nogle som, skønt de ikke har nøjagtig kundskab om Guds ord, alligevel ejer et vist mål af anstændighed, en rest af den indre moralske bevidsthed vi kalder samvittigheden.
2, 3. Hvordan kaster Paulus ord i Romerbrevet 2:12, 16 lys over sagen, og hvad hjælper de os til at forstå angående menneskers love og mange enkeltpersoners anstændige livsførelse?
2 Paulus sagde om de ikke-israelitiske nationer, dem der aldrig havde været underlagt Lovpagten: „Thi når hedninger, som ikke har loven, af naturen gør, hvad loven kræver, så er de, uden at have loven [det vil sige en lov fra Gud], sig selv en lov.“ På hvilken måde? „De viser jo, at den gerning, som loven kræver, står skrevet i deres hjerter, idet deres samvittighed vidner derom, og tankerne indbyrdes anklager eller også forsvarer hverandre.“ (Rom. 2:12-16) At de er „sig selv en lov“ vil altså ikke sige at de selv opstiller en lov de vil følge på trods af hvad andre tænker.
3 Denne moralske sans som er gået i arv fra Guds første jordiske søn, har altid virket som en „lov“ eller adfærdsregel i folk af alle racer og nationaliteter, såvel nu som i fortiden. Dette forklarer hvorfor næsten alle folkeslags nationale love eller stammelove har genspejlet i det mindste nogle af Guds retfærdige normer, selv om disse folkeslag ikke har haft Bibelen som deres rettesnor. Det forklarer hvorfor enkeltpersoner som ikke er sande tjenere for Jehova Gud og som måske ikke engang gør krav på at være kristne, alligevel lever et forholdsvis anstændigt liv og ofte holder fast ved visse gode principper. Samtidig forklarer det hvorfor Gud med rette kunne lade ikke blot sit pagtsfolk Israel men hele menneskehedens verden „stå strafskyldig“, og hvorfor han i den kommende fuldbyrdelse af sin dom med rette kan „gengælde enhver efter hans gerninger“. — Rom. 2:6; 3:9, 19.
4, 5. (a) Hvordan kan den kristne gøre dem til skamme der taler nedsættende om hans adfærd? (b) Giv eksempler.
4 Fordi den kristne er adskilt fra menneskehedens verden som er fremmed for Gud, vil han komme ud for modstand. (Joh. 15:18-20) Men dette afholder ham ikke fra at opføre sig på en sådan måde at han kan appellere til enhver sans som folk i verden stadig måtte have for anstændighed, retfærdighed eller god moral. Folk mistyder måske vort motiv til at holde os adskilt fra verden, idet de siger vi er ’menneskefjendske’ og ’asociale’ og beskylder os for at være ubetænksomme, fanatiske og ubarmhjertige. Apostelen Peter viser at vi kan og bør opføre os sådan at vi afvæbner vore kritikere. ’Bevar en god samvittighed,’ formaner han, „så de, der håner jeres gode færd i Kristus, må blive til skamme, når de bagtaler jer. Thi det er bedre, hvis det skulle være Guds vilje, at lide, når man gør det gode, end når man gør det onde.“ — 1 Pet. 3:16, 17.
5 I vore dage er der talrige eksempler på at kristen venlighed, hjælpsomhed og gavmildhed over for folk i verden fuldstændig har forandret deres indstilling til forkynderne af Jehovas rige og deres arbejde og budskab. Selv når Jehovas tjenere uretfærdigt forfølges og sættes i fængsler og koncentrationslejre, har deres gode samvittighedsfulde arbejde og respektfulde optræden sådanne steder bevirket at de har vundet embedsmænds agtelse, og de har fået betroede og ansvarsfulde opgaver, ligesom tilfældet var med Josef i det gamle Ægypten. — 1 Mos. 39:21-23.
6. Hvordan berører samvittigheden den kristnes forhold til verdslige regeringer?
6 Jehova Gud har tilladt jordiske regeringer, og han lader dem virke som sin „tjener“ i den betydning at de straffer mange forbrydelser og megen uret adfærd. Så længe Gud tillader disse regeringer bør den kristne ikke modstå dem, ikke gøre noget ulovligt. Han kan ikke forvente Guds beskyttelse hvis han begår urette handlinger og myndighederne lader ham lide for det. Men der er noget andet som i højere grad end frygten for at blive straffet af øvrigheden, skulle få os til at være lovlydige. Romerbrevet 13:5 siger: „Derfor er det nødvendigt at underordne sig, ikke alene for vredens [som kommer til udtryk ved at øvrigheden straffer forbrydelse], men også for samvittighedens skyld.“ Om straffen er hård eller mild, afgør ikke den kristnes indstilling. Hans samvittighed tilskynder ham til at gøre det rette, for han ved at hvad enten „kejserens“ regering på jorden griber ind eller ej, så ’skal vi alle træde frem for Kristi domstol’. — 2 Kor. 5.10
7. Gør vi ret i at lade andres samvittighed være vor norm når vi søger at ’appellere til andres samvittighed’?
7 Vi kan naturligvis aldrig lade andres uoplyste eller besmittede og fordærvede samvittighed være normen for vor egen samvittighed. Vor samvittighed må ledes af Guds ord og ånd, og den kan derfor til tider vidne i direkte modstrid med det visse embedsmænd ønsker vi skal gøre. Så må vi samvittighedsfuldt svare som apostlene: „Man bør adlyde Gud mere end mennesker.“ — Ap. G. 5:29-32.
8. Giv eksempler på grundlæggende bud, forbud og principper i Guds ord som bør forme den kristnes samvittighed.
8 Bibelen viser for eksempel meget klart at sande kristne må frigøre sig fra al forbindelse med Babylon den Store, den falske religions verdensimperium. (Åb. 18:2-5; 2 Kor. 6:14-18) Den viser at kristne ikke må være „af verden“, og altså ikke deltage i dens politik eller kæmpe for dens mål som er i modstrid med Guds rige. (Joh. 17:14; 18:36; Jak. 4:4) Klart og utvetydigt fremholder Bibelen blodets og menneskelivets hellighed, og ligeledes den standard for Guds folk at de skal ’smede deres sværd til plovjern og ikke mere øve sig i våbenfærd’, idet deres kamp ikke er „mod kød og blod“, men mod dæmoniske magter. (1 Mos. 9:4-6; Es. 2:2-4; Ef. 6:11, 12) Guds ord fordømmer også udtrykkeligt og afgjort enhver form for kønslig umoralitet (utugt, ægteskabsbrud og homoseksualitet), såvel som anden uret adfærd, såsom drukkenskab, uærlighed og tyveri. — 1 Kor. 6:9, 10; Joh. 8:44; Ef. 4:28.
Vanskelige afgørelser vi må træffe med vor samvittighed
9. (a) Eftersom den kristne ikke står uden bibelske love og principper, hvordan kan det da være at der alligevel opstår samvittighedsspørgsmål? (b) Hvad afgør i almindelighed hvor stor en rolle vor samvittighed må spille når vi skal tage stilling til om en bestemt handlemåde er rigtig eller forkert?
9 Der er således mange, mange handlinger og skikke som udtrykkeligt godkendes eller fordømmes i Bibelen. Mange, mange andre er klart i harmoni med, eller i modstrid med, principper deri. Og dog er der, især i det moderne, komplicerede samfund der er opstået i mange dele af verden, stadig situationer og omstændigheder hvor det er nødvendigt at træffe en personlig afgørelse baseret på ens egen samvittighed. Mange ting i livet er et spørgsmål om grad. Forskellen på et blidt klap og et ondskabsfuldt slag afhænger af graden af den kraft man lægger i det. Forskellen på almindelig respekt — som for eksempel respekten for en hersker eller et nationalt symbol — og ærbødig tilbedelse, er også et spørgsmål om grad. Når det drejer sig om yderligheder er der ikke noget virkeligt tvivlsspørgsmål. Spørgsmålene opstår når tilfældet ligger inden for det man kunne kalde ’det grå område’, altså ligger på grænsen mellem hvad der klart er rigtigt og hvad der klart er forkert. Jo tættere sagen kommer denne ’grænse’, jo større rolle må den enkeltes samvittighed spille i afgørelsen. Hvad skal vi gøre når vi står i en sådan situation?
10, 11. (a) Hvad forventer Gud af os når der opstår sådanne samvittighedsspørgsmål? (b) Når vi står over for et sådant personligt samvittighedsspørgsmål, bør vi da forvente at andre opstiller en regel som siger os hvad vi skal gøre, og hvem bør bære ansvaret for vor afgørelse? (c) Hvad åbenbarer en sådan afgørelse om os over for Gud?
10 Jehova Gud forventer at vi bruger vor forstand, vor kundskab, forståelse og dømmekraft, og at vi samvittighedsfuldt gør hvad vor tro tilskynder os til. Gud underlægger os ikke et andet menneskes samvittighed i sådanne tilfælde. Hver enkelt af os må træffe vor egen afgørelse i overensstemmelse med vor samvittighed — en samvittighed som er formet efter Guds ord. Vi må også tage konsekvenserne af vore egne afgørelser og ikke forvente at en anden skal træffe afgørelsen og bære ansvaret for os.
11 I sådanne tilfælde vil det derfor være forkert af os at prøve at få en anden, et ældsteråd eller den kristne menigheds styrende råd, til at opsætte en regel eller forordning der ’trækker grænsen’. Hvor Guds ord ikke selv ’trækker grænsen’, har intet menneske ret til at føje noget til Bibelen ved at gøre det. Gud tillader os i sin visdom at vise hvad vi er i „hjertet, det skjulte menneske“, og den afgørelse vi træffer i sådanne personlige tilfælde kan åbenbare det. Ganske vist kan vi somme tider gøre fejl uden at have et uret motiv, og Gud, der læser vore hjerter, kan se dette.
12. Garanterer dét at vi ikke er os noget uret bevidst at vi er retfærdige? Begrund svaret.
12 Men lige meget hvilke afgørelser vi træffer, og selv om vi træffer dem med en god samvittighed, må vi altid gøre os klart at det i sidste instans er Gud der vil give udtryk for om vor handlemåde er rigtig eller forkert, og at han vil gøre det til sin egen tid og på sin egen måde. I erkendelse af dette skrev apostelen Paulus: „Thi vel er jeg mig intet bevidst; dog dermed er jeg ikke retfærdiggjort; den, der bedømmer mig, er Herren. Døm derfor ikke noget før tiden, før Herren kommer, han, som skal bringe for lyset, hvad der er skjult i mørket, og åbenbare, hvad hjerterne vil; da skal enhver få sin ros af Gud.“ — 1 Kor. 4:3-5.
13. (a) Hvad viser Romerbrevet 14:4, 10-12 angående den rette indstilling til dem der træffer sådanne personlige afgørelser på grundlag af deres samvittighed? (b) Hvordan må de der beklæder ansvarsfulde poster i menigheden også benytte deres samvittighed i forbindelse med sådanne?
13 Når der opstår sådanne ’grænsetilfælde’ bør vi ikke gøre os til dommere over den som skal træffe afgørelsen med sin egen samvittighed. Vi bør heller ikke føle at vi gør os skyldige i en fejl ved stadig at anerkende et sådant menneske som en godkendt tjener for Gud selv om hans afgørelse i et ’grænsetilfælde’ ikke lige præcis er den samme som den vi ville have truffet. Gud er hans dommer. (Rom. 14:4, 10-12) De der beklæder ansvarsfulde poster i den kristne menighed må også bruge deres samvittighed når de fører tilsyn med menigheden. Selv om de måske føler at de ville have truffet en anden afgørelse end den en broder har truffet i en bestemt sag, kan det være at indsigelsen fra deres samvittighed er meget svag, fordi Bibelen tilsyneladende overlader sagen til den enkeltes personlige afgørelse. Hvis broderen lader til at have handlet med god samvittighed, tillader deres samvittighed dem måske at tildele ham et ansvar eller at anbefale ham til en eller anden ansvarsfuld post. På den anden side kan det være at deres samvittighed taler med så stor styrke i sagen at de ikke med god samvittighed kan anbefale ham til en sådan post. Her er Gud igen deres dommer, og man må ikke fordømme dem.
14. Hvilke spørgsmål skal vi nu drøfte?
14 Ofte opstår disse ’grænsespørgsmål’ i forbindelse med ens arbejde. Er dit arbejde af en sådan art at du kan have en ren samvittighed over for Gud, at du kan ’anbefale dig til ethvert menneskes samvittighed’ som en sand discipel af Jesus Kristus? Disse vigtige spørgsmål vil vi se på i den næste artikel.
[Illustration på side 34]
Skulle man skrive til Selskabet for at få en regel at gå efter i denne sag? Når en sag kræver en personlig afgørelse, baseret på vor samvittighed, er det os selv der må træffe afgørelsen. Vi bør handle sådan at vi kan have en god samvittighed over for Gud