Du skal „vandre ydmygt med din Gud“
„SE! hvor godt og lifligt det er for brødre at bo sammen i enhed!“ Disse ord af David rører sikkert en modtagelig streng i hjertet hos alle der er tilsluttet den nye verdens samfund, for det er virkelig en glæde at komme sammen med kristne brødre der udgør en enhed „som får i fold“. Hvor forskelligt fra forholdene i den gamle verdens samfund! Tænk blot på De forenede Nationer, hvor formanden engang under en generalforsamling knækkede hammeren i et forsøg på at genoprette ro og orden, og hvor man en anden gang måtte hæve et møde på grund af uenighed og tumult! — Sl. 133:1, NW; Mika 2:12.
Hvorfor er der enhed inden for den nye verdens samfund? Fordi den kærlighed, Jesus sagde ville kendetegne hans sande efterfølgere er til stede dér. En sådan kærlighed fostrer ydmyghed, uden hvilken enhed er umulig. Det er stolthed, det stik modsatte af ydmyghed, der fra begyndelsen har forårsaget gnidninger og splittelse, det modsatte af enhed. — Joh. 13:34, 35.
Adskillige steder giver Guds ord os derfor meget passende befaling til at være ydmyge: Du skal „vandre ydmygt med din Gud“. „Ydmyg jer for Herren..“ „Ifør jer alle ydmyghed.“ „Så ydmyg jer da under Guds vældige hånd.“ — Mika 6:8; Jak. 4:10; 1 Pet. 5:5, 6.
Jesus understregede gang på gang nødvendigheden af at være ydmyg: Bliv som børn; tag en af de nederste pladser når du indbydes til gæstebud; når du beder skal du være som den beskedne tolder, ikke som den selvretfærdige farisæer. Læg også mærke til at Jesus benyttede en befaling til ydmyghed som optakt til en sviende fordømmelse af de stolte og hykleriske religiøse ledere på hans tid. Som en slående kontrast til deres stolte væremåde kan vi iagttage Jesu adfærd, der til enhver tid ærede Gud. „Jeg [gør] ikke . . . noget af mig selv.“ Selve hans komme til jorden var, ligesom hele hans jordiske tilværelse, et strålende eksempel på ydmyghed, hvilket apostelen Paulus så tydeligt viser i Filipperbrevet 2:5-8. Jesu villighed til at vaske apostlenes fødder var et typisk udslag af hans ydmyghed. — Matt. 18:3, 4; Luk 14:7-11; 18:9-14; Matt. 23:12; Joh. 8:28; 13:5.
Hvorfor ydmyghed er nødvendig
Hvad vil det sige at være ydmyg? Ordet er blevet defineret således: „Ikke at tænke for meget om sig selv; ikke at fremhæve sin egen fortjenstfuldhed; ikke stolt eller selvhævdende i tanke, handling eller mine; beskeden.“ — Webster.
Kristen ydmyghed er oprigtig. Den er ikke svag underkastelse forårsaget af frygt eller af ønsket om at opnå en selvisk fordel. Nej, den er baseret på rette principper, deriblandt retfærdighedens princip. Vi skylder Gud at være ydmyge. Af alle Guds fornuftbegavede skabninger bør vi mennesker især være ydmyge, for vi indtager den ringeste stilling. Og befinder menneskeslægten sig ikke, som følge af synden, i en højst uværdig stilling? Jo, sammenlignet med Jehova er jordens mægtigste nationer „som dråbe på spand“, alle dens beboere „som græshopper“, og „alt kød er som græs“. — Es. 40:15, 22; 1 Pet. 1:24.
Vi skylder også vor næste at være ydmyge: „Hvem giver dig fortrin? og hvad har du, som du ikke har fået givet? og når du har fået det, hvorfor roser du dig da, som om du ikke havde fået det?“ Ydmyghed hjælper os desuden til at undgå hykleri. — 1 Kor. 4:7.
Kærlighedens princip kræver også at vi er ydmyge. På den anden side vil vor ydmyghed hjælpe os til at vise større kærlighed. Hvis vi elsker vor himmelske Fader vil vi ikke gøre noget der kan stjæle den ære der tilkommer ham, vel? Kærlighed til Gud vil få os til at vandre ydmygt med ham. Hvordan kan man nu sige at ydmyghed fremmer kærligheden til Gud? Fordi ydmyghed bevirker at vi er os vort åndelige behov bevidst og forstår at vi ikke kan styre vore egne skridt, hvilket drager os nærmer til Gud. — Matt. 5:3, NW; Jer. 10:23.
Kærlighed til vore brødre giver os også en ydmyg holdning over for dem; og her gælder det ligeledes at ydmyghed hjælper os til at vise mere kærlighed. Paulus siger: „Gør min glæde fuldkommen ved alle at være enige, ved at have den samme kærlighed, samme sjæl, samme sind. Gør intet af egennytte eller lyst til tom ære, men agt i ydmyghed hverandre højere end jer selv.“ Hvis vi er ydmyge siger vi ikke til hinanden: „Dig har jeg ikke brug for,“ nej, vi forstår vort indbyrdes afhængighedsforhold. Hvis vi er ydmyge føler vi os ikke fornærmet selvom vi tilsyneladende bliver ringeagtet. Hvis vi er ydmyge vil vi være barmhjertige over for andre ligesom Gud er barmhjertig over for os, og vi vil altid vise venlighed og medfølelse. Ydmyghed er en klædelig egenskab som alle der sætter pris på hengivenhed og kærlighed må eje. — Fil. 2:2, 3; 1 Kor. 12:20, 21.
Det samme gælder visdommens princip: det forpligter os til at være ydmyge. Kun ved en ydmyg adfærd kan vi leve i fred med Gud: „Gud står de hovmodige imod, men de ydmyge giver han nåde.“ Han bor „hos den knuste, i ånden bøjede“. Visdommen befaler os også at være ydmyge for at vi kan have fred med os selv. Den ydmyge bliver ikke så let skuffet, og han lader sig ikke fange af selvisk ærgerrighed. Klogeligt forstår han at gudsfrygt sammen med nøjsomhed er en stor vinding. — Jak. 4:6; Es. 57:15; 1 Tim. 6:6.
At være ydmyg er at følge visdommens vej, for den ydmyge opnår ikke alene fred med Gud og sig selv, men også med sin næste, og især opnår han fred med sine kristne brødre. Ydmyghed baner vejen for godt og gnidningsløst samarbejde, enhed, for den der er ydmyg vil ikke konkurrere med sin kristne broder; han vil ikke prøve på at overstråle ham. Den ydmyge er viseligt underdanig og lydig, hvorved han fremhjælper freden i den nye verdens samfund. Retfærdighed, kærlighed og visdom er alt sammen tegn på ydmyghed.
Hvordan man vogter sig for at blive hovmodig
Mennesket, der er undfanget i synd og født i misgerning, har slet ikke let ved at være ydmygt. Selviskhed tilskynder enhver til at ophøje sig selv, ligesom Satan gjorde. Af samme grund indeholder Guds ord ikke alene mange befalinger til os om at være ydmyge, men advarer os også imod at blive stolte. Opfordring til ydmyghed og advarsel mod stolthed er to ting der atter og atter nævnes sammen: „Gud står de hovmodige imod, men de ydmyge giver han nåde.“ „Mands hovmod går forud for fald; ydmyghed forud for ære.“ „Et menneskes hovmod ydmyger ham, den ydmyge opnår ære.“ — Jak. 4:6; Ordsp. 18:12; 29:23.
Alle i den nye verdens samfund må vogte sig for at blive hovmodige; det gælder især dem der udøver myndighed over andre, som for eksempel forældre, eller sådanne som har fået til opgave at virke som lærere i oplæringsprogrammet, eller menighedens tjenere, og først af alle tilsynsmændene, hvad enten de er sat over en menighed, en zone, en sektion, en afdeling eller en afdelingszone.
Alle disse har pligt til at vandre ydmygt med Gud, for de skal være forbilleder i kundskab og nidkærhed. Apostelen Peter formaner de ældste: „Heller ikke som strenge herrer over menighederne, men som forbilleder for hjorden.“ Da de underviser andre skal de passe på at Paulus’ irettesættelse ikke gælder dem: „Du altså, som lærer andre, du lærer ikke dig selv!“ — 1 Pet. 5:3; Rom. 2:21.
Endnu en grund til at tilsynsmændene skulle passe på, er at de har så mange brødre at tage sig af. Det giver tilsynsmændene mange muligheder for at yde hjælp, men hvorvidt de får lov at yde denne hjælp afhænger af om de er ydmyge. Ydermere må tilsynsmanden tænke på at hans ord tages mere alvorligt fordi han er tilsynsmand.
Da tilsynsmanden jo har mange pligter kan han let komme til at virke fortravlet, eller snarere skulle man måske sige at han kan være for energisk og virksom til at være en virkelig hjælp for dem han har i sin varetægt. Hvis det er tilfældet mister han sin evne til at føle med andre, og så kan han ikke sætte sig på lige fod med dem og sige som apostelen Paulus: „For de svage er jeg blevet svag for at vinde de svage.“ — 1 Kor. 9:22.
Tilsynsmændene må også huske advarselen: „’Kundskaben’ opblæser, men kærligheden opbygger.“ Naturlige evner, erhvervet viden eller udnævnelse til en tjenerpost kan let blive årsag til at man mister sin ydmyghed. „Han er dygtig, men han véd det,“ sådan skulle man nødig høre nogen sige om en tilsynsmand i den nye verdens samfund. Hvis han ikke bevarer ydmygheden og det rette perspektiv kan han meget let „blive opblæst og falde ind under Djævelens dom“. — 1 Kor. 8:1; 1 Tim. 3:6.
Når man skal være særlig varsom
Der gives tidspunkter hvor vi især må passe på at vandre ydmygt med vor Gud. Det må vi for eksempel når vi revses eller irettesættes. Prædikeren giver dette forstandige råd: „Hvis en herskers ånd rejser sig mod dig, forlad ikke derfor din plads; thi sagtmodighed mildner i sig selv store synder.“ Da profeten Natan forelagde kong David hans synd, fór David ikke op i raseri mod Guds talsmand men tog ydmygt imod revselsen. Hans sagtmodighed, hans ydmyghed, hans anger bevirkede at hans store synd mildnedes i den forstand at den hverken kom til at koste ham hans trone eller pagten om riget. — Præd. 10:4, NW; 2 Sam. 12:1-14.
Som Davids modsætning kunne nævnes militærgeniet kong Uzzija. Da han anmassende gik ind i templet for at ofre røgelse trådte præsterne frem for at irettesætte ham, men han nægtede at høre på dem. Stolt affejede han dem, med det resultat at han blev ydmyget, slået med spedalskhed, og til sin dødsdag var han plaget af denne sygdom fra Jehova. Når en af Guds talsmænd giver os råd eller revselse bør vi være ydmyge og lytte: „Min søn, lad ej hånt om [Jehovas] tugt, vær ikke ked af hans revselse; [Jehova] revser den, han elsker.“ — 2 Krøn. 26:16-21; Ordsp. 3:11, 12.
Der er endnu en lejlighed hvor vi må passe på at bevare vor ydmyghed. Det er når vi får et ansvarsfuldt hverv betroet. Vi ønsker ikke at være som den forkastede kong Saul, der i begyndelsen var ydmyg men senere tog sig selv alt for højtideligt, handlede ulydigt og formasteligt og derved mistede alt. Samuel måtte sige til ham: „Var det ikke på betingelse af at du var lille i dine egne øjne at du blev anfører for Israels stammer og Jehova salvede dig til konge over Israel? . . . Har Jehova lige så meget behag i brændofre og slagtofre, som i lydighed mod Jehovas røst? Se! . . . oprørskhed er det samme som trolddomssynd, og formasteligt at trænge sig frem er det samme som at bruge overnaturlig magt og terafim.“ Kun hvis vi fortsætter med at være små i vore egne øjne kan vi gøre os håb om til stadighed at nyde — den særlige forret der er blevet os tildelt. — 1 Sam. 15:17, 22, 23, NW.
Hvad der hjælper os til at være ydmyge
Hvilke midler har Gud tilvejebragt for at hjælpe os til at „vandre ydmygt“ med ham? Først og fremmest har han givet os sit ord, Bibelen. I sin tid skulle Israels konge skaffe sig en afskrift af Loven og ’læse i den alle sine levedage, at han kunne lære at frygte [Jehova], sin Gud, så han tog vare på alle denne lovs ord og på disse anordninger og holdt dem, for at hans hjerte ikke skulle hovmode sig over hans brødre’. — 5 Mos. 17:18-20.
Guds hellige ånd er kærligheds og krafts og besindigheds ånd. Den hjælper os derfor også til at være ydmyge, at undgå at blive fortørnede når vi irettesættes, og at afholde os fra at blive opblæste når vi begunstiges med et særligt tjenesteprivilegium. Frygten for Jehova er i sandhed også med til at bevare os ydmyge, for den holder os bestandig vågne for vort forhold til Jehova, for vort ansvar ind for ham og for vor afhængighed af ham. Og ganske særligt hjælper bønnen os til at være ydmyge. I bønnen beder vi Gud om barmhjertighed, tilgivelse, visdom, hellig ånd, styrke, velsignelse over vore bestræbelser, og lignende. Når vi forstår vor ringhed og vort behov vil vore bønner bevare os imod at blive hovmodige.
Du skal „vandre ydmygt med din Gud“. Ja, lad os alle tage imod dette råd. Det vil bringe mange velsignelser både nu og i den nye verden, for „lønnen for ydmyghed og [Jehovas] frygt er rigdom, ære og liv“. — Ordsp. 22:4.