Guds riges grænser
1. Hvilke to krav omtales i Mattæus 5:3, 19 i forbindelse med Guds rige?
I SIN velkendte bjergprædiken understregede Jesus vigtigheden af at søge Guds rige i direkte samklang med dets grænser, det vil sige de mennesker det ville indbefatte som medlemmer. Idet han først omtalte nødvendigheden af at Rigets arvinger er ydmyge og har en bedende indstilling, sagde han: „Lykkelige er de som erkender deres åndelige behov, for himlenes rige er deres.“ (NW) Ved hjælp af en advarsel og en opmuntring understregede han også nødvendigheden af at Rigets arvinger holder sig inden for de grænser Guds bud afstikker: „Derfor vil enhver der bryder et af de mindste af disse bud [i Moseloven] og lærer folk den slags, blive kaldt ’mindst’ [og derfor uegnet] med hensyn til himlenes rige. Men enhver som handler efter dem og lærer andre dem, vil blive kaldt ’stor’ med hensyn til himlenes rige.“ — Matt. 5:3, 19, NW.
2. Hvordan kan og bør vi anvende de indledende ord i mønsterbønnen på os selv personligt?
2 Betragt derpå de indledende ord i mønsterbønnen, som er en del af den tale Jesus holdt: „Vor Fader, du som er i Himlene! Helliget vorde dit navn; komme dit rige; ske din vilje på jorden, som den sker i Himmelen.“ (Matt. 6:9, 10) Dette er ikke blot almindelige anmodninger. I virkeligheden er det grænser eller retningslinjer som vi må anvende på os selv personligt. Vi må hellige Jehovas navn i vort hjerte og sind og i hele vor adfærd. Som apostelen Paulus skrev angående vor adfærd: „Dette er Guds vilje, jeres helliggørelse, at I afholder jer fra utugt; at enhver af jer ved hvordan han kommer i besiddelse af sit eget kar i hellighed og ære . . . Gud har jo ikke kaldet os med indrømmelse til urenhed, men forbindelse med helliggørelse. Måtte selve fredens Gud hellige jer helt og fuldt.“ Vi må ikke alene ønske at se Guds vilje ske på jorden i al almindelighed, men også oprigtigt søge at kende hans vilje og gøre den allerede nu, og således vise vor kærlighed til ham. Det betyder at vi må indvi os. Apostelen Johannes skrev: „Elsk ikke verden, ej heller det, der er i verden! Hvis nogen elsker verden, så er Faderens kærlighed ikke i ham . . . verden forgår og dens lyst; men den, der gør Guds vilje, bliver til evig tid.“ — 1 Tess. 4:3-7, NW; 5:23, NW; 1 Joh. 2:15-17.
3. Hvad nævnte Jesus man skulle søge foruden Riget, og hvordan er mange kommet til kort her?
3 Efter at Jesus senere i sin tale har advaret mod materialismens farer, ’alt det hedningerne søger’, siger han: „Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.“ (Matt. 6:32, 33) Det Jesus berørte her, er mærkeligt nok en af de største hindringer for dem der søger Gud, ikke blot for jøder men også for folk i almindelighed. De fleste er ivrige efter at tage sig retfærdige ud og virke retskafne, i det mindste i deres venners øjne. Men de vurderer sig selv på grundlag af deres egne normer, som er meget forskellige fra folkeslag til folkeslag, især i vort moderne samfund med dets eftergivenhed. Jøderne søgte i almindelighed at opstille deres egen retfærdighed, idet de mente at de var i stand til at holde Loven der var givet ved Moses. Som Paulus sagde: „De er nidkære for Gud, men uden forståelse. De forstår nemlig ikke retfærdigheden fra Gud, men søger at opstille deres egen retfærdighed og har derfor ikke bøjet sig under retfærdigheden fra Gud. Thi Kristus er lovens ophør, så retfærdighed gives enhver, som tror.“ — Rom. 10:2-4; se også Galaterbrevet 3:10-14.
4. Hvad er årsagen til dette problem? Hvordan virker denne egenskab, og hvordan kan den overvindes?
4 Årsagen til et sådant problem er stolthed, det modsatte af ydmyghed. Stolthed har sit udspring hos Djævelen, „denne verdens gud“, og er et middel hvormed han „har slået [de vantros tanker] med blindhed, så de ikke skuer ind i det lys, der stråler fra evangeliet om Kristi herlighed, han, som er Guds billede“. Stolthed virker som en hindring for at vi kan søge den sande Gud. Den vender vort hjerte indad mod os selv i beundring. Vor forstand bliver sløvet i vantro, og dette virker som et dække. „Men hver gang en omvender sig til Herren [i ydmyghed og oprigtighed], tages dækket bort.“ Stolthed er måske en del af vor natur, vor personlighed, men som Paulus sagde må vi ’afføre os det gamle menneske’ og i stedet ’iføre os ydmyghed’. — 2 Kor. 4:4; 3:13-16; Kol. 3:9, 12.
5. (a) Hvordan beskrev Jesus de krav der stilles til dem der søger livet, og hvorfor? (b) Er der sand frihed på den vej verden følger?
5 Hen mod slutningen af sin tale på dette bjerg i Galilæa præciserede Jesus bestemte grænser for dem der søger livet, idet han sagde: „Gå ind ad den snævre port; thi vid er den port og bred den vej, som fører til fortabelsen, og mange er de, der går ind ad den; og snæver er den port og trang den vej, som fører til livet, og få er de, der finder den.“ (Matt. 7:13, 14) Lad ikke dette gøre dig mismodig. Jesus sagde ikke at det var Guds vilje at kun få skulle finde den. Du kan blive en af dem der finder denne snævre port og trange vej der fører til livet, hvis blot du er parat til at gå ind på de betingelser der knytter sig til at være en discipel. (Luk. 9:23, 24) For øvrigt kunne vi tilføje at den vej verden følger, vellevnedets og selvbestemmelsens vej — som tilsyneladende er uden grænser, ’vid og bred’ — i virkeligheden er trældommens vej, begrænset af synd og selviskhed, og fører til skuffelse og fortabelse. — Rom. 6:16, 21.
6. Hvilken advarsel gav Jesus til sidst, og hvilken magtfuld lignelse sluttede han af med?
6 Til sidst sagde Jesus, idet han igen understregede behovet for lydighed og advarede mod blot at søge Gud på skrømt: „Ikke enhver, der siger til mig: ’Herre, Herre!’ skal komme ind i Himmeriget, men den, der gør min himmelske Faders vilje.“ Han sluttede af med en magtfuld lignelse der viste hvordan det går den der hører hans ord og „handler efter dem“, og den der hører hans ord og „ikke handler efter dem“. — Matt. 7:21-27; 15:7-9.
Værdsættelse driver til handling
7. (a) Hvilke egenskaber er vigtige når vi søger Gud, og hvilket godt resultat vil de føre til? (b) Hvordan viste dette sig i forbindelse med Abel, Enok og Noa?
7 Når vi har disse ord af Jesus i tanke forstår vi bedre at vi, når vi søger Gud, må være parate til og ivrige efter at rette os efter alle hans krav. Tro og hengivenhed er vigtige egenskaber, ikke blot abstrakte begreber. Hvis disse egenskaber opdyrkes på rette måde, vil de tilskynde os til at holde os nær til Gud i et inderligt forhold til ham, så vi vandrer med ham. Dette var tilfældet med de trofaste mænd og kvinder der omtales i Hebræerbrevet, kapitel elleve. I lighed med Abel fik Enok „det vidnesbyrd, at han havde Guds velbehag“. Dernæst „byggede Noa gudfrygtigt . . . en ark til frelse for sit hus“. Det siges om disse mænd at de „vandrede med Gud“. Hvis man allerede vandrer sammen med en, søger man ham ikke mere, vel? Disse mænd var derfor holdt op med at søge, skønt de til stadighed bestræbte sig for at bevare Jehovas gunst og godkendelse. Alle disse vidner før Kristi tid beviste deres tro og hengivenhed ved deres gerninger, deres trofasthed og udholdenhed. — Hebr. 11:5, 7; 1 Mos. 5:22; 6:9; Jak. 2:17; 1 Joh. 3:18.
8. Hvilken sandhed udtrykkes i Hebræerbrevet 11:6, og hvorfor har vi i dag stærke grunde til at tro?
8 Hæft dig ved den grundlæggende sandhed som Paulus nævner i samme forbindelse: „Uden tro er det umuligt at have hans velbehag; thi den, som kommer til Gud, må tro, at han er til og lønner dem, der søger ham.“ (Hebr. 11:6) Vi har i virkeligheden stærkere grunde til at tro end disse vidner i tidligere tider havde. Vi har hele Guds ord, Bibelen, med dens væld af oplysninger og erfaring. Vi har også de gode oplevelser som en stor skare vidner i vor tid har haft, og som står omtalt i Jehovas vidners årbog hvert år. Desuden kan vi i vore dage se opfyldelsen af mange af de gudgivne profetier som blev nedskrevet af fortidens trofaste. Alle kendsgerninger viser at Kristus Jesus, den himmelske konge, blev indsat på tronen i 1914, som forudsagt. Vi lever på en tid hvor folk af alle nationer bliver skilt fra hinanden ligesom en hyrde skiller fårene fra bukkene. Snart kommer Harmagedon, efterfulgt af den tusindårige domsdag hvor Gud vil „dømme jorderig med retfærdighed“ ved den han har lovet og bestemt, Menneskesønnen. Vi lever på den dag Abel og Enok så frem til, og som blev skildret ved Noas dage. Og Jesus sagde at „’når dette begynder at ske, da skal I rette jer og løfte jeres hoveder, thi jeres forløsning nærmer sig’ . . . Guds rige er nær“. — Ap. G. 17:31; Luk. 21:28-31; se også Første Mosebog 3:15; Mattæus 24:37-39; Judas 14, 15; Åbenbaringen 20:1-3.
9. Hvordan kæder Jakob tro sammen med udholdenhed, og hvilket yderligere råd giver han?
9 For at opnå større værdsættelse, en mere udviklet sans for virkelige værdier, så vort hjerte tilskynder os til at følge den rette handlemåde, kan vi lægge mærke til Jakobs praktiske råd: „Mine brødre! I skal regne det for lutter glæde, når I kommer ind i mange slags prøvelser. I ved jo, at når jeres tro prøves, virker det udholdenhed.“ Hvis vi lader udholdenheden „føre til fuldkommen gerning“, vil vi få „den livets sejrskrans, som Gud har lovet dem, der elsker ham“. Jakob understreger også behovet for ydmyghed og beslutsom handling når vi søger Gud: „’Gud står de hovmodige imod, men de ydmyge giver han nåde.’ Derfor skal I underordne jer under Gud. Stå Djævelen imod, så skal han fly fra jer; hold jer nær til Gud, så skal han holde sig nær til jer!“ At nå frem til en sådan dyb værdsættelse der tilskynder til urokkelig hengivenhed, kræver tålmodighed, som Jakob forklarer: „Bonden bier på jordens dyrebare afgrøde og venter tålmodigt på den, til den har fået tidligregn og sildigregn. Vent da også I tålmodigt, styrk jeres hjerter.“ — Jak. 1:2-4, 12; 4:6-8; 5:7, 8.
10. Efter hvilket tosidigt princip handler Gud, og over for hvem?
10 Jakob var ikke den første der omtalte dette tosidige princip som Gud handler efter, idet han så at sige møder mennesker på halvvejen når de ønsker at nærme sig ham. Århundreder tidligere blev David inspireret til at give sin søn denne opmuntring og advarsel: „Og du, min søn Salomo! Kend din faders Gud og tjen ham med et helt hjerte og en villig sjæl, thi [Jehova] ransager alle hjerter . . . Hvis du søger ham, vil han lade sig finde af dig, men forlader du ham, vil han forkaste dig for evigt.“ På lignende måde sagde seeren Hanani senere til kong Asa: „[Jehovas] øjne skuer omkring på hele jorden, og han viser sig stærk til at hjælpe dem, hvis hjerte er helt med ham. I denne sag har du handlet som en dåre [ved at søge støtte hos kongen af Syrien i stedet for hos Jehova]; thi fra nu af skal du altid ligge i krig!“ — 1 Krøn. 28:9; 2 Krøn. 16:9.
11. Hvordan kan dette tosidige princip virke i modsat retning? Hvornår sker det?
11 Ja, dette tosidige princip kan også virke i modsat retning. Ved sin ånd, sin usynlige virkekraft, åbenbarer Jehova sig og viser sig stærk til at hjælpe dem der har et ret hjertelag. Gud, „som kender hjerterne“, vil give sin hellige ånd til dem der oprigtigt beder ham om den. Men han kan og vil holde sin ånd tilbage hvis man vender sit hjerte bort fra ham, som Salomon gjorde. „Da Salomo blev gammel, drog hans hustruer hans hjerte til fremmede guder, og hans hjerte var ikke mere helt med [Jehova] hans Gud som hans fader Davids.“ — Ap. G. 15:8; Luk. 11:13; 1 Kong. 11:4.
12. (a) Hvad blev understreget i Guds ord angående Salomon, og hvilken opildnende tilskyndelse blev føjet til? (b) Men hvordan gik det til sidst Salomon, og hvorfor?
12 Læg mærke til den vægt der lægges på betydningen af at kende Guds bud og holde sig inden for deres teokratiske grænser. Umiddelbart før ordene i Første Krønikebog 28:9 fortalte David Salomon hvad Gud havde sagt til ham: „Jeg vil grundfæste hans [Salomons] kongedømme til evig tid, hvis han holder fast ved mine bud og lovbud og gør efter dem således som nu.“ Derefter føjede David så sin egen appel til. Til slut gav han sin søn denne opildnende tilskyndelse: „Så se da til, thi [Jehova] har udvalgt dig til at bygge et hus til helligdom! Gå til værket med frimodighed!“ Salomon fuldførte denne opgave, men senere kom han til kort idet han ikke bevarede sin hengivenhed for Jehova af et oprigtigt hjerte. Med hvilket resultat? „Derfor sagde [Jehova] til Salomo: ’Fordi det står således til med dig [at du dyrker andre guder], og fordi du ikke har holdt min pagt og mine anordninger, som jeg pålagde dig, vil jeg visselig rive riget fra dig og give din træl det.’“ — 1 Krøn. 28:7, 8, 10; 1 Kong. 11:9-11.
13. Hvilken opfordring gav Jehova gennem Malakias, og hvordan er der indtruffet en mindre og en større opfyldelse heraf?
13 I Salomons tilfælde virkede det tosidige princip i modsat retning, til skam og skændsel for ham. Men det behøver ikke at ske for enhver. Skønt israelitterne på Malakias’ tid længe havde handlet på en måde der ikke talte til gunst for dem, gav Jehova dem denne direkte og positive opfordring: „Siden eders fædres dage er I afveget fra mine bud og har ikke holdt dem. Vend om til mig, så vil jeg vende om til eder.“ På den endelige domsdag for Israel var der virkelig en rest der omvendte sig og blev disciple af Jesus, deres Messias. Ligeledes er der på den nuværende domsdag for kristenheden, som er den mest fremtrædende del af Babylon den Store, en rest af sande kristne der er blevet lutret og renset og som viser at de er kristne vidner for Jehova. Læg mærke til hvad det er der især kendetegner dem: „Den dag jeg griber ind, skal de tilhøre mig som mit eje, siger Hærskarers [Jehova] . . . Da skal I atter kende forskel på retfærdig og gudløs, på den, som tjener Gud, og den, som ikke tjener ham.“ — Mal. 3:2-4, 7, 17, 18; se også Lukas 12:8, 9.
14. (a) Hvilket storslået byggearbejde begyndte på pinsedagen i år 33? (b) Hvilken verdensomspændende indsamling finder sted i dag? (c) Hvilke krav omtaler Peter som nødvendige for et godt byggearbejde?
14 Det var i sandhed en betroet opgave Salomon fik overdraget, det at skulle bygge templet, Guds helligdom; men i dag har vi et endnu større privilegium. De mange bygninger Salomon lod opføre, blev bygget af træ og sten. Siden pinsedagen i år 33 er den kristne menighed imidlertid blevet kaldt „Guds bygning“. „Kristus Jesus selv er hjørnegrundstenen. I samhørighed med ham bliver hele bygningen harmonisk føjet sammen og vokser til et helligt tempel . . . et sted hvor Gud kan bo ved ånd.“ Hvilken storslået beskrivelse af „Guds bygning“, bestående af „levende stene“! Foruden indsamlingen af resten af den kristne menighed har Jehova indledt et verdensomfattende indsamlingsarbejde som også du kan være med i, indsamlingen af „en stor skare“ der tager standpunkt på Guds og hans riges side, i nær forening med resten af Rigets arvinger. Idet Peter omtaler Kristus Jesus som den vigtigste af de „levende stene“, citerer han fra Esajas’ profeti: „Så siger den Herre [Jehova]: Se, jeg lægger i Zion en prøvet sten, en urokkelig, kostelig hjørnesten; . . . Og jeg gør ret til målesnor, retfærd til blylod.“ Det er yderst vigtigt at vi lægger mærke til de grænser der markeres af Guds „målesnor“ og „blylod“ på hans domsdag! — 1 Kor. 3:9, 17; Ef. 2:20-22, NW; 1 Pet. 2:4-6; Es. 28:16, 17.
Retfærdighed — den vigtigste grænse
15. Hvordan kan man definere retfærdighed, og hvilke to egenskaber hos Gud fremhæves af hans retfærdighed?
15 Som en modsætning til den nuværende onde tingenes ordning siger Peter at vi venter „’nye himle og en ny jord’, hvor retfærdighed bor“. (2 Pet. 3:13) Retfærdighed står for det der er retskaffent, redeligt og rigtigt. I menneskers øjne varierer normen for hvad der er ret imidlertid betydeligt, og den påvirkes eller styres ofte af egoistiske hensyn. I bitre stridigheder om landegrænser hævder begge parter at have retten på deres side, men resultatet retter sig efter det gamle ord om at ’magt går for ret’. Sådan er det aldrig hos Jehova. Sandt nok er han almægtig. Hans visdom er også uendelig. Alle hans egenskaber er i virkeligheden ypperlige og i fuldkommen ligevægt. Men hans retfærdighed kommer især til udtryk i at han viser kærlighed og dømmer retfærdigt. „Han er klippen, fuldkomment hans værk, thi alle hans veje er retfærd! En trofast Gud, uden svig, retfærdig og sanddru er han.“ Hans suverænitet, især i forbindelse med hans rige under Kristus, der gav sit liv som løsesum, fremhæver hans kærlighed og retfærdighed på en vidunderlig måde. — Åb. 16:14; 5 Mos. 32:4; se også Malakias 3:6.
16. (a) Er det muligt at leve efter Guds normer, og hvordan? (b) Hvilken kærlig foranstaltning fra Gud hjælper os til at holde os inden for de rette grænser?
16 Jo bedre vi forstår dette, jo mere fyldes vore hjerter af dyb taknemmelighed, hvilket tilskynder os til selv at leve efter de samme normer. Som Paulus sagde: „[I skal] fornyes i jeres sinds ånd og iføre jer det nye menneske, der blev skabt i Guds lighed til at leve i den retfærdighed og fromhed, som hører sandheden til.“ Husk især at vi ikke blot opfordres til at vise kærlighed; nej, det er pålagt os som en lov og et bud. (Ef. 4:23, 24; se også Mattæus 22:36-40; Johannes 13:34; Jakob 2:8; Første Johannesbrev 4:7-12.) For at hjælpe og vejlede os på dette punkt har Jehova knyttet sit folk tæt sammen i enhed, som i en by på Bibelens tid, afgrænset af stærke, beskyttende mure. Dette beskrives smukt i Esajas 26:1-4, 7: „En stærk stad har vi, til frelse satte han mur og bolværk. Luk portene op for et retfærdigt folk, som gemmer på troskab . . . Stol for evigt på [Jehova], thi [Jehova] er en evig klippe. Den retfærdiges sti er jævn, du jævner den retfærdiges vej.“ — Se også Åbenbaringen 22:15-21.
17. Hvis vi synes denne standard er for høj, hvordan hjælper og opmuntrer Guds ord os da?
17 Måske føler du dig noget modløs fordi du synes at denne standard er for høj for dig. Du siger måske at du kun kender dig selv alt for godt. Hvis det er tilfældet, så glem ikke at Jehova kender dig langt bedre end du selv gør. „Som en fader forbarmer sig over sine børn, forbarmer [Jehova] sig over dem, der frygter ham. Thi han kender vor skabning, han kommer i hu, vi er støv.“ Mange vanskeligheder, ja selv megen ondskab, skyldes hovedsagelig uvidenhed om Guds hensigter og kærlige foranstaltninger. Husker du Paulus’ ord om dette til domstolen på Areopagus? „Vel har Gud båret over med uvidenhedens tider, men nu sender han mennesker det budskab, at de alle og alle vegne skal omvende sig.“ Dette er ikke en tom udtalelse. Uvidenhedens tider er forbi; tiden er inde til at omvende sig. Gentagne gange viser Bibelen at vi i sidste instans ikke blot har et personligt ansvar, men også kan træffe et personligt valg. Din tidligere handlemåde og personlighed røber måske nedarvede svagheder eller endnu værre ting, som du føler du ikke kan overvinde. Men det at Gud mange gange har appelleret selv til de onde, viser at ens tilfælde aldrig er håbløst, medmindre man med vilje har modstået Gud og hans normer uden at kunne undskylde sig med uvidenhed eller uden at vise anger. Guds advarsel og tilskyndelse til Kain viser at Kain på det tidspunkt kunne have rettet sig, især hvis han havde bedt om hjælp. — Sl. 103:13, 14; Ap. G. 17:30; 1 Mos. 4:6, 7.
18. Hvilke opfordringer rettes der i Ezekiels profeti til de onde eller gudløse, samtidig med at det personlige ansvar fremhæves?
18 Gennem hele det attende kapitel i Ezekiels profeti fremhæves det personlige ansvar. „Den sjæl, der synder, den skal dø.“ Gentagne gange gives også denne tilskyndelse: „Når den gudløse omvender sig fra alle de synder, han har gjort, og holder alle mine anordninger og gør ret og skel, da skal han visselig leve og ikke dø.“ En lignende opfordring blev rettet til nationen: „Vend om og omvend eder fra alle eders overtrædelser, . . . og skab eder et nyt hjerte og en ny ånd . . . Thi jeg har ikke lyst til nogens død, lyder det fra den Herre [Jehova]. Omvend eder derfor, så skal I leve!“ — Ez. 18:4, 20, 21, 27, 30-32; 33:11, 14-19; se også Joel 2:12-14.
19. Hvilket ansvar og hvilken mulighed har vi alle, og hvordan hjælper Paulus’ egne erfaringer os i denne henseende?
19 Som tidligere nævnt kan det samme princip gælde i den omvendte situation. (Ez. 18:26) I begge tilfælde er der tale om et valg og et ansvar. Du kan træffe et nyt valg, et ret valg, og på ny begynde at ’søge Gud, om du dog kunne famle dig frem til ham og finde ham’. Han er ikke langt fra os. Tænk på Paulus, som er et slående eksempel. Han havde et yderst dårligt omdømme hvad angår hans tidligere personlighed og handlinger, ’men barmhjertighed blev ham til del, fordi han i sin vantro ikke vidste, hvad han gjorde’. — Ap. G. 17:27; 1 Tim. 1:12-16; Gal. 1:13.
20. Hvordan understregede Jesus den samme mulighed og det samme ansvar?
20 Den samme barmhjertighed kommer til udtryk i Jesu ord i Johannes-evangeliet 3:16-19: „Således elskede Gud verden, at han gav sin Søn den enbårne, . . . [ikke] for at dømme [fordømme] verden, men for at verden skal frelses ved ham.“ Dette blev ikke sagt uden grund. Det en virkelig mulighed. Jesus var „det sande lys, som oplyser hvert menneske.“ Men som Jesus sagde: „Menneskene elskede mørket mere end lyset; thi deres gerninger var onde.“ De havde truffet deres valg. De foretrak at blive ved med at være sådan. — Joh. 1:9.
21. Hvordan beskrives den slægt der søger Jehova, i Salme 24:3-6?
21 Hvad vælger du? Hvorfor ikke slutte dig til den „slægt“ der beskrives i Salme 24:3-6? „Hvo kan gå op på [Jehovas] bjerg, og hvo kan stå på hans hellige sted? Den med skyldfri hænder og hjertet rent, som ikke sætter sin hu til løgn og ikke sværger falsk; han får velsignelse fra [Jehova], retfærdighed fra sin frelses Gud. Så er den slægt, som spørger efter ham, som søger dit åsyn, Jakobs Gud!“
22, 22. Hvilken opfordring gives i Esajas 55:6, 7?
22 Hvorfor ikke følge den opfordring der gives i Esajas 55:6, 7? „Søg [Jehova], medens han findes, kald på ham, den stund han er nær! Den gudløse forlade sin vej, urettens mand sine tanker og vende sig til [Jehova], at han må forbarme sig, til vor Gud, thi han er rund til at forlade.“ Dette kan du komme til at erfare, og det vil blive til stor velsignelse for dig.