Er du kvalificeret til at få et ansvar i menigheden?
HVORDAN ser du på ansvar? I verden er der mange som helst undgår at påtage sig et ansvar fordi det medfører arbejde og pligter. Andre søger ærgerrigt større ansvar fordi de derved håber at opnå en fremtrædende stilling, særlige privilegier og magt og myndighed over andre.
Ingen af disse synspunkter hører hjemme i den kristne menighed. (Matt. 20:25-27; 1 Pet. 5:2, 3) Alligevel er der behov for mænd som er villige til at påtage sig et ansvar. De må have en helt anden indstilling til ansvar end mange mennesker i verden har. De bør ganske vist ’række ud’ efter et ansvar, ja, men drevet af et ønske om at være andre til tjeneste — først og fremmest Gud og dernæst deres medmennesker, især dem i menigheden. De søger med rette at bringe Gud ære og give hans, ikke deres eget, navn en fremtrædende, respekteret stilling. — 1 Tim. 3:1, NW; Gal. 6:10; Ordsp. 8:13.
I de kristne menigheder i det første århundrede blev mænd udnævnt til at varetage ansvarsposter, enten som „ældste“ (græsk: presbyʹteroi) eller som „menighedstjenere“ (diaʹkonoi). (Tit. 1:5; Fil. 1:1) De ældste skulle i åndelig henseende føre tilsyn med menigheden, tjene som „hyrder“ for Guds hjord. (Ap. G. 20:28) Menighedstjenerne hjalp dem, idet de tog sig af ’nødvendigt arbejde’ der ikke så direkte indbefattede åndeligt tilsyn. — Ap. G. 6:1-6, NW.
Hvad enten disse mænd tjente som ældste eller menighedstjenere skulle de være som Guds søn, der fik det største ansvar noget menneske har båret og som dog ’ikke kom for at lade sig tjene, men for selv at tjene’. (Mark. 10:45) De bør have samme indstilling som en mand der, når han møder en som søger et eller andet sted, siger: ’Lad mig vise dig hvordan du kommer derhen.’ Eller som en der, når han ser en anden bære tunge byrder, siger: ’Lad mig hjælpe dig med at bære det.’ Har du denne indstilling eller ånd?
Nødvendige bibelske kvalifikationer
Ønsket om at tjene er imidlertid ikke nok. Guds ord fremholder også visse kvalifikationer som de der ønsker at tjene som ældste eller menighedstjenere må have. Lad os gennemgå dem, og mens vi gør det kunne du med udbytte spørge dig selv om du er kvalificeret til at påtage dig et sådant ansvar i menigheden. Betragt også kvalifikationerne i deres rette sammenhæng — som krav der oprindelig blev stillet til kristne i det første århundrede. Da vil du undgå enhver tilbøjelighed til at betragte dem ud fra verdslige normer, for eksempel de normer der er fremherskende i vore dages forretningsverden.
Visse grundlæggende krav gælder både for ældste og menighedstjenere. Det kræves for eksempel at en sådan mand er:
Uangribelig. Han må være „ulastelig“, det vil sige ikke under berettiget anklage for nogen uret adfærd. (1 Tim. 3:2, 8, 10, NW; Tit. 1:6, 7, NW) Dette kræver naturligvis ikke at han skal være absolut fuldkommen. Hvis det gjorde, kunne ingen som nedstammer fra synderen Adam blive ældste eller menighedstjener. (Jak. 3:2; 1 Joh. 1:8) Men der burde ikke kunne rettes nogen betydelig anklage imod ham. Og hvis der er tale om nogen anklage, må den bygge på de bibelske normer for ret og uret, og ikke på verdslige normer, der så ofte er fordrejede og forkvaklede. (1 Tim. 6:14; Kol. 1:22) Hvis den pågældende engang har begået en alvorlig uret handling, må han siden, ved sin gode adfærd, have bragt enhver medfølgende skændsel ud af verden og have skabt sig et godt navn. Da vil hans udnævnelse ikke bringe skændsel over menigheden i Guds eller verdens øjne.
Én kvindes mand. Hvis han er gift må han kun have én levende hustru, og ikke være polygamist, som så mange ikke-kristne mænd i det første århundrede var. — 1 Tim. 3:2, 12; Tit. 1:6.
Ikke en fordrukken spektakelmager. Han må ikke være en der drikker for meget, så han mister kontrollen over sine tanker og følelser. Ja, som det fremgår af kravene til menighedstjenere, må han ikke være ’forfalden til megen vin’ eller have ry for at „drikke meget“ (The Jerusalem Bible). — 1 Tim. 3:3, 8, NW; Tit. 1:7, NW; 1 Pet. 4:3.
Ikke pengekær, ikke begærlig efter uærlig vinding. Eftersom Bibelen sætter begærlige, havesyge mennesker i klasse med utugtige, afgudsdyrkere og drankere, er en som er materialistisk afgjort ikke kvalificeret til at få et ansvar i menigheden. (1 Kor. 5:11; 1 Tim. 6:9, 10; Hebr. 13:5) De der opfylder kravene skyr enhver form for „uærlig vinding“. (1 Tim. 3:3, 8; Tit. 1:7, NW; 1 Pet. 5:2) Ordet „uærlig“ sigter ikke kun til snyderi, bedrag eller de såkaldte „hårde“ metoder der er så typiske for den fordærvede verden. Ordet i den græske tekst har grundbetydningen „skændig“ og kan også oversættes med „skammelig“ (oversættelsen af 1948), „slet“ (Gd, Li), „styg“ (Ka). Og mens det græske ord for „vinding“ kan sigte til økonomisk eller materiel vinding, eller „fortjeneste“ opnået ved handel (Jak. 4:13, NW), er dets betydning på ingen måde begrænset til dette. Det sigter til enhver form for fortjeneste, vinding eller fordel. (Jævnfør Filipperbrevet 1:21; 3:4-8.) Så hvis nogen ville bruge en ansvarspost i Guds menighed enten til at opnå økonomiske fordele eller til at opnå magt, prestige eller en vis ophøjethed i forhold til andre, er det „skammelig vinding“ han er ude efter. Han optræder ikke ærligt over for hjordens himmelske Ejer, der har sat ham til at tjene uselvisk og ydmygt. — Jævnfør Første Petersbrev 5:2, 3; Apostlenes Gerninger 20:33-35; Lukas 16:14.
Præsiderer over sin egen husstand på en god måde og har børn der underordner sig. Hverken menighedstjenere eller ældste bør være halvvoksne drenge, men bør være mænd der er gamle nok til at have børn. Hvis den pågældende er gift, bør han være respekteret som en god ægtemand og fader, en der præsiderer over sin husstand i overensstemmelse med Bibelens principper. (1 Tim. 3:4, 5, 12, NW; Tit. 1:6) Vil det sige at han nødvendigvis må nå det resultat at hvert eneste familiemedlem følger de guddommelige principper?
Han vil naturligvis arbejde hen imod dette mål, men til trods for hans gode bestræbelser er det ikke sikkert at det lykkes. Der er forhold som vi mennesker ikke har nogen indflydelse på. Hans hustru er måske ikke en troende kristen; hun udsætter ham måske endda for modstand eller forfølgelse på grund af hans tro. (Matt. 10:36; Luk. 12:52) Eller et af hans børn fejler muligvis og begår en umoralsk handling, eller et af dem viser sig måske endda at være helt uforbederligt, skønt de øvrige børn er lydige og velopdragne. Vi bør imidlertid huske at nogle af Guds egne sønner i himmelen var oprørske, ligesom hans to første jordiske børn var. Alligevel kunne deres handlinger ikke på nogen måde tilskrives en fejl eller forsømmelighed hos Gud.
Hvis et medlem af en kristen ægtemands eller faders husstand bliver impliceret i en overtrædelse, må man derfor spørge: I hvilken udstrækning må husfaderen bære ansvaret for dette? Har han været forsømmelig med sine pligter? Hvis dette er tilfældet nyder han ikke menighedens eller udenforståendes respekt. Hvis han på den anden side har gjort alt hvad man med rimelighed kan forvente, og han har opnået gode resultater med andre medlemmer af husstanden, da vil han ikke automatisk være uegnet fordi et enkelt familiemedlem ikke følger hans gode ledelse og vejledning.
Ikke nyomvendt. Både for at blive ældste og for at blive menighedstjener må man ’prøves først, om man er egnet’; man må afgive bevis på sin pålidelighed og hengivenhed. (1 Tim. 3:6, 10, NW) Dette tager tid. Og som det fremgår af selve udtrykket „ældste“, vil det som regel tage længere tid for den der udnævnes til ældste end for den der udnævnes til menighedstjener. Mennesker er imidlertid ikke ens, og der er også forskel på hvor hurtigt de gør fremskridt i åndelig henseende. Derfor kan der ikke fastsættes nogen bestemt tid, men de der foretager anbefalinger må udvise god dømmekraft og ikke være for hastige til at skubbe en ny frem, „for at han ikke skal blive opblæst“ ligesom Djævelen. Lad ham først opnå det samme ydmyge sindelag som Kristus. — Fil. 2:3-8.
Der er visse andre krav som specielt stilles til menighedstjenere. Men det siger næsten sig selv at man også må opfylde disse krav for at kunne være ældste. Det kræves for eksempel at menighedstjenere er:
Alvorlige. (NW) Andre oversættelser af Første Timoteusbrev 3:8 benytter udtryk som „ædle“, „værdige mænd“, „respektable mænd“, „mænd af høje principper“, hvilket også er udmærkede oversættelser af det græske ord apostelen brugte. Så mens en smule humor nu og da ikke er forkert, bør ingen af disse mænd gå og ’klovne’ hele tiden; de må heller ikke være tilbøjelige til at tage let på deres ansvar.
Ikke tvetungede. Med andre ord redelige og sanddru, mænd man kan stole på, ikke hykleriske, sladderagtige eller underfundige. — 1 Tim. 3:8.
Har en ren samvittighed. Hans samvittighed må over for Gud vidne om at han ikke giver sig af med noget der er skjult og skammeligt, urent eller besmittende, heller ikke selv om sådanne ting ikke er offentligt kendt. (1 Tim. 3:9; Rom. 9:1; 2 Kor. 1:12; 4:2; 7:1) Hvis han ikke selv samvittighedsfuldt holder fast ved rette principper og værner om dem, er han afgjort ikke egnet til at varetage det ansvar at tjene Guds hjord. — Matt. 23:3.
Foruden de her nævnte krav, der er grundlæggende for både ældste og menighedstjenere, er der andre krav som specielt stilles til ældste. Disse krav angår især de ældstes arbejde som hyrder og lærere, deres evne til at lede og vejlede Guds „får“ på en venlig og hjælpsom, men samtidig fast og myndig måde. En ældste må således være:
Mådeholden i vaner, en som kan beherske sig. For at være egnet som ældste må man have behørig kontrol over sind og legeme, så man ikke går til dåragtige yderligheder og heller ikke optræder på en uberegnelig, uligevægtig måde. En ældste er altså i stand til at opføre sig nøgternt og velovervejet. — 1 Tim. 3:2, NW; 2 Tim. 4:5; Tit. 1:8, NW.
Sund i sindet. En ældste må være fornuftig; der må være fornuft og plan i det han siger og gør. Hans ligevægtige tankegang og indstilling er opbygget på Guds ords sunde lære. — 1 Tim. 3:2, NW; Rom. 12:3; jævnfør Markus 5:15; Apostlenes Gerninger 26:25; Andet Korinterbrev 5:13.
Ordentlig. Det græske ord der er anvendt her (1 Tim. 3:2, NW) er det samme som det ord der er oversat med „velordnet“ i Første Timoteusbrev 2:9 (New World Translation). En ældstes livsform må altså være præget af orden og gode vaner, ja han må have en ’høflig optræden’ og ’ikke være ubehøvlet’, som det fremgår af andre oversættelser af det græske ord. (Jævnfør Første Korinterbrev 14:33, 40; her er der dog benyttet andre græske ord.) Ingen bør naturligvis i den grad lade hånt om punktlighed at han ikke tager hensyn til andre eller udviser almindelig høflighed, men vi bør samtidig huske på at man i den kristne menighed på apostlenes tid ikke lagde så stor vægt på præcise tidspunkter som man gør i den moderne forretningsverden. Der var sikkert heller ikke ret mange optegnelser at føre dengang. Bibelen kræver ikke at en ældste, for at være en god hyrde for hjorden, skal være ekspert i kontorarbejde eller regnskabsføring. En af menighedstjenerne kan sikkert tage sig af det der skal gøres i denne retning. (Ap. G. 6:1-6) Fremfor alt gælder det at en ældste ikke må være uskikkelig eller uregerlig, en der ikke viser respekt for apostolsk vejledning. — 1 Tess. 5:14; 2 Tess. 3:6-12; Tit. 1:10, NW.
Gæstfri. Han bør byde fremmede velkommen til de kristne møder og vise samme interesse for de ringe og ydmyge som for de velstillede. Han bør også vise sine brødre gæstfrihed, i det omfang de har behov for det og hans egne forhold tillader det. — Rom. 12:13; 1 Tim. 3:2; Tit. 1:8; Jak. 2:14-16.
Egnet til at undervise. Han bør være en der „holder sig til det troværdige ord med hensyn til sin undervisning, så han både kan tilskynde med den lære der er sund og retlede dem som siger imod“. (Tit. 1:9, NW; 1 Tim. 3:2, NW) Det der gør ham egnet er ikke verdslig skolegang, en hurtig hjerne eller gode talegaver. (Jævnfør Første Korinterbrev 2:1-5, 13; Andet Korinterbrev 10:10; 11:6.) Nej, det er at han „holder sig til det troværdige ord“ når han underviser. (Jævnfør Andet Korinterbrev 10:1; Andet Timoteusbrev 4:2.) Mens han holder fast ved det der er rigtigt og sandt, er han derfor også i stand til at beherske sig og ’med mildhed belære dem som ikke er gunstigt stemt’. (2 Tim. 2:23-26, NW) Han finder det måske ikke let at retlede, men hans kærlighed vil få ham til at træde modigt frem når der virkelig er behov for det. (Ap. G. 20:19-21, 26, 27) Hvad nu hvis han ikke er så god til at holde offentlige foredrag? Det hindrer ham ikke i, som en kærlig hyrde, at hjælpe de enkelte „får“ eller hele familier med „den sunde lære“ ved at tilskynde dem til at følge de kristne principper i deres livsførelse. (Tit. 2:1-10; jævnfør Første Korinterbrev 13:1, 2.) Ikke alle ældste har samme evne til at „tale med visdom“ eller „tale med kundskab“, men denne forskel er kun at forvente og antyder ikke nødvendigvis at nogle af de ældste ikke opfylder de bibelske krav. — 1 Kor. 12:4-11.
Ikke en som bruger vold, men er rimelig, ikke krigerisk. Han slår ikke på andre, og han hundser heller ikke med dem eller taler til dem på en grov eller sårende måde. Han er „rimelig“, eller, som det græske ord egentlig betyder, „vigende, eftergivende“. Vines Expository Dictionary of New Testament Words siger om dette ord: „. . . som ikke insisterer på lovens bogstav; det udtrykker den hensynsfuldhed der ser ’menneskeligt og rimeligt på en sags kendsgerninger’.“ (Jak. 3:17, NW; Hebr. 5:1, 2; jævnfør Første Petersbrev 2:18.) Han er altså ikke autoritær, og ikke tilbøjelig til at gøre større stridsspørgsmål ud af småting. (Jævnfør Første Korinterbrev 9:12, 18-23.) Et beslægtet græsk ord oversættes med „venlighed“. (2 Kor. 10:1, NW) Eftersom han ikke er „krigerisk“ undgår han stridigheder, og han er ikke opfarende eller „tilbøjelig til vrede“. — 1 Tim. 3:3, NW; Tit. 1:7, NW; 3:2; Jak. 1:19, 20.
Ikke selvrådig. Ordret: ikke „selvbehagelig“, ’selvtilfreds’ eller ’glad for sig selv’. Som det fremgår af græske ordbøger kræves det at han har et ydmygt syn på sig selv og sine evner, at han ikke vurderer sin egen dømmekraft så højt at han føler sig overlegen i forhold til andre og handler som om han var det. Han må ikke være „selvtilstrækkelig“, ikke have så megen selvtillid at han tror at han kan klare det hele selv, eller bedre end andre. En ældste er glad for at dele sit ansvar med andre, ydmygt samarbejde med de øvrige medlemmer af ældsterådet, og han erkender værdien af at mange rådslår. — Tit. 1:7, NW; jævnfør Fjerde Mosebog 11:27-29; Romerbrevet 12:3, 16.
En ven af godhed; retfærdig. At man er „retfærdig“ sigter til at man retter sig efter Guds lov, Guds normer for hvad der er ret og retfærdigt. Den der gør det vil være upartisk og ikke vise personsanseelse. (Luk. 1:6; Joh. 7:24; Jak. 2:1, 4, 9) „Godhed“ adskiller sig fra retfærdighed derved at den rækker ud over hvad simpel retfærdighed kræver. (Matt. 20:4, 13-15; Rom. 5:7) Den der er en ven af godhed vil gøre mere for andre end lige det der kræves eller forventes af ham; han viser gerne hjælpsomhed og venlighed, og han er inderlig og omsorgsfuld. Han ser og værdsætter også den godhed andre viser, og han roser dem derfor. — Tit. 1:8, NW; Luk. 6:35; Ap. G. 9:36, 39; 1 Tim. 5:10.
Loyal. Han bevarer en urokkelig integritet og en ubrydelig hengivenhed over for Guds lov og den kristne menigheds interesser, uanset hvilke konsekvenser det måtte medføre. — Luk. 1:74, 75, NW; Ap. G. 4:19, 20; 5:29; 1 Tess. 2:10, NW.
En mand der opfylder disse krav vil i sandhed „have et godt vidnesbyrd fra udenforstående“. Ligesom i tilfældet med profeten Daniel, en pålidelig mand hos hvem modstanderne ikke kunne finde nogen efterladenhed eller brist, må sådanne udenforstående sige: ’Vi finder ikke noget at anklage ham for, medmindre vi kan finde noget i hans gudsdyrkelse.’ — 1 Tim. 3:7, NW; Dan. 6:5, 6.
Det er naturligt at de der er kvalificerede til at påtage sig et ansvar i menigheden ikke opfylder alle disse krav i samme grad. Tænk blot på den forskel der var på apostlene — for eksempel kontrasten mellem Tomas og Peter — og alligevel udgjorde disse mænd fra begyndelsen det styrende råd. Sådanne udnævnte mænd i menigheden må imidlertid opfylde alle de pågældende krav i rimelig grad og med rimelig konsekvens. Selv om en mand gør sig skyldig i en enkelt fejlbedømmelse kan han godt være „sund i sindet“, og et enkelt vredesudbrud betyder ikke nødvendigvis at han er „krigerisk“.
I virkeligheden skulle det ikke være umuligt for nogen oprigtig, kristen mand at opfylde disse krav, for, som en undersøgelse af Bibelen viser, er langt de fleste af disse kvalifikationer noget som ALLE kristne, både mænd og kvinder, skulle stræbe efter at opnå. De mænd der beklæder ansvarsposterne i menigheden bør altså i grunden blot repræsentere hvad menigheden som et hele skulle være, ja hvad hver enkelt sand kristen skulle være. Hvor godt opfylder du kravene?