„Genoprettelsen af alt det som Gud har talt om“

„Tiderne for genoprettelsen af alt det som Gud har talt om gennem sine hellige profeters mund fra gammel tid.“ — Ap. G. 3:21, NW.

 1. Hvem har talt om den genoprettelse der skal finde sted, og hvorfor kan vi være glade for det?

VI KAN være glade for at den lovede genoprettelse ikke er en genoprettelse af noget som politikere og filosoffer har talt om, men af „det som Gud har talt om“! Det vil være noget som er til gavn for menneskeheden. Det vil være noget som med sikkerhed vil ske. Det vil være noget som vi kan glæde os til, for vor Skaber ved bedre end nogen anden hvad vi trænger til. — Nærer vi nu ønske om at dette skal ske?

 2. Hvordan vil vi gerne besvare dette spørgsmål, og hvilke spørgsmål rejser sig derfor i vort sind?

² Vi bryder os ikke om at besvare dette spørgsmål i blinde. Vi er skabt sådan at vi er moralsk frit stillede og derfor selv frit kan vælge hvad vi vil gøre. Vi nærer derfor et naturligt ønske om først at vide hvad det drejer sig om, så vi kan foretage et fornuftigt valg. Hvad er det der vil blive genoprettet? Hvordan kan vi finde ud af at Gud har talt om det? Hvem hørte ham tale? Hvornår gjorde han det? Og hvordan? Spørgsmål som disse rejser sig i vort sind. De fortjener at blive besvaret med støtte fra en pålidelig autoritet. Det kan de også blive.

 3. Hvem var det der bragte dette emne om genoprettelse af alt på bane, og hvornår, hvor og hvorfor gjorde han det?

³ En mand som var kendt i det første århundrede bragte dette emne på bane, og det skete i en by hvis navn ofte nævnes i verdenspressen i dag. Mange bygningsværker på jorden er blevet opkaldt efter denne mand. Hans navn var Peter, hans fader hed Johannes, og han kom fra en by i det nu så urolige mellemste østen. Stedet hvor han talte var templet i Jerusalem. I dag eksisterer dette tempel, som var bygget af Herodes den Store, ikke mere. Det blev ødelagt i år 70, da den romerske hær lagde hele byen i ruiner. Hvor templet lå, ligger nu en helligdom for en anden religion. Men da Peter, Johannes’ søn, talte dér, var der endnu syvogtredive år til denne sensationelle begivenhed i år 70. En stor skare mennesker som var kommet for at tilbede i templet, havde samlet sig omkring Peter. Noget som Peter havde udvirket, havde rejst visse spørgsmål i deres sind. Det var ved den lejlighed Peter sagde de betydningsfulde ord: „Tiderne for genoprettelsen af alt det som Gud har talt om gennem sine hellige profeters mund fra gammel tid.“ — Ap. G. 3:21, NW.

 4, 5. (a) Hvorfor var disse mænd ikke falske profeter, og hvordan er det de har sagt blevet bevaret? (b) Hvorfor er der næppe nogen undskyldning for os i dag for ikke at vide hvad disse mænd har sagt?

⁴ Se, her får vi jo svaret på vore spørgsmål. Det var i „gammel tid“, længe før Peters tid, Gud havde talt. Og det var ved „sine hellige profeter“ han havde talt om disse betydningsfulde ting. De var ikke falske profeter, nej, de var „hellige profeter“. Gud talte til dem, og derefter fortalte de videre til andre hvad Gud havde sagt til dem. Disse hellige profeters stemmer forstummede for mere end to tusind tre hundrede år siden. Deres stemmer blev ikke bevaret på grammofonplade eller på bånd, men de budskaber som Gud sendte ved disse hellige profeters mund blev skrevet ned. Disse skrifter, som det tog over tusind år at fuldføre, blev omhyggeligt bevaret, og de findes i dag i de første niogtredive bøger i Bibelen. Johannes’ søn Peter havde læst disse bøger. Derfor vidste han hvad han talte om.

⁵ Vi kan også få kendskab til det Gud har talt gennem sine hellige profeters mund ved at læse disse bøger. Der er næppe nogen undskyldning for at vi ikke skulle vide hvad Gud har sagt, for Bibelen er den mest udbredte bog i verden, og ingen bog er oversat til så mange sprog som den. Denne uforgængelige bog er den pålidelige autoritet som vi vil støtte os til.

 6. (a) Hvordan tog Peter imod disse skrifter, og hvad er grunden? (b) Hvor finder vi det Peter har skrevet og beretningen om det han sagde i templet?

⁶ Mange år senere skrev Peter et brev om disse hellige skrifter, og han siger her, henvendt til læsere af Bibelens skrifter: „Dette skal I først og fremmest vide, at ingen profeti i skriften lader sig tyde egenmægtigt. Thi aldrig er nogen profeti fremgået af et menneskes vilje, men drevne af Helligånden udtalte mennesker, hvad de fik fra Gud“. (2 Pet. 1:20, 21) Da Peter vidste at disse mænd var „drevne af Helligånden“ tog han imod det de profeterede som Guds ord og ikke som menneskers ord. Og selv om vi lever i det tyvende århundrede, bør vi tage imod disse inspirerede skrifter på samme måde, for de er lige uforandrede i dag. Det Peter skrev og det han sagde i templet i Jerusalem er også blevet bevaret indtil vor tid og findes i Bibelen, i dens sidste syvogtyve bøger.

 7. Hvad ville den skare der havde forsamlet sig omkring Peter og Johannes gerne have en forklaring på?

⁷ Men hvorfor havde der samlet sig en stor skare mennesker rundt om Peter og hans ledsager, Zebedæus’ søn Johannes? Jo, der var sket noget som havde vakt deres nysgerrighed. En krøbling som sad og tiggede i templet havde bedt Peter om en almisse. Peter gav ham noget der var bedre. Han sagde: „Sølv og guld har jeg ikke, men hvad jeg har, det, giver jeg dig: i Jesu Kristi, nazaræerens, navn stå op og gå!“ Tiggeren, som havde været lam fra fødselen, blev hjulpet på benene af Peter og kunne nu gå omkring. Var det ikke nok til at få nogle til at stimle sammen? De ville nu have en forklaring af Peter.

 8. Hvad var der sket med den som Peter nævnte ved navn, således at Peters brug af dette navn udvirkede noget for krøblingen?

⁸ Lad os huske på at tidligt om foråret samme år — det var i år 33 — var et mord blevet begået for åbent tæppe og ved højlys dag lige uden for Jerusalems mure. Den myrdede var den som Peter kaldte „Jesus Kristus, nazaræeren“. Det vil sige Jesus Messias fra byen Nazaret. Det var romerske soldater der havde naglet ham til marterpælen som en forbryder, men hans venner fik lov til at begrave ham i nærheden. Men på tredjedagen efter at han var blevet begravet, blev den forseglede grav åbnet af en engel, og det viste sig at graven var tom. Som bevis på at Jesus Kristus ikke var nogen forbryder havde den almægtige Gud oprejst ham fra de døde til liv igen, dog ikke som et menneske af kød og blod, men som en åndeskabning. Peter og Johannes havde set Jesus Kristus flere gange efter hans opstandelse, idet han ved flere lejligheder over en periode på fyrre dage havde materialiseret sig i et legeme af kød for mange pålidelige øjenvidner. På den fyrretyvende dag havde Peter og Johannes og flere andre som de var sammen med, set Jesus Kristus stige til himmelen og forsvinde. Nu udvirkede Peters brug af Jesu Kristi, nazaræerens, navn noget for krøblingen.

 9. Men hvilke ord viste Peter at han ikke tog æren for dette mirakel, og hvad sagde han i den forbindelse om profetiernes opfyldelse?

⁹ Peter tog ikke selv nogen ære for dette mirakel. På forsamlingens spørgsmål svarede han: „Abrahams og Isaks og Jakobs Gud, vore fædres Gud, har herliggjort sin tjener Jesus, som I forrådte og fornægtede for [landshøvdingen] Pilatus, da han dømte, at han skulle løslades. Men I fornægtede den hellige og retfærdige og bad om, at I måtte få en morder benådet. Livets banebryder dræbte I, men Gud opvakte ham fra de døde; derom er vi vidner. Og det er ved troen på hans navn, at dette hans navn har gjort denne mand, som I ser og kender, stærk; og den tro, som virkedes af Jesus, har givet ham hans fulde førlighed, som I alle har set. Nu ved jeg vel, mine brødre, at I har handlet i uvidenhed, både I og jeres rådsherrer. Men på den måde har Gud ladet det gå i opfyldelse, som han forud havde forkyndt gennem alle profeternes mund, at hans Salvede skulle lide“. — Ap. G. 3:1-18.

10. Hvorfor var mordet på Jesus ikke uden konsekvenser for den skare jøder der var forsamlet, selv om det var begået i uvidenhed?

¹⁰ Selv om det der var gjort mod Jesus, var gjort i uvidenhed, i hvert fald for denne forsamlings vedkommende, var der alligevel begået en forbrydelse. Og hvad der var værre, den var begået mod Guds Salvede, hans Messias eller Kristus. Den omstændighed at Gud ved sine profeter havde forudsagt at hans Messias eller Kristus skulle lide, var ikke nogen undskyldning for folket. Ifølge den lov som Gud havde givet jøderne ved profeten Moses, måtte et manddrab sones, også selv om det var begået uforsætligt, for at landet ikke skulle blive vanhelliget af uskyldigt blod. (4 Mos. 35:9-34) Det vidste de der var forsamlede om Peter. De vidste at der hvilede et samfundsansvar på dem på grund af mordet på Jesus Kristus, Guds trofaste tjener. Hvad skulle de gøre for at undgå følgerne af denne forbrydelse? Hvordan kunne deres synder i den forbindelse blive udslettet? Mon ikke denne Peter som havde gjort dette mirakel, vidste dette? Jo, det gjorde han, for han sagde til forsamlingen:

11. Hvordan kunne disse jøder få deres synder udslettet, og hvad ville der senere ske, når tiden var inde?

¹¹ „Fat derfor et andet sind og vend om, så jeres synder må blive udslettede, for at husvalelsestiderne må komme fra Herrens åsyn, og han må sende den Kristus, som var bestemt for jer, nemlig Jesus, hvem Himmelen skal huse indtil genoprettelsestiderne, da alt skal blive genoprettet, som Gud har talt om gennem sine hellige profeters mund fra fordums tid.“ — Ap. G. 3:19-21.

Hvordan synder udslettes

12. Hvilken retningslinje med hensyn til udslettelse af synder giver det os i dag, og hvad er grunden?

¹² Disse ord af Peter kan også tjene som en retningslinje for os i dag. Vi har alle synder som må udslettes på den måde som Gud i sin kærlighed har forordnet det, for vi er alle født som syndere, idet vi alle har arvet synden fra vore første jordiske forældre, Adam og Eva. (1 Mos. 3:1-24; Rom. 5:12, 18, 19) Lad os huske på at „syndens løn er døden“. (Rom. 6:23) Hvis vi er ivrige efter at opnå Guds gunst og evigt liv, er det nødvendigt at vi fatter et andet sind eller angrer, det vil sige føler oprigtig sorg over vor syndighed og ufuldkommenhed og over de synder vi begår mod Guds lov. Hvis vi af hjertet er bedrøvede og hader os selv fordi vi synder mod Gud, vil vi prøve at komme ud af denne syndige tilstand og holde op med at synde. Men hvordan kan vi det?

13. Hvad måtte disse jøder gøre ud over at angre, og hvilken vej måtte de derefter slå ind på?

¹³ Peter sagde at man måtte handle i overensstemmelse med sin anger. Han tilføjede nemlig: „Og vend om, så jeres synder må blive udslettede“. Anger alene bevirker ikke at vore synder udslettes. Vi må ’vende om’ og gå i den stik modsatte retning, bestræbe os for ikke at synde. For jøderne dengang betød det at de måtte holde op med at modstå Jesus Kristus og tværtimod begynde at vandre i hans fodspor som ’den Kristus [eller Messias], som var bestemt for dem, nemlig Jesus’. (Ap. G. 3:19, 20) Disse jøder var allerede indviet til Jehova som deres Gud som følge af at de fra fødselen var med i den pagt som Jehova havde indgået med deres forfædre gennem Moses. Derfor måtte de nu tage imod den som Jehova havde bestemt eller udpeget til deres Messias eller Kristus, og fremstille sig for Jehova, idet de over for ham erklærede at de troede på hans Messias og ville følge ham. Nogle dage forinden havde Peter sagt til omkring tre tusind angrende jøder at de som symbol på deres anger og omvendelse måtte lade sig døbe i vand i Jesu navn, idet de nu havde antaget ham som deres Messias, Guds søn. — Ap. G. 2:37-42.

14, 15. (a) Hvad ville det gode resultat blive af at de således fik deres synder udslettet og fik tilgivelse? (b) Hvad siger Johannes med hensyn til hvordan synder udslettes?

¹⁴ Hvad sagde Peter at det gode resultat ville blive af at de således vendte om fra at modarbejde Gud og den han havde udpeget og nu fulgte en vej som havde hans godkendelse? Han sagde: „For at husvalelsestiderne må komme fra Herrens åsyn.“

¹⁵ Det ville i høj grad bringe dem husvalelse — eller hvile, vederkvægelse eller ny styrke, som andre oversættelser siger — at få deres synder udslettet og ikke længere være underlagt syndens fordømmelse eller have en dårlig samvittighed over for Jehova, især efter at de havde modstået hans Messias eller Kristus. Det var ikke det vand hvori de blev døbt der bevirkede at deres synder blev udslettet, men Jesu Kristi udgydte blod, idet han var blevet ofret som et fuldkomment offer for alle menneskers synder. Som Peters ledsager, Zebedæus’ søn Johannes, senere skrev med hensyn til at vandre med Gud: „Hvis vi vandrer i lyset, ligesom han er i lyset, så har vi fællesskab med hverandre, og Jesu, hans Søns, blod renser os fra al synd.“ (1 Joh. 1:7) Gud betragter os således ikke længere som syndere, og det fredelige forhold vi får til Gud som følge af denne barmhjertighed fra Guds side, er til stor „husvalelse“ eller vederkvægelse for os.

16. Hvad mente Peter da han sagde at „husvalelsestiderne“ ville komme „fra Herrens åsyn“, og hvad viser historien i den forbindelse med hensyn til jøderne siden år 70?

¹⁶ Eftersom det siges at disse „husvalelsestider“ kommer fra „Herrens åsyn“, vil det sige at hans åsyn er vendt mod os med velvilje. Han viser os velvillig opmærksomhed. Han viser os god vilje i sit nådeår eller „året med god vilje fra Jehova“ (NW). Vi er blevet „mennesker der har [Guds] velvilje“. (Es. 61:1, 2; Luk. 2:14, NW) På den kristne apostel Peters tid var det meget vigtigt for disse jøder at opnå Jehovas velvilje efter mordet på hans Messias i Jerusalem, for Jerusalems ødelæggelse og den jødiske nations opløsning nærmede sig hastigt. Det jødiske folks tragiske historie efter Jerusalems ødelæggelse for romernes hånd i år 70 er et bevis på at det adsplittede jødiske folk ikke har oplevet ’husvalelsestider fra Jehovas åsyn’.

17. Hvad må man i den forbindelse sige om kristenheden, og hvad tjener Jerusalems ødelæggelse i år 70 til med hensyn til kristenheden?

¹⁷ Betragter vi på den anden side kristenhedens historie må vi erkende at kristenheden heller ikke har oplevet ’husvalelsestider fra Jehovas åsyn’ i de godt seksten hundrede år der er gået siden dens oprindelse i det fjerde århundrede. I al den tid kristenheden har eksisteret, har den været splittet på grund af indre religiøse stridigheder og krige, sekteriske afvigelser og uenighed og tiltagende religiøs forvirring. Jerusalems ødelæggelse i år 70 danner et forbillede på kristenhedens ødelæggelse for sine verdslige fjenders hånd, en ødelæggelse som vil finde sted i nær fremtid. Jehovas velvillige åsyn er vendt bort fra kristenheden, og han vil lige så lidt beskytte den som han beskyttede Jerusalem i år 70.

18. Hvilket råd er det derfor af allerstørste betydning at alle mennesker følger, hvem har allerede gjort det, og med hvilket resultat?

¹⁸ Det er derfor nu af allerstørste betydning for såvel jøde som ikkejøde at gøre hvad apostelen Peter sagde: „Fat derfor et andet sind og vend om, så jeres synder må blive udslettede [eller tilgivet].“ Det har de kristne Jehovas vidner gjort, og alt tyder på at de i åndelig forstand oplever ’husvalelsestider fra Jehovas åsyn’, idet de erfarer stor åndelig vederkvægelse eller styrke. Ved at overgive sig til Gud og helt indvi sig til ham gennem hans Messias, Jesus, er de blevet „mennesker der har [Guds] velvilje“. Som følge heraf erfarer de den fred som englene sang om for hyrderne i Betlehem ved Jesu fødsel: „Og på jorden fred blandt mennesker der har [Guds] velvilje“. (Luk. 2:14, NW) De ønsker ikke i nær fremtid at gå til grunde sammen med den ufredelige kristenhed eller med den øvrige del af den falske religions verdensimperium. De føler stor „husvalelse“ ved at være blevet befriet for enhver andel i kristenhedens og det religiøse verdensimperiums, Babylon den Stores, synder. — Åb. 18:2-5.

Messias sendes for anden gang — hvorfor?

19. Hvilken forskel er der mellem kristenhedens og de kødelige jøders opfattelse af Messias’ komme, og hvad må kristenheden gøre hvis Messias’ komme skal medføre „husvalelse“ for den?

¹⁹ Kristenheden påstår at den venter på Kristi genkomst, og den forventer at komme til at erfare „husvalelsestider“ som følge af hans genkomst. Men skal dette ske, må kristenheden gøre det samme som Peter sagde de skyldbevidste jøder skulle gøre dengang: „Fat derfor et andet sind og vend om [eller: omvend jer], så jeres synder må blive udslettede“. Først da vil der komme „husvalelsestider“, som Peter sagde: „For at husvalelsestiderne må komme fra Herrens åsyn, og han må sende den Kristus, som var bestemt for jer, nemlig Jesus, hvem Himmelen skal huse indtil genoprettelsestiderne, da alt skal blive genoprettet, som Gud har talt om gennem sine hellige profeters mund fra fordums tid“. (Ap. G. 3:19-21) De kødelige, omskårne jøder som ikke tror at Messias kom for nitten hundrede år siden, ser endnu frem til at han vil komme første gang. Men Peter og Johannes og de andre jøder som var blevet kristne, så frem til at Messias skulle komme igen eller komme for anden gang og i en anden hensigt. Peter og Johannes havde set ham vende tilbage til himmelen.

20. Hvorfor er det nødvendigt at Messias kommer igen, og hvad var formålet med at Gud sendte ham første gang?

²⁰ Peter og Johannes huskede på hvad Jesus havde sagt til jøderne: „Hvad da, om I får at se, at Menneskesønnen stiger derop, hvor han var før?“ På sin opstandelsesdag viste han sig for Maria fra byen Magdala og sagde: „Jeg er jo endnu ikke faret op til min Fader. Men gå til mine brødre og sig til dem: Jeg farer op til min Fader og jeres Fader, til min Gud og jeres Gud.“ (Joh. 6:62; 20:17) Han vendte tilbage til himmelen den fyrretyvende dag efter sin opstandelse fra de døde. Men for at opfylde alle profetierne om Messias måtte han komme igen. Derfor sagde apostelen Peter videre, efter at han havde talt om „husvalelsestiderne“ fra Jehovas åsyn: „Og han må sende den Kristus, som var bestemt for jer, nemlig Jesus.“ Første gang Jehova sendte sin søn til jorden, var det for at han kunne dø som et genløsningsoffer for hele menneskeheden. Derfor sagde Peter også til den skare jøder som var samlet omkring ham: „På den måde har Gud ladet det gå i opfyldelse, som han forud havde forkyndt gennem alle profeternes mund, at hans Salvede skulle lide.“ — Ap. G. 3:18.

21. Hvad andet havde Jehovas profeter forudsagt om Messias, som anført af Peter i hans brev, og hvorfor sender Jehova Messias for anden gang?

²¹ Andre profetier som forud var forkyndt gennem Jehovas profeters mund fortalte om Kristi kommende herlighed i det messianske rige. I sit første brev til kristne troende skrev apostelen Peter om disse profeter: „De har grundet over, når den tid ville komme, og hvordan den ville være, som Kristi Ånd i dem viste frem til, når den forud vidnede om Kristi lidelser og al den herlighed, som skulle følge derefter.“ (1 Pet. 1:10, 11) Peter kunne huske Jesu Kristi ord i hans profeti om Jerusalems ødelæggelse: „Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed, og alle englene med ham, da skal han sætte sig på sin herligheds trone.“ (Matt. 25:31) Hans lidelser i kødet på jorden, som var forudsagt af profeterne, ville da høre fortiden til. Når Jehova sender ham til jorden for anden gang, er det for at han kan regere i himmelsk herlighed og opfylde alle de andre profetier om Messiasriget.

22. Hvad viser Salme 110:1, 2 og Hebræerbrevet 10:12, 13 med hensyn til hvornår denne opfyldelse af profetierne om Riget ville finde sted?

²² Hvornår ville dette ske? Kong David i Jerusalem, som var en af Jesu Kristi forfædre, sagde profetisk om hans himmelfart: „[Jehova] sagde til min herre: ’Sæt dig ved min højre hånd, til jeg lægger dine fjender som skammel for dine fødder!’ Fra Zion udrækker [Jehova] din vældes spir; hersk midt iblandt dine fjender!“ (Sl. 110:1, 2) I Hebræerbrevet 10:12, 13 siges der om Jesus Kristus og hans fuldkomne offer, med henvisning til denne profetiske salme: „Han har frembåret ét offer for synder og derefter for bestandig taget sæde ved Guds højre hånd og venter nu kun på, at hans ’fjender skal lægges som en skammel for hans fødder.’“ Denne profeti betød altså at den herliggjorte Jesus Kristus, som befandt sig ved Guds højre hånd i himmelen, ville sejre over alle på jorden som modstod hans herredømme over menneskeheden som Jehovas Messias.

23. Hvilket spørgsmål gør vi hver især klogt i at stille os selv, og hvorfor?

²³ Vi gør derfor hver især klogt i at stille os selv det vigtige spørgsmål: ’Er jeg en fjende af Jehovas messianske rige ved Jesus Kristus?’ Kristenheden er! Babylon den Store, den falske religions verdensimperium, er! Det samme kan siges om de politiske nationer der er medlemmer af den verdensomspændende organisation for international fred og sikkerhed, De forenede Nationer. Alle disse fjender vil blive lagt som en skammel for Jesu fødder; de vil blive knust! Ifølge Bibelens profetier og verdensforholdene er denne verdenskatastrofe nær!

24. Indtil hvilke „tider“ skulle himmelen huse Jesus Messias, og hvilket vigtigt spørgsmål ønsker vi svar på?

²⁴ Hvordan ved vi at denne verdenskatastrofe er nær? Fordi apostelen Peter profeterede at Jesus Kristus, som var opfaret til himmelen, ville forblive der „indtil tiderne for genoprettelsen af alta det som Gud har talt om gennem sine hellige profeters mund fra gammel tid.“ (Ap. G. 3:21, NW) Det der nu interesserer os er dette „alt“, indtil hvis genoprettelse himmelen vil huse Jesus Messias, som efter sin himmelfart sidder ved Jehovas højre hånd og venter på at hans fjender skal lægges som en skammel for hans fødder. Hvad er dette „alt“ der skal genoprettes?

25. Hvad er kort og godt det der skal genoprettes, og hvilke spørgsmål rejser dette korte svar?

²⁵ Det er det messianske rige og dets interesser på jorden. Overrasker svaret nogle? Føler de trang til at spørge: Hvordan kan der blive tale om en genoprettelse af Jehovas messianske rige, når dette rige endnu på apostelen Peters tid var noget som hørte fremtiden til? Eftersom Messias’ rige endnu ikke var oprettet og gået til grunde, hvordan kunne det så genoprettes?

26. Hvilken genoprettelse havde Peter og hans medapostle spurgt Jesus om før denne steg til himmelen, og hvad var hans svar?

²⁶ Apostelen Peter vidste imidlertid hvad han talte om. Han vidste hvorfor man kunne tale om dette riges genoprettelse. Han var en af de apostle der spurgte den opstandne Jesus Messias lige før han steg til himmelen: „Herre! er tiden nu kommet, da du vil genoprette Riget for Israel?“ Hvortil den opstandne Jesus Messias svarede: „Det tilkommer ikke jer at kende tider eller timer, som Faderen har fastsat af egen magt. Men når Helligånden kommer over jer, skal I få kraft; og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria, ja, indtil jordens ende.“ Efter at have sagt dette, og mens han velsignede dem, blev han opløftet fra disciplene på Oliebjerget og steg til himmelen. — Ap. G. 1:6-11; Luk. 24:5-53.

[Fodnote]

Siden 1919 har disse kristne Jehovas vidner erfaret en opfyldelse i åndelig forstand af Esajas’ ord i Esajas 1:25-27: „’Jeg vender min hånd imod dig, renser ud dine slagger i ovnen og udskiller alt dit bly. Jeg giver dig dommere som fordum, rådsherrer som før; så kaldes du retfærdigheds by, den trofaste stad.’ Zion genløses ved ret, de omvendte der ved retfærd.“