16. Hvad er det der tages op til drøftelse i det femte kapitel i Peters første brev, og hvorfor gjorde Peter det?

¹⁶ Tilsynsmændene blev ikke overset i Peters brev, som om de kunne undvære opmuntring. Tværtimod. Han drøfter med dem ting som særlig angik dem: det rette syn på deres tjeneste, deres forhold til Gud og til deres brødre, løsningen af vanskelige problemer, og deres indstilling til forfølgelse. „Vær hyrder for Guds hjord i jeres varetægt . . . over dem der udgør Guds arv,“ sagde han. Hvilken tilsynsmand vil ikke, selv nu, føle sig stærkt bevæget når han tænker på at den menighed han fører tilsyn med består af mennesker som tilhører Gud? Hvis det er sådan tilsynsmanden ser på menigheden, vil han ikke spille herre over den. Han vil heller ikke blive stolt. Derimod vil han rette sig efter formaningen: „Ydmyg jer derfor under Guds vældige hånd, så han til rette tid kan ophøje jer, mens I kaster alle jeres bekymringer på ham, for han tager sig af jer.“ Det må i sandhed virke opmuntrende på den ydmyge tilsynsmand at vide at han ikke selv skal bære hele byrden. Han opfordres til at søge hjælp hos Gud når han står over for vanskelige problemer, idet han må granske Guds ord og følge dets vejledning, ligesom han må søge Gud i bøn. Han står heller ikke alene når han forfølges af verden. Peter siger herom: „Den samme art lidelser udstås af hele forsamlingen af jeres brødre i verden. Men efter at I har lidt en lille tid, vil al ufortjent godheds Gud, der kaldte jer til sin evige herlighed i samhørighed med Kristus, selv fuldende jeres læretid, han vil gøre jer faste, han vil gøre jer stærke.“ (1 Pet. 5:1-10, NW) Tilsynsmænd har al mulig grund til at føle sig opmuntrede og fulde af mod.

17. Hvem er altså den egentlige kilde til styrke? Begrund dit svar.

¹⁷ Det er hævet over enhver tvivl at det er Jehova selv der styrker sit folk. Det er ham der har ladet de opmuntrende ord nedskrive som vi har drøftet. Det er de løfter som hans ord indeholder der fylder os med håb. Han vejleder os så vi kan løse de problemer vi kommer ud for i det daglige liv. Når han er vor støttestav kan vi stå fast selv om hele verden vender sig imod os. Med David kan vi sige: „Min styrke, mit skjold er [Jehova], mit hjerte stoler på ham. Jeg fik hjælp, mit hjerte jubler, jeg takker ham med min sang. [Jehova] er værn for sit folk.“ — Sl. 28:7, 8.

Hvordan man kan opmuntre andre

 1. Hvorfor har alle kristne pligt til at opmuntre hinanden, og hvilke gode eksempler har vi i denne henseende?

ALLE har muligheder for at opmuntre andre og alle påskønner i høj grad at andre har øje for disse muligheder og udnytter dem. Mere end nogen anden sørger Jehova for at opmuntre os; han tilgiver os vore fejl og mangler, opbygger vort håb og styrker os til de prøver og opgaver der ligger foran os. Hans søn Jesus Kristus sørgede ligeledes for opmuntring til dem der havde gode hjerter, idet han gav udtryk for sin medfølelse med de syge og nedbøjede, satte sine disciple et godt eksempel ved at arbejde sammen med dem i forkyndelsen af den gode nyhed, ja ved endog at give sit liv for dem. (Joh. 15:13) Apostlene forstod også at deres opgave ikke alene bestod i at få forkyndelsesarbejdet gjort så effektivt som muligt, men også i at de kærligt opmuntrede deres medarbejdere, og det gjorde de ved at sende dem opmuntrende breve, besøge dem personligt og holde opmuntrende foredrag for menighederne. (1 Pet. 5:12;