Markus og hans evangelium

JEHOVA Gud inspirerede Mattæus, Markus, Lukas og Johannes til at nedskrive beretninger om hans søn Jesu Kristi jordiske tjeneste. Deres beretninger danner en firdobbelt grundvold for vor tro på, at Jesus i sandhed var den lovede Messias, Abrahams sæd og Guds enbårne søn.

Det viser sig, at hver af disse fire mænd har forfattet sin beretning om Jesu menneskelige tilværelse med et bestemt formål i tanke såvel som ud fra det, der har gjort mest indtryk på ham. Mattæus skrev således først og fremmest til gavn for jøderne og viste, at Jesus i sandhed var deres længe ventede Messias. Markus skrev med særligt henblik på romerne og skildrede Jesus som Guds mirakelgørende søn. Lukas stræbte efter en indholdsrig, logisk sammenhængende og kronologisk nøjagtig beretning, mens Johannes, der skrev ca. fyrretyve år efter de andre, gjorde sig flid for at lade sin beretning fuldstændiggøre de øvrige og hovedsagelig omhandle ting, de havde udeladt.

Hvem var Markus? Lukas omtaler ham som „Johannes med tilnavnet Markus“. (Ap. G. 12:12) Han var ikke en af de tolv apostle, og det lader heller ikke til, at han var en, der til stadighed befandt sig i Jesu følge. Man mener, at han var den unge mand, som Markus selv fortæller om i Markus 14:51, 52: „Men der var en ung mand, som fulgte med ham, kun med et lagen over det blotte legeme; ham griber de fat i, men han slap lagenet og flygtede nøgen.“ Det er rimeligt at slutte, at det må have været Markus, idet han er den eneste, der beretter om denne tildragelse. Ved ikke at identificere sig følger han blot andres eksempel; Mattæus gør det samme i Mattæus 9:10, og Johannes gør det sandsynligvis også i Johannes 18:15.

Selv om Markus således kan have vist interesse, mens Jesus var på jorden, tyder den kendsgerning, at Peter omtaler ham som „min søn“, på, at Markus blev en kristen som følge af Peters bestræbelser. (1 Pet. 5:13) Det er højst tænkeligt, at han havde noget kendskab til Jesus, eftersom hans moders hus lå i Jerusalem og tjente som et mødested for de første kristne. Det var således hen til hendes hus, at Peter øjeblikkelig skyndte sig, da han på mirakuløs måde var blevet udfriet fra fængselet, og „der var mange samlede og holdt bøn“. — Ap. G. 12:5-17.

Markus færdedes sammen med Paulus og Barnabas, senere med Barnabas alene og også med Peter i Babylon. Da Paulus og Barnabas påbegyndte deres første missionsrejse „havde [de] også Johannes [Markus] med som hjælper“. (Ap. G. 13:5) Han var deres medhjælper, mens de rejste fra Antiokia i Syrien til Seleukia, gennem hele Kypern og til Perge i Pamfylien i Lilleasien, „der skiltes Johannes fra dem og vendte tilbage til Jerusalem“. — Ap. G. 13:13.

Beretningen siger ikke noget om, hvorfor Markus forlod Paulus og Barnabas og vendte tilbage til Jerusalem; uden tvivl undlader Lukas her skånsomt at meddele grunden. Af det, der senere fandt sted, da Paulus og Barnabas forberedte sig på deres anden rejse, fremgår det, at det næppe kan have været nogen god grund, for Lukas fortæller os: „Barnabas ville også tage Johannes, kaldet Markus, med, men Paulus holdt på, at de ikke skulle tage en med, som havde forladt dem i Pamfylien og ikke havde fulgt med dem til arbejdet.“ Paulus holdt så stærkt på dette, at „det kom . . . til en bitter strid, så de skiltes fra hverandre, og Barnabas tog Markus med sig og afsejlede til Kypern. Men Paulus valgte sig Silas og drog ud, efter at brødrene havde givet ham Herrens nåde i vold“. Hvorvidt den kendsgerning, at Markus var hans fætter, påvirkede Barnabas, vil vi lade læseren afgøre. — Ap. G. 15:36-40.

At Markus senere beviste sig at være en sand kristen, ses af Paulus’ forandrede holdning over for ham. Paulus indbefatter Markus blandt sine medarbejdere og formaner de kristne i Kolossæ til at byde ham velkommen, når som helst han kommer til dem. Mod slutningen af sin tjeneste skrev Paulus til Timoteus: „Tag Markus med dig hertil; thi han er mig til megen nytte i tjenesten.“ — Kol. 4:10; Filem. 24; 2 Tim. 4:11.

Den oprigtighed og omsorg, Lukas lægger for dagen ved at give os disse enkeltheder, bestyrker ikke alene vor tro på beretningens pålidelighed, men tjener som gode formaninger for Jehovas tjenere i dag. Paulus blev ikke bitter på Markus, fordi denne svigtede ham i Pamfylien. I stedet for fulgte han kærlighedens vej, der ikke bærer nag. (1 Kor. 13:5) Der er ingen tvivl om, at Paulus var meget glad for Markus’ hjælp, efter at denne havde bevist sin pålidelighed. Markus lagde ligeledes den rette ånd for dagen. Han blev hverken mismodig eller gav op, lige så lidt som han bar nag til Paulus. I stedet for lagde han sig den irettesættelse, der lå i Paulus’ vragen af hans tjeneste, på sinde og høstede gavn deraf. Så til sidst finder vi atter Paulus og Markus sammen i vidnearbejdet.

Det er mest sandsynligt, at Markus skrev sin beretning mellem år 60 og 65 e. Kr., ca. tyve år efter at Mattæus skrev sin, men omtrent fem og tredive år før Johannes skrev sit evangelium. Der er overvældende vidnesbyrd, som taler for, at det blev skrevet i Rom.

Markus’ beretning, der er meget kortere end de andre tre’s, opvejes i sin korthed af en hurtigt fremadskridende handling. Han omtaler kort Johannes Døbers tjeneste, Jesu dåb og fristelse i ørkenen, og i det fjortende vers af første kapitel fører han læseren lige ud i Jesu tjeneste i Galilæa, hans forkyndelse af det gode budskab om Riget, hans kaldelse af sine disciple og de mange mirakler, han udfører. Efter at have ladet højdepunkterne af Jesu virksomhed passere forbi i hurtig revy, giver han os enkelthederne i forbindelse med Jesu sidste offentlige forkyndelse, hans arrestation, forhør, henrettelse, begravelse og opstandelse.

Af alle beretningerne om Jesu liv er Markus’ den mest maleriske, den mest levende, såvel som den, der er rigest på interessante detailler. Det er tydeligt, at den, Markus fik sine oplysninger fra, ikke alene var et øjenvidne, men også en meget nøje iagttager. Hvem var denne iagttager? Ifølge Papias, en kristen fra det andet århundrede, var det ingen anden end apostelen Peter.

Da Peter var en handlingens mand, heftig og impulsiv, hjælper det os til at forstå, hvorfor den beretning om Jesu liv, som han havde indflydelse på, lægger mere vægt på Jesu mirakler og handlinger end på hans lære. Den væsentligste grund til, at Markus anvendte den stil, han gjorde, er imidlertid uden tvivl hans ønske om at appellere til romerne. Dette bekræftes også af hans brug af latinske udtryk og hans gentagne forklaringer af aramaiske vendinger, såsom „Boanerges“ og „korban“. — Mark. 3:17; 5:41; 7:11, 34.

I sine bestræbelser for at bringe det firdobbelte vidnesbyrd om Jesu liv i vanry har den højere bibelkritik påstået, at Markus blot forkortede det, Mattæus og Lukas skrev; nogle har endog hævdet, at der oprindelig kun var een beretning, og at de andre var variationer af denne. Men hvis det blot var Markus’ hensigt at udfærdige en sammentrængt beretning om Jesu tjeneste, hvorfor tilføjer han så så mange enkeltheder, som de andre undlader at nævne? Da Markus for eksempel beretter om Jesu helbredelse af manden med den visne hånd, fortæller han ikke alene, at Jesus så rundt på farisæerne, der holdt øje med, hvad han gjorde, men også at han gjorde det i „vrede, bedrøvet over deres hjertes forhærdelse“. (Mark. 3:5) Og hvad beretningen om Jesu renselse af det bogstavelige tempel i Jerusalem angår, er Markus alene om at fortælle os, at Jesus „tillod ingen at bære deres sager gennem helligdommen“. (Mark. 11:16) Markus’ (eller Peters) særegne stil kommer også til udtryk i den stærkere affattelse af de irettesættelser, Jesus gav sine disciple. Sammenlign Mattæus 8:26 og 16:8 med Markus 4:40 og 8:17.

Den kristne discipel Markus havde mange tjenesteforrettigheder. Selv om han ligesom Peter engang viste svaghed, så forvandt han den og blev en effektiv og pålidelig Jehova Guds tjener og apostlene Paulus’ og Peters medhjælper. Hans beretning om Jesu tjeneste er med sine særlige kendetegn et yderligere vidnesbyrd om, at Jesus Kristus virkelig har levet, og at han ikke var nogen anden end Guds søn.