Forudbestemmelse eller personligt valg — hvilket?

„Nu forstår jeg i sandhed, at der hos Gud ikke er personsanseelse; men i hvert folk er den, som frygter ham og ører retfærdighed, kærkommen for ham.“ — Ap. G. 10:34, 35,

 1. Hvorledes samvirker retfærdighed og kærlighed?

JEHOVA er retfærdighedens og kærlighedens Gud. Under udfoldelsen af sin kærlighed ignorerer han aldrig retfærdighedens krav. De to egenskaber samvirker i fuldkommen harmoni, således at den ene ikke dominerer på bekostning af den anden. På grund af arvesynden fra Adam er alle mennesker med rette dømt til døden, men ved Kristi genløsningsoffer skænker Gud i kærlighed alle lejlighed til at opnå liv. „Den løn, synden betaler, er død, men gaven, Gud skænker, er evigt liv ved Kristus Jesus, vor Herre.“ (Rom. 6:23, NW) Muligheden for at modtage den kærlige gave, livet, er ikke begrænset til nogle få udvalgte, hvorved de øvrige, det store flertal, uhjælpeligt bliver ofre for en berettiget dødsdom. Gud udvælger ikke nogle enkelte uden at tage deres personlige adfærd i betragtning og skænker dem liv bare for at lægge sin kærlighed for dagen, og han dømmer heller ikke ganske umotiveret andre til undergang bare for at hævde sin retfærdighed. Det ville være at vise personsanseelse. Jehova er en Gud, „som ikke viser personsanseelse“ eller partiskhed. (5 Mos. 10:17; 2 Krøn. 19:7) Hans kærlighed og retfærdighed lægges for dagen med visdom, og „visdommen ovenfra“ er „fri for partiskhed“. „Der er nemlig ikke personsanseelse hos Gud.“ — Jak. 3:17; Rom. 2:11.

 2. Hvilken forbindelse har astrologi med forudbestemmelse?

² Mange religionsdyrkere siger faktisk, at Gud er partisk, når de prædiker forudbestemmelse, og når de fastholder, at Gud afgør den enkeltes skæbne inden fødselen. Denne lære er hedensk og har fået næring fra hedenskabets traditioner og har ikke nogen bibelsk grundvold. Forudbestemmelse bliver i een forstand omtalt i 5 Mosebog 4:19, der hvor Jehova advarer sit pagtsfolk: „Når du løfter dit blik til himmelen og ser solen og månen og stjernerne, hele himmelens hær, så vogt dig for at lade dig forføre til at tilbede og dyrke dem.“ Det var ganske almindeligt i de gamle hedenske religioner, at man gjorde himmellegemerne til guder og tilbad og dyrkede dem og gjorde gældende, at menneskers skæbne blev bestemt af disse guder eller himmellegemer. Det fremgår ganske klart af Jehovas ord til de stjernekiggende babyloniere: „Med rådgiverhoben sled du dig træt, lad dem møde, lad himmelgranskerne frelse dig [dem, som inddeler himlene i felter, AT], stjernekiggerne, som måned for måned kundgør, hvad dig skal ske!“ (Es. 47:13) De inddelte himmelen i tolv felter, et felt for hver måned, og afgjorde det enkelte menneskes livsskæbne ud fra den måned eller det stjernebillede, hvorunder det var født. De troede, at deres stjerneguder mer eller mindre forudbestemte deres liv. Både grækernes og romernes hedenske religioner gjorde himmellegemerne til guder, og planeternes navne stammer fra den romerske mytologi.

 3. Hvad troede farisæerne, og hvilken pinlig situation bragte de sig selv i?

³ Inden fangenskabet i Babylon henfaldt jøderne ofte til denne form for afgudsdyrkelse. (2 Kong. 17:16; Jer. 44:17; Ez. 8:16) Da de vendte tilbage til Jerusalem, undgik de denne grovere form for afgudsdyrkelse, men faldt i stedet i langt underfundigere snarer. De begyndte at indføre en mængde traditioner, og der opstod religiøse sekter iblandt dem. Farisæerne udgjorde en af disse sekter. De troede ikke, at menneskers livsskæbne blev forudbestemt af de hedenske stjerneguder, men derimod af Jehova. Ved hjælp af deres overleveringer påduttede de Jehova en hedensk lære og negligerede hans ord om, at „alle er de bundet af tid og tilfælde“, og ikke, at begivenhedernes gang er forudbestemt. (Præd. 9:11) Den kendte jødiske historiker Josefos beretter: „Farisæerne . . . henfører alt under skæbnen [eller forsynet] eller under Gud, men giver dog rum for, at det står mennesket frit at handle ret eller det modsatte, skønt skæbnen spiller ind i enhver handling.“ „Når de fastslår, at skæbnen er bestemmende for alt, fratager de dog ikke mennesker friheden til at handle, som de finder ret, da de er af den opfattelse, at det har behaget Gud at give mennesket et temperament, hvorved hans vilje sker fyldest, men på en sådan måde, at mennesket af egen vilje kan handle godt eller ondt.“ (Wars of the Jews (Jødernes krige), bog II, kapitel VIII, § 14; Antiquities of the Jews (Jødernes oldtidshistorie), bog XVIII, kapitel 1, § 3) At tro på forudbestemmelse og samtidig fastholde det synspunkt, at mennesket er frit stillet i moralsk henseende, var lidt af et problem for denne teoris tilhængere i fortiden og er det også for dem, som forfægter den nu. Ingen formår at bringe harmoni mellem de to begreber. Mange hælder i dag til farisæernes såkaldte løsning, da der ikke gives nogen fornuftig forklaring på problemet. At sige, at en skabning har sand fri vilje, når den er skabt med et temperament, der vil lede den ad den vej, Gud har forudbestemt, er det samme som at sige, at en maskine har fri vilje, men bare gør de bevægelser, dens skaber har konstrueret den til.

 4. Hvilke katolske synspunkter blev der fremsat i forbindelse med læren om forudbestemmelse?

⁴ I farisæernes fodspor fulgte den fremstående romersk-katolske helgen Augustin, der fastholdt, „at nåde er Guds indre virken på dem, som han bestemmer til frelse, og at den ikke alene giver dem evne, men også vilje til at øve godt. Den omstændighed, at nogle frelses og andre fortabes, tilskrev han Guds vilje. Herpå bygger hans læresætninger om ubetinget forudbestemmelse, om særlig genløsning og om speciel og uimodståelig nåde. Han vedgik, at fortabelse havde sin grund i forudset skyld, men i tilsyneladende uvidenhed om sin egen inkonsekvens nægtede han at anvende det samme princip, når det gjaldt udvælgelsen. I år 529 antog kirkemødet i Orange Augustins lære som kirkedogme, men hans dogmes strengt logiske og dog udpræget umoralske karakter har bestandig mødt modstand.“ „Der henrandt fire hundrede år, før der fremstod en mand, som vovede at fuldstændiggøre Augustins teori ved at erklære, at eftersom Gud suverænt og uforanderligt har udvalgt dem, det behager ham, til liv og uden at have forudset deres tro og lydighed, har han også efter sin velbehagelige vilje frit og uforanderligt forudbestemt dem, det behager ham, til evig ulykke uden nogen forudviden om deres synd og skyld. Denne forløber for Calvin var en saksisk munk, der hed Gottschalk (Godeschalcus). Ikke alene blev hans nye synspunkter underlagt kirkelig censur, men han selv blev udsat for forfølgelse.“ Kirkemøderne i år 848 og 849 fordømte ham, og han blev pisket og holdt fangen i et kloster lige til sin død, der indtraf en snes år senere. — M’Clintock og Strongs Cyclopædia, bind VIII, side 499.

 5. a) Hvor fandt denne lære også støtte? b) Hvilken forbindelse er der mellem den og astrologien?

⁵ I samme tidsperiode lærte en anden religion fatalisme (tro på, at alt er underlagt en uafvendelig skæbne) og forudbestemmelse, og der blev fremført skriftord som støtte for denne lære: „Ingen kan dø undtagen med Guds tilladelse, ifølge bogen, der fastsætter livets længde.“ „Der var nogle af dem, som Gud ledede, og der var andre, der var bestemt til at fare vild . . . Gud ville ikke lede den, som han ville føre vild.“ „Intet uheld sker tilfældigt, hverken på jorden eller i din person, men før „vi“ skabte dem, stod det i bogen; — for det er let for Gud.“ „Dette er en formaning, og den, der vil, søger hen til sin herre. Men I vil ikke, om ikke Gud vil! Gud er den vidende, hvem han vil, optager han i sin nåde.“ (Sure 3:139; 16:38, 39; 57:22; 76:29-31, Rodwell) Disse skriftord er naturligvis ikke hentet fra Guds ords inspirerede skrifter, Bibelen, men fra muhamedanernes hellige bog, Koranen. I M’Clintock og Strongs Cyclopædia, bind I, side 499, knyttes forudbestemmelse og astrologi sammen, og muhamedanismens interesse for begge fremhæves: „Ved hjælp af den sidste [astrologien] foregav man at kunne forudsige begivenheder, der var afhængige af den menneskelige vilje, for eksempel bestemte handlinger, fred, krig o.s.v. Astrologi stemmer godt overens med muhamedanismens lære om forudbestemmelse og blev følgelig dyrket med megen iver af araberne fra det syvende til det trettende århundrede. Nogle af de første kirkefædre talte imod astrologiens læresætninger; andre antog dem i modificeret form. Romerkirken fordømte ved forskellige lejligheder officielt dette system, men mange nidkære kirkefolk dyrkede det. Kardinal D’Ailly, ørnen blandt Frankrigs teologer (død 1420), siges at have stillet Jesu Kristi horoskop og fastholdt, at Vandfloden kunne være forudsagt ved hjælp af astrologien.“

 6. Hvor stor indflydelse fik Calvin, og hvordan fik hans lære udbredelse?

⁶ Under det røre, reformationen skabte, blev begrebet forudbestemmelse atter genstand for drøftelse, og i 1530erne og de følgende tyve år var Jean Calvin den førende forkæmper for tanken om ubetinget forudbestemmelse, ikke alene af dem, som frelses, men også af dem, som fortabes. Atter fordømte romerkirken disse synspunkter, ligesom den havde gjort det syv hundrede år tidligere, dengang den saksiske munk Gottschalk forfægtede dem. Hundrede år senere, ved den synode, der er kendt som Westminstersynoden, så den i hovedsagen calvinske trosbekendelse dagens lys. I 1646 blev den antaget af det britiske parlament som den engelske kirkes tro, og den danner grundvold for næsten alle nuværende presbyterianske kirkesamfund. Gennem puritanerne kom læren om forudbestemmelse til Ny England og gennem de hollandsk-reformerte og andre presbyterianske samfund til Amerikas mellem- og veststater. I dag er presbyterianerne de ivrigste forfægtere af denne lære, skønt mange af denne tros moderne samfund har modificeret deres synspunkter og mildnet den strenge lære om forudbestemmelse.

 7. Hvorledes giver det katolske syn på forudbestemmelse sig udtryk?

⁷ Det foregående viser, i hvor stor udstrækning denne lære er blevet troet ned gennem tiderne, og hvorledes den fandt tilhængere blandt fortidens astrologer, hedenske religionsdyrkere, farisæere og stadig finder tilhængere blandt muhamedanere, presbyterianere og katolikker. At de sidstnævnte tages med i denne forbindelse, vil måske forbavse mange og blive benægtet af nogle. Vi skal derfor citere følgende udtalelse fra et lille skrift Why (Hvorfor), nummeret for juli 1951, der redigeres af „Fader“ Richard Felix, O.S.B., og som udgives af benediktinerfædrene i Benet Lake, Wisconsin, med gejstlig godkendelse: „Gud forudbestemmer visse sjæle til himmelen. Han forudbestemmer ikke nogen sjæl til helvede. Tridentiner-konciliet fordømte officielt Calvins kætteri. Calvin fastholdt, at en del af menneskeheden var forudbestemt til helvede ifølge Guds udtrykkelige erklæring. Forudbestemmelsen af de udvalgte til himmelen er en positiv Guds handling; det er de ondes fortabelse ikke.“ Dette er en bekræftelse af Augustins lære om forudbestemmelse af dem, som frelses, en lære, der automatisk henviser alle andre til håbløs fortabelse, hvad enten de specielt er forudbestemt til undergang eller ej. For nylig kom katolikkernes syn på spørgsmålet om forudbestemmelse til udtryk i Amerikas offentlige presse, da bladene berettede om en begravelse af en ti-årig pige, der var faldet ned fra en udvendig brandtrappe. Ifølge avisreferatet sagde en katolsk præst i den anledning i en kirke i Brooklyn: „Gud ønskede sig endnu en engel, og han tog Dorothy. Dorothy var af Gud bestemt til at være hos sine forældre netop dette åremål. Så kaldte han hende hjem til sig, for at hun skulle tjene ham i denne juletid.“ — New York Daily News, 19. december 1952.

Forudbestemt som skare

 8. Hvad lærer presbyterianerne?

⁸ Da de presbyterianske samfund er de ivrigste forkæmpere for læren om forudbestemmelse, vil vi samle vor opmærksomhed om deres stilling til spørgsmålet. Ifølge deres egne ord lærer de: „Dem blandt menneskeheden, der er forudbestemt til liv, har Gud, før verdens grundvold blev lagt og i overensstemmelse med sin evige og uforanderlige beslutning og sit eget hemmelige råd og sin velbehagelige vilje, udvalgt i Kristus til evig herlighed, udelukkende af sin frie nåde og kærlighed, uden forudviden om tro eller gode gerninger eller udholdenhed deri eller noget andet hos skabningen, dens forhold eller bevæggrunde, alt til sin herlige nådes pris. De øvrige af menneskeheden har det behaget Gud efter sin viljes uransagelige råd, hvorved han skænker eller forholder sin nåde, som han vil, til ære for sin suveræne magt over sine skabninger, at lade uænset og at beskikke dem til vanære og vrede for deres synder, alt sammen til sin herlige retfærdigheds pris.“a

 9. Kan de føre denne lære tilbage til Paulus, og hvordan gør de forsøg derpå?

⁹ Presbyterianerne gør gældende, at denne lære har Paulus til ophavsmand. De kan måske føre den tilbage til farisæeren Paulus, men ikke til apostelen Paulus. Da Paulus var farisæer, kendt under navnet Saulus fra Tarsus, og en nidkær forfølger af de kristne, har han måske troet på forudbestemmelse. Men da han forlod denne sekt, søgte han ikke at redde nogle af dens overleverede læresætninger, hvorom Jesus sagde til disse religionsdyrkere: „Således har I sat Guds lov ud af kraft for jeres overleverings skyld.“ (Matt. 15:6) Paulus besmittede ikke den kristne lære med farisæernes lære om forudbestemmelse af den enkeltes skæbne. Ikke desto mindre søger tilhængerne af læren om forudbestemmelse at finde støtte for deres påstand om, at Paulus lærte dette, ved at citere hans ord i Romerne 8:29, 30: „Thi dem, han forud har kendt, dem har han også forudbestemt til at blive hans søns billede lige, så han kan være den førstefødte blandt mange brødre. Og dem, han har forudbestemt, dem har han også kaldet; og dem, han har kaldet, dem har han også retfærdiggjort; og dem, han har retfærdiggjort, dem har han også herliggjort.“

10. Hvorfor må det være en skare og ikke enkeltpersoner, der henvises til i Romerne 8:29, 30?

¹⁰ Kan man ud fra dette med rette hævde, at visse mennesker blev forudbestemt til at blive kaldet, retfærdiggjort og herliggjort som åndeskabninger, der skal regere med Kristus i himmelen i tusinde år? Læg i dette skriftsted mærke til, at de, som bliver kaldet og retfærdiggjort, først bliver forudbestemt, og da den guddommelige forudbestemmelse ikke kan slå fejl, kan ingen enkeltperson, der er kaldet og retfærdiggjort, undgå at blive herliggjort med Kristus til sidst. Det er det eneste korrekte synspunkt, hvis dette skriftsted skal gælde enkeltpersoner. Men andre skriftsteder, som vi skal drøfte længere fremme, viser, at mennesker, som er blevet kaldet og retfærdiggjort eller regnet retfærdige, kan falde fra og blive tilintetgjort. Hvad der så ufejlbarligt bliver forudbestemt ifølge Romerne 8:29, 30, må altså være en skare og ikke de enkelte, der udgør denne skare. Jehova har forudbestemt eller forordnet de krav, som denne skare må opfylde, målestokken for dens levevis, dens arbejde, mens den er på jorden, dens stilling i den guddommelige tingenes ordning og selv antallet på medlemmerne, der skal udgøre denne skare. — Åb. 14:1-4.

11. Begrænser brugen af de personlige stedord skriftstedet til at henvise til enkeltpersoner og ikke til en skare?

¹¹ Nogle vil måske sige, at hvis der her er tale om en skare, ville Paulus have brugt stedordet „den“ og ikke det personlige stedord „dem“. Det er ikke givet. Vi bruger ofte personlige stedord, når vi henviser til en skare, fremfor til de enkelte inden for denne skare. Hvis for eksempel to skoler mødes til en sportskamp, vil en ung pige fra den skole, der vinder, sige: „Vi slog dem.“ Med stedordet „vi“ henvises der her til den vindende skole som en helhed og ikke til eleverne som enkeltpersoner, for det var ikke som enkeltpersoner, de slog den anden skole. Den unge pige gjorde det i hvert tilfælde slet ikke. Hun spillede ikke engang med. Kun de, som var med på holdet, slog den anden skole. Stedordet „dem“ henviser heller ikke til alle eleverne i den skole, der tabte, for de spillede ikke alle med eller tabte kampen på boldbanen. „Dem“ henviser til den tabende skole som helhed og ikke til enkeltpersoner. På samme måde henviser stedordet „dem“ i Romerne 8:30 til en skare og ikke til enkeltpersoner. Denne forståelse af skriftstedet er den eneste, der harmonerer med andre skriftsteder.

12. Hvorledes udelukker Mattæus 22:14 muligheden for forudbestemmelse?

¹² Hvis Jehova forudbestemte de enkelte til frelse, ville han så kalde eller opfordre sådanne til frelse, der ikke var forudbestemt dertil, og som ingen mulighed havde for at opnå frelse? Ville en sådan opfordring ikke være i allerhøjeste grad hyklerisk, en hjerteløs spot og en grusom hån mod dem, som han på forhånd havde bestemt til at fortabes? Det ville være en sadistisk tortur af svage og hjælpeløse skabninger, prisgivet en almægtig skabers hånd. Det ville være en benægtelse af de to guddommelige egenskaber, retfærdighed og kærlighed. Jehova Gud gør sig ikke skyldig i en sådan ukærlig, uretfærdig og hyklerisk adfærd. Ved at udgyde sin hellige ånd eller aktive kraft over mennesker kalder eller indbyder han dem til at blive medlemmer af den himmelske skare, og han gør det uden på forhånd at bestemme, om det vil lykkes dem eller ej. Nogle af dem, som bliver kaldet, viser sig utro og falder fra. Andre bliver kaldet i deres sted. Der kaldes tilstrækkelig mange, så det forudbestemte antal til sidst bliver udvalgt, uanset hvor mange der falder fra, efter at de er blevet kaldet. Det var derfor, Jesus sagde: „Thi mange er kaldede, men få er udvalgte.“ Hvis læren om forudbestemmelse var sand, ville antallet på de kaldede være det samme som antallet på de udvalgte. — Matt. 22:14.

13. Hvilke spørgsmål melder der sig i forbindelse med Efeserne 1:4, 5, og hvilket forvirret svar giver presbyterianerne på disse spørgsmål?

¹³ Tilhængerne af denne lære henviser til Efeserne 1:4, 5: „Thi før verdens grundvold blev lagt, har han udvalgt os i ham til at være hellige og uden dadel for hans åsyn, og han har i sin kærlighed forudbestemt os til barnekår hos sig ved Jesus Kristus.“ Her tales der igen om en skare, og anvendelsen af de personlige stedord „vi“ og „os“ forandrer ikke sagen, som vi før påpegede. Dette skriftsted siger imidlertid, at denne skare var forudbestemt „før verdens grundlæggelse“. Betyder det ikke, at inden Jehova skabte Adam og Eva, vidste han, at de ville synde og sætte et ufuldkomment, syndigt afkom i verden, hvilket ville gøre det nødvendigt for Kristus, Genløseren, og den forudbestemte rigsskare, der skal herske med ham i tusinde år, at genoprette den faldne menneskehed til fuldkommenhed? Presbyterianerne bekræfter dette, når de siger: „Guds almagt, uransagelige visdom og uendelige godhed kommer til udtryk gennem hans foranstaltning, der strækker sig helt tilbage til det første fald og også til alle andre synder begået af engle og mennesker, en foranstaltning, som ikke er en blot og bar tilladelse, men forenet med en viis og magtfuld bestemmelse, og som på anden måde leder og styrer dem under en mangfoldig tilskikkelse til hans egne hellige formål.“b Fremdeles siger de: „Gud har fra al evighed af ved sin egen viljes alvise og hellige råd frit og uforanderligt bestemt alt, hvad der sker.“c Dog påstår de, at skønt Gud uforanderligt bestemmer, forordner og styrer alt, hvad der sker, har mennesket alligevel fuld frihed og en fri vilje, og at Gud ikke kan lastes for det, han uafvendeligt forordner. Altsammen meget forvirrende.

14. Hvilken verden er det, der tales om i Efeserne 1:4, 5?

¹⁴ I virkeligheden er der ikke ringeste bevis for, at Jehova forudbestemte Adams og Evas fald. Men hvorfor forudbestemte han „før verdens grundlæggelse“, at Kristus og rigsskaren skulle genrejse den lydige menneskeslægt efter virkningerne af Adams fald? Fordi den verden, der begyndte med Adams og Evas skabelse, ikke er den samme som den, før hvis grundlæggelse denne skare blev forudbestemt. Peter taler om tre verdener: „den daværende verden“, der fremstod, dengang Adam syndede, og som senere blev tilintetgjort under Vandfloden på Noas tid; den nuværende onde verden, der begyndte efter Vandfloden, og som vil forgå i Harmagedonslagets brændende tilintetgørelse, og den lovede nye verden, hvor retfærdighed bor. Den nye verdens grundvold blev lagt ved Jesu død, for det er hans offerdød, der er grundvolden for menneskers udfrielse fra synd og død, og som bevirker, at nogle skal herske med ham som en del af de nye himle og andre leve for evigt på denne jord og udgøre en lydig ny jord. Derfor omtales Jesus som „Lammet, der var slagtet fra verdens grundlæggelse“ (NW). — Hebr. 9:25, 26; 2 Pet. 3:5-7, 13; Åb. 13:8.

15. Hvorfor betyder det, at rigsskaren blev forudbestemt før verdens grundlæggelse, ikke, at Gud på forhånd vidste, at Adam ville falde?

¹⁵ Blev Jesus slagtet og fæstet på marterpælen før Adams skabelse? Naturligvis ikke; det skete først fire tusinde år senere, i året 33! Men inden den retfærdige nye verdens grundvold blev lagt ved Kristi død, opstandelse og himmelfart, og inden han frembar sit udgydte blods fortjeneste for Jehova, var Kristus og rigsskaren blevet forudbestemt. Dog blev denne forudbestemmelse først truffet efter Adams og Evas syndefald. Det var efter dette fald, at der blev givet det løfte, at Kristus skulle være den sæd, der skulle bringe udfrielse, og som skulle forenes med trofaste mennesker, som udgør den nye verdens nye himle. (1 Mos. 3:15; 22:17, 18; Es. 65:17; Gal. 3:16, 29) Når vi forstår, at det var før den nye verdens grundlæggelse (år 33), at rigsskaren blev forudbestemt, bortfalder grundlaget for at hævde, at Gud forudbestemte Adams fald og hans efterkommeres nød. Hvis Jehova på forhånd havde bestemt Adams fald, ville lydighedsprøven i Edens have ikke have været retfærdig, men kun en skinmanøvre, et bedrageri, et komediespil! Jehova kunne ikke stå bag en sådan fiasko, hvor menneskets evige liv blev vejet på en uretfærdig vægtskål. — 3 Mos. 19:36; 5 Mos. 25:13-16; Ordsp. 20:10.

Navne i livets bog

16. Hvad påstår tilhængerne af læren om forudbestemmelse vedrørende livets bog, og hvorfor virker det som en bumerang mod dem selv?

¹⁶ Tilhængerne af læren om forudbestemmelse fører endnu et argument i marken. Nogle skriftsteder taler om navne i en livets bog, og de hævder, at navnene på visse enkeltpersoner blev skrevet i livets bog, før verden begyndte, og at det viser, at disse enkeltpersoner var forudbestemt til frelse. Som det er blevet fremhævet, kan de ikke med rette bruge Åbenbaringen 13:8 eller 17:8 som bevis for, at inden den oprindelige verden begyndte med Adams skabelse, var nogle navne indskrevet og andre udeladt af livets bog. Andre skriftsteder, som for eksempel Lukas 10:20 og Filipperne 4:3 og Åbenbaringen 21:27, kan ikke ved nogen nok så listig fordrejelse fortolkes derhen, at navnene blev indskrevet i bogen, før disse menneskers fødsel. Hvis tilhængerne af læren om forudbestemmelse ønsker at kaste argumentet om livets bog ind i striden, vil det virke som en bumerang mod dem selv. Hvordan det? Jo, dersom det at være indskrevet i livets bog er ensbetydende med at være forudbestemt til frelse, kan det bevises, at denne forudbestemmelse ikke holder stik, og hvis den ikke gør det, smuldrer denne læres grundvold fuldstændig bort. Dem, som forbliver trofaste, lover Jesus: „Jeg vil aldrig slette hans navn af livets bog.“ (Åb. 3:5) Dette antyder, at navne kunne slettes ud. Hvis de ikke kunne slettes ud, var Jesu løfte uden betydning. At det kan ske, fremgår af Salme 69:29: „Lad dem slettes af livets bog.“ At Jehova har til hensigt at slette dem ud, som bliver utro, kom til udtryk, dengang Israel tilbad guldkalven ved Sinaj. Da Moses havde bedt Gud om at tilgive Israel, sagde han: „Hvis ikke, så udslet mig af den bog, du fører.“ Jehova svarede: „Den, som har syndet imod mig, ham vil jeg udslette af min bog.“ — 2 Mos. 32:32, 33.

17. Hvad siges der her angående navne?

¹⁷ At sige, at disse navne er bogstavelige navne, der indskrives, før deres indehavere fødes, er det samme som at sige, at Jehova og ikke forældrene giver alle disse småbørn deres navne. Nogle navne er taget efter dæmongudernes. Ville Jehova give sine forudbestemte tjenere disse forhadte navne? Vi må lade dette snævre syn på sagen fare og forstå, at navne betyder langt mere end de rent bogstavelige navne, folk er kaldt ved. I Bibelen har navne stor betydning og tilkendegiver et menneskes forhold eller arbejde eller egenskaber, og de bliver ofte ændret i et menneskes levetid for at antage en videre betydning, der bedre beskriver indehaveren, når han selv eller hans forhold undergår en forandring. I denne videre betydning rummer navne både visse egenskaber eller principper eller handlinger, og på grundlag heraf kan navne være gode eller dårlige, frygtede eller ærede, berømte eller berygtede. Det er det navn, som mennesker vinder for sig selv i løbet af livet, der afgør, hvorvidt de står indskrevet i Guds bog eller ej, fremfor det rent bogstavelige navn, de er blevet kaldt med efter fødselen.

18. Hvad slags navne er at finde i livets bog?

¹⁸ De retfærdige krav, der stilles for at opnå liv, er optegnet i livets bog. Dér skildres de godkendte egenskaber sagtmodighed og ydmyghed, retfærdighed og retskaffenhed, kærlighed og barmhjertighed, nidkærhed og trofasthed, tålmodig udholdenhed og lydig tjeneste. Hvis vi vinder os et navn som moralske personligheder, retskaffenhedens vogtere, nidkære forkyndere og næstekærlige mennesker, er vi at finde i Guds livets bog, for der nævnes sådanne ting anerkendende. Livets bog rummer de navne og det ry, vi bør leve op til, såfremt vi skal indskrives eller skildres i den. Hvis vi ved vor adfærd har vundet os navne, der opfylder de guddommelige krav, som den uforanderlige Jehova har fastsat fra begyndelsen og bevist, at han godkender, vil disse navne være i overensstemmelse med og finde deres genpart i Guds livets bog. Hvis vore navne står for det samme som Guds livets bog, er vore navne at finde i den. Livets bog er ikke en bogstavelig bog, som dem mennesker fremstiller og skriver i, lige så lidt som navnene i den er bogstavelige navne, mennesker er blevet kaldt ved efter deres fødsel. Livets bog er Jehovas retfærdige krav, som skabninger må opfylde, om de skal leve, og navnene i den er sådanne navne, som står for og svarer til disse krav.

19. Hvordan kan vi få vore navne indskrevet i livets bog eller slettet ud?

¹⁹ Vi kan få vore navne indskrevet i denne bog eller slettet ud. Vi er alle født under vreden og uden at være indskrevet i bogen. (Joh. 3:36) Vi kan vandre ad syndens vej i mange år og så vende om og begynde at handle ret og øve sådanne gerninger, der fører til liv, og ved at gøre dette bliver vi indskrevet i livets bog. Vi bliver omtalt i livets bog, fordi den omtaler de gode gerninger, vi nu øver, anerkendende. Disse ting har været nedfældet der fra begyndelsen, men vi har ikke levet i overensstemmelse dermed. Vort navn, vort ry, svarede ikke til kravene deri, men når vi vender om og vinder os et navn for det, der dér er nævnt, kommer vi ind under de kategorier eller skarer, der får godt lov i livets bog. Men hvad, hvis vi nu senere igen bliver troløse og ophører med at leve op til det gode navn og således mister det og i stedet får et dårligt navn, et navn for at være umoralsk eller forsømmelig eller bagtalerisk eller klagesyg eller hovmodig? Hvis vi vinder os et navn for den slags ting, vil vi ikke længere være at finde i livets bog, for sådanne ting omtales og opstilles ikke der som de krav, der skal opfyldes, og derfor viser vore handlinger ikke længere, at vi er indskrevet i livets bog. Det gode navn, vi engang havde, har vi sat over styr, og det dårlige navn, vi for eftertiden vil vinde, er ikke at finde i livets bog. Sådanne onde navne bliver udslettet af Guds minde, og de vil ikke blive husket i opstandelsen, eller når der er tale om frelse til liv. Vort tidligere navn for retfærdighed bliver glemt, hvis vi ved onde handlinger ombytter det med et dårligt navn. — Ordsp. 10:7; Ez. 33:12-16.

20. Hvad indebærer det at bekende et navn, og hvordan kan vi leve op til visse navne?

²⁰ At bekende Jesu navn for andre er langt mere end bare at gentage hans bogstavelige navn, således som han selv siger. (Matt. 7:21) For virkelig at bekende det eller tro det må vi forkynde dets betydning, dets ry, og hvad det står for, og vi må leve op til hans navn som vort mønster. (Matt. 10:32; Mark. 8:38; Luk. 12:8) Når Jesus vedkender sig sine efterfølgeres navne for Gud i himmelen, sker det heller ikke ved en omtale af deres bogstavelige navne, men ved et vidnesbyrd om de navne for retskaffenhed, som de har vundet sig gennem trofast tjeneste. (Åb. 3:5; 14:13) Hverken Jehova eller Kristus giver os vore personlige navne ved vor fødsel, men de giver visse trofaste tjenerskarer navne. Disse navne må de enkelte leve op til. (Es. 43:10-12; 62:2-4; Åb. 2:17; 3:12) Det er altså ikke bare et spørgsmål om at have vort bogstavelige navn indskrevet i en bogstavelig bog i himmelen, men om at følge en levevis, der er i overensstemmelse med Jehovas krav. Af vore frugter bliver vi identificeret. (Matt. 7:20) Hvis vore frugter er de samme som dem, der beskrives i livets bog, identificerer, anerkender og omtaler livets bog os på sine sider. Vi bør lade vor adfærd, hvorved vi vinder os et navn, svare til den adfærd, der skildres i livets bog. Så vil vi være at finde i livets bog.

21. Hvorledes nævnes Jesus i Bibelens Hebraiske Skrifter, skønt hans bogstavelige navn ikke står der?

²¹ Dette er ikke et rent vilkårligt syn at have i forbindelse med navnene i livets bog, men det finder støtte i et parallelt tilfælde i selve Bibelen. Identificerer Bibelens Hebraiske Skrifter Messias? Ja, det gør de. Ved at nævne hans navn? Nej, Jesu navn nævnes ikke i forbindelse med Messias. Men den omstændighed, at Jesu navn ikke står optegnet i disse skrifter, betyder ikke, at de ikke nævner Jesus som Messias. Der nævnes mange navne, der skildrer Messias, navne, der skildrer hans egenskaber, hans adfærd, hans tjeneste, hans stilling. Han kaldes Immanuel, og Jesus levede op til dette navn. (Es. 7:14; Matt. 1:22, 23) Han kaldes Underfuld-Rådgiver, Vældig-Gud, Evigheds-Fader og Fredsfyrste, og Jesus opfylder alle disse navne. (Es. 9:6) Messias bliver omtalt med mange andre navne, som Jesus opfyldte, som for eksempel kvindens sæd og Abrahams sæd eller afkom (1 Mos. 3:15; 22:17, 18; Gal. 3:16; Hebr. 2:16), tjener og hedningelys (Es. 42:1, 6; Matt. 12:18; Luk. 2:32; Ap. G. 26:23), hersker og vidne (Es. 55:4; Matt. 23:10; Åb. 3:14), genløser eller befrier (Es. 59:20; Rom. 11:26), prøvet sten, urokkelig hjørnesten, hovedhjørnesten (Sl. 118:22; Es. 28:16; Matt. 21:42; Ef. 2:20; 1 Pet. 2:4, 6-8). Messias beskrives i Bibelens Hebraiske Skrifter ved hundreder af andre enkeltheder, og de får alle deres opfyldelse på Jesus og identificerer ham som den lovede Messias. Jesus hævdede dette over for sine disciple. (Luk. 24:27, 44, 45) Jesus svarede til alle de beskrivende navne, som Bibelens Hebraiske Skrifter anvendte om Messias. Hvis alle disse beskrivende navne hentyder til Jesus, hvordan kan vi så med rette hævde, at han ikke omtales i de Hebraiske Skrifter, bare fordi selve navnet Jesus ikke nævnes i forbindelse med Messias? Det kan vi simpelt hen ikke!

22. Hvordan bliver de trofaste på lignende måde omtalt i livets bog?

²² Sådan forholder det sig også med dem, som bliver identificeret i en anden bog, livets bog. Dens symbolske sider rummer beskrivelser af dem, som vinder sig navne for nidkærhed, trofasthed, renhed, retskaffenhed og så fremdeles. Hvis disse beskrivende navne passer på os, står vi indskrevet i livets bog. Ligesom Jesus findes i Bibelens Hebraiske Skrifter som Messias, skønt hans eget navn ikke nævnes der, således vil vi være at finde i livets bog som sådanne, der opfylder kravene, selv om vore personlige, jordiske navne ikke er indskrevet i nogen bogstavelig bog i himmelen. Ligesom Jesus ville have mistet sin identitet som Messias, hvis han ikke havde levet op til de navne i Bibelens Hebraiske Skrifter, der skildrer ham som Messias, således vil vi miste vore gode navne som kristne og blive slettet af livets bog, hvis vi ikke bevarer sådanne navne, der svarer til de guddommelige krav. Vi bliver kun skildret i livets bog, så længe vi med udholdenhed lever op til de beskrivende navne, der skildrer dem, som frelses, og gør disse navne til vore egne.

Genløste, retfærdiggjorte, helligede og udvalgte kan falde fra

23. Med hvilket ord søger presbyterianerne at begrænse betydningen af Mattæus 22:14, og hvad siger de om de genløste?

²³ I vor gennemgang af de argumenter, som tilhængere af læren om forudbestemmelse forfægter, vil vi nu gå over til at drøfte deres påstand om, at de, som er genløst af Kristus, ikke kan falde fra. Vi har allerede med Jesu ord i Mattæus 22:14 vist, at de kaldede kan falde fra, da der jo står, at mange er kaldede, men få bliver udvalgt i sidste ende. Dette skriftsted slår fuldstændig fødderne væk under deres lære, og de søger at slippe uden om ved at sige, at deres kaldelse ikke var bindende. Bibelen giver dem ingen myndighed til at tage sig den frihed at begrænse denne udtalelse på denne måde, men hele deres lære afhænger deraf. Hensigten med at nævne dette er at vise, hvor stor vægt de lægger på ordet „bindende“. Når de bruger det, udelukker de muligheden for et frafald. De bruger det i forbindelse med dem, som er genløst af Kristus: „Alle, hvem Kristus har købt forløsning, lader han afgjort og bindende tilflyde denne forløsning, idet han går i forbøn for dem og åbenbarer frelsens hemmeligheder for dem i og ved sit ord. Med bindende virkning overbeviser han dem ved sin ånd til at tro og adlyde, leder deres hjerter ved sit ord og sin ånd, overvinder ved sin almagt og visdom alle deres fjender på den måde, der er mest i overensstemmelse med hans underfulde og uransagelige førelse.“d

24. Hvordan gør 2 Peter 2:1-3 det af med læren om forudbestemmelse?

²⁴ Det foregående viser, at de lærer, at de, som er blevet genløst, ikke kan falde fra, at genløsningen er bindende for dem, at de med bindende virkning overbevises, og at alle fjender overvindes. Ved hvilket middel bliver de genløst eller løskøbt? Peter svarer: „I ved jo, at det ikke var med forkrænkelige ting, med sølv eller guld, I blev løskøbt fra det tomme liv [den frugtesløse levevis, NW], I havde arvet fra forfædrene, men med Kristi dyrebare blod som med blodet af et lam uden plet og lyde.“ (1 Pet. 1:18, 19; Ef. 1:7; Kol. 1:14; Hebr. 9:12; Åb. 5:9) Kristus køber dem med sit blod, og de bliver hans. Han er deres ejer og herre. Til dem er der skrevet: „Ved I ikke, . . . at I ikke tilhører jer selv? I er jo købt og prisen betalt.“ (1 Kor. 6:19, 20; 7:23) Ifølge læren om forudbestemmelse kan de aldrig falde fra, dersom Kristus har genløst, udfriet, løskøbt dem og er blevet deres ejer og herre. Men Bibelen siger, de kan, og at nogle gør det. „Falske lærere . . . vil liste fordærvelige vranglærdomme ind, idet de endog fornægter den herre, som købte dem, og bringer hastig undergang over sig selv. Mange vil følge dem i deres løsagtighed.“ „Men dommen over dem har fra ældgamle dage været på vej, og deres undergang blunder ikke.“ — 2 Pet. 2:1-3.

25. Hvilket andet bevis har vi for, at de genløste kan falde fra?

²⁵ Fremdeles siger apostelen Peter i sin omtale af dem, der løskøbes og senere fornægter deres ejer og herre, Kristus Jesus: „Thi når de ved erkendelse af [nøjagtig kundskab om, NW] Herren og Frelseren Jesus Kristus har undflyet verdens besmittelse, men igen lader sig indvikle deri og bukker under, så er det sidste blevet værre med dem end det første. Thi det havde været bedre for dem ikke at have lært retfærdighedens vej at kende fremfor efter at have erkendt den da at vende sig bort fra det hellige bud, som blev dem overgivet. Det er gået dem, som ordsproget træffende siger: Hunden vender sig om til sit eget spy, og den vaskede so vælter sig atter i sølen.“ (2 Pet. 2:20-22) Efter at være renset med sandhedens vand og Jesu blod vender de tilbage til deres tidligere besmittelse og syndige adfærd. Deres undergang blunder ikke, men indtræffer til Guds fastsatte tid.

26. Hvorledes viser Paulus, at de genløste kan falde fra, og hvad udelukker muligheden for, at de på ny kan omvende sig?

²⁶ Apostelen Paulus kommer ind på det samme spørgsmål og siger: „Thi når mennesker een gang er blevet oplyst og har smagt den himmelske gave og har fået del i den hellige ånd og har smagt Guds gode ord og den kommende verdens kræfter — og så falder fra, da er det umuligt atter at bringe dem til omvendelse på ny; thi de korsfæster [pælfæster, NW] for deres del Guds søn igen og gør ham til spot.“ (Hebr. 6:4-6) De, der her omtales som faldet fra, uden mulighed for på ny at vende om, havde allerede nydt godt af genløsningens fortjeneste og var blevet købt med Jesu blod. Hvis ikke, kunne de have høstet fordel deraf til deres frelse. Men de havde allerede gjort brug deraf og var siden faldet fra. Med vilje og overlæg pælfæstede de nu Kristus på ny, idet de selv forkastede ham og ikke værdsatte hans offerdød eller regnede den for mere end enhver anden forbryders død. Kristus var død for dem een gang; han kommer ikke til jorden igen for atter at dø for dem. „Thi det gjorde han een gang for alle.“ „Ej heller gik han derind for at ofre sig selv mange gange, således som ypperstepræsten år for år går ind i helligdommen med blod, som ikke er hans eget; i så fald havde han måttet lide mange gange siden verdens grundlæggelse. Men nu er han een gang for alle ved tidernes [tingenes ordnings, NW] fuldendelse åbenbaret for ved sit offer at bortskaffe synden.“ — Hebr. 7:27; 9:25, 26.

27. Hvad siger presbyterianerne om de retfærdiggjorte, og hvad siger Bibelen?

²⁷ Om dem, som er retfærdiggjorte eller regnet retfærdige, lærer presbyterianerne: „De kan aldrig falde fra deres retfærdiggjorte tilstand.“e Hvorved bliver mennesker retfærdiggjort? Det bliver de „uforskyldt af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus“. Eller „retfærdiggjorte ved hans blod“. (Rom. 3:24; 5:9) I de foregående paragraffer har vi citeret skriftsteder, der tydeligt viser, at vi kan falde fra, og at nogle falder fra efter at være genløst og løskøbt ved Kristi blod, og at der derefter ikke gives noget håb om liv. Eftersom det er denne genløsning, der fører til retfærdiggørelse, så vil det sige, at træder vi genløsningen under fode, sætter vi også vor retfærdiggørelse over styr. Presbyterianerne anerkender, at de retfærdiggjorte kan synde og komme ind under Guds vrede, men tilføjer, at de med ydmyg bekendelse og bøn om tilgivelse kan „forny deres tro og atter omvende sig“.f Dog så vi af et af de skriftsteder, vi her har citeret, at det er umuligt „atter at bringe dem til omvendelse på ny“, når de „falder fra“. — Hebr. 6:4-6.

28. Hvilken uoverensstemmelse er der mellem presbyterianernes og Bibelens udtalelser om de helligede?

²⁸ Presbyterianerne siger, at de helligede er urørlige: „De, som Gud har antaget i sin elskede søn, og som på bindende vis er kaldede og helligede ved hans ånd, kan hverken helt eller endeligt falde fra deres nådesstilling, men vil holde ud deri lige til enden og blive frelst for evigt.“g Den skare, som omtales i Hebræerne 6:4-6; og 2 Peter 2:20-22, nævnes igen i Hebræerne 10:26-29 (NW): „Thi begår vi synd med vilje efter at have modtaget den nøjagtige kundskab om sandheden, gives der ikke mere noget offer for vore synder, men en frygtelig forventning om dom og en nidkærheds brand, som skal fortære de genstridige. Enhver, som har ladet Moseloven uænset, dør uden medlidenhed på to eller tre vidners udsagn. Hvor meget hårdere en straf mener I da ikke, det menneske vil fortjene, som har trådt Guds søn under fod, og som har holdt pagtens blod, hvormed han blev helliget, for at være af almindelig værdi og har krænket den ufortjente godheds ånd med foragt?“ Sådanne ringeagter Jesu blod, der gjorde den nye pagt gyldig, de var ført ind under. Derfor fortæres de af en evig undergang, der er en langt større skændsel og vanære end den, der ramte dem, som forbrød sig mod Lovpagten og måtte dø. Men det, vi her skal lægge mærke til, er, at disse genstridige var blevet helliget, men alligevel faldt fra.

29. Hvad viser i modstrid med læren om forudbestemmelse, at de udvalgte kan falde fra?

²⁹ De, som har det håb, at de skal regere med Kristus, kaldes „de udvalgte“. Tilhængerne af læren om forudbestemmelse siger, at de udvalgte ikke kan falde fra. Markus 13:22 siger: „Thi falske Krister og falske profeter skal fremstå og gøre tegn og undere, for, hvis det var muligt, at føre de udvalgte vild.“ (KJ) De kursiverede ord er ikke kursiveret på originalsproget, og denne tilføjelse får det til at lyde, som om det er umuligt at føre de udvalgte vild. Moderne bibeloversættelser gengiver tanken mere nøjagtigt: „For om muligt at føre de udvalgte vild.“ (NW) „For at vildlede Guds udvalgte folk, hvis de kan.“ (AT) Nogle lykkes det dem at føre vild, andre ikke. Paulus udholdt meget for de udvalgtes skyld, for at de kunne opnå frelse. (2 Tim. 2:10) Det var unødvendigt, hvis de udvalgte ikke kunne falde fra. Hvis Gud havde bestemt, at udvælgelsen skulle være urokkelig, ville det ikke have været nødvendigt at formane de udvalgte til at stræbe efter at gøre den urokkelig. Peter siger imidlertid: „Derfor, brødre, skal I så meget mere stræbe efter at gøre jeres kaldelse og udvælgelse urokkelig; thi når I gør det, vil I aldrig snuble.“ (2 Pet. 1:10) Peter siger ganske tydeligt her, at de vil snuble, medmindre de selv flittigt stræber efter at gøre deres udvælgelse urokkelig. Hvis de ikke kan fortabes, hvorfor skulle trængselens dage da afkortes, for at de kunne blive frelst? — Matt. 24:22.

30. Hvilke andre beviser har vi for, at man kan falde fra, selv om man hører til den forudbestemte skare?

³⁰ Læren om forudbestemmelse hævder, at de, som er genløste, retfærdiggjorte, helligede og udvalgte, aldrig kan falde fra. Men de skriftsteder, som vi her har drøftet, beviser det modsatte. Een gang frelst betyder ikke altid frelst. Sejrvinderne med Kristus er ikke kun kaldede og udvalgte, men „kaldede og udvalgte og trofaste“. Hvor længe er de trofaste? „Vær tro indtil døden [selv under dødsfare, NW], så vil jeg give dig livets sejrskrans.“ Den skal ikke alene vindes, men også bevares: „Hold fast ved det, du har, for at ingen skal tage din sejrskrans.“ Skal de udvalgte forblive i samhørighed med Kristus, kan de ikke tillade sig at blive lunkne, for om disse, der er kølnet af, siger han: „Derfor . . . har jeg i sinde at udspy dig af min mund.“ (Åb. 2:10; 3:11, 16; 17:14) For at komme med i det himmelske rige sammen med Kristus må de holde ud lige til enden: „Thi vi har del i Kristus, såfremt vi holder den tillid, vi havde i begyndelsen, urokkelig fast til det sidste.“ (Hebr. 3:14) Skal vi vinde, må løbet fuldføres og kampen kæmpes til det sidste. (Matt. 10:22; 24:13; 2 Tim. 4:7, 8) Apostelen Paulus var så ganske afgjort at finde blandt den forudbestemte skare og kaldet, udvalgt, genløst, retfærdiggjort og helliget, dengang han skrev sit første inspirerede brev til korinterne, og alligevel var det muligt for ham at blive misbilliget og forkastet: „Jeg er hård mod mit legeme og holder det i ave, for at ikke jeg, der har prædiket for andre, selv skal blive forkastet.“ (1 Kor. 9:27) Han følte ikke selv, at hans skæbne var forudbestemt, og at det derfor var umuligt, at han kunne falde fra. Det var kun, da døden var nær og løbet fuldført, at han tillidsfuldt talte om sin sejrskrans. — 2 Tim. 4:6-8.

Den enkelte bestemmer selv sin skæbne

31. Hvilke skriftsteder modsiger læren om forudbestemmelse og viser, at den enkelte må træffe sit valg?

³¹ Læren om forudbestemmelse fastholder, at Gud bestemmer alle menneskers skæbne, før de er født. Nogle bliver forudbestemt til frelse, andre til guddommelig vrede, og det uden forhåndsviden om, hvordan den enkelte vil handle. (§ 8) Havde Jehova bestemt menneskets skæbne, inden det blev født, og derved gjort ethvert fremtidigt valg aldeles ørkesløst, ville Moses aldrig være blevet inspireret til at sige til Israel: „Jeg tager i dag himmelen og jorden til vidne mod jer på, at jeg har forelagt jer livet og døden, velsignelsen og forbandelsen. Så vælg da livet, for at du og dit afkom må leve, idet du elsker Jehova din Gud og adlyder hans røst og hænger ved ham; thi deraf afhænger dit liv.“ (5 Mos. 30:19, 20) Josua ville heller ikke have sagt: „Men hvis I ikke synes om at tjene Jehova, så vælg i dag, hvem I vil tjene, de guder, jeres forfædre dyrkede hinsides floden, eller amoritternes guder, i hvis land I nu bor. Men jeg og mit hus, vi vil tjene Jehova!“ (Jos. 24:15) Fremdeles: „Enhver, som påkalder Jehovas navn, skal frelses.“ (Joel 3:5; Rom. 10:13) Enhver, som ønsker det, kan uden begrænsning af nogen forudbestemmelse opnå livet: „Ånden og bruden siger: Kom! Og den, som hører, skal sige: Kom! Og den, som tørster, skal komme; den, som vil, skal modtage livets vand uforskyldt.“ (Es. 55:1; Åb. 22:17) Jehova siger: Advar dem fra mig. Så får den, der vil høre, høre, og den, der ikke vil, får lade være. Mon jeg har lyst til den gudløses død, mon ikke til, at han omvender sig fra sin vej, så han må leve? Thi hvorfor vil I dø? Jeg har ikke lyst til nogens død. Omvend jer derfor, så skal I leve! — Ez. 3:27; 18:23, 31, 32; 33:7, 11-15.

32. Hvad tilkendegiver, hvor dåragtig læren om forudbestemmelse er?

³² Hvor hyklerisk ville dette ikke være, hvis de, der blev talt til, overhovedet ikke havde noget valg! Ville Jehova forudbestemme nogle til død og så sige, at det ville være ham en lyst at se dem vende om fra denne guddommelige forudbestemmelse og leve? Hvilken dåragtig tanke! Og ville Kristus have sagt, at det var hans inderligste ønske at samle Jerusalems børn, hvis de af Gud var forudbestemt til at blive forladt? Selvfølgelig ikke. Beretningen viser, at disse mennesker ikke ville have det anderledes til trods for Jesu ønsker: „Jerusalem, Jerusalem! du, som ihjelslår profeterne og stener dem, der er sendt til dig! hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn, som hønen samler kyllingerne under sine vinger! og I ville ikke. Se, jeres hus bliver forladt og overladt til jer selv!“ — Matt. 23:37, 38.

33. Hvem kan opnå frelse, og hvordan?

³³ Det evige liv tilflyder os ikke gennem en forudbestemmelse, mennesker står værgeløse overfor, men ved at vi tilegner os kundskab om Jehova og Kristus, ved at vi træder frem som en mand, der kan stå prøve og forkynder sandheden på rette vis, ved at vi arbejder på vor egen frelse med frygt og bæven, ved at vi forkynder for andre, så de også kan blive frelst, ved at vi er ordets gørere og ikke blot dets hørere, ved at vi gør Guds vilje og ikke kun tjener ham med læberne. (Matt. 7:21; Joh. 17:3; Fil. 2:12; 1 Tim. 4:16; 2 Tim. 2:15; Jak. 1:22) Jesus tilvejebragte ikke genløsningen for nogle få, der var forudbestemte til frelse, men han blev „ophav til evig frelse for alle, som er lydige mod ham“. (Hebr. 5:9) Det står mennesker frit for at vælge, hvem de vil tjene, og at handle, som de finder for godt, og derved besegle deres egen skæbne enten til liv eller død. — Rom. 6:16.

34. I hvilke henseender er begrebet forudbestemmelse i modstrid med Jehovas fremgangsmåder, og på hvilket grundlag er det, at mennesker høster?

³⁴ Hvis læren om forudbestemmelse er sand, hvorfor gav Jehova da Israel sin lov, eller hvorfor lader han det gode budskab om Riget forkynde for nationerne? Hvorfor lader han indtræffe domsperioder, under hvilke menneskers skæbne afgøres på grundlag af deres adfærd, idet Gud dømmer „enhver efter hans gerninger“ og „gør med dem efter deres færd og dømmer dem, som de fortjener“? (Ez. 7:27; Rom. 2:6; Åb. 20:13) Hvorfor skille får og bukke efter deres reaktion over for budskabet og Kristi sendebud? (Matt. 25:40, 45) Hvorfor gøre alt dette, hvis menneskers skæbne er forudbestemt, inden de er født? Ikke Gud, men mennesker er ansvarlige for deres egen skæbne. Det er ikke, som Gud forudbestemmer, at mennesket høster, men som det sår. For at kunne høste liv må mennesket aldrig ophøre med at så det gode: „Thi hver skal bære sin egen byrde [ansvarsbyrde, NW]. Far ikke vild, Gud lader sig ikke spotte! thi hvad et menneske sår, det skal han også høste. Thi den, der sår i [med henblik på, NW] sit kød, skal høste fordærvelse af kødet, men den, der sår i [med henblik på, NW] ånden, skal høste evigt liv af ånden. Når vi gør det rette, da lad os ikke blive trætte, thi vi skal høste til sin tid, såfremt vi ikke giver tabt.“ (Gal. 5:5, 7-9) Gud viser ikke personsanseelse over for nogle ved at forudbestemme dem til liv eller gøre forskel på andre ved at forudbestemme dem til død eller pine. Af beviserne kan vi drage den slutning, „at der hos Gud ikke er personsanseelse; men i hvert folk er den, som frygter ham og øver retfærdighed, kærkommen for ham“. — Ap. G. 10:34, 35.

35. Hvad må vi imidlertid huske vedrørende gerninger?

³⁵ Nu bør ingen af det foregående drage den slutning, at vi kan frelse os selv ved gerninger. Kunne vi det, ville vi opnå frelse i egen kraft, og det kan vi ikke. Den opnås kun ved Guds ufortjente godhed. (Rom. 11:6; Ef. 2:8, 9; 2 Tim. 1:9) Men gennem studium kommer vi til tro, og ved gerninger, der er i harmoni med vor kundskab, beviser vi vor tro og lydighed. (Rom. 10:14, 17; Jak. 2:18-26) Vi må øve disse gerninger som et bevis på lydighed, for det er de lydige, der høster gavn af genløsningen. Uden sådanne gerninger er frelse ikke mulig.

36. Hvilket forsøg har presbyterianerne gjort for at slippe uden om vanskelighederne, og med hvilket resultat?

³⁶ Det bør også bemærkes, at i årene 1902-1903 føjede den presbyterianske kirke i de Forenede Stater to kapitler til sin trosbekendelse side om side med en forklarende tekst. Disse tilføjelser havde øjensynlig til hensigt at lempe lidt på strengheden i læren om forudbestemmelse og at bringe den mere i harmoni med de skriftsteder, der taler om den enkeltes personlige valg og nødvendigheden af at øve gode gerninger. Men i deres forsøg på at gøre dette modsiger de i virkeligheden de øvrige udtalelser i deres trosbekendelse. Hvis de ønsker at føje disse kapitler til, burde de slette de andre udtalelser for at undgå uoverensstemmelser. Men skulle de slette disse udtalelser, bliver der ikke noget tilbage af deres lære om forudbestemmelse. I deres forlegenhed har de valgt at beholde begge synspunkter, og derved modsiger de både sig selv og Bibelen. De er selv ansvarlige for denne pinlige situation. De tilføjede udtalelser bringer ikke læren om forudbestemmelse i harmoni med Bibelen, og i deres forsøg på at komme på linie med Skriften modsiger de læren om forudbestemmelse. Disse tilføjelser udvander læren, så den næsten forsvinder. De forkludrer den i den grad, at de simpelt hen afliver den. Der siges for eksempel i kapitel X, afsnit 3, side 45: „Udvalgte spædbørn, der dør som spæde, genfødes og frelses gennem Kristus ved ånden.“ Men i de forklarende udtalelser, side 125, siges der: „Dette skal ikke forstås således, at sådanne, der dør som spæde, er fortabte. Vi tror, at alle, der dør som spæde, er indbefattet blandt de udvalgte.“ Der er ingen bibelsk støtte for denne påstand. — Ez. 9:6.

37. Hvilke udfordrende spørgsmål melder der sig, og hvad kan vi se frem til?

[Fodnoter]

[Illustration på side 252]

Immanuel

Underfuld-Rådgiver

Vældig-Gud

Evigheds-Fader

Fredsfyrste

Kvindens sæd

Abrahams sæd

Fører

Vidne

Genløser

Prøvet sten

Urokkelig hjørnesten