Dåb — et udtryk for tro
„Med hjertet tror man til retfærdighed, men med munden bekender man offentligt til frelse.“ — Rom. 10:10.
1. Hvordan viser man, ifølge Mattæus 28:19, at man er blevet en Jesu Kristi discipel?
DA HERREN Jesus Kristus lod sig døbe, satte han et eksempel for os. For at blive hans disciple må vi også lade os døbe. Det fremgår klart af den befaling Guds søn gav sine disciple efter at han var blevet oprejst fra de døde. Han sagde: „Gør disciple af folk af alle nationerne, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn.“ — Matt. 28:19.
2. (a) Hvilken betydning har vanddåben? (b) Hvad kræves der af den enkelte for at hans dåb kan have virkelig betydning?
2 Hvad betyder vanddåben da? Jo, når man lader sig døbe i vand, afgiver man et offentligt vidnesbyrd om at man har givet afkald på den fulde ejendomsret til sig selv og har indviet sig fuldt til Jehova Gud som en discipel af Jesus Kristus. For at dette skridt kan have virkelig værdi i vor himmelske Faders øjne, må det tages frivilligt og uforbeholdent, og det er ikke blot selve dåbshandlingen men alt hvad dåben indbefatter, der har betydning for frelse. Den pågældende må angre sine synder, omvende sig eller vende sig fuldstændig bort fra sin urette adfærd, og give afkald på ejendomsretten til sig selv, idet han i fuldt omfang indvier sig til Jehova Gud for at tjene ham og hans søn. (Matt. 16:24; Apg. 2:38; 3:19; 1 Tess. 1:9, 10) I overensstemmelse med Romerbrevet 10:9 forventes det at dåbskandidaten, før han nedsænkes i vandet, offentligt bekender at han har forstået disse vigtige ting. Der står her: „For hvis du offentligt bekender det ’ord i din egen mund’, at Jesus er Herre, og tror i dit hjerte at Gud oprejste ham fra de døde, vil du blive frelst.“
3. Hvad bekræfter ordene i Første Petersbrev 3:21 i forbindelse med dåben?
3 Ordene i Første Petersbrev 3:21 bekræfter at hele dåbsforanstaltningen, som indbefatter denne offentlige bekendelse af troen, er nødvendig for frelse. Apostelen skrev: „Det som svarer hertil, nemlig dåb (ikke fjernelse af kødets snavs, men en anmodning til Gud om en god samvittighed), frelser nu også jer gennem Jesu Kristi opstandelse.“
4. Hvad ligger der i udtrykket „gennem Jesu Kristi opstandelse“?
4 Det er naturligvis ikke selve nedsænkningen i vand der frelser. Vandet kan bortvaske bogstaveligt snavs, men frelsen hidrører ikke fra en „fjernelse af kødets snavs“ ved en højtidelig ydre tvætning. Peter understregede at frelsen opnås „gennem Jesu Kristi opstandelse“. Det betyder at den der bliver døbt, må tro at frelsen kun er mulig fordi Guds søn led offerdøden og derefter blev oprejst på den tredje dag. Det er også vigtigt at han anerkender Jesus som sin Herre og erkender at Jesus har fuld myndighed til at dømme levende og døde, for Peter fortsatte: „Han er ved Guds højre hånd, for han tog til himmelen, og engle og myndigheder og magter blev underlagt ham.“ — 1 Pet. 3:22.
5. Hvordan opnår man en god samvittighed?
5 Desuden forbandt Peter dåben med „en anmodning til Gud om en god samvittighed“. For at få en god samvittighed må alle der lader sig døbe, angre deres synder, vende om fra deres urette adfærd og indvi sig fuldt til Gud gennem Kristus. Dåben er det offentlige symbol på den indvielse den pågældende nu har foretaget i sit hjerte og den bekendelse af troen han har foretaget med munden. Når han har opfyldt Jehova Guds krav og har ladet sig døbe, opnår han en god samvittighed. Så længe han bevarer denne gode samvittighed befinder han sig i en frelst tilstand. Han vil ikke blive genstand for Guds fordømmende dom.
6. (a) Hvad svarer dåbsforanstaltningen til? (b) Hvordan kommer troen ind i billedet?
6 Men hvad mente apostelen med ordene „det som svarer hertil“? I det foregående vers nævner han at otte menneskesjæle, deriblandt Noa, „blev bragt sikkert igennem vandet“, det vil sige Vandflodens vand. (1 Pet. 3:20) Det samme vand som tilintetgjorde de mennesker der var uden for arken, frelste eller udfriede Noa og de syv medlemmer af hans familie fra en ond generation. Uden tro ville Noa ikke have erfaret denne storslåede udfrielse. I Hebræerbrevet 11:7 læser vi: „Ved tro byggede Noa gudfrygtigt, efter at være blevet advaret af Gud om ting som endnu ikke sås [der var altså ingen synlige vidnesbyrd om at der ville komme en verdensomspændende vandflod og at såvel mennesker som dyr skulle tilintetgøres], en ark til redning for sin husstand; ved denne tro fordømte han verden, og han blev arving til den retfærdighed der er en følge af tro.“ Ligesom Noa måtte have tro for at bygge arken, må alle som bliver døbte disciple af Jesus Kristus have tro for at modstå det pres som den vantro verden og dens gud vil udsætte dem for. — Joh. 12:31; 2 Kor. 4:4.
Hvorfor troen er nødvendig
7. Hvilken vejledning gav Jesus Kristus i Lukas 14:26-33, og hvorfor?
7 Alle som bliver indviede og døbte disciple af Jesus Kristus kan forvente at blive udsat for vanskeligheder. Det er grunden til at Guds søn gav denne vejledning:
„Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin fader og moder og hustru og sine børn og brødre og søstre, ja endog sin egen sjæl, kan han ikke være min discipel. Enhver som ikke bærer sin marterpæl og følger efter mig, kan ikke være min discipel. For eksempel: Hvem af jer som ønsker at bygge et tårn, sætter sig ikke først ned og beregner omkostningerne for at se om han har nok til at gøre det færdigt? Ellers får han måske lagt grunden men kan ikke fuldføre det, og alle der ser det begynder måske at gøre nar af ham idet de siger: ’Denne mand begyndte at bygge men kunne ikke fuldføre det.’ Eller hvilken konge som er på march for at møde en anden konge i krig, sætter sig ikke først ned og holder råd om hvorvidt han med ti tusind mand kan stå sig imod den der kommer imod ham med tyve tusind? Kan han ikke, sender han, endnu mens den anden er langt borte, en delegation ud for at bede om fred. Således kan givetvis ingen af jer som ikke siger farvel til alt hvad han har, være min discipel.“ — Luk. 14:26-33.
I overensstemmelse med disse ord må alle som lader sig døbe, alvorligt overveje på forhånd hvad det indbefatter.
8. Hvordan skal vi forholde os til vore ikke-troende slægtninge, og hvorfor?
8 Jesus mente naturligvis ikke at hans disciple skulle afsky deres slægtninge. I sin bjergprædiken sagde han jo oven i købet at vi skulle ’elske vore fjender og bede for dem som forfølger os’. (Matt. 5:44) Det er klart at vi bør vise endnu større kærlighed mod vore ikke-troende slægtninge, ja, være villige til og ivrige efter at gøre alt hvad der står i vor magt for at hjælpe dem til at opnå evigt liv. (Jævnfør Romerbrevet 9:1-3.) Den der bliver en døbt discipel må imidlertid ’hade’ sine familiemedlemmer i den forstand at han elsker dem mindre end han elsker Jesus Kristus. Hvorfor er det nødvendigt? Fordi hans familiemedlemmer muligvis ikke er glade for den vej han er slået ind på. De lader ham måske forstå at de vil vende ham ryggen hvis han bliver døbt. Han må have tro for at være overbevist om at hans indvielse til Jehova og hans dåb i vand ikke bliver et tab for ham, men en vinding.
9. Hvad opnår man ved at blive en indviet og døbt discipel af Jesus Kristus?
9 Hvad vinder man ved at blive en indviet og døbt discipel af Jesus Kristus? Man opnår den tilfredshed at vide at man gør det som Jehova Gud og hans søn godkender. Deres gunst er mere værd end alt andet. Hverken vore venner eller vore slægtninge kan give os en hjælp der ikke svigter, en ledelse der ikke fører på afveje og et liv der varer evigt. Men Jehova Gud kan give os alt dette gennem sin søn. Vi får også brødre, søstre, mødre og børn i åndelig forstand. Jesus gav denne forsikring: „Jeg siger jer som sandt er: Ingen har forladt hus eller brødre eller søstre eller moder eller fader eller børn eller marker for min skyld og for den gode nyheds skyld, uden at han vil få hundrede gange mere nu i denne tidsperiode, huse og brødre og søstre og mødre og børn og marker, sammen med forfølgelser, og i den kommende tingenes ordning evigt liv.“ (Mark. 10:29, 30) I sammenligning med det vi vinder, er det vi måtte tabe i verdslige menneskers øjne kun for affald at regne. — Fil 3:8.
10. Hvorfor er det vigtigt at man elsker Jesus Kristus mere end sig selv hvis man skal være en trofast discipel af ham, og hvorfor kræver dette tro?
10 Hvorfor nævnte Guds søn at vi også må elske ham mere end vi elsker vor egen sjæl? Det hænger sammen med det vi må forvente fra de ikke-troendes side. I Andet Timoteusbrev 3:12 står der: „Alle de som ønsker at leve gudhengivent i samfund med Kristus Jesus vil også blive forfulgt.“ Hvis vi elskede os selv mere end Guds søn, ville vi ikke være parate til at lide hån og mishandling, eller om nødvendigt døden, fordi vi er hans disciple. Det kræver i sandhed tro at lade sig døbe, når man ved at dette skridt endog kan komme til at koste én livet. Denne tro indbefatter en urokkelig tillid til opstandelseshåbet. (Apg. 24:15) Ja, mennesker kan slå os ihjel, men de kan ikke berøve os retten til at være en levende sjæl. Den eneste der for evigt kan fratage os retten til livet, er Jehova Gud. Af den grund tilskyndede Jesus: „Vær ikke bange for dem som dræber legemet men som ikke kan dræbe sjælen, frygt hellere for ham der kan ødelægge både sjæl og legeme i Gehenna.“ — Matt. 10:28.
11. Hvorfor er det nødvendigt at have tro hvis vi kommer ud for økonomiske vanskeligheder fordi vi er Jesu Kristi disciple?
11 Når vi ikke har vort liv for kært, kan vi også stå fast på trods af økonomiske vanskeligheder. Nogle af Guds tjenere i nutiden har mistet deres arbejde fordi de loyalt har holdt fast ved de krav Gud stiller. Navnlig når vi har problemer i forbindelse med det daglige udkomme, må vi have tro for at stole på at vor himmelske Fader vil besvare bønnen: „Giv os i dag vort brød for denne dag.“ (Matt. 6:11) Alle som lader sig døbe må have tillid til at Jehova Gud både kan og vil sørge for sine tjenere i vanskelige tider.
En livsform der kræver tro
12. På hvilke områder bør man stræbe efter at gøre fremskridt efter at man er blevet døbt?
12 Inden man bliver en indviet og døbt discipel af Jesus Kristus må man altså tro. Alligevel er dåben kun begyndelsen på vort liv som kristne. Efter at vi er blevet døbt, må vi fortsat vokse i troen og gøre fremskridt med hensyn til at bære de øvrige af Guds ånds frugter — kærlighed, glæde, fred, langmodighed, venlighed, godhed, mildhed og selvbeherskelse. Vi må nidkært give udtryk for troen over for andre. (Gal. 5:22, 23; 2 Pet. 1:5-8) Nye disciple må huske på at de stadig er spædbørn i åndelig forstand, og at de bør give agt på apostelen Peters vejledning: „Hig som nyfødte spædbørn efter ordets uforfalskede mælk, for at I ved den kan vokse op til frelse, om I ellers har smagt at Herren er venlig.“ — 1 Pet. 2:2, 3.
13. Hvordan kan man opelske en higen efter åndelig næring?
13 For at opelske en virkelig higen efter åndelig næring må vi give os tid til at tænke taknemmeligt over alt det Jehova Gud og Jesus Kristus har gjort for os, og lade vort hjerte tilskynde os til regelmæssigt at tage til os af Guds ord. Vi må læse i Bibelen. Ja, mere end det: Vi må under bøn overveje det der står, og personligt anvende og følge den inspirerede vejledning. Den der ønsker at kende Guds ord fuldt ud, stiller sig ikke tilfreds med blot at have gennemgået en eller to grundlæggende bibelstudiebøger. Bibelen indeholder langt mere som kan styrke og højne os åndeligt.
14. Hvem bør de der for nylig er kommet til troen søge at dyrke samvær med, og hvorfor?
14 Det gode samvær i den kristne menighed har også stor betydning for at vi kan gøre fremskridt i åndelig henseende. De bedste venner vi kan komme sammen med er åndeligsindede trosfæller, brødre og søstre som glæder sig over at tale om Guds ord og som inderligt ønsker at hjælpe deres medmennesker. Til Timoteus, der var ældste i den kristne menighed, skrev apostelen Paulus: „Nu er der i et stort hus ikke blot kar af guld og sølv, men også af træ og ler, og nogle til et ærefuldt formål, men andre til et ikke-ærefuldt formål. Derfor, hvis nogen holder sig fri af de sidstnævnte, vil han være et kar til et ærefuldt formål, helliget, nyttigt for sin herre, beredt til enhver god gerning. Flygt derfor fra de ønsker der hører ungdommen til, og jag efter retfærdighed, tro, kærlighed, fred, sammen med dem der påkalder Herren af et rent hjerte.“ (2 Tim. 2:20-22) Apostelen sammenlignede altså menigheden som den så ud på hans tid, med et hus hvor der fandtes kar af enhver slags. Hvis en ældste måtte holde sig fri af de kar der ikke var til et ærefuldt formål, og ikke måtte omgås dem fortroligt, må denne påmindelse i endnu højere grad gælde åndelige spædbørn, dem hvis opfattelsesevner endnu ikke er „opøvet til at skelne mellem ret og uret“. (Hebr. 5:14) De er naturligvis langt mere modtagelige for en fordærvende påvirkning. — Jævnfør Andet Petersbrev 2:18.
15. Hvordan kan man bedømme hvem der er gode omgangsfæller?
15 Det vil ikke sige at vi skal se med mistænksomhed på menighedens medlemmer. Det er ikke vanskeligt at bedømme hvem der er gode omgangsfæller. Jesus Kristus sagde: „Af hjertets overflod taler munden.“ (Luk. 6:45) De der med deres udtalelser tilskynder os til „kærlighed og gode gerninger“ er loyale venner. (Hebr. 10:24) Samvær med dem kan bidrage til at man vokser til kristen modenhed.
16. Hvordan viser vi den kristne tro i gerning?
16 Eftersom de handlinger der danner indledningen til vort kristne livsløb er et udtryk for tro, bør hele vort kristne liv naturligvis afspejle en urokkelig tro på Jehova Gud og hans søn. Denne tro giver sig udslag i gerninger. Disciplen Jakob skrev: „Bliv ordets gørere og ikke blot dets hørere, hvorved I fører jer selv bag lyset.“ (Jak. 1:22) Der kræves mere af os end at vi lytter andægtigt ved menighedens møder og giver udtryk for at vi er glade for det vi hører. Vi må også følge Guds vejledning i vort liv, og det kræver gerninger, virksomhed, ja villighed til at give agt på andres åndelige, fysiske og følelsesmæssige behov. Det betyder at vi også må være med i det store forkyndelsesarbejde der skal afsluttes før „enden“ kommer. — Jak. 1:27; 1 Joh. 3:16, 17; Matt. 24:14, 21, 22.
17. Hvad kunne vi spørge os selv om, i betragtning af Jesu lignelse om sædemanden?
17 I overensstemmelse med Jesu lignelse om sædemanden bør vi døbte disciple af Jesus Kristus ønske at være som „den gode jord“. „Rigets ord“ der er sået i vort hjerte, bør bære frugt. Udnytter vi enhver lejlighed til at aflægge et vidnesbyrd, så vi bærer frugt i form af udtalelser om Guds rige? (Matt. 13:3-9, 18-23) I Åbenbaringen 22:1, 2 sammenlignes en del af Jehovas livgivende foranstaltning med træer som bærer frugt hver måned. Gør vi også en bevidst indsats for at der ikke skal gå en måned uden at vi taler med andre om vor tro? Det er også vigtigt at vi stræber efter at nå ind til vore ikke-troende venners og slægtninges hjerte ved at aflægge et vidnesbyrd der underbygges af et godt eksempel i kristen livsførelse. Vi skal naturligvis ikke fire på rette principper, men vil det være fornuftigt at gøre fødselsdage, helligdage og andre ting af den art til unødigt store stridsspørgsmål over for dem? Vil det ikke være langt bedre at koncentrere sig om at give dem del i nogle positive, opbyggende tanker fra Bibelen når lejlighed byder sig? Vor venlige og ægte omsorg og hjælpsomhed kan ofte være et langt stærkere vidnesbyrd end mange ord. — Jævnfør Romerbrevet 12:17-21.
18. Hvilken løn opnår man ved at være en Kristi discipel?
18 Der følger afgjort et stort ansvar med at være en Kristi discipel. Men det indebærer også en stor løn! Allerede nu har vi opnået fred i sind og hjerte, idet vi véd at vi nyder vor himmelske Faders og hans søns godkendelse. Vort liv har mening, idet vi bestræber os for at fremme vore medmenneskers evige velfærd. Vi kan med tillid se frem til ’det liv som skal komme’, et evigt liv i lykke i Guds nye retfærdsorden. (1 Tim. 4:8) Ja, troen, der er nødvendig for at vi kan blive indviede og døbte disciple af Jesus Kristus, kan føre til at vi opnår denne storslåede fremtid.