’Vi vil ikke svigte vor Guds hus’
1. Hvordan var Jesus Kristus indstillet over for templet i Jerusalem, og hvoraf fremgår dette?
SOM forudsagt af profeten Daniel (9:24-27) fremstod Messias, Fyrsten, i år 29 e.v.t., for da blev Jesus, tømreren fra Nazaret, døbt i Jordanfloden og salvet med Guds hellige ånd. (Matt. 3:13-17) Som Messias eller Kristus forudsagde han at templet i Jerusalem ville blive ødelagt, og dette skete i år 70. Han prøvede ikke på at bevare dette forbilledlige „Guds hus“, der var bygget af „smukke sten“ og andre kostbare materialer. (Luk. 21:5, 6) Men så længe Gud tillod at templet blev stående i Jerusalem respekterede Jesus Kristus det og tilbad i det. Ved to lejligheder rensede han det for kræmmere og den handel de drev i det. — Joh. 2:13-22; Matt. 21:10-14.
2. Hvilken bygning var Jesus dog mere interesseret i?
2 Jesus Kristus var imidlertid mere interesseret i sin himmelske Faders, Jehova Guds, sande og evige tempel. Før han foretog sin sidste rejse til Jerusalem, hvor han forudsagde byens og templets ødelæggelse, sagde han derfor i de tolv apostles påhør: „På den klippe vil jeg bygge min kirke [menighed], og Dødsrigets porte skal ikke få magt over den.“ — Matt. 16:18.
3, 4. (a) Hvad sammenlignede Jesus sin menighed med i Mattæus 16:18? (b) Hvad sammenlignede Paulus menigheden med da han skrev til de kristne i Efesus, og hvordan gjorde han det?
3 Da denne tidligere tømrer talte om at bygge sin kirke eller menighed og gøre det på en klippe, sammenlignede han sin menighed med et tempel. Han omtalte den som et levende „Guds hus“. Da Jesus første gang rensede templet i foråret 30, brugte han ordet „tempel“ om noget andet end det tempel der var bygget af træ og sten i Jerusalem. (Joh. 2:13-22) Nu, i Mattæus 16:18, sammenligner han sin menighed af trofaste efterfølgere med et tempel der er bygget på ham selv som hovedhjørnestenen. I overensstemmelse hermed omtalte den kristne apostel Paulus hele den kristne menighed som et levende tempel da han skrev til menigheden i Efesus i Lilleasien, hvor det verdensberømte tempel for gudinden Artemis (Diana) fandtes. Paulus sagde:
4 „Ved ham [Jesus Kristus] har vi, begge parter [jøder og hedninger] i én Ånd, adgang til Faderen. Så er I da ikke længere fremmede og udlændinge, men I er de helliges medborgere og Guds husfæller, opbyggede på apostlenes og profeternes grundvold med Jesus Kristus selv som hovedhjørnesten. I ham sammenføjes hele bygningen og vokser til et helligt tempel i Herren; i ham bliver også I sammen med os opbygget til en Guds bolig i Ånden [et sted hvor Gud kan bo ved ånd, NW].“ — Ef. 2:18-22.
5. Hvad er det sande „Guds hus“ ifølge Paulus’ ord i 1 Korinterbrev 3:16, 17?
5 I sit brev til den kristne menighed i det gamle Korint i Grækenland understreger Paulus atter at det sande „Guds hus“ nu er et tempel der består af levende skabninger: „Ved I ikke, at I er Guds tempel, og Guds Ånd bor i jer? Hvis nogen ødelægger Guds tempel, skal Gud ødelægge ham; thi Guds tempel er helligt, og I er jo hans tempel!“ — 1 Kor. 3:16, 17.
6. Hvad kan det symbolske tempels medlemmer sammenlignes med, og hvordan anvender Peter denne sammenligning?
6 Medlemmerne af dette symbolske tempel kan derfor sammenlignes med stenene i et bogstaveligt tempel. Derfor kalder den kristne apostel Peter dem også for „levende stene“ i et brev til de kristne i Lilleasien: „Kom til ham [Jesus Kristus], den levende sten, der vel er vraget af mennesker, men udvalgt og kostelig i Guds øjne, og lad jer selv som levende stene opbygge til et åndeligt hus, til et helligt præsteskab, der bringer åndelige ofre, som ved Jesus Kristus er velbehagelige for Gud. Thi det hedder et sted i skriften: ’Se, jeg lægger i Zion en hovedhjørnesten, udvalgt og kostelig, og den, som tror på ham, skal ingenlunde blive til skamme.’“ — 1 Pet. 2:4-6; Ef. 2:20.
7. Hvordan bor Gud i sit levende tempel?
7 I et brev til den kristne menighed i det afgudsdyrkende Korint viser Paulus meget tydeligt at Gud bor i sit levende tempel ved sin ånd og ikke ved noget udskåret billede, et afgudsbillede. Han skriver: „Hvordan kan Guds tempel og afguder have med hinanden at gøre? Vi er jo den levende Guds tempel, thi Gud har sagt: ’Jeg vil bo og vandre iblandt dem og være deres Gud, og de skal være mit folk.’“ — 2 Kor. 6:16.
8. Hvad viser disse ord af Paulus og Peter med hensyn til det tempel der da stod i Jerusalem?
8 De breve vi her har citeret fra, blev skrevet af Paulus og Peter senest fem år før jødernes tempel i Jerusalem blev ødelagt af de romerske legioner i år 70. Det fremgår heraf at Jehova Gud på det tidspunkt havde forkastet det bogstavelige tempel i Jerusalem, hvor hans søn Jesus Kristus var blevet dømt til døden. Det var også det Jesus selv havde sagt den 11. nisan; tre dage før de religiøse ledere lod ham henrette: „I ville ikke. Se, jeres hus bliver forladt og overladt til jer selv!“ — Matt. 23:37, 38.
9. Hvornår blev Jesus Kristus nedlagt som „hovedhjørnesten“ i Zion, og hvornår fortsatte opbygningen af templet?
9 Tredjedagen efter at Jesus var død oprejste den almægtige Gud ham fra de døde og lod ham vende tilbage til himmelen, til det himmelske Zions bjerg. Der nedlagde Jehova Gud Jesus Kristus som den symbolske „hovedhjørnesten“ som et nyt, levende tempel skulle bygges på. (1 Pet. 2:6; Es. 28:16; Matt. 16:18) Da dette levende tempel er et „åndeligt hus“ som Gud bor i ved sin hellige ånd, begyndte opbygningen af det på pinsedagen i år 33. På det tidspunkt blev Guds hellige ånd nemlig udgydt over de jøder der viste tro på den himmelske „hovedhjørnesten“. — Ap. G. 2:1-42.
Hvordan det er muligt at svigte Guds hus
10, 11. (a) Hvorfor er det stadig muligt at svigte det sande Guds hus? (b) Med hvilke ord advarede Paulus Timoteus mod en sådan forsømmelighed?
10 Da det sande „Guds hus“ er et levende tempel der består af Kristi efterfølgeres sande menighed, er det let for os at se hvordan dette symbolske hus kan svigtes eller forsømmes af dem der er „levende stene“ i det. Lad os samtidig huske på at den dag i dag udvælges og beredes „stene“ af den art til det åndelige tempel, og muligheden for at forsømme templet er derfor stadig til stede. Paulus advarede netop den kristne tilsynsmand Timoteus mod en sådan forsømmelighed:
11 „[Jeg skriver] dette til dig, for at du . . . skal vide, hvordan man bør færdes i Guds hus, som jo er den levende Guds kirke [menighed], sandhedens søjle og grundvold. Og uimodsigeligt er denne gudsfrygtens hemmelighed stor: han, som blev åbenbaret i kød, retfærdiggjort i ånd, set af engle, prædiket blandt folkene, troet i verden, optaget til herlighed. Men Ånden siger med klare ord, at i de sidste tider [senere tidsperioder, NW] skal nogle falde fra troen, idet de lytter til forførende ånder og dæmoners lærdomme.“ — 1 Tim. 3:14 til 4:1.
12, 13. (a) Hvad måtte Timoteus derfor passe på? (b) Hvad måtte Timoteus gøre ifølge 1 Timoteusbrev 4:14-16; 6:2, 20, 21?
12 Efter at denne kristne tilsynsmand i det første århundrede havde modtaget Paulus’ første brev, der efterfulgtes af endnu et brev, havde han afgjort en bedre forståelse af „hvordan man,“ sådan som Paulus skrev, „bør færdes i Guds hus“. Han ville passe på ikke at forsømme nogen af sine pligter i Guds hus eller menighed. Han ville gøre nøjagtig det som det apostolske medlem af Guds hus havde pålagt ham at gøre (1 Tim. 4:14-16; 6:2, 20, 21):
13 „Forsøm ikke at bruge den nådegave, du har, den, som blev givet dig ved profeti og med håndspålæggelse af ældsterådet. Tænk på dette, lev i dette, så alle kan se, at du gør fremgang. Giv nøje agt på dig selv og din lærergerning; hold trolig ud dermed. Gør du det, vil du frelse både dig selv og dine tilhørere.“ „Dette skal du lære dem og formane dem til: . . . Timoteus, bevar det, der er dig betroet, og vend dig bort fra den vanhellige, tomme snak og indvendingerne fra den ’erkendelse’, der med urette kaldes således. Ved at bekende sig til den er nogle kommet bort fra troen.“
En forsømmelighed der ville få alvorlige følger
14. (a) Hvad måtte Timoteus overvære regelmæssigt, og hvorfor ville han ikke undlade at gøre det? (b) Er det kun forbeholdt mennesker i en bestemt aldersklasse?
14 Som tilsynsmand for menigheden måtte Timoteus overvære menighedens møder regelmæssigt, enten for at lede mødet eller for at forestå sin del af mødet, sådan som Paulus havde opfordret ham til: „Læg vægt på at oplæse skriften, formane og lære.“ (1 Tim. 4:13) Han måtte ikke forsømme møderne. Hvis han gjorde det, ville han afskære sig selv fra „Guds hus, som . . . er den levende Guds kirke, sandhedens søjle og grundvold“. Han ville i så fald ikke kunne varetage sine pligter. Møderne er ikke blot for gamle mennesker der nærmer sig døden, men er også for unge mennesker. De er både for dem der står ved begyndelsen af deres livsløb og for dem der er højt oppe i årene. Timoteus var ung. Derfor sagde Paulus til ham: „Lad ikke nogen ringeagte dig, fordi du er ung, . . . En gammel mand må du ikke fare hårdt frem imod, men tal ham til rette som en fader og unge mænd som brødre.“ — 1 Tim. 4:12; 5:1.
15, 16. (a) Hvad gør man bogstavelig talt ved at undlade at komme til møderne, og i hvilken retning fører det? (b) Hvordan fremgår dette af Hebræerbrevet 10:23-31?
15 En af de måder hvorpå man tydeligst viser at man svigter eller forsømmer „Guds hus“ er ved ikke at komme til menighedens møder. Hvis et medlem af Guds indviede og døbte husstand med vilje undlader at komme til møderne, støder han bogstavelig talt menigheden bort fra sig. Ved en udstødelse er det Guds husstand der støder et medlem af menigheden fra sig, og hvis vedkommende forbliver i denne udstødte tilstand til han dør, betyder det hans evige undergang som en der er forkastet af Gud. At blive borte fra møderne fører i nøjagtig samme retning. Derfor siges der i Hebræerbrevet 10:23-31:
16 „Lad os urokkeligt holde fast ved håbets bekendelse; thi trofast er han, som gav forjættelsen; og lad os give agt på hverandre [ikke undgå hverandre], så vi opflammer hverandre til kærlighed og gode gerninger, og lad os ikke svigte vor egen menighedsforsamling, som nogle har for skik, men formane hverandre, og det så meget mere, som I ser dagen nærme sig. Thi synder vi med vilje efter at have lært sandheden at kende, gives der ikke mere noget offer for vore synder, men en frygtelig forventning om dom og en nidkærheds brand, som skal fortære de genstridige. . . . Vi kender jo ham, som har sagt: ’Mig tilkommer det at straffe, jeg vil gengælde;’ og fremdeles: ’Herren skal dømme sit folk.’ Det er frygteligt at falde i den levende Guds hænder.“ — Se Femte Mosebog 32:35, 36.
17. Hvad forhindrer nogle i at komme regelmæssigt i kristenhedens kirker, og hvordan er det i Guds sande hus?
17 Mange steder i verden koster det penge at komme i kristenhedens kirker, enten fordi der sendes en kollektbøsse eller en kollektpose rundt én eller flere gange under gudstjenesten, eller fordi man må betale for at komme ind i kirken. Mange synes at de er for fattige til at yde disse tvungne bidrag. Men i Guds sande hus findes der ingen sådan økonomisk skranke der forhindrer nogen i at komme til møderne regelmæssigt. Ved alle Jehovas kristne vidners møder gælder regelen: „Fri adgang. Ingen kollekt.“ Det eneste det koster, er anstrengelsen.
18. Hvordan kan man skaffe midler til dækning af menighedens udgifter, og hvordan bærer man sig ad hos Jehovas kristne vidner?
18 Hvor møderne ikke holdes i private hjem, sådan som på de første kristnes tid, må menigheden naturligvis bære de udgifter der er forbundet med at have en mødesal. (Rom. 16:5; 1 Kor. 16:19; Kol. 4:15; Filem. 2) I dette tilfælde kan menighedens medlemmer yde frivillige bidrag efter hvad de evner. En bidragsbøsse kan opstilles på et passende sted i salen hvor man stilfærdigt kan lægge sit pengebidrag. Vi bryder os ikke om at ligne de religiøse hyklere på Jesu tid der øvede velgørenhed eller gav almisse for at blive set og æret af mennesker. (Matt. 6:1-4) I Jehovas vidners mødesale i dag er der bidragsbøsser hvori man kan lægge et bidrag efter behag.
19. Er pengebidraget det vigtigste? Hvad er det vigtigste?
19 Pengebidraget er ikke hovedsagen, skønt menigheden som helhed ikke vil svigte „Guds hus“ ved at undlade at sørge for et mødested selv om det er forbundet med udgifter, blot udgiften ikke er større end at menigheden kan overkomme den. Hovedsagen er at komme til møderne, og at komme der regelmæssigt.
20. På hvilke andre måder kan man yde sit bidrag ved møderne?
20 Ved møderne kan man yde bidrag på andre måder end den økonomiske. Sammen med hele menigheden kan man synge lovprisningssange til Gud. Hvis der afholdes bibelstudium, kan man deltage ved at give en bibelsk kommentar som svar på et af spørgsmålene, og med dette for øje kan man forberede lektien på forhånd. Man kan opmuntre den offentlige taler ved at være til stede ved hans foredrag og ved at være opmærksom og interesseret og vise sin værdsættelse. Før og efter møderne kan man blande sig med menighedens medlemmer og opmuntre og opbygge dem man taler med. Det er en af de måder hvorpå man ’urokkeligt holder fast ved håbets bekendelse’ og ’giver agt på hverandre, så vi opflammer hverandre til kærlighed og gode gerninger’. — Hebr. 10:23-25.
Forberedelse og bøn
21. (a) Hvad viser man ved at forberede sig til møderne? (b) I hvilken stand er man således med til at bevare menigheder?
21 Ved at forberede sig til møderne kan man tydeligt vise at man ikke har til hensigt at svigte „Guds hus“. Man viser at det at gå til møde ikke er noget rutinemæssigt og ligegyldigt for en, men at man gør det med et formål, nemlig for at blive åndeligt opbygget og for at opbygge de øvrige medlemmer af Guds husstand. På denne måde hjælper man til med at bevare menighedens tro, håb og mod, ja, man hjælper til at styrke den på disse vigtige punkter. Ved at komme til møderne kan man være med til at passe på at menighedens renhed bevares, ikke blot renhed i troen, sådan som den „én gang for alle er blevet overgivet de hellige“, men også renhed i moralsk henseende. Det betyder at man må kæmpe en hård kamp åndeligt set, at man må gøre god brug af „Guds fulde rustning“ og at man sammen med sine kristne brødre „strider . . . for troen på evangeliet“. (Jud. 3; Ef. 6:11-17; Fil. 1:27) Det vil medvirke til at holde Guds hus i god stand i åndelig henseende.
22. På hvilken anden måde kan man støtte „Guds, hus“, som det fremgår af Paulus’ anmodning i Efeserbrevet 6:18, 19?
22 Desuden vil et trofast medlem af Guds husstand ikke svigte Guds åndelige hus ved at forsømme at bede for det. Han vil gøre det regelmæssigt hjemme og sammen med menigheden ved møderne. Paulus var en del af den apostolske grundvold for det hellige tempel for Jehova, og alligevel bad han menigheden i Efesus om ikke alene at bede „for alle de hellige“, men også at bede „for mig, at ordene må gives mig, når jeg åbner min mund, så jeg med frimodighed kan kundgøre evangeliets hemmelighed“. (Ef. 2:20-22; 6:18, 19) Gennem bønnen viser man at man er oprigtigt interesseret i Guds hus’ velfærd og fremgang.
23. Hvorfor kan bønnen udvirke meget, og hvordan kan vi efterligne Daniel i vor bøn?
23 Bønnen kan udvirke meget da den høres og besvares af Gud, såfremt den da er i overensstemmelse med hans vilje og hensigter. „En retfærdigs bøn har en mægtigt virkende kraft.“ (Jak. 5:16) Profeten Daniel bad om at Guds tempel måtte blive genopbygget i Jerusalem; i dag kan vi bede om at Guds hus af „levende stene“ må blive bevaret og holdt i god åndelig stand. — Dan. 9:1-19.
24. På hvilken måde er David med sine ord i Salme 122:1, 2, 8, 9, et godt eksempel for os?
24 David, der som konge i Jerusalem ønskede at bygge et prægtigt tempel for Jehova Gud, var fyldt af glæde og taknemmelighed da han sang: „Jeg frydede mig, da de sagde til mig: ’Vi drager til [Jehovas] hus!’ Så står vore fødder da i dine porte, Jerusalem, . . . For brødres og frænders skyld vil jeg ønske dig fred, for [Jehova] vor Guds hus’ skyld vil jeg søge dit bedste.“ (Sl. 122:1, 2, 8, 9) David var et godt eksempel for os i sin værdsættelse af Guds hus og i sin glæde over indbydelsen til sammen med andre at drage til Guds hus.
Et hus hvor der arbejdes
25. På hvilken anden måde kan vi støtte Guds hus, som vist i 1 Petersbrev 2:5, 9?
25 Lad os imidlertid ikke glemme at Guds sande hus er et levende hus. Det er derfor en organisation der arbejder. Tilbedelsen af Gud i og gennem Guds åndelige hus foregår ikke blot ved at vi går til menighedens møder. Apostelen Peter viser tydeligt at formålet med Guds „åndelige hus“ er at der her bringes „åndelige ofre, som ved Jesus Kristus er velbehagelige for Gud“; og at hans „hellige folk“, hans „ejendomsfolk“, skulle „forkynde hans guddomskraft [fremragende egenskaber, NW], som kaldte jer fra mørket til sit underfulde lys“. (1 Pet. 2:5, 9) Alt dette kræver arbejde, og hvis vi ikke vil svigte Guds hus vil vi ikke undlade at deltage i dette arbejde.
26, 27. (a) Hvad består de „åndelige ofre“ i som bringes af tilbederne i Guds hus? (b) Hvorfor må disse ofre også bringes uden for menigheden, overensstemmelse med Paulus’ ræsonnement i Romerbrevet 10:13-15?
26 Disse „åndelige ofre“ som bringes i Guds hus af dem der tilbeder dér er ikke dyreofre. I Hebræerbrevet 13:15, 16 siges der: „Lad os da ved ham altid bringe Gud lovprisnings-offer, det er: frugt af læber, som bekender [offentligt forkynder, NW] hans navn. Og glem ikke at gøre vel og dele med andre; thi i sådanne ofre har Gud velbehag.“ Guds navn må forkyndes offentligt og der må gøres godt såvel i som uden for menigheden. Guds navn og fremragende egenskaber må forkyndes på hele jorden, blandt alle nationer, for at folk af alle nationer kan påkalde hans navn og blive frelst. En sådan forkyndelse må fornuftigvis finde sted, sådan som apostelen Paulus også ræsonnerer på grundlag af Joel 3:5:
27 „’Enhver, der påkalder Herrens navn, skal frelses.’ Hvorledes skulle de nu kunne påkalde ham, som de ikke er kommet til tro på? og hvorledes skulle de kunne tro på ham, som de ikke har hørt om? og hvorledes skulle de kunne høre, uden at der er nogen, som prædiker? og hvorledes skulle nogen kunne prædike, hvis ingen sendes ud?“ — Rom. 10:13-15.
28. Hvordan viser husstandens medlemmer at de tager deres forkynderhverv alvorligt?
28 Medlemmerne af Guds husstand tager deres udsendelse som forkyndere af Guds navn og rige alvorligt. Derfor tager de også nidkært del i arbejdet i Guds hus. Loyalt og uselvisk støtter de alle de medlemmer af Guds hus der er udnævnt til at føre an i arbejdet. Heri ligner de filippermenigheden der i det første århundrede gavmildt støttede Paulus i hans missionærarbejde. (Fil. 4:14-16) De passer nøje på ikke at svigte „Guds hus“ ved at forsømme at deltage i dets arbejde.
29, 30. Hvad er resultatet blevet af det arbejde som det „hellige præsteskab“ har udført, som forudsagt i Åbenbaringens bog, kapitel syv?
29 Som følge af det arbejde som det „hellige præsteskab“ har udført i Guds hus i stadig større omfang siden den første verdenskrigs afslutning i 1918, er en stor skare mennesker, hvis endelige antal endnu ikke er kendt, strømmet til Guds åndelige hus fra alle jordens egne. Åbenbaringen 7:9-15 beskriver dem profetisk således:
30 „Se, en stor skare, som ingen kunne tælle, af alle folkeslag og stammer og folk og tungemål stod foran tronen og foran Lammet iførte lange, hvide klæder og med palmegrene i hænderne; og de råbte med høj røst og sagde: ’Frelsen tilhører vor Gud, som sidder på tronen, og Lammet.’ . . . ’Det er dem, som kommer fra den store trængsel, og de har tvættet deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod. Derfor står de nu foran Guds trone og tjener ham dag og nat i hans tempel; og han, som sidder på tronen, skal opslå sit telt over dem.’“
31. (a) I hvilken periode har den „store skare“ vist sig? (b) Hvordan anerkender de Jehova Gud, og hvilke normer følger de ikke længere i deres liv?
31 Ser du dig selv i denne „store skare“? Hvis du gør det, så ved du at den „store trængsel“ der nævnes, begyndte med „veernes begyndelse“ i årene 1914-1918, som forudsagt af Jesus Kristus, „Lammet“ der udgød sit blod som et offer til Gud for at borttage „verdens synd“. (Matt. 24:8; Joh. 1:29) Afslutningen på „veerne“ over nationerne er endnu ikke kommet, for det betyder denne tingenes ordnings fuldstændige undergang. Men denne „store skare“ mennesker har ikke ventet på at „den store trængsel“ skulle nå sin afslutning inden de tænkte på at tage tjenesten op for Gud. De er kommet ud af trængselen siden veerne tog deres begyndelse, og har søgt frelse hos himmelens og jordens Gud, som sidder på tronen, gennem Jesus Kristus, „Lammet“ der er blevet ofret én gang for alle. De anerkender Jehova Gud som den retmæssige Hersker over englene i himmelen og menneskene på jorden. De anerkender ikke længere de normer for moral og religion som gælder i den nuværende tingenes ordning. Som skildret i Åbenbaringen 7:9-15 indrømmer de at de er syndere og søger at befri sig for deres smudsige udseende.
32. Hvordan tvætter de deres klæder hvide i „Lammets“ blod?
32 Derfor tvætter de deres klæder i „Lammets“ udgydte blod for at fjerne de uskønne pletter som synden har sat på dem. De gør det ved at anerkende Jesus Kristus som Guds ypperstepræst og udvise tro på det syndoffer som denne ypperstepræst har bragt. Dernæst indvier de sig uforbeholdent til Gud, da de nu ikke længere tilhører sig selv eller verden eller Satan Djævelen, men Jehova Gud, som har købt dem.
33. Hvorfor strømmer de til Guds åndelige hus, og hvordan er deres indstilling til at tjene om natten?
33 Det er derfor ikke mærkeligt at de nu har en anerkendt plads foran Gud, som de hylder, billedligt skildret ved at de har „palmegrene i hænderne“. Det er derfor ikke mærkeligt at de strømmer til Guds åndelige hus, som Jesus Kristus er „hovedhjørnestenen“ i, for at de der kan tjene Jehova Gud dag og nat. De siger til det „åndelige præsteskab“ i Guds hus: „Op og lov nu [Jehova], alle [Jehovas] tjenere, som står i [Jehovas] hus ved nattetide! Løft eders hænder mod helligdommen og lov [Jehova]!“ Og det åndelige præsteskab svarer dem og siger: „[Jehova] velsigne dig fra Zion, han, som skabte himmel og jord.“ — Sl. 134:1-3.
34. Hvorfor holder den store skare sig vågen i Guds tempel, og på hvilket tidspunkt af døgnet gør den det?
34 Den „store skare“ der stadig strømmer til Guds hus foretager sig altså mere end blot at gå til møder i Guds tempel. Den tager også aktivt del i en tjeneste der er hellig for Gud. Både dag og nat samarbejder den med resten af de „levende stene“ til Guds åndelige tempel som stadig er på jorden. Den ønsker ikke at være som de jøder på statholderen Nehemias’ tid der svigtede „Guds hus“ ved ikke at sende deres bidrag til templet og derved tvang de levitiske tempeltjenere til at forlade templet og drage hjem og dyrke deres jord for at få noget at leve af. (Neh. 13:10, 11) I erkendelse af at den står i en evig gæld til Gud for sin frelse ved hans „lam“ Jesus, holder den sig vågen for at kunne tjene Gud i hans tempel dag og nat.
35. (a) Hvoraf ser vi at det profetiske billede i Åbenbaringen 7:9-15 ikke er givet forgæves? (b) Hvilken beslutning følger den „store skare“ og resten af det åndelige præsteskab, og hvad er resultatet heraf?
35 Det profetiske billede i Åbenbaringen 7:9-15 er ikke givet forgæves. Vi ser opfyldelsen af det i dag. Det viser den store skare af dem der er frelst til jordisk liv hvad de skal gøre, og de følger anvisningen nu før afslutningen på „den store trængsel“ kommer med undergang for alle falske religioner og deres menneskegjorte templer. Den „store skare“ og resten af det åndelige præsteskab tjener i forening den eneste levende og sande Gud i hans åndelige tempel. Dag og nat følger de deres urokkelige beslutning om at „vi vil . . . ikke svigte vor Guds hus“. Det glædelige resultat er at tilbedelsen af Jehova Gud fortsætter usvækket og fører til stadig større lovprisning af ham der er kilden til evigt liv og velsignelse for alle lydige mennesker.