Bliver de døde levende igen?
Millioner af mennesker har stillet dette spørgsmål. Her er Bibelens pålidelige svar.
I EN kendt amerikansk avis kunne man for nylig under overskriften „In Memoriam“ læse følgende: „Brody-Iris (moder, datter) 1. dødsårsdag. Et evigt elsket minde. Far, mor og Michael.“ Nedenunder stod en lignende notits: „Donelly-Adeline Moclair. Et kært og elsket minde om en vidunderlig hustru og moder, hvis nærværelse vi savner mere og mere for hver dag.“
Sådanne inderlige udtalelser er et udtryk for noget som er fælles for alle levende mennesker: vi savner vore døde. Deres fraværelse er et virkeligt tab. Som med ethvert andet stort tab vi lider, spekulerer vi på om der ikke findes nogen mulighed for at få det tabte tilbage. Somme tider mener vi at vi kunne have undgået at miste en elsket slægtning dersom vedkommende blot i tide havde fået den rette behandling. Det var hvad Marta, der udøste sin sorg for Jesus, troede: „Herre! havde du været her, var min broder ikke død.“ Da Jehova Guds søn svarede: „Din broder skal opstå,“ sagde Marta: „Jeg ved, at han skal opstå i opstandelsen på den yderste dag.“ — Joh. 11:21, 23, 24.
Hvordan kunne denne kvinde vide det? Var hun offer for et bedrag eller overtro? Var det ønsketænkning der fik hende til at tro sådan? Slet ikke. Marta troede på Jehova, den mirakelgørende Gud, den sande Skaber af alt liv. Marta havde uden tvivl helt fra sin barndom kendt den inspirerede bibelske beretning om den første mands og kvindes skabelse. Hun vidste at Gud havde dannet Adam af støvet og at Adam, ved at Gud blæste livsånde i hans næsebor, blev en levende sjæl. (1 Mos. 2:7, NW) Det var ikke vanskeligt for Marta at tro at den samme Gud kunne oprejse de døde selv efter at de atter var blevet støv.
Ved at studere sine forfædres historie kunne Marta i virkeligheden lære mange trosstyrkende ting om opstandelsen. Der var for eksempel den gamle bibelske beretning om patriarken Abraham. Som et bevis på sin tro på at Jehova kunne oprejse de døde, var Abraham villig til at adlyde Guds befaling om at han skulle ofre sin søn Isak. Fra Jobs bog huskede Marta sandsynligvis hvad Job, denne uangribelighedens bevarer, havde sagt: „Om manden dog døde for atter at leve! Da vented jeg rolig al stridens tid, indtil min afløsning kom; du skulle kalde — og jeg skulle svare — længes imod dine hænders værk!“ — Job 14:14, 15.
Det er meget tænkeligt at Martas overbevisning om at de døde atter skulle blive levende, også understøttedes af den historiske beretning om opstandelsen i byen Zarepta. Mens profeten Elias opholdt sig dér, døde en enkes søn. Da Elias indtrængende bad til Jehova om at livet måtte vende tilbage til den døde dreng, lyttede Gud og opfyldte hans bøn — det døde barn blev atter levende. (1 Kong. 17:17-23) I Bibelen fandtes også Guds løfte til den elskede profet Daniel: „Læg dig til hvile og stå op til din lod ved dagenes ende!“ — Dan. 12:13.
Yderligere forsikringer
Da Jesus, den længe ventede Messias, kom, betød det yderligere forsikringer om at de døde ville vende tilbage til livet. En dag, før Martas broder Lazarus blev syg og døde, sagde Jesus noget der kastede nyt lys over opstandelseshåbet: „Thi ligesom Faderen opvækker de døde og gør levende, således gør Sønnen også levende, hvem han vil. Sandelig, sandelig siger jeg Eder: den time kommer, ja, er nu, da de døde skal høre Guds Søns røst, og de, som hører den, skal leve. Undres ikke herover! thi den time kommer, da alle de, som er i gravene [mindegravene, NW], skal høre hans røst, og de skal gå frem: de, som har gjort det gode, for at opstå til liv, men de, som har øvet det onde, for at opstå til dom.“ (Joh. 5:21, 25, 28, 29) Da Jesus senere bragte det samme emne på bane sagde han: „Og dette er hans vilje, som sendte mig, at jeg ikke skal miste noget af alt det, som han har givet mig, men jeg skal oprejse det på den yderste dag. Thi dette er min Faders vilje, at enhver, som ser Sønnen og tror på ham, skal have evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag.“ — Joh. 6:39, 40.
I betragtning af Jesu tydelige lære forbavser det os ikke at Marta sagde at hendes broder skulle „opstå i opstandelsen på den yderste dag“. Hendes stærke tro var grundlagt på en nøjagtig kundskab om Guds hensigter. Hvad hun imidlertid ikke vidste var at Jesus havde i sinde at oprejse Lazarus dér og da! Jesus gik hen til graven hvor Lazarus fire dage tidligere var blevet begravet og bad til Jehova, for derpå med høj røst at råbe: „Lazarus, kom herud!“ Lazarus kom straks ud, endnu omvundet med sine ligklæder. „Løs ham,“ sagde Jesus, „og lad ham gå!“ (Joh. 11:41-44) Nyheden bredte sig hurtigt. Da Jesus nogen tid efter besøgte Lazarus og hans søstre „[fik] en stor mængde af jøderne . . . nu at vide, at han var der; og de kom derud ikke alene for Jesu skyld, men også for at se Lazarus, som han havde opvakt fra de døde. Men ypperstepræsterne besluttede, at de også ville slå Lazarus ihjel; thi for hans skyld gik mange af jøderne dér hen og troede på Jesus.“ (Joh. 12:1, 2, 9-11) Fra Jesu tid blev troen på ham en nødvendig del af opstandelseshåbet. Det var hans offerdød og hans opstandelse ved Jehovas hånd der åbnede vejen for at alle de der er i mindegravene kan komme frem til Guds bestemte tid.
Denne gode nyhed skulle naturligvis ikke holdes skjult for mennesker i andre lande. Jesus befalede sine efterfølgere at bringe det trøstende budskab om Guds rige „til jordens fjerneste egne“. (Ap. G. 1:8; Matt. 24:14, NW) Nogle år senere kom apostelen Paulus til den hedenske by Athen og forkyndte „evangeliet om Jesus og om opstandelsen“ for athenienserne, heriblandt de epikuræiske og stoiske filosoffer. Da Paulus blev stillet for retten på Areopagus, anklaget for „kætteri“, erklærede han frimodigt at Gud „har fastsat en dag, da han vil dømme jorderig med retfærdighed ved en mand [Jesus], som han har bestemt dertil, og det har han gjort troværdigt for alle ved at lade ham opstå fra de døde“. — Ap. G. 17:18, 31.
Denne „dag“ da Kristus Jesus dømmer jorden med retfærdighed er de tusind år da hans rige skal herske, det rige som han lærte alle kristne at bede om: „Vor Fader, du som er i Himlene! Helliget vorde dit navn; komme dit rige; ske din vilje på jorden, som den sker i Himmelen.“ (Matt. 6:9, 10) Det er ved denne himmelske regering som Gud har lovet, at Paradiset skal udbredes til hele jorden. Apostelen Johannes fik befaling til at give en levende beskrivelse af denne lykkelige tid, og han gjorde det med disse ord: „Jeg så den hellige stad, det ny Jerusalem, komme ned fra Himmelen fra Gud, rede som en brud, smykket for sin brudgom. Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige: ’Se, nu er Guds bolig hos menneskene, og han skal bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud selv skal være hos dem, og han skal tørre hver tåre af deres øjne, og der skal ingen død være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere; thi det, som var før, er nu forsvundet.’ Og han, som sad på tronen, sagde: ’Se, jeg gør alting nyt.’ Og han siger: ’Skriv; thi disse ord er troværdige og sande.’“ — Åb. 21:2-5.
I himmelen og på jorden
I ethvert land findes der en hovedstad eller en regeringsorganisation hvor et mindretal udøver magten. Regeringens afgørelser og foranstaltninger berører de mange mennesker der lever under regeringen. Sådan er det også med Guds riges styre over jorden. Kristus er Guds salvede konge, og et mindretal som Jesus kaldte sin „lille hjord“ vil blive oprejst som en del af den himmelske regeringsorganisation hvor de „skal være Guds og Kristi præster og være konger med ham i de tusinde år“. (Luk. 12:32; Åb. 20:6) Af den åbenbaring som Herren Jesus gav apostelen Johannes fremgår det at det kun er 144.000 der vil blive taget fra jorden for at forenes med ham, Guds lam, på det himmelske Zions bjerg, i regeringsorganisationen. (Åb. 14:1-3) De trofaste apostle var de første der blev kaldet til den himmelske „lille hjord“, og Johannes skriver om dem og deres medarvinger til den himmelske belønning: „Salig og hellig er den, som har del i den første opstandelse.“ (Åb. 20:6; 1 Pet. 1:4) Men det er klart at dette lille antal ikke omfatter alle dem der har udøvet tro på Jesus og på opstandelseshåbet. Hvad med de andre, det store flertal af troende?
De fleste af de mennesker der bliver oprejst vil ikke komme frem som herskere men som undersåtter under Himmeriges rige. De vil blive velsignet med liv på en paradisisk jord der er befriet for sorg og lidelser. Det var sådanne jordiske undersåtter Jesus hentydede til da han sagde: „Og jeg har andre får, som ikke hører til denne [himmelske] fold; også dem bør jeg lede, og de skal høre min røst; og der skal blive een hjord, een hyrde.“ — Joh. 10:16.
Som Jesus sagde, vil der blandt de opstandne være nogle „som har gjort det gode“ og nogle „som har øvet det onde“. (Joh. 5:29) „De, som har gjort det gode“ er Guds trofaste tjenere som har ladet deres livsmønster forme efter Guds vilje. Disse vil „opstå til liv“, og, som vi har set, vil det for langt de flestes vedkommende blive til liv på jorden. Indbefattet i denne skare er Johannes Døber. Da han døde før Jesu offer åbnede vejen til himmelsk liv, kan han ikke få en himmelsk opstandelse; det var grunden til at Jesus sagde: „Blandt kvindefødte er der ikke fremstået nogen større end Johannes Døber; men den mindste i Himmeriget er større end han.“ (Matt. 11:11) Mange mænd og kvinder fra Abel til Johannes bevarede deres uangribelighed ind for Gud „for således at opnå en bedre opstandelse“. (Hebr. 11:35) Paulus skrev om disse: „Og skønt alle disse fik godt lov for deres tro oplevede de ikke at se forjættelsen opfyldt. Thi Gud havde for vor skyld noget bedre for øje, så de ikke skulle nå til fuldendelsen, uden at vi var med.“ (Hebr. 11:39, 40) Det ville derfor først blive efter at den himmelske regeringsorganisation var oprettet at de jordiske undersåtter ville få deres belønning.
Jesus forsikrer os om at Jehova Gud vil huske sine tjenere fra fortiden: „Men at de døde opstår, har også Moses givet til kende i stedet om tornebusken, når han kalder Herren for Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud. Gud er ikke dødes, men levendes Gud; thi alle er de levende for ham.“ — Luk. 20:37, 38.
På grund af Guds barmhjertighed vil selv nogle „som har øvet det onde“ blive oprejst fra de døde for at blive dømt efter de gerninger de gør fra da af. Blandt disse vil være den forbryder der blev dræbt sammen med Jesus. (Luk. 23:43, NW) Det er ikke de uforbederligt onde, men de der i uvidenhed har gjort det onde og som villigt vil følge retfærdighedens vej, der vil være at finde blandt dem der kommer frem i opstandelsen og får lejlighed til at lære den guddommelige vilje at kende og leve efter den.
Retfærdighed og lykke
På baggrund af disse bibelske oplysninger kan vi i dag med glæde se frem til at „der er nye himle og en ny jord som vi venter ifølge hans løfte, og i disse skal retfærdighed bo“. (2 Pet. 3:13, NW) Dette retfærdige styre der vil sørge for en mirakuløs opstandelse af alle dem der er i mindegravene, vil bringe glæde til mange som nu sørger over deres døde.
Husker vi den lykke der fyldte forældrene til den lille pige som Jesus oprejste? „De blev straks helt ude af sig selv af undren [henrykkelse, NW].“ (Mark. 5:42) Vi kan måske komme til at opleve den samme lykke ved at se mænd, kvinder og børn som vi personligt kender, eller som vi har fået kendskab til gennem Bibelen, blive oprejst. Ligesom vi bevarer vor identitet fra ungdom til alderdom selv om vort udseende forandrer sig, sådan vil vi også kunne kende de opstandne på deres personlighed, lige meget hvilket legeme det måtte behage Gud at give dem.
Forældre der får deres døde barn tilbage vil være så lykkelige at de ikke vil føle nogen sorg over at det opstandne barn vokser op og lever sit eget liv. Ægtepar som Akvila og Priskilla der har del i den himmelske opstandelse med dens evige lykke som Kristi „brud“ føler ingen beklagelse over at de ikke længere er mand og hustru. (Rom. 16:3) Den glæde som Abraham og Sara, Isak og Rebekka, Jakob, Lea og Rakel vil føle, bliver ikke mindre fordi de ligesom englene „hverken [tager] til ægte eller bortgiftes“. De vil finde den største glæde ved at leve i Guds familiekreds som „opstandelsens børn“. (Luk. 20:34-36) Enhver af os der ser et barn, en hustru, mand, fader eller moder vende tilbage fra de døde vil blive ude af sig selv af henrykkelse. Der bliver ikke noget skår i denne glæde fordi den himmelske Fader ikke atter forener de mennesker der engang var mand og hustru i et ægteskab. Deres hjerter vil strømme over af glæde fordi de kan nyde hinandens selskab som arvinger til livet. Taksigelser vil stige op til Jehova Gud når en elsket ven eller slægtning vender tilbage til Guds familiekreds for at få del i det evige livs velsignelser i den retfærdige nye verden. Taknemmelige Guds børn kan ikke ønske sig mere.
Når denne retfærdige verden nu om kort tid bliver til virkelighed vil Jehovas ry som en kærlig, viis, retfærdig og almægtig Gud vederfares fuld retfærdighed. Til spørgsmålet: „Bliver de døde levende igen?“ har vi nu det pålidelige svar: „Den time kommer, da alle de, som er i [mindegravene, NW], skal høre hans røst.“ — Joh. 5:28, 29.