Guds nye pagts velsignelser når ud over hele jorden

 1. Hvilken forskel er der mellem Moses og Jesus Kristus med hensyn til deres evne til at optræde som mellemmænd?

HELE det åndelige „Guds Israel“ anerkender hvad apostelen Paulus siger i Første Timoteusbrev 2:5, 6: „Der er kun én Gud, og kun én mellemmand imellem Gud og mennesker: mennesket Kristus Jesus, der gav sig selv som løsesum for alle.“ Profeten Moses har nu været død i mere end tre tusind fire hundrede år og kan ikke længere tjene som mellemmand mellem Gud og jøder. Men hvordan forholder det sig med Menneskesønnen, Kristus Jesus? Efter at han var død som en „løsesum“ blev han oprejst fra de døde og belønnet med udødeligt liv i himmelen hos Jehova Gud. Han har siden da tjent som den ’ene mellemmand imellem Gud og mennesker’.

 2. Hvilken pagt er Jesus Kristus ifølge Hebræerbrevet 8:6-12 mellemmand for, og hvem har indgået denne pagt?

² Han er mellemmand for den nye pagt der er indstiftet mellem Gud og det åndelige „Guds Israel“. Det bekræftes af det inspirerede brev til de kristne hebræere (He 8:6-12): „Nu har han fået en så meget højere tjeneste, som han er mellemmand for en bedre pagt, der er grundet på bedre forjættelser. Hvis nemlig den første havde været udadelig, ville ingen have søgt at sætte en anden i stedet. Men han dadler jo, når han siger til dem: ’Se, dage skal komme, lyder det fra Herren, da jeg slutter en ny pagt med Israels hus og Judas hus; ikke som den pagt, jeg sluttede med deres fædre, den dag jeg tog dem ved hånden for at føre dem ud af Ægyptens land; thi de blev ikke i min pagt, derfor brød jeg mig ikke om dem, siger Herren. Thi dette er den pagt, jeg i dagene herefter vil oprette med Israels hus, lyder det fra Herren.“ Brevets forfatter citerer derefter den forklaring Gud giver på den nye pagt i Jeremias 31:31-34.

 3. Hvilken forskel er der mellem den nye pagt og den gamle pagt, og hvad er grunden til denne forskel?

³ At den nye pagt er bedre end den gamle lovpagt Gud indgik med Israel efter kødet viser brevet videre dér hvor der siges: „Hvor meget mere vil da ikke Kristi blod, fordi han i kraft af en evig Ånd frembar sig selv, som et lydefrit offer for Gud, rense vor samvittighed fra døde gerninger, så vi kan tjene den levende Gud. Og derfor er han mellemmand for en ny pagt.“ — Hebr. 9:14, 15.

 4. Hvortil var de kristne hebræere kommet og hvilken pagts blod var de interesseret i ifølge Hebræerbrevet 12:18-24 og 13:20, 21?

⁴ Senere i brevet siges der til disse kristne at selv om de er hebræere er de ikke kommet til Sinaj bjerg i Arabien, hvor Moses virkede som mellemmand. Nej, som åndelige israelitter er de kommet „til Zions bjerg og til den levende Guds stad, til det himmelske Jerusalem og til en højtidsskare af engle i tusindtal og en menighed af førstefødte, som er indskrevne i Himlene, og til en dommer, som er alles Gud, og til deres ånder, som er retfærdige og er nået til fuldendelse, og til den nye pagts mellemmand, Jesus, og til bestænkelsens blod“. „Men fredens Gud, som førte fårenes store hyrde, vor Herre Jesus, op fra de døde med en evig pagts blod, han gøre jer fuldkomne i alt godt, så I udfører hans vilje.“ — Hebr. 12:18-24; 13:20, 21.

 5. Hvor stor en del af menneskeheden bliver taget med ind i Guds nye pagt ved Kristus ifølge Åbenbaringens bog?

⁵ I Åbenbaringen 7:4-8 nævner apostelen Johannes det åndelige Israels „tolv stammer“ og angiver at tallet på alle disse åndelige israelitter er et hundrede og fireogfyrretyve tusinde, eller tolv tusinde i hver af de „tolv stammer“. Åbenbaringen 14:1-5 skildrer hele det åndelige „Guds Israel“ på det himmelske Zions bjerg, hvor det står samen med Guds „lam“, mellemmanden Jesus Kristus. Disse 144.000 omtales ikke som udfriet eller frelst fra det gamle Ægypten, men som „løskøbt ud af menneskeslægten som en førstegrøde for Gud og Lammet“. I dag udgør jordens jødiske befolkning 12.867.000, og den resterende ikke-jødiske befolkning tæller over tre milliarder. Vi kan på baggrund heraf se at det er forholdsvis få der af Gud tages med ind i hans nye pagt ved mellemmanden Jesus Kristus.

 6. Hvor mange findes der i dag af dem som er med i den nye pagt, og hvordan bekender de dette hvert år?

⁶ Det må være meget få der i dag er med i den nye pagt som åndelige israelitter. De kendes på at de hvert år deltager i Herrens aftensmåltid på årsdagen for dets indstiftelse, nemlig om aftenen den 14. nisan (efter den bibelske kalender), hvor de nyder symbolerne, brødet og vinen. De indkomne rapporter fra hele verden for året 1965 viser at omkring 11.500 da nød symbolerne og således bekendte at de som åndelige israelitter er med i den nye pagt der er indstiftet med Jehova Gud.

 7. (a) Hvor mange får direkte gavn af den nye pagt? (b) Hvor mange på jorden i dag får dog ikke desto mindre gavn af den nye pagt, og hvor mange vil endnu få gavn af den?

⁷ Da det er forholdsvis få der er med i den nye pagt som er forudsagt i Jeremias 31:31-34, og da de alle skal overføres til det himmelske Zions bjerg, er det i virkeligheden ret få mennesker der får direkte gavn af den nye pagt. Men trods dette har hele menneskehedens verden udsigt til at få gavn af denne nye pagt. Ja, selv i dag er den nye pagts velsignelser ikke begrænset til de omkring 11.500 åndelige israelitter der nyder symbolerne ved Herrens aftensmåltid. Nej, pagtens velsignelser når allerede ud over hele jorden. En særlig gavn af den får de mere end én million tilbedere der er direkte forbundet med den lille rest af det åndelige „Guds Israel“. Hvordan de har gavn af den nu og hvordan hele menneskeheden, både levende og døde, til sin tid skal få gavn af den nye pagt, ses af Guds formål med den nye pagt.

Det guddommelige formål

 8, 9. (a) Hvoraf ses formålet med den nye pagt? (b) Hvad var det Lovpagtens formål at frembringe ifølge Guds ord ved Sinaj bjerg?

⁸ Den nye pagt træder i stedet for den gamle lovpagt med det kødelige Israels folk. Formålet med den nye pagt må derfor ses på baggrund af formålet med den gamle. Da Gud ved Sinaj bjerg i Arabien tilbød at føre Israels folk ind i en pagt med sig ved mellemmanden Moses sagde han: „I har set, hvad jeg gjorde ved ægypterne, og hvorledes jeg bar eder på ørnevinger og bragte eder hid til mig. Hvis I nu vil lyde min røst og holde min pagt, så skal I være min ejendom blandt alle folkene, thi mig hører hele jorden til, og I skal blive mig et kongerige af præster og et helligt folk!“ — 2 Mos. 19:4-6.

⁹ Læg mærke til udtrykkene „min ejendom“ og „et kongerige af præster og et helligt folk“. Ved nøje at overholde dets del af pagten med Gud ville Israels folk blive noget særligt. Hvad var det? Guds evige „ejendom blandt alle folkene“. Samtidig blev det også „et helligt folk“, det vil ikke sige et folk hvori kun nogle få tjente som præster og andre som konger, men et folk der som et hele var „et kongerige af præster“. Det vil sige at hvert medlem i dette hellige folk ville blive kongepræst. Hele det hellige folk skulle tjene Gud som et kongeligt præsteskab.

10, 11. (a) Opfyldte Lovpagten dette formål, og hvordan hjælper Jeremias’ ord os til at finde svaret herpå? (b) Vil den nye pagt forfejle sit mål, og hvilke grunde kan anføres?

¹⁰ Det var dette Gud havde i tanke, men ville han opnå det med det kødelige, omskårne Israel alene? Hvis israelitterne opfyldte Guds hensigt og blev „et kongerige af præster“, hvilke goder kunne de da ikke skænke hele den øvrige menneskehed, hvorfra Gud havde udtaget dem til at blive sin særlige ejendom, sit hellige folk!

¹¹ Over otte hundrede år efter Moses inspirerede Jehova Gud sin profet Jeremias til at forudsige en ny pagt og viste herved at Israels folk ikke havde opfyldt Guds hensigt. Som nation betragtet ville det ikke blive hans „ejendom“, hans „hellige folk“, hans „kongerige af præster“. Godt seks hundrede år senere kom mellemmanden for den lovede nye pagt, Guds søn Jesus Kristus, ned fra himmelen. Som et syndfrit, fuldkomment menneske kunne han frembære det nødvendige offer hvis blod skulle sætte den nye pagt i kraft mellem Gud og det åndelige Israel. Hvad var formålet med denne pagt? Nøjagtig det samme som formålet med den gamle mosaiske lovpagt. Den gamle pagt opfyldte ikke sin hensigt: at frembringe et „kongerige af præster“. Ville den nye pagt opfylde sit formål? Ja! For „pagtsblodet“ er bedre end det dyreblod hvormed Moses bestænkede lovbogen og israelitterne. Den har også en bedre mellemmand, en der ikke dør som Moses. Derfor siges der også:

12, 13. Hvad kan Guds ypperstepræst gøre for dem der er med i den nye pagt som følge af at han bliver evindelig?

¹² „[Han har] et uforgængeligt præstedømme, fordi han bliver evindelig. Derfor kan han også helt og fuldt frelse dem, som kommer til Gud ved ham, fordi han altid lever, så han kan gå i forbøn for dem. Thi en sådan ypperstepræst passede også for os: en, der var hellig, uberørt af det onde og ubesmittet, skilt ud fra syndere og ophøjet over himlene.“ — Hebr. 7:24-27.

¹³ Som følge af denne højst betydningsfulde egenskab kan Guds ypperstepræst Jesus Kristus helt og fuldt frelse sine 144.000 trofaste efterfølgere, det åndelige „Guds Israels“ „tolv stammer“, så de kan blive Guds „hellige folk“, hans „ejendom blandt alle folkene“, hans „kongerige af præster“. Nøjagtig de samme udtryk anvender apostelen Peter om kristne som han betegner som „dem, der bor som udlændinge i adspredelsen“, og dem der er „udvalgte ifølge Gud Faders forudviden, ved Åndens helligelse, til lydighed og til bestænkelse med Jesu Kristi blod“. — 1 Pet. 1:1, 2.

14. Hvad bliver de kristne der er med i den nye pagt ifølge Peters ord, i modsætning til de jøder der forkastede Kristus?

¹⁴ Om forskellen mellem dem og de kødelige, omskårne jøder der forkastede Herren Jesus Kristus, siger den kristne jøde, apostelen Peter: „Dertil var de også bestemt. Men I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans guddomskraft, som kaldte jer fra mørket til sit underfulde lys, I, som før ikke var et folk, men nu er Guds folk, I, som ikke fandt barmhjertighed, men nu har fundet barmhjertighed.“ — 1 Pet. 2:8-10.

15. Hvordan viser Johannes i Åbenbaringens bog at de åndelige israelitter, der er med i den nye pagt, ikke forfejler pagtens formål?

¹⁵ De åndelige israelitter i den nye pagt forfejler ikke pagtens formål: at frembringe et „kongerige af præster“. Det bekræfter apostelen Johannes idet han viser at det skyldes mellemmanden Jesus Kristus: „Ham, som elsker os og har løst os af vore synder med sit blod og har gjort os til konger og præster for sin Gud og Fader — ham være æren og magten i evighedernes evigheder! Amen.“ (Åb. 1:5, 6) I den åbenbaring som Johannes modtog ser han også de symbolske fireogtyve ældste behørigt anerkende Lammet Jesus Kristus idet de siger: „Slagtet blev du, og med dit blod har du til Gud købt mennesker af alle stammer og tungemål og folk og folkeslag, og du har gjort dem til konger og til præster for vor Gud, og de skal herske på [over, NW] jorden.“ — Åb. 5:8-10.

16, 17. Hvordan viser Johannes, som berettet i Åbenbaringens bog, kapitel 20, at den nye pagt ikke forfejler sit formål?

¹⁶ At den nye pagt virkelig opfylder sit formål og frembringer et „kongerige af præster“, ser apostelen Johannes senere i åbenbaringen. Efter at han har set Djævelen blive bundet og kastet i afgrunden, hvor han skal være i de tusinde år Kristus regerer som konge, siger han:

¹⁷ „Og jeg så troner, og de satte sig på dem, og der blev givet dem magt til at dømme. Og jeg så deres sjæle, som var blevet halshugget for Jesu vidnesbyrds og for Guds ords skyld, og jeg så dem, som ikke havde tilbedt dyret eller dets billede og ikke havde taget dets mærke på deres pande og på deres hånd; de blev levende og blev konger med Kristus i tusinde år. . . . Dette er den første opstandelse. Salig og hellig er den, som har del i den første opstandelse! dem har den anden død ingen magt over, men de skal være Guds og Kristi præster og være konger med ham i de tusinde år.“ — Åb. 20:4-6.

18. Hvilken forskel er der mellem det åndelige Israels folk og præsteskabet i det gamle Israel?

¹⁸ Hele det åndelige Israel bliver således et „kongerige af præster“ sammen med Guds ypperstepræst Jesus Kristus. I det gamle Israel var det kun Arons slægt der skulle være præster, med Aron som den første ypperstepræst. De var ikke kongelige præster og udgjorde ikke et „kongerige af præster“ der skulle herske over det øvrige Israel.

19. Hvem fik til sidst overdraget kongemagten over hele Israel, og hvilken pagt sluttedes angående denne privilegerede stilling?

¹⁹ Da Jehova Gud århundreder senere gav Israels folk en jordisk konge oprejste han David fra Betlehem som den anden konge over hele Israel, uden præstelige funktioner. På grund af Davids hengivenhed for tilbedelsen af Gud, følte Jehova Gud sig tilskyndet til at indgå en pagt med David om et evigt rige i hans slægt.

Rigspagten med David

20. Under hvilken anden pagt blev denne rigspagt indgået, og hvordan blev den evige arvings rige løst fra denne anden pagt?

²⁰ Denne rigspagt blev indgået med en mand der var under den gamle lovpagt og blev derfor sluttet inden for Lovpagtens rammer. (2 Sam. 7:8-17; 5 Mos. 17:14-20) Den mand der for evigt skulle arve Rigspagten var født under Lovpagten; det var nemlig Jesus, en af Davids efterkommere. (Gal. 4:4) Jesus opfyldte imidlertid den gamle lovpagt så vidt at han endog døde som et offer til Gud, hvorved han blev løst fra denne lovpagt. Hans rige er derfor ikke underlagt denne lovpagt. — Rom. 7:1-6; Matt. 5:17-19; Ef. 2:13-15; Kol. 2:13, 14.

21. (a) Hvem var Melkisedek, og var David en efterfølger af ham? (b) Hvilken ed svor Jehova Gud imidlertid ifølge Salme 110:1-6?

²¹ Det er rigtigt at Jehova Gud på et endnu tidligere tidspunkt havde haft en konge på jorden, nemlig Salems konge Melkisedek. Han var også „Gud den Allerhøjestes præst“, og som sådan modtog han tiende af patriarken Abraham, som han velsignede i sin egenskab af præst. (1 Mos. 14:18-20) Melkisedek herskede for en tid i det land som Israels folk senere fik, men han var aldrig underlagt Lovpagten. Kong David af Israel var ikke kong Melkisedeks efterfølger, og han var heller ikke en konge i lighed med Melkisedek. Imidlertid siger kong David i Salme 110:1-6 at Jehova Gud har svoret at der skal komme en præst til evig tid ligesom Melkisedek og at denne præst endog skal sidde på en kongetrone ved Guds højre hånd i himmelen. Kong David anerkendte at denne kommende himmelske kongepræst ville være hans „herre“.

22. (a) Var den ed hvori Gud nævner Melkisedek en del af den gamle lovpagt, og blev den tilsvoret de 144.000 åndelige israelitter i den nye pagt? (b) Hvornår svor Gud denne ed som en opfyldelse af Salme 110:4?

²² Jehova Gud svor en ed om denne mand der skulle være præst evindelig „på Melkisedeks vis“. Denne svorne ed havde intet at gøre med den gamle lovpagt der blev indgået med Israels folk. Den er ikke en del af denne lovpagt og blev heller ikke indgået under den, eftersom Melkisedek aldrig har været underlagt Israels lovpagt. Jesus Kristus er den hvem Jehova Gud tilsvor at han skulle være præst evindelig som Melkisedek. (Hebr. 5:5-10) Men Gud har ikke svoret dette om de 144.000 åndelige israelitter der følger Jesus og som er med i den nye pagt. Guds ed om et kongeligt præstedømme i lighed med Melkisedeks er altså en personlig pagt. Gud har kun indgået den med Jesus Kristus. Hvornår tilsvor Gud ham dette? Det gjorde han da han salvede Jesus med hellig ånd efter at Jesus var blevet døbt i vand. Guds ed og salvelse gjorde Jesus til præst, til mellemmand for den nye pagt. — Hebr. 5:4-10.

23, 24. (a) Er den nye pagt en personlig pagt? (b) Hvilken pagt indgår Jesus Kristus med dem der er med i den nye pagt, og hvilken pagt indgår Gud først med Jesus Kristus?

²³ Hvad den nye pagt angår, er den ikke en personlig pagt. Det er en pagt som Gud gennem en mellemmand indgår med et folk, en hel nation, med det formål at de alle skal udgøre et kongerige af præster. Men hvem udgør som folk betragtet under den nye pagt dette „kongerige af præster“, dette „kongelige præsteskab“? Det gav den nye pagts mellemmand til kende den aften han indstiftede Herrens aftensmåltid og da nævnede den nye pagt. Da de trofaste apostle senere begyndte at diskutere „hvem af dem der skulle regnes for den største“, sagde Jesus: „[Det er] jer som har holdt ud med mig i mine prøvelser; og jeg indgår en pagt med jer, ligesom min Fader har indgået en pagt med mig, om et rige, for at I kan spise og drikke ved mit bord i mit rige, og sidde på troner for at dømme Israels tolv stammer.“ — Luk. 22:24-30, NW; Ro.

²⁴ Læg mærke til at Jesus Kristus her taler om sit rige. Det er ham der indgår pagten med sine disciple om et rige, nemlig at de skal være med ham i hans rige. Men først slutter Jehova Gud sin egen pagt om Riget med den ene, Jesus Kristus. Bagefter fører Jesus Kristus sine 144.000 disciple med sig ind i sit rige. Med dette for øje formidler han den nye pagt mellem Gud og sine 144.000 disciple, og det er denne nye pagt der indbefatter et præstedømme, et embede som Jesus ikke nævnede da han talte om at indgå en pagt med sine disciple om et rige. Som præst på Melkisedeks vis hersker Jesus Kristus i himmelen.a

„Et kongerige af præster“

25. Hvem er den nye pagt begrænset til, og hvem får alligevel gavn af den, og hvornår sker det især?

²⁵ Den nye pagt omfatter kun det „hellige folk“ som de 144.000 åndelige israelitter udgør. Dog vil de velsignelser som denne pagt medfører nå ud over hele jorden. Hvorfor? Fordi den frembringer et „kongerige af præster“, et „kongeligt præsteskab“, der skal tjene under den kongelige ypperstepræst Jesus Kristus, der er kongepræst på Melkisedeks vis. Ved den nye pagt frembringer Gud et „kongeligt præsteskab“ under Jesus Kristus til gavn for hele verden. De velsignelser som kommer fra dette „kongerige af præster“ der er frembragt ved den nye pagt, vil især vise sig i de tusinde år hvor de er Guds og Kristi præster og hersker som konger med Kristus. — Åb. 20:4-6.

26. Til gavn for hvem var Paulus og Timoteus „tjenere for en ny pagt“, og hvem tjener resten til gavn for i dag?

²⁶ Den nye pagts velsignelser er dog allerede begyndt at nå ud over hele jorden. For nitten hundrede år siden skrev apostelen Paulus til åndelige israelitter i byen Korint i Grækenland: „Vor duelighed er fra Gud, som jo gjorde os duelige til at være tjenere for en ny pagt, ikke bogstavens [gennem Moses], men Åndens; thi bogstaven slår ihjel, men Ånden gør levende.“ (2 Kor. 3:5, 6) Dér tilbage i tiden var Paulus og hans ledsager Timoteus „tjenere for en ny pagt“. De tjente kun til gavn for de åndelige israelitter, som blev ført ind i den nye pagt ved Paulus’ og Timoteus’ tjeneste. Men i dag tjener resten af den nye pagts tjenere også til gavn for menneskeheden i almindelighed.

[Fodnote]