Et nært og dyrebart forhold
1, 2. (a) Hvordan blev Jesus nært knyttet til sine „brødre“? (b) Hvilken forbindelse har dette med Herrens aftensmåltid?
EN TING træder meget skarpt frem når vi betragter opfyldelsen af billedet med Israels førstefødte, og det er det overordentlig nære forhold som Jehova bragte i stand mellem Jesus og menigheden af førstefødte, der sammen med Jesus udgør Abrahams sæd. Ser vi igen på Paulus’ brev til hebræerne, lægger vi mærke til hvordan han understreger dette i det andet kapitel, versene 10-18. Han forklarer her at da Gud førte „mange sønner til [himmelsk] herlighed, sømmede det sig for ham at føre deres frelses banebryder [Jesus Kristus] til fuldendelse gennem lidelser“. Og eftersom disse sønner „har del i kød og blod, fik også han [Jesus] på lignende måde del deri, for at han ved sin død skulle gøre ham magtesløs, der har dødens vælde, nemlig Djævelen, . . . Thi det er jo ikke engle, han tager sig af, det er Abrahams slægt [sæd, NW], han tager sig af. Derfor måtte han i ét og alt blive sine brødre lig, for at han i sin tjeneste for Gud kunne blive en barmhjertig og trofast ypperstepræst til at sone folkets synder“.
2 Ja, disse sønner er nært knyttet til Jesus som en del af den lovede sæd, men vi vil gerne her henlede opmærksomheden på en anden lighed mellem Jesus og hans „brødre“, nemlig den at begge parter „har del i kød og blod“. Dette leder straks tanken hen på Herrens aftensmåltid og de sandheder Jesus da drøftede og som vi har lovet at tage op til behandling her.
3. Hvordan imødeså Jesus den sidste påske han skulle fejre sammen med sine disciple?
3 Som en trofast jøde havde Jesus altid fejret den årlige påskefest den 14. nisan; men da han var fuldt ud klar over at han ville fuldføre sin jordiske gerning og sin offertjeneste til den fastsatte tid som det virkelige „påskeoffer“ imødeså han denne sidste påske sammen med sine disciple som en begivenhed der skulle få den største betydning. Selv valget af huset hvor påskemåltidet skulle indtages var omgivet af særlige, usædvanlige, omstændigheder, et interessant vidnesbyrd om en forudviden der strakte sig til de mindste enkeltheder og som Peter og Johannes så holdt stik, idet de „fandt det sådan, som han havde sagt dem“. Og „da timen kom“ og han lå til bords sammen med sine disciple sagde han til dem: „Jeg har hjerteligt længtes efter at spise dette påskemåltid med jer, før jeg skal lide.“ — Luk. 22:7-16.
4. Hvad indstiftede Jesus, ifølge Paulus’ beretning, ved påskemåltidets afslutning, og hvilken særlig oplysning gives der?
4 Efter at påskemåltidet var indtaget med alt hvad der hørte sig til, indstiftede Jesus noget helt nyt. Hvis vi tager den beretning Paulus giver og som han havde modtaget ved direkte åbenbaring „fra Herren“, læser vi at „Herren Jesus i den nat da han skulle overgives tog et brød og, efter at have takket, brød det og sagde: ’Dette betyder mit legeme der er til jeres gavn. Vedbliv med at gøre dette til minde om mig.’ Det samme gjorde han også med bægeret, efter at have spist aftensmåltidet, idet han sagde: ’Dette bæger betyder den nye pagt i kraft af mit blod. Vedbliv med at gøre dette, så ofte som I drikker det, til minde om mig.’“ — 1 Kor. 11:23-25, NW.
5. (a) Hvad lægger vi særligt mærke til i Jesu sidste tale til sine disciple? (b) Hvad må de der deltager i Herrens aftensmåltid passe på?
5 Når vi betragter denne beretning tillige med beslægtede skriftsteder, og hvad Jesus i øvrigt sagde til sine disciple denne aften (nedskrevet i Johannes-evangeliet, kapitlerne 13 til 17), lægger vi mærke til to ting der særligt understreges, nemlig goder der modtages og goder der deles af dem der spiser brødet og drikker bægeret på værdig vis. De der deltager i måltidet ønsker ikke at gøre sig skyldige i at spise og drikke „på uværdig vis“, hvilket apostelen advarer imod, og vi skal derfor straks omtale et par almindelige misforståelser der har givet anledning til opfattelser og fremgangsmåder som ikke er i overensstemmelse med Bibelen men som følges af mange i al oprigtighed. — 1 Kor. 11:27.
6. Er det rigtigt hyppigt at gentage Herrens aftensmåltid?
6 For det første giver Jesu ord: „Vedbliv med at gøre dette, så ofte som I drikker det,“ ikke hjemmel for en hyppig gentagelse af Herrens aftensmåltid. Hvor ofte fejredes påsken? Naturligvis kun én gang om året, på årsdagen, den 14. nisan, og jøderne kunne ikke og ville ikke drømme om at gøre noget andet. På denne dato, inden for de samme fireogtyve timer hvor man havde fejret påsken, døde Jesus som en opfyldelse af forbilledet, han døde „én gang for alle“. Paulus sagde at „så ofte I spiser dette brød og drikker dette bæger, vedbliver I med at forkynde Herrens død“. Det følger heraf at denne højtid, der skulle tjene til minde om Jesu død, skulle fejres én gang om året på årsdagen for hans død, den 14. nisan, der i år, i 1963, begynder ved solnedgang den 8. april. — 1 Kor. 11:25, 26, NW; Hebr. 9:26.
7. Hvoraf ses det at transsubstantiationslæren bibelsk set er forkert?
7 For det andet giver Jesu ord: „Dette betyder mit legeme . . . mit blod [eller som de ofte oversættes: Dette er mit legeme . . . mit blod]“ ikke nogen hjemmel for transsubstantiationslæren. Brødet og vinen blev ikke til Jesu bogstavelige kød og blod dengang, sådan som denne lære siger. Ej heller gentages dette formodede mirakel af et menneske, en præst, ved den katolske messe. Kristi offer behøver ikke at blive gentaget eller fornyet, hverken på den ene eller anden måde. Det er netop et af de stærkeste argumenter Paulus fremfører i sit brev til hebræerne, hvor han siger: „Ej heller gik han [Kristus] derind for at ofre sig selv mange gange, . . . Men nu er han én gang for alle ved tidernes fuldendelse åbenbaret for ved sit offer at bortskaffe synden.“ Ved dette ene offer er „vi [sande kristne] blevet helligede, ved at Jesu Kristi legeme én gang for alle er blevet ofret“. — 1 Kor. 11:24, 25, NW; se Hebræerne 9:25–10:10.
8. Hvordan udtrykte Jesus sig ofte, og hvorfor er dette vigtigt i denne forbindelse?
8 Jesus gjorde sin tale levende, som han så ofte gjorde, da han sagde: „Dette betyder [er] mit legeme . . . mit blod.“ Ved en anden lejlighed sagde han således: „Jeg er fårenes dør.“ Men hvem vil for et øjeblik hævde at han mente en bogstavelig dør? — Joh. 10:7.
9. Hvorfor er det forkert og skadeligt at betragte Herrens aftensmåltid som et sakramente?
9 Endelig indstiftede Jesus ikke noget sakramente, det vil sige en ydre religiøs ritus eller ceremoni der gav deltagerne en særlig fordel. Det hører til den menneskelige natur at sætte sin lid til ydre ritualer og ceremonier og tro at man derved opnår en gunstig stilling hos Gud. Den fejl begik Israels folk, og det samme ses i kristenheden i dag. Jesus overgav kun to handlinger af symbolsk karakter til sine efterfølgere, dåben og Herrens aftensmåltid, men disse handlinger gør mere skade end gavn hvis det de symboliserer ikke virkelig har fundet sted og deltagerne ikke i hjerte, sind og livsførelse stadig bevarer sig i overensstemmelse hermed.
10. Hvad vil vi komme til at forstå og værdsætte Gud et studium af dette emne?
10 Men lad os nu undersøge de mere positive og opbyggende sider ved dette betydningsfulde emne, så vi bedre kan forstå og værdsætte de storslåede goder der symboliseres ved Herrens aftensmåltid og som de åndelige førstefødte får del i. Med denne symbolske handling fremstilles ikke alene modtagelsen af disse goder, men noget langt større, nemlig at de deler visse goder og privilegier, ikke alene med hinanden men også med Kristus Jesus, og, vigtigst af alt, med Jehova Gud selv.
De goder de modtager
11. Hvad hentydede Jesus til med ordene: „Dette betyder mit legeme“?
11 Lad os først betragte vor Herres ord da han tog brødet og sagde: „Dette betyder mit legeme der skal gives til gavn for jer.“ Ser vi på hermed beslægtede skriftsteder er det tydeligt at Jesus mente sit eget kødelige legeme. Da Jesus kom til Johannes for at blive døbt anvendte Jesus de inspirerede ord i Salme 40:7-9 på sig selv, hvilket fremgår af Paulus’ henvisning hertil: „Derfor siger han [Jesus], da han træder ind i verden: ’Til slagt- og afgrødeoffer havde du ej lyst; men et legeme beredte du mig. . . . Da sagde jeg: „Se, jeg er kommen . . . for at gøre din vilje, min Gud!“’“ Under sin offertjeneste led Kristus derfor „i kødet“, og genløsningsbetalingen blev tilvejebragt ved at han til sidst „bar vore synder på sit legeme op på [pælen]“. — Luk. 22:19, NW; Hebr. 10:5-7; 1 Pet. 4:1; 2:24.
12. Hvilken værdi har den menneskelige skabnings blod ifølge Bibelen, og hvordan gælder dette i Jesu tilfælde?
12 Men „mennesket Kristus Jesus, der gav sig selv som en tilsvarende løsesum“ var naturligvis ikke blot kød, lige så lidt som „det første menneske, Adam“, der blev til „en levende sjæl“ og som Jesus i alle henseender svarede til, var det. Et menneske er en skabning af kød og blod. Ja, i Bibelen er det snarere blodet end kødet der anvendes som symbol på livet eller sjælen. „Blodet er sjælen,“ og „det er blodet, som skaffer soning, fordi det er sjælen.“ Derfor siges der også: „I ham [Jesus] har vi forløsning ved hans blod, syndernes forladelse, så rig som Guds nåde er.“ Meget passende nævner Paulus derfor også både Jesu blod og kød da han fortæller om hvordan Jesus opgav sin jordiske eksistens til gavn for sine disciple og derved åbnede dem en vej til liv i himmelen: „Ved Jesu blod har [vi] frimodighed til at gå ind i helligdommen, idet han har indviet os en ny og levende vej gennem forhænget, det vil sige hans jordiske legeme [hans kød].“ — 1 Tim. 2:5, 6, NW; 1 Kor. 15:45; 5 Mos. 12:23; 3 Mos. 17:11; Ef. 1:7; Hebr. 10:19, 20.
13. Hvilken udfrielse erfarer Kristi efterfølgere allerede nu?
13 At Jesus fik del i kød og blod har som tidligere nævnt ikke alene givet Jesu disciple en garanti for at de vil modtage en himmelsk belønning, men de har allerede nu i tiden opnået en udfrielse fra „mørkets magt“, for Jesus døde for at „udfri alle dem, som af frygt for døden hele deres liv havde levet i trældom“. Hvilken udfrielse er der tale om? Jesus sagde om dem der føres ind i den organisation eller det hus som han er sat til hoved for: „Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal forstå sandheden, og sandheden skal frigøre jer. . . . Men trællen bliver ikke bestandig i huset; sønnen bliver der bestandig. Hvis altså Sønnen får frigjort jer, skal I være virkelig frie.“ I sandhed vidunderlige goder! — Kol. 1:13; Hebr. 2:15; 3:6; Joh. 8:31-36.
14, 15. (a) Hvordan anvendes det at drikke i symbolsk betydning i Bibelen? (b) Hvad viser deltagerne i Herrens aftensmåltid ved at de spiser brødet og drikker bægeret, og hvordan understøtter Jesu ord denne forståelse?
14 Til daglig spiser og drikker vi for at opretholde livet. Men denne simple handling anvendes ofte i Bibelen i symbolsk betydning, som da Jesus talte til kvinden ved brønden og sagde: „Hvis du kendte Guds gave og vidste, hvem det er, som siger til dig: ’Giv mig noget at drikke!’ så bad du ham, og han gav dig levende vand! . . . det vand, jeg giver ham, skal i ham blive et kildespring til evigt liv.“ (Joh. 4:10, 14) På lignende måde viser de der spiser brødet og drikker bægeret ved Herrens aftensmåltid symbolsk at de i taknemmelighed anerkender de goder, livsgoder, de modtager ved at Jesus har ofret sit eget kød og blod for dem. Derfor kan det siges at de billedligt, ved deres tro, spiser hans kød og drikker hans blod. Hvis vi ikke forstår den virkelige mening med disse ord forekommer de måske mærkelige, ja måske oven i købet frastødende. Husk imidlertid at Jesus selv udtrykte sig på denne måde, hvilket fik jøderne til at knurre imod ham. Selv mange af hans disciple var forargede og forlod ham, mens Peter på de tolvs vegne sagde: „Du har det evige livs ord. Og vi er kommet til den tro og erkendelse, at du er Guds Hellige.“ De ord Jesus havde udtalt ved den lejlighed og som havde vakt så stærkt et røre var disse: „Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra Himmelen; om nogen spiser af det brød, han skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, til liv for verden. . . . hvis I ikke spiser Menneskesønnens kød og drikker hans blod, har I ikke liv i jer. Den, som æder mit kød og drikker mit blod, har evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag. Thi mit kød er sand mad, og mit blod er sand drik. Den som spiser mit kød og drikker mit blod forbliver i samhørighed med mig, og jeg i samhørighed med ham.“ — Joh. 6:51, 53-56, 68, 69; vers 56 efter NW.
15 Disse sidst anførte ord af Jesus bringer den anden side af det emne vi er ved at behandle, på bane, nemlig samhørigheden med Jesus, det nære og dyrebare forhold deltagerne i mindemåltidet står i til ham.
Fælles goder under den nye pagt
16. Hvad viser selve det at Jesus spiste sammen med sine disciple og den måde hvorpå han henvendte sig til sin Fader i bøn?
16 Selve de omstændigheder hvorunder Jesus indbød sine elleve trofaste disciple til at spise brødet og drikke bægeret — de lå alle til bords sammen — vidner om et nært og venskabeligt forhold. Som eksempel kan vi anføre at hvis vi ønsker at bede en indflydelsesrig person om en særlig gunstbevisning og denne svarer: ’Kom op på mit kontor, så kan vi tale om det,’ så ville vi forvente sagen behandlet ganske forretningsmæssigt. Men hvis han sagde: ’Kom hjem og spis til middag sammen med os, så kan vi tale om det,’ ja, så ville vi føle at slaget var mere end halvt vundet. Nogle af de største og dybeste sandheder Jesus har udtalt fremførte han da han talte til sine disciple denne sidste aften samt i slutningsbønnen, der står nedskrevet i Johannes-evangeliet, kapitel 17. Denne bøn og indledningen til den er i sig selv et vidnesbyrd om det nære forhold der herskede mellem Jesus og hans himmelske Fader. Han havde lige talt til sine disciple med blikket rettet imod dem, så ’løftede han øjnene mod himmelen’ mens han fortsatte med at tale, men nu til sin Fader. Så simpelt var det. — Joh. 17:1.
17. (a) Hvor læser vi om en ny pagt, og hvad er den en modsætning til? (b) Hvordan er den nye pagts vilkår?
17 Da Jesus tog bægeret med vin og rakte det til sine disciple sagde han: „Dette bæger betyder den nye pagt i kraft af mit blod der skal udgydes til gavn for jer.“ (Luk. 22:20, NW) Denne omtale af en ny pagt er meget betydningsfuld, både med hensyn til de goder de modtager og dem de deler. Vender vi os atter til Hebræerbrevet finder vi noget der kan hjælpe os til at afgøre hvilken pagt der er tale om og se den betydning den har. At der er tale om en ny pagt antyder at der har været en tidligere pagt, en gammel pagt, og det at der er brug for noget nyt betyder som regel at det gamle er blevet forkastet. Herom siger Paulus: „Når han siger en ’ny pagt’, har han dermed erklæret, at den første er forældet; men det, som er ved at blive forældet og gammelt, er nær ved at forsvinde.“ Den tidligere pagt var den gamle lovpagt der blev indgået med det kødelige Israel med Moses som mellemmand. Men Jehova ’dadlede sit folk’ under denne pagt, og derfor kan vi allerede hos profeten Jeremias læse om en ny pagt, der blev lovet med følgende ord: „Dette er den pagt, jeg efter hine dage slutter med Israels hus, lyder det fra [Jehova]: Jeg giver min lov i deres indre og skriver den på deres hjerter, . . . jeg tilgiver deres brøde og kommer ikke mer deres synd i hu.“ — Hebr. 8:8, 13; Jer. 31:33, 34.
18. Hvilke to ting udvirkede Jesu blod med hensyn til den nye pagt?
18 Der kræves blod både til gyldiggørelse af en pagt og til tilgivelse af synd. „Thi et testamente bliver først gyldigt ved død, . . . og der opnås ingen tilgivelse, uden at blod bliver udgydt.“ Jesus er mellemmand for den nye pagt, der trådte i kraft ved hans udgydte blod. Samtidig danner Jesu blod juridisk grundlag for virkelig tilgivelse af synder, ja det vil endog „rense vor samvittighed“, hvorimod den gamle lovpagt, der var indgået på grundlag af dyreofre, kun gjorde dette forbilledligt og i det ydre, kun bragte „kødelig renhed“. — Hebr. 9:13, 14, 17, 22.
19. Hvem indgås den nye pagt med?
19 Hvem indgås den nye pagt med? Med de kristne der udgør den sande kirke, den „lille hjord“, der får plads sammen med Jesus på den himmelske trone i hans rige, begyndende med dem der deltog i dette første mindemåltid som Jesus indstiftede. Han vidste at andre ville blive bragt ind i det samme fællesskab, hvilket fremgår af bønnen: „Ikke alene for disse beder jeg, men også for dem, som ved deres ord kommer til tro på mig.“ (Joh. 17:20) Disse udgør det åndelige Israel, et modstykke til det kødelige Israels nation under Lovpagten, der indstiftedes ved Sinaj bjerg. Dette forbillede på det åndelige Israel er forskelligt fra det billede vi tidligere har behandlet, i hvilket det åndelige Israel fremstilledes ved de jødiske førstefødte før de forlod Ægypten. Lovpagten blev gennem Moses indgået med hele Israels nation, og ikke blot med de førstefødte.
20. Hvad må man holde sig for øje med hensyn til Bibelens mange billeder?
20 I forbigående vil vi gerne gøre opmærksom på at Bibelen er fuld af billeder og lignelser, givet som „eksempler“ til gavn for os i dag. Hvert billede har sin specielle betydning, og i almindelighed skal man ikke prøve at passe det ene billede ind i det andet, lige så lidt som man vil gøre det med mange af de sammenligninger og illustrationer der findes i De kristne græske Skrifter. Man vil for eksempel ikke sammenstille „får“ med „stridsmænd“ eller „levende stene“. — 1 Kor. 10:11; Joh. 10:14, 15; 2 Tim. 2:3; 1 Pet. 2:5.
21. Hvilken fremgangsmåde fulgte man ved fællesskabsofrene, og hvad betegnede dette?
21 Betragter vi de ofre der blev bragt ved den gamle lovpagts indstiftelse ser vi at de indbefattede „fællesskabsofre“ (dansk oversættelse: „takofre“). Kort fortalt blev blodet af disse ofre stænket på Jehovas alter, også kaldet Jehovas „bord“, og fedtet blev brændt på det som den del af offeret der tilkom Jehova. Brystet og den højre kølle tilfaldt den tjenstgørende præst, og resten af kødet blev spist af de israelitter der frembar offeret mens de opholdt sig ved åbenbaringsteltet. Ved pagtens indstiftelse ved Sinaj bjerg blev sidstnævnte del af ceremonien udført af „halvfjerdsindstyve af Israels ældste“, der repræsenterede hele folket. Ved en sådan lejlighed nød israelitterne et særligt fællesskab med Jehova ved hans „bord“. Samtidig blev det dem forbudt at ofre til dæmonerne ved deres bord, sådan som de omgivende folk, der dyrkede falske guder, gjorde. — 3 Mos. 7:11-37; 17:5-7, NW; 2 Mos. 24:9-11; Ez. 44:16.
22. Hvordan forbandt Paulus disse ofre med Herrens aftensmåltid?
22 Det var dette Paulus tænkte på som et af de eksempler der er givet til vort gavn da han skrev til de åndelige israelitter i Korint om Herrens aftensmåltid: „Velsignelsens kalk, som vi velsigner, er den ikke fællesskab om Kristi blod? Det brød, som vi bryder, er det ikke fællesskab om Kristi legeme? Fordi der er ét brød, er vi ét legeme, skønt vi er mange; thi alle har vi del i det ene brød. Se på det kødelige Israel; har de, der spiser ofrene, ikke fællesskab med alteret? I kan ikke både drikke Herrens [Jehovas, NW] kalk og onde ånders kalk; I kan ikke både have del i Herrens [Jehovas, NW] bord og i onde ånders bord.“ — 1 Kor. 10:16-18, 21.
23. Hvilket særligt fællesskab nyder deltagerne i dette måltid (a) med hinanden? (b) med Kristus Jesus? og (c) med Jehova?
23 For lige at sammenfatte det foregående kan vi altså sige at Herrens aftensmåltid må betragtes som et offermåltid, og at Kristi offer kan sammenlignes med fællesskabsofferet vi lige har beskrevet. Ved at drikke bægeret og spise brødet viser de kristne i den nye pagt at de er nært forbundet og har del i et dyrebart fællesskab: 1) med hinanden, i den nye pagts tjeneste som en forenet menighed, det åndelige Israel, der udgør „ét legeme“ under hovedet, Jesus Kristus; 2) med Kristus Jesus, idet de får del i tilgivelsen for synder gennem hans offer af kød og blod, og også har ’fællesskab med ham i hans lidelser’ og ’bliver ham lig i hans død’ med håb om at „få del i guddommelig natur“ i „den første opstandelse“; og, hvad der er vigtigst af alt, de har 3) fællesskab med Jehova Gud som den der har indstiftet hele denne ordning. — 2 Kor. 3:6; Fil. 3:10; 2 Pet. 1:4; Åb. 20:6.
24. Af hvilke grunde er samhørigheden med Jehova af størst betydning, og hvordan understregede Jesus dette i sin bøn?
24 Vedrørende dette sidste punkt bør vi huske at det var Jehova der gjorde det muligt for Jesus at bringe sit offer, og derfor taler Paulus med rette om „Jehovas bæger“ og „Jehovas bord“. (NW) Det var for Jehova Jesus fremlagde værdien af sit offer for at det kunne anvendes i overensstemmelse med Guds vilje, til gavn for det åndelige Israel først. Det er Jehovas nye pagt. Jesus lagde stor vægt på det nære og dyrebare forhold mellem ham og hans Fader i den bøn han bad for sine disciple den sidste aften han var sammen med dem. Han bad således: „At de alle må være ét, ligesom du, Fader, er i samhørighed med mig og jeg er i samhørighed med dig, at også de må være i samhørighed med os . . . for at de må fuldkommengøres til ét, så at verden kan få kundskab om at du har udsendt mig og at du har elsket dem ligesom du har elsket mig.“ — Joh. 17:20-26, NW.
25. Hvor og hvordan har Paulus beskrevet tjenesten for den nye pagt, og hvordan bekræftede Peter dette?
25 I den foregående opsummering er der et par punkter som vi ikke tidligere har behandlet og som vi gerne vil fremføre nogle få kommentarer til. Først tjenesten for den nye pagt. Paulus viser i 2 Korinter 3:4–4:6 at denne pagts herlighed langt overgår den herlighed der omgav den gamle pagt. Han siger at „vi [kristne] . . . som spejle genskinner Jehovas herlighed“, idet vore hjerter først er blevet ’oplyst med den herlige kundskab om Gud ved Kristi åsyn’ og vi dernæst, ved at forkynde den gode nyhed, genspejler dette lys og ’gør sandheden åbenbar’ for andre. (NW) Det er rigtigt at Herrens „andre får“ deltager i den samme tjeneste som følge af at de er nært forbundet med resten af den lille hjord, der endnu befinder sig på jorden, men hovedansvaret hviler på dem der er med i den nye pagt, det åndelige Israel, som Peter kalder ’et helligt folk, et ejendomsfolk som skal forkynde hans guddomskraft som kaldte dem fra mørket til sit underfulde lys’. — Joh. 10:16; 1 Pet. 2:9.
26. (a) Hvilket særligt gode opnår de åndelige israelitter ved genløsningsofferets fortjeneste? (b) Hvilken forskel træder hermed frem mellem de åndelige israelitter og de „andre får“?
26 Videre er det vigtigt at huske på at det der opnås ved Kristi offer for dem der bliver åndelige israelitter — blandt andet det at de retfærdiggøres eller erklæres retfærdige af Gud mens de endnu befinder sig i kødet — tjener et særligt formål. Det er Guds vilje at disse åndelige israelitter skal ofres med Kristus, hvilket offer ikke vil være antageligt for Gud medmindre de først er retfærdiggjort. De avles derefter af Gud som hans åndelige sønner og får et nyt håb, håbet om liv i himmelen. Dette sker ved hjælp af Guds ånd, der også salver dem eller giver dem juridisk anerkendelse som lemmer på det legeme eller medlemmer af den menighed som Kristus er hoved for. Her ser vi atter en tydelig forskel mellem disse og de „andre får“. De „andre får“ kan komme til at lide og endog give deres liv på grund af deres standpunkt for Guds rige, men de ofrer ikke det håb de har om liv på jorden i det genoprettede paradis. Guds ånd virker på dem på en sådan måde at den opretholder dem i og udruster dem til at udføre deres del af tjenesten for Riget og til at følge en ret adfærd, men den indgiver dem ikke håbet om en himmelsk opstandelse. — Rom. 5:1, 2; 8:15-17; Kol. 1:18.
27. (a) Hvorfor bør alle med fårets sindelag være til stede ved Herrens aftensmåltid? (b) Hvilke vigtige sandheder understreges da til gavn for alle?
27 Efter nu i korthed at have gennemgået de vidunderlige goder som modtages og deles af dem der er med i den nye pagt, og efter at have betragtet det nære og dyrebare forhold de træder ind i, kan vi bedre forstå hvilket vidunderligt privilegium de har, men også hvilket ansvar der påhviler dem. De „andre får“ bør også sætte sig ind i disse betydningsfulde sandheder, der indtager en vigtig plads i Guds hensigter, selv om de ikke personligt får nogen andel i dem. Dette årlige møde hvorved Herrens aftensmåltid fejres er i sandhed noget enestående. Alle der er oprigtigt interesserede er velkomne og skulle bestræbe sig for at være til stede. Dette møde er et udtryk for sand tilbedelse, for alle mødedeltagerne er så at sige til stede ved „Jehovas bord“ i symbolsk forstand, selv om kun de der har Guds ånds vidnesbyrd om at de er Guds åndelige sønner, „Guds arvinger og Kristi medarvinger“, vil nyde symbolerne, det usyrede brød og vinen. Men ved at lytte til det der siges den aften vil alle på ny erkende betydningen af at tjene Jehova og hans riges interesser, i den udelte og absolutte tilbedelses ånd, betydningen af at holde sig fri af enhver handling der kunne stemple dem som nogle der tjente ved „dæmoners bord“, samt betydningen af at holde sig nær til den nye verdens samfund af Jehovas indviede vidner, for nu er tiden kommet da Jehova har samlet alle fårene „i enhed . . . som en hjord i folden“. — Mika 2:12, NW; Joh. 10:16.
28. Hvordan opfyldtes Salme 116 på Jesus, og hvordan gælder den alle i den nye pagt?
28 Men de der ved at de ejer et himmelsk håb og har åndens vidnesbyrd derfor, bør nyde symbolerne, idet de dog ser til at de ikke gør det på uværdig vis men først har ’prøvet sig selv’. Disse åndelige sønner må holde sig alt det for øje der er forbundet med bevarelsen af deres nære og dyrebare forhold til hinanden, til deres Herre og Hoved og, fremfor alt, til Jehova. I taknemmelighed over alt det de har modtaget fra hans hånd siger de med Jesus, som nedskrevet i den profetiske bøn: „Hvorledes skal jeg gengælde [Jehova] alle hans velgerninger mod mig?“ De må også have den samme faste beslutning som Jesus havde, og som kommer til udtryk i den samme salme: „Jeg vil ofre dig lovprisningsoffer og påkalde [Jehovas] navn; mine løfter vil jeg indfri [Jehova].“ Mens de trofast udfører deres offertjeneste tænker de på og holdes de oppe af Jesu herlige løfte: „Vær tro indtil døden, så vil jeg give dig livets sejrskrans.“ Hvilken trøst og hvilken forvisning kunne Jesus ikke i nødens stund hente i de ord som Jehova lod nedskrive for længe siden, og som også er til gavn og trøst for dem der går i Jesu fodspor: „Dyrebar i Jehovas øjne er hans loyales død.“ (NW) — 1 Kor. 11:28; Åb. 2:10; Sl. 116:12-19.