I skal underordne jer „enhver menneskelig ordning“

 1. Hvem er de frieste mennesker i dag, og hvordan kunne de miste deres frihed?

FRIE mennesker må passe på ikke at misbruge deres frihed eller at bruge den som et skalkeskjul for selviske, lovløse gerninger. De mennesker som i dag har den største frihed er dem der er blevet frigjort fra trældom under „denne verdens fyrste“, Satan Djævelen, der er „denne verdens gud“ og Jehova Guds største modstander. (Joh. 12:31; 2 Kor. 4:4) Disse mennesker er blevet befriet for usandhedens, uvidenhedens og overtroens lænker. „Hvis I bliver, i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal forstå sandheden, og sandheden skal frigøre jer,“ sagde Jesus Kristus, og tilføjede: „enhver, der gør synd, er syndens træl. Men trællen bliver ikke bestandig i huset; sønnen bliver der bestandig. Hvis altså Sønnen får frigjort jer, skal I være virkelig frie.“ (Joh. 8:31, 32, 34-36) Sådanne disciple er frigjort fra denne verdens falske menneskelige traditioner og filosofier, der trælbinder mennesker og holder dem fast i en skure de ikke let kommer ud af. De er ikke syndens trælle, som ikke har frihed til at gøre hvad der er ret. Men hvis de i letsindighed misbrugte deres frihed og derpå benyttede den som dække over selvisk lovløshed, ville de miste deres frihed. De ville blive trælle af synden, trælle af det urette.

 2. Hvilken forskel er der mellem sande og falske kristne i brugen af deres frihed?

² Falske kristne misbruger den frihed de har. Det gør Kristi sande disciple derimod ikke, for de lader sig lede af Guds ord. De er forstandige. De ved at man ved at misbruge sin frihed skaber vanskeligheder for sig selv, og kommer i konflikt med de bestående love.

 3. Hvornår skrev Peter sit første brev, og hvem var det stilet til?

³ Kristne følger Guds ord som det udtrykkes af apostelen Peter i det første brev han skrev til de kristne. Omkring årene 62-64 e. Kr., eller omtrent samtidig med at apostelen Paulus skrev sit brev til Titus, skrev Peter brevet til de kristne i Lilleasien, der dengang var en del af romerriget men som nu hører til Tyrkiet. Peter tiltalte dem ikke som fastboende indbyggere, eller som en del af det lokale samfund, nej hans brev var stilet til „dem, der bor som udlændinge“, „midlertidige indbyggere“ (NW), „i Pontus, Galatien, Kappadokien, provinsen Asien og Bitynien“. — 1 Pet. 1:1.

 4, 5. (a) Hvad havde de kristne så meget mere grund til at gøre eftersom de blot var midlertidige indbyggere? (b) Hvad skrev Peter de skulle gøre eftersom de var fremmede og udlændinge?

⁴ Da de var „udlændinge“ eller „midlertidige indbyggere“ havde de så meget mere grund til ikke at misbruge deres kristne frihed. Havde de misbrugt den, ville de ikke være blevet forstået og behandlet rigtigt af det samfund som de ikke virkelig var en del af, eftersom de ikke var en del af denne verden skønt de levede i verden. (Joh. 17:14-16) Vor tids sande kristne, de indviede, døbte Jehovas vidner, er midlertidige indbyggere i Tyrkiet og alle andre steder i denne verden, for de ser frem til at Gud skal skabe et nyt styre. (2 Pet. 3:13) De giver agt på de ord Peter skrev for at advare sande kristne mod at gå for vidt i deres frihed i Kristus. Peter skrev:

⁵ „I elskede! jeg formaner jer som fremmede og udlændinge: hold jer fra de kødelige lyster, som fører krig imod sjælen, og lad jeres færd blandt hedningerne være god, så de — på grund af de gode gerninger, de får at se — på deres besøgelsesdag kan prise Gud netop for det, de nu bagtaler jer for, som om I var forbrydere. For Herrens skyld skal i underordne jer enhver menneskelig ordning, hvad enten det er kongen som den øverste [eller som New World Translation mere korrekt siger: kongen som den højere], eller landshøvdinger som mænd, der sendes af ham til straf for dem, der gør det onde, og til ros for dem, som gør det gode. Thi det er Guds vilje, at I ved at gøre det gode skal lukke munden på de tåbelige og uforstandige mennesker; som frie, dog ikke som de, der bruger friheden til skalkeskjul, men som Guds tjenere. Ær alle, elsk brødrene, ’frygt Gud, ær kongen’!“ — 1 Pet. 2:11-17.

 6. Hvorfor er der intet virkeligt grundlag for at mene at „kongen som den højere“ betyder Jesus Kristus?

⁶ Hvem er denne konge? Hvem er de landshøvdinger der sendes af kongen? Eftersom Peter skrev sit brev til de kristne menigheder, kunne det så ikke tænkes at udtrykket „kongen som den højere“ hentyder til den kristne menigheds hoved, Jesus Kristus? Der er ikke noget virkeligt grundlag for at forstå det sådan. I sit første brev nævner Peter ikke en eneste gang Guds rige direkte; det nærmeste han kommer tanken, er der hvor han siger at de kristne, som er helligede ved Guds ånd, er „et kongeligt præsteskab, et helligt folk“, hvilket vil sige at de er konge-præster. (1 Pet. 1:2; 2:9) Men Peter omtaler ikke Jesus Kristus som konge. Han omtaler ham altid som Herren. Dette er også tilfældet i 2 Peter 1:11, hvor vi læser: „Så skal der i rigt mål gives jer adgang til vor Herres og frelsers Jesu Kristi evige rige.“a

 7. Hvoraf ses det om der er tale om en konge inden for eller uden for den kristne menighed?

⁷ Hvem er så „kongen“ der nævnes i 1 Peter 2:13, 17? Det er ikke Herren Jesus Kristus, og heller ikke Jehova Gud, „evighedernes konge“. Peter stiller Gud i modsætning til „kongen“ når han siger: „Frygt Gud, ær kongen.“ Hvor stedfæster Peter de kristne han skriver til, her hvor han giver befaling angående denne konge? Er det inden for den kristne menighed? Eller er det udenfor, i verden, med dens romerske kejser og dens vasalkonger og landshøvdinger? Taler Peter til de kristne om deres adfærd inden for den kristne menighed, eller om deres adfærd udenfor blandt denne verdens mennesker? I sin indledning tiltaler Peter dem som „udlændinge“, ikke inden for den kristne menighed, men i de romerske provinser i Lilleasien. Og lige før han omtaler den højere konge og dennes landshøvdinger, minder han de kristne om deres stilling som fremmede og udlændinge og formaner dem derfor til at lade deres færd være god „blandt hedningerne“, der bagtaler dem som om de var forbrydere.

 8, 9. Hvorfor måtte Peter fortælle de kristne hvordan de skulle opføre sig, og hvorfor var det et passende tidspunkt at gøre det på?

⁸ Det er uden for den kristne menighed. Peter stedfæster ubestrideligt de kristne han skriver til, udenfor, i den verden som de ikke var en del af. Derfor måtte han fortælle dem hvordan de skulle opføre sig derude hvor de var i berøring med denne verdens politiske, religiøse og sociale institutioner. Af hans brev fremgår det tydeligt at de kristne var udsat for forfølgelse, enten fra hedningerne eller fra de ikke-omvendte jøder der boede rundt omkring i romerriget. Derfor måtte de kristne passe på deres opførsel. Hvis Peter skrev sit brev omkring årene 62-64 e. Kr. var det kun kort tid før det jødiske oprør mod Rom brød ud i Jerusalem, hvilket skete i året 66. De kristne havde fået deres religion gennem jøderne, og de kristnes hovedkvarter lå dengang i Jerusalem. Som følge deraf forvekslede folk i almindelighed de kristne med de ikke-omvendte kødelige jøder. Ved at vise en dårlig opførsel over for de romerske myndigheder netop på det tidspunkt ville de kristne give hedningerne yderligere grund til at forbinde dem med de jøder der pønsede på oprør.

⁹ Hertil kommer at byen Rom brændte i året 64 og at kejser Nero ønskede at bortlede opmærksomheden fra sig selv ved at lægge skylden for brandkatastrofen på de upopulære, misforståede kristne. Ville de kristne inden for romerriget nu ved en uret adfærd gøre sig fortjent til at blive mistænkt for at have sat Rom i brand? I god tid viste den inspirerede og fremsynede apostel Peter de kristne hvordan de skulle opføre sig i romerriget under dets politiske regeringer.

10, 11. (a) Hvor findes den „menneskelige ordning“ som de kristne skal underordne sig? (b) Hvem var den første der indførte en „menneskelig ordning“?

¹⁰ I 1 Peter 2:13-17 rettes vor opmærksomhed altså ikke indad mod den kristne menigheds apostle, tilsynsmænd og assisterende tjenere, men udad, mod mænd i den synlige, håndgribelige verden. Følgelig siger Peter: „For Herrens skyld skal I underordne jer enhver menneskelig ordning.“ (1 Pet. 2:13) Peter siger ikke enhver åndelig eller guddommelig ordning, der ville være en ordning inden for Guds organisation som for eksempel den åndelige skabning eller ordning der hentydes til i 2 Korinter 5:17; Galaterne 6:15; Efeserne 2:10 og 4:24 samt Kolossenserne 3:10. En „menneskelig ordning“ er en ordning der er grundlagt, tilrettelagt eller indført af mennesker, det være sig enkeltpersoner eller grupper, såsom ambitiøse mennesker eller en lovgivende forsamling. Den første jordiske konge var grundlæggeren af byen Babel eller Babylon. Det var Nimrod, „en mægtig jæger i opposition til Jehova“. (1 Mos. 10:8-10, NW) Nimrod skabte naturligvis ikke sig selv som en menneskelig skabning, men han skabte eller grundlagde kongeembedet.

¹¹ En lovgivende forsamling eller et regeringsdannende udvalg skaber ikke den person der beklæder en bestemt post i regeringen. En sådan forsamling eller et sådant udvalg skaber blot det embede eller den regeringspost der skal besættes. Det skaber ikke den mand der kommer til at beklæde embedet. Når en mand indsættes i dette embede og overtager den medfølgende titel, da bliver han en „ordning“ der er indført af forsamlingen eller udvalget; han bliver en „menneskelig ordning“. På eget initiativ og hjulpet af sine tilhængere blev Nimrod en „menneskelig ordning“ idet han blev den første jordiske konge. Andre verdslige nationers konger er ligeledes menneskelige ordninger eftersom deres embede har sin oprindelse hos mennesker. Landshøvdinger der er udsendt af sådanne konger er også menneskelige ordninger.

Hvad enten det er en konge eller en landshøvding

12. For hvis skyld underordner de sig, og hvorfor for hans skyld?

¹² Peter nævner selv hvem han mener med udtrykket „enhver menneskelig ordning“ når han fortsætter: „Hvad enten det er kongen som den øverste [eller: højere, NW], eller landshøvdinger.“ Denne konge er ikke Herren Jesus Kristus, for Peter har lige henvist til ham med ordene: „For Herrens skyld skal I underordne jer.“ Kristne gør således ikke noget direkte for Guds søn, Herren Jesus Kristus, men for hans skyld underordner de sig „enhver menneskelig ordning“. Hvorfor for hans skyld? Fordi de ikke vil bringe vanære over Herren Jesus Kristus. De vil ikke at hedningerne skal beskylde dem for at være lovløse og verdslige i deres færd som Kristi efterfølgere. De ønsker at ære deres Herre ved at være lovlydige borgere der giver kejseren hvad kejserens er. — Luk. 20:25.

13, 14. (a) Hvem mener nogle at „kongen“ i 1 Peter 2:13 er? (b) Hvor er det at en sådan „menneskelig ordning“ som en „konge“ er „den øverste“, og for hvem er han det?

¹³ Nogle mener at den konge Peter her nævnte over for de kristne inden for romerrigets grænser, er den romerske kejser, det vil sige Nero på den tid. Faktisk er der nogle moderne bibeloversættelser, såsom Moffatts og An American Translation, der siger „kejseren som den øverste“; og The New English Bible (New Testament) siger „regenten som den øverste“.

¹⁴ Imidlertid kaldes Herodes Agrippa I af Palæstina og hans søn Herodes Agrippa II, og Aretas af Nabatæa for konger. (Ap. G. 12:1; 25:13, 24; 26:1, 2; 2 Kor. 11:32) En „menneskelig ordning“ som kongen eller kejseren er ikke den øverste inden for den kristne menighed. Dér står en sådan regent ikke over Jehova Gud, den Allerhøjeste, og heller ikke over Jesus Kristus, der er herre eller hoved for menigheden, hans legeme. Men udenfor i Djævelens organisation er kongen den øverste inden for sit land ligesom kejseren er den øverste i imperiet. Og da de kristne befinder sig i den verden som har Satan Djævelen til hersker og gud, må de se realistisk på det og acceptere denne kendsgerning og handle derefter. Kongen eller kejseren står over de landshøvdinger han udsender (Joh. 13:16), men især står han over folket, hans undersåtter. Følgelig er den ære der vises kongen eller kejseren større end den der vises landshøvdinger.

15. Hvem må vi også ære hvis vi ærer kongen, og hvad er formålet med at disse udsendes, ifølge Peters ord?

¹⁵ Hvis vi ærer kongen eller kejseren må vi naturligvis vise det ved også at ære de mænd der repræsenterer ham og som „sendes af ham“. Er kongens hensigt med at sende disse menneskelige ordninger, disse landshøvdinger, nu at fremme ondskab, lovløshed, uorden, moralsk forfald, økonomiske kriser i forretningslivet og stagnation? Sender kongen landshøvdingerne i en skadelig eller ond hensigt? Nej, svarer Peter, de „sendes af ham til straf for dem, der gør det onde, og til ros for dem, som gør det gode“. I overensstemmelse med deres egne love og de tildelte hverv siger Peter at dette var hensigten med at der indsattes landshøvdinger i Pontus, Kappadokien, Galatien, provinsen Asien, Bitynien og andre steder.

16. Hvad var landshøvdingernes opgave i romerriget for de kristnes vedkommende?

¹⁶ Den mission landshøvdingerne udførte var især på sin plads i romerrigets fjerntliggende kolonier. Gjorde landshøvdingerne ikke deres pligt ville det give anledning til oprør i kolonierne. De var sendt for at håndhæve lov og ret. De var ikke sendt specielt for at forfølge eller modarbejde de sande kristne. Men hvis en kristen ikke frembragte Guds hellige ånds frugt men „kødets gerninger“ og øvede de samme onde handlinger som verdslige mennesker, da ville landshøvdingen naturligvis straffe ham, ikke fordi han var kristen, men fordi han var en forbryder, et troløst eksempel på kristendom. Landshøvdingerne rettede ikke opmærksomheden udelukkende mod de kristne. De straffede forbrydere i almindelighed, deriblandt kristne som gik imod Peters formaning og blev forbrydere. Landshøvdingerne var naturligvis forpligtede til at lade kristne få deres sag for retten hvis de falskeligt var blevet anklaget af deres fjender. Landshøvdinger var ikke sendt med det specielle formål for øje at tildele kristne uretfærdig straf. De kunne endog tjene til beskyttelse for de kristne.

17. (a) Var det landshøvdingernes opgave at rose kristendommen? (b) Hvad er da tanken med at de kristne skulle søge ros til fordel for deres religion?

¹⁷ Ganske vist var landshøvdingerne ikke sendt af kongen eller af den romerske kejser for at rose kristendommen, for de havde deres egne guder. Men enkeltpersoner kunne, hvad enten de var kristne eller ej, blive rost eller anerkendt af landshøvdingen for at være ordentlige og lovlydige borgere der var til gavn for samfundet. Den kristnes gode opførsel ville aftvinge respekt for den religion han bekendte sig til — kristendommen. Ved at rose den lovlydige kristne ville landshøvdingen således indirekte vise sin anerkendelse af kristendommen, den religion som disse „fremmede og udlændinge“ i de romerske provinser havde antaget. Kristne handler ret når de søger at blive rost til fordel for deres religion fremfor at blive straffet for forbrydelser. Det de ønsker er at de der i uvidenhed og tåbelighed taler imod dem „på grund af de gode gerninger, de får at se — på deres besøgelsesdag kan prise Gud“. (1 Pet. 2:12) Måske vil kristne til trods for deres „gode gerninger“ blive bagtalt som forbrydere fordi deres religiøse indstilling bliver misforstået. Men en sådan bagtalelse nedkalder ikke nødvendigvis landshøvdingens straf over trofaste kristne.

„Det er Guds vilje“

18. Hvorfor vil det ikke, ud fra den måde Peter fremstiller sagen på, være farligt for os at underordne os verdslige mennesker?

¹⁸ Men vover vi os ikke ud på farlig grund hvis vi siger at Peter talte om denne gamle verdens politiske konger og landshøvdinger? Hvordan kunne en kristen apostel sige til de kristne at de skulle underordne sig verdslige mennesker? Er det ikke farligt for den kristne tro og dens udøvelse? Vil det ikke forpligte de kristne til at adlyde kongen og hans landshøvdinger fremfor Gud? Nej, ingenlunde; for Peter siger at det er Guds vilje med de kristne, der i åndelig forstand er „fremmede og udlændinge“ i denne verden med dens konger og landshøvdinger. Det tjener en hensigt at vi underordner os. Hvilken? „Thi det er Guds vilje, at I ved at gøre det gode skal lukke munden på de tåbelige og uforstandige mennesker.“ (1 Pet. 2:15) Det ville ikke være Guds vilje om de kristne adlød konger og landshøvdinger fremfor Gud. Kristne kunne ikke „gøre det gode“ og samtidig adlyde kongen og hans landshøvdinger i en sådan grad at de blev ulydige mod Gud og syndede imod ham. Peter mente ikke at kristne der underordner sig konger og landshøvdinger skulle overtræde Guds love. Ulydighed mod Gud og overtrædelse af hans bud lukker ikke munden på tåbelige og uforstandige mennesker der ikke ønsker at forstå kristendommen.

19. (a) Hvad er det „gode“ som de kristne får ros for? (b) For hvis skyld gør de det, og er det tvungent de underordner sig?

¹⁹ Det „gode“ som de kristne fortjener landshøvdingens ros for vil altså sige det landshøvdingen anser for godt og som dog er i overensstemmelse med Guds lov og ikke i modstrid med de kristne principper. Kristne kan uden fare gøre hvad der er godt af den art, selv om sådanne ting ikke direkte nævnes eller specificeres i Guds ord. I åndelig henseende er de som Guds folk et frit folk. Eftersom de er Guds trælle er de udfriet fra menneskers trældom. Men „for Herrens skyld“ og for Guds riges gode nyheds skyld må de gøre ligesom apostelen Paulus, gøre sig til tjenere for alle mennesker eller ordninger for at vinde hedninger og jøder for Guds rige. (1 Kor. 9:19-23) Når kristne underordner sig menneskelige ordninger som denne verdens mennesker anerkender og adlyder, handler de følgelig „som frie, dog ikke som de, der bruger friheden til skalkeskjul, men som Guds tjenere“, som Peter siger. (1 Pet. 2:16) Kristne underordner sig frivilligt, og det skader dem ikke. Det sparer dem for vanskeligheder.

Frihed og ære

20. Hvad berettiger vor kristne frihed os ikke til at gøre, og hvad måtte landshøvdingerne gøre hvis vi gjorde det?

²⁰ Peters tanke skulle stå klart for os. Vor kristne frihed berettiger os ikke til at ignorere de politiske regeringer eller til at prøve at leve som om de ikke eksisterede, at lade hånt om dem og trodse dem selv i spørgsmål der ikke berøres af Guds vilje og lov. En sådan respektløs optræden ville kun bringe os i vanskeligheder, eftersom vi stadig lever i denne gamle verden og ikke i Guds nye retfærdsverden. Det er kun rigtigt at vi afholder os fra at føre en dårlig moral. End ikke i de politiske landshøvdingers øjne er det rigtigt af os at føre en dårlig moral, og dersom vi gjorde det ville de med rette straffe os som forbrydere. Det ville simpelt hen være deres embedsmæssige pligt. Vi må derfor ikke misbruge vor kristne frihed.

21. Hvad alene kunne Peter have i tanke når han siger at de kristne skal underordne sig „enhver menneskelig ordning“?

²¹ Når Peter siger at det er Guds vilje at vi underordner os og at vi gør det som „Guds tjenere“, „Guds trælle“ (NW), kan han kun have ét i tanke. Hvilket? At vi ikke uforbeholdent og i enhver henseende skal underordne os menneskelige ordninger såsom denne verdens konger og landshøvdinger. Vor underkastelse er relativ. Vi skal ikke være menneskers usle trælle. Vi forbliver Guds trælle, og vi adlyder ham som vor Herre og er således ikke andre herrers ejendom. Selv om vi underordner os glemmer vi aldrig at vi er trælle for Gud og ikke for politiske konger, kejsere eller landshøvdinger.

22. Med hvilken indstilling bør vi ikke underordne os de menneskelige ordninger?

²² Når vi således frivilligt og forstandigt underordner os bør det ikke ske i foragt for de bestående ordninger fordi de er af mennesker og en del af den verden der er dømt til undergang. Peter fortæller os hvordan vor indstilling over for dem bør være: „Ær alle, elsk brødrene, ’frygt Gud, ær kongen’!“ — 1 Pet. 2:17.

23, 24. (a) Hvad er forskellen mellem den ære de kristne viser medlemmer af menigheden og den ære de viser mennesker udenfor? (b) Hvorfor må vi ære „alle“ uden for menigheden, og i hvilken udstrækning gør vi det?

²³ Der er naturligvis forskel på den ære de kristne viser alle inden for menigheden og den de viser alle udenfor, indbefattet alle mænd i ansvarsfulde politiske stillinger uden for menigheden. Den ære vi viser mænd uden for menigheden er formel. Men vore kristne brødre må vi vise mere end formel ære; dem må vi vise kærlighed, den broderkærlighed der beviser at vi er Kristi disciple. (Joh. 13:34, 35) Hvad angår at vise ære siger Romerne 12:10 til menigheden: „Vær hverandre hjerteligt hengivne i broderkærlighed; kom hverandre i forkøbet med at vise ærbødighed!“ Vi skal altså ikke søge ære hos vore brødre.

²⁴ Vi kan imidlertid ikke ignorere højtstående verdslige mennesker uden for menigheden. Vi må vise dem behørig ære i deres stilling som repræsentanter for deres undersåtter, deres folk. Vi skal ikke hylde dem eller se op til dem som guder. Den ære vi viser dem er kun relativ; vi viser den samtidig med at vi gør som Peter siger: „Frygt Gud,“ nemlig den sande Gud Jehova. Efter frygten for Gud kommer vor nuværende pligt: „Ær kongen,“ og følgelig må vi også ære de landshøvdinger han har sendt for at styre.

Trælle og hustruer

25, 26. (a) Hvoraf ses det tydeligt at Peter mener en relativ underkastelse under de menneskelige ordninger? (b) Hvad siger Peter om tjenestefolkene?

²⁵ Når vi læser videre i Peters første brev bliver det mere og mere klart at det kun er relativt den kristne skal underordne sig „enhver menneskelig ordning“. Det gælder kun inden for et begrænset område. Peter omtaler nemlig andre tilfælde hvor kristne må underordne sig andre. Det gælder trælle, og det gælder hustruer. Vi fødes uundgåeligt under den ene eller den anden af denne verdens forskellige politiske regeringer, men om vi vil være trælle eller hustruer afhænger for en stor del af vore egne beslutninger. Peter siger:

²⁶ „Tjenestefolk skal underordne sig deres ejere med al tilbørlig frygt, ikke alene de gode og rimelige, men også dem der er vanskelige at gøre tilpas. Dersom nogen, på grund af sin samvittighed over for Gud, holder ud under strenge forhold og lider med urette, da er det velbehageligt [for hvem?]. Thi hvad ros fortjener det om I holder ud når I synder og bliver slået? Men dersom I holder ud når I gør det gode og lider, da er det velbehageligt for Gud.“ — 1 Pet. 2:18-20, NW.

27. (a) Hvordan viser dette at tjenestefolkenes underkastelse kun er relativ? (b) Af hvilken grund alene skulle kristne tjenestefolk udsætte sig for lidelse, og hvordan skulle de forholde sig i en sådan situation?

²⁷ Eftersom tjenestefolkene eller trællene fortsat lader sig lede af deres kristne samvittighed kan det kun være relativt de underordner sig deres herrer. Dette gælder især når de arbejder for ikke-kristne herrer, der ikke er gode eller rimelige men vanskelige at gøre tilpas. Til trods for at de samvittighedsfuldt gør deres bedste bliver de måske dårligt behandlet af sådanne herrer. Og da deres kristne samvittighed ikke kan tillade dem at gøre det moralsk onde og ugudelige som sådanne herrer måtte forlange, kommer de måske til at lide uretfærdig straf. Men i så fald lider de ’på grund af deres samvittighed over for Gud’. Selv om den kristne tjener eller træl lider uretfærdigt må han finde sig i det. Han må ikke løbe sin vej eller blive oprørsk. Han må holde ud og pligtskyldigst underordne sig sin herre. Gør han det er det „velbehageligt for Gud“. Det bringer ikke vanære over kristendommen som trællen bekender sig til.

28, 29. (a) Hvad har en kristen træl under sin lidelse at se hen til efter trøst og vejledning? (b) Hvordan beskriver Peter dennes forbilledlige adfærd?

²⁸ Under disse ufortjente lidelser fra en urimelig herres side har den kristne tjener eller træl et eksempel at følge. Det kan være ham en stor trøst at betragte dette eksempel, der står langt højere end han selv, nemlig hans egen herre og mester, Jesus Kristus. Læg mærke til hvordan Peter trøster de lidende kristne trælle ved at henvise til dette fuldkomne forbillede. Han siger:

²⁹ „Thi, dertil blev I kaldet, fordi også Kristus led for jer og efterlod jer et forbillede, for at I skal gå i hans fodspor, ’han, som ikke gjorde synd, og i hvis mund der ikke blev fundet svig,’ han, som ikke skældte igen, når han blev udskældt, ikke truede, når han led ondt, men overgav sin sag til ham, der dømmer retfærdigt, han, som selv bar vore synder på sit legeme op på korsets træ, for at vi, afdøde fra vore synder, skal leve for retfærdigheden, han, ’ved hvis sår I fik lægedom.’ Thi I var vildfarende som får, mener nu vendt om til jeres sjæles hyrde og tilsynsmand.“ — 1 Pet. 2:21-25.

30. Hvad lægger vi især mærke til ved vort forbillede, og hvorfor er dette så vigtigt?

³⁰ Eftersom kristendommens foregangsmand led uretfærdigt, kan hans disciple ikke forvente at slippe for uretfærdige lidelser. Men vi må især lægge mærke til at Kristus holdt ud uden at klage. Vil vi efterligne ham må vi gøre det samme, hvad enten vi er trælle eller ej. Som i Jesu Kristi tilfælde vil det udvirke noget godt, endog for andre, at man lider uretfærdigt uden at klage, true eller skælde igen. Kun hvis det er uretfærdigt, ufortjent, man lider, er det „velbehageligt for Gud“.

31, 32. (a) Hvem henvender Peter sig derefter til, og hvorfor? (b) Hvilket råd giver Peter disse?

³¹ Efter at have opmuntret og trøstet de kristne trælle der led uretfærdigt ’på grund af deres samvittighed over for Gud’, henvender Peter sig til andre der måtte underordne sig, selv når de blev uretfærdigt behandlet. Det var til de kristne hustruer som var gift med ikke-kristne mænd der ikke ville lyde Guds ord. Som med trælle, således også i nogen grad med hustruer; de er ejendom, de ejes af deres ægtemænd; selv i dag kaldes jødiske ægtemænd baalim eller ejere. (Hos. 2:16; 2 Mos. 21:22; 5 Mos. 22:22, 24; Ordsp. 31:11, 23, 28, NW) Fremfor at råde kristne hustruer til at lade sig separere eller skille fra vantro ikke-indviede mænd, viser apostelen Peter tilbage til trællene og siger:

³² „Ligeledes skal I hustruer underordne jer under jeres mænd, så også de mænd, der ikke vil lyde ordet, kan vindes uden ord ved deres hustruers færd, når de har jeres rene, gudfrygtige færd for øje. Jeres prydelse skal ikke være noget udvortes: hårfletning og påhængte guldsmykker eller forskellig klædedragt, men hjertet, det skjulte menneske, med den uforgængelige prydelse, som en sagtmodig og stille ånd er; dette er meget værd i Guds øjne. Thi således prydede også fordum de hellige kvinder sig, som håbede på Gud og underordnede sig deres mænd, ligesom også Sara var Abraham lydig og kaldte ham ’herre’; og hendes døtre er I blevet, når I gør det gode uden at lade jer skræmme af noget.“ — 1 Pet. 3:1-6.

33, 34. (a) I hvor stor en udstrækning skal hustruerne underordne sig, og hvad kan muligvis blive resultatet? (b) Hvem henviser Peter til som eksempler for kristne hustruer, og som hvem især skulle de pryde sig?

³³ Kristne hustruer skal lige så lidt som kristne trælle uforbeholdent underordne sig deres ejere, uden hensyn til Gud eller til deres kristne samvittighed. Også deres underkastelse er kun relativ idet den må forenes med gudsfrygt og et samvittighedsfuldt hensyn til Guds ord. Hvordan skulle hustruen kunne vinde sin mand for kristendommen uden ord, det vil sige alene ved sin trofaste kristne færd, hvis hun forlod ham og ikke underordnede sig ham på en måde der behagede Gud? Det ville ikke være muligt. De eksempler til efterfølgelse Peter henviser til er ikke fraskilte kvinder eller verdslige kvinder der kræver „.kvinderet“ og ligeberettigelse, men fortidens „hellige kvinder“ der håbede på Gud.

³⁴ Peter formanede hustruerne til at handle som Saras døtre og at lære af Sara hvordan en hustrus færd skulle være. Sara anerkendte at Abraham var hendes herre. Hun adlød ham, selv da han bad hende sætte sin frihed og sikkerhed på spil for at hans liv kunne blive skånet. (1 Mos. 12:11-20; 20:1-14) Som belønning for at have underordnet sig sin mand kom Sara til at spille en vigtig rolle i forbindelse med den evige frelse, både for hende selv og den øvrige del af menneskeslægten. Hun blev moder til Isak og dermed stammoder til Herren Jesus Kristus. En kristen hustru kan også underordne sig sin mand og gøre det med håb til Gud, i hvis øjne hun smykker sig med en „sagtmodig og stille ånd“ over for sin mand. Dette kan føre til frelse, ikke alene for hende selv men også for hendes mand og for andre.

35, 36. (a) Hvad må vi alle underordne os så længe denne verden består, og i hvilken udstrækning må vi gøre det? (b) Hvordan vil dette tjene som en beskyttelse og være til gavn for os?

³⁵ Ikke alle Jehovas kristne vidner er trælle eller hustruer og dermed tvunget til at underordne sig på disse områder. Men så længe Gud tillader denne gamle verden at bestå, er vi alle underlagt politiske regeringer. Så længe Gud lader disse eksistere er vi tvunget til „for Herrens skyld“ og fordi det er „Guds vilje“ at underordne os „enhver menneskelig ordning“. Hverken Peter eller Paulus lader os det mindste i tvivl om at det kun er relativt vi skal underordne os disse verdslige politiske institutioner, og at vi til enhver tid først og fremmest må følge vor kristne samvittighed der er oplært efter Guds ord. Når vi underordner os på denne måde undgår vi at vække forargelse hos de folk der er underkastet konger, kejsere og landshøvdinger. De vil da ikke kunne anklage os for ikke at ære deres herskere.

³⁶ Ikke alene vil vor relative underkastelse behage sådanne mennesker, men den vil især behage Gud. Den vil beskytte os imod at slutte os til politiske sammensværgelser eller oprør imod de bestående myndigheder, selv når vi forfølges fordi vi er kristne vidner for Jehova. Det vil afvæbne fjenderne af Guds rige som vi forkynder, for de vil ikke kunne finde nogen virkelig fejl eller skyld hos os medmindre de kan finde noget ved vor Guds lov.

37. Hvad vil vi alle være optaget af at gøre nu, hvor vi end lever, og hvornår vil vi underordne os en regering fuldstændigt?

³⁷ Ligegyldigt hvor vi lever og hvilken regeringsform vi har over os må vi altid være optaget af at gøre det gode og ære Gud. I hans nye retfærdsverden efter den universelle krig på Guds store dag skal vi nyde den ære og glæde fuldstændigt at underordne os den eneste regering der til den tid har uindskrænket herredømme over jorden, Guds rige ved vor herre og frelser Jesus Kristus.

[Fodnote]