Modenhed en betingelse for vækst
1. I hvilke bestemte henseender er fremskridt henimod modenhed nødvendig?
DA vi i den foregående studieartikel (§ 9) omtalte de forskellige måder, hvorpå vi kan vokse til modenhed, sagde vi, som du vil huske, at der var „endnu en ting, som vi skal komme nærmere ind på“. Hvad er det? Hellig tjeneste. Skal man gøre fremskridt i noget fag, kræver det både teori og praksis. Nu ønsker vi at lægge vægt på det sidste, praksis, især med henblik på nødvendigheden af at forøge vor tjenestes kvalitet. Det vil sige forøgelse i vækst, for den mulighed består, at der kan ske en forøgelse, uden at der dog kan tales om vækst. Nogle sider af vort emne her gælder organisationen som et hele eller hver kreds af Herrens folk som en enhed. Men hele tiden har vi alligevel dig som enkeltperson i tanke, hvad enten du er gammel og regelmæssig læser af Vagttaarnet eller ny. Det er dig, som læser dette blad, vi ønsker at tale med ansigt til ansigt som ven til ven.
2. Hvilke tre billeder vil blive brugt under drøftelse af dette emne?
2 Når vi undersøger Guds ord, finder vi, at dette emne behandles under tre billeder, nemlig 1) et bygningsværk, enten en by eller et tempel, 2) det menneskelige legeme, og 3) den naturlige vækst fra frø til plante eller træ, der bærer frugt. Vi vil dog ikke tage hver enkelt af dem op til behandling i rækkefølge, men derimod se, hvilke fælles faktorer der understreges i hvert billede, og mærke os dem, som er af virkelig betydning.
Den første faktor
3. I hvilken hensigt bygger Gud sit tempel og sin stad?
3 Den første af disse fælles faktorer er hensigten. Hvorfor lader Gud bygge et tempel eller en by? Apostelen Peter giver os svar på spørgsmålet. Efter at have omtalt templet, der er opbygget af levende sten, og efter at have fremholdt et citat om den hellige stad, Zion, går han over til at påpege, hvem der er de sande troende, der erkender hvorfor de er blevet ført ind i Guds stad og Guds tempel, nemlig som „et folk til særlig ejendom, for at I skal forkynde hans fremragende egenskaber, som kaldte jer ud af mørket ind til sit vidunderlige lys“. Overse ikke Guds hensigt med dig. Selv om du måske er den yngste i den familie, som har indviet sig til Jehova og til at gøre hans vilje, ønsker vi at se dig som et nyfødt barn „vokse op til frelse“, til modenhedens fulde mål af vækst. Det dobbelte hovedkrav for denne vækst stilles til hjerte og mund og fremholdes med al tydelighed i denne udtalelse: „Med hjertet udøver man tro til retfærdighed, og med munden bekender man offentligt til frelse.“ — 1 Pet. 2:2, 7, 9; Rom. 10:10, NW.
4. Hvordan skildres ved hjælp af vintræet Guds hensigt med sit folk?
4 Igen kan vi spørge: Hvorfor lader Gud frø så eller vintræer og andre træer plante? Svaret lyder ens i hvert tilfælde — for at bringe ham lovprisningsfrugt. (Es. 61:3) Det er hensigten. Jesu ord går lige til sagen, der hvor han bruger vintræet som billede: „Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den tager han bort, og hver, som bærer frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt.“ Tag ikke fejl! Som ejer og vingårdsmand venter den himmelske Fader frugt, og mere frugt, for som Jesus sagde: „Derved er min Fader herliggjort, at I vedbliver med at bære megen frugt og (således) viser jer som mine disciple.“ (Joh. 15:2, 8, NW) Det vil sige fortsat forøgelse som følge af moden vækst. Det er ikke noget urimeligt ønske, eftersom Faderen så rundhåndet har truffet enhver foranstaltning derfor gennem sit ord, gennem sin organisation og ved hjælp af sin ånd. Bliv nu ikke bange, fordi du kun for nylig er kommet til kundskab om disse ting. Gud er tålmodig. Han er som landmanden, der „vedbliver at afvente jordens dyrebare frugt og viser tålmodighed med den . . . Vis også I tålmodighed; gør jeres hjerter faste“. — Jak. 5:7, 8, NW.
5, 6. a) Hvilken slags frugt venter og kræver Jehova? b) Taler Bibelen om en anden måde at bære frugt på?
5 Men, vil du måske spørge: hvad slags frugt venter eller kræver Jehova? Mange religiøse sekter, både kristne og ikke-kristne, lærer, at korrekt livsførelse og udvikling af karakter, kendetegnet ved tålmodighed, godhed o.s.v., er frugter af gudhengivenhed. Men lad dig ikke bedrage. Lad os se, hvad Jesus siger til spørgsmålet. Efter at have omtalt vintræet forklarede han sine disciple (og os), hvordan han havde ført dem ind i et ganske nært forhold til sig som sine venner og havde udvalgt dem til at vedblive med at bære frugt. Til sidst definerer han nøjagtig, hvad han mener med at bære frugt: „Så skal I [efter at have modtaget ånden] vidne.“ Han bekræftede dette senere, da han sagde: „I skal være vidner om mig . . . indtil jordens ende.“ I dag betyder det vidnesbyrdet om Kongen, der er indsat på tronen, og hans rige, således som Jesus forudsagde. — Joh. 15:16, 17, NW; Ap. G. 1:8; Matt. 24:14.
6 Uadskilleligt knyttet til vidnesbyrdets aflæggelse er resultatet deraf, nemlig forøgelsen af tallet på dem, som tager imod budskabet og selv bliver disciple. Troendes indsamling til organisationen er en del af frugten, ligesom de troende på apostlenes tid var en frugt af disses arbejde. — 2 Kor. 3:1-3. Sammenlign også Ap. G. 1:8 og Matt. 28:19.
Den anden faktor
7. Hvorledes kaster Salme 122 lys over vigtigheden af enhed og samarbejde?
7 Den anden af de fælles faktorer er enhed og samarbejde under hovedet. Den er af allerstørste vigtighed. Tag som billede Guds stad, Zion eller Jerusalem, og se, hvad Salme 122 har at sige herom. Det er en „by, der er fast sammentømret“ (AS), „en sand stad, samlet som en enhed“. (Ro) Fordi Jehovas hus, templet, ligger deri, er den midtpunktet for fælles tilbedelse. Den er også regeringssædet for hele nationen med dens doms- og kongetrone. Det er ikke en tavs by, den genlyder af lovprisning og takkesang, og Jehovas folk strømmer netop i den hensigt til hans stad. Det er det stærke bånd, som forener alle sande israelitter, både „brødrene“ (det åndelige hus) og deres „medarbejdere“, deres „venner“ (Ro), og som får dem til bestandig at søge og bede for dens fred og fremgang, for de ved, at „ro finder de, der elsker dig“.
8. I hvilken henseende fremholder denne salme vejledning med henblik på vort personlige forhold i kredsens liv?
8 Hvilket storslået billede giver ikke Salme 122 af Jehovas rigsorganisation under dens regerende konge og dommer og præst, Kristus Jesus, og af Jehovas folks tjeneste under dens vejledning! Ser du dig selv i dette billede? Nærer du de samme følelser for, og ser du med de samme øjne på Jehovas vidners kreds, som David gjorde i forbindelse med den elskede stad? Søger du at gøre din del i forkyndelsen af Jehovas navn i en taknemmelighedens ånd, således at du aldrig gør noget, der kunne forstyrre kredsens fred og enhed? Eller nærer du, skønt du har været længe nok i sandheden til at vide bedre besked, et evigt nag til en eller anden i kredsen, der engang tilbage i tiden har gjort dig uret, en uret, der aldrig er blevet bragt ud af verden (måske på grund af såret stolthed på begge sider)? Men hvis denne person fortsætter som et medlem af kredsen, overværer møderne og tager del i vidnearbejdet, så bør du for kredsens freds og enheds skyld anerkende denne person som en medarbejder. Lad Herren dømme ham. Vi forlanger ikke, at du skal gøre ham til din specielle ven, men vi mener, at du bør ikke behandle ham, som havde du personlig for tid og evighed udstødt ham, medmindre hele kredsen gør det. Modtager du ikke selv ganske ufortjent barmhjertighed og langmodighed? Din egen fremgang og vækst til modenhed i Jehovas tjeneste og gunst er afhængig af kærlighed til ham og hans organisation og alle, som holder sig inden for dens grænser. — Sl. 122:6; Hebr. 12:15; 1 Joh. 4:7, 20, 21.
9. Hvilke punkter vedrørende Zion lægges der vægt på i Salme 48:13-15?
9 Giv nøje agt på Zion. Mærk dig, hvordan den arbejder, indsug dens ånd, værdsæt dens styrke, først for din egen skyld og som en hjælp til at opnå modenhed i din tjenestes kvalitet, og dernæst for at du kan blive opflammet af begejstring og lære at fortælle derom „til den næste generation“. — Sl. 48:13-15, AT.
10. a) Hvilket udmærket billede gives der i Efeserne 4:11-16 af organisationen? b) Hvad bør vi navnlig lægge mærke til i anvendelsen af billedet?
10 Betragt nu billedet med det menneskelige legeme, som Paulus benytter i sin redegørelse i Efeserne 4:11-16. Der tales der om organisationen, der på hans tid begyndte som spæd og nu var nået til modenhed, større i omfang, men stadig bygget op om samme midtpunkt, de kristne, der var salvet med Guds ånd. Hvilket vidunderligt billede på enhed og gnidningsløst samarbejde, der ganske vist før er blevet omtalt i disse spalter, men tåler gentagelse! Tænk blot på så enkel en ting som at spise. Øjet ser et appetitvækkende stykke på bordet. Armen rækkes frem, den styrer hånden lige til stykket, fingrene griber om det, uden at det klemmes i stykker, overarmen løftes fra albueleddet som en nøjagtig indstillet kran og så, lige i det rigtige øjeblik åbnes munden, og stykket lander hver gang, hvor det skal. Sådan arbejder organisationen som et hele. Arbejder jeres kreds på den måde? Hvori består hemmeligheden? Apostelen svarer: „Hele legemet, idet det er harmonisk knyttet sammen og gennem alle led samarbejder, så de i rette omfang yder det nødvendige efter hver enkelt dels opgave, vokser til dets egen opbyggelse i kærlighed.“ (Ef. 4:16, NW) Gør dig ikke bekymringer om, hvordan de andre legemsdele er knyttet sammen, og hvilke direktiver, der bliver givet dem. Det bliver hovedets sag. Det er dit ansvar at påskønne din egen stilling, den opgave, du har fået tildelt i den lokale kreds eller i betelhjemmet eller missionærhjemmet. Selv de, som er isoleret eller bag et eller andet „jerntæppe“, er stadig en del af organisationen og knyttet til den med usynlige eller måske „underjordiske“ „bindeled og bånd“. — Kol. 2:19.
11. Hvilke spørgsmål bør vi stille os selv ud fra dette billede?
11 Hvad enten den enkelte er et lille „led“ i det lokale „legeme“, som for eksempel en udnævnt tjener eller en gruppeleder, (sar, den øverste, „fyrste“), eller ikke har noget specielt ansvar, så har dog „hver enkelt del“ sin opgave. I det menneskelige legeme har hvert lem og hver celle en rolle at spille til befordring af legemets harmoniske funktion og vækst, og det gælder ikke blot modtagelse af føde og vejledende impulser, men også at videreføre og forsyne andre dele med ting, der måtte være til gavn for dem. Hvilken rolle spiller du i denne henseende? Tager du bestandig imod uden at lade noget gå videre? Skal du til stadighed hjælpes ud i vidnearbejdet uden nogen sinde at komme så langt, at du kan vise andre, hvordan det skal gøres? (Hebr. 5:12) Har du gjort dig det til en vane regelmæssigt at komme til møderne uden nogen sinde at lukke munden op, skønt du godt kunne? Eller er du et levende medlem af kredsen, og søger du bestandig selv at gøre fremskridt ved i det mindste at hjælpe med til deres fremgang og vækst, som du kommer i berøring med? Det betyder at vandre sømmeligt i den fremadskridende gænge, der er foreskrevet legemet under ledelse af dets hoved, Kristus Jesus, og at støtte alle dets regelmæssige funktioner.
12. Efter hvilket mønster og hvilken ånd vokser organisationen, og hvilken indvirkning skulle dette have på os?
12 Læg også mærke til, i hvilken ånd alt dette skal gøres. „Lad os i kærlighed i alt vokse op“ i uselvisk og ubrydelig hengivenhed for organisationen, fordi det er Herrens organisation. Det er ikke menneskers organisation. Den er åndelig „eet legeme og een ånd“, og du bør betragte dens hele ordning og dem, som er i den, i det lys. Se ikke på dine brødre „efter kødet“. Det bringer kun vanskeligheder. Det vil medføre, at du handler partisk og kun viser de få, der tiltaler dig, venskab, og ignorerer og beredvilligt kritiserer de andre. Af hensyn til legemets enhed bør du lade dit private synspunkt træde i baggrunden og anlægge dig organisationens, i levende forståelse og værdsættelse af den store forret, det er at høre med til den. Gør derfor dit hjerte stort og udvid dit bekendtskab med dine brødre, således som Paulus måtte indprente korinterne det. — Ef. 4:3, 4, 15, NW; 2 Kor. 5:16; 6:11-13.
13. Hvilket specielt behov understreger disse to billeder?
13 Ønsker du at vokse til modenhed og forbedre kvaliteten af din tjeneste? Det er vi overbeviste om, at du gør. Kan du derfor ikke se ud fra disse to bibelske billeder med staden og det menneskelige legeme, hvor livsvigtigt det er at påskønne Herrens organisation og at forstå, hvad den betyder, og hvordan den virker? Og ikke kun i teori, men i praksis ved at leve op til dens standard og være med i dens arbejde? Kongen og hovedet, Kristus Jesus, tilvejebringer den nødvendige hjælp, så vi kan vokse til modenhed i tjenesten for Riget, men vi kan kun drage nytte af denne hjælp, såfremt vi holder os nær til den teokratiske organisation, der er opbygget under ham.
14, 15. a) Er der en særlig tjenestegerning at udføre foruden selve vidnearbejdet, og hvordan kan den blive gjort? b) Hvad betyder dette i praksis?
14 I år lægges der stor vægt på nødvendigheden af at vokse til modenhed i hellig tjeneste, den tjeneste, der har det for øje „at oplære de hellige til en præstegerning“ blandt dem, som er unge i sandheden, og blandt andre, der er meget ældre i sandheden, men som stadig har brug for megen hjælp, såvel som blandt de mange, der lige er begyndt at vise interesse. Det er en stor forret at være med i vidnearbejdet, men en endnu større forret at have del i den præstegerning, der går ud på at oplære andre. Drag derfor fuld nytte af enhver foranstaltning, der træffes af Selskabet, denne organisations synlige redskab, gennem alle de forskellige møder, der er tilrettelagt, gennem dets forskellige publikationer, og tag imod den hjælpende hånd, der rækkes af de udnævnte tjenere i selve udførelsen af vidnearbejdet. På den måde vil du ikke alene blive rodfæstet som en regelmæssig og nidkær forkynder af budskabet om Riget, men som selve organisationen vil du bestandig gøre fremskridt henimod det fulde mål af vækst, der hører til modenhed. — Ef. 4:12, NW.
15 I praksis betyder det ikke alene, at vi må forøge det timeantal, vi anvender i vidnearbejdet, men vi må anvende disse timer på bedre måde ved at forøge kvaliteten af vor tjeneste. Det betyder, at der vil blive aflagt et mere effektivt og virkningsfuldt vidnesbyrd, afpasset efter den enkeltes behov. Dette kræver modne skelneevner hos hvert enkelt vidne, men det vil være mere velbehageligt i Jehovas øjne og til langt større hjælp for den, som lytter til, og som måske er et af de „andre får“. Du vil finde arbejdet mere interessant og frugtbringende, og du vil være som dem, der er „faste, urokkelige, altid fuldt optaget i Herrens arbejde, idet I ved, at jeres møje ikke er forgæves i forbindelse med Herren“. — 1 Kor. 15:58, NW.
16. Hvilken vigtig advarsel ligger der i, at der kun er een „sæd“, eet legeme, eet vintræ, een stad?
16 „Lad ingen berøve jer belønningen“ ved at bortlede jeres opmærksomhed og hengivenhed og tjeneste fra den ene organisation. Paulus måtte på sin tid advare meget skarpt herimod. (1 Kor. 1:10-13) Som han hævder i Galaterne 3:16, 29 er der kun een sæd, der er Kristus, og i den er indbefattet dem, som står under ham, og som „hører Kristus til“ og har samme himmelske håb; medlemmer af denne skare udgør i dag Jehovas vidners synlige styrende enhed. Ja, der er kun det ene åndelige Kristi „legeme“, kun det ene sande vintræ, kun det ene Zions bjerg, der opfanger og genspejler Jehovas herlighed. Det betyder, at der, som forudsagt i Salme 68:12, kun er een „skare“, som med glæde forkynder det ord, Herren har givet. De glæder sig også over at se de inspirerede ord i denne salmes syvende vers opfyldt: „Gud . . . bringer ensomme hjem, fører fanger ud til lykke; men genstridige bor i tørre egne.“ Brug din modne skelneevne, og lad dig ikke bedrage af nogen, som uden grund er „opblæst af sit kødelige sind“. Men vedbliv gennem glad og villigt samarbejde med hans legeme af hengivne mennesker at „vokse med den vækst, Gud skænker“ og at holde „fast ved hovedet“, thi „skilt fra mig“, sagde Jesus, „kan I slet intet gøre [frembringe]“. — Kol. 2:18, 19, NW; Joh. 15:5.
Den tredje faktor
17, 18. Hvorledes viser Esajas’ profeti hen til Zions forøgelse og opmuntrer dertil?
17 Den tredje og sidste fælles faktor i spørgsmålet, der her er taget op til drøftelse, er forøgelse og vækst, hvad vi allerede i nogen grad har berørt. Forøgelse er et af de storslåede emner, der går igennem Bibelen fra 1 Mosebog, det første kapitel, og fremefter. Lad os for et øjeblik betragte det fra Zions synspunkt.
18 Vi begynder ved Esajas’ profeti, der erklærer, at fra det tidspunkt den nye verdens regering bliver lagt på Fredsfyrstens skuldre, og han bliver indsat på tronen i det himmelske Zion i 1914, „skal der ikke være ende på hans regerings forøgelse og på freden“. (AS) Ydermere har hele Jehovas folk andel i denne forøgelse: „Du har mangfoldiggjort folket, du har forøget deres glæde.“ (AS) Den forudsiger også, at når Zion er genindsat i Guds gunst, slutter han en pagt, der lover, at denne rigsorganisation vil få hele den nødvendige udrustning: „Min ånd, som er over dig, og mine ord, som jeg har lagt i din mund, skal ikke vige fra din . . . mund . . . fra nu og til evig tid.“ Med hvilket resultat? Jehovas herlighed ses over hans organisation, som når solens første stråler kaster sit lysende skær, og det genspejles af denne by på bjergets top. Det tiltrækker sig alle retfærdselskeres opmærksomhed, og vi erfarer nu, at de kommer flyvende dertil som duer til deres dueslag. Der siges til Zion: „Løft øjnene, se dig om, de samles, kommer alle til dig . . . da stråler dit øje af glæde, dit hjerte banker og svulmer.“ — Es. 9:3, 6, 7; 59:21; 60:1, 4, 5, 8.
19, 20. Hvad kendetegnede den første menigheds vækst, og hvorledes bør det indvirke på os?
19 Den første og mindre opfyldelse af mange af disse profetier på den første menigheds tid er inspirerende for vor tro og vore forventninger om disse tiders store og endelige opfyldelse. Forestil dig engang den pludselige opvågnen til liv og aktivitet, som den lille kreds på henved 120 i Jerusalem erfarede, efter at den var blevet udrustet med den hellige ånd på pinsedagen. Tre tusind den første dag! Og kort tid derefter nåede tallet „på mændene . . . op på omtrent fem tusinde“. Lidt senere igen: „Og der føjedes stadig flere til, som troede på Herren, hele skarer både af mænd og kvinder.“ Hvor må deres hjerter have svulmet af taknemmelighed! Og hvad der var endnu bedre: „Og Guds ord havde fremgang [fik forøget udrustning], og disciplenes tal voksede meget i Jerusalem: og [tænk engang!] en stor mængde af præsterne adlød troen.“ Hvor må deres hjerter have banket af spænding! Ville ikke dit hjerte banke, hvis du så en hel række præster sidde bag i rigssalen og indsuge sandheden? De målte ikke deres vækst ved hjælp af månedsrapporter, men: „Menighederne vedblev at styrkes i troen [vokse til modenhed] og at vokse i antal fra dag til dag.“ — Ap. G. 2:41; 4:4; 5:14; 6:7; 16:5, NW.
20 Vi ved, som det fremgår af Apostlenes Gerninger, det 8. kapitel, at forfølgelse kun tjente til at forøge væksten endnu mere, men det berettiger dog ikke den opfattelse, der så ofte uden videre fastslås, at voldsom modstand er en uundværlig faktor for forøgelse. Læs selv beretningen i Apostlenes Gerninger 9:31.
21. Er der en bemærkelsesværdig forskel mellem vækst og forøgelse?
21 Vi har endnu ikke på nogen måde udtømt emnet, men da vi er ved at nå afslutningen på denne artikelserie, er der til slut nogle punkter, vi ønsker at fremhæve. Som vi lige har set, peger det profetiske billede vedrørende Zion hen til en talmæssig forøgelse. Billedet med det menneskelige legeme peger derimod hen til vækst til modenhed snarere end til talmæssig forøgelse. En voksen mand har kun ti fingre og ti tæer, nøjagtig ligesom et spædbarn. De er bare vokset eller har udviklet sig, det er det hele. Men det er denne vækst til modenhed, der ligger os stærkest på sinde, fordi vi ved at betragte forholdene ud over hele verden føler, at der er allerstørst behov for modenhed netop nu. I hvilke henseender? (Du, som læser dette, mærker du dig disse punkter for at se, hvordan de passer på dig?)
22. Hvad er der især brug for i dag med henblik på 1) studium, 2) møder og 3) vidnearbejdet?
22 Vi er af den opfattelse, at der er mange, alt for mange, som synes at være tilfreds med bare at være i sandheden og at glæde sig over den trøst, den giver, og det håb, den bringer, og med at omgås den nye verdens samfund. Ja, det er jo som at leve i en anden verden. Til alle sådanne vil vi sige, at tre ting er nødvendige: 1) Ikke blot at læse dette og andre af Selskabets publikationer, men at gå i gang med et flittigt studium af Bibelen ved hjælp af disse. Det er jo det, der er selve hensigten med dem, og navnlig dette blads mission. 2) Begræns dig ikke til kun regelmæssigt at overvære møderne (og rapporterne viser, at der er nogle, der ikke engang gør det, selv om de med lethed kunne), men spørg dig selv: På hvilken måde bidrager jeg ved selve mødet aktivt til at opbygge både mig selv og andre i kundskab og indsigt og at opvække en forståelse og værdsættelse, der driver til handling og til at oplære andre i tjenestegerningen? 3) Ikke kun at deltage i vidnearbejdet, så man lige akkurat kan blive regnet med som en rigsforkynder, måske som et tavst vidne, der står med bladene eller deler løbesedler ud; men spørg dig selv: Hjælper jeg mig selv og andre til at gøre fremskridt i Herrens arbejde? Nøjes jeg med at sige, når resultaterne udebliver: Nå, jeg har i hvert tilfælde gjort mit bedste, eller spørger du dig selv: Hvad kan jeg gøre, så jeg kan forbedre kvaliteten af min tjeneste? Er jeg så stærk i troen og opflammet af en sådan påskønnelse, at jeg er fast besluttet på at holde ud i arbejdet i tykt og tyndt og at „aflægge grundigt vidnesbyrd om det gode budskab om Guds ufortjente godhed“? — Ap. G. 20:24. Se også 1 Kor. 9:24-27 og 1 Tim. 4:16.
23. Sker åndelig vækst ganske automatisk, eller kan den fremtvinges?
23 Forstå dette ret. Åndelig vækst sker ikke automatisk. Man kan ikke tage det for givet, at forøget kundskab vil føre til forøget nidkærhed og dygtighed i hellig tjeneste. Der er for mange modstridende indflydelser, der gør sig gældende, både indefra, fra vort eget ufuldkomne kød, og udefra. Den kan ikke sammenlignes med fysisk vækst, der for det meste sker uden bevidst anstrengelse. Vi kan heller ikke få dig til at vokse til modenhed. Du kan ikke engang få dig selv til at vokse. Det er Gud, som giver væksten, og når vi betragter os selv, må vi tilstå, at vi „ved ej selv hvorledes“. (1 Kor. 3:5-9; Mark. 4:27) Det er ikke noget, vi kan rose os selv af. Det betyder ikke, at vi ikke selv har nogen andel deri. Det har vi, og en meget vigtig andel, som vi allerede har omtalt. Vi må ruste os med tålmodighed, beslutsomhed og mod. Skulle nogen nu mene, at denne bestandige higen efter forøgelse og fremskridt næppe er berettiget og antyder en rastløs og altid utilfreds indstilling, så vil vi her henvise til vort sidste billede. Det er hentet fra Bibelen.
„Der har sæd i sig selv“
24, 25. a) Hvordan lægges der i beretningen om skabelsen vægt på forøgelse? b) Hvilke særlige træk karakteriserer foranstaltningen for arternes forøgelse?
24 Slå op i 1 Mosebog, det første kapitel. Der læser vi i vers 11, at på den tredje skabelsesdag sagde Gud: „Jorden lade fremspire grønne urter“ og andre former for planteliv og træer, men læg mærke til udtrykket, „der bærer frø“, eller, som den engelske oversættelse siger, „der har sæd i sig selv“. Så tales der om skabelsen af de højere livsformer og til sidst om kronen på værket, skabelsen af mennesket i Guds billede, og her læser vi: „Og Gud velsignede dem, og Gud sagde til dem: Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld jorden.“ „Og Gud så alt, hvad han havde gjort, og se, det var såre godt.“ — 1 Mos. 1:11, 20, 22, 28, 31.
25 Hvilken fryd og glæde det må være virkelig at skabe noget! (Det overgår langt menneskers bestræbelser for at forbedre en allerede eksisterende tegning eller model, og så kalde den deres „skaberværk“.) Gud kunne naturligvis have forbeholdt sig den forret direkte at skabe alt levende. Men i stedet for udtænkte han den mest geniale og vidunderlige foranstaltning, at inddele arterne i han- og hunkøn, således at skabningen kunne have den usigelige glæde at formere sig hver efter sin art i lydighed mod de love, deres Skaber havde fastsat. Love, der varierede i det uendelige, men dog fulgte ganske bestemte hovedprincipper, selv for de enkleste planteformer. (Utvivlsomt et af de simpleste argumenter, der fuldstændig omstøder udviklingslæren, for hvordan kunne det at udtænke en sådan foranstaltning tilskrives andet end et intelligent genis skaberånd.) Hvad var denne foranstaltnings hemmelighed? Den åbenbares i ordene: „Der har sæd i sig selv.“ Heraf den stærke drift, ja den rastløse trang i skabningen til at formere sig og blive mangfoldig, en drift, der af Gud er nedlagt i skabningen. Gud gjorde den ene begyndelse, foretog den ene plantning og gav så befalingen om at blive frugtbar og mangfoldig. Mangfoldig? „Til overflod“ synes at være et bedre ord i betragtning af den rundhåndede foranstaltning, der træffes i næsten hvert eneste tilfælde.
26. Hvorledes kan man inden for et område eller samfund afgøre, hvem det med rette kan siges om, at det „har sæd i sig selv“?
26 Læg mærke til, hvor udmærket og opmuntrende et billede, det er for os. Det store flertal af vore læsere er tilknyttet en af Jehovas vidners kredse. I har jeres mødested i rigssalen eller missionærhjemmet eller i et privat hjem, og de fleste steder hænger der et eller andet sted i lokalet et kort over det distrikt, I er ansvarlige for. Forestil dig i tankerne hele dette område, hvad enten det er et byområde eller et landområde. Det er måske i et land, hvor så godt som hvert eneste hjem ejer en bibel, og hvor der utvivlsomt findes en del religiøse forsamlingshuse, hvor der opbevares en bibel eller andre religiøse skrifter. Men kan man sige om nogen af dem, at de „har sæd i sig selv“? Du ved så udmærket, at det at et religiøst hjem eller samfund ejer en bibel, ikke nødvendigvis betyder, at sandhedssæden, det livgivende budskab, har slået rod eller spirer og gror der. Med kendsgerningerne for øje og uden anstrøg af indbildskhed må du erkende, at i hele det område har Jehovas organisation kun een plantning, som i beretningen om skabelsen, og det er kredsen af Jehovas vidner, hvor lille den end måtte være. Hvilken uvurderlig forret er det ikke i hele det område at høre til den kreds, hvorom der med sandhed kan siges, at den „har sæd i sig selv“!
27. Hvordan understreger dette billede vort store og glædelige ansvar?
27 Gud, som kender hjerterne hos dem, som ønsker retfærdighed, kunne med lethed forbeholde sig den ret og forret direkte at skabe eller vække interessen hos de retsindige og åbenbare for dem kundskaben om sandheden og føre dem til sin organisation. Men i stedet for har han givet dig, sammen med andre og personlig (ja, dig, som holder og læser dette blad), det ansvar og den ubeskrivelige glæde at få lov at udrette noget og at gå gennem dette distrikt gang på gang for at finde de hjerter, hvor der kan plantes „sæd“. Efter mange genbesøg og efter at have vandet den nye plante og gødet jorden omkring den, skræmt de tyvagtige fugle bort, hjulpet med at trække ukrudtet op uden at skade den dyrebare plante, oplever du til sidst den store fryd og glæde at have vundet en ny ven og medarbejder, der virkelig påskønner sandheden og den nye verdens samfund. Husk, der tilkommer ikke os nogen ære derfor, og alt må gøres i lydighed mod de love, som er fastsat af organisationens Skaber. — Es. 43:1.
28, 29. a) Hvad antyder det, dersom man mangler trangen til at være travlt beskæftiget i arbejdet? b) Hvordan kan dette afhjælpes, og med hvilket resultat?
28 Hvis du har et „ret og godt hjerte“, hvor sandhedens sæd er spiret frem, så vil også du erfare det brændende ønske og den bestandige trang til at være travlt optaget i alle de forskellige grene af Herrens arbejde, der står dig åben, og stadig søge at forbedre kvaliteten af din tjeneste, så du mere effektivt kan blive brugt af „høstens Herre“. — Luk. 8:15, NW; Matt. 9:38.
29 Vedbliv med at bede om Jehovas ånd, søg altid at ære hans ord, og hold dig nær til hans organisation, Zion. Hver gang Gud udstedte påbudet: „Bliv frugtbare og mangfoldige,“ blev disse nåderige ord tilføjet: „Og Gud velsignede dem.“ Måtte det blive din rige og lykkelige lod, alt mens du yder din del i den herlige forøgelse af Jehovas lovprisning. „Skrid frem til modenhed,“ og så vil han „skænke jer udsæd og forøge den mangefold, og han vil lade jeres retfærdighed bære rige frugter“. (2 Kor. 9:10) „Jehova velsigne dig fra Zion.“ — Sl. 128:5.
(The Watchtower, 1. september 1952)