Hvad Bibelen siger

Hvorfor lægge vægt på kristen frihed?

„TIL en sådan frihed har Kristus frigjort os. Stå derfor fast, og lad jer ikke igen spænde i trældoms åg.“ (Gal. 5:1) „Vær som frie, og dog ikke som de der har friheden som et dække for slethed, men som trælle for Gud.“ (1 Pet. 2:16) Disse og lignende udtalelser i De kristne græske Skrifter understreger hvor dyrebar den kristne frihed er og hvor vigtigt det er at bevare den. Ser vi nøjere på forholdene i det første århundrede e.v.t. kan vi bedre forstå hvorfor der lægges så stor vægt på den kristne frihed.

Før Jesus Kristus kom til jorden for at bringe sit liv som et offer, handlede den almægtige Gud udelukkende med Israels folk. I det første århundrede havde israelitterne været under den mosaiske lovpagt i over 1500 år. Jødedommens religiøse ledere, især farisæerne, troede at de kunne indlægge sig fortjeneste hos Gud ved strengt at overholde Moseloven i overensstemmelse med den traditionelle fortolkning. I stedet for ydmygt at se hen til at opnå Jehova Guds barmhjertighed og gunst, pralede disse mænd af at de var bedre end andre israelitter og indtog en bedre stilling hos Gud. De havde samme indstilling som farisæeren i Jesu lignelse der bad: „Gud, jeg takker dig fordi jeg ikke er ligesom de andre mennesker, udsugere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, ja, eller som denne skatteopkræver. Jeg faster to gange om ugen, jeg giver tiende af alt hvad jeg får ind.“ — Luk. 18:11, 12.

Moseloven fordømte imidlertid også farisæerne som syndere. For eksempel forstod Paulus allerede mens han var farisæer at han ikke kunne holde Loven til fuldkommenhed. Han fandt at han trods de bedste bestræbelser blev fordømt af budet om ikke at begære. I sit brev til romerne skrev han: „Jeg ville for eksempel ikke have kendt begæret hvis Loven ikke havde sagt: ’Du må ikke begære.’ Men idet synden fik en anledning gennem budet, udvirkede den begær af enhver art i mig, for uden lov var synden død. Ja, jeg var engang levende uden lov; men da budet kom, kom synden til live igen, og jeg døde.“ — Rom. 7:7-9.

Et af Lovens vigtigste formål var at lede israelitterne til Messias; den skulle få dem til at forstå at de havde brug for at han løskøbte dem. Da Jesus Kristus havde fuldført offerhandlingen og frembåret værdien af sit offer for sin Fader, havde Loven derfor tjent sin hensigt. (Gal. 3:24, 25) Alle de der troede på at de fik deres synder tilgivet i kraft af Guds foranstaltning ved Kristus, blev friet fra syndens fordømmelse og desuden fra Loven der gjorde en sådan fordømmelse åbenbar. — Rom. 7:6; 8:1, 2.

Visse jødekristne i det første århundrede forstod ikke denne vigtige sandhed og påstod at ingen kunne opnå frelse uden gennem Loven. Da de troede at en antagelig moralsk adfærd var betinget af en streng overholdelse af Loven, ville de tvinge troende ikke-jøder til at holde den. (Apg. 15:2, 5) Disse jødekristne glemte at Loven i sig selv ikke kunne sikre en god adfærd og at Guds ånd, når den virkede i dem der troede på Kristus, var en langt stærkere spore til retfærdighed. (Gal. 5:16-18) Guds ånd fremkalder kærlighed hos det menneske der har den, og „kærligheden gør ikke næsten noget ondt“. — Rom. 13:10.

De der insisterede på at holde Loven fornægtede værdien af den altafgørende tro og regnede fortsat med at de blev retfærdiggjort ved deres gerninger. Deres legalistiske form for gudsdyrkelse ville have ført de kristne ind under en ordning der kun afslørede dem som syndere der fortjente døden. — Rom. 3:20; 6:23.

Den der hævdede at man opnåede frelse ved at holde Loven, vendte således i virkeligheden tilbage til den trældom som kristne var blevet løst fra ved Jesu offer. Dette fremførte apostelen Peter over for dem der mente at Lovens krav skulle overholdes af de troende blandt uomskårne ikke-jøder. Under henvisning til at italieneren Kornelius og andre havde fået Guds ånd selv om de var uomskårne, drog apostelen følgende slutning:

„Gud, som kender hjertet, vidnede ved at give den hellige ånd til dem ligesom han havde givet den til os. Og han har slet ingen forskel gjort på os og dem, men har renset deres hjerter ved troen. Hvorfor stiller I da nu Gud på prøve ved at lægge et åg [Moseloven] på disciplenes nakke som hverken vore forfædre eller vi [jøder] har været i stand til at bære? Tværtimod stoler vi på at vi bliver frelst ved Herren Jesu ufortjente godhed på samme måde som de.“ — Apg. 15:8-11.

Eftersom Jehova Gud ved sin søn udgød sin hellige ånd over troende ikke-jøder, fandt de der ville have de uomskårne troende ind under Loven altså fejl hos Gud. De fik det til at se ud som om Gud ikke vidste hvad han gjorde da han tog imod ikke-jøder uden først at kræve at de holdt Loven. Derved ’stillede de uretmæssigt Gud på prøve’. Den kristne frihed måtte forsvares så de troende ikke vakte Jehovas mishag.

Vi der lever i dag må også værne om vor kristne frihed. Det betyder ikke at vi kan leve uden lov. Tværtimod er vi trælle af Gud og Kristus. Hvis vi gav os til at praktisere synd ville vi fornægte selve hensigten hvormed Guds søn døde til gavn for os, nemlig at udfri os fra synd. Hvor forkert ville det ikke være at misbruge den ufortjente barmhjertighed der er blevet vist os! (Rom. 8:2-11; 1 Pet. 1:17-19) Alligevel må vi passe på ikke at falde i den snare at mene at vi kan få det evige livs gave ved at udføre bestemte gerninger. Dette ville få os til at tænke for meget om os selv, ligesom farisæerne, og selv tage æren for det Gud udretter ved Kristus og ved den hellige ånd. (Jævnfør Romerne 7:21-25; Første Korinterbrev 3:6, 7.) Vore gode gerninger og vor gode adfærd er kun et udtryk for vor virksomme, levende tro. (Jak. 2:26) Med det vi gør, beviser vi at vi lader os bruge af vor himmelske Fader og hans søn. På den måde går al ære til Jehova Gud og vor Herre Jesus Kristus.

Måtte vi aldrig underkende værdien af den kristne frihed der ligger i at yde Gud en tjeneste med det rette motiv. Intet menneske bliver retfærdigt i kraft af en fuldkommen lovsamling. Skal vi overvinde vore syndige kødelige tilbøjeligheder og blive godkendt af Gud, er det ikke nok at vi har en lov; vi må have en stærkere drivkraft i tilværelsen. Denne stærkere drivkraft er Guds ånd, der virker helt og fuldt på mennesker der oprigtigt tror på Guds frelsesforanstaltning ved Kristus. Hvis man udskifter den kristne frihed med jødisk legalisme (streng overholdelse af Loven), fornægter man følgelig den kristne tro.

„Bliv ved med at vandre ved ånd, så vil I slet ikke opfylde noget kødeligt ønske. For kødet er i sine ønsker imod ånden, og ånden imod kødet; for disse står hinanden imod, sådan at de ting I gerne vil gøre, dem gør I ikke. Og når I ledes af ånd, er I ikke under lov.“ — Gal. 5:16-18.