At være rimelig gør livet lettere

JEHOVA GUD ønsker at vi mennesker skal glæde os over livet. Med den vejledning han har givet os i sit ord Bibelen har han ønsket at gavne os så vi kunne opnå varig glæde i livet. At vi følger hans råd og anvisninger vil derfor altid være til gavn og glæde for os selv og for dem vi omgås. Lad os her overveje det betimelige i at følge formaningen: „Lad jeres rimelighed blive kendt for alle mennesker.“ — Fil. 4:5.

Ifølge Bibelen er rimelighed en egenskab der afspejler Gud. I Jakob 3:17 læser vi at „visdommen ovenfra“ blandt andet er „rimelig“. Hvad vil det sige at være rimelig?

Det indebærer at man er medgørlig, retfærdig, fornuftig, hensynsfuld og tilgivende. Rimelige mennesker er ligevægtige; de går ikke til yderligheder. De anerkender visdommen i de inspirerede ord: „Vær ikke alt for retfærdig . . . hvorfor vil du ødelægge dig selv?“ (Præd. 7:16) De der er ’alt for retfærdige’ får et meget snævert og usmidigt syn på hvad der er ret og uret. De fordømmer endog handlinger som ikke i sig selv kan siges at være forkerte, og deres samvittighed er ustandselig i oprør over hvad andre gør eller undlader at gøre. I stedet for at ræsonnere fornuftigt over tingene, fælder de en hastig dom, påvirket af personlige fordomme.

Hvilke yderligheder det kan føre til når man vil være „alt for retfærdig“, ses i farisæernes holdning til Jesus Kristus. Efter deres mening gjorde han sig skyldig i en alvorlig lovovertrædelse når han mirakuløst befriede folk for deres sygdomme og fysiske handicap på sabbaten. De havde tabt den egentlige hensigt med sabbatsbudet af syne. Sabbaten skulle jo ikke være en byrde for folket men en velsignelse. På den skulle alle kunne få tiltrængt hvile og samle nye kræfter. Som Jesus Kristus sagde det: „Sabbaten er blevet til for menneskets skyld, og ikke mennesket for sabbatens skyld.“ (Mark. 2:27) Det var således i fuld harmoni med ånden i det barmhjertige sabbatsbud at Jesus helbredte på denne dag. At farisæerne insisterede på at lovens bogstav skulle adlydes i overensstemmelse med deres traditionelle fortolkning var derimod ikke rimeligt, men førte til en ubarmhjertig holdning over for dem der trængte til hjælp. — Matt. 23:23.

Farisæernes urimelige måde at fortolke Guds lov på lagde tunge byrder på folket. (Matt. 23:4) Der blev set ned på dem der ikke efterlevede alt hvad traditionen foreskrev. Et eksempel på denne foragt møder vi i den beretning hvor nogle betjente var sendt af sted for at arrestere Jesus men kom tomhændede tilbage fordi hans undervisning havde gjort indtryk på dem; nogle farisæere udbrød: „I er da vel ikke også blevet vildledt? Ikke én af lederne eller af farisæerne har fået tro på ham, vel? Men denne folkemængde som ikke kender Loven, de er forbandede.“ — Joh. 7:47, 48.

Det der kendetegner rimelige mennesker er det modsatte af denne fordømmende holdning som prægede farisæerne og andre fremtrædende jøder i det første århundrede. Rimelige mennesker har ikke for høje tanker om sig selv og de ser heller ikke ned på andre. De er ikke „vanskelige at behage“. (1 Pet. 2:18) De passer på at de ikke får nogen til at føle sig underlegen eller uvidende i deres selskab.

Den der er rimelig tager skyldigt hensyn til andres begrænsninger og omstændigheder når han vil tilskynde dem til at gøre fuld brug af deres evner og muligheder. Han kræver eller forventer ikke mere af andre end de kan. Derfor bliver han heller ikke skuffet over dem eller irriteret på dem. Hans rimelighed gør i sandhed livet lettere for ham selv og dem han færdes iblandt.

Når man sammenligner rimelige mennesker med urimelige, viser det sig at forskellen i deres holdning i høj grad hænger sammen med hvordan de betragter sig selv og andre. Hvis vi vil være kendt som nogle der er rimelige, må vi altså sørge for at bedømme os selv og vore medmennesker i overensstemmelse med Guds ord. Apostelen Paulus blev inspireret til at skrive: „Hvis nogen mener at han er noget, skønt han intet er, bedrager han sit eget sind.“ (Gal. 6:3) „Jeg [siger] nemlig til enhver iblandt jer at han ikke skal tænke højere om sig selv end han bør tænke, men tænke med et sundt sind.“ — Rom. 12:3.

I den kristne menighed er der ingen som er uundværlig. Det er muligt at der er nogle som virker særligt opmuntrende og tilskyndende på deres trosfæller, men det er ikke enkeltpersoners naturlige evner eller dynamiske personlighed der er drivkraften bag det arbejde den kristne menighed udfører. Det er ikke et arbejde som noget enkelt menneske eller nogen gruppe af mennesker har æren for. Det er Guds arbejde. Om sig selv og sine medtroende erkendte apostelen Paulus: „Vi er Guds medarbejdere.“ (1 Kor. 3:9; Apg. 5:38, 39) Ved hjælp af sin ånd bevæger Jehova Gud sit folk til at udføre det arbejde han ønsker udført, til hans ære og pris. Denne ånd virker på hele samfundet af brødre overalt i verden, ikke blot på nogle få. Derfor kan vi ikke klare os uden de andre som tilhører troens fællesskab. — 1 Kor. 12:14-26.

Når gudfrygtige kristne betragter hinanden som Guds medarbejdere og som Guds og Kristi trælle, undgår de derved at få for høje tanker om sig selv og det de udretter. De følger Bibelens formaning om ’i ydmyghed at agte de andre højere end sig selv’. — Fil. 2:3.

Den der tager en sådan vejledning alvorlig, er villig til at indrømme at andre i visse henseender har større evner og bedre egenskaber end han selv. Nogle medkristne har en bedre bibelforståelse, en dybere indsigt i åndelige spørgsmål og en skarpere skelneevne. Andre udmærker sig ved stor nidkærhed, begejstring og handlekraft. Atter andre har en enestående omsorg og forståelse for andre mennesker.

Den der indser at han kan lære noget af andre og at en sag kan betragtes på flere måder, er ikke så tilbøjelig til at insistere på at have ret. Han er ikke stiv og umedgørlig. Han afviser ikke uden videre erfarne menneskers råd og forslag. Han er heller ikke for stolt til at modtage vejledning. Han forstår at det kendetegner sand visdom at afgørelser træffes på grundlag af kvalificerede menneskers rådslagning og forenede viden. Derfor handler han i harmoni med det bibelske ordsprog: „[Planer] lykkes, når mange rådslår.“ — Ordsp. 15:22.

Vi bør afgjort stræbe efter at være rimelige. Jehova Gud ønsker at hans tjenere skal være præget af denne egenskab, for han ved at det vil hjælpe dem i deres indbyrdes forhold. Ja, når vi søger at være rimelige i alt, gør vi livet lettere for os selv og for vore medmennesker.